Slægtsforskernes Bibliotek
Slægtsforskernes Bibliotek er en del af foreningen DIS- Danmark, Slægt & Data. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.
Slægtsforskernes Bibliotek:
http://bibliotek.dis-danmark.dk
Foreningen DIS-Danmark, Slægt & Data:
www.slaegtogdata.dk
Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavs-retten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.
Når det drejer sig om værker, som er omfattet af
ophavsret, er det vigtigt at være opmærksom på, at
PDF-filen kun er til rent personlig, privat brug.
J A K O B P E T E R S E N
SKAMLINGS BANKEN 1 8 4 3 1 9 4 3
H. H A G E R U P’S F O R L A G G
1843—1943
JAKOB P E T E R S E N
SKAMLINGSBANKEN
1843-1943
H. H A G E R U P . KØBENHAVN
INDHOLDSFORTEGNELSE
Side
Forord ... 7 I. Afsnit: Tiden før det første Skamlingsbankemøde . . . . 9— 51
Sprogreskriptet 14. Maj 1840 ... 23— 24 Sommerstedfesten 21. Februar 1843 ... 38— 50
II. Afsnit: Skamlingsbankemødet 18. Maj 1843... 52— 71 Laurids Skaus T a le ... 57— 60 i Kammerraad Drewsens Tale ... 60— 66
III. Afsnit: Skamlingsbankefesten 4. Juli 1844 ... 72—107 Sprogpatentet 29. Marts 1844 ... 72— 73
Hans Nissens Brev 13. Maj 1844... 76 Laurids Skaus Brev 1. Juni 1844 ... 77— 78 Protokolekstrakten 12. Juni 1844 ... 79— 80 Laurids Skaus T a le ... 82— 85 N. F. S. Grundtvigs Tale ... 85— 90 P. Hiort Lorenzens Tale ... 90— 91 Orla Lehmanns Tale ... 91— 93 Chr. Paulsens Tale ... 93— 95 Carl Plougs Tale ... 96— 99 M. A. Goldschmidts Tale ... 99—100
IV. Afsnit: Skamlingsbankemøderne 1845—59 ... 108—118 V. Afsnit: Skamlingsbankestøttens Historie ... 119—133 VI. Afsnit: Kort Biografi over de Mænd, hvis Navne er
indhuggede paa Skamlingsbankestøtten ... 134—147 VII. Afsnit: Skamlingsbankemøderne 1866—1920 ... 148—213
Mindesmærket for Grundtvig... 149—157 Mindesmærket for Laurids Skau ... 159—165 Gustav Johannsens Tale ... 160—163 Mødet den 4. Juli 1894 ... 166—177 Gustav Johannsens Tale ... 167—168 Redaktør Jessens Tale ... 170—174 H.P. Hanssens Tale ... 174—177 Mindesmærket for Regenburg ... 179—180 Mindesmærket for Mørk Hansen ... 180—182 Afsløring af Talerstolen ... 186—192 Bjørnsons Tale ... 192—199 Mindesmærket for F l o r ... 203—205 P. Graus T a l e ... 206—210
Mindesmærket for P. Skau ...215—216 Det unge Grænseværns M øde... 228—236 IX. Afsnit: Skamlingsbankens Ledelse, Vedtægter, Bygnin
ger, Plantninger m. m... 243—301 Vedtægter for Skamlingsbanken ... 245—248
Vedtægtsændring ... 253 Anerkendelse som autoriseret Korporation 255 Tilladelse til at hejse Splitflag ... 269—270 Vedtægtsændring ... 272 Vedtægtsændring ... 282
Litteraturfortegnelse ... 302—303 Billedfortegnelse ... 304—306 Personregister ... 307—312
F O R O R D
E
t Festskrift er en meget vanskelig Ting, især naar det drejer sig om et Selskab, der i Løbet af de to første Aar opnaar en Berømmelse, som ikke naas i de følgende 98 Aar. De to Aar 1843 og 1844 bragte Skamlingsbankens Navn ud til hele vort Folk. De Taler, der blev holdt ved Møderne i de to Aar, kom med Rette til at staa som et Gennembrud i den nationale Kamp og var grundlæggende for et folke
ligt Arbejde i Sønderjylland.
Ved Siden af Beretningen om Møderne løber parallelt det Arbejde, der er gjort for at gøre Skamlingsbanken til et af de skønneste Steder i vort Land. I Løbet af 100 Aar er det lykkedes at skabe en festlig Ramme om dette nationale og folkelige Mødested.
For ikke at blande de to Ting sammen er Bogen delt i to Dele, idet de første otte Afsnit omtaler Møderne og Mindestenene paa Skamling, medens det niende Afsnit handler om det Arbejde, der er gjort for at skabe Rammerne.
Om Skamlingsbanken kunde der skrives mangt og meget, der har med Stemninger og Følelser at gøre. Men det vilde ikke give et tilfor
ladeligt Billede af Tildragelserne, som de i Virkeligheden foregik. Det afgørende har været at fremdrage de Ting, der direkte tog Sigte paa den nationale Kamp og det folkelige Arbejde i Sønderjylland. Alt andet maatte vige til Side, da det ellers vilde blive en alt for omfattende Bog.
Hvad Billederne angaar, da havde det været ønskeligt, om det havde været muligt at fremskaffe flere Billeder af de Mænd, der har udført et stort Arbejde for at gøre Festpladsen til det, den er. Men det har ikke kunnet lade sig gøre, da der ikke findes Billeder af dem.
En Tak bør ikke savnes i et Forord, men den skal begrænses til fem Mænd. Formanden, Proprietær O. Juhl, Lykkesgaard, Kassereren, Gros
serer P. Michaelsen, Lunderskov, Rentier Hans Krog, Christiansfeld, og Guldsmed Holger Kyster, Kolding, har til enhver Tid været rede til at give de Oplysninger, som de var i Stand til at give. Overbibliotekar Dr. phil. Carl S. Petersen har ikke alene givet gode Raad, men ogsaa læst Bogen igennem i Manuskript. Der er god Grund til for mig at takke de fem Mænd for den Velvillie, med hvilken de har fulgt Arbejdet.
Jakob Petersen.
TIDEN FØR DET FØRSTE SKAMLINGSBANKEMØDE
M
ødet paa Højskamling den 18. Maj 1843 var ingen Tilfældighed.Forud for dette første Møde ligger et stort Arbejde, en For
beredelse, om man vil, der skabte en Ændring i den sønderjyske Be
folknings Sind og Tanker. Det vil være nødvendigt ganske kort at drage de Begivenheder frem, der førte til Sprogfesterne paa Skamling, da Betydningen af disse Fester ellers let bliver uforstaaelig.
Hvis de Navne, der staar paa Skamlingsbankestøtten, skal være vejledende, saa bør Begyndelsen søges i 1745, da Erik Pontoppidan udgav sin Afhandling: »Det danske Sprogs Skiæbne og forrige saavel- som nærværende Tilstand udi Sønder-Jylland eller Førstendømmet Slesvig«. Selv om Erik Pontoppidan er en af de første, der behandler det danske Sprogs sørgelige Stilling i Sønderjylland, saa vilde det dog være meningsløst at lede Festerne paa Skamlingsbanke tilbage til dette Arbejde. Hvad der gælder for Erik Pontoppidan, gælder ogsaa for de Mænd, der levede før 1830, og hvis Navne er indhuggede paa Støtten.
Der kan være forskellig Mening om, hvor langt der skal gaas til
bage i Tiden for fuldt ud at kunne gøre Rede for Tildragelserne paa Skamling i 1843. De allerfleste vil dog næppe søge længere tilbage end til den 5. November 1830, da Uwe Jens Lornsen udsendte det lille Flyveskrift: »Ueber das Verfassungswerk in Schleswigholstein«. De Krav, der stilles i Skriftet, gaar i al Korthed ud paa, at Hertugdøm
merne Slesvig og Holsten skal have en fri Forfatning, at de to Hertug
dømmer skal være en Enhed, at de fuldstændig skal skilles fra Dan
mark, saa at de kun har Konge og Fjende tilfælles. Lomsen har tyde
ligt nok haft Unionen mellem Sverige og Norge for Øje, idet han har hentet mange Træk fra Norges Grundlov.
Lornsen var ikke den Mand, der blot sad og skrev, han var ogsaa en Mand, der forstod, hvad Propaganda var værd. I Kiel henvendte han sig saavel til Professorer som til Studenter og Borgerskab. Under denne Vandring kom han ogsaa i Forbindelse med den juridiske Pro-
10
Ghr. Paulsen.
fessor Chr. Paulsen. Her møder han en Indvending, idet Paulsen gjorde gældende, at Kongen aldrig vilde kunne tilstede Sønderjyllands Ad
skillelse fra Danmark og Sammen
smeltning med Holsten. Over for denne Indvending svarede Lornsen med Lidenskab: »Gamle historiske Forhold vedkommer ikke os; vi vil det nu saaledes, og hver Tid skal danne sine Tilstande.«
Mødet mellem de to Mænd, begge Sønderjyder, Lornsen født paa Sild, Paulsen i Flensborg, skulde frem
kalde den store Kamp, idet Chr.
Paulsen ved Nytaarstid 1832 svarer paa Lornsens Skrift med et noget større Flyveskrift: »Ueber Volks- thünilichkeit und Staatsrecht des Herzogthums Schleswig; nebst Blicken auf den ganzen Dänischen Staat«. I dette Skrift gør Paulsen Rede for Sprogforholdene i Sønderjylland og faar rig Lejlighed til at føre Bevis for, hvor daarligt det danske Sprog var stillet. Han skriver følgende vemodige Ord: »Det Folk, som helt opgiver sine Fædres Sprog for et fremmed, sønderriver der
ved sin inderste Livstraad. Sange og Sagn fra Fortiden forstum
mer, og selve Fædrelandet bliver paa en Maade fremmed for det. Fat
tigere paa Forestillinger end Forfædrene var, gaar det omkring i sit Hjem, til Trods for, at Skolen har søgt at meddele det flere Kundska
ber; thi Skolen er fattig mod selve Livets Fylde.« Hvad Statsretten an- gaar, da paaviste Paulsen, at ad Lovens og den hidtilværende histori
ske Udviklings Vej kunde Sønderjylland hverken adskilles fra Konge
riget eller fuldstændig indlemmes i det. Sønderjylland var et selv
stændigt dansk Kronland, medens Holsten var et tysk Forbundsland og havde en ganske anden historisk Udvikling.
Disse to smaa Skrifter danner Indledningen til det store Opgør mel
lem Tysk og Dansk. Endnu er det hele i sin Vorden, men Vejene var valgte, den ene Part valgte Brudet: »Historiske Forhold vedkommer ikke os.« Den anden valgte Folkeligheden og dermed det, der giver
»Livet Fylde«. Disse to Veje er troligt blevet fulgt i de 110 Aar, der er gaaet siden da, saavel af den ene som af den anden Part.
Den 28. Maj 1831, altsaa midt imellem Udgivelsen af de to betyd-
ningsfulde Skrifter, udkom Anordningen om de raadgivende Provinsial- stænder. Et Par Aar senere, den 15. Maj 1834, kom Forordningen om Stændernes Indretning, Forretningsorden og Valg. Denne Forordning satte et skarpt Skel mellem Sønderjylland og Holsten, idet hvert af de to Lande fik sin egen Stænderforsamling. Samme Dag, den 15. Maj 1834, kom der to andre Forordninger, der skulde være med til at slette dette Skel og faa stor Betydning for hele den kommende Udvikling.
Den ene Forordning bestemte, at der skal oprettes en fælles slesvig- holstensk Regering paa Gottorp. Den anden Forordning, at der skal oprettes en fælles øverste Domstol for Sønderjylland, Holsten og Lauen
borg i Kiel.
Imod disse to Forordninger havde der lydt advarende Røster, blandt disse Prins Christian, den senere Kong Christian den Ottende, der havde sat alt ind paa, at der skulde være dansk Rets- og Forvalt
ningssprog, hvor der var dansk Kirke- og Skolesprog. Professor J. F. V. Schlegel efterviste, at Hertugdømmerne ingensinde havde haft Ret til fælles Domstole. Skulde der endelig være Fællesskab, saa maatte Domstolene deles i to Senater, et for hvert af Hertugdømmerne, og saa desuden dansk Retssprog ned til Slien. Anordningen blev modtaget med Glæde af Slesvigholstenerne, hvilket blev stærkt understreget ved den Indvielsestale, som Præsidenten for den nye Domstol i Kiel, Fri
herre v. Brockdorff holdt den 1. Oktober 1834: »Hvad vore Fædre længselsfuldt ønskede, men ikke turde haabe at opleve, det er nu sket!
Straalende lyser denne Dags Epoke saavel i Landets som i Rets
historien. Et snævert Baand omslutter nu de tre Hertugdømmer, Sles
vig, Holsten og Lauenborg. De gaar fra i Dag af ind i en Forbindelse, i hvilken de aldrig tilforn og til ingen Tider har staaet.«
Stænderforsamlingen i Slesvig skulde tælle 44 Medlemmer. Af dem skulde 17 vælges i Landdistrikter, 14 i Bydistrikter, 5 af Godsejerne, 6 af Kongen, 1 af Universitetet i Kiel og endelig var Hertugen af Au
gustenborg indvalgt ved en særlig Bestemmelse. Af de 17 Landdistrik
ter laa 7 i de 4 nordlige Amter. I disse 7 Distrikter valgtes Bønder, naar undtages Als, hvor der valgtes en Præst, men da han traadte til
bage, saa var det en Bonde, der traadte i Stedet. Valget var rettet mod Embedsstanden, som Bønderne var Modstandere af, det var paa ingen Maade et nationalt Valg. De valgte Bønder følte sig ikke som Danske, de var Slesvigere, der i Grunden følte sig mere knyttet til Syd end Nord. Valget i de 4 Byer er vanskeligere at karakterisere; det er imid
lertid næppe helt fejlagtigt at betegne disse Mænd som Slesvig- holstenere.
Stænderne traadte sammen i Slesvig den 11. April 1836. Den 8.
12
Nis Lorenzen.
Juni stillede Nis Loren
zen, der repræsenterede tredie Landdistrikt, nær
mere betegnet Sognene omkring Haderslev, For
slag om dansk Rets- og Forvaltningssprog, hvor der er dansk Kirke- og Skolesprog. Denne Tale maa betegnes som det historiskeVendepunkt for Hævdelsen af det danske Sprog i Sønderjylland.
Det var for Nis Lorenzen et rent praktisk Spørgs- maal, der var for ham absolut intet, der skulde betyde et Modsætnings
forhold til det tyske Sprog. Dette ses ogsaa tydeligt af de Adresser, der indgik til Stænder
forsamlingen i den Anledning. I en Adresse fra Rødding, Skodborg og flere Sogne hedder det, at samtidig med Fordringen af dansk Embeds
mandssprog »vilde det være nyttigt, om Seminaristerne maatte blive underkastet Eksamen i det tyske Sprog og forpligtet til at give nogen Tyskundervisning i Skolen«. Fra Lundtoft Herred og Varnæs Birk med 61 Underskrifter er Motiveringen denne: »Det tyske Sprogs Brug i et dansk Land kan ej andet end volde mange Ulejlighed og Ube
kvemmelighed. Bonden kan ikke læse de Papirer, han har paa sin Gaard. Heller ikke Skylds- og Gældsbreve og andre Dokumenter. Tyer han til Embedsmænd og Advokater, saa er han alligevel ikke sjældent udsat for Misforstaaelse. Det samme gælder om de paa Tysk affattede Dekreter og Domme.« Beboerne i Lundtoft Herred og Varnæs Birk undgaar at tale om Tysk i Skolen.
Nis Lorenzens Sprogkrav blev kædet sammen med et andet Krav, der var blevet stillet af A. Petersen, Dalby, valgt i andet Distrikt, nærmere betegnet de nordlige Distrikter i Haderslev Østeramt, den 13. Maj 1836; han ønskede, at der blev givet nogle Timers Tysk- undervisning om Ugen, hvor Skoleundervisningen fandt Sted paa Dansk. Om dansk Retssprog siger han ved samme Lejlighed, at »de
Chr. Flor.
fleste Beboere i den nordlige Del af Her
tugdømmet ikke ugerne vilde se dette, naar dermed ikke tillige paatvinges dem dan
ske Institutioner.« Selv Professor Niels Falck, der repræsenterede Kiels Universitet i
S tænderf orsamlingen, vilde gerne gaa med til, at det danske Sprog blev Retssprog med den ejendommelige Tilføjelse, at det klo
geste maaske vilde være at lade Latin være Retssprog. Han moti
verede dette sidste med, at det skete andre Ste
der, hvor Embedsmæn- denes og Undersaat-
ternes Sprog ikke var det samme. Nis Lorenzens og A. Petersens Forslag blev ikke behandlede i Stænderforsamlingen 1836, men blev henvist til et og samme Udvalg, der skulde komme med en Indstilling til Stænderforsamlingen i 1838.
Den Tale, som Nis Lorenzen holdt den 8. Juni 1836, er inspireret, om ikke skrevet af Professor Chr. Paulsen i Kiel. Den falder godt sammen med Flyveskriftet af 1832. Naar Chr. Paulsen er gaaet i Gang med at faa Nis Lorenzen overtalt til dette Skridt, saa er det sket i Sam- raad med hans Kollega, Professor Chr. Flor. Det er de to Mænd, Paulsen og Flor, særlig den sidste, der har Æren for, at da Sprogkravet endelig var rejst, blev der holdt Liv i det. Om dette Kravs Berettigelse er der næppe nogen, der vil strides i Dag. Derimod hersker der ofte Uvidenhed om, hvor langt det danske Sprogs Grænser gik i 1836. Til alt Held findes der ikke saa faa Dokumenter om denne Sag, saa det er forholdsvis let at bestemme Sproggrænsen. Stort set kan Sproggrænsen mod Syd drages fra Fjolde Sogn i en skraa Linie over til Gelting Bugt. Der maa dog her gøres opmærksom paa, at det plattyske Sprog havde trængt sig frem i en Del Sogne nord for denne Linie, særlig i Angel, og at den
14
vestlige Del fra Husum til Højer var frisisktalende, som den er det den Dag i Dag. Dansk Kirke- og Skolesprog var der imidlertid kun ned til vor Grænse, naar Bov og Udbjerg Sogne undtages. I nogle af Sognene, der laa nærmest op til Grænsen, blev der holdt ganske enkelte danske Gudstjenester om Aaret. I alle Købstæder Nord for Grænsen og de fleste Flækker var saavel Skole- som Kirkesprog Tysk. Der blev dog holdt danske Eftermiddagsgudstjenester. Saavel i Byerne som i Flækkerne talte Befolkningens store Flertal Dansk. I hele Sønder
jylland, fra Kolding Fjord ned til Ejderen, var Tysk Rets- og For
valtningssprog.
Nis Lorenzens Tale blev læst og forstaaet i København, og inden Aaret gik til Ende, blev der holdt en Tale der, der skulde give Genlyd Landet over. Den 4. November 1836 holder Orla Lehmann en stor Tale i »Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug«, i hvilken han slaar stærkt til Lyd for, at Selskabet udvider sin Virksomhed til Sønder
jylland. Lehmann rører ved det centrale i Spørgsmaalet og er klar over, hvad det hele drejer sig om, naar han siger: » . . . . det gælder om, hvorvidt det skal lykkes den indtrængende fremmede Natio
nalitet uforstyrret og upaatalt at fuldende sit Værk i Slesvig, at ud
rydde al dansk Nationalitet og det danske Sprog, eller om den længe forkuede Danskhed atter skal rejse sit Hovede og afkaste de unatur
lige Lænker, Aarhundreders Uret har paalagt dem.« Det blev vedtaget at udvide Selskabets Virksomhed til Sønderjylland, og Trykkefriheds- selskabet fik en Tillidsmand i Haderslev, nemlig Faktor Sørensen, Faktor Sørensen arbejdede hos Bogtrykker Seneberg, der var Udgiver af »Lyna«, der udkom paa Tysk. Det er denne Forbindelse, som senere skulde komme Danskheden til Nytte.
Medens alt dette foregaar saa at sige for aabent Tæppe, er der en ung Mand, Bogbinder Niels Chr. Nissen i Haderslev, der ved at læse Chr. Paulsens Skrift af 1832 bliver grebet af de klare Ord om Sprogets vanskelige Stilling. I December skriver han et Brev til Paulsen, i hvil
ket han klarlægger den Lidelsesvej, han sammen med mange andre har maattet gaa paa det sproglige Omraade. Gennem Vennen, Faktor Sørensen, faar han at vide, at den unge Købmand, P. C. Koch, sysler med Tanken om at udgive et dansk Ugeblad. Han opsøger Koch i Nytaaret 1837, og dermed indledes et Venskab mellem de to unge Mænd, der skulde faa stor Betydning for det danske Sprogs Fremtid.
De blev enige om at skrive hver en Artikel og forsøge paa at faa den optaget i et Blad. Kochs Artikel havnede i en Papirkurv paa et Blad
kontor i Aarhus, men Nissens Artikel blev optaget i »Itzehoer Wochen
blatt« den 7. Juli 1837 og har Titlen: »Schleswig wie es ist.« Slagordet
i denne Artikel er: »Bort med det danske, hvor Folket er tysk — men bort ogsaa med det tyske, hvor Folket er dansk!« Artiklen ender med de Ord: »Gid da vore Modstandere maa erkende, at deres Umage for at germanisere det danske Slesvig er forgæves, at alt Tysk hos os stedse betragtes som noget fremmed, og at det elskede Modersmaal før eller senere vil gaa sejrrigt ud af Kampen.« »Saaledes,« skriver P. Lau
ridsen, »lød det første Raab fra Folket selv, forfattet af en Mand, der aldrig havde sat sin Fod i en dansk Skole eller været under Paa virk - ning af en kongerigsk Mand. Dette Raab kalder Flor frem paa Virke- pladsen.«
Den 27. Juli 1837 kom Flor til Haderslev for at vinde to Mænd for Udgivelse af et dansk Ugeblad, Bogtrykker Seneberg og Faktor Søren
sen. Flor satte sig ogsaa i Forbindelse med Niels Chr. Nissen, og i Samtaler med ham er han blevet gjort opmærksom paa de Tanker, som P. C. Koch havde. Under Forhandlingen med Seneberg og Søren
sen modtog Flor Meddelelse fra Chr. Paulsen, der havde været i Kø
benhavn, om at han var blevet forsinket, og at han derfor ønskede, at de afsluttende Forhandlinger om Ugebladet blev ført hos Nis Lorenzen paa Lilholt. Kort efter ruller en Vogn fra Haderslev ud mod Lilholt med Flor, Nissen, Sørensen, Seneberg og Koch. Ude paa Lilholt fandt saa Mødet Sted mellem de 7 vidt forskellige Mænd. Det er ikke til at undres over, at Chr. Paulsen opfattede dette Møde med dyb Glæde. I sin Dagbog skriver han: ». .. . en mærkelig Forsamling af, for det dan
ske Sprog ivrige Slesvigere af alle Stænder, maaske siden Aarhundre- der den første, der alvorligen har raadslaaet om Midler til at hævde Sproget. Vanskelighederne blev drøftede, der især gaar ud fra Em
bedsstanden, og et dansk Ugeblads Udgivelse blev besluttet, som Bog
trykkeren for sin egen Fordels Skyld var villig til.« Det Tilsagn, som Bogtrykker Seneberg gav om at udgive et dansk Ugeblad, tog han til
bage Dagen efter. Tilsyneladende rejste de to Professorer ligesaa tom
hændede tilbage fra Haderslev, som de var kommet dertil.
Af Mødets Deltagere var der dog en, der var tilfreds med Resul
tatet, og det var P. C. Koch. Da han kom hjem fra Mødet, skrev han omgaaende en Ansøgning til Regeringen paa Gottorp for at opnaa et Privilegium til Udgivelse af et dansk Ugeblad. Han fik Afslag. Ufor
knyt indsendte han et nyt Andragende til Gottorp, men ogsaa det fik Afslag. Sagen var den, at et Privilegium til Udgivelse af Blade kun kunde faas ved direkte Henvendelse til Kongen. Den 23. December 1837 indgiver Koch et Andragende til Kongen om Lov til at udgive et dansk Blad i Haderslev. Ansøgningen er skrevet af Flor og bliver støttet af Prins Christian, saa Sagen nu var kommet i den rigtige
16
Laurids Skau.
Gænge. Den 20. Marts 1838 faar Koch Bevillingen til at udgive et dansk Blad, men han faar ingen Portolettelse og faar hel
ler ikke Lov til at optage An
noncer. Det var saaledes ikke nogen let Opgave at føre den Sag igennem.
Endnu inden Koch udgav
»Dannevirke«, var Stænderne blevet samlet i Slesvig den 21. Maj 1838. P. Hiort Loren
zen, der var valgt i Haderslev, havde modtaget det Kort, som T rykkefrihedsselskabet udgav med Titlen: »Kort over Konge
riget Danmark, Holsten og Lauenborg« og som var ud
arbejdet af Oberst O. N. Olsen.
Dette meddelte han Stænder
forsamlingen ved Mødet den 25. Maj. Hertugdømmet Sles
vig var udeladt, men i Stedet for fandtes der et »Sønderjylland«. Dette oprørte ham, og han bad der
for Præsidenten om at faa Lov til at lade dette Kort henligge paa Præ
sidentens Bord, saa at alle Medlemmer kunde se det. Dette Optrin viser i fuldt Maal P. Hiort Lorenzens Indstilling, idet han ikke vilde aner
kende Sønderjylland som tilhørende Danmark, men derimod vilde hævde Hertugdømmet Slesvigs selvstændige Stilling inden for det dan
ske Monarki. Det havde endvidere til Følge, at Nis Lorenzen meldte sig ud af »Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug«, og at han nu i et og alt bliver Hiort Lorenzens politiske Meningsfælle.
Dagen efter den 26. Maj modtager Stænderforsamlingen den alen
lange Petition om dansk Retssprog. Den var med vore Dages Maal 3,26><l,30 m og var forsynet med 1500 Underskrifter. Ideen var Kochs, Teksten var skrevet af Flor, medens Gaardejer Hans Nissen, Hammelev, og Gaardejer Laurids Skau, Sommersted, havde været de ihærdigste til at samle Underskrifter. Petitionen bad om, »at vort danske Modersmaal snarest muligt maa blive indsat i sine naturlige Rettigheder og blive gjort til Embeds- og Rettergangs- og hvor det endnu ej er Tilfældet, til Kirke- og Skolesprog i den dansktalende Del
Hans Nissen.
af Hertugdømmet.« Dette var at gaa et langt Skridt videre i Kravene, end Nis Lorenzen havde gjort i 1836.
Den 6. August kom Nis Lorenzens Sprogkrav til Behandling sammen med Petersen Dalbys Krav om mere Tysk i Folke
skolen. Nis Lorenzen er ikke den samme Mand i 1838, som han var i 1836.
Under Forhandlingen si
ger han følgende: » . . . . det forstaar sig af sig selv, at der derved ikke tilsigtes nogen nærmere Forbindelse med Konge
riget, men vi betragter os som en uadskillelig Del af Hertugdømmet Slesvig og ingenlunde tænker paa
at skille os fra Slesvig-Holsten.« Det Andragende, som Stænderforsam
lingen enedes om at indgive til Kongen, gaar i al Korthed ud paa : 1) at der indføres 3 Timers ugentlig Undervisning i Tysk i de dan
ske Folkeskoler.
2) at det danske Sprog maa indføres som Regerings- og Retssprog, hvor det er Kirke- og Skolesprog.
Det første Punkt vedtoges med 38 Stemmer, det andet Punkt med 21 mod 19 Stemmer. Af forskellige Meddelelser fremgaar det, at der havde været Mulighed for, at der var faldet flere Stemmer for Punkt 2, hvis Olsens Kort og den store Petition var udeblevet. Det gælder her, som nu, at det ikke altid er de varme Hjerter, der er de klogeste Politikere.
I Stænderforsamlingen 1838 tørnede Konservatismen og Liberalis
men haardt sammen. Den 13. Juli kom et Forslag, som P. Hiort Loren
zen havde stillet, til Afstemning. Forslaget stillede Krav om, at »den slesvig-holstenske Landdags forfatningsmæssige Bevillingsret skal over
drages til en forenet slesvig-holstensk Stænderforsamling.« Dette For-
18
Peter Chr. Koch. P. Hiort Lorenzen.
slag ansaa P. Hiort Lorenzen for »det egentlige Livsspørgsmaal«. Og det blev støttet af et »Mylder« af Petitioner fra Nordslesvig, især fra den østlige Del af Haderslev Amt. Ved Afstemningen faldt det med 26 Stemmer imod og kun 13 for. Hertugen havde ydet den stærkeste Modstand, medens Nis Lorenzen og de andre Deputerede fra Lands
delen havde stemt for det. Denne Afstemning gjorde et mægtigt Ind
tryk paa P. Hiort Lorenzen, og han begyndte at forstaa, at Aristokra
tiet og Bureaukratiet var ved at finde hinanden, og at de havde Magt nok til at holde Liberalismen nede. Hans Tanke om et Slesvig- holsten med en fri Forfatning i Personalunion med Danmark havde lidt et uopretteligt Nederlag. Han saa nu klart, at en fri Forfatning i Forbindelse med Holsten vilde være skrinlagt for lange Tider.
Midt under Stænderforsamlingen udkom »Dannevirke« i Haderslev den 15. Juni med P. C. Koch som Redaktør. Det var paa et mærkeligt Tidspunkt, dette Blad udkommer. Rigsarkivar A. D. Jørgensen har skildret Tiden med de smukke Ord: »Midt i Stændermødernes og Pres
sens ensformige Opposition . . . . lyder pludselig Luren fra »Danne
virke«, det danske Sprog fra Sønderjylland. Danske og svenske Studenter mødes paa Sundets Is for at skifte Venneord; Grundtvig træder frem fra sit Studereværelse for at tale til Ungdommen og mane til Arbejde for den nye Slægt; Blicher stævner til folkelig Fest paa Himmelbjerget...Er disse Mænd liberale eller konservative? Ingen spørger derom; men snart er det aabenbart for alle, at det offentlige
Liv ved dem er blevet rigere, at det først nu har faaet en Fylde, som sætter det i Stand til at tage Arv efter Fortiden.«
»Danskheden i Nordslesvig,« fortsætter A. D. Jørgensen, »var, som vi har set, netop nu ifærd med at bryde sit Dække. Enkelte Mænd af Folket var kommet til Bevidsthed om deres Nationalitet; det var som en ny Opdagelse, et Blik tilbage til fjerne Tider og fremad til nye Baner for det folkelige Liv, der fyldte dem med Glæde og lykkelige Forhaabninger. Men faa eller ingen af dem havde endnu faaet Øje for, at dette før eller senere maatte faa Indflydelse paa deres politiske Forhold; de befandt sig i det hele og store vel ved den nedarvede Sær
stilling over for Kongeriget og dets Beboere og fralagde sig ved Lejlig
hed enhver Tanke om at ønske noget Fællesskab til den Side.«
Dette er rigtigt. Ud fra dette Synspunkt skal Begivenhederne, der var sket og skulde ske, ses. Ogsaa Personerne, der træder frem i disse for Sønderjylland saa begivenhedsrige Aar, maa ses under den Syns
vinkel. Alle Stændermænd, Nis Lorenzen iberegnet, havde haft en Følelse af at være nærmere knyttet sammen med Holsten end Dan
mark, og dette Forhold ønskede de i Grunden ikke ændret. Befolknin
gen havde liden Forbindelse med Moderlandet og følte sig ikke synder
lig draget hen imod det. De Tanker, som Flor og Koch syslede med, mødte Modstand hos de fleste, kun faa forstod dem, langsomt, meget langsomt maa Vejen brydes, indtil Omslaget kom. Der var, indtil
»Dannevirke« udkom, intet, der kunde standse den fremadstormende slesvigholstenske Ide. Den eneste Modstand var Befolkningens sejge Trofasthed overfor det nedarvede.
I Byerne raadede Slesvigholstenismen saa at sige fuldstændigt. De enkelte, der turde vove at hæve deres Røst, havde ikke let ved at klare sig, ja var endog udsat for økonomisk Forfølgelse. Skulde det Arbejde, som Flor og P. C. Koch havde paabegyndt, faa nogen Betydning, saa maatte det være Bønderne, der skulde bære det frem. Bønderne i Søn
derjylland havde igennem de sidste Par Hundrede Aar haft vidt for
skellige Kaar. Det er hævet over al Tvivl, at Bønderne i Haderslev Amt havde haft langt bedre Kaar, end f. Eks. Bønderne i Sønderborg Amt. Medens Bønderne i Haderslev Amt i Tiden fra 1580—88 blev Kongens Bønder, idet Kong Frederik den Anden udkøbte Adelen, saa var Bønderne i Sønderborg Amt blevet udsugede af Hertug Hans den Yngre, de levede i Tiden fra 1545—1622. Først i Midten af det attende Aarhundrede lettedes Kaarene for Bønderne. Bønderne i Haderslev Amt og nogle Steder i det øvrige Sønderjylland blev efter Forordningen 1766 Arvefæstere. Denne Forordning medførte, at Bønderne tidligt kom i Besiddelse af deres personlige Frihed, og som Følge deraf fik de
20
bedre økonomiske Kaar. Bønderne paa den gode Jord i Haderslev Østeramt var ved Tiden omkring 1830 baade dygtige og selvbevidste.
De forstod paa mange Maader at tage Kampen op mod Embedsmæn- dene, der i Reglen saa ned paa dem.
En god Forbundsfælle for Bønderne var Skoleloven af 1814, selv om den Folkeskole, der fremgik af denne Lov, var ret tarvelig, set med
vore Øjne. Folkeskolen var godt kendt før 1814, men Skoleloven betød et stort Fremskridt; der kom mere Plan i Undervisningen og først og fremmest fik Lærerne en bedre Uddannelse. I mange af Skolerne blev der givet Un
dervisning i Tysk, selv om Dansk var Skolesprog. Til dette kom maaske det vigtig
ste af det hele, at den haarde Krise, der havde ramt Land
bruget efter Statsbankerotten i 1814, var ved at forsvinde.
Krisen havde været haard, men den var tillige en god Skole for mange af Bønderne.
Den havde fostret Jernflid og Omtanke, og det var særligt disse fremtrædende Egenska
ber, der skulde komme den vaagnende Danskhed til Gode. Det er ikke for meget at sige, at der i Haderslev Amt var en selvbevidst og økonomisk ret uafhængig Bondestand, der stod rede til at gaa ind i Arbejdet, naar Tiden kom. Det er denne Opgangstid i Landbruget, der i høj Grad kom Vækkelsen til Gode.
Det politiske Nederlag, som P. Hiort Lorenzen led i Stænderfor
samlingen 1838, havde til Følge, at han indledede en Brevveksling med den unge, højtbegavede Jurist, Orla Lehmann. I Sommeren 1838 havde P. Hiort Lorenzen skrevet et Par Breve til Orla Lehmann for om muligt at faa nogen Hjælp til Vennen, Redaktør Kopperholdt i Aaben
raa. Disse Breve var skrevet paa Tysk. Den 29. Januar 1839 skriver P. Hiort Lorenzen et Brev til Orla Lehmann paa Dansk, Orla Lehmann svarer i Februar paa Tysk. P. Hiort Lorenzens Svar til Lehmann, der er dateret den 28. Februar, er paa Dansk, det samme gælder Brevet af
13. Marts. Orla Lehmanns Svar den 30. Marts er paa Dansk. Den 19. April skriver P. Hiort Lorenzen atter et meget langt Brev til Orla Lehmann, af hvilket de 4/5 er paa Dansk, men Slutningen paa Tysk.
Fra da af er deres Brevveksling skrevet paa det tyske Sprog. De Breve, som P. Hiort Lorenzen skriver til Nis Lorenzen og P. C. Koch, er skre
vet paa Dansk. Naar der er gjort saa nøje Rede for dette Forhold, er det, fordi mange har opholdt sig over de tyske Breve, som P. Hiort Lorenzen skrev til Lehmann. Grunden til, at det tyske Sprog blev be
nyttet i Brevvekslingen, maa sikkert søges deri, at begge de to Mænd til Fuldkommenhed beherskede det tyske Sprog. Det er ikke saa mærkeligt, at P. Hiort Lorenzen skrev Tysk, da hele hans Skoleuddan
nelse var tysk. Derimod er det vanskeligere at forstaa, at Orla Leh
mann skrev tyske Breve til en Mand, der kunde skrive Dansk, da han havde dansk Uddannelse, var en begejstret Skandinav og med i alt det, der kunde fremme Danskheden. Den eneste Undskyldning er den, at Tiden ikke fandt noget stødende i det. At gaa ind paa denne Brev
veksling vil føre alt for vidt, og det er ogsaa unødvendigt, da den er let tilgængelig i P. Lauridsens Værk: »Da Sønderjylland vaagnede«.
Nævnes skal kun, at der i Brevene er Tale om en fri Forfatning og om Danskhedens Stilling i Sønderjylland. Resultatet af Brevvekslingen var, at Hiort Lorenzen nærmede sig de danske Liberales Synspunkter med en stærk Kritik mod »Dannevirke«.
En ret afgørende Indflydelse paa P. Hiort Lorenzens Indstilling havde ligeledes den af Redaktør Th. Ohlshausen proklamerede »Ny- holstenisme«, der gik ud paa, at Holsten kun kunde faa en fri For
fatning ved at give Afkald paa Sønderjylland, da dette Land til syvende og sidst var et dansk Land. For P. Hiort Lorenzens Venner Syd paa var Slagordet blevet: Tyskland frem for alt og saa Slesvigholsten. Det var et nationalt Gennembrud paa Bekostning af Liberalismen og den dermed forbundne frie Forfatning. Klart og tydeligt skriver Hiort Lorenzens nære Ven, Redaktør H. Hansen, Eckernførde, dette i et Brev til ham i Maj 1839: »Jeg er afgjort for, at Slesvig indkorporeres i det tyske Forbund . . . . jeg vilde saa gerne have, at vi ogsaa her kunde være af samme Mening, men jeg kan ikke ganske skjule min Frygt for, at De endnu er noget dansksindet, endnu ikke har bestemt Dem . . . . maaske Moltke er den eneste Slesviger, der tænker som jeg. Det synes mig altsaa meget vigtigt, at de slesvigske Liberale enes herom, det vilde give et langt bedre Samvirke med Holstenerne, hvis vi alle afgjort var tyske.« Alt dette virkede paa Frihedsmandens Sjæl, de store, politiske Nederlag i Stænderforsamlingen 1838, Brevvekslingen med Orla Lehmann, Ohlshausens nye Politik og endelig Vennens Brev,
22
der tydeligt viste, hvilken Vej Slesvigholstenismen var inde paa.
P. Hiort Lorenzen var ikke af dem, der havde sagt eller skrevet noget, der havde den mindste Antydning af Had mod Danmark, det var kun mod Enevælden, han rettede sine Angreb. Til dette kom, at den be
gyndende Slesvigholstenisme, som Uwe Jens Lornsen havde forkyndt, var ved at opløse sig indefra.
Det danske Røre med »Dannevirke« i Spidsen var ham en Torn i Øjet. Om »Dannevirke« skriver han til Lehmann: » . . . . at »Danne
virke «s Redaktør og Medarbejdere har været nødsaget til at falde i Absolutismens Arme, da de begyndte at nægte Hertugdømmets Rettig
hed, og at Bladet dermed er totalt forfejlet, viser noksom, hvad Skæbne enhver vil have, som paa nuværende Tid følger deres Eksem
pel.« Eller i Brevet den 19. April: » . . . . »Dannevirke« s Bestræbelser bliver almindeligt antaget for at gaa for det meste ud paa
at
sætte saa meget ondt Blod imellem de dansk- og tysktalende Slesvigere, at den tilkommende Regent dermed lettes en voldsom Inkorporation.« P. Hiort Lorenzen saa ikke dengang, at det, som »Dannevirke« vilde, var at vække Folket til at have en Mening. Den kloge Politiker oversaa til Fulde, at en Politik kun kan føres, naar der staar en Folkevilje bagved.Let var det heller ikke for P. C. Koch i Haderslev. Han maatte bort
kaste Navnet Sønderjylland og bruge Slesvig. »Under Navnet Slesvig har vi mange Venner, men bliver vi ved at stride under Sønderjyllands Fanemærke, saa taber vi alt for meget.« Det er paa dette Punkt, at de to Stænderdeputerede sætter ind, saavel Hiort Lorenzen som Nis Loren
zen har i Efteraaret 1839 gjort »Dannevirke« megen Skade. P. C. Koch skriver til Flor: »Deres Bestræbelser har ikke været uden Frugt, jeg har tabt ca. 40 Abonnenter.«
Medens »Dannevirke« kæmper den haarde Kamp for Tilværelsen, dannes der den 11. April 1839 en »Forening til dansk Læsnings Fremme i Slesvig«. Denne Forenings ledende Kraft er cand. theol.
Nis Hanssen fra 0. Højst. I de følgende Aar faar denne Forening op
rettet 70 Sognebogsamlinger i Sønderjylland. Den 1. August 1839 holder Digteren St. St. Blicher Møde paa Himmelbjerget, der gør et mægtigt Indtryk paa P. C. Koch. Han kommer i Forbindelse med Blicher, og en Brevveksling mellem Koch og Blicher kommer i Gang.
Den 3. December 1839 dør Frederik den Sjette. Om dette Dødsfald og om Tronskiftet er der skrevet saare meget, rammende er vel nok føl
gende Udtalelse: »Den nationalpolitiske Situation i det danske Monarki ved Tronskiftet 1839 er den, at der allerede i Sammenhæng med Stæn
derforhandlingerne har begyndt at udvikle sig nye, nationale Bevægel
ser i baade dansk og tysk Retning, men endnu er disse Bevægelser ikke
Chr. VIII.
paa nogen afgørende Maade stødt imod hinanden, og det er blot kom
met til visse Gnidninger. Endnu ser det nærmest ud, som om den poli
tiske Udvikling, der er indledet ved Stænderlovens Udstedelse, skal styr
ke og ikke svække Fællesskabet mellem de forskellige Landsdele.«
Ved Tronskiftet er Opmarchen i Orden, daarligst stillet er den danske Fløj i Sønderjylland, der er i Realiteten kun fire Mænd, der endnu bekender Kulør, de to Profes
sorer i Kiel og saa de to Redak
tører i Haderslev og Aabenraa. De to sidste havde det ikke bedre end som saa. P. C. Koch er undertiden ved at storme Himlen for saa inden
ret længe at synke ned paa Jorden og sende Klageskrifter til Flor i Kiel. Redaktør Fr. Fischer i Aabenraa, der havde begyndt at udgive et Ugeblad 1. Oktober 1839 paa Tysk, tæller paa Knapperne, om han skal udgive Bladet paa Dansk til Foraaret. Det er en lille Armé, der stadig angribes af de ledende og af dem, der skulde være deres Støtter, de Stænderdeputerede, der var valgt i Landdistrikterne i den nordlige Del af Sønderjylland. Deres Haab var Kongen. De troede paa ham, og i første Omgang blev de heller ikke skuffet. Kong Christian den Ottendes Program gik i Korthed ud paa at ophjælpe Danskheden kul
turelt, men det laa langt uden for Kongens Tanker at fordanske hele Sønderjylland. Hans Tanke var nærmest denne, at Sønderjylland med en stærk dansk Del skulde være et Bindeled mellem Danmark og Holsten. Med andre Ord den Ulykke, der havde ramt Sønderjyl
land gennem Aarhundreder, skulde fortsættes, med den Lempelse, at det danske Sprog skulde nyde en vis Frihed og Støtte.
D e n 14. M a j 1 8 4 0 u d s t e d t e s S p r o g r e s k r i p t e t . Da dette Reskript har haft saa stor Betydning, og da det paa en Maade er Fundamentet for Skamlingsbankens Betydning, er det nødvendigt at aftrykke Reskriptet i dets fulde Ordlyd.
Kgl. Rescr. til den Slesv.-Holst. Regjering ang. Sprogforholdene i den nord
lige Del af Hertugdømmet Slesvig. 14. Maj 1840 Lov Nr. 54: Christian den Ottende etc. etc.
Durchlauchtige Fyrste, Vor synderlig Kjære Fætter! samt Velbaarne,
24
Høiædle, Høiærværdige og Høilærde, Velædle, Kjære, Andægtige og Troe!
Efterat det af Vore troe Provindsialstænder for Hertugdømmet Slesvig indgivne Andragende angaaende Sprogforholdene i den nordlige Deel af dette Hertugdømme er blevet Os allerunderdanigst foredraget, have Vi fundet Os bevægede til Allernaadigst at resolvere Følgende:
1. I de Districter af Vort Hertugdømme Slesvig, hvor det danske Sprog er Kirke- og Skolesprog, skal for Fremtiden i alle Regjerings- og Retssager det danske Sprog bruges i Stedet for det tydske, til hvilken Ende alle Embeds- mænd i bemeldte Districter skulle være pligtige til ved alle deres Udfærdigel
ser saavel i Administrativ-, som i Retssager at betjene sig af det danske Sprog.
De Embedsmænd i de vedkommende Districter, som ere det danske Sprog tilstrækkelig mægtige, have fra 1. Jan. næstkommende at gjøre Begyndelsen med Brugen af dette Sprog ved dets Udfærdigelser, hvorimod Beretning bliver at indgive med Hensyn til de Embedsmænd, som ikke i den Grad ere det danske Sprog mægtige. Derhos er det Vor Villie, at der for Fremtiden ved Underskrivning skal gives den danske Text af Vore allerhøieste Forordnin
ger og af Collegialpatenterne retlig Gyldighed for de ommeldte Districter.
2. Lærerne ved de Districtskoler i Vort Hertugdømme Slesvig, i hvilke Underviisningen i Overensstemmelse med den almindelige Skoleanord. af 24. Aug. 1814 meddeles i det danske Sprog, skulle være pligtige til udenfor den sædvanlige Skoletid i tre Privattimer ugentlig at give de Skolebørn, hvis For- ældre eller Værger ønske saadant, Underviisning i det tydske Sprog. De Lærere, der ere tilstrækkelig kyndige i det samme, have imod en Godtgjø
relse, som nærmere bliver at bestemme, dermed at gjøre Begyndelsen fra 1.
Jan. 1841. Men for Fremtiden skal det paalægges dem, der ansættes som Lærere ved de ommeldte Skoler, at meddele denne Underviisning uden Beta
ling, og enhver Skolelærer, saavel enhver Seminarist, der ønsker at blive ansat som Underlærer eller Hjælpelærer ved en af disse Districtsskoler eller at blive forflyttet til en saadan, har under den Prøve, som vedkommende Provst skal anstilles med ham, at godtgjøre, at han er saa kyndig i det tydske Sprog, at han kan give Underviisning i at læse og skrive samme.
Idet Vi give Eders Kjærlighed og eder Forestaaende tilkjende overdrage Vi Eders Kjærlighed Naadigst og befale eder Allernaadigst at bringe dette Vort allerhøieste Rescript til offentlig Kundskab i de vedkommende Districter af Vort Hertugdømme Slesvig og at foranstalte det derefter videre Fornødne.
I Øvrigt forblive Vi Eders Kjærlighed og eder med Kongelig Propension og Naade tilgedan og bevaagen.
Givet paa vort Slot Sorgenfri d. 14. Maj 1840.
Christian R.
Høpp. Reventlow-Criminil. Dumreicher.
Rathgen. Liliencron.
Sprogreskriptets vigtigste Bestemmelse er, at Dansk skal være Rets- og Øvrighedssprog, hvor Dansk er Kirke- og Skolesprog, d. v. s.
ned til Grænsen, naar Byerne og de fleste Flækker undtages. For Em
bedsmænd, der ikke var kyndige i det danske Sprog, kunde der i Hen-
hold til Reskriptet gives særlig Dispensation. Dette Hul i Loven var beklageligt, da det var at forudse, at det vilde blive benyttet om ikke saa meget af Embedsmændene saa af Sagførerne. De tre Timers ugent
lig Undervisning i Tysk blev lagt i Befolkningens Haand. De kunde benytte dem eller lade være. For Lærerstanden derimod blev der visse Vanskeligheder at overvinde, naar de søgte Embede i Landsdelen.
Følgen af Skolebestemmelserne maatte være Oprettelsen af et nyt Se
minarium, hvor Dansk var Hovedsproget, og det tyske Sprog et Bifag.
Sprogreskriptet berørte kun 40 Forvaltnings- og Retsembedsmænd, og da Sagen i Realiteten kun drejede sig om Retssproget, blev Antallet nedsat til 19. Amtmændene og 5 Underdommere erklærede med det samme, at de udmærket kunde føre Sagerne paa Dansk, saa hele Tallet, det drejede sig om, var kun 10. Naar Forvaltningsembedsmændene ikke regnes med, er det ganske simpelt, fordi de fleste af dem i Reglen brugte det danske Sprog i Samkvem med Befolkningen. En hel anden Sag var det med Sagførerne, der førte Sagerne ved de forskellige Dom
stole; de stillede sig alle paa en ganske enkelt nær i Opposition. De sluttede en Overenskomst med hinanden om, at de ikke vilde antage nogen Sag, som kunde medføre den Nødvendighed, at der skulde skrives eller tales Dansk. I Haderslev teede de sig i alle Dele som be
satte eller vanvittige, meddeler Koch i et Brev til Flor.
Sprogreskriptet betød trods alle Indskrænkninger, at der for første Gang var udkommet en Lov om Sproget. Hidtil var der faret frem efter Embedsmændenes Tykke, nu blev al den Vilkaarlighed standset, og det betød først og fremmest en Kile ind i Slesvigholstenismen.
Flor saa klart, at det var nødvendigt at styrke Kongen i Sagen, og han sørgede derfor for, at der blev indsendt en Takkeadresse til ham.
Teksten til denne Takkeadresse skrev Flor selv, medens Koch sørgede for Underskrifterne. Takkeadressen fik 2594 Underskrifter. Det var Bønderne i Haderslev Østeramt, der havde leveret 4/5 af Underskrif
terne, i Aabenraa var det Ø.-Løgum og Felsted Sogne, paa Sundeved Ullerup og Dybbøl Sogne, og paa Sydals Ulkebøl og Tandslet Sogne, der havde de fleste Underskrifter. Hovedagitationen mod Sprog- reskriptet udgik fra Hertugen af Augustenborg. Han betragtede Sprog- reskriptet som et personligt Nederlag og æggede derfor Befolkningen til at yde Modstand. Han drev det saa vidt, at da Kongen i Sommeren 1840 opholdt sig paa Augustenborg, fik han den Stænderdeputerede for Slogs og Lundtoft Herred, Thies Stenholdt fra Ravsted, til at overrække et Andragende om at ophæve Sprogreskriptet.
Fra Februar til November 1840 var Hiort Lorenzen Redaktør af
»Lyna«. I den Tid holdt han skarp Front mod »Dannevirke« og
26
»Aabenraa Ugeblad«. Han havde paa mere end een Maade gjort Livet surt for Koch, men ganske særligt for Fischer i Aabenraa. Hans Stil
ling over for disse to Mænd var den samme, som Brevene til Orla Leh
mann bærer Vidne om. Den 14. August 1840 nedlægger Hiort Loren
zen sit Mandat som Stænderdeputeret med den Motivering, at han ikke vil gaa med til, at Sønderjylland bliver indlemmet i det tyske Forbund, og at det vigtigste for Fremtiden vil være fuldkommen Oplysning om, hvad Sønderjylland kan vente i Forbindelse med Holsten og i Forbin
delse med Danmark. Han venter paa, at Danmark i Løbet af et Par Aar opnaar at faa en fri Forfatning. I et Brev til Orla Lehmann skri
ver han: »Fra den historiske Skole har jeg skilt mig for bestandig. Det slesvigske Folk maa gøre sin naturlige Ret gældende, og denne fører til, at ingen er berettiget til at hindre det i at slutte sig til Norden eller Syden.« Naar Hiort Lorenzen er naaet saa vidt i sine Anskuelser, skyldes det sikkert Hertugen af Augustenborg. Han beklager sig over, at Hertugen har sine Spioner ude efter ham alle Vegne, ogsaa dette meddeler han i et Brev til Lehmann: »Godt er det, at Hertugen viser sig som en Fjende af en god Forfatning, da hans Tilhængere, der gerne vil skaffe ham en god Position, nu maa indse, hvor umuligt dette er.«
Det er imod Hiort Lorenzen, at Hertugen retter sine Angreb af Harme over Sprogreskriptet.
I Juni 1840 er P. Hiort Lorenzen sammen med to Venner, Jochimsen fra Flensborg og de Wulff fra Haderslev. Disse tre blev enige om, at saasnart der i Danmark er proklameret en fri Forfatning som den nor
ske, skulde øjeblikkelig alt sættes ind paa Sønderjyllands fuldstændige Tilslutning til Danmark. »Men,« skriver Professor K. Fabricius, »her
med var Ejderstaten knæsat som politisk Program, og det var ikke kongerigske Mænd, men Sønderjyder, der først havde rejst dette Krav.«
Det er altsaa ikke helt rigtigt, naar der skrives og tales om, at Hiort Lorenzen kun var Forfatningspolitiker, da han nedlagde sit Mandat.
Netop paa dette Tidspunkt var han ved at glide over paa et nationalt Program. Han var klar over, at Holsten aldrig vilde faa en fri For
fatning, saalænge Hertugen havde noget at sige. Rigtigt er det der
imod, hvad Laurids Skau siger om Hiort Lorenzen paa dette Tids
punkt: »Hvad Lorenzen gjorde, det gjorde han helt, der var ingen Halvhed hos denne Mand.«
I Stænderforsamlingen 1840 var det store Stridsspørgsmaal Sprog- reskriptet af 14. Maj 1840. Den, der rejste Kravet om at ophæve Sprog- reskriptet, var Thies Stenholdt. Han fremsatte dette Krav den 16. Ok
tober med den Motivering, at vel havde han i 1838 stemt for det, men var nu kommet til den Erkendelse, at Sprogreskriptet ikke var andet
end Propaganda, der var fremkaldt af »Dannevirke«. Han vilde ikke for alt i Verden miste Forbindelsen med Holsten, og han erklærede sig for en afgjort Fjende af en nærmere Tilknytning til Danmark. Over for denne Opfattelse kunde Nis Lorenzen med god Føje sige, »at man taler om en dansk Propagandas Tilskyndelse og Indvirkning, men med denne har de dansktalende Slesvigere ingen Sympati, undtagen for- saavidt som ogsaa de vil have det fælles Modersmaal i fuldt Omfang og i virksom Brug.« Dette kunde Nis Lorenzen sige med god Overbevis
ning, han havde i Sandhed ikke haft noget at gøre med »Dannevirke«
og dens Mænd. Der var imidlertid intet at gøre, selv om de dansk
talende Medlemmer opbød alt, ja højt og dyrt erklærede, at »de fra
lagde sig enhver Tanke om at ville have nogen nærmere Forbindelse med Danmark, at de heller ikke vilde flytte Sproggrænsen længere mod Syd, eller at de ønskede Embedsmændene forflyttede, som ikke kunde tilstrækkeligt Dansk.« Intet hjalp, med 31 Stemmer for og 9 Stemmer imod blev der indsendt et Andragende til Kongen om at op
hæve Sprogreskriptet. De 9, der stemte imod at ophæve Sprogreskrip
tet, fortjener, at deres Navne nævnes. Det var Gaardejer Alexandersen fra Sottrup, Gaardejer Bonefeldt fra Ulkebøl, Gaardejer Nis Lorenzen fra Lilholt, Gaardejer A. Petersen fra Dalby, Gaardejer Thomsen fra Skodborg, Købmand Nielsen fra Flensborg, Købmand Jensen, Flens
borg, Wilder fra Femern og Grev Moltke-Grünholz. Den gamle Borg
mester Jan Schütt fra Frederiksstad var udtraadt og ikke Medlem af Stænderforsamlingen 1840.
Stænderforsamlingen i Slesvig havde i 1840 opnaaet at blive en stærk slesvigholstensk Blok. De Konservative og Liberale havde fundet hinanden, og alt, hvad der hed Forfatning og Folkefrihed, blev sat i Baggrunden, medens derimod det nationale kom frem i Forgrunden.
Det samme var ogsaa Tilfældet med nogle af de Stænderdeputerede, der var valgt i de nordlige Landdistrikter. I Slutningen af 1840 foretager Hiort Lorenzen Svingningen over til det danske, og med ham fulgte mange, hvis Navne ikke kendes. Den 10. Januar 1841 kan Koch med Stolthed meddele Flor, at »begge Lorenzener er et Par vældige Mænd, især den haderslevske. Nu støtter han Ryggen til »Dannevirke«. Han jager mig mangen Bonde fra Sydsiden til som Abonnent. Hvad han før har nedbrudt, bygger han selv op.«
Om den Betydning, som Sprogreskriptet havde for Befolkningen, er det endnu værd at høre, hvad en enkelt Mand udtaler, nemlig Gaard
ejer P. Skau, Bukshave: »Det var som bekendt i den første Stænder
forsamling 1836, at Nis Lorenzen af Lilholt fremsatte sit Forslag om Indførelsen af dansk Retssprog, hvor Kirke- og Skolesprog var Dansk.
28
. . . . jeg var rigtignok kun dengang 11 Aar... Saaledes vaktes en Interesse for de offentlige Anliggender. Hvis vi imidlertid siden efter ikke havde hørt mere herom, saa var det maaske nok blevet glemt;
men som sagt Sagen havde nu engang grebet Gemytterne, og der taltes og forhandledes derom allevegne. Sprogreskriptet af 14. Maj udkom og vakte en Glæde, der lettere kan føles end bevises. Jeg var dengang en Dreng paa 15 Aar og kunde derfor ret godt følge med.«
Sikkert er, at Sprogreskriptet vakte Røre og satte Skel, der kom til at gaa dybt. Embedsmændene følte sig truede i deres Stillin
ger. Havde der hidtil været Splid mellem dem, saa blev der nu Enig
hed, og de forsøgte at dæmme op for det danske Fremstød. Under disse Forhold gled Sønderjylland ud af det bevægede Aar 1840, der trods alle Modsætninger havde givet den danske Folkevækkelse en stor Styrke i Kraft af Hiort Lorenzens Tilslutning.
I Begyndelsen af 1841 skulde der afholdes Valg til Stænderne. Den 9. Januar gav »Dannevirke« et Valgløsen, der gaar ud paa, at det nord
slesvigske Folk ikke ønsker at løsrives mere fra Danmark, end det allerede er. Det er som Talsmand for Slesvigs Selvstændighed, at Hiort Lorenzen stiller sig i Sønderborg, idet han vil forbeholde sig sin Stilling, indtil den forfatningsmæssige Udvikling baade i Danmark og Holsten havde taget en klar Retning. Der synes ikke at have været nogen særlig Valgstemning. Valgene var i hvert Fald ingen Sejr for den fremspirende Danskhed, der kunde kun regnes med 5 paalidelige Mænd: Hiort Lorenzen, Nis Lorenzen, A. Posselt, Tingskriver Jepsen og Raadmand P. Nielsen. A. Petersen var atter blevet valgt paa Chri- stiansfeld-Egnen, Thies Stenholdt paa Ravsted-Egnen, og paa Als valg
tes en af Hertugens haandgangne Mænd, Herredsfoged Steffens. I Ha
derslev, Aabenraa og Tønder valgtes Slesvigholstenere; særlig maa Valget af Advokat Gülich i Aabenraa og Advokat Beseler i Tønder fremhæves.
Endnu medens Valgene stod paa, forringedes Sprogreskriptet be
tydeligt, idet Kongen den 24. Januar giver Amtmanden i Haderslev mundtlig Besked om, at Reskriptet foreløbig kunde sættes ud af Kraft for de hader slevske Advokaters Vedkommende, hvis Amtmanden skønnede, at Retsplejens uforstyrrede Fortsættelse krævede det. Den 4. Februar udstedtes en kongelig Resolution om, at Advokaterne maatte bruge det tyske Sprog i vanskelige og vidtløftige Sager. Den 28. Juni s. A. blev der givet Tilladelse til, at Kontrakter og Gældsbreve kunde affattes paa Tysk, naar vedkommende ønskede det. Alt dette skulde ikke give megen Støtte til Danskheden. Alle de Forventninger,, der havde været næret til »Dannevirke«, til »Aabenraa Ugeblad«, til
Bogsamlingerne, til Valgene m. m. var ligesom ved at løbe ind i en Blindgade. Bladet i Flensborg, der var skrevet paa Tysk, var ved at dø Straadøden. Fr. Fischer sultede, Koch reddede sig med Nød og næppe ud af Fallittens Kløer, ogsaa Hiort Lorenzen begyndte at vakle økonomisk, idet Kapitaler, der stod i hans Forretning, blev opsagte.
Den tyske Historiker, J. Broch, skriver om Forholdene og Valget i 1841 følgende rammende Ord: »Men Hovedaarsagen til den ringe Fremgang laa dybere, laa i den absolute Mangel paa dansk Aandsliv i Nordslesvig. Det var ene den, der udelukkede en virkelig politisk Fremgang, det at ville vække Nationalfølelse med nok saa begejstrede Taler og nok saa berettigede Formaninger, hvor der ikke findes nogen Andel i det nationale Aandsliv, det er det samme som at ville høste, hvor ingen har pløjet og saaet og røgtet Jorden. Det var paa den tyske Kultur, at det tyske Herredømme i Slesvig levede, kun af en jævnbyr
dig Kultur kunde det bringes til at vakle.« Det er saare rigtigt, og ingen saa det klarere end Flor i Kiel.
Den 6. Februar 1841 stod der en Artikel i »Dannevirke«, underteg
net af »en Nordslesviger«. I Artiklen slaas der til Lyd for Oprettelsen af Dannelsesanstalter, i hvilke Bøndersønner kunde faa Undervisning i de Ting, som ikke lærtes i Folkeskolen. Det hedder bl. a.: »Imidlertid er der vel ingen Egn i hele Landet, hvor slige Læreanstalters Oprettelse kunde være en større Nødvendighed end i Nordslesvig, saalænge Fol
ket her mangler enhver højere national Undervisningsanstalt. For at blive staaende ved Valget af Repræsentanter til Stænderne, saa er Bonden her nødtvunget til at vælge af sin egen Stand, fordi han ellers løber Fare for ved Valget af Personer, som paa tyske Skoler have lært at foragte deres danske Nationalitet, selv at bidrage til Opofrelsen af sine helligste Menneskerettigheder, og da kun faa i vore Almueskoler kunne erhverve sig saa mange Kundskaber, at de kunne være dygtige nok til Stænderdeputerede, saa vilde den hermed forbundne Ulempe blive ryddet af Vejen. Dog ikke alene med Hensyn hertil, men ogsaa i mange andre Henseender vilde de højere Dannelsesanstalter for Bondestanden være til megen Nytte.« Artiklen er skrevet af P. Hiort Lorenzen.
Det er første Gang, Højskolen omtales; der er næppe Tvivl om, at Ideen er Flors, og at Hiort Lorenzen er blevet gjort bekendt med Tan
ken gennem Samtaler med Koch. Hiort Lorenzen erkendte nu, at uden en Folkestemning vilde intet kunne opnaas, og at en Folkestemning uden Oplysning var et daarligt Grundlag at bygge paa. Som Følge af dette slutter han sig nu fuldt og helt til »Dannevirke« og dens Mænd. Disse ser dog med en vis Skepsis paa ham, dette med fri For-
30
fatning og Friheden i det hele taget interesserede ikke Bønderne og heller ikke de dansktalende Præster, der fandtes. Hiort Lorenzens Kærlighed til Danskhed og Modersmaal satte de et lille Spørgsmaals- tegn ved, men de var alle klar over, at hans Tilslutning til »Danne
virke« var et stort Plus. Der er ingen Tvivl om, at det Samarbejde, som indlededes mellem Hiort Lorenzen og Koch ved Nytaarstid 1841, fik stor Betydning for dem begge. Hiort Lorenzen blev indviet i de Planer, som Flor havde, og endvidere fik han Kendskab til Forholdet mellem Blicher og Koch, men ogsaa Koch fik gennem Samtaler Øjet op for, hvilken Værdi der laa i en fri Forfatning.
Sommeren 1841 er Hiort Lorenzen med paa Himmelbjerget, medens Koch af en eller anden Grund ikke er med. Blicher havde ellers faaet Koch valgt ind i Himmelbjergkomiteen, men det ses ingen Steder, at Koch nogensinde havde givet Møde i Komiteen. I et Brev, som Blicher skriver til Koch i September, gør han opmærksom paa, at der ingen Tvivl kan være om, at Hiort Lorenzen vil være hans gode Medarbejder, og at han skal hilse ham. Blicher og Hiort Lorenzen har efter detté haft en personlig Samtale, men hvad den gik ud paa, vides ikke, maaske har det været om en lignende Fest længere Syd paa. I det samme Brev skriver Blicher nemlig: »I Stedet for Svar til »Lyna«s Angreb paa Himmelbjergfesten foreslaas de dansktalende og dansk
sindede i Sønderjylland at forene sig til en lignende Fest, f. Eks. paa Grønninghoved, hvorfra man ser ud over en stor Del af Fædrelandet mod Syd og Nord og Fyen mod Østen.« Til dette bemærker Koch, at det bekvemmeste Sted maaske var paa Pothøj, 2 Mil Sydvest for Ha
derslev. Hvorom alting er, Tanken er udkastet til de to Mænd i Haders
lev, og det er nok ogsaa dem, der realiserer den, da Tiden var inde.
Det er muligt, at der har været nogle Bønder med Hiort Lorenzen paa Himmelbjerget, men om det vides der intet.
Den 3. November 1840 skriver Flor i et Brev til Koch: »Ifald det staar i Deres Magt igennem Hiort Lorenzen eller paa anden Maade at gøre noget for, at Bønderne i Slesvigforsamlingen tale Dansk, som er begyndt, og at Adressen bliver flinkt underskrevet — saa gør det.
Begge Dele vil være højere vedkommende meget velkommen.« I Slut
ningen af September 1841 var Flor i Haderslev, og en Maaned senere, den 31. Oktober, skriver Laurids Skau til ham: »De talte sidstleden om, at det var højst nødvendigt, at der blev talt Dansk i den slesvigske Stænderforsamling, og De har til den Ende bearbejdet Hiort Lorenzen dygtig, og jeg tror næsten, at De var ved at bilde ham ind, at han ligesaa godt kunde tale Dansk som Tysk. Dette var nu meget godt, men jeg frygter for, at han kommer i Knibe, naar han skal tale Dansk,
og at han ikke saa godt kan forsvare sig, som naar han taler Tysk.«
Den 5. November skriver Flor til Koch, ved hvilken Lejlighed han røber de Planer, han har med Laurids Skau: »Jeg havde nylig Brev fra Skau i Sommersted, som vil med Guds Hjælp engang blive Slesvig- Holstenerne en langt farligere Fjende, end Nis Lorenzen har været eller kan blive.«
Ved Udgangen af 1841 staar de Mænd samlet, der skulde drage det store Læs i de kommende Aar. Saavel Højskolen som Folkefor
samlinger laa inden for Synskredsen. Det vigtigste var dog, at det store Samlingsløsen blev givet, og dette kunde kun være, at der blev talt Dansk i Stændersalen, hvad Flor med fuld Ret pegede paa. Libe
ralismen med fri Forfatning og det hele var nu ved at køre ind i den rigtige Gade, den, der hedder Folkefornyelsen.
Det nye Aar begyndte med en Sag, der skulde faa den allerstørste Betydning. I Februar Maaned samledes Sognefogderne for Tørning Len til det sædvanlige Nytaarsmøde. Sognefogdeme havde efter gam
mel Skik og Brug medbragt en Tavle med Kongens Navnetræk og den berømte Indskrift:
I Lov og Rettens Sale Han løste bunden Tale.
Nu skal alene klinge Vort Modersmaal paa Tinge,
som de ønskede ophængt i Tinghuset. Herredsfogden var kommet un
der Vejr med dette og lod omgaaende en Tavle lave med Kongens Navnetræk. Sognefogderne var imidlertid kommet først og havde hængt deres Tavle op. Herredsfogden lod den fjerne og hængte sin Tavle op i Stedet for. Det vilde de ikke finde sig i og hængte saa Tav
len op et andet Sted. Men ogsaa derfra fjernes den. Denne Historie udvikler sig til en stor Sag. Laurids Skau meddeler Historien til cand.
theol. Nis Hanssen. Han lader Skaus Brev aftrykke i »Fædrelandet«
under Titlen »Moderne Billedstorm«. Koch aftrykker »Fædrelandet«s Artikel i »Dannevirke« og opnaar derved at faa en Bøde paa 100 Rdl.
Først et Aar efter kommer Tavlen paa Plads ved Kongens Medvirken.
I 1848 blev Tavlen brændt af Slesvigholstenerne.
Tavlesagen fra Tørning blev fulgt med stor Opmærksomhed, den vakte paa en Maade hele Bondestanden i Haderslev Østeramt. Her var noget, de forstod, noget, der laa inden for deres egen Synskreds, hvilket kunde være vanskeligt nok, naar der var Tale om Dannelses
anstalter, Folkeforsamlinger m. m. Her var ogsaa god Lejlighed til at faa Ram paa Embedsmændene, deres gamle Arvefjende. Der er slet ingen Tvivl om, at denne Tavlesag benyttet paa rette Maade var
