Den første Halvdel af Aaret 1843 er den mest straalende Oplevelse i vor Landsdels Historie. Her er det, at vi følger Helteskaren fra Etape til Etape i al dens svulmende, nyfødte Kraft med en virkelig Høvding i Spidsen og fremragende Væbnere i sit Følge. Nytaarsdag 1843 har Kong Christian den Ottende meddelt os sine Tanker i sin Skrivekalen
der: »Jeg bad derfor Gud, at han vilde give mig Visdom og Kraft til at udjævne disse Stridigheder, som næres ved Overdrivelse fra begge Sider, idet Slesvigholstenerne ganske vilde fortyske Slesvig, de Danske Radikale derimod rive Slesvig fra Holsten. Kongen bør staa over Par
tierne og vedligeholde Tilstanden, som den er, Slesvig som et selvstæn
digt Hertugdømme under den danske Krone, enhver Undersaats Sprog- forhold respekteret.«
Disse Kongens Ord, som ingen kendte, fik et Modsvar i Hiort Lo
renzens aabne Brev »Til mine Medborgere«, der blev optaget i »Ber- lingske Tidende« og »Fædrelandet«. I det aabne Brev takker han for Breve, han har modtaget, men han er dog i en vis vemodig Stemning, da han ikke trygt tør forlade sig paa den Bistand, de vil yde, naar Faren for Alvor er tilstede. Om Sønderjyderne staar der følgende sande Ord: »Vistnok har, trods alt dette, det aandelige Liv i de senere Aar begyndt at røre sig i Nordslesvig, og Folket ses efterhaanden at vaagne af en dyb Slummer; men endnu er det ikke kommet til fuld Bevidsthed, og kun enkelte, de mere begavede, ere fuldvaagne og vide, at det gælder deres aandelige Liv eller Død, og hvad dette vil sige.
Endnu er ingen af vore Embedsmænd med os, ingen Rig, ingen Rege
ringsmand; findes der en enkelt blandt disse, hvis Samvittighed og Sandhedskærlighed taler for os, saa tør han dog ikke aabenlyst og virksomt træde over paa vor Side. Derfor er endnu vor Tilstand farlig og vor Kamp saare ulige.«
Derefter skildrer Hiort Lorenzen Sprogets Nød og den Uret, det har lidt gennem Aarhundreder, og hvorledes Landets egne Sønner har vendt det Ryggen, naar de har studeret ved tyske Læreanstalter. Det Krav, der stilles fra Folk i Kongeriget, om store Ofre fra den nord
slesvigske Befolknings Side for Modersmaalets Opretholdelse og For
ædling, er umulige, »især da de ansete og af Regeringen hædrede Mænd i Stedet for at sætte sig i Spidsen for slige Foretagender arbejder imod dem af al Magt.« Til Slut bedes der om Støtte til Arbejdet: »Med Fri
modighed fremhæver jeg i mine nærmeste Landsmænds Navn den Bøn; thi vi bede ikke alene, vi tilbyde ogsaa. Naar dansk Nationalitet
og Sprog kan bevares og styrkes i Nordslesvig, da er den største Fare fjernet, der for Øjeblikket truer det danske Riges nationale Selvstæn
dighed. Og Eders, vor Kærlighed til Fædrelandet er jo dog ikke blot bunden til Landet og den ydre Natur, men ogsaa til den Aand og Sjæl, som der har hjemme, det, som udgør Folkets Nationalitet. Lad os derfor forene vore Kræfter for alvorligen at værne om det Fædre
land, hvorved vort Hjerte hænger.«
Dette »Aabne Brev« er skrevet af Flor. Hiort Lorenzen vilde næppe have kunnet skrive det, men han godkendte det og lod det gaa i sit Navn. Dette Brev er noget af et Mesterværk, en udmærket Indledning til de Kampe, der forestaar, og det Arbejde, der skal udføres.
Den oprindelige Plan havde været at modtage Hiort Lorenzen i Hoptrup, naar han vendte tilbage fra Stænderforsamlingen, ved at Amtets Bønder i saa stort Tal som vel muligt mødte ham til Hest.
Planen maatte opgives, da det var lige ind under Jul, Stænderforsam
lingen sluttede, og det kunde jo ogsaa hænde, at Hiort Lorenzen kom i Vogn sammen med Petersen Dalby, hvem Bønderne paa ingen Maade vilde hylde. Koch var stærkt stemt for, at Bønderne skulde overrække ham en Borgerkrone af Sølv, men heller ikke det blev til noget. Det endte med, at Sognefogderne inviterede Hiort Lorenzen og hans Fæller til et Gilde. Det er Sognefoged J. Jochumsen fra Kabdrup, der er Sjælen i dette Foretagende. Denne Plan bliver gennemført, og det er Laurids Skau, der gennemfører den. Festen skulde holdes i Haderslev, og der blev truffet Aftale med en Vært, men han brød sit Løfte af Frygt for Slesvigholstenerne. Det blev prøvet med to andre Værter, men med samme Resultat. Da Festen ikke kunde holdes i Ha
derslev, blev den holdt i Sommersted, hvor Værten Paul Therkelsen Samsøe lod nogle Skillemure nedrive for at skaffe Plads til Gæsterne.
Den 21. Februar 1843 holdtes Festen. Et fuldstændigt Referat af Festen findes i »Dannevirke«. Sommerstedfesten danner Indledningen til Skamlingsbankemøderne, og det er derfor paa sin Plads at aftrykke dette Referat for derigennem at faa et fuldstændigt Indblik i det, som i Virkeligheden skete.
»I Savn af et passeligt Lokale for en Forsamling af flere Hundrede Per
soner, troede Bønderne at kunne finde et saadant i den Stad, hvortil de vare knyttede ved saa mange Forhold og til hvis Lykke og Flor de gjennem Ti
derne stedse bidrog saa meget; men ligesom en Flok Strandfugle fordrives af det af Stormen oprørte Hav, saaledes maatte de jages tilbage til en af deres egne indskrænkede Boliger. Men her har da endnu heller intet Spø
gelse af dem, som i vore mørke politiske Nætter snige sig omkring for at kvæle Folkets Aand og binde dets Tunge, viist sig eller forstyrret den gæst
frie Villie og Forekommenhed, der viser sig i desto skønnere Skikkelse, jo
40
mere nødtørftig Gæsten indtræder. Bønderne havde nu eengang besluttet, at Festen s k u l d e afholdes; en Mand, der, ligesom alle andre paa Landet, ingen Plads ejede for en saadan Højtidelighed, havde dog Plads nok i sit Hjerte;
han nedbrød sine Vægge og gjorde Plads nok for et Antal af sine i Forlegen
hed stillede Medbrødre.
Denne Hændelse vil da være en yderligere Lære for Nordslesvigs Bonde
stand under sine fremtidige Nationalkampe, at naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest, og at denne Hjælp, næst Guds Hjælp, skal udgaa fra de Stridende selv.
Og nu til det Enkelte af Højtideligheden, saavidt Hukommelsen staar os bi og saavidt vi af enkelte Talere velvilligen ere bievne forsynede med Kon
cepter af deres holdte Foredrag og med Genparter og Aftryk af de afsungne Sange.
Uagtet den indtraadte Sneefog og tydelig Tegn paa et frembrydende haardt Vejr indtraf dog det efter Lokalets Størrelse afpassede Antal af c. 100 Medlemmer til den fastsatte Tid om Eftermidd. Kl. omtr. 2. Udenfor Huset vajede Dannebrogen stolt og festligt fra en lang Stang, og foran Indgangen var oprejst en Æresbue af Gran, ligesom ogsaa Spisesalen befandtes behængt med Guirlander af samme Slags Grønt. Ved den Deputerede P. H. Lorenzens Ankomst overraskedes han ved Indgangen af følgende af en Deel af Sognets
Ungdom af sungen Velkomstsang:
Mel.: Danmark, dejligst Vang og Vænge.
Vær velkommen, vi Dig hilse, Ædle danske Mand!
Som det danske Sprog vil frelse I vort Fædreland.
Gud velsigne Dig, Du Gjæve!
Og lad Dig her længe leve!
For Dit Værk vi Tak Dig siger, Baade Drenge, — Piger.
Vær velkommen her paa Landet Du, vor ædle Gjæst!
Vi har her en Sal bekrandset til en Folkefest,
Som skal fejres Dig til Ære, Og om Danskhed Vidne være.
Hjertelig vi hilse Dig da Med et festligt Hurra!
Under Festmaaltidet bleve de tvende Deputerede Nis Lorenzen og Posselt satte hver paa en Side af den Deputerede P. H. Lorenzen. Maaltidet aabnedes med Afsyngelsen af følgende af en af Forsamlingens Medlemmer hertil for
fattet Sang:
Mel.: Vift stolt paa Codans Bølge.
Vi aabne da vort Gilde I gamle Cimbrers Land.
Vel skeete det lidt silde, — Dog fik vi det i Stand.
Vi samlet er i Klynge Om Deputerede,
Hvis Priis vi højt besynge:
De brave Danske tre!
Lad Tydsken blive hjemme, Naar Dansken holder Fest;
Men vi vil ikke glemme:
At Dansk er for os bedst;
Vi er af danske Fædre Og tale deres Maal, Det vil vi stedse hædre Og skye de Tydskes Skraal.
Blandt de over Bordet tømte Skaaler indviedes den første Hs. Majestæt Kongen, den elskede Landsfader, foreslaaet af Sognefogden J. Jochumsen i Kafdrup, som førte Præsidiet ved Bordet, og som i ovennævnte Anledning rettede følgende Opfordring til Forsamlingen:
»Jeg maa anmode den ærede Forsamling om at høre nogle Ord om vor Fest. Det er mit Ønske, at enhver af Selskabets Medlemmer vil have Dagens Festlighed saaledes for Øje, at naar den er endt, det da kan sees, at den h ar havt en saadan Samklang med, hvad der har foranlediget den og hvad vi har tilsigtet, at vor danske Nationalitet og hvad dermed staar i Forbindelse kan have Ære deraf. Nærværende Forsamling er den første i sit Slags, den første danske Forsamling i Hertugdømmet Slesvig, der i sand Kjærlighed er sammentraadt for at bevise de af vore Stænderdeputerede, der saa tappert have kjæmpet for vort danske Sprog og Modersmaal, den Højagtelse og den Ære, de fortjene. Men Forsamlingens Ønsker og Tillid gaae tillige ud paa, dersom vor Virksomhed ikke skal være forgjæves, at Hs. Maj. Kongen for Fremtiden vil opretholde vort danske Sprog og Modersmaal, og give det den fuldkomneste Ret i Stændersalen, saaledes, at alle danske Foredrag maae blive hørte og paa Dansk optagne til Protokols. I Haab herom beder jeg Selskabet at tage Glasset i Haanden, for at drikke Dannerkongens, Kong Christian den Ottendes Skaal. Længe leve Kong Christian den Ottende!«
Forsamlingen besvarede disse Ord med et tredobbelt gennemtrængende Hurra.
Derpaa rejste sig Kay Hansen, Sognefoged fra Vonsyld, og opfordrede Forsamlingen til at mindes Hs. kgl. Højhed, Kronprindsen, Frederik Carl Christian, vort Haab og fremtidige Støtte, samt til at tømme en Skaal paa den elskede Fyrstes Velgaaende, hvilket besvaredes med samme Inderlighed som ved Hs. Maj. Kongens Skaal.
Nu fulgte en Skaal for den Deputerede P. H. Lorenzen, proponeret af P.L. Wiimh fra Slaugaard, under følgende Indledningstale:
»Taknemmelighedens Yttringer, mine Venner, ere altid hædrende for Modtageren, men de ere det ogsaa for Dem, som bringe dem. Hæderligt er det derfor for Enhver især, at indtage Sæde i denne Forsamling, hvor saa mange af Landets ægte Sønner ere forenede, for at tolke deres Tak til den Mand, der med lige saa megen Selvopofrelse, som Kraft, forsvarede Dansk
hedens, og navnlig vort gode danske Sprogs Sag i den Slesvigske Stænder
forsamling.
42
Vi vidste alle, at vor danske Nationalitet atter gik en haard Prøvelsens Tid imøde, i hiin Forsamling, hvor saa mange Deputerede af den tydske Skole vare tilstæde, hvis højeste Tragten var Danskhedens Undertrykkelse.
Angrebene lode heller ikke vente paa sig; de voxede i Dagetal, ligesom Bøl
gerne, der pidskes af Stormen. Men deres Kraft blev dog brudt imod en mægtig Klippe. Denne Klippe var den Deputerede for Sønderborg. Ham saae vi med urokkelig Fasthed at modsætte sig ethvert enkelt Angreb, og tilsidst at blive indviklet i en fortvivlet Kamp mod hele den fjendtlige Overmagt, for vort gode danske Sprogs Skyld.
1 Spidsen for en lille trofast Skare, udstædte han sit Manifest, det lød:
»Samme Ret for det danske Sprog i Stændersalen, som for det tydske, uden det — ingen Fred!«
Det har naaet til Tronens Fod. En naadig og faderligsindet Fyrste vil .antage sig vor retfærdige Sag, han vil beskytte vore naturlige Rettigheder;
— den naturlige Ret vil blive en positiv Ret — og den danske Tale vil komme til at fylde sine egne Spalter i Stænderprotokollen for Hertugdømmet.
Men ham, den Mand, som vi kan takke for, at denne vor helligste Ret
tighed saaledes er kommet til Orde, og at vi tør nære glædelige Forhaab- ninger for Fremtiden, ham bringe vi dette fulde Glas.
Ved Navnet Peter Hiort Lorenzen skulle disse Mure gjenrunge af Hurra- raab. Leve P. H. Lorenzen!«
Dette Leve besvarede Forsamlingen med et tordnende 9 Gange gjen- taget Hurra.
Sognefoged M. Dall af Øddis opfordrede derpaa Forsamlingen til at drikke den standhaftige Nis Lorenzens Skaal, idet han blandt andet anførte, at denne Deputerede var den første, som i den slesvigske Stænderforsamling, nemlig allerede 1836, havde andraget paa det danske Sprogs Ret. Et begejstret tre
dobbelt Hurra gjenlød fra Forsamlingen.
Nu paafulgte en Skaal for den tredie Hædersgjæst, Posselt, foreslaaet af Stændersuppleant og Sognefoged From fra Soed, og af Forsamlingen led
saget med et begejstret tredobbelt Hurra. Den Hædrede takkede i et hjerte
ligt Foredrag, hvori han tillige lovede troligen at ville vedblive at forsvare Folkets Sag, saalænge den traadtes under Fødder og dens Ret ikke aner- kjendtes i sin hele Omfang.
Derefter blev den værdige, sandhedselskende Raadmand P. Nielsen i Flensborg erindret af Forsamlingen ved en Skaal, foreslaaet af H. J. Staal af Taarning Mølle, der fremhævede den Bistand, hiin Flensborgs Deputerede havde ydet vor Sag i Stænderkampen, uagtet han dertil intet videre Kald havde havt, end hvad håns dybe og uskrømtede Følelse for Sandhed og Ret medgav ham. Med et af sand Erkjendelse udgaaende tredobbelt Hurra be
svarede Forsamlingen denne kjærkomne Opfordring.
I samme Henseende opfordrede Sognefoged A. Jørgensen af Øddis-Bran- drup Forsamlingen til at ihukomme den gjæve Tingskriver Jepsen af Rinke
næs og den Troskab, hvorved ogsaa han havde understøttet vore Deputerede i deres haarde Kamp. Et hjerteligt tredobbelt Udbrud som for Raadmand Nielsen var ogsaa her den naturlige Følge hos Forsamlingen.
Nu istemte og afsang Forsamlingen følgende til Dagens Festlighed til Melodien »Danmark dejligst Vang og Vænge« forfattede og trykte Sang:
I et festligt Lag vi ere Samlede idag,
For, som danske Mænd, at ære Dem, der talt’ vor Sag
Hisset udi Stændersalen,
Hvorom Tydskhed kun var Talen, Hvor man Dansk ej kunde lide, Men smeed det tilside.
Han, som da stod frem med Varme, Og kun talte Dansk,
(Skjøndt de Tydske udi Harme Nær var bleven spansk),
Det var Peter Hiort Lorenzen, Hvem vi nævne maae med Æren;
Han, saalænge dansk Sprog findes, Skal med Hæder mindes.
Og til Sagens vid’re Fremme Tvende Mænd fremstod, Som lod høre deres Stemme Med et frejdigt Mod:
Nis Lorenzen, — Posselt, begge Vi den Ære maae tillægge, At de djervt vort Sprog fors var te Og vor Ret bevarte.
Endnu maa vi nævne tvende Deputerede,
Som, før Sagen den fik Ende, Protesterede
Imod Tydskernes Betænkning, Til vor Rettigheders Krænkning, Disse to vor Bifalds-Hilsen:
Jeppesen og Nielsen!
Blandt Kjøbstæderne stod Sønderborg tilbage i Størrelse og Anseelse, men i Kjærlighed til Fædrelandet og dets Sag stod den over de fleste, og det var Sønderborgerne, som ved at skue dybt ind i Tiden, der havde forstaaet at kaare og sende en Mand paa Kamppladsen, i hvem Tildragelserne havde viist, de ikke havde taget fejl. Ved disse og lignende Betragtninger bragte H. J. Wiimh hiin Kjøbstads brave Borgerskab i Forsamlingens Erindring, og hvormeget de nordslesvigske Bønder vare samme skyldige. Med stor Jubel tømtes en Skaal for Sønderborgerne.
Med lignende Enthusiasme tømtes en af samme Taler foreslaaet Skaal for den gjæve Justitsraad With og den jydske Stænderforsamlings Majoritet i den slesvigske Sprogsag, der ved Indgivelse af en kraftig Forestilling til Thronen saa trofast havde understøttet vor undertrykte Ret.
Nu foreslog Stedets Degn og Skolelærer A. Kloster en Skaal »for det danske Folks Enighed og Samdrægtighed« ved et Foredrag, hvoraf vi frem
hæve følgende:
44
»En Mand, som vi alle kjende og tilbede, Menneskehedens største Lærer, har talet et sandt Ord: »et Huus, som bliver splidagtigt med sig selv, falder, og et Rige, som vorder ueens med sig selv, bliver øde.«
Historien stadfæster denne Sandhed tilfulde. Hine store og mægtige Stater, som i Oldtiden florerede, saavel i Asien som i Europa, vare bievne til ved fælles Enighed og Samdrægtighed; hiint romerske Rige, engang det største og mægtigste, bevarede sin Vælde og Kraft, saa længe det var enigt;
men saasnart denne Statseenhed ophørte, svækkedes det — og forfaldt. Vort kjære Fædreland, Danmark, var og engang et meget stort og mægtigt Rige, ja endog et overmægtigt Rige, saa længe det var samlet — og Folket var een- drægtigt; men hvad skete? Riget blev deelt — og dets Magt og Vælde for
svandt, — det tydske Element fik Indpas og omsider Overvægt her i vort kjære danske Slesvig. — Jeg selv har personlig erfaret Virkningen deraf.
Endskjøndt født af danske Forældre, blev jeg dog i min Barndom plaget med at lære en tydsk ABCbog, tydsk Luthers Catechismus, tydsk Evangeliebog osv. Og Følgen? den var: at da jeg var bleven voxen Yngling, vidste jeg — ingen Ting; først, da jeg blev indviet i det danske Sprog, som Lærer, følede jeg, at jeg var en Dansker, da — opvaagnede min danske Nationalaand, — og siden slaar mit Hjerte varmt for Danskheden. — Men! mine kjære danske Brødre! Vor danske Nationalitet trues med Undertrykkelse, efter det som vi især have erfaret i den sidste Stændersamling. Og — skal dette ikke skee, saa er det paa Tiden, at vi gjøre kraftig Modstand, — men, skal denne have nogen Vægt, saa maae der være Enighed, — Samdrægtighed mellem os.«
»Enige Brødre det ville vi være —« intonerede Taleren, og jublende istemte Forsamlingen:
Enige Brødre det ville vi være,
Bundne ved Slægtskabs- og Broderskabs Baand;
Dansk er vort Løsen, og Danskhed vor Ære, Derpaa vi give hverandre vor Haand;
Ære vor Øvrighed, elske vor Lige,
Trofast mod Land, og mod Konge og Møe, Saa tænke Alle, og før vi skal svige, Før skal vi døe, før skal vi døe.
Redaktør Koch tillod sig derefter at forelæse Forsamlingen det med den sidste Post fra Kjøbenhavn indløbne allerhøjeste Reskript af 10. Februar, hvori Hs. Maj. Kongen paalægger det slesvig-holst.-lauenb. Kancelli at ud
arbejde et Lovudkast, betræffende Brugen af det danske Sprog i den slesvigske Stænderforsamling, endvidere at afgive Beretning angaaende de Hindringer, som staae i Vejen for en fuldstændig Efterlevelse af Sprogreskriptet af 14. Maj 1840, samt endelig at indkomme med Betænkning ihenseende til Prøven for Dulighed i Dansk hos de Embedsmænd, som ansættes i de dansktalende Di
strikter i Slesvig. Med stor Interesse modtog Forsamlingen denne Efterret
ning, og Referentens Opfordring til at drikke en Skaal paa det Ønske, at Hs. Maj. Kongens landsfaderlige Hensigter maatte opnaaes, besvaredes med et stormende tredobbelt Hurra.
L. Krüger af Jels begj ærede nu af Selskabet at udtale et Leve for den gode liberale Stad Flensborg, hvormed han forbandt det af Alle i Forsam
lingen inderligt nærede Ønske, at denne Kjøbstad, deels for sin Beliggenhed
midt i Hertugdømmet, deels for sit Fædrelandssind, maatte vorde Forsam
lingsstedet for de slesvigske Stænder i Fremtiden. Med stormende Jubel tømte Forsamlingen denne Skaal.
En vakker indledt Skaal for de nitten brave Borgere og Indvaanere i Staden Aabenraa, som nylig i en Adresse til P. H. Lorenzen havde udtalt deres ægte patriotiske Følelser, udbragtes af A. Kloster og fandt begejstret Gjenklang i Forsamlingen.
Som en passende Afvexling blev nu følgende tidligere i Dannevirke (under 15. Dec. 1841) optagne, af Gaardmand Laust P. Skau i Sommersted forfattet Sang af sunget af Selskabet:
Her samles de nordiske Venner i Fred, I Selskab til Fryd og til Gammen;
Forenet ved broderlig Samdrægtighed — Der binder os fastere sammen.
Thi ville vi give hinanden vor Haand, Og knytte saa ærligt et Venskabs Baand!
»Eet Sprog og eet Fædreland« Løsenet er, Der toner fra Tusinders Stemme!
At dette er Valgsprog for Een og Enhver, I Evighed aldrig vi glemme!
Og kamplystne ville vi møde Enhver,
Som kommer vort Sprog og vort Land fornær.
Ej ville vi vanzire Cimbrernes Æt!
Men værne om Dannemænds Tale;
Ej ville vi fængsles i Tydskernes Næt!
Vi maatte da være fuldgale.
Nej! kjæmpe vi ville for Frihed og Ret Saalænge vi give et Aandedræt!
Højt leve den brave, den ærlige Mand, Som hylder vort Sprog og vor Tale!
Højt leve enhver, som det kräftigen kan Indføre i Stændernes Sale!
Højt leve den ædle og brave Skribent!
Som taler vor Sag og vor Ret paa Prent!
Vi tømme vort Bæger med Lyst og med Fryd, Til Ære for Dannemænd gjæve!
For Alle, som kjæmpe for Ære og Dyd — Til Hæder vor Stemme vi hæve!
Og lyde det skal overalt i vort Land:
At Bonden han hædrer den brave Mand!
Et Bæger vi ogsaa maa tømme for dem, Som Bønderne ville forsvare;
Og dem, som med Sværdet betrygge vort Land, Og dem, som paa Bølgerne fare!
For den driftige Borger og Haandværksmand!
Som virker til Gavn i vort Kjære Land!