3. Metodiske overvejelser
3.1. Definition af industri 5
Omend det kan virke en anelse skolastisk, bliver vi nødt til at gøre os klart, hvad vi forstår ved industri, og hvorledes vi definerer begrebet. Hvilke fag skal med i gruppen af industrivirksomheder, og hvad adskiller en industrivirksomhed fra en håndværksvirksomhed ?
Overordnet kan problemet anskues fra en kvalitativ og en kvantitativ vinkel. I daglig tale benyt-tes begrebet industri ofte som synonym for en fabriksvirksomhed: et sted hvor der massefremstilles varer ved hjælp af maskiner, evt. et sted hvor der forædles råvarer i stor stil. I den teoretiske litte-ratur vil man derudover ofte lægge vægt på, at der produceres til et anonymt marked, at der er en vis grad af arbejdsdeling og, særligt for den tidlige industris vedkommende, at der benyttes meka-nisk kraft i produktionen. En sådan kvalitativ (man fristes til at sige intuitiv) definition af industri er imidlertid ikke særlig operationel. Alternativet er den faste, målbare (kvantitative) definition, og her er det oplagt at pege på Danmarks Statistiks definition af industri som en virksomhed med flere end fem ansatte.6 Fordelen ved denne definition er naturligvis, at den er rimelig enkel og operationel, samt, og ikke mindst, at det overleverede kildemateriale kan honorere definitionen. Endvidere har definitionen den fordel, at der i den danske og udenlandske litteratur er bred konsensus om antal ansatte som definitionskriterium for industri. Bag denne konsensus ligger naturligvis en antagelse om en vis overensstemmelse mellem det kvantitative og det kvalitative kriterium, således at virk-somheder med flere (end fem) ansatte i højere grad end mindre virkvirk-somheder vil producere for et anonymt marked, benytte maskiner, mekanisk kraft, osv.
Men naturligvis er definitionen ikke problemløs. Det klassiske eksempel er de to virksomheder, der i kilderne alene adskiller sig ved at have hhv. fem og seks ansatte. Måske er produktionen og
5 For en nærmere diskussion, se Per Boje (1976), s. 24 ff.
produktionsformerne fuldstændig ens, måske er den større virksomheds produktion mere industrielt baseret, men måske skyldes forskellen netop, at den mindre virksomhed i højere grad end den større benytter maskiner og dampkraft (kvalitative kriterier for industri). Og hvad med virksomheden, der som følge af en midlertidig svingning i konjunkturerne, for en periode må afskedige en mand eller to og derved kommer under grænsen for industri ?
Definitionsspørgsmål på dette plan er egnede til problematisering, men ofte også overflødige.
Det væsentlige er at gøre sig klart, hvilken definition man benytter og hvornår. Herefter må det væ-re op til den kritiske læser at vurdevæ-re, om definitionen er rimelig. I dette arbejde vil den kvantitative definition på seks eller flere arbejdere konsekvent blive benyttet der, hvor der laves statistiske og komparative analyser, regionalt og lokalt. Derimod vil definitionen ikke stramt blive fulgt, når det drejer sig om en beskrivelse af enkelte virksomheder og brancher.
Den kvantitative definition kan imidlertid ikke benyttes til bestemmelse af hvilke erhverv, der hører ind under begrebet industri. Her er man nødt til at skele til kvalitative kriterier. Et væsentligt kriterium er som sagt, hvorvidt der produceres for et anonymt marked. Lidt forenklet kan man sige (hvis vi med sønderjyske briller ser bort fra skibsværfter og orgelbyggeri), at hvor der produceres unika på bestilling, f.eks. inden for byggebranchen, der er der tale om håndværk. Hvor der masse-fremstilles, er der tale om industri. Men dette kriterium er ikke nok. Også selve afsætningsformen har betydning: er det engros eller detail ? Et bageri med flere end fem ansatte er naturligvis ikke en industri, selv om brødfremstilling som sådan må siges at være anonym, men det er derimod - natur-ligvis - en brødfabrik, der producerer til videresalg. Et tredje kriterium er selve fremstillingsformen.
Forlagsmæssig produktion (f.eks. kniplingeindustri) er oplagt ikke industri i den her benyttede sammenhæng, primært fordi arbejdskraften ikke er samlet på ét sted, men også fordi der generelt ikke indgår nogen arbejdsdeling i produktionen og ikke benyttes nogen form for mekanisk arbejds-kraft ved fremstillingen.
Mange eksempler kan fremdrages, men ovennævnte burde være rigeligt til illustration af pro-blemstillingen. I dette arbejde har jeg valgt at benytte den kvalitative afgrænsning af industri, som de preussiske myndigheder i 1887 introducerede som grundlag for indberetninger om industriens stilling i de såkaldte “Lage der Industrie” (se næste kapitel). Overordnet deles erhvervene i syv branchegrupper ud fra det råstof/produkt produktionen omfatter: gruppe I vedrører således sten og
6 Denne definition benyttes generelt i nyere litteratur og , ikke uvæsentligt, af både Helle Askgaard (1970) og Vibeke Harsberg (1988). I øvrigt indgår grupperingen med over og under seks også i den tyske statistik, se f.eks. Beiträge (1967), s. 128 ff.
jord, gruppe II metal og ”teknik”, gruppe III den kemiske industri, gruppe IV tekstilindustrien, gruppe V papir og læder, gruppe VI trævarer og endelig gruppe VII nærings- og nydelsesmiddelin-dustrien. Hver branchegruppe er så igen opdelt i enkeltbrancher. Den oprindelige opdeling, som blev rundsendt med forordningen af 31. maj 1887, er i tillempet oversættelse gengivet i figur 3.1.
Klassifikationen udmærker sig ved sin enkelhed og er mere målrettet mod industri end dén syste-matiske opdeling, der blev udfærdiget i forbindelse med erhvervstællingen 1. december 18757 og som i de efterfølgende år nød almen udbredelse som skabelon for erhvervsinddeling, blandt andet af
”Gewerbeinspektionen”.
Figur 3.1. Erhvervsinddeling
I. Industri vedrørende sten og jord V. Papir- og læderindustri
A) Teglværksindustri A) Papir- og papirmassefabrikation
B) Cementfabrikker B) Kulørt papir og posefabrikation
C) Kalkbrænderier C) Smergelpapir
D) Glasfabrikker D) Tagpap
E) Tørvefabrikation E) Hattefabrikation
II. Skibsbyggeri, maskinfabrikker, jernstøberier, metalbe- F) Garverier og limsyderier arbejdning, fabrikation af værktøj, instrumenter og appa- G) Lædervarer
rater VI. Træforarbejdning
A) Skibsværfter, metal A) Træforarbejdning og savværker
B) Skibsværfter, træ B) Dampsnedkerier og møbelfabrikker
C) Reparationsværksteder C) Guldliste fabrikation
D) Kobber- og messing fabrikation D) Møllebyggeri
E) Guld- og sølvsmede VII. Nærings- og nydelsesmiddelindustri
F) Maskin- og jernstøberier A) Dampkorn- og rismøller
G) Hesteskosømfabrikker B) Grynmøller [Grützmachereien] og malterier
H) Vognfabrikation C) Ølbryggeri
I) Orgelbyggeri D) Sprit- og gærfabrikation
K) Kunstindustri E) Sukkerroefabrik
III. Kemisk industri F) Sukkerraffinaderi
A) Kunstgødningsfabrik G) Kaffesurrogat (Cikorie) fabrik
B) Tændstiksfabrikation H) Tobaks- og cigarfabrik
C) Krudt- og dynamitfabrikation D) Oliemøller og sæbefabrikation
E) Gasværker Oversigten findes i forbindelse med forordningen af 31. Maj
IV. Tekstil industri 1887, I.A. 21747.
A) Klædefabrik (Stof, trikotage og bomuld) Ligger som kopi i alle landrådsarkiverne, f.eks. Haderslev
B) Uldgarnsspinderi Landråd, pk. 403. (LAA).
C) Jute-spinderier og væverier
D) Mekanisk væveri, netstrik, farveri og blegeri E) Borter- og kniplingefabrikation
F) Hestehårsfabrikation G) Korsetfabrikation
Man fornemmer klart, at opdelingen i enkeltbrancher er skræddersyet til erhvervslivet i Slesvig-Holsten. Således søger man forgæves i gruppe I efter en branche vedrørende f.eks. bjerg- og mine
7 Meyers Konversations-Leksikon, 3. udg. (Leipzig 1876). Stikord: Gewerbestatistik. De 19 hovedgrupper er: I: Kunst-und Handelsgärtnerei; II Fischerei; III: Bergbau, Hütten- Kunst-und Salinenwesen; IV: Industrie der Steine Kunst-und Erden; V:
Metallverarbeitung; VI: Maschinen, Werkzeuge, Apparate; VII: Chemische Industrie; VIII: Industrie der Heiz- und Leuchtstoffe; IX: Textilindustrie; X: Papier und Leder; XI: Industrie der Holz- und Schnittstoffe; XII: Nahrungs- und Genussmittel; XIII: Bekleidung und Reinigung; XIV: Baugewerbe; XV: Polygrafische Gewerbe; XVI: Künstlerische
drift, men kan glæde sig over en gruppe for tørvefremstilling. Endnu tydeligere bliver det i bran-chegruppe II, hvor Markussen i Aabenraa så at sige får sin helt egen undergruppe (II, I: Orgelbyg-geri). Andre nøje tilpassede enkeltbrancher er korsetfabriksgruppen (IV, G), der i lange perioder alene indeholdt én fabrik i Glückstadt eller gruppen for kobber- og messingfabrikation (II, D), der ditto i lange perioder alene indeholdt Kobbermølle ved Kruså. Denne lidt pudsige konstruktion med én undergruppe til én virksomhed, bunder i det tekniske problem ved opstillingen, at den ikke inde-holder samlegrupper for “anden industri” under hver branchegruppe. I praksis klarede man sig ved at oprette nye grupper, når der var behov. Således kommer der i 1890 tre nye brancher. Hhv. én for emaljefremstilling, én for “Farbholtzextractfabrikation” og én for konservesfabrikation. I 1892 kommer der én for marmorsliberi og kunststen samt én for kunstsmør. I 1894 tilføjes branchegrup-pen mejerier, osv.
I denne undersøgelse har jeg valgt så vidt muligt at holde mig til den oprindelige opdeling, dog således at nye grupper, der eksplicit har relevans for industrien i Nordslesvig medtages. Af hensyn til sammenligningen på provinsniveau er der tilføjet en samlegruppe, “anden industri”, under hver af de syv hovedgrupper. Se indledningen til tabelafsnit A, for den præcise inddeling.
Fordelen ved at benytte den inddeling og dermed også den indholdsmæssige definition og af-grænsning af industri, som undersøgelsens hovedkilde benytter, er oplagt. Man får så at sige på et sølvfad serveret hele spektret af datidens industri, samtidig med at man slipper for mange overve-jelser om placering og inddeling. Men en sådan benyttelse forudsætter, at opstillingen både er rime-lig og fornuftig, samt at den generelt tilfredsstiller den intuitive definition af begrebet industri.
Dette mener jeg afgjort ovennævnte inddeling gør. Man vil bemærke, at virksomheder inden for byggeindustrien (dog undtaget møllebyggeri) ikke medregnes, men at der er plads til begge de uni-ka producerende industrier: skibsværfter og orgelbyggeri (grupperne II, A, B og I). Ifølge Rich.
Willerslev kan møllebyggerne principielt udgøre et problem, idet han i de danske industritællinger har set, at ”afgrænsningen mellem tømrere og møllebyggere er ganske vilkårlig”.8 Jeg mener ikke, at dette er et problem i det preussiske materiale. Som det vil fremgå af statistikken, er gruppen ved-rørende møllebyggeri (VI, D) bestemt ikke dominerende, hvad man nødvendigvis må formode ved en sammenblanding af tømrere og møllebyggere. I hele Slesvig-Holsten er der f.eks. i 1890 kun registreret én møllebygger med mere end fem ansatte (Mohr i Elmshorn, Pinneberg, med 12 ansat
Betriebe für gewerbliche Zwecke; XVII: Handelsgewerbe; XVIII: Verkehrsgewerbe; XIX: Beherbergung und Er-quickung. Jf. Bundesrath-Besluss af 11. juli 1895.
8 Rich. Willerslev (1953), s. 54.
te), og tager vi alle anførte møllebyggere pågældende år, når vi op på det beskedne antal af fem møllebyggere i alt i hele provinsen. I Nordslesvig er der overhovedet ingen møllebyggeindustri.
Et andet, ofte fremhævet og beslægtet afgrænsningsproblem findes inden for snedkerfaget. Rich.
Willerslev nævner ligefrem, at ”det er umuligt at skelne mellem snedkerier og møbelfabrikker”, hvorfor han ikke medtager disse i sit statistiske materiale.9 Samme problemstilling er Ole Hyldtoft inde på i beskrivelsen af Københavns Industri fra 1984: ”Vanskelighederne (...) knytter sig navnlig til snedkerierne, hvor overgangen mellem møbel- og bygningssnedkerier ofte er flydende og util-strækkeligt oplyst i de forskellige tællinger.”10 Dette problem synes til at overse i dette materiale efter 1887. I opstillingen vil man bemærke, at der eksplicit påpeges, at snedkerierne skal være dampsnedkerier (gruppe VI, B), dvs. der skal benyttes mekanisk kraft (et kvalitativt kriterium).
Med denne indskrænkning frasorteres de bygningssnedkere, der ikke har haft produktionen samlet omkring et værksted med mekanisk kraft. Og ser vi på de enkelte indberetninger, synes empirien at bekræfte denne antagelse. I 1890 opregnes i alt blot 27 dampsnedkerier og møbelfabrikker i hele Slesvig-Holsten. Heraf 18 med flere end seks ansatte (otte i Altona, tre i Slesvig, to i Steinburg og Kiel og én i Flensborg, Plön og Lauenborg). Det skal dog påpeges, at ovennævnte betragtninger kun gælder for tiden efter 1887 og dermed efter indførelsen af den skematiske opstilling. Før den tid vil problemstillingen fra det danske materiale også gælde opstillingen af en statistik for Slesvig-Holsten. De faktuelle tal tyder dog ikke på en overregistrering af snedkerier og møbelfabrikker før 1887. Ser vi lokalt på statistikken for Nordslesvig, optræder der ikke dampsnedkerier eller møbel-fabrikker før 1887. Eventuelle tvivlstilfælde efter 1887 kan belyses gennem andet materiale, trykt som utrykt.
Samme metode til adskillelse af industri fra håndværk benyttes inden for møllefaget (gruppe VII, A), men her er udbredelsen af mekanisk kraft for fremskreden til kvalificering af industri, ligesom virksomhedernes beskaffenhed (deres stationære natur) ikke egner sig til denne opdeling. I 1890 er der således i hele Slesvig-Holsten indberettet 154 møller; i 1895, 209. Med andre ord en stigning på ca. 30 % i løbet af fem år ! Men af disse sidstnævnte 209 møller har kun 38 mere end fem ansatte.
22 af møllerne har fire - fem ansatte, 24 har tre ansatte, 51 har to ansatte og hele 74 har blot én an-sat. Overfor denne gruppe træder det kvantitative kriterium med andre ord til fulde i kraft. For de fire Nordslesvigske kredse er der såvel i 1890 som i 1895 kun fire møllevirksomheder, der klarer det kvantitative krav, nemlig Haderslev Slotsvandmølle med 11 ansatte i 1895, Tørning Mølle med
9 Rich. Willerlev (1953), s. 53.
10 Ole Hyldtoft (1984), s. 29.
10 ansatte, Exportmøllen i Sønderborg med 17 ansatte samt sammesteds, A. Hansens Mølle med seks ansatte.
Enkelte undergrupper kan diskuteres. Specielt ”Guld- og sølvsmede” samt “Reparationsværk-steder” (grupperne II, E og II, C). Sidstnævnte gruppe indbefatter ikke produktionsvirksomhed som sådan men servicevirksomhed (vedligeholdelse). Dette synes klart at fremgå af navnene på de stør-ste af virksomhederne, f.eks. Holstør-steinische Marschbahn Werkstatt i Glükstadt med 100 ansatte (1890), Königl. Eisenbahn Hauptwerkstatt i Neumünster med 336 ansatte (1890) og Kieler Stras-senbahn i Kiel med 72 ansatte (1895). Spørgsmålet er imidlertid, om man kan skelne så skarpt, og om deres størrelse ikke alene retfærdiggør en placering blandt industrivirksomheder. Under alle omstændigheder er de som en del af den teknologiske udvikling en del af (forudsætningen for) in-dustrialiseringen.
Gruppen vedrørende guld- og sølvsmede er vanskeligere at gennemskue, idet der her blot står et familienavn som firmanavn, f.eks. Merthe, Kemher, Tanz, Spliedt og Reusch (1890). Meget tyder på, at der her er tale om store guld- og sølvsmedeværksteder, hvor der udføres håndværksmæssigt arbejde. Da gruppen imidlertid i den store sammenhæng spiller en ganske ubetydelig rolle med f.eks. blot 46 personer ud af i alt 8.600 i gruppe II i 1890 (to værksteder i Altona med tilsammen 18 ansatte, ét i Pinneberg med 12 og ét i Steinburg med 16 ansatte), har jeg valgt at bibeholde gruppen.
Argumentet er ganske pragmatisk.
Et andet helt generelt problem eksisterer i afgrænsningen mellem enkelte af undergrupperne i perioden før 1887, dvs. i perioden inden hovedkilden benytter den skematiske opstilling i brancher.
Særligt har det været vanskeligt at skelne mellem grupperne II, A og II, B (metal- eller træskibs-værft) ud fra værftsnavn og prædikatet ”skibsværft”. Samme problemstilling gør sig gældende i forholdet mellem sukkerroefabrikker (VII, E) og sukkerraffinaderier (VII, F), når prædikatet blot er
”sukkerfabrik”. Imidlertid mener jeg ikke, at en skelnen på dette niveau er afgørende for en forstå-else af den industrielle udvikling.
Endelig er der spørgsmålet, hvor man skal placere virksomheder med dobbeltproduktion ? F.eks.
E.A. Wriecht og Gebr. Kramer i Ottensen, der begge står opført som ”Tabac- und Kaffensurrogat-fabrik” ? Eller hvad med ”Knochenmühle und Dachpappenfabrik von Stuhr & Lorenzen in Frie-drichsstadt” ? Løsningen har været, at rubricere dem under den først angivne produktion. Dette ud fra en tankegang om, at denne virksomhed har været den mest betydende.