Refleksioner om forskningsprojektets metodologi og valg af metode

Jeg vil reflektere over mine metodologiske valgs betydning for denne afhandlings

vidensproduktion. Jeg vælger opsummerende at diskutere min abduktive proces, mit valg af casestudier og deltagerobservationer samt mit fokus på børn som målgruppe og endelig min egen position som forsker.

14.4.1 A

Forskningsprojektets abduktive proces og performative forståelse af kunstpædagogik og demokrati har været anvendeligt til at udvikle et andet teoretisk perspektiv på

kunstmuseers demokratiske rolle og herunder specifikt et bud på demokratisk

161 kunstpædagogik. Men forskningsprojektets abduktive proces efterlader også spørgsmål ubesvarede både i forhold til generaliseringer af, hvad der kendetegner kunstpædagogisk praksis på museer, og i forhold til mere specifikke studier af eksempelvis mellerum; altså i forhold til forskning som dokumentation af kunstpædagogisk praksis.

14.4.2 C

Gennem min konstruktion af kritiske cases på demokratiske undervisningsforløb øgede jeg casestudiets muligheder for generaliseringer. Jeg valgte at koble Flyvbjergs begreb om paradigmatiske cases med Alverson og Härremans begreb om mysterier for herigennem at præcisere rækkeviden af den viden, jeg producerer i nærværende forskningsprojekt. Jeg har argumenteret for, hvordan de paradigmatiske cases på ophold er paradigmatiske eksempler, da de viser, hvordan kunstpædagogik praktiseres og hvad denne praktisering muliggør. Konstruktionen af kritiske og paradigmatiske cases ser jeg som central i forhold til rækkevidden af forskningsprojektets bidrag, hvor forskningsprojektets koblinger mellem læring og demokrati i konkrete undervisningssituationer har perspektiver, der rækker uden for det kunstpædagogiske felt.

14.4.3 D

Jeg ser deltagerobservation fra mindst-mulig voksen som en metode, der muliggør, at undersøge det, der opstår situationelt i kunstpædagogiske møder. Eksempelvis som da en dreng midt i en biografisk læsning af et selvportræt af J.F. Willumsen, pludselig siger ”Jeg forstår ikke at han [J.F. Willumsen] har været pave” og peger hen på et andet maleri af J.F.

Willumsen. Et maleri, hvor Willumsen har malet sig selv med laurbærkrans om hovedet (iscenesat som Cæcar). Under min deltagerobservation og efterfølgende analyse bliver jeg opmærksom på at det er en situationelt betinget kommentar, der kobler underviserens biografiske læsning af et kunstværk med et andet kunstværk i rummet. I situationen tydeliggøres det ved, at drengen peger på det andet værk. Jeg fremhæver derfor metodens potentialer i forhold til at forstå børns (og andres) gøren som situationelt konstrueret.

Men måske har deltagerobservationer fra en mindst-muligt voksen position også et særligt potentiale i forhold til forskning i og om kunstpædagogiske møder. Da kunstpædagogiske møder ses som møder mellem forskellige positioner, kan

deltagerobservationer fra en mindst-muligt voksenposition, som jeg viste i kapitel 6, bidrage til, at få øje på, hvordan rum, udstillinger, opgaver, værker, undervisere og visuelle materialer bidrager til børns oplevelser. Jeg fremhævede også i metodekapitlet, hvordan deltagerobservationer fra mindst-mulig voksen position var anvendeligt til både at

162 producere viden om kunstpædagogiske møder og til udvikling af kunstpædagogisk

praksis¹⁷³. Jeg argumenterer derfor for metodens potentialer både til udvikling af

kunstpædagogik og til dataproduktion. Samtidig skaber metoden en række dilemmaer, da deltagerobservatørens tvetydige rolle har indflydelse på den producerede data. Måske er min tilstedeværelse som deltagerobservatør eksempelvis udslagsgivende for, at

museumsunderviseren ignorerer drengens spørgsmål: ’Jamen, hvad skal vi kigge efter’.

For måske ville museumsunderviseren have bragt identitetstematikken på bane tidligere, hvis ikke hun forventede, at jeg var optaget af flerstemmighed?¹⁷⁴ Så måske medvirker min deltagelse til, at dilemmaer træder tydeligere frem, hvilket kan problematiseres i forhold til hvorvidt dilemmaerne er repræsentative, men samtidig er dilemmaernes tydeliggørelse anvendelig til at undersøge mulighedsrummet for børns deltagelse.

14.4.4 B

At jeg undersøger børns medborgerskab som læreproces, ser jeg ikke blot som

anvendeligt for udvikling af kunstpædagogisk praksis for børn i alderen 6 – 11 år. Jeg ser ikke børn som repræsentative for andre børn, eller som adskillende sig radikalt fra voksne. Børn har i kraft af deres unge alder færre erfaringer med kunstmuseer samt i min dataproduktion ingen tydelig eller bevidst positionering i forhold til museumsfeltet, hvilket gør det muligt for mig ikke at tage afsæt i etablerede positioner som inkluderede eller ekskluderede. Skolebesøg på kunstmuseer er de situationer på kunstmuseer, der repræsentere befolkningen bredest i forhold til socialklasser, og jeg ser derfor skolebesøg som lærerige nedslag i forhold til udvikling af demokratiske kunstmuseale praksisser. Men samtidig kan skolebesøg også problematiseres i forhold til dette, da skolebesøg måske netop adskiller sig fra andre kunstmuseale praksisser ved at være orienteret imod skolens mål, jf. Bamfords rapporter om eksempelvis sammenhænge mellem kunstundervisning og pisaundersøgelser.

14.4.5 F

Jeg er indlejret i det museale felt gennem flere års arbejde her, men har i

forskningsprojektet gennem metodologiske valg og teoretiske perspektiver distanceret mig fra feltet. Jeg anvender mine erfaringer fra og viden om feltet i forhold til udvælgelse af mine paradigmatiske cases på ophold og ser derved både mit teoretiske blik på feltet og min nærhed til feltet som et potentiale til at få øje på, hvordan kulturpolitiske dilemmaer

173 Jf. de museumsprofessionelles respons på metodens anvendelighed til at få nye perspektiver på egen praksis.

174 Jf. at medborgerskab i udviklingsprojektet var afgrænset til deltagelse, flerstemmighed og selvrefleksion.

163 udspiller sig som kunstpædagogiske paradokser i konkrete undervisningssituationer.

Undervejs i forskningsprojektet har jeg i kraft af min dobbelte position som både

museumsansat og forsker løbende præsenteret og diskuteret mine cases og analyser med museumsprofessionelle. Denne løbende udveksling har været særlig vigtig i forhold til mine analyser af de museumsprofessionelles feltnoter, men også i forbindelse med kategoriseringer af cases som paradigmatiske. Jeg blev bekræftet i at se mine cases som paradigmatiske, da museumsprofessionelle i disse løbende udvekslinger påpegede at disse cases var anvendelige til at vise, at kunstmuseal praksis ikke så ud, som vi forestillede os, at der trods flere års arbejde med eksempelvis deltagelse stadig var centrale udfordringer forbundet med delagtiggørelse. Udfordringer som dette forskningsprojekt ikke tilskriver den enkelte museumsunderviser, men kobler til kulturpolitiske dilemmaer.

164

15 K ONKLUSION & PERSPEKTIVERINGER

Afhandlingen er baseret på to forbundne forskningsspørgsmål, der lyder:

På hvilke måder muliggør kunstpædagogiske møder på kunstmuseer børns medborgerskab som læreproces? Og hvordan kan kunstpædagogiske møder, bidrage til kunstmuseers demokratiske rolle?

Begge spørgsmål er orienteret mod et hvordan, men hvor det første er deskriptivt ved at være rettet imod, hvordan medborgerskab som læreproces muliggøres i

kunstpædagogiske møder på kunstmuseer, er det næste fremadrettet ved at spørge til, hvordan kunstpædagogiske møder kan bidrage til kunstmuseers demokratiske rolle.

På baggrund af mine sammenfatninger vil jeg indlede med at svare på mit første

forskningsspørgsmål ved at fremhæve, at kunstpædagogiske møder overvejende muliggør børns medborgerskab som disciplinerende læreproces i ophold, ved at afgrænse børns deltagelse til særlige rigtige måder at se, opleve, tilgå og tale om kunst på. Men at kunstpædagogiske møder også muliggør børns medborgerskab som transformativ

læreproces i de særlige situationer som opstår mellem ophold, hvor børn har mulighed for at opleve uden først at lære, hvordan de skal opleve, samt i de situationer, hvor børn gennem deres deltagelse udfordre forestillinger om hvordan man ’rigtigt’ skal deltage.

Med forskningsprojektet præsenterer jeg en forståelse af kunstmuseers demokratiske rolle, som noget, der skabes løbende gennem demokratiske begivenheder. Herved sætter jeg med afhandlingen et perspektiv på kunstmuseers demokratiske rolle, som adskiller sig fra de repræsentative forståelser af demokrati, der dominerer de måder, (Jf.

Demokratisering af kultur og Kulturelt demokrati) kunstmuseers demokratiske rolle forstås på.

Med dette perspektiv på, hvordan demokrati gøres og muliggøres på kunstmuseer sætter jeg med afhandlingen et nyt perspektiv på demokratisk kunstpædagogik, som udfordrer museums- og kunstpædagogiske forståelser af socialisering som en demokratisk proces.

Gennem en udfoldelse af forskningsprojektets teoretiske bidrag vil jeg svare på mit andet forskningsspørgsmål; hvordan kan kunstpædagogiske møder bidrage til kunstmuseers demokratiske rolle?

165