Næppe var overenskomstforhandlingerne sluttet i maj 1911, før der rejste sig en proteststorm ude i fagbevægelsen.1 Deteneforbundefter det andet angreb DsF for at have forholdt sig fuldstændig passiv over for arbejdsgivernes fremstormen. Når DsF ikke fungerede som kamporgani sation, mente mange man lige så godt kunne afskaffe den. Angrebene rettedesig også mod den bestående fagligestruktur,somman mente havde vist sig ineffektiv og derfor burde afløses af industriforbund. En del forbund tog konsekvensen og meldte sig ud af DsF. Det gjaldt f.eks.
Murerforbundet og Sømandsforbundet, mens andre forbund som f.eks.
Typografforbundet ved urafstemning opnåede et lilleflertal for atblivei DsF.
DsF svaredeigen over for den omfattendekritik med atholde et større antal propagandamøder.11 Landetoverlod DsF de lokale fællesorganisa tioner arrangere møder med deltagelse af medlemmer af DsF’s forret
ningsudvalg. Lederne forsøgte her at forklare DsF’s ringe kampindsats ved henvisninger til, at centralorganisationen befandt sig i en trængt situation som følgeaf de besiddende klassers sammenrotning, og prote sterne mod DsF blot var udtryk for syndikalisternes splittelsesforsøg.
Dettog imidlertid ikke vindenud af protestbevægelsen. Fællesorganisati
onen i København opfordrede derfor DsF til at imødegå kritikken med lovændringer, så den blev i stand til at omfatte alle fagorganisationer.12 DsF indkaldte på den baggrund til repræsentantskabsmøde i januar 1912.13Her nedsattes et udvalgmed henblikpå undersøgelse afmuligheder
ne for enreorganisering af DsF. Fra DsF’s side fikudvalget nogle ord med på vejen, som understregede de positive resultater under den hidtidige struktur. Samtidig opfordredes udvalget til atafvise enhver påvirkning fra de »organisationsfjendtlige bevægelser«. Her tænkte man på syndikali
sterne, der netop krævede fagbevægelsen omlagt efter industriforbund kombineret med medlemsdemokrati. En omdannelsetil industriforbund kunne derfor nemt blive udlagt som en syndikalistisk sejr, ligesom ikke mindst tanken om medlemsdemokratiudgjordeen trusselmod densocial demokratiske dominans i fagbevægelsen. Det var således klart, at udval get irealiteten ikke skulle lægge op til en virkelig strukturændring. Udval
get var nedsat for atindfange en betydelig protestbevægelse og bekræfte rigtigheden af den bestående faglige struktur under socialdemokratisk ledelse. Udvalgets sammensætning med ikke mindst en række ledende folk fra DsF’s forretningsudvalg garanterede for dette udfald af dette såkaldte »reorganiseringsudvalg«s arbejde.
Det andet punkt, som behandledes påDsF’srepræsentantskabsmøde i januar 1912, og som var den umiddelbare anledning til mødet, var den løbende jord- og betonarbejderkonflikt i København.14 Konflikten var brudtud i november 1911, da arbejdsgivere inden forbyggefagenei Kø
benhavn forsøgte at ophæve arbejdernes overenskomstmæssige ret til
tvungen akkord og derestilkæmpede indflydelse påarbejdskraftensforde ling på arbejdspladserne. Det var derforenprincipielogtillige legal kamp, som anerkendtes og fik støtte af både Arbejdsmandsforbundet og DsF.
Meni december 1911 tog konflikten enny drejning. Et forligsforslag, der var vedtaget af de øvrige impliceredeparter, forkastedes af topå hinanden følgendegeneralforsamlingerijord- og betonarbejdernesfagforening. Ef
ter den sidste afstemning den 14. december gik den socialdemokratiske fagforeningsbestyrelse af, og den 20. december valgtes en bestyrelse bestående af folk fra den syndikalistiske klub i fagforeningen. Arbejds
mandsforbundet meddelte derefter, at strejkeunderstøttelsen ville blive inddraget fra den 3. januar 1912, så fagforeningenog syndikalisterne fra da af stod isoleret.
På DsF’s repræsentantskabsmøde nogle dage senere fremgik detekspli cit, at man ved at fratage understøttelsen ville tvinge arbejderne til at acceptere forliget og samtidig knægte den syndikalistiske bevægelse.
Stauning,der var SD’s medlem af DsF’s forretningsudvalg, formulerede det således, atmanmåtteslå konflikten ned for ikkeat give syndikalisterne anledning til at fremkalde en storkonflikt og dermed gøre DsF rangen stridig som centralorganisation inden forfagbevægelsen. Selvomsyndika listerne overhovedet ikke havde styrke til eller planer i den retning, så udtrykte Stauning alligevel det dybere politiske indhold i konflikten. Det var detførste konkrete sammenstød mellemto organisationer, nemlig DsF og Fagoppositionens Sammenslutning med modstridende opfattelser af fagbevægelsensfunktion i det kapitalistiske samfund. Endelig måtte DsF også døje en del hugfor sin fremgangsmåde med først atgive sanktion til strejke for derefter at tage sanktionen tilbage.
De strategiske uoverensstemmelser mellem DsFogFS var ikkedemest fremtrædende træk ved jord- og betonarbejderkonflikten. Det nye politi
ske perspektiv ogstridspunktlå derimod i FS’ krav om sympatistrejke i de andre fag tilstøttefor jord-og betonarbejderne.15FSfremførteheretkrav, som støttedes af vide kredse, men som DsF ikke hidtil havde ment sig stærk nok til at tage i anvendelse.Det var desto mere bemærkelsesværdigt formange samtidige arbejdere, som DA stadig hyppigere anvendte den tilsvarende »sympatilockout«, senest under overenskomstforhandlinger ne i 1911. Sporvejskonflikteni København sammeår, deriførste omgang førte til et fuldstændigt nederlag for arbejderne,understregede yderligere afmagten i DsF’s passive taktik. Heller ikke i dette tilfælde efterkom centralorganisationen kravet om sympatistrejke.16 Et stort antal køben
havnske fagforeninger støttede de strejkendejord-ogbetonarbejdere men der iværksattes ingen sympatistrejker, da DsF modsatte sig det af frygt for, at detskulle udvikle sig til storkonflikt med arbejdsgiverne. Konflik ten blev afblæst ogforlig indgået,efter at det i februar uden større sværd
slag var lykkedesatgenindsætte den socialdemokratiske ledelse i fagfore ningen.17
Jord- og betonkonflikten var den første markanteadvarsel om en
vok-sende fagopposition. Ganske vist var fagoppositionen for det meste uor ganiseret, men den havdenu i FagoppositionensSammenslutning, trods dens lidenhed,fundet et organiseret kraftcentrum. Herfra lød kravene om større kampaktivitet uanset overenskomsterne, mere medlemsdemokrati og omlægning efter industriforbund. Industriforbundstanken havde DSF somnævnt søgt at afværge ved nedsættelsen afgrænseudvalget i 1910 og reorganiseringsudvalget i 1912. Hertil kom også i 1912 dannelsen af et industrikartel inden for metalfagene under Smedeforbundets ledelse. Det var et skridtpåvejen til industriforbundet.18 Den stærke magtkoncentre ring, som sammenslutningen indebar, stredpåden anden side klartmod syndikalisterne og mange menige medlemmers tanke om medlemsdirige
rede industriforbund.19 Kravetom større indflydelse påledelsenaf fagfo
reningerne udsprang nemlig af en temmelig udbredt og voksende util fredshed med fagbevægelsens manglende resultater. Derfor bredte kravet om urafstemning ved overenskomstfornyelse sig i fagbevægelsen fra 1912 oggav bl.a. Fagoppositionens Sammenslutning voksende opbakning.
Den stigende utilfredshed blandt arbejderne over denudeblivende ma teriellefremgangkom også til udtryk på DsF’s generalforsamling i 1913.
Den reelle baggrundfor utilfredshedenvar den økonomiske højkonjunk tur, der slog igennem fra 1912, men som arbejderne uden for visse højt kvalificerede fag ikke havdemulighedfor atudnytte til lønkravpå grundaf de femårige overenskomster, manhavde bundet sig tili 1911. Det gik især ud over de ufaglærte, der forflertallets vedkommende arbejdede pånor
malløn, og derfor ikke havde overenskomstmæssig ret til at stille lønkrav inden for overenskomstperioden. Ville disse arbejdere have andel i de stigende profitter oggodtgørelseforprisstigningerne, fandtes der kunden udvej at gribe til overenskomststridige strejker.
I 1912 indledtessåledesden strøm af»ulovlige« strejker, der kulminere de ved årtiets slutning.20 Arbejderne, specielt de ufaglærte, følte sig i en klemme. På den enesidevar de bundetaf overenskomster, der var indgået under lavkonjunkturelle forhold, men hvis de på den anden side gik i strejke for at få andel i den nye fremgang, blev de ramt af den nye voldgiftsret. Heller ikke de faglærte følte trods deres løfteparagraffer nogen synderligkærlighed til DsF for dens tilbageholdenhed i 1911 og de langvarige overenskomster, det havde banet vejen for.
DsF på sin side var ligeledes bastet og bundet af de femårige overen skomster fra 1911 og uden mulighed for atindfriarbejdernes sociale krav, hvilket heller ikke SD kunne råde bod på frem til 1914. Den kritik, der rejstes mod DsF, måtte derfor afsocialdemokraterne drejes i en anden retning, forat den ikkeskulletageoverhånd. Ofretblev syndikalisterne.
Syndikalisterne udgjorde endnu ikke nogen alvorlig trussel mod det socialdemokratiskeherredømmei fagbevægelsen. Men det var ubehage ligtnok,at de syndikalistiskekravom industriforbund, medlemsdemokra
ti og direkte aktion vandt støtte og diskuteredes i stadig videre kredse indenfor fagbevægelsen. De største vanskelighedervoldte
syndikalister-neskrav om direkte aktion, dvs. pludseligestrejker på trods af alleoveren skomster og parlamentariske spilleregler, fordi den direkte aktion blev taget i anvendelse ved et stigende antal strejker i årene frem til første verdenskrig. Det udgjorde et frontalt angreb på den socialdemokratiske arbejderbevægelses politiske grundlag og kunne derforikke siddes over
hørig af SD.Både på SD’s kongres og DsF’s generalforsamling i 1913 blev dervedtageten skarp resolution, derunderstregedenødvendigheden af at arbejde under overenskomstmæssige forhold, og som samtidigbebudede en omfattende kamp mod de syndikalistiske »splittelsesforsøg«.21
Et andet hovedpunkt på DsF’s generalforsamling i 1913 vardebattenom den fremlagte betænkning fra reorganiseringsudvalget.Generalforsamlin
gen vedtog her uden nogen samlet organiseret modstand en resolution i overensstemmelse medudvalgetskonklusion,hvorefterderikke var basis for*at foretage nogen strukturel omlægning af fagbevægelsen i retning af industriforbund. Generalforsamlingen indskrænkede sig til en opfordring om nærmere samarbejde mellem beslægtede fag, herunder dannelse af fagkarteller i lighed med metalarbejderne.22
Herefter var industriforbundstanken for en årrække taget af program
met. Bortset fra den fortsat begrænsede industrielle udviklingog frygten for syndikalisterne skal den væsentligste hindring for en realisering af industriforbundstanken utvivlsomt søges i Arbejdsmandsforbundets af
gjorte modstand modensådanomlægning. I det hele tagetville det også for DsF og SD være betænkeligt at gennemføre en så radikal organisatorisk strukturændring i en periode,hvor den socialdemokratiske ledelse befandt sig i endefensiv position.
Et tredie svar på den opvoksende opposition inden forfagbevægelsen var en styrkelse afsamarbejdetmed SD. Det skete i forlængelse af beslut ningerne på den socialdemokratiske kongres for hele densocialdemokra
tiske arbejderbevægelse, hvilket også indebar et fremstød over for de endnu mangeuorganiserede arbejdere. For DsF og fagbevægelsen i det heletaget betød det, at den fik størreindflydelse på opstillingenaf social
demokratiske kandidater til de lokale og nationale valg. Det pegede i retning af, at SD søgte at indpasse fagbevægelsenyderligere i den parla mentariske virksomhed. Det fikigenbetydning, da partiets indflydelse på statsmagten voksedeganske betydeligt i de følgende år. I første omgang støttede DsF SD’s organisatoriske fremstød, ligesom der blev sat en offensiv ind over for defagligtuorganiserede arbejdere. F.eks. øgedes i
Københavnorganisationsarbejdetblandtfabriksarbejderne, daen under
søgelseblandt flertallet af arbejderneviste, at ca.90% af arbejdsmændene og 95% afbyggearbejderne, menkun60% af fabriksarbejderne varorgani
seret.23
DsF’s defensive position over for arbejdsgiverne varede ved frem til første verdenskrig,hvilket stadig gavnæring til fagoppositionen. Frihavn skonflikteni København 1913-14 var etvigtigteksempelherpå.24 Konflik ten brød ud,da selskabet som følge af nye mekaniske hjælpemidler
kræve-de akkorderne nedsat, hvilket arbejderne modsatte sig. Fra årsskiftet 1913-14 iværksattes der strejke af Arbejdsmandsforbundet på havnearbej dernesvegne. Menselskabet havde forberedt sig på strejken ved at averte
re efter arbejdskraft i landets aviser. De strejkendespladser blev fyldtopi et sådant omfang, at strejken snart blev ineffektiv. Først sent hen på foråret 1914, da uorganiserede arbejdere forlængst havde overtaget de strejkendes arbejde, foreslog Arbejdsmandsforbundet at udvidestrejken på grund af det voksende krav herom. DsF’s repræsentantskab afviste imidlertid enoptrapning af konflikten. I juli 1914 blev derfølgelig sluttet forlig således, at 200 organiserede arbejdere måtte acceptere at arbejde sideom side med 400 uorganiserede arbejdere. Samtidig måtte man gå ind på selskabets kravom nedsættelse af akkordsatserne.
Frihavnskonfliktens udfaldvarsåledeset totalt nederlag forarbejderne.
Det demonstrerede med al tydelighed ineffektiviteten i den defensive og isolerede strejkes taktik. Det fikogså den følge, at havnearbejderne dan nede en selvstændig organisation under navnetHavnearbejdernesFælles forbund.25
Under hele strejken havde Fagoppositionens Sammenslutning agiteret foriværksættelseaf sympatistrejke og holdt i den forbindelse agitations
møderover hele landet. Møderneintensiveredes efter forligets indgåelse, der markeredeet totalt nederlag forde strejkende arbejdere. DsFføltesigi den sag så trængt, at man besluttedeatlade medlemmer afforretningsud
valget ledsage den syndikalistiskeleder Chr. Christensen under dennes møder landet over.26 Også Smedeforbundets formand J. A. Hansen følte sig i 1914nødsaget til at rejse landet rundtforat imødegå en omfattende syndikalistisk agitation for at indføre urafstemning i forbindelse med vedtagelse af landsoverenskomster inden for Smedeforbundet.27
Noter
1. Forhandlingsprot. for DsF 28-29/12 1909.
2. En redegørelse for Soc. 1909-10, s. 78ff.
3. Beretningom Dansk Arbejdsgiverforenings virksomhed (= Beretning omDA) 1909-10, s. 132f.
4. Samme 1909-10, s. lOOff. Forhandlingsprot. forDsF 28-29/12 1909.
5. Agerholm og Vigen, op. cit.,s. 283ff.
6. Forhandlingsprot.forDsF 28-29/12 1909.
7. Forhandlingsprot. for DsF 29/9 1910 og 24/31911.Agerholm og Vigen, op. cit.,s. 283f.
8. Forhandlingsprot.for DsF 16/11 1910. Jvf. Lyngsies kritik på generalforsamlingeni 1911; Forhandlingsprot. forDsF 25-28/4 1911.
9. Beretningom Desamvirkende Fagforbunds virksomhed (= Beretningom DsF)1910-11, s. 32ff. Beretning om DA 1910-11, s.33ff.
10. Forhandlingsprot. for DsF 31/5 1911.
11. Forhandlingsprot. for DsF 28/6 1911. Forhandlingsprot. for Fællesorg. 3/8 og 14/81911.
12. Forhandlingsprot. for Fællesorg. 29/9 1911.
13. Forhandlingsprot.for DsF21-22/1 1912.
14. Samme 20/1 1912.
15. Solidaritet 13/1 1912.
16. Forhandlingsprot. for DsF 24/8 og 30/8 1911.
17. Forhandlingsprot. for DsF 21/2 1912.
18. R. Lund, op. cit., s.86ff.
19. Solidaritet 6/41912.
20. Beretning om DA 1912-13, s. 4ff og 1913-14, s. 38.
21. Forhandlingsprot. for DsF23—26/4 1913.
22. Samme.
23. Forhandlingsprot.forFællesorg. 20/11 1912.
24. Forhandlingsprot.for DsF 7/6 1914.
25. Beretning om DA 1913-14, s. 4ff. A. Kocik: De københavnskehavnearbejderes organi sationshistorie, 1939, s.43ff.
26. Forhandlingsprot. for DsF 4/11 og 18/11 1914.
27. Solidaritet 24/10 1914.