Umiddelbart efter sin regeringstiltræden måtte SD tage stilling til det presserende valutaproblem med denstærkt faldendekronekurs. Den soci
aldemokratiske regering foreslog importreguleringpå en række varerfor at styrke handelsbalancen og industrien. Til at føre kontrol med valu taudviklingen nedsattes i juli 1924etrådgivendeValutaråd med repræsen
tanterfra de politiske partier, hovederhvervenes organisationer samt DsF
og Nationalbanken. Et forslag om en ekstra formueafgift for at øge Nati
onalbankens styringsmuligheder afvistes af de borgerlige partier. Nogen valutalovgivning blev det derfor ikke til i første omgang9
Det fortsatte kursfald bevirkede imidlertid, at Valutarådets erhverv
srepræsentanter skærpedekravet ompolitiskeindgreb over forde politi ske partier. I november 1924vedtogesen ordning, hvorefterNationalban ken blev gjort ansvarlig for opretholdelsen af en stabilkronekurs. Der blev foreslået et Finansråd til at føre tilsyn med valutahandelen »foruden at følge med valutamarkedetsogerhvervslivets udvikling i det hele«. Karak
teristisk for den socialdemokratiske politik tænktes dette råd »meget alsidigt sammensat af repræsentanter for arbejdere og arbejdsgivere inden for de forskellige erhverv, af bankmænd, embedsmænd og politikere«.
Forslaget om Finansrådets sammensætning varligesomforholdeneunder Valutarådet prægetaf SD’s bevidste forsøg på at samlebådeinteresseor ganisationer ogpolitiske partier inden for statsapparatetsrammer.Derved håbede regeringen på at kunne opbygge den demokratiske samfundspoli-tik, som var programmeret, men som det borgerlige Landstingsflertal stilledesig i vejen for. Forsøget lykkedes ikke. Rigsdagen bevarede kon
trollen med valutaloven.10
Allerede fra begyndelsen af 1925 begyndte valutaloven tilsyneladende at gøre sinvirkning, idet kronekursenvisteen jævnt stigendetendens. Det tog regeringen som tegn på, »at udlandetsfinansverden har tillid til den stauningskeordning, og at danske forretningsmændderfor let kan få lån i udlandet«.11
Hvor det var muligt, søgte SD inden for staten at gennemføre den demokratiske politik, der bestod i at integrere arbejder- og arbejdsgiver repræsentanter inden for den samme instans. Skatterådene udbyggedes således, at der skulle være repræsentanter »såvel for den pågældende kreds’ hovederhverv som forfunktionærer og lønarbejderklassen«.12
De nævnte tilfælde repræsenterede imidlertid mindre betydningsfulde eksempler på den socialdemokratiske regerings intentionerom en mere gennemgribende demokratiseringafsamfundet. Her forsøgte SDsig med forslag om øget kontrol med bankerne, med prisudviklingen, ligesom partiet igen foreslog oprettelse af bedriftsråd.
Alle tre lovforslagblev fremsat irigsdagssamlingen 1924-25 og videre-behandlet i den følgendesamling uden inoget tilfælde at blive vedtaget. De repræsenteredeindgreb i så væsentligeborgerlige magtpositioner, at man ikke kunne vente nogen lovvedtagelse under de givne parlamentariske styrkeforhold. I alle tre tilfældefremstillede SD lovforslagenesom udtryk for den brede befolknings interesse i at få kontrol med privatdirigerede økonomiske processer, der var afgørende for flertallets materielle eksi stens.
Baggrundenfor forslaget om størrekontrol med bankerne var først og fremmest de store tab og afsløringer af en utrolig privat spekulation omkring Landmandsbankens sammenbrudog den fortsatte bankkrise i det
hele taget. Stauning udtrykte detsåledes, at »sålænge man overlader den private forretningsdrift dette område, må denneforretningsdrift underka ste sig en indgåendekontrol, for at de almene interesser kan blive vareta get«.13 Denne kontrol blev som nævnt aldrig til noget.
Heller ikkemedforslaget om priskontrol medpligt til at give oplysninger om avance komSD nogen vegne. Forslaget havde bl.a. sin baggrund ide samtidig stigendepriser. Dagen efterfremsættelsen i januar 1925 mødte Det radikale Venstre frem med et tidligere fremsat forslagom offentligt tilsyn med visse monopollignende virksomheder. Det var den såkaldte trustlov. Tomåneder senere stillede Venstre forslag til lov om værn for erhvervs- og arbejdsfriheden. Venstre krævede denfrie konkurrence ge nindført på arbejdsmarkedet. På samme måde som SD og til dels Det radikale Venstre ville begrænse monopolernes indflydelse påprisdannel
sen,således søgte Venstreat kommefagbevægelsens »monopol« på løn fastsættelsen til livs.14 Det var et direkte angreb på densocialdemokrati
ske arbejderbevægelse, der indvarslede en voksende kamp mellem det ledende borgerlige parti Venstre og SD. Men det vidnede også om en stigende reaktion hos den dominerende borgerlige agrare gruppe, der forberedte sigpå sin sidste desperate kampfor at ojn-etholde sinregerings bærende rolle på grundlag af en mere og mere forældet økonomisk teori.
Også forslaget til lov om bedriftsråd blev syltet. Det viser imidlertid nogetom karakteren af SD’sdemokratiskeintentioner. Samtidig var det sidstegang, partiet beskæftigede sigmeddettespørgsmål. Forslagetskulle ses somledi etovergangsprogram for en gradvis ogfredelig overgang fra kapitalisme til socialisme. Verdenskrigen og den efterfølgende verdens
krise havde ifølge forslaget gjort kapitalismen moden til afskaffelse.
Bedriftsrådsforslaget havde til formål at give arbejderne større indfly
delse på virksomhedernes drift og dermed fjerne de vigtigste årsager til konflikter mellem arbejdere og arbejdsgivere.
»Det forslag,som jeg hermed har den ære at forelægge for det høje ting, tilsigter at give lønarbejdere, der under de nuværende sam
fundsforholdihovedsagen er skilt fra arbejdsmidlerne, mere indsigt iogstørreindflydelsepåden virksomhed, hvor de er beskæftiget, og dermed vække deres arbejdslyst ogarbejdsglæde i højere grad end de nuværende forhold hartendens til at opmuntre til«.15
Lovenbestemte,at alle virksomheder med mindst ti beskæftigedeover 18 år kunne,hvis halvdelen ønskededet, oprette bedriftsråd tilat tage del i virksomhedens ledelse. Bedriftsrådet valgtes blandt devoksnearbejdere, der havde arbejdet mindstet halvt år i virksomheden. Rådetfik ret til forud at udtale sig om arbejdsreglementet, omarbejdstidens placering, om an vendelsen af andre arbejdsmetoder, om afskedigelser og ferie ogudvidet anvendelse af lærlinge. Det kunne søge stridigheder bilagt og kræve re
gelmæssige økonomiske oversigter over virksomheden samt adgang til regnskaberne. Rådet kunne endelig påtale sikkerhedsforholdene.
Ar-bejdsgiveren samt arbejdsgiver-ogarbejderorganisationerne havde ret til at deltage i bedriftsrådsmøderne.16
Andre centralereformforslag som f.eks. enrevision af lærlingelovenog ekspropriation afjord fra større gårde til udstykning af husmandsbrugeller tillægtil beståendesmåbrug mødte samme kranke skæbne somde øvrige forsøg på atrokke ved borgerligerettighederiforbindelse med den private ejendomsret. Det blev kun til mindre sociale forbedringer og låne- og støtteordninger til kriseramte småvirksomheder og eksportfirmaer.17
På en lang række andre områdersøgte den socialdemokratiske regering forgæves at reformere og demokratisere via statsmagten. Detborgerlige flertal i Landstinget tillod ikke, at Socialdemokratiet erobrede nogen væsentlige borgerlige magtpositioner. Til gengæld gjordeSD god brugaf de muligheder, kontrollen med statsapparatet gav for forskellige admini
strative ændringer. F.eks. blev statsbudgettet ændret under parolen om
»den ærlige finanslov«. Der blevforetaget rationaliseringer i centraladmi
nistrationen og de offentligevirksomheder. Efter deflationskrisen satte manadministrativt den ekstraordinære arbejdsløshedsstøtte op,og rege ringsmagten blev udnyttet til at besætte en række vigtige embeder med socialdemokrater, bl.a. Jak. Lindberg i Nationalbankens direktion.18
I sit første regeringsår havde SD således fremlagt forslagtil en omfat
tende reformlovgivning, men uden at være kommet igennem med nogen væsentlig lovgivning. Der foregik ikke noget demokratisk skred som i perioden 1918-20. På den anden side opstodder heller ikke dehelt skarpe politiske konflikter. Dette billede ændrede sig imidlertid med den store transportarbejderstrejke i 1925, der erindrede SD på en yderst voldsom måde om uløste modsætninger i den socialdemokratiske bevægelses soci
ale basis. Det blev samtidigindledningen til et voksende borgerligtangreb på regeringen, derforstærkedes af deflationskrisen fra årsskiftet 1925-26.
Den