Lage der Industrie, 1876-1900

Denne indberetning placerer sig centralt i dette arbejde og danner for perioden fra 1876 og frem

10 LASH, Abt. 309, nr. 180. I.A. 22.618.

11 Trykt 1877: ”Die Gruppen der Gewerbebetriebe, 1875”.

til år 1900 grundstammen i den udarbejdede industristatistik. Kilden findes i koncept og original i hele forvaltningshierarkiet. Udgangspunktet for denne undersøgelse er dog de originale tabellariske indberetninger, som findes i regeringspræsidentens arkiv på Landesarchiv Schleswig-Holstein.¹² Fordelen ved at tage kilderne fra centralt hold er naturligvis, at man derved får materiale fra samtli-ge kredse i Slesvig-Holsten, samt at de her bevarede originaler ligsamtli-ger samlede og ordnede og der-med er lettere at gå til end koncepterne, der ofte er overstregede og benyttet som grundlag for flere års indberetninger.

Oversat til dansk betyder “Lage der Industrie” blot “industriens stilling”. Denne lidt vage for-mulering dækker over en ganske central administrativ informationskilde, idet man fra myndighe-ders side var meget opmærksomme på industriens betydning, dels ud fra rent økonomiske betragt-ninger, dels ud fra sociale, indenrigspolitiske hensyn i forhold til den voksende arbejderstand og angsten for socialdemokratiet.

Figur 4.2. Skematisk opstilling til indberetningerne, 1876. Skemaet tilføjedes en kolonne for ugent-lig løn i 1887, men forblev ellers uændret i hele perioden frem til 1900. Blot ændredes kvartal til halvår og senere (hel)årligt.

I 1876 udbad regeringspræsidenten sig kvartalsvise tabbellariske oversigter ”über die Lage der Industrie in den grösseren gewerblichen Etablisements” for de enkelte kredse og kredsfrie byer.

Opstillingerne skulle følge ovenstående skema (figur 4.2), og specielt påpegedes det, at eventuelle ændringer i arbejdertal samt i øvrigt andre bemærkelsesværdige forhold skulle oplyses i rubrikken bemærkninger.¹³

12 LASH, Abt. 309, akthæfte 180 - 195, 10729 - 10732, 10741

13 Verfügungen von 25. September 1876, I.A.21.955. Fundet i Sønderborg Landråd, pk. 233, læg 635.

Tabellarischer Bericht

Allerede i 1878 nedsattes indberetningsfrekvensen til hvert halve år, og i 1887 til helårlige ind-beretninger.¹⁴ Indberetningernes dobbelte sigte - både at give en oversigt over industriens størrelse samt oplyse om arbejdsforhold - afspejler sig i selve udformningen af skemaerne med spørgsmål om firmanavn, antal beskæftigede, arbejdstid og (efter 1887) løn samt om de beskæftigelsesmæssi-ge udsigter beskæftigelsesmæssi-generelt, men fremgår også af de ministerielle forordninbeskæftigelsesmæssi-ger, der vedrørte indbertninbeskæftigelsesmæssi-ger- indbertninger-ne. I ”Verfügung von 11. August 1893” fra regeringen i Berlin står der f.eks. i forbindelse med en ændring af indberetningsproceduren at dette er gjort:

”(...) im Interesse der Gewinnung zuverlässiger Unterlagen für die Erstattung der Berichte über die Lage der Industrie, sowie insbesonderen im Interesse der Nutzbarmachung dieser Berichte für die Beurtheilung der neuerdings mehr als früher im Winter laut werdenden Klagen über Arbeitslosigkeit (...)

Die Berichte werden, wie bisher, eine gedrängte Darstellung des Standes der Hauptin-dustriezweige zu geben, dabei die Veränderungen der Lage gegenüber dem Vorjahre her-vorzuheben und die Aussichten der einzelnen Industriezweige für die nächste Zukunft, insbesonderen den Schluss des Winters, zu erörtern haben. Namentlich werden auch Mit-theilungen darüber zu machen sein, ob und in welchem Umfange in den Hauptindu-striezweigen Betriebseinstellungen, Arbeiterentlassungen, Verkürzungen der Löhne und der Arbeitszeit stattgefunden haben oder in naher Aussicht stehen.”¹⁵

4.2.2.1. Vurdering af ”Die Lage der Industrie” som kilde

Hvor troværdige er nu disse oplysninger ? Umiddelbart er der to forhold, der kræver en nærmere analyse. Det ene drejer sig om, hvorvidt alle relevante virksomheder blev indberettet. Det andet drejer sig om, hvorvidt de angivne oplysninger er korrekte.

Lidt diffust omhandler indberetningerne ”die grösseren gewerblichen Anlagen”, uden at der eks-plicit tages stilling til, hvad der hermed menes. Som det formuleres i en skrivelse fra regeringspræ-sidenten 23. februar 1891 kunne spørgsmålet generelt ikke besvares, da en bestemt angivelse af arbejdertallet som mål for hvilke virksomheder, der skulle medtages, ikke ville tilgodese indberet-ningens formål, nemlig at give et tilforladeligt billede af arbejds- og lønforhold:

”Diese Frage kann von hieraus im allgemeinen nicht entschieden werden, insbesondere würde es dem Zweck der Erhebungen nicht entsprechen, eine bestimmte Arbeiterzahl für die Berücksichtigung oder Nichtberücksichtigung der einzelnen Betriebe als entscheidende hinzustellen. Die gedachten Erhebungen haben den Zweck, ein möglichst zuverlässiges

14 Verfügungen von 5. Juli 1878, I.A.18.670 og Verfügungen von 31. Mai 1887, I.A. 21.247. Fundet i Sønderborg Landråd, pk. 233, læg 635.

15 Verfügung von 11. August 1893, I.A. 26.362. Bl.a. fundet i Sønderborg Landråd, pk. 233, læg 635.

Bild von der Bewegung der Arbeiter- und Lohnverhältnisse auf dem Gebiete der Industrie zu geben. Ein Industriezweig, welcher im einen Kreise ungewöhnlich verbreitet ist, wird auch, wenn die einzelnen Betriebe einen kleineren Umfang haben, wegen der Ge-sammtzahl der darin beschäftigten Arbeiter zu berücksichtigen sein.”¹⁶

Selv om regeringspræsidenten med andre ord ikke kunne give en nedre definition på ”grösseren gewerblichen Anlagen”, er det værd at bemærke, at kernen i ovenstående er, at ingen virksomhed i princippet var for lille ! Skrivelsen er da også foranlediget af en henvendelse fra overpræsidenten til regeringspræsidenten, hvori førstnævnte gør opmærksom på, at han i indberetningen fra 1. oktober 1890 har bemærket, at der hverken optræder vognfabrikker i Flensborg eller Haderslev. Så vidt han var orienteret, fandtes der i begge byer “blomstrende” vognindustrier. Det drejede sig om hhv. tre virksomheder med tilsammen 17 ansatte i Flensborg og to virksomheder i Haderslev med 15 ansat-te. Dette havde han fået bekræftet ved henvendelse til de lokale myndigheder, og han spørger, om der er en forklaring på, hvorfor disse fabrikker ikke er medregnet, og om der findes andre fabrikker, der ikke er indberettet.¹⁷

Denne henvendelse fik naturligvis regeringspræsidenten til at skrive til de enkelte kredse og kredsfrie byer, idet han bad om ”sorgfältig daraufhin zu prüfen, ob wirklich alle Fabrikken p.p.

Aufnahme gefunden haben.” Til hans forbavselse viste det sig, at der hos de lokale myndigheder herskede usikkerhed om ”welche Betriebe als grössern anzusehen und in die Nachweisung aufzu-nehmen sein”. I Haderslev havde man således opfattet begrebet ”die grösseren gewerblichen Anla-gen” som virksomheder med ti arbejdere eller derover.¹⁸ Regeringspræsidenten følte sig derfor kal-det til at udstikke nogle retningslinier, men ville først have dem konfirmeret hos overpræsidenten:

”Zur Behebung dieser Zweifel und zur Herbeiführung eines gleichmässigen Verfahrens ist es mir geboten, die Unterbehörden mit bestimmter Anweisung zu versehen.

Der Gewerberath hat sich dahin geäussert, dass im Allgemeinen solche Betriebe zu den grösseren zu rechnen bezw. nur bei der Berichterstattung zu berücksichtigen wären, welche mindestens 6 Personen, oder bei Benutzung mechanischer Kräfte mindestens 4 Personen beschäftigen. (...)

Falls diese Auffassung von Ew. p.p. [Overpræsidenten] getheilt werden sollte, würde ich die Ländräthe mit entsprechender Anweisung versehen.”¹⁹

Denne ellers ganske fornuftige definition faldt imidlertid ikke i overpræsidentens smag, og rege-ringspræsidenten måtte, som vi så ovenfor i skrivelsen fra 23. februar 1891, overlade det til den

16 LASH, Abt. 309, Nr. 10730. I.A. 16.626

17 LASH, Abt. 309, Nr. 10730. O.P. 5570

18 Haderslev Landrådsarkiv pk. 403. Brev fra landråd til regeringspræsident dateret 5. nov. 1890.

19 LASH, Abt. 309, Nr. 10730. Koncept til Overpræsidenten. I.A 28.451, I.A. 28.532

enkelte lokale myndighed at vurdere det nedre niveau for indberetningen. At man generelt har valgt at definere begrebet ”større industrielle virksomheder” bredt, er der ingen tvivl om, idet indberet-ningerne omfatter mange enkelt- og tomandsvirksomheder. Som vi så i forbindelse med f.eks. møl-leindberetningerne, var der i 1895 ikke mindre end 125 virksomheder ud af i alt 209 med blot én eller to ansatte (se s. 36). Den her berørte usikkerhed ved begrebet ”større industrielle virksomhe-der” er med andre ord til at overskue, da der i denne undersøgelse opereres med en nedre grænse på seks medarbejdere. Derved afskæres helt klart den værste gråzone til arbitrær vurdering. Men gan-ske problemløst er forholdet ikke. I Haderslev havde man en nedre grænse ved 10 ansatte og samme grænse synes også at være benyttet i Segeberg (hvis nogen). Denne kreds i Holsten indsendte i samtlige de 25 år statistikken blev ført alene tomme indberetninger uden angivelse af nogen indu-stri. For som derværende landråd udtrykte det i et brev til regeringspræsidenten, 6. november 1890:

”dass mit Rücksicht darauf, dass die im hisiegen Kreise vorhandenen kleinen gewerbli-chen Anlagen das Bild der Gesammtlage der Industrie in der Provinz nicht wesentlich zu beeinflussen vermögen, von Ausdehnung der statistischen Erhebungen auf die kleinen Gewerbebetriebe abgesehen wurden können.

(…) im diesseitigen Kreise grösseren industriellen Anlagen, wo wesentliche Verän-derungen in der Arbeiterzahl, der Arbeitszeit, oder in den Lohnsätzen, oder gar Arbeiter-entlassungen, Betriebseinschränkungen p.p. in grösserem Umfange vorkommen, überhaupt nicht vorhanden sind. Meines Wissens ist hier nicht ein einziger gewerblicher Betrieb, der mehr als 10 gewerblichen Arbeiter beschäftigt und als industrielle Fabrik angesprochen werden könnte”.²⁰

Ovennævnte problem med totalt manglende indberetninger forekommer dog kun fra Segeberg.

Problemet er reelt, men ved en sammenstilling på provinsniveau vil kredsens – trods alt begrænsede - industri næppe ændre afgørende på det overordnede billede, jf. kapitel 6.

Et andet mere strukturelt problem ved denne kilde er, at opfattelsen af hvad der er en ”større in-dustriel virksomhed” afhænger af øjnene der ser. Der er ingen tvivl om, at myndighederne generelt koncentrerede sig om de større virksomheder i det forhåndenværende spektrum. Konkret betyder det, at små virksomheder med f.eks. 6-10 beskæftigede sjældnere vil være inkluderet i statistikken fra de større industribyer som Kiel, Neumünster, Wandsbek og Altona, hvorimod disse virksomhe-der vil være centrale i indberetningerne fra industrisvagere områvirksomhe-der som f.eks. Nordslesvig. En så-dan tendens er særlig tydelig i starten af perioden, hvor der f.eks. i 1876 (indberetningens første år) fra Kiel By ikke er indberettet én eneste virksomhed med færre end 50 ansatte, fra Kiel Land med

20 LASH, Abt. 309, Nr. 10730. Brev dateret 6. Nov. 1890.

Neumünster, ingen med under 30 ansatte, fra Stormarn med Wandsbek ingen virksomheder med under 20 ansatte og fra Altona ingen virksomhed med færre end 10 ansatte. Statistikken skal med andre ord her i begyndelsen af perioden tages med forbehold på de konkrete tal. Det overordnede billede af industriens spredning på kredsniveau må dog antages at være korrekt. Hvor der er spar-somt med industri, vil der helt i overensstemmelse med virkeligheden være anført (få og) små virk-somheder; hvor der er megen industri, vil der være (flere og) større virksomheder anført. Det ene sted vil der være en lav beskæftigelse inden for industrien, det andet sted en høj.

I de første år med indberetninger optræder der hos enkelte kredse (specielt Süderdithmarschen) et andet kildeteknisk problem vedrørende størrelsen af de indberettede virksomheder, nemlig at der til dels indberettes på aggregeret niveau. En typisk indretning (fra 1879) lyder i uddrag: ”Ét jernstø-beri og maskinfabrik i Rickelsdorf med 27 ansatte, ét ditto i Marne med 17 ansatte, syv teglværker i sognefogeddistriktet Burg med 27 ansatte, otte teglværker i sognefogeddistriktet Marne med 61 ansatte, to vognfabrikker i Marne med 6 ansatte, osv.”.²¹ En sådan opgørelse er naturligvis upræcis i forhold til udarbejdelse af en statistik. Konkret har jeg valgt divisionsmetoden, således at de aggre-gerede tal, der i gennemsnit giver seks eller flere ansatte medtages, de øvrige ikke. I ovennævnte eksempel betyder det, at statistikken kommer til at indeholde to jernstøberier og maskinfabrikker med tilsammen 44 ansatte og otte teglværker med i alt 61 ansatte. Dette er en unøjagtighed i mate-rialet, men i den store sammenhæng næppe en afgørende unøjagtighed.

Skal man sammenfatte denne diskussion om, hvorvidt kilden omfatter alle virksomheder, in casu hvorledes begrebet ”grössere gewerbliche Anlagen” er blevet opfattet, må der erkendes visse pro-blemer i forbindelse med den samlede statistik, særligt i starten af perioden før regeringspræsiden-tens indskærpelse af, at alle “Fabrikken p.p.” skulle indberettes. Næppe alle relevante virksomheder er medtaget, og der hvor divisionsmetoden er benyttet, er der formentlig flere virksomheder og an-satte medtaget end korrekt er. I den store sammenhæng vil dette dog næppe ændre det statistiske billede væsentligt. Ved udarbejdelsen af industristatistikken for Nordslesvig har ovennævnte for-hold ikke givet anledning til problemer. Indberetningerne i regeringspræsidentens arkiv er sammen-holdt med oplysningerne fra fabriksinspektørens indberetning (se nedenfor), ligesom de er sammen-holdt op imod de lokale indberetninger, som genfindes i amtsforstander- og landrådsarkiverne. Typisk ind-berettede de lokale myndigheder helt i overensstemmelse med ovennævnte betragtninger flere virk-somheder til landråden, end denne indberettede videre. Som eksempel kan nævnes, at der i indbe-retningerne til landråden i Haderslev for året 1893 er anført seks teglværker med tilsammen 16

medarbejdere og et ølbryggeri med én medarbejder. Disse virksomheder fandt ikke plads i rappor-ten til regeringspræsidenrappor-ten (se i øvrigt tabel 4.1 side 58).

Det andet forhold ved kilden, der kræver en nærmere analyse, knytter sig som sagt til oplysnin-gernes validitet, både vedrørende de faktuelle oplysninger og de mere normative, anført i bemærk-ningsfeltet.

På et møde i Kiel den 13. december 1893 mellem de specielt udnævnte ”Gewerbeaufsichtsbe-amten” i provinsen Slesvig-Holsten, blev indberetningernes faktuelle oplysninger behandlet. Kri-tikken på mødet var nærmest sønderlemmende for troværdigheden:

Es wird allgemein anerkannt, dass die von den Polizeiverwaltungen gemachten

Angaben weder für die Aufstellung des gewerblichen Katasters, noch für den Bericht über die Lage der Industrie eine brauchbare Unterlage liefern.²²

Argumentet var, at politimyndighederne (dvs. den lokale amtsforstander, magistrat eller flæk-keforstander) efter mødedeltagernes mening ikke besad den nødvendige sagkundskab til varetagelse af funktionen. Særligt fremhævedes det, at politimyndighederne ikke benyttede samme retningslini-er ovretningslini-eralt, f.eks. i forbindelse med angivelse af arbejdretningslini-ertallet i de sæsonbetonede virksomhedretningslini-er, ligesom det også nævntes, at enkelte politiforvaltninger benyttede en nedre grænse på fem ansatte som kriterium for indberetning, hvor andre vurderede det fra virksomhed til virksomhed.

Sidstnævnte punkt er behandlet ovenfor. Her skal blot konstateres, at praksis med fem ansatte som nedre grænse ikke har betydning for nærværende undersøgelse, da denne som sagt opererer med en nedre grænse på seks personer.

Det første punkt er derimod mere problematisk. Sæsonudsving syntes hovedsageligt at fore-komme inden for sukkerindustrien og teglværksindustrien, men forekom dog også inden for andre brancher som f.eks. skibsværfter og klædeindustri. Efter at indberetningerne i 1887 blev helårlige, er der imidlertid typisk anført tal for arbejdere ”i sæson” og ”uden for sæson”, evt. sommer og vin-ter. I 1893 var der f.eks. i hver af de tre sukkerfabrikker ansat 150-160 personer i sæsonen fra sep-tember til og med december, evt. januar. I de øvrige måneder var der beskæftiget mellem 10 og 15.

Det interessante i denne sammenhæng er imidlertid, at regeringspræsidenten ganske konsekvent har streget det lavere antal, og altså regnet med den størrelse virksomheden havde under produktion, og det lyder jo egentlig også meget rimeligt. Udsvingene inden for teglværksindustrien var mindre, og

21 Eksemplet er hentet fra sommer- og vinterindberetningen 1879, Süderdithmarschen. LASH, Abt. 309, læg 181.

22 LASH, Abt. 309, Nr. 10741. Uddrag af referat fra mødet ligger i regeringspræsidentens arkiv. I.A. 17228.

synes at aftage op gennem perioden samtidig med, at produktionsmetoden blev mere og mere indu-striel. Særligt før 1887, hvor indberetningerne var halvårlige, fremtræder forskellen tydeligt. I sommerhalvåret 1885 beskæftigede samtlige 37 indberettede teglværker i Slesvig-Holsten således 1068 personer. I det foregående vinterhalvår derimod kun 471 personer.

Generelt er det altid et problem, når data ikke er anført for samme tidspunkt af året, men som udgangspunkt må man følge regeringspræsidentens eksempel og tage det største antal beskæftigede.

Dette er nødvendigt, for at materialet med rimelighed kan benyttes til komparative analyser gennem tiden. Denne praksis synes i øvrigt også at være almindeligt benyttet af industrihistorikere.²³ I for-længelse heraf skal det nævnes, at såfremt antallet af beskæftigede er anført omtrentligt, f.eks. 10-12 personer, så vil det største antal konsekvent blive benyttet, ligesom der ikke vil blive skelnet mellem forskellige typer af beskæftigede. Det være sig direktører, svende, arbejdere, kvinder, børn eller straffefanger (sidstnævnte særligt i Glückstadt, hvor omkring 2/3 af arbejdsstyrken var indsatte fra forbedrings- og tugthuset). En konsekvent skelnen er ikke mulig ud fra indberetningerne: Nogle steder og nogle år har man skelnet, andre steder og år ikke.

Læser man referatet fra ovennævnte møde i Kiel, kan man ikke helt frigøre sig fra tanken om, at fabriksinspektionens bekymring måske mere bunder i institutionelle overvejelser end i egentlig be-kymring for datas validitet. Således foreslås det, at indrapporteringen vedrørende “die Lage der Industrie” burde tages ud af hænderne på de lokale politimyndigheder og overgives til fabriksin-spektionen, dvs. til mødedeltagerne. Dette afvistes dog af et flertal i forsamlingen, der mente, at de allerede nu var overbelastet med ”Schreibwerk”. Imidlertid mundede mødet ud i en opfordring til koordinering mellem Gewerbe-politiet og fabrikstilsynet:

“Bemerkt wird zum Schluss noch, dass den Gewerbe-Inspektionen durch die Ortspoli-zeibehörden periodisch, und zwar etwa halbjährlich der Zu- und Abgang an gewerblichen Anlagen (: einschliesslich der genehmigungspflichtigen :) mitzutheilen sein würde, damit die erstern über die vorhandenen Anlagen unterrichtet blieben.”²⁴

Her er argumentet ganske pudsigt nærmest vendt, idet fabriksinspektionen opfordrer til, at den lokale forvaltning (der indledningsvist ikke mentes i besiddelse af den ”fornødne sagkundskab”) bør stille deres materiale til rådighed for inspektionen, så denne kan forblive ajour med udviklingen

!

I et embedsmandsnotat til ovenstående referat pointeres det da også, at regeringen i Berlin gen-nem skrivelsen af 11. august 1893 netop har påpeget, ”dass die Unterlagen in erster Linie durch die

23 Se f.eks. Rich. Willerslev (1953), s. 43. Vibeke Harsberg (1988), s. 10. m.f.

Landräthe und Ortsbehörden beschafft werden sollen”, fordi der hos dem ”eine genaue Kenntniss der Industrie ihrer Bezirke vorausgesetzt werden darf”. Indirekte ligger der heri, at dette lokalkend-skab ikke nødvendigvis fandtes hos fabriksinspektionen og de specielt udnævnte embedsmænd (Aufsichtsbeamte).

Den 3. marts 1894 skriver regeringspræsidenten til fabriksinspektørerne, at han ikke kan tilslutte sig det under punkt 2 på konferencen i Kiel behandlede forslag om at overdrage udfærdigelsen af

”die Lage der Industrie” til fabriksinspektørerne. Imidlertid er han lydhør over for ønsket om en tættere koordinering mellem fabriksinspektionen og Gewerbe-politiet:

“Da ich indessen nicht verkenne, dass die Gewinnung zuverlässigen Materials für die gewerblichen Kataster vom hohem Werthe ist, so werde ich den Gewerbe-Inspektionen die Aufnahmen der Polizeibehörden über die gewerblichen Anlagen ihrer Bezirks alljährlich zugehen lassen. Die gewerblichen Kataster sind dann nach diesem Material, so weit dasselbe zuverlässig erscheint, zu berichtigen bezw. zu vervollständigen. Soweit das Material lück-enhaft sein sollte, muss es den Gewerbe-Inspektionen überlassen bleiben, die Ausfüllung der Lücken entweder durch directe Anfrage bei den Gewerbetreibenden oder in anderer Weise zu bewirken.”²⁵

Denne koordinering mellem Gewerbe-politiet og fabriksinspektionen forstærker naturligvis ind-beretningernes korrekthed.

Afslutningsvist skal der knyttes nogle kommentarer til indberetningernes normative oplysninger, og måden hvorpå disse oplysninger er tilvejebragt.

I et brev fra 6. januar 1896 påpegede overpræsidenten overfor regeringspræsidenten, at han først havde modtaget årsberetningen 4. januar (og ikke som tidligere aftalt 15. december). For fremtiden vil han gerne have, at terminen overholdes, ”Da der Herr Minister für Handel und Gewerbe wieder-holt auf den pünktlichen Eingang der meinerseits zum 1. Januar jeden Jahres zu erstattenden Indu-strieberichte hingewiesen hat”.²⁶ Regeringspræsidenten undskyldte med, at det foruden smøleri hos

”die Unterbehörden”, også var svært for fabriksinspektørerne at overholde terminen. Dette hang uden tvivl sammen med, at fabriksinspektionen her de første år, hvor de skulle indsamle oplysnin-ger om virksomhedernes afsætningsforhold, afskedigelser, arbejdstid, løn, m.m, har udvist stor nid-kærhed i embedsudførelsen.²⁷ Under alle omstændigheder følte regeringen i Berlin sig i starten af 1895 (umiddelbart efter den første indberetning med fabriksinspektørernes deltagelse) nødsaget til

24 LASH, Abt. 309, Nr. 10741. Uddrag af referat fra mødet ligger i regeringspræsidentens arkiv. I.A. 17228.0.

25 LASH, Abt. 309, Nr. 10741. Koncept i regeringspræsidentens arkiv. I.A. 17228

26 LASH, Abt. 309, Nr. 10741. I.A. 19375

27 I september 1893 ændrer regeringspræsidenten datoen for fabriksinspektørernes skriftlige beretning over disse for-hold fra 1. december til 1. november. LASH, Abt. 309, Nr. 10741, I.A. 29.673.

at præcisere, hvilke beføjelser fabriksinspektionen besad. I et brev videresendt af regeringspræsi-denten til de fire fabriksinspektører i provinsen Slesvig-Holsten fastslås det, at godt nok gav

”Reichs-Gewerbe-Ordnung” § 139.b stk. 5 mulighed for, at de lokale politimyndigheder subsidiært fabriksinspektørerne (Gewerbeaufsichtsbeamten) kunne indhente statistiske oplysninger om arbej-derforhold hos arbejdsgiveren, såfremt dette ønskedes af forbundsrådet eller anden overordnet myndighed (”Bundesrat oder von der Landes-Zentralbehörde”), men

“Die Arbeitgeber sind nicht verpflichtet, den Gewerbeaufsichtsbeamten oder den Poli-zeibehörden Mittheilungen über die Verhältnisse ihrer Arbeiter zu machen, (...) [endvidere, at] Mittheilungen über die Lage ihres Geschäfts zu machen, können die Gewerbtreibenden

“Die Arbeitgeber sind nicht verpflichtet, den Gewerbeaufsichtsbeamten oder den Poli-zeibehörden Mittheilungen über die Verhältnisse ihrer Arbeiter zu machen, (...) [endvidere, at] Mittheilungen über die Lage ihres Geschäfts zu machen, können die Gewerbtreibenden

In document Del I. Metode, teori, m.m. (Sider 47-57)