1 8 4 5 er ikke som de foregaaende Aar et Handlingens Aar. Dette skyldes maaske mange forskellige Forhold, ret afgørende har det dog nok været, at P. Hiort Lorenzen døde den 17. Marts 1845. Hans pludse
lige Død gjorde tilsyneladende ikke noget særligt Indtryk paa Sam
tiden, »de synes ikke at have haft det fulde Indtryk af, at i ham havde de trods alt mistet den første politiske Kraft, som Sønderjylland i flere Slægtled skulde frembringe.« Af enkelte Optegnelser fremgaar det dog, at hans Død var et haardt Slag. P. C. Koch er næsten utrøstelig, han ser meget sort paa det hele, da det Arbejde, som Hiort Lorenzen udførte, nu delvis vil komme til at paahvile ham. Han skriver, at det Arbejde, som Lorenzen saa ivrigt og godt udførte, ser det desperat ud, og Sagens hidtilværende Organisation er lammet i sit Inderste. Flor har ogsaa sine Betænkeligheder, men ser dog lysere paa det, idet han mener, at »det Hovedslag, som Vor Herre havde udset ham til at levere i vor aandelige og hellige Frihedskamp, havde han slaaet som en Helt, og en Sejr lig den vundne vilde han ikke mere kunne tilkæmpe sig.« I Mindetalen om Hiort Lorenzen sagde Pastor Hertel til Slut: »Kampen vil føre til Fred. Da vil ogsaa Miskendel
sens Taage, som omgav Lorenzens sidste Dage, atter spredes. Frem
tiden skal da yde ham den Retfærdighed, som flere af hans samtidige nægtede ham, og hans Navn staa hædret til de seneste Slægter.« Hi
storikeren P. Lauridsen ridser Hiort Lorenzen følgende Rune: »Han var en troende Mand, en fremtidstroende. Med den selvlærte Mands helstøbte Væsen, ukuelige Fremdrift og klippefaste Tro aabnede han den Kamp, som senere skulde føre vort Samfund til store Sejre og bitre Nederlag.«
Det kan ikke nægtes, at Hiort Lorenzen i Tiden fra 11. November 1842 til 4. Juli 1844 er den store, fremaddrivende Kraft. Det er ham, der sætter det store Hjul i Gang. Alle de andre, hvad enten de bor i København, Kiel eller Sønderjylland, kan ikke gennemføre det, som
Hiort Lorenzen gjorde. De kan give Raad, de kan ofre Penge, de kan gøre Gavn, de kan være til Besvær, men udføre de Handlinger, Hiort Lorenzen udførte i dette Tidsrum, kunde ingen af dem, selv om de havde staaet paa hans Plads. Han var en troende Mand, d. v. s. poli
tisk troende. Han stod ikke Kirken nær, hvilket havde til Følge, at hverken Flor eller Hertel saa med helt milde Øjne paa ham. Til dette kom, at han var en staalsat Karakter, han vovede det yderste med Livet som Indsats, og gennem denne Indsats var det, at Tingene i de to Aar kunde faa saa enorm Fremgang. Det er sandt, at det folkelige Arbejde, som Flor, Chr. Paulsen, P. C. Koch, Fr. Fischer, L. Skau m. fl.
udførte, var godt, men det blev først til noget rigtigt, da Hiort Loren
zen slog Vinduerne op ved Stændermøderne i November 1842, saa at Forholdene i Sønderjylland blev set fra Elben til Skagen og fra Vester- hav til Øresund. Uden ham er det et Spørgsmaal, om Sønderjyllands Saga ikke var blevet en anden. Det skulde i alle Tilfælde vise sig, at da han var borte, blev Tiden ikke let. Der var endogsaa Tilløb til Tilbageslag, der heldigvis vejredes hen paa Grund af Modstandernes
Kortsynethed.
Der var ingen særlig Optakt til den tredie Sprogfest paa Skamlings- banke, der blev afholdt den 18. Juni. Det var et herligt Sommervejr.
Kl. 11 forsamledes Aktionærerne i Skansen, og her blev det besluttet at udnævne »Danmarks store Skjald, Nicolaj Frederik Severin Grundt
vig«, som den danske Folkeligheds og Nationalitets varmeste Ven og Forsvarer til Æresaktionær og Medejer af Højskamling. Der blev til
stillet ham et Æresdiplom. Der var mødt ca. 9000 Mennesker, og blandt dem saas Eleverne fra Rødding Højskole. Sognefoged Frants Petersen, Stenderup, bød Forsamlingen Velkommen og udbragte et Leve for Christian d. 8.
Laurids Skau er første Taler. Han begyndte ganske kort at gøre Rede for Aarets Begivenheder og udtalte bl. a., »at »Den slesvigske Forening« blev lukket og atter aabnet, og den har ikke holdt sig tavs siden den Tid; men dens virksomste Medlem døde, Landets modigste Mand, vor Sags ivrigste Kæmpe tog Skæbnen fra os.«>u£ljån talte T r effer om den skandinaviske Festuge i København denr23?—28. Juni og fortsatte derefter med en Tale om Kvinderne og den Indsats, de kan yde i den nationale Kamp.
»__ Jeg mener naturligvis ikke, at vi skulle laane hos Kvinden del haarde og skarpe, som hun aabenb^rt ikke.; har, men vi skulle laane hos hende den Inderlighed og Varme, hvormed hun elsker og ønsker, den Iver, hvormed hun stræber frem, den Aarvaagenhed og Opmærksomhed, hvormed hun forfølger Hindringer, den Udholdenhed og Klogskab, hvormed hun
110
St. St. Blicher. Nis Hanssen.
rydder dem af Vejen. Med eet Ord: Af den danske Kvinde, ofte ikke uden Grund kaldet den letsindige, danske Kvinde, skulle vi lære, hvad det er at ville noget for Alvor. Thi det er Alvor, der mangler i vor Vilje, maaske fordi Sik
kerhed mangler i vor Overbevisning. Det, vi kalder vor Overbevisning, og fægte for som vor Overbevisning, er ofte, maaske jeg kan sige sædvanlig, kun en Mening, som vi meget godt kunne ombytte med en anden, hvis Omstændig
hederne fordre det, og vore Bestræbelser, hvor ivrigt vi end drive dem, kunde vi gerne bytte med andre, naar vor Virkelyst kun kan finde Anvendelse og vor Duelighed Anerkendelse.«
Efter Laurids Skau talte St. St. Blicher. Han citerede et Digt, han havde skrevet i Anledning af P. Hiort Lorenzens Død:
Peter Hiort Lorenzen!
Er Volden ødelagt, for han er død?
Kan lukkes ej den Revne, Skæbnen brød?
Vel er den dyb;
Det fejler ej, at mere Kryb Vil kravle ind —,
O, I Belejrede! sæt derfor Pind!
Luk Aabningen med tifold øget Magt, Saa har han ej sit Liv forgjæves lagt Paa Fædrelandets Alter. Nej,
Tabt er han ej,
Fordi en Haandfuld Jord ham skjuler;
Livsfrisk hans Aande over Graven kuler Enhver, som sover, end at vække — Lad Støv saa Støvet dække;
Han gaar igen, det tør jeg spaa;
Hans Fjender vil en Rædsel faa, Hans Venner fastere tilsammen staa;
Ej da ved Graven Suk og Klageraab;
Men alvormørk — dernæst saa lyst et Haab!
Derefter talte Blicher om Folkevæbning. Efter ham talte en af Rødding Højskoles Elever, Peter Ravn fra Hammelev. Han takkede for Oprettelsen af Højskolen, da Opholdet paa Skolen havde vist ham den rette Vej.
»Jeg hørte og læste daglig af de saakaldte fornemme: Du er dog Tysk eller Slesvigholstener, du kan ej dømme derom, du er kun en uvidende Bonde;
kun vi vide ret Besked om, hvad det slesvigske Folk egentlig er, og hvad den gyldne, hellige Bog »Landsprivillegierne« lærer derom; kan du ikke høre, at alle kjoleklædte proberer paa at tale Tysk; kan du ikke se, at alle Forordnin
ger, Plakater, Patenter, Reskripter, Øvrighedens Skrivelser o. s. v. ere tyske.
Du hører fejl, du taler ikke Dansk; du ser fejl; du er ikke dansk, du er stoktvsk.«
Højskolen har lært ham at faa Hjerte og Hoved paa det rette Sted og at bruge Haanden, »den gode, gamle danske Haand«. Ogsaa den lærer vi at bruge paa Højskolen, den har været noget slap og afkræftet i den senere Tid; men maaske den kun har sovet ligesom Hovedet og Hjertet. Han sluttede med at udbringe et Leve for Højskolen.
Fr. Barfod talte om vort Folks Historie, og efter Middagen talte P. Kr. Lund fra Kjelstrup. Han udtalte først nogle Mindeord over P. Hiort Lorenzen, og derefter talte han om Modersmaalet og Reli
gionen, »lad os aldrig glemme Religionen; men lad os ej heller glemme Nationaliteten; mister vi dem, saa er vi ikke Mennesker mere.« Blicher oplæste derefter endnu et Digt, hvorefter Herman Koch talte om de unge og endte med at udbringe et Leve for vort Modersmaal »og alle de Riddere, som gaar i Kamp for dets Liv«. Degn A. Kloster fra Som
mersted talte om Skolen og om at lære Geografi paa rette Maade.
Carl Ploug indledede sin Tale med en Omtale af de to Besøg, der var blevet aflagt i København i den sidste Tid, nemlig Besøget af Kon
gen af Prøjsen og af de skandinaviske Studenter. Dette med Kongerne er for Ploug et forbigaaet Stadium, nu er det Folket, og det er derfor paa høje Tid at spørge:
»Er der et dansk Folk?« Det er ikke nok med Sproget, heller ikke at vi har et Land, der hedder Danmark, nej et Folk »er en Organisme, en Person
lighed, der maa besjæles af en Tanke og styres af en Vilje__ til et Folk be
høves der en almindelig Fællestanke, i hvilken alle de andre Tanker gaar op som i en Enhed, en Fællesvilje, som er mægtig nok til at underordne sig alle
112
kæmpende Interesser, til at sammenbinde Menneskene til et Hele, trods de forskellige Vilkaar, hvorunder de leve. Maaske Adl den hele tilstedeværende Forsamling nu pege paa sig selv og sige: Se, os besjæler een Tanke, vi er drevne herhen af een Vilje, det er Tanken om Fædrelandsfare, det er den Vilje, at vi ville bevare dette udelt og ukrænket, at vi ville være et selvstændigt Folk.
Og deles denne Tanke af alle Danske, er denne Vilje levende i den hele Be
folkning, saa ere Ad ogsaa et Folk. Men man maa ikke gøre sig Illusioner; den store Masse er endnu altfor ligegyldig for det almindelige Bedste; mange ere fortabte i deres private Interesser og tænker ikke paa, at de have Pligter mod lieres Fædreland.«
Han endte med at udbringe et Leve for Nordslesvigs Bondestand.
Efter Redaktør Ploug talte Løjtnant Ravn, Pastor Møller fra Ny
kirke og Overlærer Sick. P. C. Koch havde skrevet en ny Sang i Dagens Anledning, der sluttede med følgende Vers:
Hil dig, gamle Treheds-Norden, Hil dig, stolte Fædreland!
Skaf din Hæder Glans paa Jorden, Glans, som du forskaffe kan!
Følg din Morgen-Dæmrings-Orden, Virk til Middagssolens Brand;
Smil ved Verdens sidste Aften Som den mest tilfredse Strand.
Af dette kortfattede Referat ses det tydeligt, at den tredie Sprog- fest, hvad Indhold angaar, laa langt under de to foregaaende Sprog
fester. Det skulde desværre ogsaa kendes paa de to følgende Møder.
1 8 4 6. »Det aabne Brev« om Arvefølgen blev udstedt den 8. Juli 1846. Brevet fastslog, at Sønderjylland havde samme Arvefølge som Kongeriget, og at der kun kunde være Tvivl om, at enkelte Dele af Holsten havde den samme Arvefølge. For Kongen var det vigtigt at tilvejebringe en fuldstændig Anerkendelse af den samlede Stats Inte
gritet. »Det aabne Brev« tilsigtede imidlertid ikke paa nogen Maade at træde Sønderjyllands Selvstændighed for nær, ». . . . hvorimod vi meget mere herved gjentage vort Tilsagn om fremtidig som hidtil at ville beskytte vort Hertugdømme Slesvig i Besiddelse af de samme som en, vel med vort Monarki uadskilleligt forbunden, men tillige selv
stændig Landsdel, tilkommende Rettigheder«.
Det er »Det aabne Brev«, der kommer til at præge den fjerde Sprogfest, som blev afholdt den 3. August paa Skamlingsbanke. Festen havde samlet ca. 7000 Mennesker. Som sædvanlig er Laurids Skau første Taler. Han gaar ud fra »Det aabne Brev« som et Tilsagn om, »at vort dyrebare Slesvig skal og vil i al Evighed forblive sam
men med det elskede Moderland, at det aldrig kan eller skal blive et
Bytte for Holsten«. Det gælder om, at vi ikke vender vort Moderland og Modersmaal Ryggen, »men tværtimod, i trofast Kærlighed til vor aandelige og virkelige Hjemstavn har bygget os et aandeligt Danne
virke i Rødding; hvor alle de unge kan faa Indsigt og Kundskaber om det, de har arvet fra Fædrene«. I en meget indviklet Form uddyber Taleren, hvad han forstaar ved Selvstændighed og kommer til det Resultat:
»Om vi end ingen politisk Selvstændighed have, og om vi end ikke have eller erholde nogen borgerlig Rettighed, som vi jo gjerne, ja helst vil dele baade med Holsten og Kongeriget, saa have vi dog eet, som vi ikke dele med nogen anden, det er, at en Del af Folket er dansk- og en anden Del tysk
talende. Men dette ene er ogsaa en saa selvstændig Ejendommelighed, at selve Kongen og hele Statsraadet ikke formaar at hæve den; det er derfor ogsaa den eneste Ejendommelighed, som sidder fast og berettiger, ja tvinger til en Selvstændighed for eller rettere i Hertugdømmet Slesvig, idet den ganske nød
vendig meddeler Folket naturlige og umistelige Rettigheder, som om det end ikke altid respekteres af Regeringen og Embedsmændene, dog derfor ikke ophører at være gyldige Rettigheder. I den Henseende er for os dansktalende Slesvigere endnu meget tilbage at ønske og fordre; tænk blot paa den nær forestaaende Stænderforsamling i Slesvig, hvorledes det der staar til med vort Modersmaal, __ men eet fordres altid, for at Slesvigs Frelse og For
yngelse kan vorde fuldbragt, det er: at vi Nordslesvigere selv besidde Sjælens og Viljens Selvstændighed nok til at yde Hans Majestæt al den Bistand, han behøver og bør kunne stole paa fra Folkets Side.«
L. Skau endte med at udbringe et Leve for Kongen, »for vor stør
ste Anfører til Slesvigs Frelse og Foryngelse!«
Det gamle Tillidsforhold mellem Kongen og Befolkningen var atter tilstede, og derfor blev det udbragte Leve modtaget med stort Bifald.
Degn B. Bekker fra GI. Haderslev talte mod Tvedragtens og Partihadets Aand. Den maatte nu ophøre, da vi nu med Rette »fremdeles turde kalde Danmark vort Fødeland. Derfor maa den Tvedragtens og Parti- hadets Aand bekæmpes og henvises til Helvedets Afgrund, hvor den med Rette hører hjemme.«
Carl Ploug gjorde opmærksom paa, hvor meget der endnu var at gøre i Slesvig, for at den danske Nationalitets Rettighed og det nord
slesvigske Folks Trang kunde siges at være sket Fyldest. Efter Talen sang Forsamlingen en uddelt Sang, der var mærket »P. A.« (Carl Ploug): »Lifligt fløjter Vælsklands Nattergale«. Derefter var der Fællesspisning, og Festen sluttede med Blus og Fyrværkeri.
Den 18. August 1846 afskediges Prinsen af Noer som Statholder og kommanderende General. Den 18. September holdtes Kongens Fød
selsdag i »Den slesvigske Forening«. Ved denne Lejlighed holdt Hans
114
Nissen en Tale, og da det er den eneste Tale af ham, der er bevaret for Eftertiden, fortjener den at blive medtaget, og det saa meget desmere, som den kendetegner Manden, der har holdt den:
»Mine Venner! Jeg har ikke min Styrke i at holde Taler, og det ved jeg nok. Jeg er i det hele taget hellere med, hvor der handles, end hvor der snak
kes. Naar jeg sommetider er blevet opfordret til at udbringe en Skaal, har jeg derfor heller ikke gjort det. Men idag har jeg Lyst, for nu ser jeg, der er kommet Liv i Tingene. Slesvigholstenerne har nu endelig gjort deres Sager saa godt, at Hans Majestæt Kongen indser, at hans Langmodighed og fader
lige Formaninger ikke forslaar. Derfor er han nu begyndt paa ordentlig at tage fat paa dem. Se, saadan skal det være; saa kan vi mærke, at vi, som hører til det danske Parti, og som mene det ærligt med Konge og Fædreland, ikke er forladte af Regeringen. Men Begyndelsen er gerne det værste; dog vel begyndt er halvt fuldendt, siger Ordsproget. Derfor en Skaal for vor allernaadigste Konge, Christian den Ottende, der ikke alene er en god Konge, det har vi altid vidst, men ogsaa kan være en hvas Konge, naar han ikke paa nogen Maade kan sætte det gode og rette igennem. Gud skænke ham mange Aar!«
Paa Skamlingsbanke var Flaget oppe paa Kongens Fødselsdag, og Kanonerne tordnede. Der var kommet mange Mennesker tilstede, og Gaardejer Jørgen From, Fjelstrup, talte for Kongen og udbragte under stor Jubel fra Forsamlingens Side et: Længe leve Kongen. Senere blev der afbrændt et stort Festblus.
Den 3. Oktober blev der udsendt en Forespørgsel til de forskellige Embedsmænd i de Egne, hvor Dansk er Folkesprog, men Tysk Kirke- og Skolesprog, om der ikke var Mulighed for at faa Forholdene ændret derhen, at Folkesproget blev Kirke- og Skolesprog. Resultatet var negativt.
Den 21. Oktober traadte Stænderne sammen i Slesvig. Fra dansk Side mødte Posselt, Nis Lorenzen, Tingskriver Jepsen og P. Nielsen til Trods for, at Sprogpatentet endnu stod ved Magt. Til Stænderforsam
lingen var der indløbet ca. 110 Adresser imod »Det aabneBrev«, medens 20—30 Adresser fra den nordlige Del af Sønderjylland gav »Det aabne Brev« sin Tilslutning. Saavel de danske som de tyske Adresser var meget spagfærdige. De danske i Hjerting Sogn var i alle Tilfælde klar over een Ting, og det var, at de ikke vilde indkorporeres i Danmark, fordi herved »vor nationale og borgerlige Selvstændighed ganske vilde gaa til Grunde«.
Stænderforsamlingen vilde vedtage »Verwahrungsact«, men den kongelige Kommissarius nægtede at modtage den. Paa Grundlag af dette opløste Forsamlingen sig selv den 4. December, idet Slesvighol
stenerne forlod Salen. Tilbage blev kun Nielsen og Jensen fra
Flens-borg, Nis Lorenzen, Tingskriver Jepsen, A. Posselt, A. Petersen og Re- geringsraad Rumohr. Det var Hertugen af Augustenborg, der havde det fulde Ansvar for denne Handling.
1 8 4 7. Det hele var nu blevet til Storpolitik. Ved Valget i 1847 viste der sig et langt stærkere Sammenhold i de danske Rækker. Paa- lidelige dansksindede Mænd blev valgt, blandt dem Møller Staal, Nis Lorenzen og Hans Andersen Krüger.
I Juni 1847 kom Forordningen om, at Haderslev Katedralskole for Fremtiden skulde være en dansk Skole, og at der skulde oprettes et dansk Seminarium. Det var dette sidste, der kom til at præge den femte og sidste Sprogfest den 28. Juni. Mødet var besøgt af ca. 10,000 Mennesker. Hovedtalen holdtes af Laurids Skau, der kunde meddele Forsamlingen, at der nu endelig var naaet saa langt frem, at Dansk
heden fik en dansk Latinskole og en dansk Uddannelsesanstalt for Lærere. Han endte sin Tale med følgende Ord: »Tak Konge, saaledes skal det være! . . . . Hurra for Kong Christian den Ottende, der nu be
gynder at vække Livet i den sovende slesvigske Løve.«
Efter Laurids Skau talte Højskoleforstander, Pastor Helweg, Rød
ding, om Danmark, Degn A. Kloster talte om vore Dages »Bremer
felder«, og derefter talte Pastor Møller fra Nykirke ud fra en gammel græsk Lignelse om at skille sig af med Ulvene. Han sluttede med, at alle maatte blive den danske Sag tro. Derefter var der Fællesspisning, hvor der holdtes en lang Række Taler. Der fandt en Bortlodning Sted, og til Slut gjorde Møller Staal Forsamlingen bekendt med, at der vilde blive opført en grundmuret Bygning paa Skamlingsbanken. Denne Tanke vandt stærk Tilslutning hos Forsamlingen. Det sædvanlige Festblus og Fyrværkeri endte Festen.
18 5 1. Treaarskrigen 1848—50 hindrede Afholdelse af Møder paa Skamlingsbanke. Det første Møde blev holdt den 25. Juli som en Mindefest for Slaget ved Isted. Møderne kaldes nu ikke mere Sprog- fester, men Folkefester. Nu kunde Folket og Embedsmændene mødes i smuk Harmoni. Det gav sig til Kende derved, at den første Taler den 25. Juli var Amtmand W. W. Stockfleth, Haderslev, der holdt en Tale for Konge og Fædreland. Efter ham talte Pastor Aaby, Vejstrup, om Fædrelandets Krav paa vor Kærlighed. Pastor Helweg, den tidligere Forstander for Rødding, nu Præst i Haderslev, talte om Slaget ved Isted ud fra Grundtvigs Sang: »Det var paa Isted Hede«, og endte med et Leve for Landsoldaten. Degn A. Kloster talte om de tyske »Mikler«.
Efter Middagspavsen talte Overlærer Sick om Danmarks og Sønder
jyllands Forening under en konstitutionel Forfatning. Pastor Boisen, Vilstrup, talte om den danske Menigmand ud fra Grundtvigs Sang: