Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Storm, Theodor.; Theodor Storm ; Oversat paa Dansk af André Lütken.

Titel | Title: Ved Universitetet : Novelle

Alternativ titel | Alternative title: Smaafortællinger af Udlandets bedste Forfattere. II... Overs. af André Lütken.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : P. G. Philipsen, 1873 Fysiske størrelse | Physical extent: 120 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the

work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always

remember to credit the author.

130021374157

S m N L l o r t æ l l i n g e r

af

Udlandets bedste Forfattere.

i l .

Theodor Storm.

V e d U n i v e r s i t e t e t .

Oversat paa Dansk af

Andr6 Liitkcn.

Kjvbenhavn.

P . (S. t> i l i v s e u s F o r l a g . 1878.

T h e o d o r S t o r m :

Ved Universitetet.

Novelle.

O versat paa Dansk

af

Undre Lutken.

København.

P. O. PH k l i ps ens Fo r l a g .

2. Cohens Bogtrykkeri.

U o r e.

Jeg havde ikke nogen Soster, der kunde have bragt m ig i B e ro rin g med Sm aapiger paa samme Alder som jeg — men jeg gik paa Dandsesvelse.

T o Gange om Ugen bleve øvelserne holdte i den store S a l i B ye ns R aadhus, der tillig e afgav B o lig for Borgemesteren. M ed dennes S o n , m in bedste Ven blandt alle Skolekammeraterne, vare vi otte Dandsere, A lle fra ncestoverste Klasse i vor Fodebyes Latinstole. I Begyndelsen havde der vist sig en tilsyneladende uovervindelig Vanske­

lighed; det havde ikke vceret m u lig t at opdrive en ottende Dam e af god F am ilie .

M e n Fritz, Borgemesterens S o n vidste Raad.

Cn Pige, der tidligere havde tjent Borgemesterens som Kokkepige, og som endnu bestandigt hjalp

i

2

t i l , naar der skulde vcere storre M id d a g , var bleven g ift med en Lappeskrider, et gulladeut, magert Menneske med sranfl N a v n , som syntes, at der var la ngt mere Fornojelse ved at fore det store O rd paa Voertshuset end Naalen paa S k r i ­ verbordet. Disse Folk boede i Udkanten af B yen, der, hvor Vejen lober forbi Slotskroen. V i kjendte godt nok det smalle H u s med det store Lindetrce udenfor, som n iste n ganske skjulte det eneste Vindue, der var anbragt ved S id e n af D o re n ; tid t og mangen G ang vare v i gaaede der forbi for at opfange et B lik af den yndige lille P ige, der plejede at sidde med sit S y to j bag Urtepotterne med Reseda og G e ra n ie r, og som spillede en ikke saa ganske ube­

tydelig R olle i vore Trengephantasier. H un var den franske S k r iv e rs eneste B a rn , en dejlig lille P ige paa en tretten A a r, der, skjondt Moderen havde da a rlig t nok Raad, dog a ltid var saa renlig og ordenlig k lid t. Hendes morke Hudfarve og de store sorte O jn e mindede om Faderens Herkomst, og jeg erindrer endnu saa ty d e lig t, at hendes ravnsorte Haar laa glat og temmelig la n g t ned i T in d in g e rn e , hvorved hendes Hoved, der allerede i sig selv var lille nok, fik et saa sirdeles fin t Ud­

seende.

3

Fritz og jeg bleve snart enige med hinanden om, at Lenore Beauregard siulde vcere den ottende D a m e ; der var ganske vist adskillige Vanskelig­

heder, som forst maatte bekcempes; thi de andre Smaafrokener bleve meget hsjtidelige og ganske overordenligt ordknappe, da vi vovede at meddele dem vort F o rfla g ; men Fritz, der var Kjceledcegge havde listelig forstaaet at bringe sin M oder over paa vor S id e , og da den liv lig e og bestemte Borgemesterfrue forst havde u d talt sig i Anledning af denne S a g , nyttede det hverken at de unge D am er rynkede paa deres smaa Nceser, eller at deres M odre kom med In d v e n d in g e r, uagtet dette Sidste ganske vist var meget farligere.

E n Eftermiddag vare v i da paa Vejen t il den franske Skrceders B o lig . — J e g . havde tid ­ ligere ofte vceret kjed af, at m it Bekjendtskab med vor Snedkers S o n var ophort; thi hans Soster kom nemlig saa godt som hver D a g fammen med den lille Beauregard, og jeg havde ogsaa gaaet og tcenkt paa at fornye Bekjendtskabet og lcere lid t af Snedkeriet i hans Faders Vcerksted; th i Christoph var i det Hele taget en god Kammerat og ingenlunde tabt Lag af en V o g n ; men han havde ulykkeligvis fattet et ganske mcerkvcerdigt

i *

4

Had t il Drengene i den lcerde Skole, og han fandt Glcede i at kalde dem „L a tin e re " , med en ube­

hagelig Forvrcengen af dette O rd . H an havde ogsaa for S k ik , sammen med nogle ligesindede Venner, fra T id t i l anden at levere „L a tin e rn e " storartede B a ta lje r paa Erercerpladsen, uden at det dog tilsigtedes at fore Krigen t il Cnde ved disse S la g .

— N n havde jeg ikke mere nogen B ru g for ham som M e lle m m a n d ; vi vare allerede udenfor S k ra ­ berens H u s , og paa de rastende Lindeblade, som Novemberstormen havde blcest ned, gik v i hen til den lave D o r.

D a v i havde ringet paa Klokken, kom M a d a m Beauregard strax ud fra Kjokkenet, og, medens hun om hyggeligt torede sine Hander i det hvide F orkla de, bad hun os dog om endeligt at gaae indenfor i den lille Dagligstue.

V i havde lid t vanskeligt ved at fa tte , at denne lyshaarede, firftaarne Kone virkelig var Moderen t i l den fin e , morke lille P ig e , der sprang op fra sit S y to j, da v i traadte ind, og nu med et ha lvt n y sg je rrig t, halvt forlegent Udtrvk i sit Ansigt lanede sig op mod Chatollet. D a Fritz rykkede frem med hvad v i havde paa S a m v ittig ­ heden, bredte der sig en liv lig Rodme over hendes

K in d e r, og jeg saae, hvor hendes O jn e straalede, og hvor de bleve store; men da nu Moderen taug stille og eftertcenksom rystede paa Hovedet, sneg hun sig ganske sagte bort bag hendes R yg , og forsvandt gjennem en T o r , der, saa vid t jeg kunde see, forte ind i Sovekamret.

Jeg kastede et B lik hen t il det B o rd, hvorved hun havde siddet, da v i kom ind. M ellem Baand og alt S la g s P y n t stod der et P a r smalle La- stingsstsvler, fixe og fcerdige paa Kantningen ncer, hvormed Lore lod t il just at have vceret besijcef- tiget. D e t var nogle foruroligende smaae Tinge­

ster, og m in Drengephantasie kunde ikke lade vcere at tcenke sig de Sm aafodder, h v o rtil de sormo- denligt vare syede; jeg syntes, jeg allerede saae dem dandse rundt om mine i hvirvlende D a n d s

— snart vare de her, snart der; jeg vilde saa gjerne, at de skulde holde sig rolige et O je b jik, men n e j! de drillede mig uafladeligt.

Medens disse Drommesyner foresvcevede mi-g, havde M adam Beauregard og m in V e n , hvem jeg, som rim e lig t var, maatte lade fore O rd e t, be­

gyndt at udvexle Grunde og M odgrunde, men da n u ogsaa Borgemesterfruens N a vn blev la g t i

6

Vcegtskaalen, sank den mere og mere t il vor Fordel.

— „ D e r staae jo ogsaa Dandseskoene parate,"

sagde F ritz ; „g iv e r H r. Beauregard sig ogsaa af med at skomagerere?"

— „ D e veed jo nok, F ritz !" svarede Konen og rystede paa Hovedet; „a t han, G ud bedre os!

er en S m u le Tusindkunstner; i Foraaret gjorde han jo ogsaa Deres Uhr i S t a n d ; de Sko der har han paa Forhaand lavet som Julegave t il B a rn e t."

— „H o r nu, M a rg re th e ! M oder har en hel Kosfert fuld af r ig tig t gode Klceder, som hun selv ikke bruger mere; dem kan I godt sye om t il L o re ; hun kan vist faae flere K jo le r af hver af

M o d e rs ."

D e n G amle smilede, men blev atter a lvo rlig .

— „J e g veed saamcen ikke, hvad je g skal sige t il det; egenligt er det vel ikke saa rig tig t, men . . . siden Borgemesterinden mener det . . . "

D en S m a a var im id le rtid kommen ind igjen, og hun havde stillet sig ved S id e n af sin M oder.

D e t undgik ikke m in Opmærksomhed, at hun havde taget en lille hvid H alsstrim m el p a a , og jeg tro­

7

ede ogsaa at bemcerke, at hun for ikke havde ba aret disse O renringe med de smaae rode Koralknapper.

— „ J a , hvad siger D u , L o re !" sagde Fritz, medens Moderen endnu bestandigt var vaklende og ubestemt; „ D u har jo nok Lyst t il at dandse med o s ? "

' H un svarede ikke; men hun tog Moderen om Halsen med begge sine Hcender og hvidskede hende Noget i O rene, medens en stedse dybere Rsdme farvede hendes Ansigt.

— „ F r itz !" sagde den Gamle, og sogte b lid t at frigjore sig for det vilde B a rn s Omfavnelse;

„je g vilde onsle, at De sorst havde fo rta lt mig, hvad D e havde paa Hjertet, uden at nogen Anden havde bort det; thi saa skulde der ikke vcere bleven Noget af det; men nu har D e jo engang hidset mig Pigebarnet paa Halsen; jeg kjender hende godt — - nu faaer jeg hverken Rist eller Ro for hende! ' —

S e jren var saaledes vor.

- - „O n sd a g Aften Klokken S y v ! " raabte Fritz endnu engang, da v i gik vor V e j; M oder og D a tte r fulgte os helt ud t il Doren. D a vi havde fjernet os et Stykke, og atter vendte os om , stod vor unge Veninde alene i D o re n ; hun

nikkede et P a r Gange t i l o s , og lod saa rast in d ig jen .

D a n d s e s b e l s e n .

Fritz betroede m ig , at M adam Beauregard D a gen derpaa havde vceret hos hans M oder og tilb ra g t en temmelig lang T id med hende i Garde­

roben , hvorefter hun havde forladt Huset med en ve lfyld t Pakke.

O nsdag Aften skulde nu Dandseovelsen sinde S te d . Jeg havde lige i sidste O je b lik faaet de lakerede Sko med Staalspcenderne og den nye Jakke fra Skomager og Skrceder, og da jeg kom ind i S a le n , fandt jeg A lle samlede. M in e Kammerater stode ved V indu et omkring den gamle Dandsemester, der klimprede paa sin V io lin for at fornoje sine unge Elever. Vore D am er gik, A rm i A rm , op og ned i S a le n .

Lenore var ikke mellem dem; hun stod alene tcet ved D o ren , og saae bedrovet hen t il de liv lig t snakkende P iger, der syntes at fole sig saa frie og

9

ugenerte i det fremmede, fornemme H u s , og a l­

deles ikke brode sig om hende.

Ungdommen er dog det mest Egenkærlige, det mest Ubarmhjertige, man kan tcenke sig!

S tra x efter m ig var Borgemesterinden im id ­ lertid traadt ind. E fter at hun havde hilst paa det unge Selstab og kastet et af sine „G e n e ra ls ­ b lik" — som Fritz udtrykte sig — om i S a le n , gik hun lige hen t il Lore, og tog hende ved Haanden.

— „ D e er nok saa venlig at stille Kava­

lererne op, for at Parrene kunne komme t il at passe", henvendte hun sig t il Dandsemesteren, og, medens denne efterkom hendes Anm odning, vendte hun sig t il Pigerne, og begyndte samme Procedure med dem.

D e n blonde Postmesterdatter var 'den hojeste, ncesten et Hoved hojere end alle de ovrige; hun blev derfor forst stillet op over for o s; men der­

efter blev Sagen noget tvivlsom.

— „J e g veed ikke, C h a rlo tte !" sagde B orge­

mesterinden; „ D u eller L o re ! I forekomme mig ncesten lige hoje."

D en, t il hvem hun havde ta lt, Kammerherrens og Amtmandens D a tte r, veg et S k rid t tilbage.

10

— „M a m s e l Lore er vistnok den hojestc,"

sagde hun i en stjodeslos Tone.

— „ S n ik , S n a k , m in naadige F ro ke n !"

udbrod m in V ens M o d e r; „kom D n kun ud af D i t S k ju l, og maal D ig engang med M amsel L o re !"

O g det h ja lp ikke; den lille Froken maatte frem og maale sig 6os a clos med Skrcederdat- teren; men — jeg passede noje paa — hun forstod dog at mage det saaledes, at hun ncesten ikke berorte Haandvcerkerdatterens morte Hoved med sin Nakke.

D e n lille Froken var ifo rt en ly s Kjole, Lenore en sort og rodstribet U ldkjole, og om Halsen havde hun et hvidt Florschavl. D ra g te n var ncesten vel mork, hun saae saa fremmed ud i den — men godt klcedte den hende.

Borgemesterfruen monstrede de to Piger.

— „ C h a r lo tte !' sagde h u n ; „ D u har plejet at vcere Num er C n ; pas paa, at D u ikke kommer t il at vige D in P la d s ; hun ser mig nok ud d e rtil."

D e t forekom m ig , at Lores O jn c sprudede I l d ved disse O rd .

Efter nogle M in u te rs Forlob vare vi nu

t 1

A lle ordnede p a rv is ; jeg var N um er lo blandt D re n g e n e , og Lore blev saaledes m in Dame.

Hun smilede, da hun lagde sin Haand i m in.

— „ V i skulle rigtignok dandse dem sonder og sam m en/ sagde jeg — og v i holdt O rd . D e r skulde ved S lu tn in g e n af denne forste T im e ind­

oves en M a zu rka , men der var en T o u r, som ikke vilde rig tig t il at gaae; vor Maestro flog da

med Buen paa V io lin e n og raabte:

— „L ille Beauregard! H r. P h ilip p ! V i l De maaskee vise, hvordan det er." O g v i dand- sede n u , medens han spillede og sang M elodien.

D e t var saamcen ingen S a g at dandse med h e n d e ; det kunde vist Enhver have .gjort mig ester. M e n den gamle Herre udbrod i det ene B ra vo efter det an d e t, og den gode Borgemester- inde lunede sig henrykt og smilende helt tilbage i S ophaen, hvor hun havde taget P la d s , strax da Undervisningen begyndte, og hvorfra hun da den hele T id havde varet en opmcerksom Tilskuer.

Froken Charlotte var bleven m in Ven Fritz's Dame, og hendes liv lig e Vasen syntes, t i l m in store Glcede, snart at bringe ham t il at glemme hans sjeblikkelige Begejstring for Skrcederdatteren.

M e n da jeg nu paa en vis Maade betragtede

hende som m in retmcessige Ejendom, var det mig n a tu rlig v is om at gjore , at m in Dam e var saa smuk og elegant som m u lig t. E t opmcerksomt B lik af hendes net klcedte Medbejlerske havde jeg hastigt opfanget, og det lcerte m ig , at den smukke P ig e s Beskytterinde dog havde glemt at tcenke paa een T i n g : Handskerne vare for store for disse smalle Hcender; det var ogsaa tydeligt nok, at de allerede havde vceret vadskede.

D a jeg nceste D a g var kommen hjem fra S k o le , var der ingen Ro paa m ig : je g hen t il S ka b e t, hvor m in Bliksparebosse stod, og jeg ry ­ stede og tumlede saa lcenge med den, in d til en god D a le r endelig flap ud gjennem S p a lte n og forb i Sparebossens rode T unger.

D a dette var besorget, lob jeg hen i en B o u tik.

— „M a a jeg ikke see paa nogle smaa hvide Handsker," sagde je g , medens m it Hjerte bankede, saa det var en Lyst.

Boutikssvenden kastede et Kjenderblik paa min Haand.

— „N u m e r sex!" sagde h a n , trak Handske- cesken frem, og stillede den paa Disken.

13

— „ N e j, jeg fla l have N um er fe m ," sagde jeg nceppe herligt.

— „N u m e r fem?! . . . komme vistikke t i l at passe," og han vilde nu t i l at prove Handskerne

over m in Haand.

Jeg blev blussende rod i m it Ansigt.

„ D e t er ikke m ig , som skal have dem,"

sagde jeg, og beklagede mere end nogensinde for, at jeg ikke havde nogen Soster, jeg kunde bruge som Skalkeskjul. M e n jeg var henrykt over de smaae Handsker med de hvide Silkekvaster, der nu laae udbredte foran m ig. Jeg kjobte to P a r, og snart efter at jeg var kommen ud fra Boutiken, fik jeg fat paa en D reng, der kom strygende gjennem Gaden.

— „H o r, D u d e r!" sagde je g ; „b rin g disse Handsker hen t il Lore B eauregard; h ils 'fra Borge- mesterinden og sig, at her er Handsker t il Dandse- ooelserne! B r in g mig saa Besked tilb a g e ; jeg

venter paa D ig her ved H jo rn e t."

T i M in u tte r efter var Drengen tilbage.

— „N a a ! hvordan gik det saa?"

— „ J o , jeg leverede dem t i l den G am le."

— „H vad sagde den G am le?"

— „H u n sagde, at det var a ltfo r meget;

14

Borgemesterinden havde jo allerede tid lig t paa M orgenen sendt et P a r ."

„ G o d t! " tcenkte je g ; „saa marker hun da ikke N o g e t."

Nceste G ang, der var D a n d s , bar Lore de nye H andfler; jeg veed ikke, om det var mine eller Borgem esterindens; men saa meget veed jeg, at de sade, som om de vare stovte, og nu saae In g e n af dem A lle saa fornem ud som Lore i sin morke Kjole.

Dandseundervisningen gik nn sin jevne G a n g ; da Mazurkaen var bleven indovet, kom Touren t il en Contradands, og den dandsede Fritz og Lore med hinanden.

D e r vilde im id le rtid flet ikke udvikle sig noget Forhold meflem hende og de andre S m a a p ig e r;

kun med den lange Jenn y, der var den celdste og, jeg troer ogsaa den fornuftigste af dem, saae jeg hende et P a r Gange sidde og passiare; naar de gik hjem fra D a n d s, havde de et Stykke samme V e j at gaae, og J e n n y tog da undertiden Skrceder- datteren under Arm en. M e n ellers stod hun for

15

det meste alene mellem Dandsene, naar ikke den gamle Lcerer en sjelden Gang gik hen t il hende med sin V io lin for at vise hende et eller andetDandse- trin , der blev brugt i hans Ungdom : han vilde saa gjerne indvie sin Y n d lin g i Kunstens storste Finesser.

M angen G ang har jeg kastet et stjaalent B lik over t il hende, og lagt Mcerke t il, hvor hun tilsyneladende aldeles ligegyldig horte paa hvad den gamle M a n d havde at sige hende, knn nu og da seende paa ham med sine sorte D jn e , eller stille og kun antydningsvis efterligne et af hans kunstige T r in .

M e n naar v i havde stillet os op, og M a e ­ stroen begyndte at gnide sin V io l, skete der strax en Forandring med hende. D e t lod rigtignok til, at hun tcenkte paa ganske andre T in g end Dandse- trin og Dandsesving; hendes O jn e syntes at stirre ud i fjerne R um — men om saa ogsaa hendes Tanker svcevede vid t omkring, var der dog et S m il om hendes M u n d , og hendes Smaafodder svcevede let og lydlost hen over G ulvet.

— „L e n o re ! hvor er D u henne?" spurgte jeg saa, naar jeg under Touren rakte hende Haanden.

„ J e g ? ! " udbrod hun da og skrog sit sorte Haar tilbage, som om hun vaagnede af en

16

M k ? -

D ro m — men saa var hun allerede fort la n g t bort fra m ig i Dandsens H v irv e l. — Endnu bestandigt tanker jeg paa hende, naar jeg horer de spanske Dandsetoner i Silchers udenlandske Folkemelodier.

D e t var mig i hoj G rad ubehageligt — jeg tilstaaer det å r lig t og o p rig tig t >— at den franske Skrceder, siden Dandseundervisningen var begyndt, becerede m ig med en ganske paafaldende Opmærk­

somhed. Hvorsomhelst han stodte paa m ig, hvad enten det var paa Gaden eller paa B ye ns Prom e­

nade, sogte han at faae m ig t il at standse og at begynde en saa hojrostet og lang Passiar med mig, som vel m u lig t. Allerede forste G ang fortalte han m ig, at hans Bedstefader under „L o u is seize«

havde vceret Fyrboder i T u ille rie rn e .

— „A k ja , M onsieur P h ilip p ! " sagde han med et S u k, og bod m ig sin Porcelains S n u s ­ daase; „saadan kan det gaae tilbage med en F a m il ie . --- M e n m in Lore — D e forstaaer m ig nok, M onsieur P h ilip p ! " Han tog et mange­

farvet, tcernet Lommetorklcede frem, og torrede sine smaae, sorte O jn e .

- „H va d skal man sige, M onsieur P h ilip p !

— jeg er en stakkels, fa ttig Djcevel — men B a rne t

17

er „m o n d ijo u ," m it Hjertes A fg u d ." O g ved disse O rd blinkede han betydningsfuldt, og gav mig et saa faderligt B lik , som om han tcenkte paa at optage mig i sin fordum bedre stillede F a m ilie .—

N u stod im id le rtid den sidste Dandsetime for D o re n ; det var M eningen, at den skulde udvides til et lille B a l. Forceldrene bleve indbudte t i l at see paa os dandse; af mine Forceldre havde dog kun m in M oder taget imod Indbydelsen; m in Faoer, der var Lcege og S tiftsphysikus, tog aldrig D e l i nogensomhelst Selskabelighed.

D a Aftenen var kommen, lod m in Utaal- modighed mig ikke et eneste O jeblik Ro, og allerede for den fastsatte T id traadte jeg ind i S a len , hvor ved denne Lejlighed alle Lysene vare tcendte baade i Kroner og i Lampetter. Jeg saae mig om — der stod Lore ganske alene ved et Vindue, og vendte Ryggen t il m ig ; da jeg lukkede Doren efter mig, soer hun sammen og syntes at gjore sig Umage for saa h u rtigt som m u lig t at skyde et Guldarmbaand ud over sin Haand. D a jeg var kommen ncermere, saae jeg, at hun forgjceves besircebte sig for at aabne den Laas, der holdt Smykket sammen.

2

— „L a d det kun sidde, hvor det sidder, L o re !"

sagde jeg.

— „ M e n det er ikke m it; det er Je n n y, som har glemt det her."

D e n sine Blomsterrosette af mat, venetiansk G u ld tog sig saa godt ud paa det flanke Haandled.

— „ D e t skulde rigtignok have Lov at blive, hvor det er," sagde jeg med dcempet Stemme.

Lore rystede sorgmodigt paa sit Hoved, og hendes F ingre begyndte atter at pudsle ved Laasen.

— „ K o m !" sagde je g ; „ D u kan ikke; nu stal jeg hjcelpe D ig . " Jeg mcerkede det svage T ry k af hendes lille Haand i m in ; jeg tovede, mine D jn e vare som fasttryllede.

— „ O h ! skynd D ig dog, skynd D i g ! " bad hun. M eo nedslaget O je og aldeles blodrod i sit Ansigt stod den dejlige Pige for mig.

Endelig sprang Laasen op, og Lore lagde det gyldne Smykke taust mellem Urtepotterne i Vindueskarmen.

S tra p efter fyldtes S a le n . Ogsaa M adam Beauregard var der; hun havde ikke kunnet ncegte sig den Fornojelse at vcere tilstede ved sin D a tte rs Wresfest, om ikke som Andet saa dog som Med-

18

hjcelpersie ved O pvartningen. H un havde taget en ganske nystivet Kappe paa Hovedet, og gik rundt omkring mellem Gjcesterne, snart med Smaakager, snart med en vceldig Presenterbakke.

Endelig begyndte Musikanterne at spille op

— den Aften var der sire, der vare anbragte ved et lille B o rd . D e n gamle Dandsemester bankede paa V io lin e n , og Lore rakte m ig Haanden t il en Mazurka.

H vor v i T o dandsede med L iv og L yst! hvor sikkert laa hun i m in A r m ! hvor hendes smaae Fodder foragteligt stampede i G u lv e t! Ogsaa jeg blev reven hen, som om jeg blev baaren af Musikens Toner. D e t var som en smertelig Lidenskab; thi idag dandsede v i maafke for allersidste G ang med hinanden.

Forst nn havde jeg bemcerket, at Lore var ifo rt en Kjole af klart, lysblomstret U ld to j; lige­

som den forrige sirev den sig tydeligt nok fra sin Besiytterindes Garderobe; th i disse farvede Rosen- bouketter havde forrige V in te r opnaaet et S la g s komisk Beromthed paa den fyldige, stcerkt rodmussede Borgemesterinde; her paa denne smukke Skikkelse kom det fine Monster forsi rig tig t t il sin Ret, og

20

Passede san godt som tcenkes kunde t il det friste, morke Ansigt.

Mazurkaen var nu dandset t il Ende.; Lore lod atter sit morke Hoved og de slanke Arme synke, og jeg forte hende hen t il hendes P la d s .

Fritz og Charlotte, der netop ogsaa havde sluttet, sade teet ved. I samme D je b lik kom ogsaa M adam Beauregard med The og Kager; hun talte ikke t il sin D a tte r, men kastede kun et straalende, stolt B lik paa hende, da hun ogsaa bod hende, ester at forst den fine unge Dam e var bleven serveret.

D e n lille naadige Froken havde forst en T id lang monstret dem begge med sin sædvanlige Ugenerthed..

— „ I d a g ser Deres D a tte r da rig tig godt ud, M adam B e a u re g a rd !" sagde hun saa, medens hun lod Sukkeret Stykke for Stykke falde ned i Koppen.

D en brave Kone folte sig smigret, og nejede forbindligst.

— „ F r u Borgemesterinden har ogsaa h ju lp e t til, m in naadige F ro k e n !"

„A a h — naa — ja ve l — Rosenbou- ke tte rn e !!" og hun lod sit B lik opmcerksomt glide

21

hen over Lore; hun vilde besvare dette B lik , men hendes O jn e omtaagedes, og jeg saae et P a r Taarer perle paa hendes Kinder.

Charlotte lod ikte t il at cendse dette; hendes Opmærksomhed var rettet mod den anbenstaaende D o r, hvor jeg t il m in Reedsel opdagede den franske Skrceders gustne Ansigt blandt Tyendet, som stod og saae paa Dandsen. Han lod t il at vane b is n L son n i8 s; han drejede Porcelainsdaasen i Haanden og hans sorte O jn e stirrede glcedestraalende ind i S a le n .

— „ E r det Teres Fader, M am sel L o re ? "

spurgte Charlotte, og pegede med Fingeren hen t il Doren.

Lenore saae derhen og soer sammen:

-—- „ M o d e r !" udbrod hun og tog sat i Arm en paa den skikkelige Kone, der endnu var beskæftiget med os.

M adam Beauregard, der nu ogsaa fik O je paa sin liv lig t gestikulerende W gtehalvdel, syntes ingenlunde opbygget af dette S y n ; men hun fattede sig snart.

— „H a n kommer fra Herberget" sagde h u n ;

„og har vel Lyst t il at se D ig dandse engang."

M edens Lore gik hen imod D oren, og jeg

22

u v ilk a a rlig t fulgte efter hende, var Borgemesteren allerede traadt hen t il hendes Fader, og bad ham komme indenfor i S a le n og drikke et G la s Punsch.

M e n dertil var Skrcederen ikke at formaae.

— „Subm issester L s r v itk u r , H r. B o rg e ­ m ester!" sagde han, idet han med et Skrabud gik endnu et S k rid t tilb a g e ; „ ja , havde jeg vceret m in Bedstefader ved L u d vig den Sextendes H o f; men nu . . . nej, n e j! jeg glemmer ikke m in S t illin g . "

D a Borgemesteren havde fjernet sig, bragte Fritz ham et G la s hen ved D oren.

— „S k a a l, M e s te r!" sagde han i en god­

modig T o n e ; „n u fla t jeg t il at dandse med Lore

— hun kan rig tig n o k !"

M e n i samme S je b lik vare ogsaa alle de andre Drenge komne til med fulde G la s . D e klinkede med ham og efterabede de Skrabud, som han gav t il Bedste, hver G ang han klinkede med dem, og de gjorde rig tig L o je r med ham.

Lore stod aldeles ubevcegelig og vendte ikke O je t fra sin F ader; men jeg horte, hvorledes hendes smaae T a n d e r gnidslede mod hverandre.

D a Musikanterne nu atter begyndte at stemme deres Instrum enter, lobe de andre Drenge ind i

23

S a le n ig je n ; men jeg blev stavende med Lore henne ved D å ren .

— „A k, ja , Monsieur P h ilip p !" udbrod han og rakte mig Haanden; „det var da nogle prcegtige unge Mennesker, det! M e n i al F o rtroligh ed: De og Lore, De og Lore, Monsieur P h ilip p !" D e smaae, sorte O jn e hvilede derhos med ubeskrivelig Dinhed paa hans D a tte rs A n s ig t; som overvældet af sine Folelser strakte han sine lange Arme ind i S a le n og trykkede hende t i l sit B ryst.

— „ M i t B a r n ! in o n b ijo u !" hvidstede han.

O g Lore kyssede ham og slyngede sine Arme om hans H a ls med lidenskabelig, smertelig Omhed, medens hendes fine Hoved hvilede mod hans Skulder. M e n saa gjorde hun sig fri, tog begge hans Hcender, og talte sagte og indtrængende t il ham. Jeg hsrte ikke, hvad hun sagde; men jeg saae hendes D jn e see ind i hans med et bedende Udtryk, og jeg saae, hvorledes hendes sine Haand nu og da klappede hans magre Kinder, som om den vilde gjore en Uret god igjen. Forsk rystede han smilende og tvivlende paa sit Hoved, men lid t efter lid t mistede hans Osne den glcedestraalende Sikkerhed, hvorved han h id til havde hcevdet sin P la d s .

„ J a , j a ; jeg veed det jo nok, jeg veed det jo saa godt, at D n holder af D in stakkels, gamle F ader," fremstammede han. O g da nu Mnsiken spillede op t il Konlradandsen, trykkede han sin D a tte r i Haanden og gik taus, og uden at kaste saa meget som et eneste B lik ind i Salen, ned ad den lange Forstue.

I samme O je b lik kom Fritz og hentede sin D a m e ; hun dandsede med samme Sikkerhed som e lle r s ; men det var ikke med det sædvanlige, sorglose D rom m e ri, snarere med en yndig Hojtide-' lighed, at hun udforte de forstjellige Toure i denne D a n d s . Undertiden, naar der var er O phold, stirrede hun frem for sig, som om hun var forstenet, og strog da med begge Hcender det prcegtige, sorte Haar tilbage fra Tindingerne. Hendes Dandsers Skjcemt lod t i l at gaae ubemcrrket forbi hendes O re.

M ed Kontradandsen vare de indovede Dandse forbi, men det Sam m e g ja ld t ikke om vor Dandse- ly ft. V i havde endnu Valse, Skotsk og Galoppader tilbage paa vort B a lk o rt; ja , der var endog en K o tillo n , h v o rtil jeg, med Tanken paa Lore, havde leveret en udsogt S a m lin g S lo ffe r og friste B o u - ketter.

2 5

M en Lore var ikke mere i S a le n . De andre P ig e r vare gaaede hen t il deres M odre, for at faae rettet paa Skcerf og Baand, som under D a nd- sen vare komne t il at sidde sijcevt. M adam Beaure- gard kom netop ind med nye Forfriskninger; hun havde ikke set sin D a tter. Jeg opsogte nu Fritz.

Han stod henne ved Musikanternes B o rd , og fyldte paa de tomme G la s .

— „H v o r er Lore dog henne?" spurgte jeg.

— „ D e t ved je g ikke," svarede han tvcert;

„det var S y n d at sige, at hun har forsnakket sig i A fte n ; t il mig har hun ikke sagt, hvor hun er gaaet hen."

Jeg drog ham med mig ud i Gangen. D a vi kom t il det Vcerelse, hvor de Fremmede havde tagt deres O ve rto j, kom hun os unode; hun havde taget sin Kaabe om sig, og den sorte S ilke h a tte havde hun kastet over Hovedet.

— „L o re ! udbrod jeg -og sogte at gribe hendes Haand; men hun unddrog sig og gik os forbi.

— „L a d vcer!" sagde hun kort; „je g v il h je m !"

E t D je b lik efter havde hun revet den tunge Gadedsr op, og sprang ned ad Stentrappen, langs

2 6

med Jernrcekvcerket; og da ogsaa Fritz kom ud t il m ig paa Trappefliserne, var hun allerede la n g t henne i G aden, og det var kun med Nod og nappe, at v i i M orket knnde stjålne en fly g tig , let Skikkelse.

— „L a d blot hende gaae," sagde F ritz ;

„e lle r har D u maaste Lyst at gaae paa V ild - gaasejagt?"

Jeg kunde nok have havt Lyst d e rtil, men jeg vidste ikke re t, hvorledes jeg skulde gribe S a g e n an.

S a a vendte v i da tilbage t il S a le n . M adam Beauregard gik hjem, men kom tilbage med ufor­

rettet S a g . Lore va r bleven upasselig, sagde h u n ; hun var allerede gaaet t i l R o , og hendes Fader sad ved hendes S e ng.

Resten af Aftenen var nu odelagt for mig, og da de begyndte at spille op t il Kotillonen, som jeg vilde have dandset med Lore, gik jeg stille og bedrovet hjem.

27

p . u r M s l l e d a r n m m .

V i vare komne ind i J a n u a r M a a n e d , og jeg havde allerede flere Gange varet ude at ko­

kettere med mine glatslebne, hollandske S kojter og kunde ikke undertrykke en v is Foragt for mine Kamerater, der plejede al bruge hulslebne S ksjte - jern. M e n forst nu var der indtraadt en ved­

holdende Frost.

D e t var Sondag E fterm iddag: et Prcegtigt Jssp e jl havde bredt sig over M olledam m en, en middelstor S o , der kun laa et lille Stykke uden­

for Byen. D en halve S ta d forsamledes derude i den friste V in te rlu ft: af Gamle og Unge, paa to eller paa een S k o jte , ja paa de mest urim e­

lige Gjenftande, ovedes nu den cedle Kunst.

I Nar-heden af Bredden var der oprejst Telte, og ved S id e n af dem, oppe paa Land, dampede Kjedlerne over den flammende I l d , og alle S la g s varmende Drikke bleve udstjankede fra disse Steder.

Hist og her saae man S ta d e r t il at skyde frem, og de godt indpakkede Pigestikkelser, der fade i dem, bleve da studie ud fra V rim le n og ud paa S o e n ; men A lle holdt sig dog temmelig n a r

2 8

ved L a n d ; th i man troede ikke, at der var ganske sikkert helt ude paa M id te n af den lille S o .

Jeg spcendte mine S ko jte r paa, og foretog et lille Lob for mig selv, langs med Bredden. D a jeg kom tilb a g e , fandt jeg ncesten hele Selskabet fra Dandseundervisningen samlet ved Teltene;

usikkre og med udstrakte Hoender skrede de smaae D a m er i de nye Kaaber, de havde faaet t il J u l, hen over J s fla d e n , der allerede var temmelig op- lobet paa dette S ted. Fritz, der allerede Aftenen forud havde sat sin gule Slcede med det udskaarne Hjortehoved ind i M o lle n , var nu netop kommen tilbage fra en K joreto ur med Froken Charlotte, og en anden af vore D am er havde allerede ind­

taget hendes P la d s under det pragtfulde T ig e r- skindstceppe. M e n hendes Herre tovede endnu:

han saae sig om efter E n , der vilde hjcelpe ham i hans anstrengende Tjeneste — men jeg svingede h u rtig t t il S iv e n ; noget lomgere borte, mellem en Skare Koner og P ig e r af Haandvcerksstanden, havde jeg nemlig faaet O je haa Lenore Beaure- gard, med hvem jeg ikke var truffen sammen siden hin sidste Dandseaften. Pigebornene lod sig den ene efter den anden, skyde af en af vor Snedkers Lceredrenge, i en letbygget Slcede, som jeg strax

2 d

saae var m in tidligere Legebroder Christophs, Ogsaa hans Soster saae je g, men han selv var­

der ikke. D e t glatte Jsspejl maatte have lokket ham lcengere ud paa S o e n ; th i han var en af de bedste Skojtelobere blandt alle B ye ns Drenge.

Jeg svcermede en T id lang omkring uden ret at vcere paa det Rene med mig selv om, hvorledes jeg bedst skulde bure m ig ad for at tilbyde Lenore m in Tjeneste; men, hver Gang jeg ncermede mig, veg hun tydeligt nok tilbage, og skjulte sig blandt de Andre. N u kom Drengen just tilbage fra en Kioretour.

— „ N u er det Lores T o u r ! " raabtes der;

men Lore vilde ikke.

— „B a rth e l stal forst drikke noget V a rm t,"

sagde hun , og trykkede Drengen en lille 'M o n t i Haanden.

Nuppe havde jeg hort dette, for jeg havde m in P la n fix og fu rd ig . S o m om jeg ikke brod mig en S m u le mere om det Hele, lob jeg saa hu rtig t, jeg kunde hen mod Teltene. I Nurheden af dem blev jeg anraabt af Fritz's M oder.

- „ P h ilip p ! " sagde hun drillende, og pegede med Tommelfingeren hen t il S id e n ; „n a a r D u

nu har Lyst t il endnu engang at fange Lenore . . . saa er hun d e r!"

— „ J a v e l! " svarede jeg og strog fo r b i; „je g stal nok fange hende!"

„ J o p y t! H u n v il ikke have mere med J e r unge Herrer at staffe!"

D isse O rd naaede allerede tun utydeligt til m ig ; thi jeg var nu kommen hen t il det store T e lt, hvorfra der udstjcenkedes V in , og da B a rth e l et O je b lik efter kom farende, var det lykkedes mig, ved at offre al m in klingende M o n t, at have et G la s Punsch og et Stykke Sm orrebrod med Polse i Beredskab for ham.

- - „ T a g for D ig af disse S a g e r ," sagde jeg t il ham og satte begge Dele for ham ; „det er dog forflrcekkeligt, hvor de Pigebarn gjore D ig L iv e t surt."

Drengen spiste og drak med en saadan A p p e tit, at jeg vovede at fortsatte m it Bestikkel- sesforsog.

„H va d skulde D u sige, om jeg nu engang var v illig t il at aflose D ig ? "

Han torede Sveden af sin Pande med Haanden, og tyggede ro lig videre, og, medens

jeg udviklede mine P lane r for ham , nikkede han t il Tegn paa, at han havde forstaaet m ig. D a hans M a a ltid var t il Ende, vendte han tilbage t il sit Selskab, og snart derpaa saae jeg Lore, med sin silkcforede Pelshcette over Hovedet, og med Hcenoerne i sin lille M u ffe , tage P la d s i Slceden, og B a rthel fkvde den langsomt og dovent hen langs Bredden.

D a de vel vare komne ud af Menneske­

vrim len soer jeg lvdlost efter dem paa mine glatte S kojter — endnu et P a r Djeblikke, og jeg lagde m in Haand paa Slceden, medens Drengen blev tilbage: jeg kunde gjerne have jublet i hojen S ky, men jeg bed Teenderne sammen, og som baaren paa V in g e r, flo j den lette Slcede hen over den blanke Jsflade.

— „H v o r det dog gaaer strygende, B a rth e l!"

sagde Lore. Jeg sagtnede lio t; jeg var bange, jeg havde forraadt m ig , og fogte n u , saa godt jeg kunde, at efterligne den skrabende Lyd af B a rth e ls rustne Skojter. M e n m in F ry g t var ugrundet: Lore stak sine Hcender lcengere ind i M uffen og lcenede sig tilbage, saa at hendes Pelshcette ncesten rorte ved m in A rm .

— - „ K jo r t i l det bedste, D u kan, B a rth e l!"

32

sagde hun — og B a rth e l var ikke den, der lod sig dette sige mere end een G ang.

V i vare allerede komne lcengere b o rt, end Skojteloberne i A lm in d e lig h e d ; ikke den mindste V in d rorte sig; det hvidfljceggede S iv , der voxede langsmed hele Bredden, skinnede som S o lo i S o le n s straatsaldende S tra a le r, og, naar jeg saae ned, kunde jeg fkjelne det sllmgeagtige T a n g bugte sig under den gjennemsigtige Flade.

M e n da fik jeg Lyst t il at vove mig m idt ud paa S o e n ; umærkeligt vendte jeg Slcedcn, og med hvert O je b lik varede den Afstand, som stille os fra B re d d e ^ : naar jeg saae mig om , var det ikke mere end netop, at jeg kunde ojne de b lin ­ kende S iv . Hemmelighedsfuldt strakte den morke Flade sig over t il den anden fjerne B re d , og det var nceppe m u lig t at see, om det var en fast Isskorpe, der var istand t i l at bcere o s , eller om det var et trolost lurende Vand.

Endelig vare v i da naaede ud t il M id te n : hvert S p o r af en menneskelig Fod var ophort -—

som afsindig stoj Slceden hen over det sorte D y b . In g e n P la n te strakte sine B lade op t il den klare Skorpe; thi Soen stal her naae en bundlos Dybde. K un nu og da forekom det m ig , at det

33

jog hemmelighedsfuldt hen under os. — — V a r det maafle D odningefiflen, der fla l holde t il paa Bunden af dette V a nd, og som kun stiger op derfra, naar Soen v il krceve sit O ffer.

— „H v is det var saa! hvis Ise n bristede!!"

. . . og mine O jn e sogte at gjennemtrcenge den morke Hcette, som jeg vidste der skjulte hendes elskede T r c e k .---

Jeg havde nu vendt Slceden og soer lige fremad, idet jeg stadigt holdt mig m idt paa Soen.

Broen, der er bygget, hvor Bredderne trcenge sig saa meget sammen, at Soen kommer t il at danne en smal S tro m , var allerede synlig i det F je rn e ; den viste sig som en Skygge i den graa L u ft.

— „L a d o s nu vende, B a rth e l! det begynder- at blive ko ld t!" sagde Lore.

Jeg brod m ig ikke om, hvad hun sagde.

— „H u n fla l forst vende sig om ", tcenkte jeg, og fljod Slceden fremad endnu hurtigere end for. Jeg ventede utaalm odigt paa, at hun skulde see om t il m ig ; men hun syntes allerede at have glemt sit P a a lc e g ;th i, taus bojede hun sit Hoved, og svsbte Kaaben tcettere om sig.

Lcengere og lcengere flo j Slceden frem ad;

undertiden forekom det mig, som om jeg sporede 5

34

en svag Bolgebevagelse under os, som om den tynde Krystalflade hcevede og sankede sig under den B v rd e , der gled hen over den; men jeg var ikke bange; jeg vidste, hvor meget man kan byde den jo m fru elige I s .

D e n korte Vinterefterm iodag var im id le rtid ncesten t il Cnde; S o le n laa allerede som en glodende Kugle i Kanten af Horizonten. D e t blev koldt, det knagede i Is e n , og med bestandigt tiltagende S tyrke lod der et tordnende B ra g fra den ene Bred t i l den anden, tvers over den uhyre Jsflade, der stadigt antog et morkere og morkere Skjcer.

Forskrækket kastede Lore sig tilbage i Skaden.

— „ B l i v ikke b a n g e !" sagde jeg med dcempet S tem m e ; „der er ingen Fare paa Fcerde; det er blot A fte n lu fte n , som bevirker disse B ra g ."

H un vendte sig om og stirrede som afsindig paa m ig.

— „ C r det D i g ! " raabte h u n ; „hvad v il D u h e r!? "

— „ S a t dog ikke saa stygge S jn e op t il m ig !" sagde jeg og sogte at gribe hendes Haand.

M e n hun tillo d det ikke.

— „H v o r er B a rth e l? " spurgte hun.

35

— „H a n e r bleven tilbage; det er m ig, som har skndt D ig over S o e n ."

H un rejste sig op.

— „Lad mig komme u d !" raabte hun, og Taarerne perlede i hendes D jn e .

Jeg horte ikke paa hende, men vendte blot Slceden mod Byen.

— „L o re !" sagde jeg, „hvad har jeg g jo rt D ig ? "

H un knyttede sin lille Haand og slog mig for Brystet.

— „G a a D u blot hen til D in e fine D a m e r;

jeg v il siet ikke have det M indste at gjore hverken med D ig eller med Nogen af de A n d re !"

Jeg blev som rasende; med begge Arme tog jeg fat i hende og trykkede hende ned igjen i Seedet.

— „ N u stal D u vcere ro lig , Lore! horer D u ! " sagde jeg, og m in Stemme sijcelvede; „h v is ikke, vender jeg atter Slceden og kjorer ud i N attens M u lm og -Morke med D ig , ind under Broen, og saa folger jeg Strom m en saa langt, den gaaer — det er mig det Samme, om det bcerer eller bristen"

Medens jeg talte saaledes, havde hun set t i l S id e n ud over Soen, som om hun flet ikke horte,

3*

3 6

hvad jeg sagde, men blev siddende, og lod sig ro lig flyde videre af m ig. N u var det m ig rigtignok paafaloende, at hun kort derfter atter kastede et stjaa- le n t B lik t il samme S id e . Ogsaa jeg vendte Hove­

det, og saae en Skojtelober, der, just ikke saa videre la n g t borte, styrede ned mod os. Han maatte have bemcerket, hvad der nys var forefaloet, thi han bestrabte sig ojensynligt for at indhente os.

D e t varede ikke lange, for jeg kjendte ham ; det var Christoph, m in gamle Legekammerat, L a ­ tinernes erklcerede Fjende. Jeg vidste ogsaa godt, hvad der nu forestod; det g ja ld t om, hvem der kom hurtigst afsked.

— „ J a , lob D u k u n !" sagde Lore og fljod sin P e lts h a tte t il S id e , saa at hendes sorte Haar kom tilsyn e; „han indhenter D ig d o g !"

Jeg kunde ikke svare; hurtigere end nogen­

sinde for fljo d jeg Skaden fremad, men jeg pustede og stonnede; og mine K ra fte r, der vare medtagne af det lange Lob, begyndte at svigte.

Bestandig narmere bag os horte jeg Forfolgeren;

uden Ro eller Rist, tyst og stille var han os i Halene. D a horte jeg pludseligt ta t ved m in S id e hans Skojte stemme skarpt mod Isen, og en tung Haand lagde sig ved m in paa Skadens R vg.

37

— , M a a jeg lege med, P h ilip p ! " raabte han og greb mig med den aUden Haand i Brpstei.

Jeg rev hans Haand los og stodte Slceden fremad, saa at den sloj la n g t bort fra os. M e n i samme O jeblik fik jeg et S la g af hans knyttede Haand og styrtede baglands om med Nakken mod Isen. K un utydeligt hsrte jeg endnu Slcedens S u rre n — da mistede jeg Besindelsen.

Lang T id blev jeg dog ikke liggende saaledes.

S o m jeg senere horte nf ham, havde Christoph strax derpaa set sig om efter m ig, og, da han saae, at jeg ikke fulgte efter, var han vendt tilbage t il vor Kampplads. Forfcerdede havde de da begge loftet mig op i Slceden, som Lore havde forladt.

Jeg selv havde kun en ganske svag Forestilling om a lt D ette; det var, som om jeg dromte i vangen Tilstand. Hist og her forstod jeg et enkelt O rd af hvad der blev talk.

— „B ehold dog D in Kaabe p a a !" horte jeg Christoph sige.

— „ A a nej, jeg behsver den ikke; jeg lober jo ."

O g samtidigt fokke jeg, at en varm Gjenstand blev la g t over mig.

Slceden bevcegede sig langsomt fremad, jeg

38

fa ld t atler hen i en bevidstlos T ils ta n d ; men jeg troede dog hele T id e n at hore en dcempet Grand ved m in S id e .

Jeg vaagnede forst t il fuld Bevidsthed paa Sophaen i Dagligstuen hos Vandm olleren, der boede teet nede ved M olledam m en. Lore havde maattet gaae hjem med sin M oder, der nogen T id efter ogsaa var kommen t i l ; men Christoph var bleven, og han havde paa M ollerkonens Raad la g t kolde Omslag paa m it Hoved. D a jeg slog O jnene op, saae jeg ham sidde paa en S t o l ved S id e n af m ig, med et Lerfad paa sit Knce; han stalde just t il at stifte O m fla g , men trak nu sin Haand tilbage og spurgte frygtsom t:

— „ M a a jeg hjcelpe D ig , P h ilip p ? "

Jeg rejste m ig overende og sogte at samle mine T a n ke r; jeg havde ondt i Hovedet.

— „ N e j ! " sagde jeg derpaa; „je g behover ikke D in H jc r lp !"

— „S k a l jeg sende B u d efter Nogen i B y e n ? "

— „A a , n e j! jeg kan nok gaae alene hjem ."

Christoph stod langsomt op, og satte Fadet paa B ordet.

K o rt efter knirkede D o re n ; han stod med K linke n i sin Haand — men han gik ikke. D a

39

jeg vendte mig om, saa jeg m in gamle Kamerats D jn e hvile paa mig med et saa uendelig cerligt

og smerteligt Udtryk.

K an eet Sekund vaklede jeg endnu.

— „C h risto p h !" sagde jeg, idet jeg stod op og rakte Haanden ud imod ham; „h a r D u T id , saa bliv endnu lid t hos m ig ; D u kan laane mig D in A rm — saa kunne v i jo folges ad tilbage."

E t Glcedeslyn soer hen over hans A n sig t;

han greb m in Haand og rystede den.

— „ D e t var da ogsaa et nederdrægtigt S to d , P h ilip p !"

En halv Tim e senere, da det allerede var ganske morkt, vandrede vi langsomt tilbage t il Staden.

M e n det var ikke dermed sorbi. Nceste M orgen kunde jeg ikke forlade Sengen, og maatte tilstaae mine Forceldre, at jeg var faldet saa uheldigt paa Ise n .

Nceste D a g s Aften, da jeg ncesten var ganske rast igjen, satte m in M oder en lille blankpoleret

Trcekasse paa m it B o rd .

4 0

„ D e t er Christoph Verner, som har varet her med den," sagde h u n ; „det er ham selv, som har lavet den t il D ig . "

Jeg tog Kassen i m in H aand; smukt Arbejde var det; paa Laaget var der endog et lille Trce- fljcererarbejde.

— „H a n spurgte ogsaa t il D i t Befindende,"

vedblev m in M o d e r; „h a r I da givet hinanden Haandflag paa n y t Bekjendtfkab, derude paa Is e n ? "

— „Haandslag, M oder? Aa, ja — som man rager det," svarede jeg smilende.

M e n nu holot den kjcere M oder ikke op med at fritte , in d til jeg, bestandig afbrudt as hendes S p s rg s m a a l og milde Bebrejdelser, havde skriftet hende hele m it lille E ventyr.

D e t blev dog, som hun havde sagt: Latineren og Snedkerdrengen fornyede deres Kameratskab, og to Gange om Ugen, t il bestemt T id , gik jeg nu regelmæssigt hen i Værkstedet hos den gamle Sneo- ker Verner, for under den duelige M a n d s V e j­

ledning at lcere i det M indste Begyndelsesgrun­

dene i hans Haandvcerk.

41

I Slotshaven.

Foraaret var kommen. Nattergalen meldte rigtignok I n te t derom; thi om ogsaa en af dem en sjelden Gang kom flyvende t il os, jagede N ord­

vestvinden ved vore Kyster den snart bort igjen.

M en D ro sle n flog i Alleerne i den gamle S lo ts ­ have, der laa i Lce af Byen, der hvor de to Gader skare hinanden.

Ligefor Indgan gen paa en P la in e bagved Smaahaverne i store Torvegade var der igaar bleven indrettet en Karoussel; thi det var ikke alene Foraar, det var ogsaa den aarlige Markedsfest, der varede en hel Uge igjennem. Liremcendene vare komne, og fremfor A lt H a rp e s p ille rfle rn e D is c ip le n e med deres rode Huer flanerede A rm i A rm om­

kring mellem de rejste Markedsboder, for om mu­

lig t at opfange et B lik fra unge, asiatiske O jne, der i Almindelighed ikke vare til at sinde hos os.

D e t folger af sig selv, at den lcerde Skole, ligesom alle de andre, holdt Ferie, saalcenge A a rs- markedet varede.

Jeg folte m ig rig tig t vel i disse Feriedage! saa meget mere som jeg for kort siden var kommen op

4 2

i overste Klasse, og som Folge deraf, foruden m in rode Hue, havde ifo rt mig en sort Snorefrakke efter egen Opfindelse. N u behovede jeg heller ikke, som ellers, at blive staaende udenfor paa Trappen in d ­ t il Raadstuekjcelderen, hvor der a ltid indfandt sig de nysseligste, luftigste Smaavcesener, naar der var M usik og D a n d s . V ild e jeg, kunde jeg nu, uden at Nogen lagde synderlig Mcerke dertil, selv vove m ig ind og dandse en D a n d s med et af de m un­

tre P igeborn.

M e n netop derfor kunde jeg saa faae Lyst til at soge Ensomhed ude i Skoven og for en T id lang sige alle disse Herligheder Farvel, i den sikkre Folelse, at de vare der, og at jeg t i l enhver T id kunde faae dem at see igjen.

S a adan gik det nu ogsaa idag. M in Fader, som var en taalelig god Entom olog, havde for nogle A a r siden hjulpen mig med at ordne en S a m lin g S o m m erfug le, og denne havde jeg hid­

t il stadigt sogt at foroge.

D a vi havde spist, var jeg gaaet op paa m it Vcrrelse, og stod nu foran en af de tre Glaskasser, der allerede hcengte paa Vceggen. Efterm iddags­

solen skinnede saa lokkende paa „A rg u s o je ts " blaa V in g e r og paa „S srgekappens" morke F lo jl; jeg

43

fik Lyst t i l endnu engang at forsoge m in Lykke paa et S tre jfto g efter Brombær-sommerfuglen, som jeg endnu bestandigt ikke havhe vceret saa heldig at fange. T h i denne smukke oliebrune S om m erfugl, der ynder de stille Skovplainer og gjerne hviler paa solbeskinnede Buske, var en Sjeldenhed i vor skov­

lose Egn.

Jeg tog m in Ketscher ned fra Vceggen, saa gik jeg ned og lod m in M oder stikke mig el Stykke Hvedebrod i Lommen og fylde V in og Vand paa m in Feltflaske. D a jeg var bleven saaledes ud­

rustet, kom jeg snart forbi Karousselpladsen ind i Slotshaven, hvis Alleer allerede vare beskyggede af det unge Lov, og derfra videre, gjennem Porten ligefor Hovedindgangen, ud paa den aabne M ark.

D e t havde regnet Natten i Forvejen, .Luften var varm og k la r; ovre mod Horizonten saae jeg M o l­

len oppe paa den hoje Banke dreje fine V inger.

Vejen forte endnu et kort Stykke langs med Slotshavens M e rk a n t, men derpaa vandrede jeg paa Lykke og Fromme over M ark- og Fodstier, der forte over Agrene ud i det solbeskinnede Landskab, hvor der ikke faldt den mindste Skygge. K un sjel- dent — saa la ngt som O je t rakkede — stod en v ild Rosenbusk eller anden lille P lante paa de

44

S a n d - eller Stengjcerder, hvormed de enkelte G ru n d ­ stykker vare o m givn e; men her, hvor de raa S ovinde tid lig t om M orgenerne havde stormet uhindret frem, vare endnu nceppe de forste B lade udfoldede.

Jeg slendrede videre i Ro og M a g : mine D jn e saae snarere ud i Rummet, end paa hvad der langs m in V e j maatte rore sig mellem Grces- straa og rodblomstrede Nelliker.

Saaledes gik den halve Efterm iddag hen, uden at jeg lagde Mcerke dertil. Jeg horte Klokken slaae F ire inde i Staden, da jeg kastede mig ned i Groesset ved Bredden af M olledam m en, og gav mig t i l at fortcere m in tarvelige Vesperkost.

Cn forfriskende Kjolighed viftede mig imode ude fra Vandfladen, der stor og mork laa for mine Fodder. — D e r m idt ude, hvor nu de smaae B o l­

ger kredsede hen over D ybet, maatte Slceden have staaet, da Lore kastede sin Kaabe om mig. Lcenge stirrede jeg ud mod dette Punkt, som nu ikke kunde naaes, og som mine D jn e nceppe formanede at fastholde under Vandets K rusninge r.

--- M e n det var jo m ig, der skulde fange S o m m e rfu g le ! Her, hvor der vidt og bredt ikke var nogen Busk, ingen P le t, der var beskyttet mod Vinden, kunde jeg u m u lig sinde den, jeg sogte

4 5

Jeg udtankte mig da et andet Sted, hvor jeg for nogle A a r siden, med en anden celdre D reng som Forer, havde sogt F u g le a g : der havde alle G ja r- derne, det ene efter det andet, vceret bevoxede med H v id tjo rn og N oddetraer; paa Tornene havde v i hist og her fundet en Hum levi fastspiddet, saaledes som v i i Naturhistorien havde lcest, at Tornskaden fkulde gjore. Undertiden havde vi ogsaa set F u g ­ lene selv flyve ud af Hakkerne og opdaget deres Reder med de spattede W g godt skjulte mellem det tatte Lov. I disse Hakkers hemmeligheds­

fulde L y var maaske ogsaa den lille sjeldne S o m ­ merfugls Rige — men, hvor skulde jeg finde dette Sted? jeg vidste ikke Andet om det, end at vi, for- at komme t il det, vare gaaede samme V e j ud af B yen, som jeg idag, og at det maatte ligge, i N a r­

heden af den store Hedestrakning, der begynder om­

trent en M i l fra B ye n.

Efter en T id la n g at have tankt mig om, tog jeg atter m in Ketscher op fra Jorden og begav mig igjen paa V andring. Gjennem en H u lvej, som findes paa dette Sted, naaede jeg op paa en H o j, hvorfra jeg oversaae et stort Stykke af S letten, der laa for m ig; men jeg saae kun M ark og atter M a rk, de nogne, ensformige Sandbanker,

_____

som beflinnedes af den stikkende Vaarsol. Endelig troede jeg derhenne, i Retningen af et lille H us, at see Noget, der tog sig nd som en S a m lin g Buske. — D e r var i det M indste en halv T im es V e j derhen; men idag havde jeg Lyst t il at van­

dre, og gik med rafle S k rid t hen imod dem. N u og da flo j en gul Citronsommersugl eller anden lignende hen forbi m ig — men den, jeg sogte, lod sig ikke see.

Jeg maatte nu vcere nede i Lavningen; thi Luften blev stadigt mere stille; jeg havde ogsaa allerede en T id lang gaaet mellem tcette T jo rn e - hcekker. E t P a r Gange, naar et Vindpust rorte sig, havde jeg sporet en stcerk, behagelig L u ftn in g , uden at have vceret i S tand t i l at opdage, hvorfra don skrev sig; thi Buskene ved S id e n af mig betoge mig Udsigten. D a ophorte Hakken pludseligt, og for­

an m ig laa en P le t bakket Hedeland. B ro m b a r- ranker og Slaaenbufle bedakkede Jorden hist og her; m idt mellem dem, ved et morkladent Vand stod et slankt Trce; S o le n s fulde L y s faldt paa dets blandende, gronne Blade, hvorimellem der overalt mylrede en overvattes M angde sine, hvide Blomsterklaser fre m ; en uendelig S um m en af Bier- lod som Harpetoner ned t il m ig fra T ra e ts

46

47

Top. Hverken i B ye ns Haver eller

i

E t Stykke lcengere borte, kun adskilt fra mig ved et P a r magre M arkjorde, strakte Heden sig saa langt, jeg kunde ojne; saa la ngt som m it B lik naaede, var der intet Menneske, intet D y r at see.

Jeg lagde mig ned i Grcesset ved det lille Vand, i det smukke Trcees Skygge. E n Folelse af ube­

skriveligt Velbefindende betog m ig ; i det Fjerne horte jeg Hedelcerkens blide, drommerifke S a n g ; i Blomsterne over m it Hovede summede B ie rn e : nu og da gik der en L u ftn in g hen over Jorden og forte en berusende D u ft t il mig — ellers var A lt stille, baade fje rn t og ncer. Ved R a n d M af V a n ­ det dandsede Som m erfugle, men jeg agtede ikke derpaa, m in Ketscher laa stille ved S id e n af mig.

Jeg tcenkte paa et M a le ri, jeg nys havde set:

i en Egn, der var vidtstrakt og ubegrcendset lige­

som denne, stod en ung Hyrde kcenet t il sin S ta v , saakedes som vi pleje at tcenke os Menneskene i den forske T id efter Verdens Skabelse, et raat Gede­

skind laa som et S k jo rt over hans H o fte r, ved hans Fodder sad en skjon Pigeskikkelse: hans B lik

48

hvilede paa hende, og hendes store sorte O ju e skuede i salig Fred ud i den morgenklare Ensomhed —

„E n e paa J o rd e n " stod der under B ille d e t. — Jeg lukkede mine O jn e : det var m ig som om dette andet Vasen, ved hvis Tilstedeværelse alt S a v n tilfredsstilles, al Langsel slukkes, nodven- d ig v is maatte trade frem af det tomme R u m , —

„ L o r e !" hviskede jeg og strakte mine Arme ud i den blaa L u ft.

Saaledes laa jeg og dromte, in d til S o le n var gaaet ned, og Aftenrodmen lyste over Heden foran m ig. D e r var bleven tyst i T ra e t, Bierne havde for­

la d t det; det var T id at vende hjem. M in Haand tog efter Ketscheren. — M e n hvad brod jeg mig nu om dette barnlige Legetoj. Jeg sprang op og hangte den saa ho jt, som jeg vel kunde mellem T ra e ts lovfulde Grene. M e d den yndige Skraderdatters B ille d e for m it drommende B lik begav jeg mig da langsomt hjemad.

Tusm orket var brudt starkt frem, da jeg traadte ud fra S lo tsh a ve n s P o rta l. Derovre ved Karous- sellen vare Lvgterne allerede ta n d te ; Lirekassemusik,

49

Latter og Sum m en af Stem mer lod over t il mig, og m idt under a lt Dette hortes tydeligt Floretternes K lirre n mod Jernringbareren. Jeg blev staaende og saae gjennem Lindetræerne, der omgave Pladsen, ind paa dette liv lig e Billede.

Karonssellen var i fuld G a n g : Siddepladser og Heste — A lt lod t il at vcere optaget, og rundt­

omkring den var der stark Trangsel af en fluelysten Mcengde af begge K jo n og enhver Alder. M en nu blev Bevægelsen langsommere, saa at jeg tem­

melig tydeligt kunde fljelne de enkelte Skikkelser mellem de gronne Grene.

U vilka a rlig t var jeg im id lertid traadk ncermere, og havde trcengt mig frem t i l den S ta a ltra a d slin e , som var udspandt omkring det Hele. - - P igen der henne paa den brune Hest var m in Ven C hri- stophs Soster . . . men der kom endnu en R y t­

terske, en finere Skikkelse; hun sad en S m u le fljs - deslost paa Rvggen af sin Hest og n u , medens hun langsomt blev baaren ncermere hen mod mig, vendte hun Hovedet og saae smilende ud i Kredsen.

— D e t var L o re ! det var ncesten, som om en S k ra l samme O jeblik stivnede mine Lemmer. — Hun havde ogsaa kjendt m ig men kun et Sekund hvi-

4

5 0

M

lede hendes overraskede B lik paa m ig ; da bojede hun sig ned og gav sig t il at rette paa sin Kjole.

D e n tunge Je rn flo re t, hun holdt i sin lille Haand, lod t il at vcrre bleven fort med Held og D y g ­ tighed; thi den var ncesten helt ud t il Spidsen fy ld t med R inge.

N u var im id le rtid den, der ejede Karoussellen, kommen til, for at tage Penge ind for den nceste T o u r. H u n rettede sig op i S a d le n og strakte Floretten uo mod ham.

— „J e g har F r ir id t ! " sagde h u n , og lod Ringene glide ned i M andens Haand.

Han nikkede og gik t il den nceste Vogn, hvor en D e l B o rn stredes om de bedste Pladser. — D a jeg herfra atter saae over t i l Lore, stod C h ri- stophs Soster ved S id e n af hende, men vendte Ryggen t i l m ig og lod t il ikke at have bemcer- ket m ig.

— „G a a e r D u m e d , Lo re ? " horte jeg hende sporge; „ n u maa jeg hjem ."

Lore svarede ikke strax; hendes D jn e svcevede med et usikkert B lik over t il m ig. Jeg vovede ikke at rore m ig ; men mine O jn e gave hende S v a r, og mine Lceber hviskede et „ B l i v ! " , uden at jeg selv ret vidste a f det.

51

— „ M e n saa svar dog, L o re !" vedblev den Anden u ta alm o dig; „Klokken har jo allerede siaaet O tte ."

Lore stak atter sin lille Fod ind i S tig b o jle n , som hun havde sluppet, og, med Ojnene fastede paa mig, svarede h u n :

— „J e g bliver lid t endnu; jeg rider frit denne G a n g ." O g sagte fojede hun t i l :

— „ D e t kunde ogsaa nok v a re , at Moder- kom herover."

Jeg folte, at det var en lille Logn. Blodet strommede m ig kogende t il Hovedet, det susede for- mine O ren. D en lille Lognerske havde med E t kastet Hemmelighedens S lo r over os Begge. D e t var forste G ang i m it L iv at jeg havde faaet et saa berusende T ils a g n ; h id til havde jeg kun man­

gen G ang tankt over, hvorledes noget S a adan t kunde hande her i Verden.

Christophs Soster havde fjernet sig. L ire ­ kassen begyndte igjen sin Musik, Pidsken knaldede om Orene paa den gamle Hest, Bondedrengene og Bondepigerne, der im idlertid havde besat de fleste Pladser, raabte, og Karoussellen satte sig atter i Bevagelse.

Lore saae tilbage efter m ig ; hun havde stukket 4*

sin F lore t ned i Saddelen, og sad som optagen af sine Tanker med Hcenderne foldede i Skjodet. D e t rode Torklcede om hendes H a ls flagrede i Luften, og i stedse hurtigere Kredse flo j den lette Skik­

kelse forbi m ig. Nceppe folte jeg Lynet af hen­

des O je i m it, for hun allerede var la n g t borte, og kun G lim te t af hendes lyse K jole brod endnu nogle Gange frem i den tarvelige Lam pebelysning og gjennem det bestandigt voxende M o rte .

P lu d se lig t var der Noget, der knagede; P i­

gerne, som fade i Vognene, gave sig t il at hvine, og Karoussellen stod stille.

— „ B l i v bare siddende, mine Herstaber!"

raabte Karousselejeren, idet han med sin Hjcelper steg over Tvcerbjcellerne for at undersoge Skaden.

E n Lygte blev taget ned, der blev banket og ham­

ret, men det lod til, at Skaden ikke kunde repa­

reres saa ganske h u rtig t. T id e n blev m ig la n g ; jeg trcengte m ig ud af den Menneskemasse, der omgav m ig paa alle S id e r, og gik udenom*Kredsen over paa den modsatte S id e af Pladsen. D a jeg her ved B o n n e r og P u f havde arbejdet mig helt frem t il B a rrie re n , stod jeg tcet ved hende. H un var stegen af Hesten, og hendes B lik sogte til alle S id e r.