DANMARK MELLEM NORDEN OG EUROPA
6. Danmark og blokkene i FN
Hvordan placerer det officielle Danmark sig nu mellem Norden og EF i det forum,hvorallelandegiver deres meningertil kende og kansammenlignes? Det klassiske studium, der dækker perioden frem til FN’s18. session i 1963,finder vi i Kurt Jacobsens statsvidenskabeligemagisterkonference i Oslo fra 19679\ Han tilhører den bølgeafinteresse for kvantitative analyser af afstemnings
mønstre i FN, derkulminerede i60’erne. Flere afdem, somHovet (1960), Alker (1964) og Lijphart (1963)10\diskuterer også en»skandinavisk« blok, der altid omfatter Danmark,Norge og Sverige og - afhængig afderes metode - Island og/ellerFinland. Jacobsen er dogden, der har studeret det nordiske mønster mestindgående, ogvi skal begynde med at sammenfatte nogle afhanshoved konklusioner.
Ientabelviser Jacobsen, hvoroftedenordiske lande (fire fra1946,fem med Finland fra 1956) alle har stemt ens.Selv om der kanvære betydelige variationer fra år tilår, finderhanentydeligtendens. I perioden 1946-48 (»præ-alliance«) stemmer de firelandeensi67pct. af alle afstemninger,i 1949-51(»alliancefor
mation 1«) i44 pct.og i 1952-54 i 59 pct. Denopadgående tendens bliver siden
hen ved: i 1956-59 stemmer defire oprindeligelandeens i 66 pct., ogalle fem landeens i 40pct.af afstemningerne, og i 1960-63 i 72henholdsvis 58 pct. I tråd med dette finder han ogsåenlangtidstendenstilen stigende dannelseaf etklart flertal(mindst tre enige lande) blandtde nordiske lande. Hvordanlandene stem
mer danner ogsået interessantmønster. I perioder med en lavgradaf Øst/Vest-konflikterdernæsten ingen forskel mellem, ihvor højgraddefem lande stem
mer sammen medUSA, hvorimod højere konfliktniveau fårFinland til atbe væge sig i den ene retning, og NATO-landenei den anden,medSverige stortset upåvirket. Vikommer tilbage til, hvormegetkontinuitet, vi finderi 70’erne og 80’erne.
FN-afstemninger i 70’erne og 80’erne
Hvordan stemmer Danmark iFN?Vores første problem er at finde en målestok.
Flereaf de tidligere forskere, derharprøvetat finde forskellige afstemningsdi
mensioner,henholdsvis forskelligestemmeblokke i FN, harbrugt korrelations- og faktoranalyse, men her vilvi bruge denenkleremetode, attælleog beregne relative frekvenser. Datamaterialet beståraf alle resolutioner,der erblevetved
tagetiFNi 1970,1976 og 1982n). Gørmedlemsskab mellem de to første år no
gen forskel, og findermannogen tendens over et længere tidsrum?
Vigårher ud fra, at derihovedsagen findes fireformerforkonformitetstryk, der kan samvirke eller konkurrere medhinanden: flertallet i FN, NATO, EF og
Norden. Danmarker det eneste land, der befindersig ialledissefirekategorier.
Sverige og Finland tilhører kun Norden, Norge og Island kun Norden og NATO, Irland kun EFogflertallet i EFerogså iNATO.Udfra hvem, der stem mer hvordan, kanvi så deleresolutioneropi sekshovedtyper:
0. Konsensus: »Without vote«, »without objection«, eller afstemning hvor alle tilstedeværendestemtefor.
1. Stormagtsenighed: USA, USSR og flertalleti EF stemmer lige.
2. Supermagtsenighed: USA ogUSSR stemmer lige, men forskelligtfra fler tallet i EF.
3. Øst/Vest: USA og det store flertal i EFstemmer lige, men forskelligtfra USSR.
4. USA isoleret: Det storeflertali EF stemmer sammen med USSR.
5. Pluralisme: USAog USSR stemmer forskelligt, og EF er enten splittet eller stemmerpået tredje alternativ.
Med »stort flertal« mener vi i 1970, at der blandt de femEF-landei FN forefin
des højst én dissident, ogi de senere år, at der blandt de otte,henholdsvis ni, medlemmer foruden Danmark,forefindeshøjst to dissidenter. Sammenlignin
gen mellem 1970og de senere år skal tage cum grano salis, fordi der i 1970 fand tes mange afstemninger, uden at FN’s Press Release angiver, hvemderstemte hvordan (altså»byshow of hånds«), medensdettestortset ikke er tilfældeti 1976 og 1982.
Hvornår er Norden enigt...?
Antallet af resolutioneriFNerhurtigt stigende: 151 i 1970, 244i 1976 og 351i 1982. Kun entredjedel er vedtaget ved konsensusi 1970, men et godt stykke over halvdelenide senere år. De resolutioner, der er vedtagetved afstemning, og med stemmefordelingen angivet i kilden,fordeler sigsåledes:
Tabel 4. FN-afstemningers fordeling over typer.
1970 1976 1982 Ialt
Type 1 4 16 9 29
Type 2 1 2 12 15
Type 3 22 37 60 119
Type 4 2 15 30 47
TypeS 10 20 45 75
Ialt 39 90 156 285
Et første spørgsmål er så, hvordan nordisk enighed afhænger af type og tid.
Med enighed mener vi, at alle tilstedeværende nordiske lande stemmer på samme måde, og tager altså ikke hensyntil, at Islandflere gange,og atandre landeenkelte gange, ikkedeltog. Det eneste tilfælde,hvor dette får en åbenlys politiskbetydning,erforSverige en resolutioni 1982omkrigen mellem Iranog Iraq, da Palme var mægler forFN. Somvi senere skalse, er enkelte yderligere tilfældemulige.
Tiden gør ikke storforskel.I de treårvar Norden enigt i henholdsvis 79pct., 72 pct. og 74 pct. af afstemningerne. Typenspiller derimod større rolle. I af
stemninger af type 2 er landenealtidenige, og i type 4 er det kun sket én eneste gang, at deikke var det. Type 1og type 5 fører til en gennemsnitlig grad af enig hed;og det er ikke overraskende, atenigheden er lavest (mellem 55 pct.og 71 pct.) i type3: Øst/Vest-afstemningerne. Betegnelsen skalikke overfortolkes.
Mange af disse er snarere Nord/Syd-afstemninger,hvor Øst stemmer medSyd.
Netop denne type afstemninger er desuden den eneste,hvorman kan konstatere en tendens overtidiretningaf aftagende nordisk enighed.
...og om hvad?
SomChestertonlod Mr. Pondudtale,er det ikke nok at vide, at Tweedledeeog Tweedledum blev enige; man må også fåatvideomhvad. Lad os tage et skridt i den retning ved at se, hvordan det nordiske stemmeresultat (Ja, Afstår, Nej el lerUenige)beror på, hvordanandreaktører og grupper stemmer. Et udgangs
punkt er her, at en FN-resolution, der er blevet vedtaget, ex definitioneharet stort antal stemmer bag sig. Det ermeget sjældent, at Ja-stemmerne ikke er mange flere end Afstår og Nej tilsammen,og det er kun sket en eneste gang, at Ja ikke var den størstekategori(Øst-Timor 1982: 50-46-50). Vi kan altså sim pelthenregne med, at flertallet iFN repræsenteres afJa.De fem typerfortæller os så noget om, hvordan USA, USSR og (alle eller et stort flertal af de øvrige lande) iEFharstemtiforhold til hinanden.Følgende tabel viser, hvordandet nordiske stemmeresultat afhænger afresten:
Tabel 5. Nordisk stemmeafgivelse og andre aktører
Type Stemme Norden: Ja Afstår Nej Delt
1. US, SU og Ja 20 0 0 0
EF ens Afstår 2 1 0 3
Nej 1 0 0 2
2. US = SU Ja 0 1 0 0
Afstår 5 0 0 0
Nej 9 0 0 0
3. US = EF Ja 30 0 0 9
Afstår 11 13 0 21
Nej 1 10 5 19
4. SU = EF Ja 43 0 0 0
Afstår 2 1 0 1
Nej (aldrig) 0 0 0 0
5. US: Ja 0 0 0 0
US: Afstår 13 0 0 1
EF delt: 0/ + USA: Nej 10 22 1 0
EF ens: 0, USA: Nej 4 0 13 0
EF delt: -/O, USA: Nej 6 0 5 0
Der er fiere interessantemønstre at sei denne tabel. For det første ser vi FN-flertallet trække iretning mod Ja.Med en enesteundtagelse(en Falklandsreso
lutioni 1982,som supermagternevar enige om, Storbritannienstemte mod og Nordenafstod sammen medrestenafEF)er et enigtNordenaltid i det mindste lige så positivt som to eller tre enigeaktører, og i det mindsteligesåpositivt som den mest positive EF-stat,hvorUSA og EF ikke stemmerens. For atfåetenigt Norden til at stemme Nej, må USA og EFvære enige om Nej, og sågar i det til
fælde er et nordisk Nej sjældent.I hvilken grad Nordener enigt,ser stort set ud til atvære omvendtproportionaltmedgraden af krydstryk12) i situationen, der f.eks. er minimal i situationer somtype 1 :Ja ogtype 4: Jaog heletype 2,og mak simali type 1: Nejog type 3:Nej.
Nordenmellem supermagterne
Vi kan ogsåfå et indtryk af denne»attraktion«vedat se, hvordanNordenstem mer,hvorderfindesmestuenighed:mellem USA og Sovjetunionen. Sandsyn
lighedenforatfået nordisk flertal med sig er både afhængig af, hvem maner, og hvordanman stemmer, somtabel6viser.
Tabel 6. Sandsynligheden for, at et nordisk flertal stemmer med..
1970 1976 1982
USA
Ja .83(12) 1.00(10) 1.00( 17)
Afstår .40(10) .24(37) .35( 37)
Nej .00(12) .12(25) .18( 79)
Ialt .41(34) .31(72) .33(133)
USSR
Ja .27(22) .55(55) .51(111)
Afstår .(XX 6) .40(10) .22( 9)
Nej .00( 6) .(XX 7) .(XX 13)
Ialt .18(34) •47(72) .44(133)
Forandringerne over tid skyldes sandsynligvis i mindre grad nordiske hold ningsforandringer og istørregradforandringer i FN’s agenda-setting ogUSA’s stigende FN-fjendtlighed,som i mange spørgsmål har gjortdemtilenegænger (i mange tilfælde sammen med Israel).
Viskalaf den grundvente os,at Norden oftere erenigtmedEF og medUSSR.
Når USA og EF-flertallet erenige, følgerNorden rigtignok ofte meddem,læg gersig nogen gange mellemdem og USSR/FN-flertallet og stemmerkun undta gelsesvis sammenmed de sidste. NårderimodUSSR og EF er enige, hvad der ofte sker, stemmerNorden aldrig sammen med USA. De forskellige positioner i forhold til FN-flertallet fremgår af tabel 7, hvor»afstand«er kalkuleret som antallet»afstår« plus to gange antallet »Nej«, divideret med dettotale antal af
stemningeriFN-sessionen. Når der intet flertal findes igruppen, hvad dersker i Norden i 1pct. af alle afstemninger, og i EF én gang i 1976 og17 gange i 1982, tælles gruppen som »afstår«.
Tabel 7. Afstand fra FN-flertallet (JA)
1970 1976 1982
USA .90 1.04 1.44
EF-flertal .59 .72 .78
Norden - flertal .46 .35 .47
USSR .49 .37 .38
Talleneladerane, at dilemmaet mellemat stemmemed Norden og atstemme medEF nok ikke er så stort, somforenklede billeder afde to grupper kunne
an-give. Alligevel skerdet i adskillige tilfælde,atflertalleti(detøvrige) Norden og flertalleti (det øvrige) EFstemmer forskelligt, og så bliver det særligt interes sant, hvad Danmark gør. Sådanenuenighed fandtes der 9 gange i1970, og 29 gangei 1976, men kun 17gange i 1982. Den gælderofte kolonialespørgsmål (herunder SydafrikaogPalæstina), nogle gange nedrustningsspørgsmålog en
kelte gange global ressourcefordeling.
I 1970skete det aldrig, atet enigtNordenstod overforet enigtEF. Med en eneste undtagelse (eventuel revision af FN-konstitutionen) fulgte Danmark Norden-flertallet, uanset omdetvarenstemmigtellerkunet flertal. Dette var ogsået af de to tilfælde, hvor EF-flertallet lå nærmere FN-flertallet, endNor den gjorde. Det andet tilfælde, der desuden var det eneste,hvor forskellen mel
lem de to gruppervar to trin, gjaldt hvorvidt Kinas repræsentation i FN varet vigtigt spørgsmål (ogdervedkunneblokeresafen tredjedelafstemmerne). Her fulgte Danmarkdet delte Norden mod det delte EF. Der fandtes altså næppe tegn pådansk »antecipatorisk socialisering« iforhold tilEF. 11976 fandtes der derimod både sekstilfælde af stærkkonflikt(begge grupperne enstemmige) og et tilfælde af maksimal konflikt (to trins afstand), dogikkesammenfaldende.
Her kan vi så findeetmegettydeligtmønster. Nårder er stærk konflikt, følger Danmark EF iden mere negative stemme:tre afstemninger om Sydafrika eller SWAPO, en om Guam, en om masseødelæggelsesvåben ogenom verdenssoci ale situation. Den eneste gang et enstemmigt EF stod overfor etdelt Norden, fulgte Danmark også EFiatafståienafstemning om Øst-Timor.
Desuden var der tre tilfælde, hvor Storbritannien ellerFrankrigvar fravæ rende (åbenbart af politiske grunde),ogdet øvrige EF enstemmigt. I to af disse tilfælde fulgte EF iatafstå (Brunei og Fransk Somaliland), og den tredje gang (ikke-indblanding)var Danmark også fraværende. I alle de 12 tilfælde,hvor der fandtes i det mindste éndissident i EF, og Norden stemte et trin mere positivt endEF, fulgte Danmarkgennemgåendedetnordiske flertal; og idetene spørgs
mål med to trins afstand, om Namibia,fandtDanmarksin plads ved at stemme
»afstår« mellem det nordiske flertals »ja« og EF-flertallets »nej«.
Billedet er altsåhelt klart: når derermaksimaltkonformitetstryki EF, stem
merDanmark med, ellers med Norden. Finderviså det mønster bevareti 1982?
Spørgsmålet kan desværreikke heltbesvares med dissedata, fordi der i 1982 ikke fandtes et eneste tilfældeaf stærk konflikt,og heller ikke et enesteaf mak simalkonflikt. 116 ud af 17 tilfældefulgteDanmark den merepositiveNorden stemme. Den eneste undtagelse var en afstemning om UNRWA,med Græken
land som eneste EF-dissident,hvor Danmark (og Island) stemte sammen med EF-flertallet.
Danmark som enegænger?
Ladosafsluttemedat se disse ting iforholdtil det større nordiske mønster og iet historisk perspektiv. I en del forhold finder vi en kontinuitet isammenlig
ning med Jacobsens undersøgelse. Allerede i begyndelsenaf60’erne fandtes der nogleår en nordisk majoritet i99-100 pct. af afstemningerne, og allerede i 1963 var de femnordiskelandehelt enige iomkring tre fjerdedele af alleafstemnin ger. De følgende spørgsmål bliver så, hvemder stemmer med hvem,og hvem der optræder som enegænger. I sin analyse bruger Jacobsen en center/periferi- model, og finder den bekræftet: iperioden 1956-63dannerDanmark, Sverige og Norgeen kerne,med parviseoverensstemmelser mellem 89 og 95 pct. Med disse lande stemmer Island ens i79-83 pct. af tilfældene, og Finland i 72-77pct., og den laveste enighed, 57 pct., finder vimellem de toperiferi-lande Finland og Island. Dette mønster finder vi hovedsageligt bevaret i 1970 (Finland og Island har skiftet plads), meni 1976er det temmeligtradikalt forandret.Itoppen fin
der vi ISL/N(96 pct.), ISL/S(92 pct.) ogS/N(92 pct.), og længst nedeSF/N (82 pct.) og DK/SF (73pct.).Dette ser udtilatpegepåen »NATO-isering«af polarisationen, og dette billede tegner sig endnu meretydeligti 1982: de tre NATO-lande er parvis enige i 96-97 pct., SverigeogFinland i 88 pct., Sverige med NATO-landenei 79-82pct., og Finland i 76-78pct. Siden Jacobsens under
søgelseer den parviseenighedigennemsnit gået op, og vi finderetligeså klart mønster;dog er mønsteret et andet. Måske kan manse forandringen somet re
sultat af netop den almindelige tendenstil stigende stemmeharmonisering iNor den. Stemmeharmoniseringersvær i spørgsmål, der bliveranset som »NATO-rdevante«, og det medfører, atden relative frekvensaf sådanne spørgsmål, blandt alledemhvor Norden er delt, kommertilatstige, hvorved polariserings mønstret skifter. En analyseaf enegængere peger i samme retning, somvist i ta bel8.
Tabel 8. Hvor ofte stemmer et nordisk land forskellig fra alle de andre? (pct.) 46-48 49-51 52-54 56-59 60-63 1970 1976 1982
Danmark 6 13 7 1 1 0 9 0
Finland - - - 29 15 5 9 9
Island 6 9 14 15 5 13 0 1
Norge 0 4 3 0 1 0 2 1
Sverige 3 18 7 4 2 0 0 5
Her findervi et lignende mønster. Alleredei 50’erne blev deto større NATO-lande sjældne som enegængere, og efter den lange konflikt med Storbritannien bliver Islanddet også,og tilbage bliver så til en vis gradFinlandogSverige. De
fleste svenske enegængerstemmer skyldes iøvrigt, atSverigehar lagt sig mellem NATO og Finland, hvor derfandtes plads dertil.
Detser således ud til, at situationen imidten af 70’erne var en undtagelse, og at Danmark i fremtiden risikerer at komme i færre situationer af (stærkt) krydstryk12)mellemNorden og EF. I NATO-relevante spørgsmål kan der jo ikke dannes et flertalblandt de øvrigenordiskelande,udenatidet mindste ét af NATO-landene indgår i det flertal, ogi mangeandrespørgsmål vil konformi
tetstrykket indenfor EF reduceres til betydelig gradaf, at Irland, Grækenland og Spanien har entradition for at være mereFN-positiveend den gamlekerne gruppe i EF.