En særlig ’rigtig’ måde at se på

129 Mads’ ytring om damerne kan selvfølgelig blot ses som handlende om at vise hensyn til andre, og at børn skal lære at vise hensyn. Men det kan også læses som et udtryk for differentieringer af mennesker, hvor det handler om sondringer mellem

museumsbesøgende, der går ud på at udskille dem, der er de rigtige besøgende.

Sondringer, som jeg genkender både fra det museale felt og fra den offentlige debat.

Sondringer, som internt på kunstmuseer kommer til udtryk gennem betegnelser, som ’de betalende gæster’ versus skoleklasser eller i museers budgettering og derved prioritering.

Altså forskellige strukturelle betingelser som skaber et hierarki mellem besøgende.

Ophold, som reproducerer

Jeg ser situationen som paradoksal i forhold til, at museer kunstpædagogisk forsøger at skabe rum for deltagelse og flerstemmighed, men alligevel implicit reproducerer en særlig rigtig måde at deltage på og måske også forestillinger om, hvem der kan eller skal deltage.

Casen viser, hvordan ophold i kunstpædagogiske møder kan bidrage til reproducering af særlige forståelser af, hvem der kan eller skal bruge kunstmuseer. Casen viser også, hvordan ophold kan reproducere særlige forståelser af, hvordan børn (og andre) skal opleve på kunstmuseer, at oplevelse af kunst fordrer at børn (og andre) først lærer en særlig modtagelighed og opmærksomhed. Fordrer at børn socialiseres og kvalificeres til at opleve kunst gennem medborgerskab som en disciplinerende læreproces.

Sprækker som udfordrer

Samtidig viser casen at sprækken udfordrede den kunstpædagogisk praksis, som

reproducerer antagelser om ulighed. Forstået som antagelser om, hvem kunstmuseer er til for, og antagelser om, hvordan det at opleve kunst er noget, børn skal lære gennem

socialisering og kvalificering af en særlig modtagelighed og opmærksomhed. Sprækken kan derfor potentielt føre til demokratiske begivenheder, da forestillinger om ulighed udfordres. En demokratisk begivenhed, som både muliggør børns medborgerskab som transformativ læreproces og kan konstituere kunstmuseet som demokratisk ved at gøre demokrati.

130 Case på en særlig ’rigtig’ måde at se på

Casebeskrivelsen har jeg konstrueret på baggrund af feltnoter, transskriberinger af lydoptagelser¹⁴¹og værkfotografier. Jeg er på J.F. Willumsens Museum og deltager i et undervisningsforløb om J.F. Willumsens selvfremstillinger sammen med en 4. klasse.

Jeg sidder på gulvet sammen med 4. klasse og ser på et stort lyserødt maleri (J.F.

Willumsen 1933, Selvportræt i malerbluse). Museumsunderviseren Sine viser, at J.F.

Willumsen har skrevet dato på maleriet og fortæller, at Willumsen blev 70 år samme dag.

Sine spørger: ’Hvordan Willumsen har det den dag?’ Ingen svarer. Hun spørger igen:

’Hvordan havde han det indeni?’ Stadig ingen svar og fortsætter: ’Var det en god

fødselsdag?’ Ingen svar. Hun svarer selv: ’Nej, hvorfor ikke?’ hvortil en elev svarer: ’Det ved jeg ikke’.

Jeg mister interessen, jeg ved ikke, hvordan Willumsen havde det, da han fyldte 70 år og synes også, det er uinteressant. Jeg begynder at kigge rundt på de andre. Flere af børnene mister også fokus, begynder at småsnakke og kigge rundt på de andre værker. Jeg holder op med at høre efter. Pludselig peger en dreng (Peter) på et andet værk i rummet og Peter siger: ’Jeg forstår ikke, han [Willumsen] har været pave’ Hvortil Sine griner og svarer: ’Nej, han har ikke været pave’ ¹⁴²

141 Delvis transskribering fra lydoptagelse, den 18 juni 2013.

142 Dette er en rekonstruktion af mine feltnoter fra den 18 juni 2014, hvor jeg har inddraget citater fra lydoptagelsen.

J.F. Willumsens Selvportræt i malerbluse, 1933. Olie på lærred, 119 X117 cm.

Tilhører J.F. Willumsens Museum.

Fotograf: Anders Sune Berg

© J.F. Willumsen/billedkunst.dk

J.F. Willumsens Selvportræt. Laurbærkrans på hovedet, 1943.

Olie på lærred, 35 X27 cm.

Tilhører J.F. Willumsens Museum Fotograf: Anders Sune Berg

© J.F. Willumsen/billedkunst.dk

131 Analyse

Sine er tydeligvis forundret over denne kommentar, sikkert også fordi, at Peter taler om et helt andet maleri og forveksler Cæsar med Paven. Pointen her er ikke at problematisere, at Sine ikke forstår denne kommentar, men snarere at vise det paradoksale i situationen.

Sine indledte forløbet med at sige: ”På en måde kan man sige, at Willumsens klædte sig lidt ud og afprøvede, hvordan det ville se ud, hvis han skulle symbolisere magt. Han afprøver forskellige ting, og det var det, vi talte om i starten. Man behøver ikke at gøre, som man ser ud i virkeligheden, når man maler selvportrætter”.¹⁴³ J.F. Willumsens kunstværker iagttages derved ikke som repræsentative for Willumsens liv, men som iscenesættelser. Fokus forskydes herved fra, at eleverne skal lære om kunstneren til at eleverne kan lære af den måde Willumsen malede sine iscenesættelser. Altså en forskydning fra at lære om kunstnerens liv til at lære af kunstnerens billedkunstneriske virkemidler. Men da Sine kort efter i dette ophold spørger til, hvordan J.F. Willumsens havde det den dag, han fyldte 70 år, er dette spørgsmål baseret på en biografisk læsning af maleriet, hvor fokus rettes mod at lære om J.F. Willumsen. Peter peger på det paradoks, der er mellem intentionen med forløbet, og det, der faktisk finder sted. Men samtidig viser eksemplet også, at Peter forsøger at anvende det blik, Sine præsenterer, ikke blot i forhold til det ene værk, men også til at iagttage et andet værk i udstillingen. Situationen viser, hvordan Sine i dette ophold inviterer til deltagelse, men samtidig én helt bestemt form for deltagelse. Den form for deltagelse, som der lægges op til gennem Sines spørgsmål, er en biografisk læsning af

’Selvportræt i malerbluse’. En læsning som både virker paradoksal i forhold til intentionen med undervisningsforløbet og udstillingens tematik. Jeg ser Peters kommentar ’Jeg forstår ikke at han har været pave’ som en påpegning af, hvordan den biografiske læsning og den kvalificering af blikket, som Peter er ved at lære, ikke giver mening, når han eksempelvis forsøger at tolke Willumsens ’Selvportræt Laurbærkrans på hovedet’.

Jeg er i denne sammenhæng ikke optaget af det paradoksale mellem intentioner og praksis, men optaget af at tydeliggøre, hvordan dette ophold handler om at kvalificere børns blik, lære dem at se på kunst på en bestemt måde. Mette, en af de

museumsprofessionelle, beskriver fra et lignende kunstpædagogisk møde, hvordan deltagelse i lignende biografisk læsning var meningsfuld for hende og flere af børnene.

Case 2

143Transskription fra situationen

132 Sine fortæller, at Willumsen malede billedet på sin 70 års fødselsdag. Det kan man se på datoen, han har skrevet. Jeg synes, billedet bliver mere interessant af det – dels var den 7.

september også min mormors fødselsdag, og dels gør det billedet nærværende, at man får at vide, at han har malet det på en bestemt dag, som var en særlig dag. Hvad mon Willumsen tænkte på den dag? Hvad han skulle male, for billedet er tomt, lægger en af mine

klassekammerater mærke til. At han snart skal dø, foreslår en anden. Det får mig til at lægge mærke til de særlige skygger rundt om figuren, men jeg siger det ikke højt.¹⁴⁴

Når jeg trækker eksemplerne frem her, handler det ikke om biografiske læsninger eller ej, eller om, hvor mange af børnene der fandt det meningsfuldt eller ej, men om hvilke former for deltagelse, der muliggøres i ophold. Med analysen peger jeg både på, hvordan

kunstpædagogik i ophold muliggør forskellige måder at se på og hvordan kunstpædagogik i ophold, handler om at lære børn at se gennem kvalificering af blikket.

En særlig kvalificering af blikket

I de to beskrevne ophold er kunstpædagogikken primært kvalificerende, da der pædagogisk arbejdes med kvalificering af elevernes blik. Men samtidig viser Peters kommentar, hvordan der opstår et paradoks imellem den kvalificering af blikket, som udstillingen og undervisningsforløbet lægger op til, og den kvalificering af blikket, der pågår i et af opholdene.

Det andet eksempel, hvor Mette foretager deltagerobservationen, peger på lignende problematik vedrørende kvalificering af blikket. Mette påpeger, at hun vælger ikke at bidrage med sin ’eksistentielle tolkning’ af værket, da hun er bange for at ’forstyrre’ Sines agenda (den biografiske læsning af værket). Mette begrunder sin tilbageholdenhed med den konstruerede position som mindst-mulig voksen. Men som nævnt i mine metodiske refleksioner rejser dette for mig spørgsmål til, om andre, ligesom Mette, ikke deltager, fordi de antager, at deltagelse fordrer et helt særligt blik.

Ophold som reproducerende og sprækker som udfordrende

I denne analyse vil jeg vise, hvordan deltagelse i ophold fordrer et særligt blik og derved viser at kunstpædagogikken i disse ophold trækker på en idé om, at børn skal lære at se, før de kan se, og herved reproducerer en særlig deling af det sanselige. I sprækken, hvor

144 Udsnit af Mettes feltnote.

133 drengen sagde ’Jeg forstår ikke han har været pave’, vises et paradoks mellem intentioner og det, der gøres, men endnu vigtigere er det, at denne handling måske også gør det muligt, at åbne for nye eller andre måder at se på.