De enkelte branchegrupper

Det var naturligvis ikke alle brancher, der klarede sig lige godt i dette forløb. Nogle havde tidens strømning med sig, andre mod sig; nogle var konjunkturfølsomme, andre mere robuste over for økonomiens luner. I nedenstående tabel 7.8, hvor antal beskæftigede inden for branchegrupperne procentvist er opgjort, kan man få en fornemmelse af de forskydninger, der skete mellem de enkelte branchegrupper og dermed i industriens sammensætning.

Tabel 7.8. Branchegruppernes procentvise andel af arbejdsstyrken.

1876 1879 1884 1888 1892 1896 1900

I Sten og Jord 17,4 18,2 15,7 17,6 19,4 17,2 17,3

II Jern, metal, skibsbyggeri, mm. 34,4 27,6 33,1 26,7 25,3 27,5 32,1

III Kemisk industri 1,7 3,3 6,8 6,0 5,9 5,9 4,8

IV Tekstilindustri 16,0 17,8 15,3 14,2 13,5 13,4 12,4

V Papir- og læderindustri 12,2 11,4 6,9 9,6 10,6 12,0 10,4

VI Træforarbejdning 6,8 5,8 4,2 8,4 7,8 6,8 6,7

VII Nærings- og nydelsesmidler 11,4 16,0 17,9 17,5 17,6 17,2 16,3

I alt 99,9 100,1 99,9 100 100,1 100 100

Kilde: Tabelafsnit B

De mest konjunkturfølsomme brancher med relativ lav aktivitet i midten af 1880’erne, var knyt-tet til byggeriet, dvs. gruppe I, sten og jord, samt – med efterslæb – gruppe VI, træforarbejdning. I det lange løb beholdt de to branchegrupper dog så nogenlunde deres betydning med hhv. 17,3 og 6,7 % af arbejdsstyrken. Samme forløb synes i store træk også at gælde for gruppe V, papir og læ-derindustrien. Derimod synes en branche som nærings- og nydelsesmiddelindustrien, gruppe VII, at være mere upåvirket af konjunktursvingningerne. Efter en stigning i starten af perioden holdt bran-chen relativt set sin position med omkring 16-17 % af de beskæftigede. Gruppe II (jern, metal, skibsbyggeri, m.m.) får hen gennem perioden relativt set mindre beskæftigelsesmæssig betydning, med et fald på et par procent fra 34,4 % til 32,1 %, men også her synes der at være store konjunk-turbestemte udsving. Dette til trods, er branchen dog fortsat beskæftigelsesmæssigt den største branchegruppe med næsten en tredjedel af samtlige arbejdspladser. Den anden nye branchegruppe, gruppe III vedrørende kemisk industri, var derimod langt fra så arbejdskraftintensiv. Branchen eks-panderer hen gennem perioden med relativ set størst betydning i 1880’erne og 90’erne. Tekstilindu-strien, gruppe IV, synes at miste beskæftigelsesmæssig betydning. Efter en lille stigning i 1879 går det jævnt tilbage, for år 1900 kun at udgøre 12,4 % af arbejdsstyrken mod 16 % i 1876.

Overordnede betragtet på branchegruppeniveau, er sammensætningen af den slesvig-holstenske industri dog meget stabil i perioden fra 1875 til 1900. Naturligvis kan der spores konjunktur- og

udviklingsmæssige ændringer mellem de enkelte grupper, men det er småting. De store forskydnin-ger skete inden for de enkelte branchegrupper, mellem virksomhedstyperne. Nogle kom til, andre forsvandt. Denne udvikling vil blive fulgt i de næstfølgende afsnit, hvor branchegrupperne én for én vil blive gennemgået.

7.3.1.1. Gruppe I: Sten og jord

Gruppe I, sten og jord, er en af de store branchegrupper i den slesvig-holstenske industri, med teglværkerne og cementfabrikkerne som de to helt dominerende enkeltbrancher. Af gruppens 8.238 ansatte år 1900 var de 7.167 beskæftiget inden for disse enkeltbrancher, med 3.912 ved teglværker-ne og 3.255 ved cementfremstilling. Derudover var 601 ansat inden for glasindustrien, 183 inden for grus- og mergelgravning, 129 ved kalkbrænding, 126 ved tørvefabrikation og 32 ved marmor-og kunststensfabrikation.

Tabel 7.9. Gruppe I: Sten og jord.

1876 1879 1884 1888 1892 1896 1900

virk. ansatte virk. ansatte virk. ansatte virk. ansatte virk. ansatte virk. ansatte virk. ansatte

A Teglværksindustri 41 1298 27 848 31 906 86 1966 133 3279 156 3062 173 3912

B Cementfabrikker 7 707 6 513 8 1074 7 1712 8 2260 8 2368 10 3255

C Kalkbrænderier 2 43 3 36 2 120 1 10 2 33 1 8 4 129

D Glasfabrikker 4 151 7 519 7 622 6 859 6 784 5 647 5 601

E Tørvefabrikation 0 0 0 0 1 36 1 35 1 30 2 110 5 126

F Marmor & kunststen 0 0 0 0 0 0 0 0 4 59 3 36 2 32

G Grus- og mergelgrav 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 3 183

H Andet 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0

I alt 54 2199 43 1916 49 2758 101 4582 154 6445 175 6231 202 8238

Kilde: Tabelafasnit B

Skønt teglværksindustrien fortsat år 1900 var den største enkeltbranche, fornemmer man klart, at dynamikken lå inden for cementfabrikationen. Fra blot 707 ansatte år 1876 ekspanderer branchen fra midten af 1880’erne, for år 1900 at beskæftige 3.255 personer på blot ti virksomheder. Cement-produktion, eller rettere produktion af Portlandcement, var en relativt ny industri, der gik fint i spænd med det industrielle opsving. Dels var cementen billig i forhold til de i øvrigt kendte bygge-materialer, dels gav den nye muligheder som natursten og tegl ikke frembød. I 1824 havde den bri-tiske murer Joseph Aspdin fået patent på Portland-blandingen (”Portland”, fordi den grå farve min-dede om sandet på øen af samme navn), og i 1843 begyndte hans søn, William Aspdin, en egentlig industriel produktion. Som et af de første steder på kontinentet, startedes der i 1850 en produktion af Portlandcement i Uetersen, Pinneberg, og hurtigt kom der nye virksomheder til. I 1859 grundlag-de grundlag-den hamborgske købmand Sillam sammen med englængrundlag-deren Brancker en cementfabrik i

Pahlhude i Norderdithmarschen, og tre år senere grundlagde ireren Edward Fewer, der frem til 1863 samarbejdede med William Aspdin, en cementfabrik i Lägerdorf, Steinburg. Året efter grundlagde Otto Friedrich Alsen en cementfabrik i Itzehoe, der blev forsynet med kalk fra Lägerdorf.¹³ Andre virksomheder kom til. Således Lägerdorfer Cementfabrik i 1876, Breitenburger Portland-Cementfabrik i 1884 og cementfabrikken Saturn i Brunsbüttel, Süderdithmarschen, i 1898. Det er karakteristisk for cementproduktionen, at den var koncentreret på enkelte store foretagender, hvor særligt de Alsen’ske cementfabrikker efterhånden helt kom til at dominere. I 1879 oprettede Alsen således yderligere en cementfabrik i Lägerdorf, og 1884 opkøbtes Ehlers’ cementfabrik i Pinneberg.

Samtidig omdannedes firmaet til et aktieselskab. I 1889 opkøbte Alsen også Fewer’s fabrik i Lägerdorf.¹⁴ Dette betød, at der i 1890 blot var syv cementfabrikker fordelt på fire virksomheder i Slesvig-Holsten, hhv. Portland Cementfabrik A.G. i Pahlhude, Norderdithmarschen, med 60 ansat-te, Lägerdorfer Portland Cementfabrik Lion & Co i Steinburg med 90 ansatansat-te, Breitenburger Port-land-Cementfabrik A.G. i godsdistrikt Breitenburg, Steinburg, med 305 ansatte, og så de fire Al-sen'ske Portland Cementfabrikker i Lägerdorf (to stk.), Itzehoe og Moorege (Pinneberg), med hhv.

135, 450, 680 og 500 ansatte. Hele den slesvig-holstenske cementindustri var centreret omkring det sydvestlige hjørne af Holsten. En enkelt Portland cementfabrik i Flensborg med 23 ansatte i 1885 måtte dreje nøglen om i slutningen af 1880’erne. Det drejer sig om Peter Aegidius Jordt’s cement-fabrik, der var grundlagt i 1860’erne og som blev forsynet med kalk fra området omkring Ålborg.

Ved siden af cementproduktionen fremstillede virksomheden dog også en del tegl.¹⁵ I starten af 1890’erne genopstod virksomheden som Holm & Moltzen. Men i forhold til de sydlige konkurren-ter kom den aldrig til at spille nogen væsentlig rolle. År 1900 var der blot 25 ansatte i virksomhe-den, der primært producerede tegl og cementsten. For fuldstændighedens skyld skal det også næv-nes, at en J.P. Jürgensen er opført med en cementfabrik i Wedel, Pinneberg, med seks ansatte år 1900.

Teglværksindustrien havde derimod lange traditioner bag ud i tiden. I modsætning til cementfa-brikationen var den spredt på langt flere kredse og på langt flere virksomheder. I år 1900 var der registreret ikke færre end 173 teglværker i Slesvig-Holsten med en gennemsnitsstørrelse på 22,6 beskæftigede. I 1876 havde gennemsnitsstørrelsen pr. teglværk været på 31,7 personer.

13 ”Itzehoe” (1991), s. 196-197.

14 “Schleswig-Holstein Lexikon” (2000), stikord Zementproduktion. “Den Store Danske Encyklopædi” (1994 ff.), stik-ord Cement.

15 ”Itzehoe” (1991), s. 196.

Denne branche havde særligt mærket nedgangstiderne i starten af 1880’erne, og lige som ce-mentfabrikationen ekspanderede den fra slutningen af 1880’erne og frem. Men i modsætning til cementindustrien skete det i bredden med oprettelse af nye virksomheder, og typisk nye virksomhe-der tæt ved afsætningsstevirksomhe-derne. Ét af de store problemer med tegl var naturligvis transportomkost-ningerne: Det fyldte meget og var tungt. Det klassiske eksempel er opblomstringen af teglværker i området omkring Kiel i forbindelse med udbygningen af byen som flådestation samt Kielerkanalens bygning 1887-1895. Der er således en markant stigning i antallet af registrerede teglværker i kred-sen Kiel Land op gennem perioden fra ingen overhovedet i 1884 til 17 år 1888 og 19 år 1892. Men også omkring metropolen Hamborg skete der en kraftig forøgelse af antallet af værker. I Stormarn var der i 1884 blot registreret tre teglværker, tolv år senere derimod 18. I Pinnenberg hhv. syv og 17 og i Lauenburg ingen og ti teglværker.

Foruden cement- og teglværksindustrien var der i Slesvig-Holsten også en glasindustri af en vis størrelse, med tilsammen 601 ansatte fordelt på fem virksomheder år 1900. Det drejede sig om C.E.

Gätche i Altona (Ottensen) med 295 ansatte; Vereinigte Glashütten A.G. ligeledes i Ottensen med 102 ansatte; Ernst Feldmann i Flensburg med 142 ansatte; Florian Zingg i Eidelstedt, Pinneberg, med 54 ansatte og, ligeledes i Eidelstedt, Adolph Ravn med otte ansatte. Glasindustrien var dog gennem hele perioden primært koncentreret til byerne Altona (Ottensen) og Flensburg, med enkelte mindre virksomheder i Eidelstedt og Rendsburg.

De øvrige enkeltbrancher, der er nævnt under gruppe I, er i den store sammenhæng uden reel betydning for den industrielle udvikling i Slesvig-Holsten i denne periode.

7.3.1.2. Gruppe II: Jern, metal, skibsværfter, m.m.

Gruppe II, der omhandler jern, metal, skibsværfter, m.m., er den branchegruppe, der beskæftiger flest mennesker. Gruppen indeholder tillige flere af det industrielle gennembruds arketypiske en-keltbrancher, og som sådan er den én af de helt klare eksponenter for industrialiseringen. I 1876 var der 53 virksomheder med tilsammen 4.377 ansatte. År 1900 var der 179 virksomheder med tilsam-men 15.280 ansatte. Krisen i anden halvdel af 1870’erne betød et stort afbræk for denne gruppe, idet beskæftigelsen dykkede med ikke færre end ca. 1.500 mand til 2.910 i 1879. De fleste virk-somheder synes dog at have overlevet på reduceret blus, idet nedgangen i antallet af virkvirk-somheder samlet blot var på tre. I 1884 var udviklingen igen vendt med en stigning i både antal virksomheder og beskæftigede. Med små variationer fortsatte væksten perioden ud. Fra 1892 til 1896 var der dog

en lille nedgang i antallet af virksomheder. Dette skyldes primært et fald i antallet af vognfabrikker, gruppe II, H.

Også i denne branchegruppe er der to enkeltbrancher, der dominere, nemlig metalskibsværfter samt maskinfabrikker og jernstøberier. År 1900 beskæftigede de tilsammen 13.009 personer ud af gruppens 15.280 personer. I denne opgørelse er træ- og metalskibsværfterne slået sammen i starten af perioden. Dette skyldes, at afgrænsningen er vanskelig i de tidlige indberetninger, hvor værfterne blot står med deres navn, men også at flere af værfterne både arbejdede med træ og metal. Således reklamerer f.eks. A. Conradi & Co. i Kiel i 1892 med “Schiffsbauerei und Reparatur-Werkstatt für eiserne und hölzerne Schiffe”. Det samme gjorde Gebr. Ihms i Kiel og D.W. Kremer’s Sohn i Elmshorn.¹⁶ Der er dog ingen tvivl om, at beskæftigelsen og ekspansionen lå i metallet. Efter 1889 hvor indberetningerne indeholder en gruppe for både metal- og træskibsværfter, fremgår styrkefor-holdet klart, jf. tabel 7.10. År 1892 er forstyrkefor-holdet 2.821 ansatte inden for metalskibsværfterne og 292 inden for træskibsværfter. I 1896 er der 3.117 inden for metal og 195 inden for træ og i år 1900 hhv.

6.190 og 238. Træskibsværfterne synes med andre ord at have fundet et lavt, men stabilt, leje om-kring de 2 - 300 ansatte, hvorimod metalværftsindustrien mere end fordoblede antallet af beskæfti-gede i løbet af blot otte år fra 1892 til 1900.

Tabel 7.10. Gruppe II: Jern, metal, skibsværfter, m.m.

1876 1879 1884 1888 1892 1896 1900

virk. ansatte virk. ansatte virk. ansatte virk. ansatte virk. ansatte virk. ansatte virk. ansatte

A metal 7 2821 9 3117 17 6190

F Maskinfabr. og jernstøberi 36 2465 36 1736 43 2697 61 3404 76 3336 86 4291 103 6819

G Hestesko sømfabrikation 0 0 0 0 2 193 2 233 3 300 1 158 2 332

H Vognfabrikation 0 0 0 0 4 90 9 215 14 395 5 114 6 122

I Orgelbyggeri 0 0 1 18 1 20 1 12 1 18 1 17 2 33

K Kunstindustri 2 110 1 90 1 120 1 97 7 239 5 156 4 126

L Emaljeværker 0 0 0 0 0 0 1 360 0 0 0 0 0 0

I alt 53 4377 50 2910 62 5802 108 6942 152 8418 149 9948 179 15280

Kilde: Tabelafsnit B

Det er også inden for metalskibsværfterne, at de største virksomheder findes. Flensburger Schiffbau-Gesellschaft beskæftigede, som den største virksomhed i Slesvig-Holsten år 1900, 2.144 personer, svarende til en tredjedel af samtlige ansatte inden for denne branche. Værftet var grund-lagt som et aktieselskab i 1872 under ”Gründer”-boom’et. I modsætning til så mange andre indu-strier forblev værftet relativt uberørt af den efterfølgende krise, og løbende udvidedes aktiekapitalen

fra 675.000 Mark til 1,35 mill. Mark i 1878, 1,77 mill. Mark i 1883, 2,01 mill. i 1899 og 3,3 mill. i 1913.¹⁷ I 1876 var der 399 ansatte. Arbejdsstyrken steg støt frem til 1884, hvor det beskæftigede 962 mand. Herefter fulgte et par år med tilbagegang, så arbejdsstyrken i 1886 var nede på 600.

Nedgangen var dog kortvarig. Allerede året efter beskæftigedes der igen 700 mand og i 1890 1.057 mand. Atter er der et par år med tilbagegang, men fra 1893, hvor der beskæftigedes 818 mand, tager opsvinget fat. I 1894 beskæftigede værftet 1.023 personer og seks år senere som sagt 2.144 perso-ner.¹⁸ Det var i 1899, at værftet udvidede med det såkaldte “Neue Werft” i den nordlige del af byen, hvor der kunne bygges skibe på op til 13.000 registertons. Det gamle værft ved Nørreport fortsatte sideløbende som udrustningsværft.¹⁹ Oprindeligt byggede værftet primært til den lokale handelsflå-de, men hurtigt blev det anerkendt af tyske og udenlandske rederier. Blandt værftets bygninger kan nævnes damperen “Protos”, der i 1879 af regeringen blev benyttet som transportskib til verdensud-stillingen i Melbourne, hvor det også selv fungerede som udstillingsgenstand.²⁰

Germaniawerft i Gaarden, Plön (i det indre af Kieler Förde - senere opslugt af byen Kiel), var med sine 2.029 ansatte år 1900 på størrelse med Flensburger Schiffbau-Gesellschaft. Det var grundlagt i 1882 ved fusion mellem to bestående værfter og havde i 1883 beskedne 200 ansatte.

Værftet ekspanderede dog hurtigt, og med enkelte mindre tilbageslag i 1886 (460 ansatte) og 1894-95 (hhv. 1894-953 og 722 ansatte) var der tale om fortsat vækst gennem hele perioden, med den stærkeste vækst op mod århundredskiftet. I 1897 var der 939 beskæftiget, i 1898 1.033, i 1899 1.525 og år 1900 2.029 ansatte.²¹ Dette opsving hang sammen med, at værftet gennem en forpagtningsaftale med Krupp-koncernen blev involveret i rustningsindustrien gennem produktion til marinen.²² Dette engagement ses tydeligt i ordrebeholdningen år 1900:

“Im bau sind: 1 Linieschiff “Keiser Wilhelm der Grosse”, 1 Linieschiff “E” für die deutsche Marine, 1 kleiner Kreuzer “Amazone” für die deutsche Marine, 1 Kreuzer I Klasse “Askold” für die russische Marine. In Auftrag gegeben sind 6 Torpedoboote für die deutsche Marine”.²³

16 “Handbuch für Handel, Verkehr und Industrie 1892/93”, s. II, 25, 49 og 55.

17 Emil Meyer (1924), s. 468 og Gerd Vaagt (1984), s. 312.

18 For de eksakte tal se tabelafsnit B. Der var kun ét metalskibsværft i Flensburg.

19 Emil Meyer (1924), s. 468.

20 Emil Meyer (1924), s. 468.

21 For de eksakte tal se tabelafsnit B. Der var kun ét metalskibsværft i Plön.

22 Schleswig-Holstein Lexikon (2000).

23 Bemærkningsfeltet til ”die Lage der Industrie” 1900, LASH Abt. 309 nr. 10731.

I 1902 blev værftet opkøbt af Krupp-koncernen, og samtidigt udvidedes det kraftigt for at kunne tilfredsstille byggeriet af store krigsskibe.²⁴ Udvidelsen skete bl.a. ind på Keiserliche Werft’s områ-de i Kiel. Keiserliche Werft var et rent statsforetagenområ-de til unområ-derstøttelse af Kiel som flåområ-destation, og var gennem det meste af perioden den største virksomhed overhovedet i Slesvig-Holsten. Men på grund af dets status som marineværft optræder det ikke i “Die Lage der industrie”.²⁵ I 1880’erne og 90’erne var der mellem 3 og 4.000 ansatte alene på dette værft.²⁶

Det sidste store værft i Kiel var Howaldt’s værft (en del af Howaldtswerke), der i år 1900 be-skæftigede 1.350 personer. Oprindeligt havde Georg Howaldt haft et skibsværft ved Ellebeck (også ved Kiel), men dette blev i 1867 opkøbt af marinen til fordel for Keiserliche Werft. Det nye værft blev oprettet i 1876 i Diedrichsdorf og havde første år blot 70 ansatte. Op gennem 70’erne og ind i 80’erne steg antallet af beskæftigede, så det i 1884 var på 1.120 mand. Men også her kom der ned-gangstider i 1885, 1886 og 1887, hvor beskæftigelsen faldt til blot 190 personer. Med et enkelt til-bageslag omkring midten af 1890’erne steg arbejdertallet atter hurtigt op mod århundredskiftet.

Værftet udvidede kraftigt og lagde til dels også, som Germaniawerft, produktionen over mod rust-ningsindustrien.

Værftsindustrien var koncentreret om byerne Flensborg og Kiel. Ovennævnte tre værfter, Flens-burger Schiffbau-Gesellschaft, Germania og Howaldt, beskæftigede næsten 90 % af samtlige skibs-værftsarbejdere ved århundredskiftet (5.523 af i alt 6.190). De øvrige ti procent var fordelt på 14 mindre værfter, hvor Schömer & Jensen i Tönning, Eidersted, dog lokalt må have forekommet stort med 260 arbejdspladser år 1900. Dette værft var grundlagt i 1889 og havde sine bedste år efter år-hundredskiftet, hvor det lejlighedsvist beskæftigede op mod 1000 mand. I 1914 gik det dog kon-kurs.²⁷ Af de øvrige 13 værfter beskæftigede seks under 20 mand, fem værfter mellem 20 og 50 mand og to mellem 50 og 100 mand.

I modsætning til værftsindustrien var jernstøberierne og maskinfabrikkerne spredt over mange virksomheder og lokaliteter. I 1900 var der 103 virksomheder fordelt på 20 kredse og kredsfrie byer med en beskæftigelse på tilsammen 6.819 mand. Imidlertid synes der også inden for denne branche at ske en koncentrering af virksomhederne til vækstområderne. År 1900 tilhørte de 25 største virk-somheder således alle gruppe A kredse og beskæftigede godt og vel 75 % af samtlige inden for branchen (5.212 personer). På en 26. plads har P.J. Petersens jernstøberi i Haderslev sneget sig ind

24 Schleswig-Holstein Lexikon (2000).

25 Dog med undtagelse af år 1894, hvor det optræder med 4200 ansatte. – Ikke medregnet i denne statistik.

26 “Handbuch für Handel und Verkehr 1892/93”, s. II,9 og Kai Detlev Sievers (1991), s. 45.

27 Gert Vagt (1984), s. 313.

med 56 ansatte (gruppe B), men følges derefter igen af otte virksomheder fra gruppe A med til-sammen 403 ansatte. I år 1900 er 86 af de 103 støberier og maskinfabrikker placeret i gruppe A’s ti kredse, med tilsammen 6.463 ansatte (hvilket giver 83,5 % af virksomhederne og 94,8 % af arbejds-styrken); i gruppe B’s fem kredse er der ti virksomheder med tilsammen 218 ansatte (9,7 % af virk-somhederne og 3,2 % af arbejdsstyrken), og i gruppe C’s otte kredse er der blot syv virksomheder med tilsammen 138 ansatte (6,8 % af virksomhederne og 2,0 % af arbejdsstyrken). Til sammenlig-ning var der i 1876 23 virksomheder i gruppe A med 2.108 ansatte (hvilket gav 63,9 % af virksom-hederne og 85,5 % af arbejdsstyrken), i gruppe B syv virksomheder med 203 ansatte (19, 4 % af virksomhederne og 8,2 % af arbejdsstyrken) og i gruppe C seks virksomheder med 154 ansatte (16,7 % af virksomhederne og 6,2 % af arbejdsstyrken).

Tabel 7.11. Procentvis fordeling af metalstøberier og maskinfabrikker mellem gruppe A, B og C i henholdsvis 1876 og 1900.

Gruppe A Gruppe B Gruppe C

virksomheder arbejdere virksomheder arbejdere virksomheder arbejdere

1876 63,9 85,5 19,4 8,2 16,7 6,2

1900 83,5 94,8 9,7 3,2 6,8 2,0

Kilde: Tabelafsnit B

I anden halvdel af 1870’erne og i slutningen af 1880’erne mistede branchen terræn med hensyn til beskæftigelse. Hvor den første tilbagegang i 1870’erne havde karakter af en eksistenskrise for virksomhederne, synes den anden i højere grad at være en strukturel krise, for nok gik beskæftigel-sen tilbage fra 3.404 i 1888 til 3.336 i 1892, men samtidig steg antallet af virksomheder fra 61 til 76. Overordnet kan virksomhederne i gruppen deles i jernstøberier, maskinfabrikker og maskin-værksteder. Der er næppe tvivl om, at virksomheder med fremgang tilhørte gruppen af maskinfa-brikker, hvorimod jernstøberierne, der havde deres storhedstid i den foregående periode, mere holdt sig på status quo. De mange små nye virksomheder, der dukkede frem i denne periode, kan typisk henregnes til maskinværkstederne.

Den største virksomhed år 1900 var brødrene Howaldt’s maskinfabrik, støberi og kedelsmedje i Diedrichsdorf med 840 ansatte. Det var den anden del af Howaldtswerke (første del var ovennævnte skibsværft). Oprindeligt var værket grundlagt i 1838 inde i byen (Kiel) under navnet Schweffel &

Howaldt. Firmaet blev imidlertid i 1879 overtaget af de tre brødre Howaldt og udflyttet til værfts-grunden i Diedrichsdorf i 1882-1883.²⁸ Denne udflytning og integrering med værftet betød en kraf-tig vækst i beskæfkraf-tigelsen. I 1876 og 1880 var der hhv. 237 og 279 ansatte. Efter udflytningen, i

28 Handel, håndværk…….1892/93”, s. II 21.

1885, var der 600 ansatte. Beskæftigelsen faldt dog ind i 1890’erne til 509 personer i 1890 og 485 i 1895. Men op mod århundredskiftet, samtidig med de gode konjunkturer for skibsbyggeriet, steg antallet igen for som sagt i 1900 at tælle 840 personer.²⁹

På en sikker størrelsesmæssig andenplads (men førsteplads i renommé) kom det ældste jernstø-beri i hertugdømmerne, nemlig Hollers Carlshütte i Rendsburg (Büdelsdorf) med 716 ansatte år 1900. Det var grundlagt af købmanden Marcus Hartwig Holler (1796-1858) i 1827, der havde sine rødder i en håndværker- og tømmerhandlerfamilie. Tidligt så han mulighederne i fremstilling af jernprodukter, og med kapital fra sin bygge- og tømmerhandel samt fra venner grundlagde han vær-ket som et aktieselskab. Fabrikken ekspanderede hurtigt og kom til at stå som et slags forbillede for andre virksomheder. I 1864 var der omkring 500 ansatte,³⁰ og i starten af 1870’erne blev det anset for at være det største jernstøberi i Nordtyskland overhovedet.³¹ I 1876 havde det som største virk-somhed inden for branchen 580 ansatte, mod Schweffel & Howaldt’s 237 som næststørste virksom-hed. Om end med tilbagegang omkring 1880 (421 ansatte) holdt værket en fin beskæftigelse gen-nem hele perioden med 469 ansatte i 1885, 643 i 1890, 662 i 1895 og 716 i år 1900.³²

Af andre store jernstøberier og maskinfabrikker år 1900 kan nævnes Herman Wuppermann, G.m.b.H. i Pinneberg med 621 ansatte, Menck & Hambrock på Gr. Brunnenstrasse 128 og Storm-strasse 20 i Altona med 450 ansatte, Bergdorfer Eisenwerk i Sande, Stormarn, med 331 ansatte og Ottensen Eisenwerk A.G. på Holsteintwinte 48 i Altona med 240 ansatte.

Gruppe II, C, reparationsværkstederne, kan som en del af transportindustrien opfattes som jern-banenettets pendant til skibsværfterne. Denne gruppe indeholder for en stor del jernbane- og spor-vognsværksteder. Det ubetingede største år 1900 er Königl. Eisenbahn Werkstatt i Neumünster med 520 ansatte. Første gang værkstedet optræder i statistikken er i 1888, hvor der er 222 ansatte. Sam-tidig med udbygningen af jernbanenettet, ekspanderer virksomheden. I 1890 er der 336 ansatte, i 1895 er der 419 og i 1900 som sagt 520 ansatte. Dette til trods, synes denne virksomhed dog ikke at have tiltrukket sig megen opmærksomhed. I den officielle rapport over “Die Lage der Industrie” fra år 1890, hvor virksomheden trods alt havde en vis størrelse, står der under ”II,C Reparaturwerk-stätte” blot : ”Unbedeutend, giebt zu Bemerkungen keinen Anlass”.³³ Af andre større virksomheder inden for værkstedsbranchen kan nævnes Schlosswerkstatt Holsteinischer Marschenbahn und He

29 Tabelafsnit A.

30 Lars Henningsen (1992), s. 10-11.

31 Kai Detlev Sievers (1991), s. 48.

32 Tabelafsnit A.

33 ”Lage der Industrie 1890”, LASH, Abt. 309, 10730.

benwerkstatt i Glückstadt, Steinburg, med 100 ansatte år 1890 og Wandsbeck sporveje, Stormarn, med 40 ansatte år 1900. Men bortset fra disse, drejer det sig generelt om virksomheder af en relativt ringe størrelse. År 1900 er gennemsnitsstørrelsen, hvis vi ser bort fra Königl. Eisenbahn Werkstatt i Neumünster, 22,2 person pr. virksomhed.

I lang tid havde Kobbermølle ved Kruså haft monopol på gruppe II,D. Denne brydes dog i sidste halvdel af 1880’erne, men Kobbermølle fortsætter perioden ud med at tilhøre eliten blandt messing-og kobberindustrien i Slesvig-Holsten. År 1900 er der fortsat 77 ansatte, kun overgået af det

I lang tid havde Kobbermølle ved Kruså haft monopol på gruppe II,D. Denne brydes dog i sidste halvdel af 1880’erne, men Kobbermølle fortsætter perioden ud med at tilhøre eliten blandt messing-og kobberindustrien i Slesvig-Holsten. År 1900 er der fortsat 77 ansatte, kun overgået af det

In document Del I. Metode, teori, m.m. (Sider 105-132)