Afslutning

Set i lyset af, at den internationale spændingsperiode i 80’ernes begyndelse bragte fundamentale internationalesikkerhedsproblemer til overfladen- bl.a.

problemer knyttet til atomoprustningen og militæralliancernes hidtidige stra­

tegier -forekommer detnærmest sørgeligt, at danskepolitikere ikke kunne rea­ gere mere konstruktivt på de udfordringer til sikkerhedspolitisk nytænkning, som denne udvikling skabte. Naturligvis har mange forhold været bestem­ mende herfor. Idenne artikelhar jeg særligt villet fremhæve,at dominansen af en traditionel opfattelse afsikkerhedsproblemerne har spilletenvæsentlig rolle for, atde internationaleaspekteraf sikkerheden er blevet forsømt, og at nye synspunkter - når de endelige er blevet formuleret - er kommet i modsætning til etableredeforestillingeristedetforat befrugte og modernisere dette.

Atde danske politikere så længe har holdtfast ved entraditionelsikkerheds­ forståelse,mågive anledning til forundring. I virkelighedenerder i den del af den danske udenrigspolitiske tradition, der rækker bag om Danmarks med­

lemsskab af NATO, en enddog rig baggrund forat tolke dansk sikkerhed ikke primært sometforsvarsspørgsmål,men som en samtænkning af den internatio­ nale politik ogdet militære forsvar. Gårvi tilbage til de perioder af Danmarks historie, hvorvi i forskellige udgaverførte neutralitetspolitik, kan vi konsta­

tere,atdenne politik -når den var bedst - netop var knyttet til et politisk primat, dersamtidig også inddrogmilitærets betydning27). Og under de socialdemokra­

tiskeregeringer i 50’erne og 60’erne var der tale omen relativ høj prioritering af de deleaf en dansk sikkerhedspolitik, der ikkelodsigindordne under en traditi­ onel forsvarstænkning, i den indsats, som bl.a. under udenrigsminister Per Hækkerup gjordes for at fremmeNATOs afspændingspolitiske rolle - forud for udformningen af Harmelrapporten. Det varen nærliggende opgaveat forny denne sideafdansk sikkerhedspolitik i lyset af de nye sikkerhedsproblemer,der meldte sig ispændingsperiodenfra 70’ernes slutning.Men desværre blev dette ikke nogen prioriteret opgave.

Det internationalepolitiske system eri de sidste par år, især siden Reykjavik-topmødet ioktober 1986, ienforbavsende hurtig udvikling kommet over i en ny afspændingsfase, der temmelig radikalt adskiller det fra den forudgående spændingsperiode.Formentlig stårvienny afspændingsfase, derer mere vidt­

gående,end den vi oplevede i slutningen af60’erneog begyndelsen af 70’erne.

Der synes atvære taleomændringerikkebare inden forrammerne af efterkrigs-

tidens internationale politiske system, menogså i detteselv.Set ilyset af Buzans karakteristikaf det internationale politiske system som et »modent anarki«, sy­ nes ændringen at være ensbetydende med øgede skridt i retningaf»modenhed«.

Konsekvenserneer opbrudi mange traditonelle positionerog betydeligt forbed­

rede muligheder både for Øst-Vest forholdet og Europa.

Dette ermeget glædeligt. Men midti glæden over de positive forandringer kan dervære grund til at pege på en fare, nemlig risikoenfor at det»sikkerheds­ politiske kaos«vilfortsætte i Danmark, omendmåske mere underoverfladen end hidtil. Megettaler for, atfremtiden med øget styrkevilviseutilstrækkelig­ hedenafden traditionelle sikkerhedspolitiske tænkning, hvorefter den »egent­ ligesikkerhedspolitik« alene ses som knyttet til sikringenafNATO’s militære forsvar i Danmark. Menman kan tvivle på, atpresset for revisionognyvurde­ ring i en afspændingsperiode blivertilstrækkeligttil at frembringe nogen forny­

else i form af ensamtænkningaf en dansk nationalog internationalsikkerheds­ strategi.Selvom det er glædeligt,såfremt vi i de kommende år vil opleve færre truslermoddanskernes sikkerhed,så er derenfare knyttettilfortsatat skulle klare dansk sikkerhedspolitikpågrundlag afen konfliktfyldtkombinationaf den traditionelle sikkerhedsopfattelse og ufordøjede, partielle og halvhjertet fremførte erkendelser af nyeinternationale vilkår. En fortsat nedprioritering af sikkerhedspolitikken kan hindre, at vi får løstde problemer, derer forbundet med at udformeenajourførtog »holistisk« sikkerhedspolitik. Og konsekven­ senkan være, at vi alt forsent opdager, at vi langsomt -og i enproces, som vi måske ikkeengang har forstået- har mistet denindre evne til atvaretagevor sik­ kerhed ieninternational verden, hvor sikkerhedsproblemernestiller sig på nye måder.

Noter og henvisninger

1) Bl.a. Richard Ashley, Ken Booth, Leonard Beaton, Hedley Bull, Joseph Nye m.fl., jf. diskus­

sionen hos Berry Buzan: People, States and Fear. The National Security Problem in Internatio­

nal Relations. Wheatsheaf Books, Brighton 1983, s. 3 ff.

2) Jf. Buzan, People..., kap. 3. Se f.eks. Ole Karup Pedersen: Sikkerhedspolitik og økonomi. I Bertel Heurlin og Bjarne Nørretranders: Veje til Fred, 1985, s. 44-53. Økonomiske sikkerheds­

overvejelser og inddragelse af indre sikerhed var centralt for forbundskansler Helmut Schmidt, jf. bl.a. hans berømte »Londontale« fra 1977.

3) Bl.a. Kenneth Waltz: Theory of International Politics, 1979.

4) Waltz kritiserer en række teorier i international politik for ikke at være opmærksom på dette forhold. Se. Waltz: Theory..., c.o.

5) Tanken om sikkerhedsdilemmaet blev introduceret af John Herz allerede i 1950, men kun meget få har opbygget teoretiske overvejelser om det. Det er udførligt diskuteret i Buzan, People... s.

173-213, jf. også s. 3-4.

6) Interaktionsmodellen er kun en af flere forklaringer. Jf. f.eks. diskussionen heraf i Niels Ege­

lund: Oprustning og våbenkapløb. 1 Heurlin og Nørretranders, c.o., s. 85-101.

7) Citatet er en udskrift af en videooptagelse af Schlüters tale i det danske fjernsyn, lørdag den 7.

maj 1988. Man kan i særdeleshed notere sig, hvorledes Schlüter i teksten brugte ordene »livsvig­

tig« og »sikkerhed«.

8) Michael Clemmesen forholder sig kritisk til denne traditionalistiske holdning. Hans kritik hvi­

ler imidlertid især på den opfattelse, at »dansk forsvar ikke længere er en specielt håbløs op­

gave«. Set i det her anlagte perspektiv ligger der ikke i dette - hvor rigtigt eller urigtigt det end er - nogen reel åbning til en bredere sikkerhedspolitiske forståelse. Michael H. Clemmesen:

NATO - sikkerhedspolitikkens folkekirke. Udenrigs, nr. 2, 1988, s. 3.

9) Buzan: People.... Se note 1.

10) S.st. s. 1.

11) Buzan kritiserer bl.a. fastlåstheden omkring den snævre opfattelse af national sikkerhed såle­

des: »Those section of academia which is most concerned with security is largely locked into a narrow view of it. National policy-makers are virtually required, because of their position and because of the nature of their powers and responsibilites, to take a national view. And no policy­

makers exist above the national level. Thus we are faced with a situation in which the primary thrusts of both effort and analysis are pushing in a destructive direction, and in which the main actors, both academics and practitioners, are locked into their roles by deep-rooted and heavily institutionalised traditions«. S.st. s. 5-6.

12) Debatten mellem »neorealister« og »interdependensanalytikere« er bl.a. behandlet i Robert P.

Keohane (ed.): Neorealism and its Critics, New York, 1986.

13) Buzan: People... s. 207.

14) S.st. s. 159.

15) S.st. s. 168.

16) S.st. s. 170.

17) Angående konceptet »fælles sikkerhed«: Se bl.a. Morten Kelstrup: Fælles sikkerheds. SNU 1987.

18) En del vidtgående og efter min mening »ideologiske« erklaringer om »fælles sikkerhed« findes i Egon Bahr: Zum europäischen Frieden. Eine antwort auf Gorbaschow. Berlin 1988. Jf. også min diskussion af denne i Morten Kelstrup: Om konventionel stabilitet og fred i Europa. Forsk­

ningsrapport 1988/3, Institut for Samfundsfag og Forvaltning.

19) Buzan: People... s. 207

20) Med sikkerhedskompleks mener Buzan »a group of states whose primary security concerns link together sufficiently closely that theur international securities cannot realisticly be considered apart from one another«, jf. s.st. s. 10. Buzan har udbygget sin behandling af begrebet i et ar­

bejdspapir om »The Southeast Asian Security Complex« fra februar 1988, som forventes of­

fentliggjort i Contemporary Southeast Asia.

21) Buzan: People... s. 218.

22) Buzans inddragelse af individniveauet i sikkerhedsforståelsen er ikke mindst interessant, fordi han herved etablerer et begrebsapparat, der kan forklare, hvorfor sikkerhedsspørgsmål så ofte ideologiseres og sammenblandes med andre indre konflikter i staterne. Interessant er også en sondring mellem stærke og svage stater, som ikke går på, hvor store ressourcer, den pågæl­

dende stat har, men på graden af indre enighed og sammenhængskraft i staterne.

23) Kritikken af forskernes »berøringsangst« fremføres bl.a. af Michael Clemmesen: NATO - sik­

kerhedspolitikkens folkekirke, o.c.

24) Schlüter omtalte i sin præsentation forud for valget den 10. maj 1988 den sikkerhedspolitiske

uenighed i de forudgående år som »tumlerier med dagsordener og fodnoter«. Han tilføjede, at de første 22 dagsordener var »ubehagelige nålestik, men havde underordnet betydning«. Der­

imod blev Danmarks fulde medlemsskab af NATO bragt i fare ved den socialdemokratiske dagsorden. Det var grunden til, at valget blev udskrevet. Jf. note 7.

25) Lidt vanskeligere er det at tolke Det Radikale Venstres holdning. Også for dette parti må man konstatere en nedprioritering af sikkerhedspolitikken. Hvis der er noget, Det Radikale Venstre vil blive husket for fra denne periode af Danmarkshistorien, så er det formentlig, at man i tiden 1982-87 ikke fandt sikkerhedspolitikken så væsentlig, at man ville medvirke til at vælte regerin­

gen på den.

26) Jf. f.eks. Oscar Lafontaines: Angst for den Freunden. Die Atomwaffenstrategie der Supermä- chete zerstört die Bündnisse. Spiegel Verlag, 1983.

27) P. Munchs udenrigspolitiske opfattelse kan ses som en opvurdering af sikkerhedspolitikken i forhold til forsvarspolitikken. Måske medførte visse kredses reaktion på 30’ernes politik - blandt andet retfærdiggjort ved ønsket om aldrig mere at opleve en 9. april - en alt for kraftig modreaktion, der satte en traditionel, kollektiv forsvarstænkning i højsædet, men forsømte an­

dre sider af sikkerhedspolitikken.