4. J U L I 1 8 4 4
I
Begyndelsen af 1844 skete der to bemærkelsesværdige og saare vigtige Ting for Danskheden. I Februar oprettedes der en Filial af Nationalbanken i Flensborg, og den 12. Februar købtes Gaarden i Rødding, hvor den nye Højskole skulde rejses. Ogsaa fra slesvighol- stensk Side begyndte man at røre paa sig. En egentlig slesvigholstensk Organisation fandtes ikke i Landsdelen, men den 29. Marts 1844 lyk
kedes det Slesvigholstenerne at faa stiftet en Sognefogedforening, der fik Tilslutning af 15 Sognefogder i Haderslev Amt. I hele Amtet fand
tes der 70 Sognefogder. Den nye slesvigholstensk indstillede Sogne
fogedforening sendte en Takkeadresse til Kongen, fordi han havde af- slaaet at flytte Stænderforsamlingen til Flensborg. Foreningen prote
sterede ogsaa mod Højskolen og de Forligskommissioner, som »Den slesvigske Forening« ønskede oprettet. I Protesten siges der, at det tyske er dem ligesaa kært som det danske, »thi begge er os agtværdige«.
Senere omdannedes denne Sognefogedforening til »Den Slesvig-hol- stenske patriotiske Forening«. Formanden for den var Johan Frederik Lorenzen fra Kjestrup, Jægerup Sogn, en Mand, der i ganske kort Tid havde været Medlem af »Den slesvigske Forening«. Han meldte sig ud sammen med Kromanden i Sommersted, da de ikke vilde gaa med til, at Foreningen drev Politik. I Realiteten var det nok en vis Rivalitet mellem Laurids Skau og J. F. Lorenzen, der var Grunden.
Optakten til det betydningsfulde Møde paa Skamlingsbanke kom d e n 10. M a j 1 8 4 4 m e d S p r o g p a t e n t e t , der er dateret den 29. Marts. Dette Patent fik en lige saa stor Betydning som Sprogreskriptet, idet Befolkningen og i ganske særlig Grad »Den slesvigske Forening«
tog til Orde imod det.
Kgl. Patent ang. Brugen af det danske Sprog i den slesvigske Stænder
forsamling. 29. Marts 1844. Lov Nr. 48.
Vi Christian den Ottende etc. etc. Gjøre vitterligt: Vi have anseet det for
nødent at være betænkte paa Lovforskrifter, hvorved der sikkres de
dansk-talende Medlemmer af Vor troe Provindsialstænder-Forsamling for Hertug
dømmet Slesvig en Virksom Deeltagelse i Sammes Forhandlinger. Vi have ifølge deraf, og da der ikke af Vor troe Slesvigske Stænderforsamling efter den ved Vort allerhøjeste Rescr. af 2. Decbr. 1842 til Forsamlingen udgaaede Opfordring er blevet angivet passende Midler til Opnaaelsen af dette Øiemed, maattet finde Os foranledigede til at beslutte, at efterfølgende for deres fore- staaende Forsamling provisorisk i Kraft trædende Anordning skal forelægges Vore troe Slesvigske Provindsialstænder til Raadgivning, og forbeholde Vi Os efter at have modtaget deres Betænkning derom at tage nærmere Beslutning.
§ 1. De Medlemmer af den Slesvigske Provindsialstænderforsamling, som ikke tiltroe sig at være det tydske Sprog tilstrækkelig mægtige for at kunne betjene sig deraf ved deres Foredrag i Forsamlingen, og som af denne Grund ved deres Foredrag i Forsamlingen ville bruge det danske Sprog, have strax i den første Session, efterat Forsamlingen af Vor Commissarius er erklæret at være aabnet, eller, saafremt de først senere indtræde i Forsamlingen, i den første Session, som de bivaane, forinden der gaaes over til Dagsordenen, at tilkjendegive Forsamlingen deres Hensigt at ville betjene sig af det danske Sprog ved deres Foredrag. De i saa Henseende afgivne Erklæringer, an- gaaende hvilke ingen Forhandling maa finde Sted, blive at tage til Proto- collen. Med Hensyn til de i Aabningsmødet afgivne Erklæringer skeer dette ved et Medlem af Forsamlingen, som hertil udnævnes af Vor Commissarius.
§ 2. De Foredrag, som ifølge de i Overensstemmelse med foranstaaende Forskrift afgivne Erklæringer af Medlemmer af Forsamlingen under Sammes Forhandlinger holdes i det danske Sprog, blive i det tydske Sprog at tage til Protocollen, og med Hensyn hertil skulle de Hjælpesecretairer ved Protocol- førelsen, som i Overensstemmelse med Patentet af 20. Aug. 1841 af Os Aller- naadigst udnævnes, være saavel det danske, som det tydske Sprog fuldkommen mægtige.
§ 3. Naar Medlemmer af Forsamlingen, som ved deres Foredrag bruge det danske Sprog, ville stille Andragender, som i Overensstemmelse med For
retningsordenen skulle indleveres skriftlig, og disse Andragender af dem ere forfattede i det danske Sprog, saa have de ved en af Hjælpesecretairerne at lade samme oversætte i det tydske Sprog og tilligemed det af dem forfattede Andragende at indlevere Oversættelsen til Præsidiet, hvilken sidste bliver at benytte ved Forhandlingen i Forsamlingen.
Sprogpatentet fremkaldte en enestaaende Forbitrelse i den danske Befolkning i Landsdelen. Redaktør Koch skriver om det: »Vist er det, at vi staar betydeligt forladt af Kongen, og vi skal have svært ved at holde Bonden i Nordslesvig omkring os; thi de Bønder, som ikke staar under vor Fane, men smigres og lader sig smigre af Embedsmændene og andre store, opnaar let deres forskellige Hensigter og private For- maal, medens Nægtelse og Forfølgelse overalt er de Mænds Lod, som er i »Den slesvigske Forening«. Vi trænger haardt til nogle smaa Sejr
vindinger. Det vilde blive vel optaget af Bønderne i Nordslesvig, at vore Deputerede blev hjemme i Sommer.«
74
Professor Falck, der havde været Præsident for Stænderforsamlin
gen under de stormende Møder i November 184’2, erklærer overfor Flor, at Reskriptet er affattet for at jage Hiort Lorenzen ud af For
samlingen eller dog binde hans danske Mund. En Udtalelse af A. S.
Ørsted stadfæster dette: »Men saaledes som Sagerne stod, vilde det dog have givet beføjet Anledning til Klager fra anden Side, om det blev overladt til enhvers Lune, og at altsaa P. Hiort Lorenzen straks kunde begynde i den nye Forsamling, som han endte forrige Gang.«
A. D. Jørgensen, der forsvarer Kong Christian d. 8. og hans Politik, skriver om Patentet, at det »betegnede et Fremskridt for den danske Sag, ved det havde Modersmaalet faaet en lovhjemlet Ret i Stænder
salen, som det hidtil havde savnet, og paa hvilken der kunde bygges videre... den danske Befolkning kunde ikke være tilfreds med Pa
tentet, men det mødte ogsaa Modstand fra tysk Side. Men denne Mod
stand fra tysk Side var dog intet mod den Harme, som Patentet frem
kaldte fra dansk Side. Den danske Befolkning saa i Patentet en Gen
tagelse af Stændernes Forhaanelse af den danske Nation.«
Den, som Sprogpatentet ramte haardest, var Hiort Lorenzen, det var næsten udelukkende vendt imod ham. Han svarer da ogsaa med al den Kraft og Mandighed, der var ham egen, i to Breve til Carl Ploug og til Flor. Brevet til Carl Ploug er dateret den 5. Maj 1844, og her hedder det: » . . . . I København vil man have, at vi skulle gaa atter til Slesvig blot for at sige det samme i et tysk Minoritetsvotum, hvad vi sagde 1842 paa Dansk; thi nye Grunde lader sig vanskeligt finde.
Og for et saa miserabelt Resultat skulde vi faktisk give Folkets natur
lige Ret til Pris og vor egen med. Nej, aldrig skal dette ske! Kongen har befalet Skolelærerne, at de skulle lære de dansktalende Børn Tysk, og nu befaler han, at hver, som har lært Tysk, tør ikke tale Dansk.
Har man noget Sted i Verden hørt Mage til et saa skændigt Attentat paa den menneskelige Frihed? Den tyrkiske Sultan vilde skamme sig derved!«
Noget af det samme gentages i Brevet til Flor den 22. Maj:
». .. . Straks efter Patentets Ankomst toge vi den faste Beslutning ufortøvet at handle uden nogen Paavirkning fra hvilken som helst Side. Kongen har i 1840 befalet Skolelærerne at lære Børnene Tysk.
I 1842 har han af Frygt for det danske Folks Harme anerkendt Fol
kets naturlige Ret til at tale Dansk. I 1844 befaler han af Frygt for Tyskerne, at hvo, som taler Tysk, tør ikke tale Dansk. Et skændigere, lumskere Attentat paa den menneskelige Frihed har man aldrig hørt om. . . . at gaa til Stænderforsamlingen efter en saadan Befalings Of
fentliggørelse for at tale Tysk, er moralsk umuligt. Minoriteten vilde
derved faktisk bortkaste Folkets og deres egen naturlige Ret... Vi vilde derved anerkende, at vi led en retfærdig Straf derfor, at vi som Børn ikke nægtede vore Fædre Lydighed, da de sendte os i tysk Skole. « Det er rene og sande Ord, saaledes maatte det hele forstaas fra Hiort Lorenzens og hans Meningsfællers Side. Patentet staar da ogsaa i en skærende Modsætning til Reskriptet af 2. Decbr. 1842, hvor Kon
gen netop vil sikre den danske Tale i Stænderforsamlingen: »Men naar det saaledes forefaldende (Hiort Lorenzens danske Tale) har bragt Forsamlingen til den Formening, at det i hvert forekommende Til
fælde skulde gøres afhængigt af Forsamlingens Samtykke, om Brugen af det danske Sprog skal tillades en Deputeret, saa kunde vi ikke give vor Samstemning til en saadan Beslutning, som vilde krænke de dansk
talende Deputeredes naturlige Rettigheder.« Hvis det, Kongen sagde i 1842, var rigtigt, saa kan det, der siges i 1844, ikke være rigtigt. Med Rette kalder P. Skau Sprogpatentet af 1844 for »ækelt«.
Endnu inden Sprogpatentet var udsendt, havde »Syvstjernen« i Kø
benhavn gennem tyske Blade og vel ogsaa ad anden Vej faaet Med
delelse om, hvad Sprogpatentet indeholdt. Den 4. Maj opfordrer »Syv
stjernen« Medborgerne til at underskrive en Petition til Kongen, i hvil
ken der gøres en skarp Indsigelse mod Sprogpatentet. I Henvendelsen til Kongen hedder det bl. a.: »Thi mere og mere er det gaaet op for Folkets Bevidsthed, at Kampen, som føres inden for Slesvigs Grænse, for det danske Sprogs og den danske Nationalitets Eksistens, har den største Betydning for Danmarks Fremtid, at dersom det ikke nu lykkes at afdæmme for Tyskhedens Indtrængen og at forsvare den danske Nationalitet der, hvor det sydlige Grænsepunkt nu er givet, Følgen kun vil blive den, at Kamppladsen vil blive rykket altid længere mod Nord, saaledes som i tidligere Dage er sket af Mangel paa tilbørligt Grænse- Forsvar. Men den danske Nation har intet at afstaae, hvor det gælder Sprogets og Nationalitetens Enemærker...Det er en Tid, da alt op
fordrer til at virke for at oparbejde den danske Tunge, det danske Skriftsprog, en dansk Nationalitet i Slesvig, som ved et Sammenstød af særlige Forhold er blevet fortrykt og forkuet, til en værdig og ædel Tilværelse. Den danske Nation har erkendt denne Opfordring i alle Dele af Landet; i alle Kredse af Samfundet har man vist sig redebon til med Opofrelse at samvirke til dette Maal, hvad der for Eftertiden skal staa ikke som det ringeste Mindesmærke om en dansk National- aand, der begynder at forstaa sig selv.«
Denne Henvendelse til Kongen fik 20,000 Underskrifter, et efter Datidens Forhold stort Tal, og den 17. Juli overrækkes Petitionen til Kongen af »Syvstjernen«. Kongens Svar er vigende, men tillige siger
76
det ikke lidt om Kongens personlige Anskuelser. Han var bitter over forskellige Udtalelser, der var faldet paa Skamlingsbankemødet den 4. Juli, og derfor bliver hans Svar maaske noget dikteret deraf. Kon
gen siger bl. a.: »At fædrelandssindede Mænd hellere maatte optræde forsonende mellem de stridende Parter . . . . at det er lettere at for
urolige Gemytterne end at berolige dem. Det første sker ved at samle Adresser, det andet overlader de til Kongen.«
Den 13. Maj 1844 holdt »Den slesvigske Forening« Møde i Haders
lev for at drøfte Sprogpatentet. Forsamlingen talte ca. 70 Personer, og alle følte en dyb Harme over dette Patent. Efter nogen Forhand
ling blev det besluttet at sendeKongen en » b e k l a g e n d e A d r e s s e « . Adressen er forfattet af Pastor Hertel. Den er formet som et Brev til Kongen og er kun underskrevet af Hans Nissen.
Allernaadigste Konge!
Med den dybeste Smerte har »Den slesvigske Forening« af de med Dags
posten ankomne offentlige Blade fra Hovedstaden erfaret, at Deres Majestæt, uagtet De anerkender den danske Befolknings naturlige Bet til at bruge sit Modersmaal i Stændersalen, alligevel ikke har troet at kunne sætte det paa samme Standpunkt, som vore tydske Brødres. Den uudeblivende Følge vil være, at allerede i den forestaaende Stænderforsamling vil vort Modersmaal atter aldeles forstumme, og Haabet til de paafølgende Forsamlinger er saa godt som intet. Blandt vore Børn vil det da fortælles som en sørgelig Mærk
værdighed, at, uagtet Modersmaalet, der ved danske Folketaleres mandigfaste Færd efter en lang Fornedrelsestilstand i 1842 lød med klar Bøst paa Folketinget, uagtet Landets Konge højtideligt anerkendte den danske Sles
vigers naturlige Ret til i sit eget Sprog der at hæve sin Stemme, — uagtet det danske Folk tiljublede de djærve Folketalere sit begejstrede Bifald, saa maatte dog allerede 1844 den danske Tunge kun under saa indskrænkede Bestemmel
ser lyde i Stænderforsamlingen, at det maa være den danske Nationalitets mægtige Modstandere let at tilkæmpe sig den forønskede Sejr — ganske at holde vort Modersmaal ude af Stændersalen. Foreningen vilde svigte sin Troskab og sin Kjærlighed mod Kongen og Fædrelandet, hvis den ikke ud
talte sin Smerte over den Foranstaltning, hvorved Deres Majestæt har villet værne om det højtelskede Modersmaal, men som efter vor Overbevisning vil være vore Modstandere en kærkommen Foranledning til atter at trænge det tilbage inden for de snævre Grænser og i den undertrykte Tilstand, hvoraf det under Deres Majestæts mægtige Beskærmelse med sejrende Kraft havde be
gyndt at hæve sig. Foreningen opfylder da, ifølge den idag afholdte General
forsamlings Beslutning, den smertelige Pligt, for Deres Majestæt at skildre de bitre og nedslaaede Følelser, hvoraf den føler sig gennemtrængt.
Haderslev, d. 13. Maj 1844. p aa ))ß en slesvigske Forening«s Vegne allerunderdanigst
Hans Nissen Formand.
Laurids Skau havde ikke været med til Mødet den 13. Maj. Den S. Maj var han rejst til København paa Opfordring af »Syvstjernen«.
Laurids Skau blev fejret over al Beskrivelse i de københavnske Kredse.
Han var til Audiens hos Kongen og traf visse Aftaler med ham, bl. a.
at de Deputerede skulde møde i Stændersalen og ikke nedlægge deres Mandater. Derved krydsede Laurids Skau de Planer, som Hiort Lo
renzen havde, der bl. a. gik ud paa, at de Deputerede skulde give Møde øg trodse det kongelige Forbud og lade sig udkaste af Stændersalen.
Dette var i Henhold til Laurids Skaus Aftale med Kongen blevet umuliggjort. Hiort Lorenzen skriver den 21. Maj til Carl Ploug: »O Skau, Skau, du, som jeg har elsket mere som en af mine egne Børn, dette er altsaa Enden. I Stedet for at blive gennemglødet, at se den Forbitrelse og den Haan, der tilføjes dit eget Folk af din egen Konge, . . . . saa gaar han og lefler for ham, i Stedet for at opflamme hele Hovedstaden til ædel Forbitrelse, flyver han fra et fornemt Sel
skab til et andet.« Den 17. Maj nedlægger Hiort Lorenzen og Nis Lo
renzen deres Mandater som Stænderdeputerede. Den 18. Maj gør Ting- skriver Jepsen det samme, og den 20. Maj følger A. H. Posselt med.
De havde alle fire udsendt en Motivering, og den gaar ud paa, at de ikke vil deltage i Stænderforsamlingen, naar de ikke kan faa Lov til at tale Dansk. Hiort Lorenzen erklærer, at han som sanddru Mand ikke kan nægte at kunne Tysk, men paa den anden Side heller ikke kan svigte den Stilling, som Pligten at hævde Folkets krænkede Natio
nalitet foreskriver. Nis Lorenzen siger om sig selv, at han har været det tyske Sprog saa mægtig, at han har kunnet betjene sig deraf, og at han i Fremtiden muligvis nok kunde faa Lov til at tale Dansk, men at han ikke vil købe sig denne Naade, hvad Kongen har anerkendt som hans naturlige Ret.
Da Laurids Skau kom hjem til Haderslev i Slutningen af Maj Maa- ned, maatte han staa Skoleret for Hiort Lorenzen, Flor, Hans Nissen øg Koch. Hans Nissen modtog ham efter hans egne Optegnelser med isnende Kulde, og Hiort Lorenzen gav ham en Overhaling efter de bedste Mønstre. Da de en Tid lang havde forhandlet om Skaus Op
træden i København, blev de enige om, at han skulde skrive et Brev til Kongen. Brevet blev dikteret af Hiort Lorenzen og skærpet af Hans Nissen. Selv om Brevet var et politisk Nederlag for Laurids Skau, saa skulde dog dette Brev bringe hans Navn viden om.
Allernaadigste Konge!
I Henhold til den Afskeedsaudients, som Deres Majestæt var saa naadig at forunde mig paa Sorgenfri den 18. Maj, anseer jeg det for min Pligt mod Deres Majestæt at underrette Dem om den Stemning herovre, som det sidste
78
Sprogpatent har fremkaldt, og om den Beslutning, jeg har fattet for Frem
tiden.
Hvad jeg frygtede for og udtrykkelig fremsatte for Deres Majestæt, er indtruffet. Ved min Hjemkomst blev jeg modtagen med Kulde og Mistænk
somhed, og det af de dygtigste og forstandigste blandt mine Standsfæller. Jeg forsikkrede dem om, at vor Konge mente det ærligt med os, men jeg erholdt til Svar: »Vil du nu ogsaa holde med den tydske Konge?« Og naar jeg for
søgte paa at overbevise dem derom, svarede de: »Snak og Løfter have vi faaet nok af; nævn os nogen Gjerning, hvormed Kongen kan bevise eller har beviist, at han vil beskytte vor Nationalitet og vort Sprog.« Jeg havde des
værre ingen Kjendsgjerninger at anføre, men beraabte mig paa Deres Maje
stæts Løfter om uopholdelig at give et gunstigt Svar paa vor Højskole-Ansøg
ning, at ansætte en dygtig, dansksindet Mand (Pastor Marckmann) i Halk og forandre Sprogpatentet.
Men Bønderne vil intet Mere høre om Løfter og sige: »Naar vi Dansk
sindede og de Tysksindede skulde udregne, hvem af os Kongen holdt mest af og med, saa tælle de Andre en heel Mængde gode Ting op, som Kongen alt har udført af deres Ønske, medens vi kun kan komme med nogle magre Løfter, hvoraf ikke eet er opfyldt.« Og naar jeg forsikkrer dem, at jeg allige
vel troer, at Deres Majestæt mener det ærligt med os, saa svare de: »Vi frygtede nok for, at Du var for ung; enten er Du bleven tagen ved Næsen, eller Du har ikke kunnet modstaae Fristelsen, at være vel seet hos de Store, og saa er Du ligesaa godt paa Veie til at forraade Din Stand som Kongen til at forraade Nationen.«
Imod denne Stemning, som jeg almindelig har truffet, saavidt jeg endnu er kommen, kan jeg Intet udrette; thi Nordslesvigerne ere et alvorligt Folk.
Jeg har ogsaa besluttet ikke mere at arbeide derpaa; thi hvor høi en Priis jeg end sætter paa min Konges Naade, saa ere mine Landsmænds og Stands
fællers Velvillie og Tillid mig endnu uundværligere.
Desuden føler jeg meget godt, at jeg ikke som før kan tale Deres Maje
stæts Sag for Bønderne; Begejstringen, der hidtil altid fulgte mig, vil ei mere komme; thi ogsaa hos mig har Troen paa, at Hjælpen vil komme fra Deres Majestæt, tabt i Liv og Fasthed. Saalænge ikke Sprogpatentet bliver for
andret dertil, at enhver Stænderdeputeret har Lov til at tale hvilket Sprog,, han vil, uden mindste Hensyn til, hvor godt han kan Tysk eller ikke, saa længe vil Forbittrelsen vedblive i Nordslesvig, og enhver Bevægelse i Konge
riget, der sigter til at frie os fra den Beskjæmmelse, som siden den 29. Marts hviler paa den danske Nationalitet, vil her finde en levende Anklang og Erkjen- delse. Og da Kjærlighed til mit Fødeland og Agtelse for den Stand, hvori jeg er født, snarere er voxet end aftaget ved den Kulde og Mistænksomhed, hvormed mine Venner have mødt mig, vil jeg ærlig og oprigtig tilstaae Deres Majestæt, at jeg for Fremtiden hverken kan eller vil afholde mig fra virksom Deeltagelse i alle hæderlige og lovlige Bestræbelser for at tilbageerobre vor Nationalære.
Den samme trofaste Hengivenhed for Deres Majestæt, som jeg altid h ar næret, den samme Ærlighed og Oprigtighed, som Deres Majestæt aldrig har søgt at standse paa mine Læber, har bragt mig til at sende Dem disse Linier.
Vor Herre holde bestandig sin beskyttende Haand over Deres Majestæt og.
mit dyrebare Fædreland.
Sommersted, den 1. Juni 1844. Allerunderdanigst
Laurids P. Skau.