Ikke-politisering af den militære balance

Dette førerosoveri analysen afdet andet spørgsmål nemlig lavspændingen set som en følge af manglende politisering af overlegenhed/underlegenhed i området.

Centraleuropasspecifikkeforhold-herunderTysklandsproblemet - er

ble-vet antydet. Grundlæggende kan det konstateres, at den militære udvikling i Centraleuropa hargjort området tilet af de tilsyneladende mest stabile i verden.

Men denne stabilitet har mere karakter afat være»fastlåsende« end afspæn­

dende.Denne fastlåste situation er enfunktion af denfortsatte politiske strid omdels den militære balance og dels de østeuropæiske landes ufrie position.

Politisk er stabiliteten iområdet sikret efter vestmagternes endelige accept af

»status quo«ideteuropææiske område på 2. Verdenskrigs præmisser gennem Helsinki-slutakteni 1975. Der finder naturligvis fortløbende moderniseringer sted, menstørre ændringer i balancen, istyrkernesantal og deployering,i vå­ bensystemernes udvikling og dengrundlæggende strategi erikkesket -uanset den påståede øgedeubalance. Hellerikkedeændringer som skete i forbindelse med den nye kolde krig, udstationeringen afSS-20 ogde påståedevestlige mod­ forholdsregler,beslutningen omogden påbegyndte udstationering af INF-våb- nene- de 572 krydsermissiler og Pershing Il-missiler,repræsenterede ikke i sig selvnogen væsentligeændringer, menkunne umiddelbartopfattessom»natur­ lige«moderniseringer på grundlag af den almindelige teknologiske udvikling.

Det afgørende var imidlertid den politiske rolle, som disse våbensystemer blevtildelt. De blev i høj gradet udtrykforbipolariseringen,markeringen af,at der kuneksistereren afgørende front i verden - den mellem Østog Vest. På denne måde er derenafgørendesammenhængtil den generellepolarisering be­

skrevet i forrige kapitel. Det interessante erimidlertid,at den militære koncen­ trationi detteområdeer så omfattende, at selv større ændringerikke har den store militær-strategiske betydning. Men politisk seter Centraleuropa særdeles ømfindtligt og følsomt.Der skal ikke pilles megetved den permanente militære opbygning, før det kan udløse spændingsbølger. Principielt er stabiliteten i form af fastlåsthed derfor stor og krigsfaren ringe. Det eri Centraleuropa, i Forbundsrepublikken,atNATO-solidariteten ogsammenholdskraften demon­

streres markant og afgørende. Ikke alene i forberedte strategier, hvor alle de nordeuropæiske ognordamerikanske lande (minus Norgeog Island) vilvære konkret til stedelangs BRD-DDR-grænsen med omfattendetroppestyrker,men også ifredstid erde fleste af disse lande til stedemed permanente styrker.

Vi står altsåover for det paradoks, at situationen i Centraleuropa nok er sta­

bil, men uacceptabelfor vestmagterne. Den militære balance hævdes atvære grundlæggende skæv, og status quomed såkaldte ufrieregimeriØsteuropa som det sovjetiske interesseområde og forterræn er ilængdenuholdbar.

I INF-sagen gik Danmark så vidt som direkte at modsætte sigopstillingenaf de amerikanske missiler- og nægtede tilmed at financière demgennem de fælles infrastrukturprogrammer. Baggrunden var ikkemindst opfattelsen af,at Nor­

den og Danmark som lavspændingsområde ville blive alvorligt truet, hvis det centraleuropæiske område ville blive belastet medklart spændingsøgende vå-

bensystemer,og atDanmark bidrogtil spændingen ved atvære medfinancie- rende. At resultatet i realitetenblev det modsatte - nemligenmarkantspæn­

dingsreduktion, naturligvis fortsat på det politiskeplan somfølge af denspekta­ kulære INF-nedrustningstraktat -er en anden sag. Detvar i alle tilfælde ikke en udvikling, Danmark forventedeellerkunne forudse.

Som det er fremgået,erDanmark tætknyttet til detcentraleuropæiskeom­ råde; i militærstrategisk sammenhæng tales om flankeposition. Samtidig er Danmark en del af det svagt polariserede Norden.

Danmarkhar en interesseiat hindre enspændingi Centraleuropa, som ved­

rørerdenmilitære balance. Men vil søgeat hindreen kraftig politisering af NATO’s påståedeunderlegenhed, hindre at denskæve balance førertil oprust­

ning i stor stil. Men vigtigst er det, at underlegenhedeneller ubalanceproblema- tikken ikkepolitiseres, hvad angår det danske og nordiskeområde. Dettehar ikke kunnet forhindres i denordatlantiske områder. Men det afgørende for Danmark somlavspændingsområde er, at der ingen tegn erpå ændringer i ikke-politiseringen afunder- eller overlegenhed.Dererdog tale omen øget interesse forden svenske situation og den formodede relative svenske militære svæk­ kelse. Mender erdog ingentegn på, at Sverigevil ændre sin »politiskeposition«

og dermed ændre den militære balance ved at lægge sit lod i den vestlige vægtskål.

Overført til politiske termer er det netop ettegn på atlavspændingssituatio­ nen søgesbevaret, at ideen om enbredt opfattet nordisk balance opretholdes - udenat den udmøntesi konkrete militært-strategiske foranstaltninger.

Konklusionenmåimidlertid være, at Danmarks position somlavspændings­

område, som etområde, hvor den påståede underlegenhed i dette tilfælde ikke politiseres-i modsætning tilCentraleuropa, er blevet styrket i forbindelse med INF-sagen. INF-traktatenhar på en gang mindsket bipolariseringen og samti­

dig bevidst blotlagtden påståede ubalance-, et forhold som kanblive en kildetil yderligere spænding. Enforøget politisering af balanceproblematikkeni Cen­

traleuropavilrelativt set kunne øge Danmarks lavspændingsstatus. Ideen om, at situationen iEuropa er stabil, og at USA forsøger at presseUSSR i områder, hvor situationen tilsyneladende er mindre stabil medstørremulighederfor su­

permagtsindgriben som er relativomkostningsfriog gevinstfuld,er ikke nød­

vendigvis rigtig11^.

Forholdetersnareredet, atNordens situationer politisk stabil -imodsæt­ ning til Centraleuropa. De enkelte landes positioner er præget af kontinuitet og antyder ingen fluktuationer. Der sker ændringerivisse militær-strategiske for­

hold.Men Norden er på ingen måde mere præget af de frie muligheders spil end iCentraleuropa. Der erp.g.a. forskellige geopolitiske forhold tale omforskel­ ligemidler og måder. Men der ergrundlæggende taleomsamme politik.Det er

grundlæggende ogsåvanskeligtat argumenterefor, at Centraleuropa-oriente- rede strategier som Deep-Strike, FOFA, Rogersplanen osv. skullevære mere ikke-provokerende eller stabilitetssøgende og afspændingsrelaterede end de maritime strategier, Lehmann-doktrinen og de øvrige amerikanskeaktiviteter i denordlige områder.

USA’s beslutning om atudstationere op mod7000søbaserede krydsermissi­

ler, hvoraf en del skal udstyres medkernevåben, uden for deteuropæiske om­

råde er ikke umiddelbarttænktsomkompensation for de fjernede eller ikke-opstillede 572raketter.

Her ertale om generelle militær-politisketiltag, som skal ses i en størrebipo­ lær sammenhæng. Der er ikkenødvendigvis taleom at flytteden bipolærekon­ frontation fra etstabilt nedrustet Europa tiletjomfrueligt nyopdaget konfron­

tationsområde: den nordligedel af Norden. Der er tale om en fortsættelseafen udvikling,som har væreti gang siden 1960’eme.

Alt i alt mådengenerelle situation efterINF-traktaten -set i etafspændings­ perspektiv- siges at være blevetumiddelbartforbedret.Mendet er ikke særskilt situationeni Europa,som er blevetmere af spændt. Yderligereforbedringer i denne sammenhæng kan næppeforventes umiddelbart. Alt tyder på, at med INF-traktaten er mulighederne udtømte. De vestlige krav til en omfattende asymmetrisk nedrustning,somirealitetenbetyderen ensidig sovjetisk nedrust­

ning, erikketillokkende for detprincipieltunderlegne USSR.