Forsvarspolitiske grundopfattelser

Der eri Danmark en lang traditionforforsvars- og sikkerhedspolitiske diskus­

sioner. Detsenestetiårs genopblussen af debatten er naturligvis på mange må­ der præget af de særlige spørgsmål og problemstillinger,derhar været fremtræ­

dendei denne periode - og i store deleafefterkrigstiden: Danmarks stilling in­ den for NATO, atomvåbnenes rolle i detvestlige forsvar og perspektiverne i Øst-Vest forholdet. Men bag de mange argumenteri den aktuelle debat gemmer sigstadig det gamle modsætningsforhold mellem de, dertror på værdien af et militært forsvari Danmarkog dem, der enten er modstandere heraf eller stærkt skeptiske.Trodsde omvæltninger i det internationale systemogi Danmarks udenrigspolitiske placering, som2. Verdenskrig førte med sig,eksisterer dette modsætningsforhold fortsat, selv om det ofteskjules bag en massiv folkelig op­

bakning bag NATO-medlemsskabet.

Ligesom andre politiske modsætningsforhold bunderdet forsvars-og sikker­

hedspolitiske i nogle dybtliggende forskelle ilivs- og samfundsopfattelse; - for­

skelleder eksisterermereeller mindre uafhængigt afde konkrete spørgsmål, der står til debat. Mellem de modsatte fløje iforsvarsdiskussionen kan dersåledes på tværs aftiden konstateresstærkt afvigende opfattelse af, hvad en stat og dens formål er. I den danskehistoriske tradition er de afvigende statsopfattelser ikke mindst knyttet sammen med P. Munch og hanspolitiskemodstandere i 30’ernesforsvarsdebat.

»ForP. Munch var en stat en gruppe af flere ellerfærreenkeltindivider, og denne gruppe havde ingen egeneksistens eller egenberettigelse udover, hvad dens til enhvertidlevende enkeltindivider ifællesskab kunne blive enige om at giveden. Ingen hverken historisktradition eller vision omfælles fremtid kunne påberåbes som værende overordnet og vigtigere end hensynet til de mennesker,

der levede indenfor gruppen Dereksisterede derfor ikke forP. Munch nogen abstrakt statsdannelse, hvis overlevelse kunne begrunde en stærk mili­

tærmagt, isærikke hviseksistensenaf en sådan militærmagt samtidig udgjorde en risikofor enkeltindividers overlevelse.

For Munchs modstandere var staten derimod»i sig selvbleveten levende or­ ganisme,dersomalle andre levendeorganismerogså måtte indrette sig påigivet fald med militære midler athævde sineksistens. Devar hverken mere eller min­

dre nationalistiske og selvhævdende end P. Munch. Men de sluttede fra, at hvordanandre stater indrettede deresmidler til hævdelse af deres sikkerhed, så­ dan måtte man også gøre det i Danmark«2). Opretholdelse af statens fortsatte eksistens og integritetblevderved en æressag og enkeltindividers bidrag til sta­ tensoverlevelse ennaturlig tilskyndelse, der kunne sammenlignes med ønsket om egen overlevelse.

Til denne fundamentale uoverensstemmelse i statsopfattelse har der i tidens løb også været knyttet en anden væsentlig forskel i tankegang mellem forsvars­ tilhængerne og de forsvarskritiske - en forskel, der vedrører småstatens mulig­ heder forat gøre siggældendei den internationalepolitik.Småstatsargumen­ terne kan tilen vis grad siges atvære underordnet de netop omtalte, idetde bl.a.

repræsenterer et forsøg på rationel underbyggelse af den forsvarsholdning, der følgerafstatsopfattelsen. Til den negative holdninger således knyttet en argu­

mentation om, at småstaten altid vil være enangribende stormagt underlegen i militær henseende, ogatdenbåde af denne grund,og fordi etstærktforsvarvil virke provokerende på enpotentiel stormagtsmodstander,står sig ved at holde en lavprofilimilitærhenseende. Provokationseffekten bliver ifølgedenne op­

fattelse større, jo større strategisk værdi småstatens territoriumhar forstor­ magterne.

Ud fra en positivforsvarsholdning lyder argumentationen modsat, nemligat småstaten isoleret betragtet nok er underlegen, menat der enten eksisterermu­ lighed forhjælp fra andre stater, eller at småstatens forsvar repræsenterer en vigtig marginalstyrkei de situationer, hvor stormagterne befindersigiindbyr­ des konflikt. Et forsvar er endvidere nødvendigt også foren småstat for at undgå skabelsen af et militært tomrum, der kan indbyde til angreb. Altså en ar­

gumentation derer direkte i modstrid med provokationstankegangen.

Også disse modsatte synspunkter på småstatens militære muligheder ud­ gjorde et væsentligt udgangspunktfor 30’ernes forsvarsdebat. I den Munch’ske version var småstatsargumentationenimidlertid mere nuanceretog- sompåvist af Ole Karup Pedersen- på flere punkter i ganske tæt overensstemmelse med den småstatsteori, der er udviklet efter2. Verdenskrig3).

For Munchvar den negativevurdering af de militære muligheder ikke noget argument for, at Danmark skulleforholde sig passivt i udenrigspolitisk

hen-seende -heller ikke i landets relationer med stormagterne. Detvar først ogfrem­

mest pådetmilitære område, at størrelsesforholdet mellem staterne spillede en væsentlig rolle, og alene af den grund var det halsløsgerning for Danmark at satse på denne magtdimension. Det detgjaldt om var tværtimod at mindske den militære magtsbetydningiden internationalepolitik og derigennem åbnefor de muligheder, der eksisterede for småstaterne på andre områder. Gennem enak­ tiv politik i Folkeforbundet, ved at gå i samarbejde medandre småstater ogved at udnytte alle forhandlingsressourceri sine handelsrelationer kunneDanmark ikkealene effektivt varetageegneinteresser over for omverdenen, men også bi­ drage til at ændrenogleaf de vilkår, som den traditionelle stormagtsdominans satte forstaternes mulighederideninternationale politik. For mange afMunchs politiske modstandere lå der i dele af denne småstatsfilosofinoget verdens­

fjernt, der ikke itilstrækkelig grad toghensyn til, hvad de betragtede som denne verdens uforanderligemagtpolitiskerealiteter.

Trækkes tråden fra 30’ernes forsvarsdiskussion op til efterkrigstidens, er der en indlysende kontinuitet i mange af deargumenter, der føres frem. Men på grund af deerfaringermange mente atkunnedrage af krigstidensbegivenheder og deændringeridetinternationalesystem, der fulgtei kølvandet på krigsaf­

slutningen, harargumenterne - i hvertfaldi den første langeefterkrigstid - fået en anden placeringiden politiske debat. Hvor dettidligere vartilhængere af de forsvarskritiske argumenter, der sad påden politiske magt, har det i efterkrigsti­

den været tilhængerne af de forsvarspositive argumenter, derrepræsenterede denofficielleopfattelse. Det kan forklares med en historiskeudvikling og den måde, som denne udvikling tolkedes på. Dentyske besættelsesaktion 9. april 1940 ogden opgivende danske holdning blev i vide kredsebrugttilatmiskredi­ tere den svagt forsvarede neutralitetspolitik;krigstiden viste trods alsingru, at militær magtvar udslaggivendefor udviklingen i verden og for demokratiske samfunds mulighederfor overlevelse; og Øst-Vest konfrontationen førteallian­

cedannelser med sig, hvorved Danmark kunne opnå det tilsagn om militær hjælp i tilfælde afangreb,dersavnedes før krigen.

Det blev den herskende opfattelse, athele det Munch’ske‘system’ varbrudt sammen, og at forsvarsspørgsmålet måtte tages op på et fundamentalt nyt grundlag. Ilyset af det senestetiårs fornyede forsvars- ogsikkerhedspolitiske diskussionog den vægt, som de militærkritiske argumenter igen har fåeti debat­

ten, kander imidlertid være grund til at gribe tilbagetil de grundopfattelser, der tidligere blev gjort gældende.Er der sagligtbelægforatmiskreditere 30’ernes danske forsvarspolitik såstærkt, somtilfældet har været, og kan begivenhe­ derne ogændringernei det internationalesystemsåensidigtbrugestilat frem­

hæve værdienafmilitæremidlerisikkerhedspolitikken?

2. 9. april-erfaringen

Hovedindholdet i det følgende vil blive et forsøg på at påvise, atmilitæremidler - ihvertfald i vor egen del af verden -har fåeten aftagende betydningforstater­ nes relationer med hinanden; endvidere atde iforholdtil andre midleri stigende graderblevet ineffektive til varetagelse afstaternesudenrigspolitiske interesser -ikkemindst, når det gælder stormagternes muligheder for atdominere over småstater.Til vurderingaf de specifiktdanske erfaringer vil jeg dog først kort gå indpå de slutninger, man almindeligvis harmentatkunne udlede af begiven­

hederne den 9. april.

Ide førsteefterkrigsår var henvisningen til denne dato en centraldel af opgø­

ret med dentidligere forsvars- og sikkerhedspolitik og udgjorde dermedetvig­ tigtgrundlagfordenoprustnings-ogalliancepolitik,der indledtes. Men9. april­

erfaringen er ikkesåéntydig, sommangegerne har villet gøreden4\

Når 9. april-argumentet fik så stor envægtefter krigen, hængerdet først og fremmest sammen med, at der nødvendigvis måtte blive taleomenstærkfølel­ sesmæssig reaktion på den tragiske og ydmygende begivenhed, som detyske troppers indmarchi landetvar. Dervaret behov for syndebukke, og her kom Munch, og heledet systemhan repræsenterede, naturligttil atståfor skud. For det andet skete der efter krigen en sammenkobling af 9. april-erfaringen med de nye udenrigspolitiske vilkår, der varopstået gennem den begyndende Øst-Vest spænding. Den ændredeinternationale situation gjorde det muligt for Dan­ mark at indgåi et alliancesamarbejdemed andre statervendtmodentruende stormagt- en mulighed,der ikke havde eksisteret tidligereidetteårhundrede.

Reaktionen på den tyske besættelse udmøntedes isloganet »aldrigmere en 9.

april«, der blev et slagkraftigt argument foroptagelsen i Atlantpagten. Den vægt 9.april-argumentet fikiefterkrigstiden beroede altså dels på enstærk fø­

lelsesmæssig reaktion, dels på et historisk sammenfaldaf begivenheder. En ana­

lyse afselve9. april-situationen behøverimidlertid ikke ensidigt føre til en kon­

klusion, der fremhæver det militære forsvars nytteværdi. I denforbindelsekan derisær være grund tilat fremhæve to hovedsynspunkter.

Miskrediteringen af den udenrigspolitik, der førte til overgivelsen i april 1940, skyderforbi målet, fordi deri denne udenrigspolitik varindeholdten er­

kendt risiko for, atdet kunne ende, som detfaktisk gjorde. Når 30’ernestilpas­

ningspolitik efterfølgende skalanalyseres, må man sige, at der sketeenafvej­ ning af forskelligemodsatrettedehensyn.Og at det ikke ermuligt at sige, om en andenafvejning havde førttiletandetresultat. Tidligere erfaringer kunne tale for, aten ikke-provokationslinie varet egnet middeltilat sikre Danmark mod et stormagtsangreb. Om en modsat linie, dvs. en militær styrkestrategi over for stormagtsmodstanderen, kunne have sparetDanmark for en tysk besættelse,

kan ikke senere pä nogenmåde dokumenteres ud fra det historiskebegivenheds­ forløb. Der erikke holdepunktfor at tilbagevise dendaværende regerings op­

fattelseaf, at en sådanstrategisnarere havde fremprovokeret end forhindret en tysk besættelse.Havde man fulgt styrkestrategien,kandetsåledesikke udeluk­ kes,at der havde været grundlag for atudledeheltmodsatrettedekonklusioner af begivenhedsforløbet.

Endvideremå det fremhæves, atdenmåde, hvorpå den tyske besættelsesak­

tionblevbesluttet, planlagtog udført, i mange henseender var så usædvanlig, atdenikkeumiddelbartegner sigsom udgangspunkt for generaliseringer om forholdet mellem småstater og stormagter.9. april-erfaringen harderforogså kun begrænset værdi som rettesnor for en efterfølgendepolitik.

I perioder af planlægningen var en besættelse af dansk områdeenten helt ude­

ladt, eller den var begrænsettiludvalgte støttepunkter for at sikre gennemførel­ sen af operationerne i Norge. Og det kanpåvises, at der i Tyskland var kræfter, der satsede på, at de begrænsedetyske mål i Danmark skulle nås gennemen for­

handlingsaftale -ikkeuligdetforhold, der herskedemellemde to lande under Den 1. Verdenskrig. Erfaringer fra denne krig må formodes at have spillet en rolle ved tilrettelæggelsen af den danskepolitik. I hvert faldforventede ledende regeringsmedlemmer, at det ville komme til forhandlinger forud for eventuelle tyske aktioner,og heri støttedes de atbåde den danskehærchef og den danske flådechef. 11917 lykkedes det daværende udenrigsminister Erik Scavenius gen­ nemunderhåndsaftaler med den tyske gesandt atpåvirke dettyske udenrigsmi­ nisteriums holdningså meget,at flådensaggressivehensigter over for Danmark blevholdti skak5). Når deti 1940ikke kom til forhandlinger mellemDanmark og Tyskland, skyldtes detikke mindst den heltusædvanlige beslutningsstruktur på tysk side, hvor næsten alt afhang af énmands vilke. Det tyske udenrigsmini­ sterium blev således førstinformeretom den forestående aktion den 3.april og den tyske gesandt først sent om aftenen den 8. april.

Dette forløb havde også sin baggrund ibesættelsesaktionens militært set ha­ sarderede karakter, hvilket krævede ekstrem hemmeligholdelse og vægt på overraskelsesmomentet.Netopdet hasarderede iaktionen er senere blevet brugt til at understøtte denmilitærvenlige tolkning af begivenhederne den 9. april.

Det er blevethævdet, atDanmark på trods af sine begrænsederessourcerkunne have forhindretden tyskeaktions gennemførelse gennem en anden politikog dermed muligvishave ændret hele krigens gang6). Detkan i høj grad diskuteres omdenne opfattelse errigtig-ihvertfaldhvis forsvaret havde væretopbygget eftertraditionelle retningslinier7).Men selv hvisopfattelsenerrigtig, viser det mere om de helt specielle militære og politiske omstændigheder,der var frem­ herskende på tysk side, end om et dansk forsvars muligheder over for en stormagt.

Detforegåendeharikke sigtet på etmoralsk forsvar af dendanskeholdning overfor det nazistiske Tysklandi30’erne og under krigen, men ermedtagetfor at vise, atDanmarks skæbneikke nødvendigvisvar bleveten anden,hvis landet havde prioriteret de midleranderledes,derstår til rådighed i sikkerhedspolitik­

ken. Man kan ikke udfra begivenhedsforløbet op til den9. apriludenvidere af­

skrive ikke-militæremidlers værdi i sikkerhedspolitikken. Begivenhedsforløbet kan sågar bruges til atfremhæve disse midlers værdi.