Den snævre opfattelse af sikkerhed

Den snævresikkerhedsopfattelseviljeg identificere somden forestilling, at en stat tilvejebringer »national sikkerhed« ved alene eller sammenmedandresta­ teratanskaffe sig tilstrækkeligemilitæremidler til at kunne forsvare sig imod og/ellerafskrække en potentielfjende.Et hovedpunkt i denneartikeler,atman ikke skal undervurdere,i hvilken gradden opfattelse stadigerudbredt, også til trodsfordemange indvendinger der errejst imod den.

Det er kendt, at derinden for international politiks litteratur er enrække vær­

ker, dervender sig imod en snæveropfattelse af sikkerhedsbegrebet1). Natur­

ligvis erdermange nuancer i depågældende teoretikeresargumenterog synsmå­

der. Generaliserende kan man dogsige,at én type indvendinger imod dennetra­ ditionelle opfattelse afnational sikkerhed gårud på, atde på forskellige måder vender sig imod de»fjendeopfattelser«,derercentralidentraditionelle opfat­

telses trusselbilleder.Indvendingerne kan gå ud på, at der erfejliantagelserne om »fjenden«. Dekan være en påpegning af,at bestemte grupperkan have sær­

lige interesser i atfrembringe og måskeoverdrive fjendebilleder. Og de kanvære understregninger af, at den traditionelle opfattelse indeholder tendenser til overreaktioner, bl.a.fordiden traditionelle forsvarstanke koncentrerer sig om de værst tænkelige udviklinger(»worst case analysis«). Vi kenderde flesteaf disseargumenter fra diskussionerne af vestligeopfattelser af Sovjetunionen.

Indvendinger afsamme type er,at der kan være tale om andre trusler end de,der kommer fra den identificerede fjende. F.eks. kanman mene,at den relevante militæretrussel mod Vesteuropalangtsnarereeren konflikteskalation fra Den tredje Verden, f.eks. fra Mellemøsten, end sovjetiske aktioner imod Vesteu­ ropa. Endelig har en række teoretikere og politikerepegetpå, atikke-militære handlinger, f.eks. økonomiskesanktioner, også kan truestaters sikkerhed2).

Der findesimidlertid ogsåen andenogmere grundlæggende typeindvending imod den traditionelle forestilling om national sikkerhed. Jeg tænker på den indvending, dergår ud på, at dentraditionellesikkerhedspolitisketankegang ignorerer de »systemiske« virkninger af de enkelte staters politik3). Hermed menes, at den snævreopfattelseer knyttet til den enkeltestatsperspektiv, men

ignorerer det forhold, at uanset at en national sikkerhedspolitik kan fore­

komme rigtigud frade pågældende, statsligebeslutningstageres begrænsede ra­ tionalitet, så kandensamlede effekt i systemet blive, at der igennem summen af de enkelte statershandlinger skabes en udvikling, som ingenaf parterne ønsker.

Tankegangen erkendtfra andre systemer,der erpræget af manglende samlet styring, anarkiske systemer. F.eks. erder mange eksempler inden for økono­ mien,hvorindividuelle producenter, der står over for etuigennemskueligtmar­ ked, og somhver isærhandler rationelt ud fra egne forestillinger, alligevel frem­

bringer en situation, der var uønsket af alle. Det erfundamentaltaterkende, at i sådanne ikke-styrede, anarkiske systemer, kan beslutninger, der kan fore­ komme rationellefor hver enkelt beslutningstager, få effekter for det samlede system, der ikke er ønskelige.

Tankegangener i højgradaf betydning identeoretiske forståelse af internati­ onal politik4^. Menman leder temmelig forgæves efter dens reflekser i praktisk politik. På det sikkerhedspolitiske område kan den-nogetmodelagtigt -illu­ streres ved det, der undertidenkaldessikkerhedsdilemmaet^. Hvisvitænker os, atenaktør-f.eks. enstat A - oplever en anden aktør - f.eks. stat B -som en potentielfjende, vil entraditionel tankegang forstatA betyde, at denne vil anskaffe militære midler, der er tilstrækkelige til at imødegå den trussel, som opleves fra B. Med deusikkerheder der er angåendevurderingenaf truslen fra B, vil derformentligværetaleom anskaffelse af en militær kapacitet, der er større end B’s.B vil på den anden side opleve,atA anskaffer den pågældende militære kapacitetog vil ud fra en traditionel tankegang reagere på dette ved en yderligere militæroprustning, formentlig også med en vis overreaktion.A vil igen reagere pådette med oprustning, osv. Det samlede resultat vil blive en kap­

rustningisystemet, der ikke har været ønsket af nogen af parterne, og som sam­ let må antages at formindskebeggeparters sikkerhed.

Denne udlægning af sikkerhedsdilemmaet erforsimplet. Denkan naturligvis differentierespåmange måder. Og det eret helt særligt problem,om en sådan

»interaktionsmodel« kan anvendes til atforklare kaprustningen idet internati­

onale politiske system6). I denne sammenhænghar jeg kunmedtaget tankegan­

gen illustrativtforat understrege,at det er utilstrækkeligt atopereremed en tra­

ditionelsikkerhedsopfattelse. Det er grundlæggende forvor sikkerhed,atvile­ veri et internationalt politisk system, der fortsat er præget af manglende samlet styring,altså afen art anarki,og at der erudviklingeridetsamlede internatio­

nale politiskesystem, der også truer Danmarks sikkerhed. Mit centrale spørgs­

mål er, hvordan vikommerfremtil sikkerhedsopfattelser, der også differentie­ ret reflekterer dette forhold.

Den danskesikkerhedspolitiske debater fremdelesdomineret af dentraditio­

nellesikkerhedsopfattelse. Man kan ganske vist sige, at den helt klassiske

fore-stilling om, atDanmark alene skulle kunneforsvare sig selv med militære mid­

ler,er forladt for længe siden. Men det fremherskende paradigme for den essen­

tielle del af dansk sikkerhedstænkning er en kollektiv (NATO-) udgave af den traditionellesikkerhedstænkning. I forkortet form kan den gengives således:

Danmarks sikkerhed afhængerafde muligheder, viharforatimødegå de mili­

tære trusler,der er rettet modDanmark. Disse trusler kommer fra Sovjetunio­

nen. Daviikke kan imødegå densovjetiske militærmagt alene, ervihenvisttil forstærkningerne fra vore allieredei NATO og til afskrækkelsen igennemden amerikanske atombeskyttelse.

Et eksempel på et sådant ræsonnement erstatsminister Poul Schlüters udta­ lelse i de konservatives præsentationsudsendelse forud forvalget den 10. maj 1988. Schlüterforklarede heri, hvorfor den »mærkværdige« socialdemokrati­ skedagsorden havde fået regeringen til at udskrivevalg:

»Danmark kan ikkeforsvare sig alene, dertil erviforsmåog svage. Hvis vort forsvar stod alene,havde viikke enchance forat afskrække fra trusler eller an­

grebpåvort land. Vikunne umuligt aleneforhindreen besættelse af Danmark.

Men det vestligeforsvar bygger på princippet»enfor alle og alle foren«. Derfor har de små lande i NATO aftalerom forstærkninger meddestore lande.For Danmarker dette simpelthen livsvigtigt. Deter derfor, vi erlige så sikre påvor frihed, som destorelandeer. Men vore allierede har klart tilkendegivet, atden socialdemokratiske dagsorden vil være et afgørendebrud med NATO-solidari-teten og vor fælles forsvarsstrategi. Gennemføres den, kunne allierede orlogs-fartøjer ikkelængerebesøgedanskehavneog farvande. Der kunne ikkelængere blive tale omfællesflådeøvelser. Og dermed smuldrergrundlaget for forstærk­ ningsaftalerne. Derfor er det ikke en bagatel, der harfremkaldt valget. Deter noget livsvigtigt:Spørgsmålet om at opretholde den sikkerhed, som vort fulde medlemsskab af NATO giver os«7\

Et andet eksempel på ensnæversikkerhedsopfattelseerdet synspunkt, som Michael H.Clemmesen karakteriserer som »traditionalisternes holdning« i en artikel med den sigendetitel: »NATO -danskernes sikkerhedspolitiske folke­ kirke«. Clemmesen karakteriserer med henvisningtil et brev fra en NATO-venlig socialdemokrat denne holdning således: »Danmarks forsvarsessomen håbløsopgave. Mende danske militære styrker skal bevaressom et pant. Pantet skal troværdiggøre vort NATO-medlemsskab og stormagtsstøtte til fortsat dansk frihed og selvstændighed. Deter under et par lagdetreelleindholdibe­ sættelsestidens og Den Kolde Krigsgenerations budskab om ‘aldrig mere en 9.

april’. Holdning og opfattelseer heroisk overtaget af store dele af den NATO- venlige del af den yngre generation«8^.

I den traditionelle opfattelse bliver spørgsmåletom dansksikkerhed nærmest identificeret med stormagtsstøtten til forsvaret af Danmark,ja, i visse udgaver

medforstærkningsaftalernes pålidelighed. Mine påstande er,at der herigennem foretages en voldsom reduktion af Danmarks sikkerhedsproblemer,ogatdenne reduktion - uanset betydningenafforstærkningsaftalerne-både er forkert og ødelæggende for en sikkerhedspolitisk afklaring. En sådan reduktion overser enlangrække trusler mod Danmarks frihed og selvstændighed. Og ved atstille sikkerhedsproblemet forkert bliver opfattelsenhæmmendefor analytiske de­

batter om væsentlige aspekter af Danmarkssikkerhed. Opfattelsen giver ikke rum for enåben debat om afvejningerafforskellige trusler mod Danmarks fri­

hed ogselvstændighed, både de der kommer fra fjendtlige magter, og de der kommer fra de samlede udviklingeri det internationale politiske system. I det følgendeskal jeg forsøge atvise,at en teoretiskogpraktisk accept afet udvidet sikkerhedsbegreb kan råde bod på i hvert fald nogle af dårligdommene,der har præget den danske sikkerhedspolitiske debat.