Regionsbegrebet - en analysemodel

Et af formålene med denne afhandling er som sagt at placere den industrielle udvikling i Nordsles-vig i en større ramme, i.e. som en del af den slesNordsles-vig-holstenske industri. Til dette formål skal regi-onsbegrebet benyttes som analyseredskab. Angrebsvinkelen har fundet sin inspiration hos Sidney Pollard og hans grundlæggende arbejde om industrialiseringen som et regionalt fænomen samt i tidligere nævnte artikel af Björn Hansen om den regionale erhvervsstruktur i Slesvig-Holsten.¹¹

Et af Sidney Pollards hovedpointer var, at industrialiseringen forløb som en “Industrializierungs-prozess der Regionen”.¹² Han fremhævede, at de forskelle der er i industrialiseringsgraden af de forskellige regioner ikke er udtryk for tilfældigheder, men “ein Kernstück des Industrialisierungs-prozess selbst”. Denne erkendelse implicerer på den ene side, at regionerne fungerer i et samspil, på den anden side - og nok så vigtigt - at der vil kunne findes paralleller mellem regioner med samme industrialiseringsgrad - også over større geografiske afstande. Fra hver sin vinkel tilskynder det til komparative studier mellem regionerne.¹³

Et væsentligt spørgsmål ved benyttelsen af regionsbegrebet er imidlertid, hvorledes det rent fak-tisk skal forstås og defineres. I den eksisterende litteratur er der ingen fælles holdning til, hvilke præmisser der kan - eller skal - opstilles som kriterium for en region, om end der er bred enighed om, at det der konstituerer en region er eksistensen af en indre struktur. Om denne så er geografisk, politisk, kulturel, økonomisk-social eller af anden karakter, er derimod op til den enkelte undersø-gelse. Dette løse definitionsmæssige fundament er imidlertid både regionens styrke og svaghed som analyseredskab. Det åbner op for en mangfoldighed af analysemuligheder og –niveauer, men inde-bærer også fare for, at regionsbegrebet skræddersys til undersøgelsen og derved mere kommer til at fungere som en selvopfyldende bekræftelse af en teori end som et redskab til afdækning af forhold.

Denne faldgrube ved regionsbegrebet er bl.a. blevet fremhævet af Otto Dann i en artikel fra 1983.¹⁴ Björn Hansen har i sin undersøgelse af erhvervsstrukturen i Slesvig-Holsten som udgangspunkt valgt den noget vage definition af en region, at den skal dække et middelstort område, geografisk høre sammen og danne en økonomisk enhed.¹⁵ Som afgrænsningskriterium mellem de enkelte regi-oner benytter han erhvervsstrukturen, således at sammenhængende områder med samme erhvervs-struktur udgør en region. På dette grundlag opdeler han Slesvig-Holsten (inklusive de tilstødende nordtyske områder) i 11 regioner (se side 82 ff. for en nærmere beskrivelse af hans metode): Hen

11 Sidney Pollard (1980,1) og Björn Hansen (1997).

12 Sidney Pollard (1980,1).

13 Jf. Steen Bo Frandsen (1994,1), s. 20.

14 Otto Dann (1983)

15 Björn Hansen (1994), s. 411.

holdsvis en nordlig, der i 1895 bestod af kredsene Haderslev, Tønder, Husum, Aabenraa, Sønder-borg, Eckernförde og Flensborg Land; en midtregion, der bestod af kredsene RendsSønder-borg, Süder-dithmarschen, NorderSüder-dithmarschen, Eidersted og Slesvig; en sydøstlig region, der foruden de nordtyske kredse Fyrstendømmet Ratzeburg, Grevesmühlen, Wismar, Schverin, Hagenow, Lud-wigslust, Bleckede, Danneneberg og Uetzen bestod af de to slesvig-holstenske kredse Oldenburg og Lauenburg; en sydvestlig region, der bestod af kredsene Plön, Kiel Land, Steinburg, Pinnenberg og Stormarn; en region specielt for kredsen Segeberg og én for fyrstendømmet Lybæk; samt en region for hver af byerne Flensborg, Kiel, Lübeck, Altona og Hamborg. Kildematerialet til Björn Hansens undersøgelse er de officielle erhvervstællinger, der blev foretaget i henholdsvis 1882, 1895, 1907 og 1925. Selvom de her definerede regioner principielt er uafhængige af den politiske og admini-strative opbygning, så er regionernes ydergrænser dog begrænset af de lokaladminiadmini-strative grænser der gjaldt i samtiden, idet regionerne følger grænserne for de daværende kredse eller kredsfrie byer.

Dette er et ofte set - og erkendt - problem ved historiske regioner, men et problem man vanskeligt kan komme uden om så længe der benyttes kildemateriale af offentlig proveniens ! Også i nærvæ-rende arbejde vil kredsene/de kredsfrie byer være den mindste enhed ved regionsanalysen. Dog skal der på lokalt niveau laves detailanalyser, der nuancerer billedet.

Som regionskriterium benyttes i denne afhandling industrialiseringsgaden, defineret ud fra an-tallet af industrivirksomheder og anan-tallet af ansatte. Dels gennem en simpel konstatering af hvor industrien er placeret, dels gennem beregningen af et lokaliseringsindeks som udtryk for den relati-ve industrialiseringsgrad. Sidstnævnte metode har fundet sin inspiration i geografen Kristian Anton-sens doktordisputats fra 1964, hvor han beregner lokaliseringsindekset for industrien i Danmark, dvs. forholdet mellem antallet af industriarbejdere og bybefolkningen.¹⁶ Den kvotient der herved fremkommer, omregnes til et indeks med gennemsnittet for alle lokaliteter sat til én. Herved vil lokaliteter med relativ høj industrialisering (over gennemsnittet) have et indeks over én, og lokali-teter med relativ lav industrialisering (under gennemsnittet) have et indeks under én. Graden af in-dustrialisering afspejles med andre ord i størrelsen af indekset. Til trods for metodens umiddelbare enkelhed, er det dog et problem, hvilket befolkningstal der benyttes til bestemmelse af lokalise-ringsindekset. Benyttes den samlede befolkning, vil lokaliteter, og det vil i denne undersøgelse sige kredse, domineret af landbrug få et uforholdsmæssigt lavt indeks i forhold til kredse med mange byer. Et sådant indeks vil groft sagt alene afspejle, hvad en simpel konstatering afslører, nemlig at industrien alt overvejende er lokaliseret til byerne. Kristian Antonsen fremhæver, at det bedste re

sultat ved bestemmelse af industrialiseringsgraden vil fremkomme ved at sammenholde antallet af industriarbejdere med antallet af personer i byerhverv. Dette har imidlertid af kildemæssige årsager ikke været muligt for ham, hvorfor han anvender den næstbedste løsning, nemlig at benytte byernes folketal som mål. Denne løsning, der også kan honoreres af kilderne fra den preussiske tid, vil li-geledes blive benyttet her i denne afhandling. Hvor Antonsen benytter en nedre grænse for byer som bebyggelser med 500 indbyggere, vil jeg i dette arbejde benytte folketællingens officielle defi-nition på ”Städte og Flecken”, dvs. købstæder og flækker, som de fremtræder år 1900 i den offi-cielle statistik. Typisk byer med omkring 1.000 indbyggere og opefter.¹⁷

Betragtes Björn Hansens ovennævnte 11 regioner, kan man stille spørgsmålet, om der nu også er tale om regioner, eller om det ”blot” er områder med samme erhvervsstruktur ? Spørgsmålet kan virke en anelse søgt, da det jo er et definitionsspørgsmål, og tilmed et definitionsspørgsmål der er taget højde for, jf. Björn Hansens regionsdefinition ovenfor. Når jeg alligevel tager fat på diskussi-onen skyldes det, at samme problem/overvejelse også gælder for nærværende analyse. Som sagt lægges der i den teoretiske litteratur ofte vægt på en indre struktur i regionen, der typisk udmønter sig i et hierarki med et dominerende center og en periferi/et opland.¹⁸ Dette aspekt genkendes ikke ved disse regioner (hverken i Björn Hansens eller i denne undersøgelses), hvor kriteriet alene er en ensartet erhvervsstruktur/industrialiseringsgrad, og hvor alle de oplagte centre (industribyerne) er trukket bort fra deres potentielle opland som selvstændige regioner med egen erhvervsstruktur/industrialiseringsgrad. I forlængelse heraf kan man spørge, om en homogen erhvervsstruktur -eller et homogent industrielt niveau - i sig selv er nok til at konstituere en region ? Næppe i gængs forstand, og var objektet en klassisk undersøgelse af de økonomiske strukturer inden for regionerne eller en identifikation af økonomiske netværk, ville der ved denne metode ligge en betydelig svag-hed. Dette er imidlertid ikke målet med nærværende regionsanlyse, derimod er det alene målet at identificere områder med samme industrialiseringsgrad. I konsekvens heraf vil jeg benytte begrebet

“område” eller ”gruppe af kredse” synonymt med ”region”. Heri ligger der også en tilkendegivelse af en løsere benyttelse af regionsbegrebet end teorien umiddelbart lægger op til. Der vil således ikke blive stillet krav om, at kredsene skal grænse op til hinanden for at danne et område/region, blot skal de have samme karakteristika. Dette begrundes med, at der i analysen alene opereres med tre niveauer inden for industrialiseringen, henholdsvis de højt industrialiserede områder, de lavtindu

16 Kristian Antonsen (1964), spec. s. 22 ff. inkl. Betænkning 206 (1958), ligeledes side 22 f.

17 Volkszählung vom 1. Dezember 1900.

18 Se f.eks. diskussionen ved Poul Holm (1994), s. 39 og Steen Bo Frandsen (1994,1), s. 18 ff.

strialiserede områder og de områder, der hverken var højt eller lavt industrialiseret. Man kunne - for at være stringent - definere ”et område” eller ”en gruppe af kredse” som sammensat af flere regio-ner, men en sådan konstruktion vil ikke i sig selv bidrage med større klarhed til analysen.

Implicit i regionsbegrebet ligger som sagt et center-periferi aspekt, og med denne tredelte analy-semodel vil der per definition være industrielle centre og industrielle periferier. Disse skal, trods metodens opdeling af Slesvig-Holsten i tre områder/regioner, naturligvis ikke betragtes isoleret, men i et samspil. Det helt dominerende center er naturligvis Hamborg-området, der groft sagt havde hele Slesvig-Holsten og Nordtyskland som periferi. Men også de øvrige industribyer som Flens-borg, Kiel og Neumünster udgjorde naturlige lokale centre med tilhørende periferier/oplande.

4. Kildematerialet

Grundlaget for nærværende undersøgelses industristatistik er virksomhedsindberetninger af of-fentlig proveniens. Det drejer sig gennem perioden om flere forskellige former for indberetninger.

Udgangspunktet vil være de danske fabrikslister fra omkring 1860, som ligger på Rigsarkivet i Kø-benhavn.¹ Det øvrige materiale skal findes på Landesarchiv Schleswig-Holstein og på Landsarkivet for Sønderjylland i Aabenraa, samt Haderslev Byhistoriske Arkiv.

For perioden fra 1864 og frem til 1876 er det sparsomt med statistisk materiale, idet der ikke er foretaget systematiske årlige indberetninger. Dette ændres i 1876 med statistikken til ”die Lage der Industrie”, der i skemaform indeholder oplysninger om “die grösseren gewerblichen Anlagen”.

Sideløbende hermed indberettede fabriksinspektørerne fra og med 1879 de virksomheder, der i hen-hold til lovgivningen var underlagt fabriksinspektørens opsyn. Førstnævnte indberetninger er i det store og hele fuldstændigt bevaret for perioden frem til 1900. Bevaringsgraden for fabriksinspektio-nens indberetninger er derimod mindre. I 1901 afløstes begge typer indberetninger af de såkaldte

“Gewerbliche Kataster”, der ligeledes på virksomhedsniveau indeholder oplysninger om antal be-skæftigede, arbejdstid samt drivkraft. Disse katastre er ikke fuldstændigt bevarede, og materialet må suppleres med oplysninger fra andre kildegrupper. Særligt er benyttet de såkaldte “Namentliche Nachweisung der Gewerbesteuerklasse III og IV”. Disse indeholder, foruden identifikation af virk-somheden og oplysninger om skat, driftskapital og omsætning, ofte også oplysninger om antallet af beskæftigede. Problematikken vedrørende selskabsdannelse og finansieringsform belyses primært gennem amtsretsarkivernes virksomhedsregistre med tilhørende sagsmapper, der indeholder et fyl-digt materiale om vedtægter, finansiering, beslutninger m.m.