Sammenfatning, del II

Industrialiseringen af Slesvig-Holsten foregik i et raskt tempo i den her behandlede periode. Ef-ter en lidt nølende start i anden halvdel af 1870’erne, skete der fra midten af 1880’erne en kraftig vækst i både antallet af virksomheder og beskæftigede; i første omgang gennem en udvidelse af arbejdsstyrken, senere gennem grundlæggelse af mange nye virksomheder. Antallet af arbejdsplad-ser og beskæftigede mere end femdobledes, og i det sydlige Holsten samt omkring østkysten opstod der industribyer af hidtil ukendte dimensioner. Sværvægterne og lokomotiverne i denne udvikling var i første omgang jern- og metalindustrien samt klædeindustrien. Senere kom metalskibsværfterne til, og efter århundredskiftet gjorde også den kemiske industri sig gældende med fremstilling af kunstgødning, krudt og dynamit samt el og gas. I takt med udbygningen af byerne havde tegl- og cementindustrien samlet stor fremgang, ligesom der opstod et naturligt ekspanderende marked for nærings- og nydelsesmiddelindustrien rundt om de store byer.

Med til dette positive billede af industrialiseringen af Slesvig-Holsten hører dog, at ikke alle dele af provinsen fik lige del i udviklingen. Lidt forenklet kan der tales om vækst omkring de økonomi-ske centre med en tilsvarende svækkelse af periferien. Med udgangspunkt i regionsmodellen kan kredsene opdeles i henholdsvis en gruppe af højt industrialiserede kredse (A-gruppen, dvs. de kredsfrie byer Altona, Kiel og Flensborg samt kredsene Kiel Land, Steinburg, Stormarn, Pinneberg, Rendsburg, Plön og Lauenburg), en gruppe af middelindustrialiserede kredse (B-gruppen: Slesvig, Sønderborg, Haderslev, Aabenraa og Süderdithmarschen) og en gruppe af lavt industrialiserede kredse (C-gruppen: Eckernförde, Norderdithmarschen, Oldenburg, Eiderstedt, Flensburg Land, Hu-sum, Tønder og Segeberg). Opdelingen mellem de tre grupper bygger på en simpel iagttagelse af, hvor industrien var lokaliseret rent fysisk og hvor mange beskæftigede der var. Gennemgangen i kapitel 7 af de enkelte brancher og branchegrupper med fokus på de højt-, middel- og lavtindustria-liserede områder nuancerer imidlertid billedet af den industrielle udvikling i Slesvig-Holsten, lige-som også beregningen af industriens lokaliseringsindeks, dvs. en beregning af antal beskæftigede i industrien i forhold til bybefolkningen, relativerer udviklingen. Her sås der store variationer i indu-strialiseringsgraden inden for de enkelte grupper, og for de kredsfrie byer var der ligefrem tale om et lokaliseringsindeks under provinsgennemsnittet. Nok skete der med andre ord en polarisering mellem højt- og lavt industrialiserede områder (A- og C-gruppen), og nok var væksten betydeligt

større omkring centrene (dvs. i gruppe A kredsene) end i både B- og C-gruppen, men denne vækst var ikke enstrenget eller naturgivet. Den var derimod en følge af de valgte teknologier/brancher, kapitalbehovet, varens mobilitet og den fysiske og mentale afstand til markedet og råstofferne.

Det er således ganske tydeligt, at nye og kapitalkrævende industrier typisk blev placeret i eller omkring centrene i gruppe A. Her tænkes bl.a. på skibsværfterne, de store jernstøberier og maskin-fabrikker, krudt- og dynamitfabrikkerne, tekstilindustrien, eksportmøllerne, slagterierne, de store bryggerier og spritfabrikkerne. Omvendt forblev de lavteknologiske og kapitalekstensive industrier i højere grad i periferien i B- og C-kredsene; det være sig teglværksindustrien, de mange små ma-skinfabrikker og -værksteder, olie- og sæbesyderier, kunstgødningsindustrien, samt til dels også øl-og tobaksindustrien.

Hvor det i den tidlige fase af industrialiseringen i høj grad var tilstedeværelsen af trækkraft, der bestemte industriens lokalisering, var det i denne fase adgangen til markedet og til råstofferne.

Teglværksindustrien er det helt oplagte eksempel, både hvad angår den tidlige industri på Broager og den nyanlagte omkring Kiel, Brunsbüttel og Hamborg/Altona. Men også cementindustrien er et klart eksempel, ligesom sukkerfabrikationen i det vestlige Holsten. Også ferskvareindustriens place-ring i den umiddelbare nærhed af storbyerne er klassisk i denne sammenhæng.

Disse lokaliseringsfaktorer bevirkede, at industrialiseringen nogle steder på det nærmeste ude-blev (i gruppe C kredsene), og andre steder (i gruppe A) nærmest fik karakter af industriklynger,¹ dvs. samlinger af samme eller nært beslægtede industrier, hvor virksomhederne gensidigt kunne udnytte arbejdskraft og ekspertise. Blandt oplagte industriklynger i Slesvig-Holsten kan nævnes teglværksindustrien ved Kiel og på Broager, cementindustrien i Steinburg og Pinneberg, skibs-værfterne i Flensborg og Kiel, dynamitfabrikationen ved Geesthacht i Lauenburg og senere på Quickborner Heide, tekstil- og læderindustri ved Neumünster, sukkerproduktion i det vestlige Hol-sten og tobaksproduktion i Ottensen.

Med teglværksindustrien på Broager som den klare undtagelse synes B-gruppen (dvs. Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Slesvig og Süderdithmarschen) kun i mindre grad at ligge under for disse udviklingstendenser. Her var der en vis industri, og denne var typisk flerstrenget. Dette gælder ikke mindst for de tre nordslesvigske kredse, hvor der både var konservesfabrikker, kunstgødningsindu-sti, eksportmøller, klædefabrikker, netfabrikker, garverier, tobaksindustri, bryggerier, jernstøberier, maskinfabrikker, m.m. Traditionelt fremstilles Nordslesvig som en fjern blindtarm af det tyske rige,

1 Industriklynger: Et begreb jeg blev introduceret til på et seminar den 21. marts 2001 på Erhvervsarkivet i Århus, hvor Kristian Phillipsen fra Syddansk Universitet talte om industriklynger inden for den rustfrie stål branche.

der i billedlig forstand blev ladt tilbage på perronen, medens industrialismens tog buldrede af sted mod Hamborg. Men sammenlignet med de øvrige kredse i provinsen, stod Nordslesvig faktisk den industrielle distance ganske godt. Bevares, højindustrielt var og blev området ikke, men deri delte Nordslesvig skæbne med så godt som samtlige landdistrikter i både Tyskland, Slesvig-Holsten og, for den sags skyld, Danmark. Nok ændrede Sønderborg Kreds status fra gruppe A til gruppe B i løbet af perioden, men der var på ingen måde tale om en deroute ned i et industrielt tomrum, men alene om en noget langsommere vækst. Samlet set oplevede gruppe B trods alt en tredobling i an-tallet af virksomheder og mere end en fordobling i arbejdspladser inden for industrien i perioden fra 1875 til 1900. Relativt set, i forhold til områdets bybefolkning, var B-gruppen ganske godt industri-aliseret med et lokaliseringsindeks på 0,80 mod A-gruppens 1,11.

På regionalt plan var det langt mere problematisk for kredsene i gruppe C langs vestkysten, i det sydlige Slesvig samt de holstenske kredse Segeberg og Oldenburg. Her var der virkelig tale om at blive ladt tilbage på perronen, eller måske rettere: At stå på den forkerte perron. Områderne var i udgangspunktet udprægede landbrugsområder, og dette præg bevarede de. Det industrielle islæt var fra begyndelsen lavt og forblev lavt gennem hele perioden. Lokaliseringsindekset for C-gruppen var til sammenligning med A- og B-gruppens blot på 0,29. Ganske sigende, men bestemt ikke overra-skende, var det netop også disse områder, der havde den laveste befolkningstilvækst. Eidersted, Segeberg og Oldenburg gik ligefrem, som de eneste kredse i provinsen, befolkningsmæssigt tilbage i perioden.