Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.
Slægtsforskernes Bibliotek:
http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere:
www.slaegtogdata.dk
Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre
værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.
Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug.
Oplysningstiden i Hertugdømmerne.*)
(Tiden fra ca. 1773— 1817.)
Studier over Kirke- og Skoleforhold i Hertugdømmernes religiøse og nationale Brydningstid.
Af Pastor Hejselbjerg Paulsen, S krydstrup.
VI.
Et nyt Tidsskifte og en ny Slægt.
N aar Ibsen i en Folkefjende ta le r om, a t en Sandhed ku n lever højst 20 Aar, er det n a tu rlig v is et P aradoks. Men selv
følgelig er det rigtigt, a t »Sandheden«, d. v. s. de Slagord, hvor
u n d e r »Sandheden« sæ ttes i Omløb, oftest h a r en forbavsende k o rt V irketid. Og jo m ere naive og h ø jttalen de »Sandhedens«
Forfæ gtere er, desto h u rtig ere kom m er Om slaget.
O plysningstidens Mænd v ar saam æ nd h ø jttalend e nok, og
»Sandheden« skulde presses ind i alle Hoveder, og saa naive v ar de, a t de troede, at O plysningens og Lykkens Sol n u endelig v ar g a a e t op, og a t en ny og herlig Epoke v ar indvarslet.
Selvfølgelig blev »Sandheden« p aan ød et den unge Slægt. Vi h a r i det foregaaende set, a t m an havde sk a b t et en srettet Sko
levæsen, hvor Sum m en af Tidens Visdom skulde tylles i den nye G eneration. Nu viste det sig atter, a t et en srettet T ank e
spind ikke ad sk iller sig m eget fra den Verden, hvori R efræ ner lever og dør. Der kom m er h u rtig t en Tid, hvor m an ikke gider høre m ere derom, og O plysningstidens R efræ ner v ar en saadan A rt Døgnfluer, der s n a rt forsvandt. Det unge Slægtled vendte sig fjen dtligt imod dem. Det er v ist i A lm indelighed R esultatet af a lt aan d elig t Presseri.
*) Ogsaa til denne Del af A rbejdet lia r jeg til A rk iv stu d ier i Ind- og U dland m odtaget U nderstøttelse af den grevelige H jelm stjerne- R osencroneske Stiftelse. For denne U nderstøttelse b rin g er jeg D irek
tio n en m in æ rbødige Tak. H. P.
2 Hans Hejselbjerg Paulsen.
O m kring A ar 1817 vendtes Bladet. Det A ar sæ tte r Skel i de gam le H ertugdøm m ers H istorie. R ationalism ens F a llit m æ rk e
des fø rst paa det religiøse Om raade, derfor g a a r den religiøse B ryd n ing tid forud for den nationale.
Men ogsaa n a tio n a lt fik R ationalism ens F a llit B etydning.
Thi R ationalism ens an d et Tvillingbarn, den fornuftordned e H elstats Idé, form aaede h eller ikke a t fastholde det nye Slæ gt
led i dets brusende Oplevelse. B egejstring for Folkets H istorie, for Æ t og Jord, N atu rsan s, Følelsesfrigjorthed, alt forenes i Ge
m y ttet til Religion.
R e l i g i ø s t o g n a t i o n a l t i n d v a r s 1 e s d e r f o r n u e n a n t i-r a t i o n a 1 i s t i s k P e r i o d e i v o r t H j e m 1 a U d s H i s t o r i e . R esu ltatet blev bl. a., a t det fornuftbetonede Folke
nes Forbund, bestaaende af Danske, Norske og H olstenere, spræ ngtes, hver gik siden sin egen Vej.
Medens R ationalism en i Kongeriget i det 19. Aarh. antog en Skikkelse, som indeholdt F rem tidsm uligheder, S pirer til noget a n d et og større, og m edens m ange af dens Mænd, der uden no
get egentligt B rud m ed Fortid en naaede frem til et positiv t S ta n d p u n k t (f. Eks. M ynster, P. E. M üller, Jens Møller), sa a blev R e s u l t a t e t i H e r t u g d ø m m e r n e n æ r m e s t d e t , a t d e n n y T i d v e n d t e s i g f j e n d t l i g t i m o d d e t p a a n ø d t e A r v e g o d s , — ja, den Tid, da R ationalism en havde h ersk et — »Oplysningstiden« — skulde ligefrem skydes ud af H istorien, derfor glem tes denne Tid og dens Mænd. I religiøs og n a tio n a l H enseende gik U dviklingen nu i en helt anden R etning, end R ationalism en havde tæ n k t sig.
D e n n e n y e T i d b a r i s i t S k j o l d e n d a n s k o g e n t y s k F o 1 k e v a a r. E fter R ationalism ens h a a rd e og lange V interkulde føltes V aarens F rem b rud som en herlig og u fo r
glem m elig Tid. B aade Danske og Tyske kan enes om, a t dette V aarb ru d i N ationernes Liv var en skøn og rig Tid.
Den danske A and sagde sig n u fuldkom m en løs fra tysk Form ynderi, først i Kongeriget, siden i Nordslesvig. At H elstaten spræ ngtes, var R ationalism en i nogen Grad Skyld i, thi ved sin
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 3 ensidige, forstandsm æ ssige O pfattelse af Tilvæ relsen havde den k u n stig t dæ m m et op mod a lt følelsesbestem t i M enneskenatu
ren, og da disse ku nstig e D æ m ninger spræ ngtes, skyllede den brusende Flod H elstatstan k en og H elstaten selv bort. Men B ru d
det føltes sik k e rt sm ertelig t i m ange M enneskesind i begge Kul
turkred se. Kunde det ikke have v æ ret u n d gaaet? — Man tæ nke p a a Schweiz og N ederlandene.
Nej, det kunde næ ppe undgaas. F ø rst og frem m est fordi R a t i o n a l i s m e n i H e r t u g d ø m m e r n e h a v d e f o r ly i n d r e t e n k o n t i n u e r l i g O v e r g a n g f r a d e n m i d-
d e 1 a 1 d e r 1 i g m o n a r k i s k e t i l d e n m o d e r n e , n a t i o n a l e S t a t . R ationalism ens Afkobling af Følelseslivet og dens konsekvente Fornæ gtelse af Følelseslivet og dens tørre for
standsm æ ssige O pfattelse af H elstaten førte til det ulægelige Brud, da Troen paa M enneskeheden, paa Oplysning, paa Frihed, p aa H elstat blev til visne Blade, som nu henvejredes af S tor
men.
T ræ t a f'd e n tørre Tone, led ved a t høre R ationalism ens Re
fræ ner gjorde Ungdom m en Oprør og fornæ gtede ikke blot Fæ d
renes religiøse, m en ogsaa deres statslige Idealer.
R ationalism en sank og med den H elstatstan k en i den gam le dansk-tyske H elstat.
Rationalismens Forsøg paa at sætte Støtter under det vaklende Hus.
O m kring ved A aret 1815 synes selv de førende b lan d t Op
lysningstidens Mænd a t have istem t Tidens Raab: Noget m aa der gøres! Det kirkelige og m oralske Forfald, som i det foregaa- ende er o m talt re t udførligt, m aa tte aabne selv de m est forstok- kedes Øjne for den K endsgerning, a t den ratio n alistisk e Byg
ning v ar ved a t synke. At m ange af dem m ente, at dette betød selve K irkens Fald, er k u n forstaaeligt, thi for dem v ar R atio
nalism e og K ristendom eet og det sam m e. Man søgte derfor ef
ter bedste Evne at holde det hæ ldende Hus p aa Benene ved at
r
4 Hans Hejselbjerg Paulsen.
afstive det m ed S tø tter og Stivere. Ogsaa dette Arbejde m aa lige om tales.
I flere af de slesvigske P ro v stier søgte m an f. Eks. p aa det T id sp u n k t a t reform ere K onventerne, som P ræ stern e holdt, og p u ste n y t Liv i dem, sa a a t de blev noget an d e t og m ere end Selskabelighed og Kortspil.
Sæ rlig P rov sterne P a u lse n i A abenraa og P ra h l i Tønder synes a t have u d fø rt et s to rt Arbejde for at tilskynde P ræ stern e til fornyede S tu d ie r og Fordybelse i filosofiske og h isto risk e Em ner. De fik f. Eks. op rettet Læ seselskaber, hvor Tidens viden
skabelige L itte ra tu r cirkulerede, og som tillige skulde væ re D iskussions- og F o red ragsforeninger for Selskabernes gejstlige M edlemmer.
Ligeledes skyldtes det sik k e rt ogsaa den kirkelige N ødstil
stand, a t L æ restolen i H om iletik og p ra k tisk Teologi ved U ni
v ersitetet i Kiel i 1815 a tte r blev besat. I 1815 havde en k en d t nordslesvigsk P ræ st, P a sto r Petersen i Højer, som allerede n æ v n t1) u d se n d t et dygtigt S k rift »Ueber die B estim m ung, B ildung und grössere W irk sam k eit des geistlichen Standes«, hvori h a n bl. a.
p aaviste een af A arsagerne til det kirkelige Sam m enbrud i G ejstlighedens F orfald og Uduelighed. H an foreslog derfor, at det hom iletiske S em inar ved U niversitetet i Kiel a tte r skulde oprettes. Nok er det, i 1815 kaldedes Dr. Jo h an n Christoph S c h r e i t e r til Professor i P a s t o r a l t e o l o g i o g T a l e k u n s t , og da S tu d en tern e i Kiel i sam m e A ar henvendte sig til den danske Regering m ed Bøn om, a t det h o m i l e t i s k e S e m i n a r m aa tte blive genop rettet2) (det havde bestaaet in d til 1806, da det ophævedes p a a G rund af ring e T ilgang af S tu denter), udkom 16. J a n u a r 1816. et kgl. Rescript, som bestem te, at det tidligere » P rediger-Institut« a tte r skulde oprettes. D irek
tionen blev o verdraget den næ vnte Dr. Schreiter, og i 1817 blev S lotskirken i Kiel stillet til R aadighed for Stud enternes Opøvel
se i »den gejstlige Talekunst«.
*) Sønderj. Aarb. 1936, p. 194.
-) F. B. Köster, Geschichte des S tu d iu m s der p rak tisch en T heolo
gie auf der U n iv e rsitä t zu Kiel, 1825, p. 53 ff.
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 5 Men sligt var jo egentlig k u n ydre L apperier. Der m aatte m ere dybtgaaende Reform er og en aandelig O m væ ltning til, waar n y t Liv skulde skabes.
Ogsaa O prettelsen af d e t s l e s v i g o g h o l s t e n s k e B i b e l s e 1 s k a b i 1815 skyldtes væ sentlig R ationalisterne, selvom ogsaa en Del af M odstanderne tog virksom Del i denne betyd
ningsfulde Sag.
I F o ra are t 1815 havde G eneralsup erintendent A dler og P ro v sterne Jasp er Boysen og Callisen in d b udt 50 »Personer af alle Stænder« til Slesvig for a t drøfte O prettelsen af et Bibel
selskab, som skulde frem m e U dbredelsen af den hellige Skrift i H ertugdøm m erne. Det lykkedes a t faa et sa a d a n t oprettet, og det fik ikke blot kgl. Stadfæ stelse, m en ogsaa et efter Tidens Forhold m eget betydeligt A ntal M edlem m er overalt i de for
skellige Landsdele?)
B ibelselskabets O prettelse er et m æ rk eligt Tegn p aa Om sla
get; det viste, a t Tiden v ar ved a t blive en anden, a t R atio nalis
m en v a r ved a t k apitu lere. Thi h e r greb m an efter den rette Lægedom m od Tidens Skrøbelighed, idet m an vendte tilbage til det apostoliske Ord.
At det ikke blev den ratio n alistisk e Bibeludgave, som P a sto r Dr. F u n k i A ltona havde besørget, den saak ald te »Altona- Bibel«, der m ed sine F o rto lk n in g er og F o rk la rin g e r saa fu ld kom m en v a r R ationalism ens Værk, som skulde udbredes, m en derim od L u th ers Bibeludgave, betød ogsaa et ratio n alistisk Til
bagetog. Og a t Folk fra begge Lejre k unde mødes til Sam arbejde i B ibelselskabet, v ar et Tegn paa, a t den k irkelige N ødstilstand fik R atio n alister og Ik k e-R atio n alister til i Fæ llesskab a t søge h en til a lt Livs K ildespring.
I Spidsen for B ibelselskabet stod Mænd som Gen.-Sup. Ad
ler, P ro v sterne Jasp er Boysen og Callisen — to h in an d e n h elt m odsatte Mænd, — K ansleren ved den slesvigske Overret, Con- fere n tsra ad Moritz, K am m erju n k er v. W arm stedt, E ta tsra a d
E rste r Ja h re sb e ric h t ü b e r die G ründung und den F o rtg an g der s.-li. B ibelgesellschaft, Schlesw ig 1817.
G Hans Hejselbjerg Paulsen.
K richauf, K ontrollør H ansen, (som stod B rødrem enigheden nær). Og Form andsposten blev overdraget S tatholderen i H er
tugdøm m erne, Landgreve Carl af Hessen.
For M edlem m ernes B idrag købtes stra k s 10,000 Bibler, som skulde uddeles eller sælges for en ganske ringe Pris. Adlers T alent som O rganisator viste sig ogsaa her, thi det skyldes u tvivlso m t sæ rlig ham , a t der i næ sten alle Sogne oprettedes saak ald te B i b e 1 f o r e n i n g e r som U nderafdelinger af Bibel- selskabet. Disse sørgede bl. a. ogsaa for Afholdelse af B ibellæ s
n inger og B ibel-Sam talem øder, for U ddeling af Psalm ebøger og K atekism er, i and re oprettedes B iblioteker ude i Landsognene.
K ort sagt, B ibelselskabets Stiftelse og dets vidtforgrenede V irk
som hed v ar et første F o raarsteg n i H ertugdøm m erne.
Nævnes bør ogsaa i denne Sam m enhæ ng, a t det britisk e Bibelselskab (oprettet i 1804) rak te det slesvigske en hjæ lpende H aand, først ved et økonom isk T ilskud p aa ikke m indre end næ sten 5000 Mk., siden ved a t overvise Selskabet et sto rt A ntal danske B ibler til B rug for Nordslesvig. Ogsaa een af det b ritisk e Bibelselskabs ledende Mænd, Dr. H enderson fra Skotland, blev i 1816 sendt herover for a t hjæ lpe til med R aad og Daad, og og
saa fra Søsterselskabet i K ongeriget fik m an H jælp og O pm un
tring .
For a t vise, m ed hvilken Energi m an gik frem, vil vi lige næ vne nogle E ksem pler p a a Selskabets Arbejde h e r i N ordsles
vig. I H a d e r s l e v gik f. Eks. 3 »achtungsw erte Bürger« fra Hus til Hus for a t vække B orgernes Interesse for Sagen. En hel Del Bibler blev u ddelt til ubem idlede, og 193 Borgere i Byen tegnede sig som bidragydende M edlemmer. I H a l k m eldte 50 unge sig til B ibellæ sning hos Sognepræsten. Ogsaa B rødre
m enigheden i C h r i s t i a n s f e l d slu tted e sig til og viste der
ved, a t denne Sag kunde forene de strid end e P arter.
Ogsaa B ibelforeningerne i de sm aa Landsogne fik et betyde
ligt A ntal M edlemmer, i H e l l e v a d v a r der saaledes 47 og i det lille E g v a d Sogn 42 Medlemmer. I Løjt Sogn tegnede 48
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 7 M edlem m er sig for et a a rlig t B idrag a f hv er 1 Speciedaler, og i m in d re Beløb indkom over 100 Mk. Cour.
R akte den ra tio n alistisk e K irkeledelse og de sm aa k ristn e K redse i H ertugdøm m erne saalèdes h in an d en H aanden i dette fæ lles Arbejde, saa k unde det dog ikke skjules, a t H ertugdøm m erne i disse A ar baade prægedes af vide Kredses store Lige
gyldighed for K irken og af en søgende, u tilfre d sstillet Længsel med gæ rende U tilfredshed m ed K irkens Ledelse og den officielle K irkes Forkyndelse. Men i det følgende A ar 1817 kom den Af
k laring , som m aa tte kom m e: Vandene deltes.
1817 v a r R e f o r m a t i o n e n s t r e d i e H u n d r e d a a r s .J ii b i 1 æ u m. Da det bestem tes, a t Festen skulde fejres i større Stil, søgte ogsaa ved denne Lejlighed R ationalism ens T ilhæ n
gere og M odstandere til a t begynde m ed a t gøre saa m eget ud af Festen som m uligt. Men det v a r ogsaa k u n ved F estens T il
rettelæ g n in g og Forberedelse, a t denne Enighed kom for Dagen, thi da m an skulde til a t tale om R eform ationen og R eform atio
nens Betydning, v ar det forbi m ed Enigheden, den polem iske Tone lød fra begge Sider, og ved A arets S lu tnin g brød Striden u d i lys Lue. R ationalistern e tog selvfølgelig L u th e r og de øv
rige R eform atorer til in d tæ g t for deres S y n sp u n k ter og frem stillede dem som »Oplysningens sande Venner«, og de udgav sig selv for at være R eform atorernes sande Efterfølgere.
E fter A nordning skulde selve Festen holdes m ed G udstje
neste paa to Dage, og de kirkelige og verdslige M yndigheder hav d e sørget for, a t ogsaa Folkets brede Lag kom p a a Benene.
Festen indledtes nem lig med K an on salu t og H ornblæ sning, og i m ange K irker »opførtes In stru m en talm u sik«. Ogsaa U niver
site te t og L atinskolérne festede baade ved Tale og Sang og ved a t udsende særlige F estsk rifter, i Regelen p a a Latin.
Vi vil lige nævne, hvordan R eform ationsfesten fejredes i en nordslesvigsk Købstad.
I H a d e r s l e v 1) »løstes Kanonerne« A ftenen før Festdagen,
*) »Lyna« 26. Oktober 1817 (B ekendtgørelse af Festen, og 9. Nov.
1817 (R eferat af F estens Forløb).
8 Hans Hejselbjerg Paulsen.
K irkeklokkerne ringede, og fra K irk eta arn e t blæ stes i Horn. —
»Næppe o p ra n d t den festlige Dag, førend G udstjenesten i Ho
sp ita lsk irk e n blev indledet med K lokkeklang, den lille K irke k unde ikke rum m e den M ængde Indvaanere, som i den tidlige M orgenstund vilde bringe den Algode deres Takkeoffer«, h edder det i »Lynas« Referat. Kl. 8 ^ tog G udstjenesten i Set.
M ariae sin Begyndelse. Byens og A m tets M yndigheder og S tan d sperso n er havde fo rsam let sig p a a R aadh uset og gik n u i Procession til K irken, hvor Byens G arnison allerede havde ind
fund et sig. L atinskolens Disciple og B orgerskolens Elever blev af deres L æ rere fø rt ind i K irken op foran et sto rt Lutherbillede, som i Festens A nledning v ar a n b ra g t i den pyntede Kirke. S an g og Tale og In stru m e n ta lm u sik vekslede, bl. a. havde B yens Borgm ester, L indenhan, a ffa tte t en K antate, som Concertm e- steren Hr. P altzo havde sa t M usik til. Ogsaa H aydns »Schöp
fung« blev opført i K irken, og L atinskolens Rektor, B rauneiser, talte i F rue K irke i T ilkn y tnin g til Festen p a a L atin over Te
m aet: De causis, cur Scholae quoque, et eae praecipue, quae doctrinae altio ris stu d ia fovent, eum gaudio a d su rg a n t ad So- lem nia sacra in L u th eri m em oriam celebranda. (»Hvorfor isæ r de læ rde Skoler med Glæde tag er Del i Reform ationsfesten«).
»En sto r Del af det h ervæ rende P u b lik u m saavelsom m ange Læ rde fra L andet tog ogsaa Del i dette A fsnit af Festen«, for
tæ ller »Lyna«. E fter Skolens F est sam ledes m an i K irkens Sacristi, hvor et Legat p a a 800 Rigsd. Cour, stiftedes til Fordel for Skolens Disciple. Det haderslevske Blad »Lyna« m ener, a t
»næppe nogen By i H ertugdøm m erne h a r fejret Jubelfesten kønnere eller i sa a n æ r T ilk n y tn in g til Festens Idé som vo r lille By i H ertugdøm m et Slesvigs yderste Norden.«
lø v rig t festedes overalt, og Sm agløsheden synes m angt et Sted a t have slaaet sig løs af H jertens Lyst, en R eform ations
fest i egentlig F o rstan d blev det næ ppe overalt. Dog er der og
saa E ksem pler paa, at »disse Dage højtideligholdtes med h je r
telig og glad Deltagelse«.1) Texten for P ræ dikenen v ar over- J) P a sto r Kier, 0. Løgum Sogns H istorie. Ms. p. 520.
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 9 a lt Johs. Ev. 8, 12: Jeg er Verdens Lys; den, som følger m ig.
skal ikke v andre i Mørket, m en have Livets Lys.
Større Interesse end selve R eform ationsfesten h a r im id ler
tid de Skrifter, som udkom ved denne Lejlighed.
H er m aa først nævnes, a t den A ugsborgske Trosbekendelse blev o p try k t p aan y og et E k sem p lar se n d t til hver Kirke. Det v a r jo ogsaa et Tidens Tegn. Thi ved a t fordybe sig i dette S k rift kunde K irkens M ænd jo se, hvor la n g t de havde fjernet sig fra R eform atorerne. Ligeledes sendtes til alle P ræ s te r et H y r d e b r e v t i l G e j s t l i g h e d e n , (E pistula encyclica ad c lerum ), u d a rb e jd et af Rigets Biskopper. Det var p a a L atin m en oversattes til Tysk af Dr. med. N euber i A abenraa, for at ogsaa Lægfolk k u nde læse K irkens H envendelse til sine Tje
nere (H irtenbrief der hohen G eistlichkeit in D änem ark, Schles
wig, H olstein u n d L auenb u rg an die Prediger, als E inlad un g z u r Jubelfeier der Reform ation.)
Det er selvfølgelig R ationalism en, som h er kom m er til Or
de. Den lu th e rsk e H ovedsætning, R etfæ rdiggørelsen af Tro, fin
des f. Eks. ikke næ vnt. Derim od siges, at der er lagt et fast og u ro k k elig t G rundlag for den evangeliske Lære, »thi hvor den hellige Skrift, fo rk la re t efter F o rn u ftens Lov, anerkendes som Religionens eneste Kilde, falder af sig selv al anden M yndig
hed.«1) Og B revet b estræ b er sig for a t vise, a t K ristendom m en er en guddom m elig A abenbaring.2)
L angt skarp ere er Tonen dog i de S k rifter af m ere p riv a t N atur, som udkom i A nledning af Jubilæ et.3) O veralt sa a m an og priste m an k u n den re n t negative Side af R eform ationen, og derfor kund e de ratio n alistisk e F o rfattere for fuld Alvor me-
*) Epist. encycl. p. G.
2) L. Koch a. S. II, 291.
3) f. Eks. Ja sp e r Boysen, K urzgefasste Geschichte ---- der Refor
m atio n ---- fü r das gebildetere P ublicum .
Prof. E ckerm ann, E rin n e ru n g e n an den u nvergesslichen u. u n sch ätzb ar grossen W erth der R eform ation.
R ektor B ra u n e ise r i H aderslev: U eber den M ysticism us u. die U rsachen w aru m besonders u n se r Z eitalter sich zu dem selben h in neigt. S idstnæ vnte udkom e f t e r H a rm s’ Theser.
10 H ans H ejselbjerg P aulsen.
ne, a t R ationalism en v a r R eform ationens rette Fortsæ ttelse, som havde befriet M ennesket for de sidste snæ rende Baand.
Mest k en d t og om debatteret blev af Jubelfestens S k rifter de 95 Theser eller S tridssæ tninger, som den davæ rende Diaco- n u s ved Set. Nicolai i Kiel, Claus H arm s, udgav, og i hvilke der rettedes et voldsom t Angreb mod R ationalism en i A lm inde
lighed og mod den ra tio n alistisk e K irkeledelse i H ertu gd øm m erne i Sæ rdeleshed. F orinden vi næ rm ere o m ta le r den Kam p i H ertugdøm m erne — og videre ud — som H a rm s’ S k rift mod R ationalism en foranledigede, vil vi im id lertid først høre lid t om selve M anden, som blev R ationalism ens B anem and.
Claus Harms.1)
I Sorg over F æ drelan d ets Fornedrelse og over den L etsin
dighed, som overalt fræ k t viste sig, havde G rundtvig i 1808 sk rev et D igtet »M a s k e r a d e b a l l e t i D a n m a r k«, hvor D anm ark k lag er over sine Børn, »som se m ig syg og springe dog med Lyst i Gøglerhammen«.
Og i 1810 havde h an u d sen d t sin D im ispræ diken »Hvi er H errens Ord forsvundet af h an s Hus«, en baade veltalende og energisk P ro te st mod R ationalism en og alt, hvad der fulgte i dens Kølvand.
Selvfølgelig vakte den Uro for ikke a t sige Raseri i de ra tio n a listisk e Kredse. Det v a r den første Forpostfæ gtning paa dan sk O m raade i den Strid, som s n a rt skulde bryde ud for Al
vor. G rundtvig v a r sam m e A ar n a a e t til det V endepunkt i sit Liv, hvor det gik op for ham , at h an v a r k a ld e t til R eform ator i D anm ark. Det v a r hin m indevæ rdige Aften p aa W alkendorfs Collegium, da han læ ste i Kotzebues P reussens H istorie og
1) Litt. Dr. Claus H arm s, L ebensbeschreibung, v erfasst von ihm- selber. 2. Udg.) Kiel 1929.
Schriften des V ereins fü r Schlesw ig-H olsteinische K irch en - geschichte VIII. 4. Hefte. Z u r F eier des 150. G eburtstages von C laus H arm s.
P a sto r H. F. Petersen, Flensborg, C laus H arm s. 1928.
H einrich Zillen, Claus H arm s Lehen in Briefen. Kiel 1909.
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 11 m ødte U d try k ket »det visne Kors«. — »Da løb det m ig koldt ned ad Ryggen, saa a t jeg ikke blot sm ed Bogen fra mig, men sp ra n g op som grebet af en m æ gtig Aand, der k ald te m ig til Re
form ator. --- For første Gang- siden m in B arndom læ ste jeg n u for Alvor Bibelen, isæ r Profeterne, L u thers og Kingos P sa l
mer, bad og grublede over, hvordan en R eform ation m ed Pen og Blæk i vore Dage lod sig udføre.«1)
En noget lignende U dvikling gennem gik i H ertugdøm m erne den Mand, som h e r sam tid ig m ed G rundtvig, m en ganske u a f
hæ ngig af ham , ru sted e sig til Kam p mod den sam m e Fjende.
Det er Claus H arm s, en Møllersøn fra D itm arsken.
At der rø rte sig noget Liv i Sognene i Nordslesvig, og a t der v ar m egen U tilfredshed med den ratio n aliserede og verdslig- gjorte Kirke, h a r vi set i det foregaaende (IV. Del af O plysnings
tiden i H ertugdøm m erne).
Men det afgørende for F rem tiden blev, a t ju st i disse A ar ru sted e en M and sig til Kam p m od R ationalism en, en Mand, som ogsaa skulde blive en ny Teologslægts aandelige Fader.
Den m æ rkelige F an tast, K an d id at P e ter H ansen Stensvang fra Felsted Sogn2), havde i sine S k rifter »Glædens Kilde« og »Ver
dens blinde Alarm« re tte t voldsom m e Angreb mod de ra tio n a listiske P ræ ster. Det er ikke deres Forkyndelse, h a n angreb, m en deres Liv uden for Kirken. Selv fo rban dt h an en streng p ietistisk E tik med en ra tio n a listisk Tro, og en Profetskikkelse, som kunde vise nye Veje, v ar h a n saav ist ikke. H an endte sit Liv u denfor K onstantinopels Porte, og h an s S krifter blev for
b u d t og konfiskeret.3)
P ræ stern e havde forsaget a lt M akkerskab med P rofeterne og slaaet sig ned p aa det jæ vne som »Religionslærere«. Men i
A) K irkespejlet, p. 870.
■’) H ans Levnedsløb er sk ild re t a f C. E skildsen h er i A arhøgerne 1923, 42—75.
3) I »Lyna« 1816 p. 160 lindes følgende K undgørelse: »Zufolge Befelils des Königl. H öchstspreislichen Schlesw igschen O bergerichts w ird h iedurch das F eilh ab en der von dem C andidaten P e te r H ansen S teenschw ang v erfassten S chriften Glædens Kilde u nd V erdens B lin d allarm bei einer B rüche vom 40 Rbthl. Silber, welche in Unver- m ögensfalle m it G efängnisstrafe abzubüssen ist, verboten.
12 Hans Hejselbjerg Paulsen.
Ø rkenen er der u næ gtelig t m ere B rug for Profeter, som k a n vi
se Vej og sam le S karern e om sig.
Tidens aandelige og m aterielle Nød v ar stor, den er der ta lt tilstræ k k e lig t om her. Tilbage er endnu a t fortæ lle lidt om det religiøse V aarb ru d i H ertugdøm m erne, som gik forud for det natio n ale og forberedte det.
Da R ationalism en havde begyndt a t gennem syre H ertu g døm m erne fra oven og nedefter, fødtes i det lille afsides F ah r- ste d t i D itm arsken i 1778 den Mand, som skulde blive den stolte G oliaths B anem and. I de ydre Forhold v ar der ikke meget, der tydede paa, a t M øllersønnen Claus H arm s v a r u d set til det. 18 A ar gam m el stod h an endnu paa Møllen i de lange N æ tter, ofte fra Kl. 9 om A ftenen til næ ste Morgen, og endnu som 19-aarig tog h a n P lad s som T jenestekarl. Stedets Sognepræ st havde im id lertid nogle A ar i Forvejen h e n te t den opvakte og u a lm in delig velbegavede D reng fra L andsbyskolen ind i sit S tud ere
værelse. Men de ydre F orhold syntes a t m odsæ tte sig den T an ke, a t D rengen skulde studere. Men nu tog den 19-aarige Claus sin B eslutning. H an vilde være Præ st.
Ved E fte raa rsm a rk ed e t i Meldorf m elder B ondeknøsen sig hos R ektoren ved Byens læ rde Skole for at forespørge, om h a n k unde blive optaget i L atinskolen. H arm s blev prøvet lidt paa Tæ nderne, og R esu ltatet blev, a t hvis h a n til V interskolens Be
gyndelse kunde deklinere sine latin sk e og græ ske Verber, saa m aatte h a n kom m e i næ støverste Klasse. Glad og takn em lig mod Gud og M ennesker v ender h a n tilbage til sit Arbejde, til T æ rskningen i Loen om Dagen og til G ram m atiken om A fte
nen. Nogen Tid senere kørte han s H usbond saa ham og han s Ejendele til Meldorf.
Ingen af de vejfarende, som saa dette Køretøj snegle sig af Sted ad de opkørte Veje i M arskens vaade E fteraarslan d sk ab , k unde ane, a t nu sendte D itm arskens gamle, rodfæ stede Bonde
k u ltu r sin Søn ud i Verden for at jage a lt frem m ed Væsen ud af Landet. Det v a r i 1799.
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 13 Der hviler noget af E ventyrets Glans over denne Mand og h an s Gang m od M aalet. Man kom m er til a t tæ nke p a a den fa t
tige Skom agerdreng H ans C hristian A ndersen og h a n s Kamp for »at blive berømt«. H arm s vilde ikke væ re berøm t, m en der
im od være Guds og F æ d reland ets Tjener. Og h a n blev det som faa andre.
Som S tu d en t v a r ogsaa h an h ild et i F ornuftdyrkelsen , men følte sig m ere og m ere u tilfre d sstillet ved sit ratio n alistisk - æ sthetiske S tan d p u n k t, og n u in d tra f h an s U ngdom slivs største V endepunkt, h a n s nye Fødsel. Som gam m el blind M and h a r han efter D ik tat lad et an dre nedskrive sit Livs Oplevelser og Begi
venheder i Bogen Lebensbeschreibung, som stadig er et af Me
m o ire litte ra tu re n s klassisk e V ærker.
Som s a a ofte i A kadem ikeres Liv v ar det en Bog, eller nogle L in jer i en Bog, der greb h an s In d erste og gav h an s indre Liv Form og Maal.
E fter en Forelæ sning ved U niv ersitetet havde een af hans V enner sagt til h am : »Hør, H arm s, jeg h a r faaet fa t i en Bog, den er vist noget for dig, læs den og fortæ l mig, hvad du m ener om den.« — Det v a r S chleierm achers berøm te Skrift: Reden ü b e r die Religion, an die Gebildeten u n te r ih ren V erächtern.
H arm s læ ste Bogen næ sten ud i et Træk, næ ste Dags Form iddag lagde h a n Bogen til Side og gik om kring »Kleiner Kiel«, en nu forlæ ngst forsvunden Spadseresti i Kiel, som H arm s k alder:
den Gang der Stillen in der Stadt. P a a denne T u r afklaredes h an s oprørte Indre, og h e r fødtes h an s nye Liv. »Det v a r det gam le M enneskes Dødstim e, jeg m odtog Stødet til en evig Be
vægelse«, siger h a n m ange A ar senere. Nu havde H arm s o p- l e v e t Religionen, Troen p aa en Frelser. »Det gam le v a r forbi
gangent, a lt v a r blevet nyt«.
I 1806 blev H arm s valgt til Diaconus i L unden i D itm ar
sken og vak te h er stor O pm æ rksom hed dels som folkelig P ræ dikant, dels ved sin uforfæ rdede O ptræ den i K am pen m od Kor
ru p tio n en og det indre F orfald i Landet, som K rigsaarene af-
14 Hans Hej selb j erg Paulsen.
slørede. En P ræ d ik en fra 1814 om »Krigen efter Krigen, eller B ekæ m pelsen a f de indre L andsfjender« skaffede ham talløse V enner i det jæ vne Folk, m en ogsaa m ange F jender, isæ r b lan d t de ra tio n alistisk e Em bedsm ænd. Tre Slags »indre L andsfjen
der« rettede h a n sin K ritik im od: Dem, der u d stræ k k e r deres gridske H æ nder efter det, som Krigen og S tatsb an k ero tten b a r levnet; dem, der ikke vil sæ tte deres Skuldre til for a t bæ re L andets Byrder, og dem, som lu k k er deres Øjne for disse Til
stan d e.1)
H ans P ræ d ik en ved den Lejlighed v a r et Slag m od al R aad- denskaben i de offentlige Forhold — og i en vis F o rstan d ogsaa imod R ationalism en og M aterialism en, som v a r Skyld deri.
Den uforfæ rdede D itm arsk er-P ræ st vak te et voldsom t Røre i Landet. H arm s selv blev n atu rlig v is stæ v net for en U ndersøgel
seskom m ission, m en da han k u nde lægge B eviser p aa B ordet for sin P a a sta n d , m aatte h ans M odstandere bide i Græsset.
I L unden oplevede m an, a t selvom R ationalism en havde p ræ d ik et K irkerne tomme, sa a fyldtes K irken igen, n a a r E v an geliet blev forkyndt.
I 1816 blev Em bedet som residerende K apellan ved Set. Ni
colai i Kiel vacant, og H arm s blev opfordret til a t søge det. Ved Valget skulde 3 forskellige K orporationer afgive deres Stemm e, M agistrat + Byens Gejstlighed, B y raad et og U niversitetet. Da Kiel v a r R ationalism ens Højborg, im ødesaas U dfaldet af Val
get m ed stor Spænding. Skulde Oprøreren fra Lunden virkelig- blive valg t i selveste Kiel? H arm s fik de to Stem m er, U niversi
tetets og M agistratens, og v a r a ltsa a valgt.
Dette P ræ stev alg i Kiel blev af sto r B etydning for F re m ti
den, th i nu fik R ationalism ens sk arpe M odstander sin G erning i selve dens Hovedsæde.
J) O ptrykt i L ebensbeschreibung, p. 219—29. Se IL F. P etersen, a. S. p. 45 f.
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 15 Claus Harms1) Præst i Kiel 1816-1849.
H arm s holdt sin T iltræ delsespræ diken i Kiel over Texten Mal. 2,7: »Præ stens Læ ber skal bevare Læren«, og h an s Tem a v ar: Hvad der skal ligge en P ræ st p a a H jerte. Allerede Text og Tem a viste, a t nu v ar S yn sp u n k tet h e lt anderledes, end da en af h an s Forgæ ngere i Em bedet i 1786 holdt sin T iltræ delses
p ræ d iken i den sam m e Kirke og da bl. a. sagde: »Wir sind keine P riester, wollen n ich t gelten dafür, wollen keine P rie ster h a ben«. — »Hvor Tiderne dog skifter«, sagde en gam m el P ræ st til H arm s, da han havde h ø rt ham .
Ogsaa i Kiel fik H arm s et væ ldigt Kirkebesøg, selvom Byen ved h an s A nkom st lignede en a fk ristn e t By. De betydelige b lan d t U niversitetsprofessorerne, Mænd som Falck, Twesten, Hegewisch o. a. sad Søndag efter Søndag u n d e r h ans P ræ d ik e
stol.
Som K apellan skulde H arm s præ dike om Efterm iddagen, m edens H øjm essetjenesten v ar forbeholdt den ratio n alistisk e P ro v st Fock, og da der i flere A ar sa a godt som aldrig v ar ble
ven afholdt E fterm iddagsgudstjeneste af den sim ple Grund, at T ilhørerne udeblev ganske, tilraad ed e m an H arm s, a t han skulde se a t faa en F orm iddagstjeneste, »thi om E fterm iddagen gik m an ikke i Kirke i Kiel«. — Men det blev s n a rt anderledes.
»Mennesker, m an ellers ald rig havde set i Kirken, kom n u i Kirke« — sk riv er H arm s senere som gam m el blind M and —
»Standspersoner og jæ vne Folk, læ rde og ulæ rde, ogsaa saa- danne, som bevislig v a r Christi Korsets Fjender, og de blev ved m ed a t komme.«
Ja, h an s P ræ d ik e n er slog i den Grad an, a t sm arte h a n d lende lod frem stille Tekopper m ed H arm s T em ata som Ind skrift. F. Eks.: Jeg ønsker Eder Fred m ed ham , som er over Eder, med Eders eget Indre og m ed Eders Omgivelser. At
A) A rchi diaconus 1816—35, Sognepræ st og P ro v st 1835—1849 (em). Dr. phil. & theol. 1834, R idder af Dbg. 1836, Dbm. 1840, Over k o n sisto ria lra a d 1841. Død i Kiel 1855.
16 Hans Hejselbjerg Paulsen.
H arm s og h an s trosvarm e F orkyndelse blev en Magt i Kiel, ses ogsaa deraf, a t baade m ange P riv a th je m og G æ stgivergaardene forandrede Spisetiden til Kl. 3 af H ensyn til h a n s G udstjene
ste. R ist1) fo rtæ ller i sine E rin drin g er, hv o rd an H arm s p ræ dikede den store Kirke fuld, m edens den v a r tom, n a a r R a
tio nalisten P rov st Fock havde H øjm essetjeneste.
»Harms züchtigte und pochte, sein sinnbildlich und volksm ässig g eist
reich er V ortrag fesselte das Volk u n d die Gebil
deten; die table d’hôte in den W irtsh äu sern ric h tete n sich nach der S tunde seiner Predigt.«
Ikke m indst Tidens dannede Kredse, unge og æ ldre A kadem ikere, begyndte nu a t søge til H arm s en overordentlig stor i n d i r e k t e Be-
Claus Harms ty d ning for de aandelige
Forhold i H ertugdøm m erne i det følgende Slægtled. U n iversitetets S tolerader i K ir
ken, som tidligere havde sta a e t tom m e,2) kunde n u ikke ru m me P rofessorer og Studenter, og m ange af dem gik nu til Alters, noget, som før havde v æ ret ganske u k e n d t (»eine u n erh ö rte Sache«).
H arm s blev det nye Slægtleds aandelige Fader, og deri lig
ger vel hans største Betydning. H an blev ikke blot R atio n a
lism ens B anem and, da h a n i 1817 ved R eform ationsjubilæ et u d n a. S. III p. 57.
-’) Prof. R ahbeks Brev til N yerup, cit. hos O stenfeld a S. p. 255.
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 17 sendte sine T heser im od den1) og blæ ste til Kam p mod en Be
vægelse, der vel da allerede v ar dødsdøm t af den store Dom m er Livet selv. Men direkte og in d irek te blev h a n en ny G enera
tions Sjæ lesørger og aandelige Vejleder.
H arm s v ar en Søn af det jæ vne Folk, og h a n m istede aldrig Forbindelsen m ed de't. H an v a r i god F o rstan d en folkelig M and og en folkelig T aler; p a a alle M aader søgte h a n a t frem me et hjem stavnspræ get, folkeligt Liv, hvori det nye Trosliv, h a n vilde vække, kunde slaa Rod.
Det nationale Spørgsmaal paa Oplysningstiden.
Vi h a r flere Gange i det foregaaende b ru g t Ordet K o s m o p o l i t om O plysningstidens Borger. Tilbage er endnu Spørgs- m aalet: Hvorledes stillede O plysningstidens M ennesker sig til det Problem , som for deres Sønner blev det altoverskyggende:
det nationalt-folkelige Problem . A t der inden for H elstaten fand tes to i sa a m ange M aader heterogene K ulturer, stod egent
lig slet ikke k la rt for D atidens M ennesker, som saa a lt u n der den snæ vre F o rn ufts Synsvinkel og aldrig loddede Dybden i M enneskehjertet eller i Folkesindet.
N aar det følgende Slægtled, R atio n alisternes Sønner, som i aandelig H enseende v a r sk ilt fra Fæ drene ved en dyb Kløft, interesserede sig ulige m ere for Lex regia, Arvefølgesagen o. s. v. end to r Spinderokke og S p arek asser m. m., ses heraf, a t der a tte r v a r kom m en »en ny Tid«, og a t de, som yndede at kalde sig »moderne«, h u rtig t blev visne og affældige.
U dviklingen fra verdensborgerlig R ationalism e til R om an
tik v ar i fuld Gang, fra statslig-patyiotisk til national-folkelig Følelse. Den Opløsningsproces, der førte til den endelige Li
kvidation af det gam le danske Fæ llesm onarki, v a r indledet.
‘) Om H arm s' T heser og om flet Oprør, de vakte, h enviser jeg interesserede La?.sere til en u d m æ rk et A fhandling af P ro v st Dr. E rn st F eddersen i det M indeskrift, som V erein f. Schl.-holst. K irchenge
schichte udgav i 1928 i A nledning af 150 A arsdagen for Claus H arm s' Fødsel.
o
18 H ans H ejselbjerg Paulsen.
For R ationalism en eksisterede der ikke noget n a tio n a lt Problem , thi den ratio n alistisk e Livsopfattelse — hvis religiøse Syn og N ederlag vi h a r skildret, a n sa a N ationalitetsproblem et for aldeles betydningsløst. M an m ente, at der m eget vel kunde findes forskellige N ationer indenfor sam m e Stat.
Ein edler Geist klebt n ic h t am Staube, ihm engt n ich t V aterland noch Volk,
saaledes havde jo een af deres egne Heroer, H olsteneren J. H.
Voss, sunget.
A. P. B ernstorf f v a r Tidens Idealskikkelse. Han, den store Kosmopolit, der allerede som u n g havde til Valgsprog
» P a tria ubique«, havde m ange »sam stem te Sjæle«, — et yndet U dtryk i D atiden — i H ertugdøm m erne.
M an følte sig vel tilp as som Borgere i den danske H elstat, som m an følte sig k n y tte t til ud fra In teressehensyn og p aa G rundlag af forstandsm æ ssige Overvejelser.
Tiden forstod endnu ikke, a t Sam følelsen m ed et Folk og T ilslutningen til et Folk betinges ikke af den Slags Hensyn, m en beror paa, h vad der rø re r sig p aa B unden af M enneskets Sjæl. Alt det irratio n elle betinger h e r R etningen. Men det irra tionelle havde Tiden jo ganske bandlyst, a lt skulde tvæ rtim od være ratio nelt, gennem skueligt, fo rklarligt.
Men de verdensborgerlige tysktalende H elstatsm æ nd vilde ogsaa kaldes P a t r i o t e r . Man hyldede en P atriotism e, som v ar U dtryk for Interessen for det offentlige Vel, A lm envellet, for B orgerdyden til det fælles bedste, hvor m an v a r optaget af A rbejdet for M enneskeheden, i snæ vreste F o rstan d for H elsta
tens m aterielle Vel. Og det Arbejde udførtes i en blind Tro p aa M enneskehedens fo rtsatt^ frem adskridende Udvikling. R a
tionalism en v a r derfor n atu rlig v is m est optaget af de Ting, som k unde frem m e A lm envellet og O plysningen i A lm indelig
hed: Skole- og F attigvæ sen, Sparesans og S parekasser, Forbed
rin g e r p a a L andbrugets O m raade o. s. v.
Derfor er det kun n atu rlig t, a t Interessen for det natio n ale Problem ganske fattes dette Slægtled. Man ikke blot »undgik
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 19 enhver Om tale af de politiske Forhold indenfor H ertugdøm m erne, f. Eks. R idderskabets F o rrettig h ed er eller H ertugdøm m ernes statsretslig e Forhold til D anm ark«,1) m an bekym rede sig overhovedet ikke derom.
I 1819, da R ationalism en først religiøst og n u ogsaa n atio n a lt v ar ved a t tabe p a a alle Felter, da et n y t Slægtled begyndte a t storm e frem , skrev I. H. Voss i en B landing af B itterhed og Vemod: »Saa længe den store B ern sto rff levede, og den ufo r
glem m elige Professor C ram er virkede i Kiel, — lebte m ein Va
terlan d in k irch lich er wie in politischer H insicht e i n w a h u ll a f t h e r r l i c h e s L e b e n«.2) Det er et U dtryk for R ation a
lism ens Syn p a a B ernstorff-Periodens D anm ark og dens K æ r
lighed til den danske H elstat.
R ationalism en tag er sig ved første Ø jekast ud som en de
m o k ratisk Bevægelse ved sin stæ rke Interesse for de sm aa i Staten, sin Frem hæ velse af A lm envellets og F rihedens Be
tydning, og dog er den i højeste Grad a r i s t o k r a t i s k , h a a re t af K æ rlighed til Enevæ lden — »den oplyste Enevælde« — og sin M istillid til D em okratiet. A delshaderen og »Erzdem o
kraten« A ugust v. H ennings, een af de m est rad ik a le b lan d t R ationalisterne, foragter D em okratiet af hele sit H jerte, thi
»her h a r den u fornuftige Pøbel Ordet«. Med den sam m e Mis
tillid ser m an im idlertid ogsaa p a a F ø d selsaristok ratiet, men sta n d se r dog foran Tronens Fod og hy ld er Absolutism en, den enevældige R egeringsform som den, der bedst tjener Friheden og U n d ersaattern es sande Vel.
Der er to Ord i R ationalism ens O rdforraad, som let k a n m isforstaas, det er Ordene N a t i o n a 1 g e i s t og P a t r i o t i s m e. Ved N ationalgeist fo rstaa r O plysningstiden den ra tio nalistisk e Opfattelse af det enkelte M enneskes M aal: a t blive en god og n y ttig S tatsborger i den Stat, m an tilhører. Den, som søger at væ re en n y ttig Borger, er a ltsa a b esjæ let af Natio-
*) O. B ran d t, a. S. p. 179.
2) Voss, W ie w ar Fr. Stolberg ein U nfreier?, Sophronizon 1819, III. p. 114.
9»
20 Hans Hejselbjerg Paulsen.
nalg eist og er en god P atrio t. Alene disse to Ord viser os, hvor u n a tio n a l R ationalism en i H ertugdøm m erne var.
»Patriotism e« v ar Tidens Løsen, og de M ennesker, som vilde frem m e den p atrio tisk e (alm ennyttige) Sans i H ertugdøm m erne, fan d t sam m en i »P atriotisk Selskab«, som stiftedes i 1812.1) Dets Hovedform aal v a r a t frem m e »die B eglückung der B ew ohner Schlesw igs u n d Holsteins«.2) Som »ægte V erdens
borgere« vil Selskabets M edlem mer gavne a lt og alle, være stræ bsom m e og nøjsom m e Borgere, udvikle F orstanden og for
ædle K arakteren , udbrede sand Oplysning o. s. v. o. s. v.
Men »P atriotisk Selskab« havde ogsaa. et an d et Form aal, som tilm ed blev an fø rt p a a frem træ dende P lad s i Selskabets Love, m an u d try k te det ved Ordene: U n v e r b r ü c h l i c h e A n h ä n g l i c h k e i t a n K ö n i g u n d V a t e r l a n d .
Da vi her i disse Ord m øder R ationalism ens nationale Synspunkt, er det af Interesse n æ rm ere a t undersøge, hvad næ vnte Ord egentlig vil udtry kk e.
Vi m øder h er en u d præ get s t a t s 1 i g-p a t r i o t i s k , m en ikke nogen n ational-folkelig Følelse. En N ationalfølelse i en senere Tids F o rsta n d k endte den Tids M ennesker ikke, vel derim od en P atrio tism e, som g jald t S taten og dens Overhoved;
fri for al Separatism e og b a a re t af P lig ttro sk ab mod H elstaten og dens Overhoved, den danske Enevælds-Konge.
For a t forklare den ratio n alistisk e N ationalfølelse i H ertug døm m erne i Tiden før 1817 vil vi først om tale 1) Tidens Hel
statsfølelse, 2) Begrebet »Fædreland«, 3) Tidens K ongetroskab, 4) In teressen for dansk Sprog og K u ltu r (Tilløb til k u ltu re l Sam følelse; B estræ belser for a t frem m e en aandelig U dveks
ling m ed Kongerigets Befolkning).
1. H elstatsfølelsen i Hertugdømmerne paa Oplysningstiden.
Det trad itio n elle dyn astisk e B aand h o ld t de to Folk sam men, danske og tyske talte vel hver sit Sprog, m en den danske
4) Se ogsaa O plysningstiden i II. IV. p. 210 ff.
2) Acta A. XVIII. Nr. 700. S ta tu t § 1, S taatsarch iv , Kiel.
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 21 H elstat forenede dem alle, den danske Konge v a r deres fælles Landsfader, plig ttro A rbejde for S ta t og Konge besjælede dem alle. Og disse 3 F a k to re r g jald t i D atidens Øjne lan g t m ere end f. Eks. fælles Sprog. O rdet M odersm aal kendtes endnu ikke i sin n u væ rende B etydning, m an talte k u n om S p r o g , og det v ar p ra k tisk ta lt lige fedt, om m an talte det ene eller det andet. Det v ar selvfølgelig h o n n et a t k u n n e flere, i h v ert F ald et u dover den gemene Mands, og derfor g jaldt Tysk ikke blot i K øbenhavn som »dannet og fint«, m en ogsaa i N ordsles
vig, ligesom F ra n sk v a r d a n n e t og fin t i B erlin og det øvrige'T ysk
land. Vi m aa i denne Forbindelse erindre, a t det ikke a ltid h a r væ ret fin t a t tale D ansk i Kongeriget. — P a a Holbergs Tid talte
„en honn et Mand« jo F ra n sk m ed sin F ru e og Tysk m ed sin H und og D ansk med sin Tjener, det laveste Væsen i Huset. Man huske, a t f. Eks. R ahbek i vort T idsrum lod sig vie p a a Tysk, og baade C ram er og A dler havde v æ ret Hof p ræ ste r og Professo
re r i København, selvfølgelig h a r de ta lt Tysk. Ogsaa Johan Elias Schlegel og Basedow v a r i vor Periode P rofessorer i hen holdsvis K øbenhavn og Sorø, og de h a r næ ppe k u n n e t sige en Sæ tning p a a Dansk. — N aar a lt dette betæ nkes, da er det jo k u n i Tidens Aand, n a a r f. Eks. slesvigske A kadem ikere havde ty sk H ussprog — ogsaa P ræ stern e ude i Landsbyerne. Og at der h ist og her i B øndernes O ptegnelser forekom m er tyske Sæ t
ninger, eller a t en rig og b erejst K nip ling sh and ler som Jens W ulff i Brede skrev tyske »Digte« til sin H u stru s Fødselsdag,1) eller a t en og anden Storbonde vil spille fornem og derfor for
søger a t føre sin Dagbog p a a Tysk,2) saa godt det nu kunde gaa, er jo ikke noget Bevis p a a Tyskhed, ikke engang et Bevis for tysk K ulturpræ g. Det viser altsam m en kun, a t de honnette A m bitioner h ø rer m ed til den m enneskelige Psyke.
O plysningstiden v a r iøvrigt et re n t Eldorado »for Folk, som ta le r alle Sprog«, og en M and som Baggesen følte sig som en Fisk i V andet i de ty sktalend e Dele af F rederik VI.’s Riger
*) F abricius, Sønderj. Hist. IV. p. 152.
2) F. Eks. Sønderj. Åarb. 1933. p.
22 Hans Hejselbjerg Paulsen.
og Lande,1) og h a n skrev jo ogsaa Digte p aa Tysk. Om noget n a tio n a lt Forhold v idner disse Ting i h v e rt F ald ikke. Ste
nen ude ved Højer, der sattes til Minde om, a t »her steg Kong F red erik VI i Land, da h a n vendte tilbage fra sin U ndersøgel
sesrejse ned langs K ysten efter Storm floden« (1825), er med t y s k In d sk rift, det h a r ikke stød t nogen dengang, vel ikke engang v a k t F orundring. Nu vilde noget sa a d a n t væ re en Dem on
stratio n , p a a O plysningstiden v ar det noget selvfølgeligt. Spro
get v a r ganske und erordn et. Staten, Kongen v ar et og alt.
P a a næ vnte Rejse til V esterhavsøerne h a r F rederik VI s ik k e rt ikke følt sig frem m ed. H an m ødte h er den sam m e H engivenhed og H yldest som alle an dre Steder i H elstaten.
Man jublede ham i Møde:
Sev w illkom m en, F rederik!
d ir folgt Segen, du b rin g st Glück.
D arum schw ören T reue d ir Alle Zeiten, gern auch w ir.2)
— Man h a r u n d re t sig over, a t den saare varm h jerted e danske Mand, S u p erinten den t Jep Hansen, Sognepræ st i H jordkæ r, havde tysk Hussprog. Det er k u n en Selvfølgelighed i Tyverne. Ja, endnu i A. D. Jørgensens B arndom shjem v a r Tysk jo H ussprog indtil efter T reaarskrigen.
O plysningstidens M ennesker lagde ingen Vægt p aa Spro
get. Det bestem te ikke et M enneskes T ilhørselsforhold til den ene eller anden Nation.
En dansk H elstatsm an d som den kendte P a sto r P. Kier i Øster Løgum førte f. Eks. fra første F æ rd sin Kirkebog p a a Tysk, skønt Forgæ ngeren skrev Dansk. H an skrev Digte haade p aa D ansk og Tysk, førte sin Dagbog i begge Sprog, skrev sine væ rdifulde h isto risk e S k rifter p a a Dansk, udgav
’) F. Eks. »Rejse gjennem T yskland til Schweiz«. I B aggesens sam lede V æ rker ved Aug. Baggesen IX. p. 47. (om Kiel).
2) Jap P eter H ansen, den kendte S kolelæ rer i K e j t u m , lod Børnene synge en af sine egne Sange. F indes i »Bericht fü r m eine K inder u. Enkel«. Die H eim at 1922. p. 48 f.
O plysningstiden i H ertugdøm m erne. 23 danske Læ rebøger for derved a t fortræ nge de tyske, m en sine E rin d rin g er og m ere personlige O ptegnelser skrev h an p a a Tysk.
En anden søn d erjydsk Præ st, B u rch ard i i R etting,1) som beherskede og talte det sønderjvdske Folkem aal og natu rlig v is præ dikede p a a H øjdansk, havde tysk H ussprog; m en han stod venskabeligt til det danske A andsliv og oversatte f. Eks.
Virgils Aeneide til Dansk.
Saaledes kunde der frem drages en Mængde E ksem pler paa, hvor lid t Sproget betød for D atidens M ennesker. »B r ø d r e e r v i a l l e.2) N ordm ænd, D anske og Slesvig-Holstenere, gode Børn, som gerne og eendræ gtigt h jæ lp er hverandre«. (Chr. Ditl. Fr.
R eventlow 3) til Søsteren Grevinde Louise Stolberg, 1813).
S t a t s e n h e d e n o g D y n a s t i e t v ar det centrale i Ti
dens Tanker. Med oprigtig Glæde betoner m an Gang p a a Gang, a t m an h a r L and og Konge fælles. »Vi er forbundne ved een Gud, een Tro, een Konge, eet F æ dreland, eet Folk«, sk riv er f.
Eks. P a sto r Outzen i B reklum i sit P ris s k rift 1817. Det er beteg
nende, a t Sproget ikke nævnes, en Enhed h e r var og&aa i hans Øjne uden Betydning.
Ikke m in dst H olstenerne v ar ivrige efter a t forsvare den
»overnationale« Stat. »Vi skal ikke jage efter a t væ re Tyske, ikke Danske, ikke Preussere, ikke Østerrigere, vi skal ikke holde videre p a a N ationalitet, end hvad M enneskenes F oræ d
ling og F æ d relan d et gavnligt er«, sk riv er en H olstener i 1815.4) Og H istorikeren i Kiel, Professor Hegewisch, D ahlm anns F or
gænger, blev i sin P rofessortid ikke træ t af a t virke imod Na
tio nalh ad et, som h an k ald er »denne usalige F ru g t af m ere b a r
b ariske Tider«, ja, han k ald er det endog »den sorteste og for
dæ rveligste b lan d t alle de Laster, hvorm ed hele Folk kan være
’) K. F ab riciu s a. S. p. 34 og 9. B u rch ard i: L eb en serin n eru n gen. Flensb. 1927.
2) F rem h æ v et her.
3) L. Bobé, Reventi. I, p. 146.
4) A nsichten bey der B eleuchtung der von R . . . 1 um bearb. und um geändr. p atr. ged. 1815, p. 75.
24 Hans Hejselbjerg Paulsen.
befæ ngt.1)« Denne Uvilje m od n atio n ale S killelinjer og B egejst
rin g for H elstaten beherskede hele den ty sk talende O verklasse p a a O plysningstiden overalt, hvor R ationalism ens S y nspunkter havde b undfæ ldet sig. »König u n d V aterland« v a r Løsenet.
2. Begrebet Fædreland paa Oplysningstiden.
For at forstaa R ationalism ens n atio n ale In d stillin g m aa vi ogsaa undersøge, hvad Tidens B ørn egentlig forstod ved Or
det V aterland. Og h e r vil vi da stra k s sla a fast, a t for R atio
nalistern e, enten de saa er i Slesvig eller i Holsten, betyder F æ d relan d D a n m a r k.
»Du m ein D änem ark! m ein so geliebtes V aterland!« saale- des tilta le r en ty sktalende dansk A m tm and D anm ark.2) (Amt
m and Sam uel Leopold v. Schm ettau, 1775—1802 i A abenraa, død lan g t senere i Kiel).
Den allerede næ vnte Prof. D. H. Hegewisch i Kiel udgav i S lutn in gen af A arh u n d red et et S k rift »Ueber die gegenseitigen P flich ten V erschiedener u n te r Einem O berhaupt vereinigten N ationen«, hvori h a n som god O plysningsm and iv re r for Konge og H elstat. Bogens Motto er følgende Ord, som forklarer, hvad ikke blot en Kieler Professor, m en enhver dan n et borgerlig H olstener p a a O plysningstiden forstod ved O rdet V aterland:
Liebet E uer V aterland ü b er alles, u n d w as ist E u er V aterland?
Alle L än der des Königs! D änem ark, Norwegen, H olstein u n d Island, kein einziges ausgenom m en. L asst den tö rich ten U n
terschied u n te r einem D änen, N orm ann oder H olsteiner aufh ö
ren, freilich sind E ure S prachen verschieden, aber Gott ver
ste h t E uch alle, ein König b e h e rrsch t Euch alle!«3) J) Dr. Vilh. la Cour, F e stsk rift til H. P. H anssen, p. 14 ff.
2) C itatet fra ca. 1815. »Die w ahre G eschichte — — wie die am 17. 1. 1772 in Kop. geschehene grosse Rev. — MS. i U niversitets- bibl. i Kiel.
:$) E lsk E ders F æ d relan d over alt. Og hvad er saa Eders F æ d re
land? Alle Kongens R iger og Lande! D anm ark, Norge, H olsten og Is
land, alle uden U ndtagelse. Lad den taabelige F orskel m ellem en D ansker, N ordm and eller H olstener fare, vel er E ders Sprog fo rsk el
lige, m en Gud fo rsta a r E der alle, og een Konge h e rsk e r over E der alle.«
O plysningstiden i H ertugdøm m erne. 2b
»Vaterland« og »M utterland« det er de »tyske« H elstats- m æ nds Betegnelse for D anm ark p a a O plysningstiden. Men jo næ rm ere vi n a a r op imod vor Periodes S lutning, desto m ere vaklende bliver m an, n a a r m an vil næ vne F æ drelan dets Navn.
Man m øder f. Eks. det m ere n e u tra le H auptland. Og i 1817 fø
ler R edaktøren af Provinzial-B erichte, den loyale H olstener P a sto r P etersen i Lensahn, sig foranlediget til næ rm ere a t for
klare, hvad han — og derm ed Pr.-Ber. — fo rstaa r ved V ater
land. »Ich m eine — sk riv er h an — sow eit der König von D äne
m ark, sei es als König oder Herzog, V ater oder H err g en an nt w ird.1) Dette er endnu en positiv dansk Betegnelse, m en alle
rede i det følgende A ar sk riv er M ilitæ rforfatteren Ja h n i sam me T idsskrift, a t h an vil foreslaa a t betegne den danske S tat som »det fælles Borgerland«. H an tilføjer: Ordet F æ dreland tør jeg ikke bruge, th i det Ord b ru g er jo H olstenerne, ja selv til Dels Slesvigerne om Tyskland, der ikke eksisterer som S tat.2) — Dette er a lts a a ganske nye Toner, og ogsaa dette Ci
ta t viser, a t vi h a r Ret til a t betegne Tiden om kring A ar 1817 som O plysningstidens Sam m enbrud ikke blot religøst, m en og
sa a natio n alt. D erm ed væ re ikke sagt, at der drages et sk a rp t Skel, m en a l t bliver m ere flydende og u sik k ert, og ogsaa Or
det F æ dreland drages ind i denne Proces. E nd nu i 1829 læ ser m an i Prov. Ber.:
Ich nenne D änem ark dich, d an k e n tb ra n n t, m ein V aterland!
Og sam m e A ar holdtes ved L atinskolens A arsfest i Slesvig en Tale om »Die R ettun g des V aterlandes d urch Niels Eb
besen«.3)
Men faa A ar i Forvejen skrev den senere P rovst Asschen- feldt i Flensborg, der dog v ar d an sk sin det og døde som dansk
J) P aa O m slaget til 6. H æfte af Pr. Ber. 1817.
2) K. F abricius, a. S. p. 114.
3) Allen, det danske Sprog. I, p. 422.
26 Hans Hcjselbjerg Paulsen.
P ro v st og sam m en med P a sto r Jep H ansen havde h a ft Super- in te n d a n tu re t efter 1848:
Mögte n im m er dich vertau sch en , Schlesw ig H olstein, V aterlan d .1)
In te ressa n t er det ogsaa a t se, hvordan een af den nye Tids Mænd, Professor Falck, b en y tter O rdet Fæ dreland. E nd nu i 1819 kunde han skrive (i Indledningen til »Sam m lungen zur n ä h e re n Kunde des V aterlandes«):2) »Maaske er det ikke u n ø d vendigt a t tilføje nogle Ord om, hv ad vi fo rsta a r ved F æ d r e l a n d . Z u n ächst m einen w ir dam it die H erzogthüm er S. u n d H. ; doch ist der A usdruck V aterlan d w eder nach dem Begriffe, den w ir d am it verbinden, noch nach u n se re r G esinnung derg estallt b esch rän kt, dass die übrig en Theile der dänischen M onarchie davon ausgeschlossen w erden.3) Det viser jo, a t endnu i 1819 er F alck endnu næ rm est H elstatsm and i B rugen af O rdet F æ d re
land, selv om ogsaa den ratio n alistisk e Brug af Ordet er for
svundet.
Første Gang, Ordet V aterland bru g tes i en h e lt ny og anden B etydning ved Kiels U niversitet, v a r sikkert, da D ahlm ann i sin bekendte Tale i A nledning af Slaget ved W aterloo sagde den Sæ tning, som v a r en re n K rigserklæ ring til den religiøse og n atio n ale R a tio n a lis m e :--- die L an d e su n iv e rsitä t em pfindet es, d a s s a l l e s W i s s e n n i c h t s s e i o h n e d a s L e b e n , u n d dass d i e B e w a h r u n g d e s h e i l i g e n F e u e r s d e r V a t e r l a n d s l i e b e niem anden so nahe stehe, als den P fle
gern der W issenschaft.«4)
In te t Under, a t S tuden tern e u n d e r D ahlm anns Tale gav de
res M ishag til Kende, th i det v ar endnu i 1815, og han talte om det t y s k e Fæ dreland, »dem auch der Schlesw iger durch die
A) Eidora, 1826.
2) I, p. XI.
3) F ø rst tæ n k e r vi derved paa. H ertugdøm m erne Slesvig og H ol
sten. Dog er U d try k k et F æ d relan d h v erk en efter det Begreb, som vi forbinder derm ed, ej h e lle r efter v o rt Sindelag saaledes in d sn æ v ret, a t de øvrige Dele af det danske M onarki u d elukkes derfra.
4) D ahlm ann, Kleine Schriften u. Reden, p. 6.
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 27 verb rü d erten H olsteiner angehört«. Bem æ rkes m aa ogsaa, at
»Kieler Blätter«, ved hvis Tilblivelse og i hvis R edaktion D ahl
m an n v ar p rim u s in ter pares, havde som sæ rlig t F orm aal: »Er
w eiteru ng u n d S tä rk u n g des v aterlän d isch en Sinnes«. Og in gen kunde væ re i Tvivl om, hvad m an h er forstod ved F æ dre
land.
Denne lille Excurs over B rugen af Ordet F æ dreland i H er
tugdøm m erne i vor Periode viser m aaske bedre end m ange Ord, hvordan R ationalism ens n atio n ale Stilling var, og a t Ti
den ved O plysningsperiodens S lu tnin g ogsaa n a tio n a lt er ved at blive en h e lt anden.
Det tyske Sprog v ar dengang ikke sam m en k n y ttet med noget politisk Begreb, og det blev endnu m indre b en y ttet i no
get som h e lst Propagandaøjem ed. Tyske In d sk rifte r i nogle nordslesvigske K irker og p a a nogle gam le B orgerhuse i vore K øbstæder beviser a ltsa a ingen Ting nationalt.
Man vil dog gøre R ationalism en i H ertugdøm m erne Uret, dersom m an k u n betonede dens kosm opolitiske Indstilling, thi dens F orkæ rlighed for den danske H elstat vakte ogsaa — og ikke m in d st i D anm arks U lyk k esaar — varm e nationale Følel
ser i H ertugdøm m erne. Det er jo ofte i U lykkens Stund, a t et Lands B efolkning finder de sm ukkeste Toner for a t tolke K æ r
ligheden til sit Land. Og det er hæ vet over al Tvivl, a t ogsaa den 'tysktalende Del af H elstatens Befolkning i oprigtig Sorg tog Del i F æ d relandets U lykker og i en rørende K æ rlighed vendte sig imod »Moderfolket«, d. v. s. det danske Folk.
Da D anskerne i 1801 havde kæ m pet saa ta p p e rt mod Eng
lands Overmagt, udbrød Prof. W eber i Kiel ved E fterretningen herom : E rhab en ste h t unsere N ationalehre! Mit edlem Stolz fü h lt dies jeder brave Däne, — — denn auch w ir sind brave Dänen.«1)
1) 0. B randt, a. S., p. 325
28 Hans Hejselbjerg Paulsen.
I begejstrede Ord og Digte, Oder og »Krigssange« sang m an overalt i H ertugdøm m erne de tap re Heltes P ris,1) og Befolknin
gens B egejstring v ar s ik k e rt lige sa a sto r h e r som i det øvrige Land. Ikke blot i skønne Ord, m en ogsaa i Gerning gav H er
tugdøm m ernes tysk talen d e Beboere de danske Brødre i Køben
havn en hjæ lpende H aandsræ kning. I Byerne foretoges In d
sam lin g er til Hjælp for de saarede i H ovedstaden, og store Beløb sendtes derover. I A ltona sam lede m an i 3 Dage 12,410 Mk. og i Kiel, hvor Prof. med. W eber forestod Indsam lingen, indkom et Beløb p a a 1250 Rdlr.
Ogsaa M odgangsaaret 1807, da E nglæ nderne røvede den stolte danske Flaade, kny tted e H olstenerne endnu næ rm ere til H elstaten. »Vi vil leve og dø for det danske Fæ dreland«, sang m an i Kiel. En G ennem gang af D atidens L itte ra tu r og T ids
sk rifte r viser tydeligt, a t ogsaa de tysk talen de tog oprigtig Del i D anm arks Sorg og tolkede deres K æ rlighed til det fælles Fæ dreland. Englæ nderne kaldes bestan dig »die Seeräuber«, el
ler »Albions Räuber« eller »M ordbrænderne« (der M ordbrand- rau b der D änenflotte, 1807.)
Derim od b eu n d rer m an i vide Kredse Napoleon, D anm arks Forbundsfæ lle, og sæ tter store F o rh aab n in g er til ham (— trods Slaget ved Jen a og A uerstädt!)
Ja, m an tø r m aaske endog tale om en dansk-national A and i H ertugdøm m erne i disse bevægede Aar.
Ikke blot i den nordligste By, H aderslev, udkom p a trio tiske Digte p a a Tysk; (i B ladet »Lyna«) den sam m e Tone an- slaas h e lt nede ved Rigets Sydgrænse, i Altona. De T an ker og Stem ninger, der viste sig i B orgerskabet i de dannede Kredse p a a O plysningstiden, viser, a t T ilslutningen til H elstaten ikke altid blot v a r af sta tslig K arakter, m en den g jald t ogsaa — i h v e rt Fald i m ange Kredse — det danske Folk. Der k an næ vnes m ange V idnesbyrd h erp aa:
3) Som E ksem pler næ vnes h er blot: H. H a rrie s’ Kriegslied der Dänen. Digte af R aadm and, A. P. A ndresen i Flensborg, R ektor G. E.
K lausen i A ltona skrev »Ode auf den zw eiten A pril 1801« og »Gesang der d änischen L andesverteidiger«, 1801.
