Afviklingsprocessen

For Danmarks vedkommende betyder det, at Sydbank – der ikke vil være under ECB’s tilsyn med de større institutter – som udgangspunkt vil blive håndteret direkte af afviklingsinstansen, fordi banken har en datterbank i Tyskland. Dermed vil Danske Bank, Nykredit, Nordea Bank Danmark, Jyske Bank og Sydbank som udgangspunkt blive håndteret direkte af afviklingsin-stansen. Det betyder, at det blandt de danske SIFIer kun vil være DLR Kredit, der som hoved-regel vil blive håndteret nationalt, såfremt instituttet bliver nødlidende.

Selv for institutter, der håndteres af afviklingsinstansen, vil det dog som hovedregel være de nationale afviklingsmyndigheder, der udfører de konkrete krisehåndteringsbeslutninger i prak-sis. De nationale afviklingsmyndigheder skal således træffe de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre de beslutninger, afviklingsinstansen har vedtaget.¹⁷

4.4 AFVIKLINGSPROCESSEN

Afviklingsprocessen uden for det styrkede banksamarbejde

Finansiel Stabilitet vil kunne anvende forskellige krisehåndteringsværktøjer på et nødlidende institut. Det forudsætter dog, at følgende betingelser er opfyldt:

1) Instituttet er nødlidende eller forventeligt nødlidende,

2) Finanstilsynet har meddelt Finansiel Stabilitet, at andre muligheder til håndtering af in-stituttet er udtømte,

3) Den offentlige interesse nødvendiggør iværksættelse af en eller flere afviklingshandlin-ger.

Betingelse 1 og 2 vil blive vurderet af Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet. Hvis det vurderes, at de to betingelser er opfyldt, skal Finansiel Stabilitet vurdere, om betingelse 3 om

”offentlighedens interesse” ligeledes er opfyldt.

En foranstaltning anses for at være i offentlighedens interesse, når den er nødvendig til opfyl-delse af et eller flere af afviklingsmålene, og en likvidation eller konkursbehandling af instituttet ikke vil kunne opfylde formålene i samme omfang. Det betyder, at hvis Finansiel Stabilitet vur-derer, at offentlighedens interesse kan opfyldes ved, at et nødlidende institut håndteres ved konkurs- eller rekonstruktionsbehandling eller likvidation, er betingelse nr. 3 ikke opfyldt.

Afviklingsformålene er i BRRD defineret som:

1) At sikre videreførelsen af kritiske funktioner,

2) At undgå betydelige negative konsekvenser for den finansielle stabilitet, navnlig ved at forebygge spredning, herunder til markedets infrastrukturer, og ved at opretholde mar-kedsdisciplinen,

17 Dette følger af SRM-forordningen artikel 18 stk. 9.

3) At beskytte offentlige midler ved at minimere afhængigheden af ekstraordinær offentlig støtte,

4) At beskytte indskydere og investorer, 5) At beskytte kundernes midler og aktiver.

Afviklingsmålene er lige vigtige, og Finansiel Stabilitet skal afveje dem efter omstændighederne i hvert enkelt tilfælde.

I den danske afviklingslov er der valgt en tilgang, hvor ingen danske institutter på forhånd ude-lukkes fra at kunne opfylde betingelsen om, at afvikling er i ”offentlighedens interesse”. Denne tilgang skyldes dels, at der i Danmark er tradition for, at banker ikke håndteres via konkurs, da konkurssituationer ofte strækker sig over en længere periode, og man dermed ikke kan sikre, at indskydere og bankens kunder hurtigt atter vil have adgang til konti m.v. Således har den hidtidige tilgang været, at selv små banker skal kunne håndteres via et alternativt system, i praksis Bankpakke 3 og 4.

Derudover viste den finansielle krise i 2008-2010, at selv afvikling af et mindre institut kan have endog stor negativ indvirkning på den finansielle stabilitet. En sådan negativ indvirkning kan bl.a. ske, hvis sammenbruddet sker på et tidspunkt, hvor de finansielle markeder generelt er meget nervøse, eller hvis flere små institutter bryder sammen inden for kort tid.

For realkreditinstitutter kan der opstå en anderledes situation, da realkreditinstitutterne har en særlig afviklingsmodel i konkurslovgivningen.

Hvis Finansiel Stabilitet vurderer, at alle betingelser for afvikling er opfyldt, skal Finansiel Stabi-litet underrette erhvervs- og vækstministeren om, at der igangsættes en afvikling. Det er kon-kret forventningen, at bail-in vil være et centralt krisehåndteringsværktøj i forbindelse med af-vikling af de danske institutter, dvs. at ejere af kapital eller gældsinstrumenter får deres fordrin-ger nedskrevet eller konverteret. Dette uddybes yderlifordrin-gere i afsnit 4.5. I disse situationer vil erhvervs- og vækstministeren som hovedregel alene blive orienteret om, at afviklingsproces-sen indledes.

I visse særlige tilfælde vil erhvervs- og vækstministeren dog skulle træffe konkrete krisehåndte-ringsbeslutninger. Det er tilfældet i forhold til:

a) Valg af krisehåndteringsværktøj for institutter med systemisk betydning, dvs. som mini-mum valg af krisehåndteringsværktøjer for de danske SIFIer,

b) Anvendelse af de offentlige stabiliseringsværktøjer, jf. afsnit 4.5, c) Anmodning om lån fra andre landes afviklingsformue,

d) Ydelse af lån til andre landes afviklingsformue.

Den nationale afviklingsproces er illustreret nedenfor i figur 4.2.

Figur 4.2 Den danske afviklingsproces¹⁸

På baggrund af ovenstående illustration bemærkes, at mindre og ikke-systemiske krisehåndte-ringsbeslutninger vil følge beslutningsprocessen til venstre i figuren, hvorimod bl.a. store syste-miske beslutninger vil ske via beslutningsprocessen i figurens højre side, dvs. med erhvervs- og vækstministerens godkendelse. Medmindre der er tale om en ekstraordinær situation, fx med en systemiske krise, forventes det, at de fleste krisehåndteringsbeslutninger vil være uden syste-misk betydning og dermed vil ske uden ministerens godkendelse.

Afviklingsprocessen inden for det styrkede banksamarbejde

I det styrkede banksamarbejde indledes krisehåndteringsprocessen på europæisk niveau for de større institutter af ECB, eller alternativt af afviklingsinstansen, når det vurderes, at institut-tet er nødlidende.¹⁹ Efterfølgende vurderer afviklingsinstansen, hvorvidt afviklingsbetingelserne – som er de samme som uden for samarbejdet – er opfyldt. Denne vurdering sker i

18 Det bemærkes, at institutterne vil blive behandlet via konkurs, rekonstruktion eller likvidation, såfremt afviklingsbetin-gelserne ikke vurderes opfyldt (herunder at afvikling er i offentlighedens interesse).

19 Afviklingsinstansen kan indlede en afvikling, såfremt afviklingsinstansen orienterer ECB om, at den har til hensigt at træffe en sådan afgørelse, og ECB inden for 3 dage ikke selv foretager en sådan vurdering, jf. SRM-forordningen artikel 18 stk.1.

instansens eksekutivforsamling. For de mindre og ikke grænseoverskridende institutter vil vur-deringen af, om institutterne opfylder afviklingsbetingelserne, som udgangspunkt fortsat ske på nationalt plan. De nationale afviklingsmyndigheder skal dog informere afviklingsinstansen om, at en afviklingsforanstaltning igangsættes, ligesom ansvaret overgår til europæisk niveau, hvis en national afviklingsmyndighed foreslår, at den fælles afviklingsformue skal anvendes i forbin-delse med afvikling af et mindre institut, jf. afsnit 4.3.

I forlængelse af den nationale afviklingsmyndigheds underretning af afviklingsinstansen om, at der igangsættes en afviklingshandling, kan afviklingsinstansen udstede en advarsel til den nationale afviklingsmyndighed. En sådan advarsel kan udstedes, hvis afviklingsinstansen me-ner, at udkastet til afgørelse ikke er i tråd med SRM-forordningen. Mener afviklingsinstansen ikke, at den nationale afviklingsmyndighed agerer i tråd med advarslen, kan instansen til en-hver tid vælge at overtage ansvaret for det mindre institut.

I Danmark er der som nævnt lagt op til en implementering af betingelsen om ”offentlig interes-se”, hvor ingen institutter på forhånd udelukkes fra at kunne opfylde betingelsen. Afviklingsin-stansen har endnu ikke udviklet en praksis for, hvordan man på EU-plan vil fortolke betingelsen.

Opfylder et institut ikke de tre betingelser for krisehåndtering, skal instituttet afvikles via såkaldt

”national insolvensbehandling”. Dette omfatter i Danmark konkurs, rekonstruktion og likvidation, jf. ovenfor. Det skal bemærkes, at den eksisterende afviklingsordning for realkreditinstitutter er en model inden for konkurslovgivningen. I visse EU-lande indeholder den nationale insolvens-behandling ligeledes en særlig insolvensprocedure for kreditinstitutter.

Kommissionen kan eventuelt inden for 24 timer gøre indsigelse mod den beslutning, som afvik-lingsinstansen foreslår for et større institut. Kommissionen kan konkret gøre indsigelse, når det drejer sig om såkaldte diskretionære beslutninger, hvilket er beslutninger, hvor afviklingsinstan-sen har en vis valgfrihed. Såfremt Kommissionens indsigelse omhandler, 1) hvorvidt det er i offentlighedens interesse at udføre en afviklingshandling (betingelse 3 ovenfor), eller 2) ændrin-ger i brugen af formuen på mere end 5 pct. i forhold til det oprindeligt foreslåede beløb fra afvik-lingsinstansen, skal Ministerrådet involveres. Hvis Kommissionen ønsker at gøre indsigelse, skal Kommissionen fremsætte et forslag til Ministerrådet, som Ministerrådet inden for 12 timer skal godkende eller afvise. Såfremt Ministerrådet afviser Kommissionens forslag, går processen tilbage til Kommissionen, der kan forelægge et nyt ændringsforslag for Ministerrådet. Hele pro-cessen må maksimalt tage 24 timer. Alternativt træder afviklingsinstansens oprindelige forslag i kraft.

Det skal nævnes, at Kommissionens – og til dels Ministerrådets – rolle i krisehåndteringspro-cessen primært skyldes juridiske begrænsninger i forhold til, hvor meget beslutningskompeten-ce der kan tillægges et EU-agentur (afviklingsinstansen). Det er i forlængelse heraf uklart, i hvilket omfang Kommissionen og Ministerrådet vil bruge deres mulighed for indflydelse i prak-sis.

Beslutningsprocessen på europæisk plan er vist i figur 4.3. For institutter, der håndteres natio-nalt, vil der være tale om en proces som illustreret i figur 4.2.

Figur 4.3 Beslutningsproces i den fælles afviklingsmekanisme