tyde-lige politiskemoderering sidensammenbruddet for dentidligerealliance i 1920 resulterede i etregeringssamarbejde mellem de topartier omkring et demokratisk reformprogram.
Den
socialdemokratisk-radikale regering
Det fællesprogram, der hermed fremlagdes for et SDovervejende med støtte fra lønarbejderne og Detradikale Venstre med en vælgerkerne hos husmændene, havdeen klar indholdsmæssig forbindelse til det politiske oplæg på kongressen i 1927, hvor SD plæderede for en politisk alliance mellem lønarbejdere og småborgerskab, ikke mindstdetagrare. En stor del afde forslag, derfremsattes i 1929-30 tilfremmeafbeskæftigelsen,tog i første række sigte på udstykning til de mindste, den såkaldte »indeklemte husmand«. Endvidere skulle der sikres beskæftigelse for arbejdsløse landarbejdere gennem udstykning af nye husmandsbrug, hvor især SD arbejdede for, at staten skulle bevare ejendomsretten og derigennem hindre jordspekulation og tunge gældsbyrder. Det borgerlige flertal i Landstinget hindrede imidlertid enhverjordlovgivning i den retning.46
Denjordreform, der skulle føre til en mere ligeligfordeling afjorden og derved skaffe beskæftigelse tilflerefamilier, strandede således på modst anden fra det større landbrug, repræsenteret inden for Venstre og Det konservative. Den samme kranke skæbne led forsøget på at lette det mindre landbrugsrenteudegifter. Først den efterfølgende landbrugskrise skulle tvinge Venstre ind på debaner. Nogen samlet jordreform ud over sikringen afde bestående småbrugs eksistens blev det aldrig til.
De nævnte reformforslag til øgning af beskæftigelsen i landbruget stammede fra det i slutningen af 1929 nedsatte markedsudvalg. Herfra forelå der også forslag til ophjælpning affiskeriet og tilløbene til en industri i forbindelse hermed, bl.a. gennem en fiskeribank. På samme måde søgte regeringen at sikre og udvide beskæftigelsen i skibsfarten’! form af bedre kreditgivning fordemindre skibsførere. I den henseende havde regeringen kunet mindre held over for den borgerlige modstand.47
Overfor industrien og bankerne arbejdederegeringen mere i retning af at få større kontrol med den virksomhed, der blevdrevet her. Bankloven fra 1930 øgede den statslige kontrol med bankerne, samtidig med at en række bestemmelser skulle hindre tidligere tiders spekulationog katastro
faleinvesteringer. Det var en sikkerhedsforanstaltning over for de sparere og virksomheder, der havde tilknytning til bankerne.48 En ny aktiesel skabslov øgede på samme måde den statslige kontrol med først og frem mest industrien, hvor flertallet af aktieselskaber fandtes.49 I forlængelse heraf vedtoges i foråret 1931 en lov om kontrol med prisaftaler, den såkaldte trustlov, medstøttefra Venstre. Loven kriminaliseredeprisafta ler hos monopollignende virksomheder, »som har medført eller har til hensigt at fastlægge åbenbart urimelig pris på varer, der indgår i det almindelige forbrug«.50
Derudover arbejdede regeringen for en reformering ogdemokratisering af hele statsapparatet, dets økonomiskegrundlag ogindgreb samt forhol
dene for de offentligt ansatte. Det gjaldt f.eks. tjenestemandsloven, der måtte forbedres af hensyn til den store og voksende vælgerskare, SD havde i disse kredse. På de vigtigste områder, såsom skatte-, social- og skolelovgivningen nåede regeringen ikke langt ud over det indledende
stadium, inden krisenskabte ændrede vilkår fra 1931.51
Det afgørende punkt for den regering, SD indgik i fra 1929, var de beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Dvs. statsstøtte til sikring af dettalrige småborgerskabs fortsatte eksistens ogforsøg på at støtte land bruget og industrien med at finde nye afsætningsmarkeder. Regeringen iværksatte ligeledes forskellige offentlige arbejder for at skaffebeskæfti
gelse,såsom en udbygning af trafiknettet.52Ved siden af dette overordne
de hensyngik regeringen gradvist i gang medat søge indløst sit omfattende reformprogram, der skulle føre samfundets demokratisering videre.
I administrationen og forberedelsen af lovgivningen søgte regeringen konsekvent, ligesom under den første socialdemokratiske regering, at knytteantil organisationerne for de grupper, hvis interesser blev berørtaf den pågældende lovgivning. Heri lå en klar samarbejdsstrategi for sam menfatningen af »alleberettigede samfundsinteresser« i statsmagtens re
gi.Denne linie skulle slå endnu mere igennem efter krisens udbrud. Denne næsten »korporativistiske« politik, der afspejlede sig i SD’s praksis, var givetvis et forsøg på at knytte så mange interesser til statsmagten og dermed til SD, at man hindrede en gentagelse af 1920’ernes skarpe kon frontationspolitik og det borgerlige forsøg på at skære ned på den stats magt, der udfradeparlamentariske spilleregler alenekunne muliggøre en fredelig og fortsat demokratisering af samfundet. Både SD og dets brede vælgerskare var blevet stærktafhængige af staten, ogforpartietgik vejen nu entydigt i retning af en stigendeintegrationi statsapparatet. 1930’ernes kriselovgivningskulle fremskynde og cementere den udvikling,der havde gjort SD tilikkeblot et folkeparti,men også til det regeringsbærendeparti i detdanske samfund. Men dermedfikpartieti stadig stigende gradandre interesser end lige netop arbejdernes at varetage, hvilket måtte skabe problemer i forhold til fagbevægelsen. Det var dog ikketilfældetide sidste år af 1920’erne, hvor den faglige opbakning om SDtværtimod voksede efter de foregåendeårs splittelse og bidrogafgørende til regeringsoverta gelsen. Med kun få afbrydelser har SD siden 1929 væretdet regeringsbæ rende parti i Danmark ogharsom sådan holdt sammen på og videreudvik
let et kapitalistisk klassesamfund.
Noter
1. J. Braskhøj m. fl., op. cit., s. 65ff.
2. Prot. for partikongres 1927, s. 30.
3. Samme, s. 28.
4. Samme, s. 30.
5. Samme, s. 31.
6. Samme, s. 31f.
7. Samme, s. 35.
8. Samme, s. 37.
9. Samme, s. 38f.
10. Samme, s. 40.
11. Samme,s. 42.
12. Samme, s.49f.
13. Samme, s. 50.
14. Samme, s. 51f.
15. Jvf. f. eks.i tekstilindustrien, L. Brahe Christensen:Tekstilfabrikantforeningens histo
rie 1895-1945, 1945,s. 266f.
16. Rot. for partikongres 1927, s. 52.
17. Samme, s. 54.
18. Samme, s. 55ff.
19. Samme, s. 56.
20. Samme, s.58.
21. Samme, s. 58ff.
22. Samme, s. 62.
23. Jvf.nedenfor.
24. Beretning om ungdomsbevægelsen 1923-27 tilkongressen i 1927, s. 30f.
25. Beretning om Arbejdernes Oplysningsforbund 1924-27,s. 23ff.
26. Beretning fra Soc. Forb. 1925, s.37f.
27. Beretning om ungdomsbevægelsen,op. cit., s.32.
28. Socialdemokratiets håndbog 1926-27, s.33ff.
29. Samme, s.48f.
30. Samme.
31. Socialdemokratiets håndbog 1927-28, s. 15ff.
32. Samme,s. 17.
33. Samme, s. 17.
34. Samme 1926-27, s. 64ff.
35. Samme 1927-28, s. 89ff.
36. Beretning omDsF 1927-28, s.42.
37. Socialdemokratiets håndbog 1927-28,s.57ff.
38. Samme, s. 4ff.
39. Beretning fra Soc. Forb. 1929,s. 3ff.
40. Samme, s. 6ff.
41. Samme, s. 19.
42. Samme.
43. Samme, s.23ff.
44. Samme, s.37.
45. Samme,s.38.
46. Socialdemokratietshåndbog 1929-30, s. 23ff.
47. Samme, s. 14ff.
48. Samme, s. 133ff.
49. Samme, s. 128ff.
50. Samme 1930-31, s. 99.
51. Samme, s. 4Iff, 87ff, 149ff.
52. Samme, s. 119ff.