Abduktiv forskningsproces

De svenske ledelse- og organisationsforskere Mats Alvesson og Dan Kärreman påpeger, at samfundsvidenskab er domineret af enten deduktive eller induktive tilgange og foreslår i stedet en abduktiv forskningsproces, hvor det producerede empiriske materiale anskues som en potentiel ressource til både problematisering af eksisterende teorier og til

udvikling af teoretiske ideer(Alvesson & Kärreman: 2005). Alvesson og Kärreman udvikler et bud på en metodologi, der muliggør en dialog mellem teori og empirisk materiale, via et fokus på sammenbrud. Herved adskiller denne metodologi sig fra forskning baseret på en klar adskillelse mellem teori og empiri. Samtidig tildeles forskerens positionering og subjektivitet betydning for såvel dataproduktion som analyser.

Alvesson og Kärreman fremskriver deres abduktive proces gennem to nøgleelementer:

1. En fleksibel teoretisk ramme, der lægger op til mange mulige læsninger af den tale og de handlinger samt de begivenheder og dokumenter, der møder én i feltarbejdet 2. En refleksiv tilgang til det empiriske materiale, der lægger op til alternative

konstruktioner (Ibid.:126-127).

Jeg vil med udgangspunkt i disse to nøgleelementer diskutere og reflektere over, hvordan min abduktive proces muliggør andre måder at anskue forholdet mellem empiri og teori på.

Alvesson og Kärreman bryder med deduktions og induktions klare adskillelse mellem teori og data ved at se det empiriske materiale som en kritisk dialogpartner til udvikling af teori. Deres pointe er, at empiri konstrueres på baggrund af et teoretisk perspektiv, men at dette teoretiske perspektiv skal være så åbent, at perspektivet gør det muligt, at

producere observationer og fortolkninger, der konstruerer ’sammenbrud’, da netop sammenbrud, som de præciserer som det uventede eller uforståelige, kan give anledning

59 til kritik af eksisterende teoretiske forståelser og åbne for nye teoretiske

perspektiver(Ibid.).

Herved påpeger Alversson og Kärreman, at de, i overensstemmelse med

konstruktionistisk videnskabsteori, ser dataproduktion som noget, der skabes af forskerens særlige og valgte perspektiv, men samtidig argumenterer de for, at man som forsker kan producere data på en måde, der muliggør sammenbrud, altså gør det muligt at få øje på noget uventet eller uforståeligt. Men hvordan er det muligt ud fra et

konstruktionistisk perspektiv? Alversson og Kärreman fremhæver, at et teoretisk og åbent perspektiv kan muliggøres gennem: ”en kombination af en sofistikeret, men fleksibel

forforståelse og et empirisk materiale, der er konstrueret på en ikke-triviel facon”(Ibid.:126).

Men hvad er en sofistikeret og fleksibel forforståelse? I artiklen betegner Alversson og Kärreman forforståelsen som, det at skabe et kendskab til undersøgelsesfeltet og

fremhæver her: ”at kunsten består i at balancere mellem denne (undersøgelsens) retning og en åbenhed over for det uventede” (ibid.:127). Det er denne balance mellem retning og åbenhed, jeg forstår som en sofistikeret, men fleksibel forforståelse.

6.1.1 R

Jeg vil udfolde, hvordan dette forskningsprojekt balancerer mellem retning og åbenhed.

Retning skabes eksempelvis ved, at jeg fra start har et performativt blik på

kunstpædagogik – en performativ forståelse af subjekt, kunst og kunstpædagogiske møder. Dette perspektiv giver projektet en retning. Men samtidig bygger min

dataproduktion ikke på den performative demokrati og medborgerskabsforståelse, som jeg præsenterede i del 1. Da jeg påbegyndte min dataproduktion, var det med

udgangspunkt i Delanty’s sondringer mellem medborgerskab som inkluderende og ekskluderende læreprocesser. Jeg valgte ikke at tage afsæt i på forhånd definerede forståelser af sådanne (åbenhed). Alvesson og Kärreman skriver, at åbenhed kan skabes gennem valg af metode til dataproduktion (Ibid.). I kapitel 6 vil jeg præcisere, hvordan jeg gennem mit valg af ’deltagerbaseret observationer fra en mindst-mulig voksen position’, gør det muligt, at få øje på noget nyt eller andet. Jeg vælger at anvende positioneringsskift som et metodisk valg, herved producerer jeg data fra en særlig konstrueret position og ikke blot fra et givet perspektiv. Dette positioneringsskift ser jeg som en måde at balancere mellem retning og åbenhed. Retning i kraft af mit teoretiske perspektiv og åbenhed i kraft af min konstruerede position. Jeg mener igen ikke åbenhed som en total åbenhed, da jeg ikke fraskriver mig mit teoretiske perspektiv ved at forsøge at positionere mig som

60 mindst-mulig voksen, men åbenhed forstået som en mulighed for at få øje på noget andet end det, jeg allerede kendte qua min indlejring i feltet. En åbenhed, der skabes ved at gøre noget andet, som derved muliggør sammenbrud, jf. Butlers forståelse af agens.

6.1.2 E

Jeg vil nu beskrive, hvordan min abduktive proces også er kendetegnet ved at empirien informerer min teoretiske læsning og koblinger af teoretiske perspektiver (del 1).

Alversson og Kärremans fremhæver som nævnt en refleksiv tilgang til det producerede materiale, der lægger op til alternative konstruktioner. Dette uddyber Alversson og Kärreman gennem begreberne sammenbrud og mysterier. Et sammenbrud beskrives som det, at der opstår noget uventet eller uforståeligt, hvorimod et mysterium opstår, hvis sammenbruddet fordrer en teoretisk nytænkning for at blive løst (Ibid.:128).

Men hvordan er det muligt at påpege at et givet ’sammenbrud’ fordrer teoretisk nytænkning? Den amerikanske organisationsteoretiker William Mckinley udfordrer Alvesson og Kärremans begreb om mysterier, da han savner en diskussion med

forskningsfeltets eksisterende litteratur:”What this leaves out is the dialogue between the researcher and the rest of his or her discipline, which, I would argue, is an essential

component of mystery construction”(Mckinley 2008:541). Mckinley ser ikke en diskussion med forskningsfeltet som central i Alversson og Kärremans forståelse af mysterier, da de beskriver mysterier som noget, der kan opstå på baggrund af forskerens forforståelser, teoretiske begreber og det empiriske materiale. Jeg læser dog forskerens forforståelser som et teoretisk kendskab til forskningsfeltet og ser derfor ikke Alvesson og Kärremans forståelse af mysterier som løsrevet fra det aktuelle forskningsfelt. Alvesson og Kärreman præciserer, at sammenbrud i deres forståelse ikke handler om manglende kendskab til genstandsfeltet, men udfordrer de eksisterende forståelser i feltet (Alvesson og Kärreman 2005: 128).

Mckinley rejser endnu en kritik til Alvesson og Kärreman forståelse af ’mysterier’ som noget, forskeren i kraft af sin subjektivitet konstruerer og derved måske blot er et mysterium for den enkelte forsker. Han fremhæver at et mysterium, forudsætter at det empiriske materiale, der muliggjorde sammenbruddet kan reproduceres:

”This normally requires replication of the empirical material that has given rise to the mystery, demonstration that the mystery exists in more locales than the place of

61 original discovery, and negotiation with other specialists in order to get them to take the mystery seriously”(Ibid.: 541).

Når Mckinley fremhæver en mulig reproduktion af det empiriske materiale som en garant for mysteriet og dets relevans, står det i kontrast til en konstruktionistisk tilgang. I et konstruktionistisk videnskabssyn betragtes data som noget, der produceres kontekstuelt, hvor dataproduktionen præges af den enkelte forsker, hvilket betyder at datas

reproduktive egenskab ikke ses som en validering.

6.1.3 M

Selv om jeg ikke er enig i Mckinleys kritik af Alvesson og Kärremans forståelse af

’mysterier’, savner jeg også præciseringer af, hvordan et mysterium kan afgrænses og hvilken viden der kan produceres på baggrund af mysterier. Jeg henter derfor inspiration fra Flyvbjergs begreb ’paradigmatiske cases’. Da jeg ser Flyvbjergs afgrænsninger (om end disse også er flydende) af paradigmatiske cases som anvendeligt til en præcisering af, hvordan jeg forstår ’mysterier’. Ifølge Flyvbjerg er en paradigmatisk case, et eksempel, som kan anvendes til at formulere metaforer eller grundlægge en skole for det domæne, som casen tilhører (Flyvbjerg 2009: 96-97). Flyvbjerg påpeger, at paradigmatiske cases er eksempler, der kan sætte fokus på mere generelle egenskaber ved casens

undersøgelsesfelt eller det pågældende samfund. Ifølge Flyvbjerg, skyldes den upræcise afgrænsning af en paradigmatisk case, at den selv er normsættende, hvilket betyder, at der ikke er normer eller kriterier for, hvornår en case er paradigmatisk. Det kan derfor ikke afgøres på forhånd, om en case er paradigmatisk, men en case kan anskues som

paradigmatisk. Flyvbjerg skriver, at flere faktorer har betydning for, om en case kan betragtes som paradigmatisk: selve gennemførelsen af casestudiet, forskningsfeltets reaktioner på forskningen, de studeredes aktørers reaktioner og evt. også den bredere offentlighed (Ibid.:98). Samtidig trækker jeg på Flyvbjergs forståelse af at forskeren må vurdere og begrunde, hvordan en given case er interessant i en paradigmatisk kontekst, hvor reaktioner fra forskningsfeltet og aktører i undersøgelsesfeltets respons på casen inddrages i denne vurdering (Ibid.:99).