D
et Brev, Orla Lehmann skrev til Formanden for Skamlingsbanke- selskabet, blev afgørende for de følgende 19 Aar, i hvilke der ikke blev afholdt noget Møde paa Skamling. Det, der optog Bestyrelsen i disse Aar, er Plantningen og Opførelsen af en Pavillon. Der blev lagt et stort Arbejde ind i at forskønne det minderige Sted. Der havde en enkelt Gang, men først saa sent som i 1883, været en Forespørgsel om Tilladelse til at afholde et Møde. Bestyrelsen stillede sig velvillig, men vilde ikke have noget med selve Festen at gøre. Den stiller Festpladsen til Raadighed mod et passende Vederlag, men den paatænkte Fest blev ikke holdt paa Grund af manglende Tilslutning.1 8 8 4. Den 7. Juni holdt Bestyrelsen et Møde paa Grund af et An
dragende, der var underskrevet af P. Agerskov, Kr. Hansen, N. J. Ravn og V. Topsøe. Andragendet har følgende Ordlyd:
»Ved det Møde, der den 6. September f. A. fandt Sted paa Skamlingsban- ken imellem nordiske Højskoleforstandere og Højskolelærere, besluttede dc svenske og norske Deltagere efter Forslag af Dr. Holmstrøm, Forstander for Højskolen »Hvilan« ved Aakarp Station ved Malmø, i Erkendelse af Grundt
vigs Fortjenester af Højskoletanken og til Minde om, at den første nordiske Højskole var opstaaet i Sønderjylland under Sønderjydernes Kamp for Mo- dersmaalet og Folkelighed at rejse ham en Mindesten paa Skamlingsbanke.
Efter Meddelelse fra Dr. Holmstrøm vil denne Tanke komme til Udførelse i denne Sommer, og man har foreløbig tænkt sig den 4. Juli d. A., som er 40 Aarsdagen for det berømte store Møde paa Skamlingsbanke, ved hvilket Grundtvig bl. a. talte, som den Dag, paa hvilken Stenen passende kunde af
sløres. Det er da Tanken, at Afsløringen skal finde Sted i Stilhed, men at de nærmestliggende Højskoler, navnlig Askov og Vinding, muligen den Dag vilde gøre en større Udflugt med deres Elever til Banken, og at ellers hvem, der har Lyst, kan indfinde sig ved denne Lejlighed. Men nogen offentlig Ind
bydelse gennem Bladene vil ikke finde Sted, da man ikke finder, at Tidsfor
holdene egner sig til Afholdelse af større offentligt Møde.
I Forventning af, at den højtærede Bestyrelse for Aktieselskabet
»Skam-lingsbanke«, ikke har noget herimod at erindre, tillader man sig at anmode den om, velvilligst at ville anvise os, der har paataget os at være Dr. Holm
strøm behjælpelige med Opstillingen af Stenen, en passende Plads for den paa Skamlingsbankens Terræn.«
Brevet var dateret den 18. Maj, og Bestyrelsen svarer med et Brev, der er dateret den 7. Juni:
»I Deres ærede Skrivelse af 18. Maj d. A. stilet til undertegnede Bestyrelse for Aktieselskabet »Højskamling« have de Herrer meddelt os: at svenske og norske Højskoleforstandere og Højskolelærere have b e s l u t t e t , i Erken
delse af Grundtvigs Fortjenester af Højskoletanken, at rejse ham en Minde
sten paa Skamlingsbanken, samt at de Herrer, som Befuldmægtigede for de nævnte Højskoleforstandere og Højskolelærere ønskede at faa en passende Plads anvist paa Skamlingsbankens Terræn, hvorpaa Mindestenen kunde opstilles.
Idet vi ikke videre skulde opholde os ved det iøvrigt besynderlige i, at Svenske og Nordmænd » b e s l u t t e r « at oprejse en Mindesten paa Aktie
selskabets Ejendom, skulle vi meddele de Herrer, at Bestyrelsen for Aktie
selskabet »Højskamling« — særlig af Hensyn til, at Grundtvig ved Selskabets Generalforsamling den 18. Juli 1845, blev udnævnt til Æresmedlem af Skam- lingsbankeselskabet — i sit Møde Dags Dato har vedtaget:
at den er villig til at anvise en passende Plads til omtalte Mindesten; men forinden den tager endelig Bestemmelse og giver Tilladelsen, maa forlange sig tilstillet Tegning af Mindestenen, samt Ordlyden af den Inskription, der mu
tigen maatte anbringes paa samme.«
Paa dette Brev svarer Pastor Topsøe i Hejis den 19. Juni 1884:
»I Henhold til æret Skrivelse fra Bestyrelsen for Højskamling af 7. Juni d. A. tillader vi os at meddele den højtærede Bestyrelse, at Stenen nu er kommet, og at Ordlyden af dens Indskrift er denne:
Nikolai Frederik Severin Grundtvigs Minde
Juli 1844 — Juli 1884 Svenske og norske Højskoler «
rejste denne Sten
Stenens Højde er 8 Fod, Bredden 26 Tommer, Tykkelsen 14 Tommer. Saa- ledes er Maalene opgivne i Dr. Holmstrøms Brev.
Imødeseende den højtærede Bestyrelses behagelige Svar snarest muligt med endelig Bemyndigelse for os til at oprejse Stenen paa det anviste Sted og med Henvisning til, at der paa omstaaende Side findes en omtrentlig Teg
ning af Mindestenens Form, tegner jeg mig ... « Paa dette Brev svarer Bestyrelsen den 20. Juni:
»Da undertegnede — af Bestyrelsen for Skamlingsbankeselskabet under 7. Juni d. A. udnævnte — Udvalg, har fundet de Oplysninger Deres
Velærvær-150
dighed ved Skrivelse af 19. d. M. har meddelt os — angaaende Formen af den Mindestøtte, som svenske og norske Højskoleforstandere og Højskolelærere ønsker at oprejse paa Højskamling, til Minde om N. F. S. Grundtvig, samt om Ordlyden af den paa samme anbragte Indskrift — fuldt ud tilfredsstillende, saa meddeles herved de fire ærede Medlemmer af Skamlingsbankeselskabet der i Skrivelse af 18. Maj d. A. have anmeldt sig som Befuldmægtigede for om
talte Svenske og Nordmænd — at vi paa Skamlingsbankebestyrelsens Vegne herved give Tilladelse til at oprejse merbemeldte Mindesten paa den Plads — tæt ved Plantagen, henimod Højskamlings nordvestlige Hjørne — der i tre af de Herrer Befuldmægtigedes Nærværelse den 7. Juni d. A. blev nærmere be
tegnet ved en nedrammet Pæl.
Tilladelsen gives under den Forudsætning og paa de Vilkaar, at de Herrer efterkommer det i Deres Skrivelse af 18. Maj givne Tilsagn: a t d e r i An
l e d n i n g a f A f s l ø r i n g e n i k k e u d s t e d e s o f f e n t l i g I n d b y d e l s e i B l a d e n e ; m e n a t d e n n e f o r e g a a r i S t i l h e d .
Bestyrelsen er nemlig aldeles enig med de Herrer Befuldmægtigede i, at Tidsforholdene ikke egner sig til Afholdelse af et større offentligt Møde paa Skamlingsbanke.«
Brevet er underskrevet af Pastor M. Mørk Hansen og Gaardejer S. P. Raben. I et Brev af 21. Juni modtager Bestyrelsen en Indbydelse til at overvære Afsløringsfesten for paa Skamlingsbankeselskabets Vegne at modtage Mindestenen.
Festdagen, Fredag den 4. Juli 1884, var det et særdeles smukt, varmt Solskinsvejr. Ved Middagstid stævnede kørende og vandrende Gæster op mod Skamlingsbanke, medens Baade og Dampskib bragte Gæster ad Søvejen. Støtten var smykket med Egeløv og Dannebrogs
faner, og det rejste Mindesmærke for Grundtvig var tilhyllet med et stort Dannebrogsflag og overbygget af en smuk Løvbue med de nordi
ske Flag. Der samledes omtrent 1500 Mænd og Kvinder, og ved Halv
totiden aabnedes den egentlige Festlighed.
Efter Sangene »Brat af Slaget rammet« og »I alle de Riger og Lande« bød Sognepræst Topsøe, Hejis, velkommen og udtalte, at Dagens Festlighed havde en dobbelt Betydning, først denne, at det var den første Mindestøtte, der rejstes for Grundtvig. Den var rejst af norske og svenske Folkehøjskoler og var altsaa et Vidnesbyrd om, at hans Sag ogsaa havde Ærinde til andre end danske Folk, samt at hans Gerning var i ægte nordisk Aand og havde fundet Jordbund over hele Norden. Dernæst denne, at det var paa dette Sted, Grundtvig i Dag for 40 Aar siden saa kraftigt pegede paa, at Tungernes Trætte ikke længer skal afgøres med Næver og Negle, men med det levende Ord, og ildnede Sønderjyderne op til at gaa i Spidsen for det øvrige Land i skolehistorisk Henseende, ligesom de havde været Førstemænd i kirke- historisk Henseende. Faa Maaneder efter indviedes Højskolen i
Rød-Mindesmærket for N. F. S. Grundtvig.
ding. Denne Skole var rejst af Flor, men Tanken var Grundtvigs, der
for var det i sin historiske Orden, at der i Dag rejstes ham en Minde
sten paa dette Sted, og at den rejstes af norske og svenske Folkehøj
skoler. Han endte med at foreslaa Stedets Præst, Pastor Agerskov fra Vejstrup, til Ordstyrer.
Pastor Agerskov overtog Hvervet, idet han udtalte, at det havde fra Arilds Tid været god Sæd i Danmark som i Norge og Sverige, at hver Gang man mødtes ved Lejligheder som denne, at udbringe et Leve for Landets Konge. Og da Dagens Sammenkomst havde et særligt fælles
nordisk Præg, forekom det ham at maatte være paa sin Plads at raabe et Hurra for begge Nordens Konger og heri lægge Ønsket om, at de maatte faa Guds Naade til at styre Landet til Lykke og Velsignelse for Folket.
152
Der blev derefter sunget en Sang af Højskoleforstander Teodor Holmberg, Vestmanland Højskole, hvorefter Dr. Holmstrøm, Hvilan, fik Ordet og holdt følgende Tale:
Længe var Nordens herlige Stamme spaltet i trende sygnende Skud, __
»Denne Sang stammede fra den Tid, da det gik op for Nordens Mænd, at de hørte sammen, at Danske, Nordmænd og Svenskes Møder med Sværd i Haand var unaturligt og maatte afløses af Enighed, Samdrægtighed og Sam
arbejde. Det var den skandinaviske Tanke. Der kom Tider, da man troede, at den spæde Spire var visnet, men den havde kun bøjet sig i Stormtiden, nu hævede den sig igen, og et Vidnesbyrd om, at den levede endnu, var dette, at her i Dag stod en svensk Mand for at indvie en Støtte, som norske og svenske rejste til Minde om en af Danmarks store Mænd. Det var over Grundtvig, ham, der gav os Højskoletanken, opflammede kække sønderjyske Mænd til at virkeliggøre den, ved at rejse Højskolen i Rødding, der fra denne Banke havde modtaget sin Daab og Velsignelse som den første danske Folkehøjskole.
Og op af denne lille Begyndelse er der siden groet en stor Gerning med kraf
tige Skud ud over alle Nordens Lande, forskellige kun som Følge af hvert Lands Særpræg og Ejendommelighed. Fra Danmark slog Tanken først Rod i Norge, fordi dette Folk i en vis Forstand stod Kilden nærmere end Sverige.
Der læste man nok i Bladene om Rørelserne i Danmark, men man forstod ikke ret, hvad man læste derom; men omsider løftede sig som Følge af den friere Forfatning Krav om Ønskeligheden af en større Kundskabsfylde hos Landets Bondestand, og derfor blev de første svenske Højskoler nærmest Fort
sættelsesskoler... Men saa kom Nordmænds og Svenskes Besøg i Danmark, og først da klaredes det fuldt ud for disse, hvad den danske Folkehøjskole sigtede paa, og hvad for en kraftig og velsignelsesrig Indflydelse den allerede havde øvet paa Folkelivet... Og da Rejsefærden her i Jylland saa førte os til dette Sted, og vi mindedes alt det gode og skønne, vi havde oplevet, og hørte, at det var her, Grundtvig lyste sin Velsignelse over denne Gerning, da steg det med Tanken paa vort Hjem frem hos mig, at ogsaa vi, norske og svenske, vilde rejse ham et Minde, der kunde vidne for Eftertiden: her har han staaet, her har han talt. Min Tanke vandt Genklang hos Svenske og Nordmænd, og alle modtog den med Glæde og Bifald, og nu staar Støtten her.
Maa saa Dækket falde for det enkle Minde!
Efter at Flaget, som tilhyllede Støtten, var draget bort, fortsatte Dr. Holmstrøm:
»Paa norske og svenske Højskolemænds Vegne overdrager jeg Minde
stenen til Skamlingsbankens Værn og siger hjertelig Tak til Selskabets Be
styrelse, fordi den har givet Tilladelse til at rejse Grundtvig et Mindesmærke paa dette minderige Sted og derved gjort en Undtagelse fra dens almindelige Overholdelse af Vedtægten ikke at fejre nogen Fest paa Højskamling, saa- længe ikke alle Danske kunne mødes her til Glædesfest. Og saa en Tak til
Festudvalget og alle de, som har bidraget til at ordne alt saa godt og smukt.
Og endelig et Ord til jer, I Mænd og Kvinder fra Sønderjylland. I Bekymrin
gens og Modgangens Tider er det, at de store Mænd, de store Handlinger og kraftig Daad fostres. Vi Svenske har i et langt Tidsrum ikke haft saadanne store Modgangstider, og derfor er vor nyere Historie heller ikke rig paa store Handlinger som I Frænders paa denne Side Øresund. I har maattet værne jert Land mod mægtige Hære og stærke Storme, maattet værge den Lands
del, hvor Danmark fik Navn, hvor den første danske Kirke og den første Folkehøjskole bygtes. Ja, det er en mærkelig Flig af Norden, det lille Sønder
jylland! Og I, Sønderjyder, som nu i tusind Aar har gaaet i Spidsen for Nor
dens Folk i alt, hvad der er sandt, sundt og godt, bliv saadan ved, den bedste Gerning, I nu kan gøre for Norden, er at værne om jert Sprog, jert danske Tungemaal. Hold det rent som det blanke Staal og brug det djærvt! »Hele Nordens Folk omfatter jer med Kærlighed, og jer Sag er hele Nordens.« Det talte Skandinavismens Forkæmper her for 40 Aar siden, og jeg vidner her i Dag, at den skandinaviske Stræben var ædel og god, og at Værket lever endnu og vil sprede sig videre og videre over Samfundet. Men fremfor nogen Mand er det Grundtvig, som har vist Vej til Nordens Samarbejde.
Stenen staar da til Minde om den Mand, som viste de nordiske Folk Vejen, de skulde gaa til Enighed, Samdrægtighed og frugtbart Samarbejde.
Leve Grundtvigs Minde!«
Formanden for Skamlingsbankeselskabet, S. P. Raben, takkede for Mindestenen over Grundtvig og lovede, at Selskabets nuværende Bestyrelse vilde værne og frede om den, og det samme haabede han ogsaa, at de kommende Bestyrelser vilde gøre. Men ingen var Herre over Begivenhederne. Der kunde komme Forhold og Tider, da ingen Bestyrelse kunde forhindre, at Stenen blev omstyrtet af Voldshaand.
Det bares ham for, at vi gik stormfulde Tider imøde. Og vi stod værgeløse. Trods de mange bitre Erfaringer havde vi nu i 20 Aar ikke gjort noget med Hensyn til vort Forsvar (Uro og Modsigelse), med
mindre det skulde kaldes saa at sløjfe et Par Fæstninger. Sørgeligt var det for ham at tænke paa, at samfundsopløsende Partier vandt Fremgang og havde fast Sæde paa Danmarks Rigsdag, men aller- sørgeligst, at en Præst i den danske Statskirke ved sidste Folketings
valg havde kunnet anbefale en Fritænker, netop fordi han var Fri
tænker. Men jeg ser maaske for mørkt paa Fremtiden, maaske kan det gaa bedre end jeg frygter. Det er mit inderligste Ønske og Haab, at vort elskede Fædreland maa gaa en lang og velsignet Fremtid imøde.
Grundtvig var en stor Mand, men han var ikke fejlfri. Han var dansk, og derfor ønsker jeg, at Mindesmærket maa staa i Fred og vidne til de sildigste Slægter om den Mand, der var den danskeste blandt alle danske.
Hele den første Del af Festen holdtes paa Toppen af Banken, men da det var svært at høre Talerne, flyttedes Talerstolen ned paa dens
154
gamle Plads. Efter at en Sang, forfattet af Poul la Cour, var sunget, tog Højskoleforstander Schrøder, Askov, Ordet.
Først bragte han en Hilsen fra Poul la Cour, Højskoleforstander Kuløj, Værdal, O. Arvesen, Sagatun, og Højskoleforstander G. A. Aldén, Sødervik.
Digteren Goldschmidt havde ogsaa faaet en Indbydelse til Afsløringen, men var forhindret i at give Møde, men han har skrevet et Brev, som jeg skal til
lade mig at oplæse:
»Faar De disse Linier, inden De tager af Sted til Skamlingsbanken, saa vil jeg inderligt ønske, at De oppe paa Banken kan et Øjeblik faa Tid til at sige hen for Dem selv: Her er et fraværende Menneskes Sind tilstede af al Magt og velsigner Fortiden og Nutiden, Egnen og Folket. Gud velsigne Dan
mark og give det paany fri og glad Udsigt fra Skamling.«
Det var for dem, der staar i Højskolens Gerning, noget underligt at tænke paa, at det i Dag var dens 40 Aars Jubilæum. Grundtvig manede ikke paa dette Sted for 40 Aar siden Sønderjyderne op til at rejse Højskolen — og Mindestenen her var heller ikke den første over Grundtvig — men han gav den sin Velsignelse. Han udtalte her, at han først og nærmest var kommet for at takke Sønderjyderne, at de havde taget Gerningen op, og senere, at denne skære Torsdag oplevede han den ny Danskheds Fødsel. Ved at høre den unge sønderjydske Bonde, Laurids Skau, tale saa kækt og lysende, følte den alderstegne Skjald, at den gamle Danskhed var ikke gaaet i Graven, men havde lyslevende Afkom. Folkehøjskolen skulde være den spirende Danskheds Amme, saa den kunde slægte alt stort og godt i Danmark paa... Kan der nu efter de 40 Aars Virksomhed end ikke ses tilbage paa noget Storværk, staar det dog uimodsigeligt klart, at Tanken har bredt sig vidt, og Svenske og Nordmænd skal have hjertelig Tak for Støtten og de Vidnesbyrd, den taler i saa Henseende. Og saa et Leve for hele Norden, og deri ville vi indflette vort Hjertens inderlige Ønske om, at Skjaldens Ord maa gaa i Opfyldelse, at
__ det frie, mægtige Norden (maa) føre til Sejer
Folkenes Sag!
Det treenige Norden leve!
Derefter fik Digteren Pastor C. Hostrup Ordet og udtalte følgende:
»I 1820 fremkom Grundtvigs velbekendte Fædrelandssang, som han siden kaldte »Danmarks Trøst«, og som ender saaledes:
»og da har i Rigdom vi drevet det vidt, naar faa har for meget og færre for lidt.«
__ Det skyldes Grundtvig, at der i aandelig og hjertelig Forstand er langt større Rigdom i Folket, end da han skrev denne Sang. Det er i Dag første Gang, jeg staar paa Højskamling, dette Sted med de store Minder og de vide Udsigter. Nu ser vi ikke som da Grundtvig stod her og holdt sin navnkundige Tale, til alle Sider ud over Land under dansk Herredømme;
men det danske Folks Synskreds er i det henrundne Tidsrum blevet videre,
■og dets Udsigter derfor bedre; der er nu færre, som aandeligt talt har for
lidt, og flere, som lever et varmt og smukt Menneskeliv. Grundtvigs demo
kratiske Hjertelag i Menighedssyn og Højskolen har vist sig mægtig til at løse sociale Spørgsmaal og nedbryde Skillevægge i Folket og samle smaa og store i et stort fælles Arbejde. Det er sandt nok, at der endnu er mange i vort Folk, gruelig mange, som baade i aandelig og timelig Henseende har for lidt til at føre og leve et godt Menneskeliv, men det er dog gaaet kendelig frem,
•og hver Gang jeg færdes paa de Strøg, hvor den grundtvigske Højskole virker, slaar det mig med glædelig Vidnesbyrd imøde, at der bygges Bro over Kløf
terne mellem smaa og store. Dette er til stor Styrkelse for Sønderjyderne.
Det er et ægte folkeligt Mindesmærke, Støtten deroppe, og det har glædet mig meget, at Navnet paa vor største Stormand, Føreren for det hele Folk, nu er kommet ind ved Siden af disse gode, trofaste danske Mænds. At Grundtvigs Navn er kommet med her, betyder, at vi vil nok taale at have Stormænd imellem os. Er vort Samfund end lille, saa er her dog højt til Loftet, rigelig Plads for dem alle til at gro opad. Et Leve for den trofaste Arbejder, for den jævne Mand, for den menige Fører! Og glem ikke at kalde paa Heltene. Og saa til sidst et Leve for den danske Lighed, den nordiske Lighed, den, som holder paa de store og det store.
Derefter talte Landstingsmand Niels Jokum Termansen:
»40 Aar er et langt Tidsrum i et Menneskes Liv, og mangt og meget ændres gennem dets Løb. Det maa jeg vel sande, som i Dag for 40 Aar siden stod her i den store Folkeskare som 20-aarig Ungersvend. Men hvad der end er ændret eller blegnet gennem Tiderne, den Dags Oplevelse staar endnu med saa friske og levende Træk i mit Minde, som om det var sket i Gaar. Jeg ser endnu den store lyttende Menneskeskare fylde Dalen. Jeg synes endnu at høre de bru
sende Toner til Luthers alvorlige Salme »Vor Gud han er saa fast en Borg«, som Festen aabnedes med, og Fligene af de mægtige Dannebrog bølge og smælde i Luften. Jeg ser Laurids Skau, i sin jævne Bondedragt, og med den
•djærve, a åbne Tale, og saadan er hans Billede blevet staaende i mit Minde.
Jeg ser Orla Lehmann i sin første Manddoms Kraft og med sin klingre, malm
fulde Røst; hvor slog hans Ord ikke ned, da han malede Danmarks store Fortid, og mandede op til trofast at staa Last og Brast sammen, »det føre saa
■enten til Undergangens Jammer eller Sejrens livsalige Glæde«. Og jeg hører Carl Plougs brusende Veltalenhed om Nordsagen og det rungende Tilraab:
»Altsaa, frisk Mod, Slesvigere! Thi I er Skandinaver __ som Nordstjernen aldrig gaar ned, saaledes skal Skandinavien aldrig gaa under!« Der har siden mangt og meget skudt sig imellem disse Mænd og mig, men saadan som deres Personlighed den Dag prægede sig i mit Sind, saadan staar det der -endnu. Og jeg ser Dr. Paulsens bramfri, men paalidelige og vægtige Frem
træden, og Goldschmidt, ikke ungdommelig kaad og spottende, saadan som jeg havde forestillet mig den Mand, der ledede »Korsaren«, men staa med Alvor
•og Smerte præget i Aasynet og endnu dybere i hans Ord, der vidnede om et landflygtigt Folks dulgte, men dybe Lidelse: »Megen af Eders Glæde forstaar jeg maaske ikke, men Eders Smerte forstaar jeg. I Smerten er jeg Eders Broder. Her er min Haand. Kan den skrive for Jer, kan den slaa for Jer, saa sig til. Det er en Broderhaand!« Og denne varme Tone klinger endnu herinde
— og saa Grundtvig. Ham har jeg med Vilje gemt til sidst. Om ham havde