Del II. Den slesvig-holstenske industri i regionalt perspektiv
7. Den industrielle udvikling i Slesvig-Holsten
7.5. Den industrielle udvikling, 1900 - 1914
Perioden frem til Første Verdenskrig var karakteriseret ved en gunstig økonomisk udvikling med jævnt stigende priser og lønninger. Fra starten af 1890’erne var der kommet gang i økonomien med bl.a. anlæggelsen af mange nye side- og amtsbaner, der kunne fragte landbrugsprodukter frem til byerne og bringe råstoffer, gødning, maskiner og forbrugsvarer den anden vej. Fra midten af 90’erne satte en egentlig højkonjunktur ind, der varede frem til krigsudbruddet, kun afbrudt af en-kelte mindre tilbageslag omkring 1899-1900 og 1908-1909.
Desværre er kilderne til belysning af den industrielle udvikling på provinsniveau efter århund-redskiftet ikke så gode som i den foregående periode. Der findes ingen samlede opgørelser på virk-somhedsniveau for denne periode, og vi må henholde os til den officielle erhvervstælling fra 1907 for at få et overordnet billede af udviklingen. Af hensyn til sammenligneligheden vil jeg i det føl-gende holde det op imod tallene fra erhvervstællingerne 1882 og 1895. Problemet er naturligvis, at de enkelte tællingsår ikke nødvendigvis er repræsentative. Således omtales 1882 og 1907 som gode år hvad angår beskæftigelsen, hvorimod 1895 omtales som et depressionsår.61
Dette til trods, er tallene dog ikke uinteressante. Af figur 7.3 på næste side fremgår det, at den udvikling, der var startet i Slesvig-Holsten i sidste halvdel af 1800-tallet, og som på nært hold er fulgt i foregående afsnit, i det store og hele fortsatte ind i det nye århundrede. Det ses ganske tyde-ligt, at de to “nye” branchegrupper (metal og maskinindustrien samt den kemiske industri) efter århundredskiftet virkelig fik vind i sejlene med nærmest en fordobling af antallet af virksomheder.
Omvendt var udviklingen mere jævn for tekstilindustrien (gruppe IV) og for jord- og stenindustrien (gruppe I). Disse gamle brancher synes at havde nået et niveau, hvor markedet var “fyldt”, og hvor der ikke i nævneværdig grad var mulighed for etablering af nye virksomheder (eller ekspansion).
Det samme gælder for så vidt også for træforarbejdningsindustrien (gruppe VI) og nærings- og ny-delsesmiddelindustrien (gruppe VII), der fra 1895 og frem kun oplever en svag vækst i antallet af nyetableringer. De to sidstnævnte brancher havde dog en kraftig forøgelse i antallet af virksomhe-der i perioden frem til 1895. For papir- og lævirksomhe-derindustrien (gruppe V) ser det virksomhe-derimod langt mere
60 “Statistische Jahrbuch den Preussische Staat” (1904), s. 100.
61 Beiträge (1967), s. 128.
problematisk ud. Fra at ekspandere kraftigt i slutningen af det 19. århundrede, sker der et voldsomt fald i antallet af virksomheder frem til 1907. Denne kurve signalerer hård konkurrence på markedet, og må opfattes som udtryk for en kraftig monopoldannelse på området.
Figur 7.3. Antal industrivirksomheder fordelt på de syv branchegrupper ved erhvervstællingerne 1882, 1895 og 1907. Nominelt og som relativ udvikling.
1882 1895 1907 I: Sten og jord 209 287 407 II: Jern og maskiner 177 360 622
III: Kemi 54 81 159
Antal industrivirksomheder inden for de syv branchegrupper 1882 - 1907
*) Antallet af garverier i 1882 er skønnet sat til 13.
I gruppe I lå dynamikken som vi så i foregående kapitel i cementindustrien. 1890’erne havde været gode år, og det fortsatte i det store og hele også efter århundredskiftet med en koncentration omkring de to store virksomheder Alsen’ske Portland-cementfabrikker og Breitenburger A.G., der begge var placeret i det øvre Elben-område (Pinneberg, Steinburg). De mindre fabrikker rundt om i provinsen forsvandt én efter én. Den sidste større konkurrent, Saturn-fabrikken i Brunsbüttel, der var oprettet i 1898, måtte lukke i 1916, og fra da af var der kun de to ovennævnte virksomheder tilbage.62
Et tilbageslag i begyndelsen af århundredet gav dønninger i cementindustriens afsætning. I 1901 faldt denne således med 4,7 % i forhold til året før for så atter at stige med hele 18,5 % året efter.
Denne fremgang var dog kortvarig, og i 1903 faldt afsætningen igen med 5,8 %. Fra 1904 og frem oplevede industrien dog en periode med vækst og fremgang, der, bortset fra kriseåret 1909 (med minus 3,3 %), varede frem til 1911. Afsætningen steg i denne periode med ikke mindre end 45,5 %, fra 23,5 millioner tønder cement til 34,25 millioner tønder. I de sidste år op til verdenskrigen, skete
62 “Schleswig-Holstein Lexikon” (2000), under Zementindustrie.
der igen en afmatning inden for branchen.63 Denne vækst afspejler sig dog ikke i beskæftigelsen, idet branchen på grund af den hårde konkurrence gennemgik en stor grad af automatisering. Som eksempel kan nævnes, at den Alsen’ske cementfabrik i Itzehoe beskæftigede 822 personer år 1900.
Ti år efter var dette faldet til 610 mand; samtidigt var produktionen øget med 47,6 %.64 Tabel 7.21. Koncentrationsprocessen i den slesvig-holstenske cementindustri.
1: Jordt, Flensborg. Grundlagt i 1860’erne. Virksomhedsophør i slutningen af 1880’erne.
2: Sillem, Pahlhude. Grundlagt 1859. Opkøbt 1901 af cementfabrikken Hemmor og nedlagt.
De Alsenske Portland-cementfabrikker:
3: Ehlers, Uetersen. Grundlagt 1842. Opkøbt af Alsen i 1884.
4: Fewer, Lägerdorf. Grundlagt 1863. Opkøbt af Alsen i 1889. Lukket i 1904.
5: Alsen, Itzehoe. Grundlagt 1863.
6: Alsen, Lägerdorf. Grundlagt 1879.
Breitenburger Portland- Zementfabrik:
7: Thiele & Gripp/Eugen Lion, Lägerdorf. Grundlagt 1876. Opkøbt 1905 af datterselskab til Breitenburger.
8: Kahl/Breitenburger Zementfabrik, Lägerdorf. Grundlagt 1884.
9: Portland-Zementfabrik Saturn, Brunsbüttel. Grundlagt 1898. Nedlagt 1916.
Kilde: “Itzehoe” (1991), s. 203.
Teglværksindustrien følte sig i slutningen af det 19. århundrede klemt af konkurrencen, men nød i begyndelsen af 1900-tallet godt af den tyske flådes udbygning med anlæggelsen af flådestationer-ne i Kiel, Mürwik (Flensborg) og i Sønderborg. Men fra omkring 1904 begyndte en stagnation in-den for branchen, der varede helt frem til 1914. At der alligevel skete en vis forøgelse i antallet af virksomheder inden for den samlede branchegruppe, skyldtes ikke mindst fremkomsten af andre og nye enkeltindustrier som for eksempel mergelproduktion, sand- og grusgravning samt ikke mindst opblomstringen af mange nye, ofte mindre, cementstensfabrikker.
Nævnes bør også glasindustrien, hvor Vereinigte Glashüttenwerk i Ottensen med en aktiekapital på 1,4 mill. mark og Gätcke’s Glasfabrik sammesteds forblev dominerende på markedet. Skønt pla-ceret i samme område, optrådte de to glasværker dog ikke som konkurrenter. Gätcke’s Glasfabrik producerede næsten udelukkende til eksport, og Vereinigten Glashütten næsten udelukkende til hjemmemarkedet (Hamborg/Altona).65
Gruppe II var ved århundredskiftet helt domineret af de store skibsværfter samt af maskinfabrik-kerne og jernstøberierne. Dette ændredes ikke i de efterfølgende år. Flensburger
Schiffbau-Geselschaft havde fra grundlæggelsen i 1872 udviklet sig kraftigt og var som tidligere nævnt år 1900 den største (civile) virksomhed i Slesvig-Holsten, kun overgået af Keiserliche Werft i Kiel.
63 “Itzehoe” (1991), s. 208-209.
64 “Itzehoe” (1991), s. 220.
Fremgangen fortsatte ind i det nye århundrede, og i 1913 var værftet det Østersøværft i Tyskland, der byggede flest fragtdampere overhovedet.66 I alt blev der i perioden fra 1874 til 1914 bygget ikke færre end 342 skibe på tilsammen 850.000 BRT på værftet.67 I 1903 var der 2.614 ansatte, herefter faldt beskæftigelsen dog frem til 1909, hvor der blot var 1.450 ansatte, for så atter at stige til 2.578 i 1913.68
Tabel 7.22. Beskæftigelsen 1900-1913 inden for udvalgte jern- og metalindustrier.
1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913
Germaniawerft1) 2532 3000 2900 3000 3600 3700 4200 7000
Howaldswerke1) 2500 2600 2750 2400 2400 2500 3500 3500
Keiserliche Werft1) 6200 6700 7000 7000 6800 7000 ca.
14000 Flensburger
Shiffbau-Gesellschaft2)
2260 2555 2587 2614 2275 2126 2200 2210 2100 1450 2000 2900 2397 2578 Holler'sche Carlshütte3) 830 753 763 777 875 835 960 972 924 904 918 900 900 919
Menck & Hambrock4) 459 305 280 284 374 1029
Kilder: 1) Jens-Uwe Lemburg (1990), s. 234, Jahresbericht der Handelskammer zu Kiel 1900-1913, A. Kaegbein (Hrsg.): Schifffart und Schiffbau Deutschlands und des Auslandes, Handbuch 1914. 2) Gert Uwe Detlefsen (1982), s. 53.
3) Jens-Uwe Lemburg (1990), s. 234. 4) Geschichte Schleswig-Holsteins (1994),s. 394-395, “Otensen” (1983),s. 118.
Hvor værftet i Flensborg havde specialiseret sig inden for handelsflåden, havde de store værfter i Kiel i højere grad vendt blikket mod rustningsindustrien. Særligt Germaniawerft (fra 1902 en del af Krupp koncernen) havde beskæftigelsesmæssigt stor fremgang efter århundredskiftet, ligesom na-turligvis også Keiserliche Werft (det statslige marineværft i Kiel) og Howaldswerke sammesteds. I ovenstående tabel 7.22 kan udviklingen følges hos enkelte af de vigtigste industrier inden for bran-chegruppen. Om end talserierne ikke er fuldstændige, fornemmer man den klare forskel, der er i udviklingen for virksomheder, som producerede til det civile marked, og virksomheder, der produ-cerede til rustningsindustrien. Over hele linien var der dog en positiv udvikling frem til krigsud-bruddet. Germaniawerft havde således ikke færre end 7.000 ansatte i 1913, hvilket gjorde værftet tre gange større end Flensburger Shiffbau-Gesellschaft, med 2.578 ansatte. Howaldswerke (både jernstøberiet, maskinfabrikken og skibsværftet) havde ligeledes en klar fremgang i beskæftigelsen med 1.000 mand fra 2.500 ansatte i 1900 til 3.500 i 1913. For Keiserliche Werft - og den kejserlige
65 Hermann Krumm m.f. (1914), s. 305 og “Ottensen” (1983), s. 92.
66 “Schleswig-Holstein Lexikon” (2000), under Schiffbau.
67 Geschichte Schleswig-Holsteins (1996), s. 394
68 Gert Uwe Detlefsen (1982), s. 52.
marine - var der bestemt også fremgang at spore, særligt i årene op under Første Verdenskrig, hvor værftet beskæftigede omkring 14.000 mand.69
Udviklingen inden for jernstøberierne var derimod mere jævn og begrænset. Carlshütte ved Rendsburg beskæftigede år 1900 830 arbejdere. Frem til 1907 er der fremgang at spore i beskæfti-gelsen med 972 ansatte år 1907, men derefter stagnerer beskæftibeskæfti-gelsen, og i 1913 er der 919 be-skæftiget i virksomheden. Maskinindustrien klarede sig generelt bedre end jernstøberierne, om end den var mere følsom over for de aktuelle konjunkturer. Menck & Hambrock i Altona, der siden grundlæggelsen i 1868 havde været blandt de førende virksomheder inden for maskinindustrien, havde i 1900 459 ansatte. Året efter var beskæftigelsen faldet til 305 og året efter igen til 280 an-satte. Men herefter synes beskæftigelsen at stige, for at toppe med 1029 ansatte i 1913. Efter år-hundredskiftet begyndte fabrikken, som den første på det tyske marked, at producere gravemaskiner (“Löffelbaggern”). Fra 1901 og frem til 1914 produceredes der ikke færre end 500 af disse maski-ner, der anvendtes bredt inden for byggeri og minedrift. Denne produktion åbnede op for en specia-lisering af maskiner til byggeindustrien med blandt andet dampmaskiner, -rambukke og -kraner, transportbånd, hejseapparater og pumper.70
Gruppe III (den kemiske industri) fik sit gennembrud efter århundredskiftet. De dominerende brancher var kunstgødningsindustrien, krudt- og dynamitfabrikkerne samt fremstillingen af meka-nisk kraft gennem gas- og elværker. Kunstgødningsindustrien nød godt af de gode konjunkturer for landbruget og den bedre infrastruktur med bl.a. udbygningen af småbanerne. I perioden fra 1880 og frem til 1910 mere end firedobledes kunstgødningsforbruget i Slesvig-Holsten fra 2,5 kg til 10 kg pr. hektar.71 Den største kunstgødningsfabrik i Slesvig-Holsten var Chemische Düngenfabrik i Rendsburg, der år 1900 havde 174 ansatte. Afsætningen var da på 50.000 tons gødning. I 1913 var denne steget til det tredobbelte. I penge svarede det til en omsætningsstigning fra 2,8 millioner mark år 1900 til 7,6 millioner mark år 1913.72
Krudt- og dynamitfabrikkerne havde ligeledes gyldne tider i starten af århundredet og hen under Første Verdenskrig. Foruden de tre gamle dynamitfabrikker ved Geesthacht i Lauenburg (Nobel, Rottweiler og Tinsdal), blev der i årene efter århundredskiftet anlagt fire nye virksomheder på
69 Dette tal, der stammer fra Geschichte Schleswig-Holsteins (1996), s. 394, er muligvis lidt vel højt sat. Kai Detlev Sievers har således anslået, at der i 1913 i alt var omkring 17.400 mand beskæftiget inden for værftsindustrien i Kiel (Kai Detlev Sievers (1991), s. 45).
70 Hans-Kai Möller (1988), s. 196 og “Ottensen” (1982), s. 112.
71 Geschichte Schleswig-Holsteins (1996), s. 387.
72 Hinrich Hansen (1999), s. 178.
Quickborner Heide nord for Altona/Hamborg. I 1918 beskæftigede de syv virksomheder tilsammen omkring 30.000 mand.73
Også fremstillingen af mekanisk kraft gennem elværker havde stor fremgang i denne periode.
Dampmaskinens dominerende position som trækkraft i industrien blev kraftigt truet; først af gassen i slutningen af århundredet og siden af elektriciteten. I 1903 blev der i Slesvig-Holsten produceret el på 155 dampmaskiner med tilsammen 15.256 hk. Heraf var de 107 alene dedikeret til fremstilling af lys; de resterende 48 til en blanding af lys og kraft. I 1913 var antallet fordoblet til 321 dampma-skiner med en kraft på 34.329 hk. fordelt på 259 elværker rundt om i provinsen.74
Tekstilindustrien (gruppe IV) var karakteriseret ved tidligt at være samlet i store mekaniserede virksomheder lokaliseret til Neumünster og enkelte andre større byer i Holsten. Dette ændredes ikke i perioden efter århundredskiftet. De mindre virksomheder måtte vige for konkurrencen, samtidigt med at nye virksomheder så dagens lys. Med Neumünster som eksempel kan vi se, at af de 21 klæ-defabrikker, der eksisterede i 1890, var seks af disse nedlagt i 1915. På nær Heinrich Köster und Co. med 125 ansatte og Karl Bartram med 100 ansatte i 1890, drejede det sig alle om relativt min-dre virksomheder. I samme periode oprettedes der dog tre nye klædefabrikker i byen, nemlig Georg Behr år 1900, Wilhelm Bartram i 1902 og Otto Bartram i 1915.75
Inden for læderindustrien (gruppe V) skete der, som følge af ændringer i garvemetoden fra den traditionelle barkgarvning til ekstrakt- eller hurtiggarvning, en kraftig omstrukturering bort fra de mindre, håndværksprægede virksomheder over mod store industrivirksomheder. Det, der tidligere tog måneder, kunne nu gøres på få dage. Hvor den gamle håndværksbaserede barkgarvning kræve-de kapital bunkræve-det i hukræve-der, krævekræve-de kræve-den nye metokræve-de kapital i maskiner og et stort indkøbs- og salgs-apparat. Hvor branchen tidligere havde været præget af kontinuitet og stabilitet, blev den nu mere risikabel. Allerede i den foregående periode havde der været tendenser til en koncentration om stør-re, og dermed også mere industrielle, virksomheder. Men branchens håndværksmæssige præg hav-de dog samtidig givet luft til en hav-del nye og mindre virksomhehav-der. I tallene fra “Die Lage hav-der Indu-strie” er der en stigning fra ni virksomheder år 1876 til 85 virksomheder i 1900. Dette ændredes imidlertid fundamentalt efter århundredskiftet. Denne branchegruppe er den eneste, hvor der direkte sker et fald i antallet af virksomheder, jf. figur 7.3, s. 142. Som eksempel kan nævnes, at af
Neumünsters 12 virksomheder inden for læderindustrien år 1900 med tilsammen 760 ansatte, var
73 Schleswigg-Holstein Lexikon (2000), stikord: “Sprengstoffe”.
74 “Statistische Jahrbuch den Preussische Staat” (1904), s. 100 og (1914), s. 177.
75 “Industriekultur in Neumünster” (1988), s. 45-46.
der 14 år senere blot seks tilbage, men nu med ikke færre end 2.210 personer beskæftiget.76 Samme udvikling ses også i Elmshorn, hvor der i 1902 var 19 lædervirksomheder med tilsammen ca. 500 ansatte. Ti år senere var der 14 virksomheder, men med ca. 650 beskæftigede.77
Slesvig-Holstens relativt ringe skovtæthed smittede af på træforarbejdningsindustrien (gruppe VI), der i højere og højere grad baserede sig på import af træ fra Skandinavien, Rusland eller over-søisk. I forbindelse med det generelle opsving og den øgede byggeaktivitet efter århundredskiftet, skete der en tilsvarende opblomstring i antallet af bygnings- og møbelsnedkerier.
Inden for nærings- og nydelsesmiddelindustrien (gruppe VII) fortsatte industrialiseringen med en koncentration omkring de større byer. Kakao-, chokolade- og margarineproduktionen samt de stør-ste bryggerier i Slesvig-Holstør-sten samlede sig omkring millionbyen Hamborg i Altona og Wansbek.
Men også omkring Kiel og de andre større byer var der en betydelig produktion af nærings- og ny-delsesmidler, særligt bryggerier og ferskvareindustrier.
For mølleindustrien var konkurrencen fra de store selskaber i Hamborg og det øvrige Tyskland hård. Op mod verdenskrigen måtte således kæmpeforetagenet Baltische Mühlengesellschaft i Neumühlen ved Kiel likvidere, ligesom også valse- og rismøllen i Flensborg var inde i en stagnati-ons- og tilbagegangsperiode.78
Tobaksindustrien havde endnu i år 1900 en dominerende plads inden for branchegruppen, men udviklingen var ugunstig. Allerede inden Første Verdenskrig havde de billigere og maskinfremstil-lede cigarretter overtaget en stor del af markedet fra de håndproducerede cigarer.79
76 Geschichte Schleswig-Holsteins (1996), s. 395.
77 Peter Danker-Carstensen (1988), s. 170.
78 Hermann Krumm m.f. (1914), s. 305.
79 “Ottensen” (1983), s. 70.