AFSNIT

KORT BIOGRAFI OVER DE MÆND, HVIS NAVNE ER INDHUGGEDE PAA SKAMLINGSBANKESTØTTEN

D

e Mænd, hvis Navne er indhuggede paa Støtten, er mere eller min­

dre kendt. Alt som Aarene gaar, og andre Navne kommer frem, glemmes ofte Navnene paa de Mænd, der engang betød saare meget.

Allerede i 1860 klagede Bestyrelsen over, at ikke saa faa af Navnene var ukendte for Befolkningen. Denne Klage kan i Dag gælde dem alle, naar et Par enkelte undtages. Her skal derfor ganske kort gøres Rede for, hvem de Mænd var, der nød den store Hæder at faa deres Navne paa Støtten. For at lette Oversigten er de sat i alfabetisk Orden.

A b r a h a m s o n , W e r n e r H a n s F r e d e r i k . Født den 10. April 1744 i Slesvig, død den 22. September 1812 i København.

Landkadet 1757. Fændrik 1762. 1767 blev han »uventet og uønsket forsat til Artilleriet«. Hidtil havde Tysk været hans Sprog, nu kaster han sig over Dansk, og det saa godt, at han i 1771 bliver Lærer i tysk og dansk Sprog ved Artilleriskolen. Ved denne Skole var han den første Lærer i Dansk, og der vedføjes udtrykkelig »ikke blot i Dansk, men paa Dansk«. Senere bliver han ogsaa Dansklærer ved Land- kadetakademiet. 1787 maatte han af Helbredshensyn trække sig til­

bage fra aktiv Tjeneste. Under Tyskerfejden 1789—90 hævdede han med Kraft Danskhedens Ret i Danmark. Sammen med Nyerup og Rahbek udgav han »Udvalgte danske Viser fra Middelalderen« i 5 Bind. Han har ikke haft noget med Sønderjylland at gøre, efter at han i 1767 kom til København, men han er et Bevis paa, hvorledes en tysktalende Slesviger fuldstændig gik op i alt, hvad der var Dansk.

»Uden at være nogen dyb Aand har Abrahamson ved sin Flid, sit Ret­

sind og sin Varme spillet en betydelig Rolle i den Nationalisering af Aandslivet, der paa mange Omraader fandt Sted i hans Tid.« Hans

W. H. F. Abrahamson.

sidste Værk, der udkom paa hans Dødsdag, var en dansk Sproglære paa 800 Sider for Tyskere.

Lit.: se Engelstoft og Dahl: Dansk- Biografisk Leksikon.

F a b r i c i u s , A n d r e a s G o tt­

l i e b . Født den 27. August 1732 i Medelby, dø den 11. Septbr. 1804 i Ullerup. Han studerede i Helmstedt og København og ved Præsteskolen i Tønder. Fra 1757—87 var han Præst i Humptrup, Kær Herred, og fra 1789—1804 Præst i Ullerup. Da han blev Præst i Humptrup, blev han snart opmærksom paa, at det tyske Kirkesprog stod i en skærende Modsætning til det danske Folke­

sprog. Da han i 1780 ventede

Generalsuperintendent Adam Struense paa Visitats, udarbejde han en skriftlig Fremstilling om de kirkelige Forhold i Kær Herred, hvilket vil sige om de sproglige Forhold. Han fastslaar kort og godt, at Indbyggerne i Herredet taler Dansk, og at der ved alle Lejligheder maa forhandles paa Dansk med Befolkningen. At Skole­

sproget er Tysk, har til Følge, at der hersker stor Uvidenhed blandt Ungdommen i Herredet, naar Læk, Enge og Stedesand Sogne undtages. Fabricius ønsker, at der maa blive indført dansk Kirke- og Skolesprog i alle de Sogne i Herredet, hvor Dansk er ene- raadende. Generalsuperintendenten tog velvilligt mod Redegørelsen og sendte den til Amtmanden og Provsten i Tønder og bad om en Ud­

talelse. De to Mænd fastslog imidlertid, at det tyske Sprog var det herskende i Kær Herred, men at det maaske engang imellem var nød­

vendigt, at der blev holdt en dansk Prædiken for de Tjenestefolk, der kom Nord fra. Bønderne havde altid forlangt tysk Undervisning i Skolen, saa af den Grund maatte de fraraade en Forandring. Der skete da heller ikke noget.

Lit.: Allen, C. F.: Det danske Sprogs Historie. Bd. 1 S. 308—320.

F i s c h e r , F r e d e r i k . Født den 7. Februar 1809 i Aabenraa, død den 4. Juni 1871 sammesteds. Som lille Dreng fik han en Lam­

melse i begge Ben, saa det var umuligt for ham at følge Slægtens Tra­

ditioner, at blive Sømand. Han kom i Urmagerlære, og i 1830

ned-136

F. Fischer.

satte han sig som Ur­

mager i Fødebyen. Han var stærkt optaget af det nationale fra Ungdom­

men af, uden at der kan paavises nogen Paavirk- ning udefra. I Maj Maa- ned 1838 skrev han et Brev til Koch, altsaa en god Maanedstid før

» Dannevirke « udkom, i hvilket hans nationale Trosbekendelse findes :

» Danske er vi, som Dan­

ske tænker og føler vi;

som Danske har vi Navn i Fortiden og er kendt over hele Kloden.« Det siger sig selv, at Flor maatte finde denne Mand, og allerede i 1839 faar Fischer ved Flors Hjælp startet et lille Blad, der udkom 1. Oktober samme Aar paa Tysk med Navnet »Apenrader Wochenblatt«. Ved Kvartalsskiftet April 1840 ændredes Bladets Navn til »Det kongelige privilegerede Ugeblad for Aabenraa«. Det lille Blad, saa ubetydeligt det end var, var Her­

tugen af Augustenborg en Torn i Øjet, og han forsøgte gennem sin Agent, Pastor Jørgen Brag i Adsbøl, at købe det. Det lykkedes ikke trods Fischers store Fattigdom. Præsten kunde kun meddele Her­

tugen, at Fischer var en stivsindet Dannemand, »og naar Domsenglen paa den yderste Dag ikke lader Basunen lyde paa Dansk, ja, saa staar han ikke op af Graven«. Fischers kæreste Syssel var den lille, danske Bogsamling, som Flor havde været ham behjælpelig med at faa op­

rettet. Det er den, han altid vender tilbage til, i Brevene til Vennen Flor. Forøvrigt var han en Samtalens Mester, og det var gennem Sam­

taler og Bøger, han udførte det store Arbejde for Danskheden i Aaben­

raa og Omegn. Han har udgivet et Par Smaabøger, af hvilke »Sles­

vigske Folkesagn« er den vigtigste.

Lit.: se Engelstoft og Dahl: Dansk-Biografisk Leksikon.

F l o r , C h r i s t i a n . Født den 1. Jan. 1792 i København, død den 31. Marts 1875 sammesteds. Student 1809, teologisk Kandidat

1816, Præst i Tølløse 1822. Lektor i Dansk ved Kiels Universitet 1825.

Forstander for Rødding Højskole 1845—46. Levede derefter nærmest som Privatmand. 1831 udgav han »Haandbog i den danske Littera­

tur«, der udkom i 9 Oplag. Han var stærkt paavirket af Grundtvig. I Kiel traf han sammen med sin Kollega, Chr. Paulsen, og det er Sam­

talerne med ham, der har været medvirkende til, at han gik ud i Ar­

bejdet for Danskhedens Vækkelse i Sønderjylland. Flor var den fødte Fører, der forstod at opdrage de Mænd, der skulde gøre Dagens Ger­

ning. Uden Flor er det vanskeligt at tænke sig P. C. Koch, Fr. Fischer og Laurids Skau. Flors Breve til Koch vidner om hans skarpe Blik for Kochs Svagheder, men ogsaa for hans stærke Sider. Derimod synes Flor at have været mere svag overfor Laurids Skau. Han »tugtede«

ham ikke i den Grad, som Tilfældet var med Koch, og det hænger maaske sammen med, at Laurids Skau, som den store Naturbegavelse, han var, har blændet ham. Laurids Skau var sikkert heller ikke saa vanskelig at komme til Rette med som Koch, der havde egne Meninger og Ideer. At Flor har skrevet de første af Laurids Skaus Taler, er saa kendt, at det næppe behøver at nævnes. Det afgørende har været, at han derigennem formaaede at bringe de rige Evner, som Laurids Skau havde, til Udvikling. Gavnligt havde det været, om han samtidig havde stækket hans Forfængelighed. At han ikke gjorde det, kom han i alle Tilfælde til at fortryde senere hen. Men det er ikke alene Mændene, han havde en sjælden Evne til at sætte igang, det var ogsaa Sagerne. Uden ham var det næppe blevet til noget med »Dannevirke«

og endnu mindre med Højskolen i Rødding. Da »Dannevirke« var godt igang, var Højskolen hans kæreste Tanke. Det var derfor med Rette, at Monumentkomiteen havde tænkt paa, at en Medaillon af Flor skulde have haft Plads paa Støtten. Det vilde have været at sætte ham paa den Plads, som han fortjente.

Lit.: se Engelstoft og Dahl: Dansk-Biografisk Leksikon.

J a s p e r s e n , C l a u s . Født den 23. Juli 1770 paa Brensborg, Svesing Sogn, død den 4. Oktober 1847 paa Nordskov, Gelting Sogn.

Han var først paa Seminarium i Kiel, var derefter Lærer. Studerede senere Jura og tog juridisk Embedseksamen paa Gottorp 1804. Efter Eksamen nedsatte han sig som Advokat i Slesvig. Inden ret længe blev han Justitiarius paa flere Godser i Angel. Af den Grund flyttede han fra Slesvig og bosatte sig paa Nordskov, derved fik han rig Lejlighed til at blive velkendt med de sproglige Forhold i Angel. Han udtalte Gang paa Gang, at Angelboerne talte Dansk, og at Indførelsen af dansk Skole ikke vilde støde paa synderlige Vanskeligheder, naar det skete

138

lidt efter lidt. Disse Udtalelser falder omkr. 1815, altsaa i Tiden lige efter af Frederik d. 6. havde udstedt det berømte Reskript om Ind­

førelsen af dansk Skolesprog, hvor Dansk var Folkesprog. 1834 valg­

tes han ind i Stænderforsamlingen og var i 1836 og 38 Vicepræsident.

Han var en absolut Tilhænger af, at det danske Sprog skulde være Retssprog, og han ydede Nis Lorenzen al den Støtte, han formaaede, selv i 1838. Sygdom hindrede ham i at deltage i de følgende Stænder­

forsamlinger, og i 1844 blev han kun valgt til Suppleant.

Lit: se Engelstoft og Dahl: Dansk-Biografisk Leksikon.

J e n s e n , T h o m a s H o y e r . Født den 27. Maj 1771 i Tønder.

Død den 13. December 1846 i Bov. Tysk er Hoyer Jensens Modersmaal.

19 Aar gammel begyndte han at studere Teologi i Kiel og Jena og tog teologisk Embedseksamen paa Gottorp 1795. Han lærte først at tale Dansk under Studieopholdet i Jena, hvor han traf en Landsmand.

Han blev stærkt paavirket af det nationale Røre omkring Aarhun- dredskiftet og blev grebet af Grundtvigs Tanker, hvis Prædikener han oversatte paa Tysk. Efter at han i en Del Aar havde været Lærer for­

skellige Steder, blev han i 1801 Præst ved den danske Kirke i Flens­

borg. I 1819 kom han til Bov. Her kom han som saa mange andre til at staa over for den mærkelige Tilstand, at Kirkesproget var Tysk, medens hele Befolkningen talte Dansk. Han begyndte saa uden videre at holde nogle danske Prædikener og underviste Konfirmanderne paa det danske Sprog. Myndighederne fik Nys om det, og Konsistoriet paa Gottorp afæskede ham en Erklæring. Pastor Jensen indsendte en Rede­

gørelse, i hvilken han hævdede, at Befolkningen ikke forstod en tysk Prædiken, og at Konfirmanderne ikke kunde følge med i tysk Konfir­

mationsundervisning. Han endte Skrivelsen med følgende Ord: »Lige­

som jeg mit halve Liv igennem har arbejdet paa gennem Undervis­

ning og Skrifter at udbrede dansk Sprogkundskab, saaledes vil jeg, saalænge mine Kræfter tillade det, blive ved dermed uden i ringeste Maade at træde det tyske Sprog for nær.« Provsten indstillede ikke desmindre, at det skulde forbydes Jensen at holde danske Prædikener.

Konsistoriets Mening kendes ikke. Da Jensen havde et meget svagt Helbred, søgte han sin Afsked.

Lit.: se Engelstoft og Dahl: Dansk-Biografisk Leksikon.

K o c h , P e t e r C h r i s t i a n . Født den 19. Februar 1807 i Tiset, død den 2. November 1880 i København. Som 13 Aars Dreng kom han i Købmandslære i Haderslev uden at have faaet nogen egentlig Skole­

gang. Med stor Flid indhentede han det forsømte. I 1836 overtog han

en Købmandsforretning i Haderslev. Dette var dog ikke nok for ham.

Han higede efter at komme til at betyde noget og fattede derfor

en

Plan om at udgive et dansk Ugeblad. Han kom i Forbindelse med Bog­

binder Niels Chr. Nissen, og hos dem begge modnedes Planen om et dansk Ugeblad. I 1837 faar de to Mænd Forbindelse med Flor, og Re­

sultatet er »Dannevirke« med P. C. Koch som Redaktør. Det er Koch, der gav Stødet til Oprettelse af Sognebogsamlinger, ligesom han ogsaa udgav et Sprogkort. Han var meget virksom ved Skamlingsbanke- møderne, og det er ham, der skabte Rammerne. Han elskede Skam- lingsbanke, som faa har gjort det. Koch var ikke nogen god Taler, det vidste han, og derfor talte han sjældent, men i Stedet for digtede og komponerede han. Han elskede Sang og Musik og fik oprettet et Sang­

kor. Samarbejdet med Hiort Lorenzen fik stor Betydning for ham, og det er da ogsaa i Samarbejde med ham, at »Den slesvigske Forening«

bliver til Virkelighed. 1. Januar 1856 solgte han »Dannevirke« og bo­

satte sig i København. Koch var en Mand, der kunde sætte alt i Be­

vægelse, naar en Ide greb ham. Han var ikke saa lidt af en religiøs Grubler, og her gennemløb han alle mulige Retninger og endte som Irvingianer. Det danske Sprog og Arbejdet for det laa dog højt hævet over alle hans mange mærkelige Ideer. Naar det gjaldt Sproget og dets Ret, saa stod han fast.

Lit.: se Engelstoft og Dahl: Dansk-Biografisk Leksikon.

K r ü g e r , H a n s A n d e r s e n . Født den 6. April 1816 i Bevtoft, død den 27. August 1881 sammesteds. Da Hjemmet var velhavende, modtog Krüger en god Skolegang i Hjemmet, idet der blev holdt Hus­

lærer. Han opholdt sig en Tid i Angel for at lære Brændevinsbrænderi.

1841 overtog han Fødegaarden, hvor Krohold, Brændevinsbrænderi og Landejendom var forenet. Krüger gennemførte mange Forbedringer, og det er som den dygtige Bonde, han bliver kendt i vide Kredse. I 1846 bliver han Kredsformand for »Den slesvigske Forening«, og i 1847 valgtes han til Stænderdeputeret for 1. Valgdistrikt. Ved Stændernes Fællesmøde den 18. Marts 1848 i Rendsborg er det, at han protesterer mod Beslutningen om Sønderjyllands Indlemmelse i det tyske For­

bund med de Ord: »Det er klart, af alt det, hvad der er sket, at de Herrer helt overser, at langt over Halvdelen af Slesvigs Indbyggere er Danske og dansksindede og vil ikke ind i det tyske Forbund, men vil fremdeles blive ved at knyttes fastere til Kongeriget Danmark.« Under Treaarskrigen gjorde han Tjeneste ved det danske Efterretningsvæsen.

I Tiden fra 1851—64 var han Medlem af Stænderforsamlingen i Flens­

borg. I 1867 valgtes han til Medlem af det nordtyske Forbunds

Rigs-140

H. A. Krüger.

dag og ligeledes til Medlem af den prøjsiske Landdag. For at kunne tage Sæde i Land­

dagen krævedes der en Eds­

aflæggelse paa den prøjsiske Forfatning. Denne Ed nægtede Krüger at aflægge og blev der­

ved Repræsentant for Edsnæg­

terne. Krüger nød en sjælden Popularitet hos Befolkningens store Flertal. Han havde en usvigelig Tro paa Rettens Sejr, og denne Tro forslod han som ingen anden at plante ind i Be­

folkningen.

Lit.: se Engelstoft og Dahl:

Dansk-Biografisk Leksikon.

L o r e n z e n , N is. Født den 30. Marts 1794 paa Lilholt, Halk Sogn, død den 14. Marts 1860 sammesteds. Om hans Skolegang vides meget lidt, som 21-aarig overtog han Fødegaarden og drev den med Dygtighed, hvorved han klarede sig igennem de trange Aar. Han blev baade Kirke­

værge og Sognefoged, men da han kom paa Kant med Myndig­

hederne, blev han afskediget, hvilket hos ham fostrede et indgroet Had til hele Embedsstanden. I 1834 valgtes han til Stænderdepu­

teret, og i 1836 fremsatte han Forslaget om dansk Rets- og Forvalt­

ningssprog. Han kunde ikke lide »Dannevirke«, Folkebogsamlinger og den Slags Ting, da han ikke ønskede en særlig dansk Paavirkning.

Han var i alle Spørgsmaal Hiort Lorenzens nære Meningsfælle, og da Hiort Lorenzen i 1839 foretog en Ændring af den politiske Kurs, fulgte Nis Lorenzen med. Da P. Hiort Lorenzen talte Dansk i Stændersalen i 1842, stod Nis Lorenzen fast og trofast ved hans Side. Han gennem­

førte ogsaa, at Stænderforsamlingen tillod ham at tale Dansk. Han var en ivrig Deltager i Forberedelsen til Skamlingsbankemøderne og ligeledes et virksomt Medlem af »Den slesvigske Forening«. Efter Tre- aarskrigen trak han sig tilbage og gav Plads for yngre Kræfter. Nis Lorenzen var en stædig Mand. Alene Billedet rff ham viser med al ønskelig Tydelighed, at han ikke var god at komme til Rette med, naar han, havde sat sig noget i Hovedet. Til at begynde med havde han svært ved at finde et fast Staasted i Forholdet mellem Dansk og

Tysk. Ved Krigens Udbrud 1848 var han dog naaet saa vidt, at han var med til Udstedelsen af et Opraab til Bondestanden om at søge Fri­

heden og Frelsen ved Danmarks Side.

Lit: se Engelstoft og Dahl: Dansk-Biografisk Leksikon.

L o r e n z e n , P e t e r H i o r t . Født den 24. Januar 1791 i Ha­

derslev, død den 17. Marts 1845 sammesteds. Han gik i tysk Skole og kom senere i Handelslære i Flensborg. Da Morfaderen døde i 1811, overtog han dennes Forretning, som han dog maatte likvidere efter nogle Aar og begyndte derefter paa en Kolonialforretning. Hiort Loren­

zen var stærkt politisk interesseret, hvilket havde til Følge, at han i 1834 blev valgt til Stænderdeputeret for Haderslev og Aaret efter ind­

valgt i Byraadet. Hiort Lorenzen nærede stærke, liberale Anskuelser, og disse blev i høj Grad styrkede paa en Rejse, som han i 1837 foretog til England. I Stænderforsamlingen blev han omgaaende Fører for det liberale Parti. I 1838 led Partiet et knusende Nederlag, og det havde til Følge, at han fjernede sig fra de slesvigholstenske Anskuelser. Han nedlagde sit Mandat som Stænderdeputeret, men blev i 1840 valgt til Stænderne for Sønderborg By. 1842 er det, at »han blev ved med at tale Dansk«. Denne danske Tale blev Indledningen til et mægtigt Røre hele Landet over, og det er dette Røre, der kulminerer i de store Stæv­

ner paa Skamling i 1843 og 1844. Hiort Lorenzens nye Indstilling blev af Modstanderne benyttet til økonomisk Boycot, saa han stod paa Fal­

littens Rand, da han døde. Der er sagt om Hiort Lorenzen, at han døde i et lykkeligt Øjeblik, da der ikke vilde være noget at gøre for ham i de Aar, der fulgte. Det er dog et stort Spørgsmaal, om han ikke netop i Aarene 1848—64 vilde have faaet en lige saa stor Gerning at udføre som i 1842. Der er med Rette sagt om ham, at han var et poli­

tisk Geni, som der kun fødes faa af i hvert Aarhundrede.

Lit.: se Engelstoft og Dahl: Dansk-Biografisk Leksikon.

M a n i c u s , C l a u s . Født den 12. September 1795 i Gammelby­

skov, Sørup Sogn. Død den 14. September 1877 i København. Han blev Student fra Flensborg 1815, og i 1818 bestod han Eksamen ved Kirurgisk Akademi i København. Var derefter et Par Aar Læge paa Færøerne og blev i 1829 udnævnt til Regimentskirurg ved det slesvigske Jægerkorps. 1836 kom han som Læge til Eckernførde og blev der til 1851. Manicus havde et stort journalistisk Talent, af den Grund for­

søgte Flor at overtale ham til at overtage Red aktør stillingen ved

»Dannevirke«, men det vilde han ikke. Han blev nær knyttet til

»Dannevirke« som Medarbejder, og han blev Bladet en flittig og god

142

C. Manicus.

Hjælp, undertiden maaske lidt vel meget. Manicus var en kamplysten Natur og elskede at imødegaa alle de slesvigholstenske Lærdomme og Paastande. En stor Tak fortjener han, fordi han i Tiden mellem Krigene overtog Stillingen som Redaktør af »Flens­

burger Zeitung«. Han for­

stod som ingen anden at imødegaa de ondartede slesvigholstenske Angreb, der idelig blev rettet paa det danske Styre.

Lit.: se Engelstoft og Dahl: Dansk-Biografisk Leksi­

kon.

O v e r b e c k , G e o r g H e r m a n n . Født den 4.

Juni 1743 i Brede. Død d. 20. August 1796 i Flens­

borg. Han gennemgik en tysk Latinskole, men stu­

derede senere ved Univer­

sitetet i København. 1769 ansattes han som Kantor i Tønning, og i 1775 kom han som Kantor til Flensborg, blev Tredielærer ved Flensborg lærde Skole og virkede til­

lige som Musikdirektør. P. Lauridsen siger om ham, at han er den første Slesviger, der med Begejstring virkede for at hæve Moders- maalet op af dets tilsidesatte og forsmædelige Stilling og var en ka­

rakteristisk Bebuder af den Sprogkamp, der stod for Døren. Overbeck mødte snart det, som alle maatte møde, at Tysk var Skolens Sprog, men da de unge Mennesker senere skulde være Embedsmænd i Søn­

derjylland, ansaa han det for en Utilbørlighed, at de ikke lærte Dansk i Skolen. Han gjorde Generalsuperintendent Struense opmærksom paa dette i 1779. Han fik Medhold hos Skolens Rektor, medens Magistra­

ten i Flensborg udtalte sig imod ham. Dog tillod Magistraten, at Over­

beck maatte undervise paa Dansk om Onsdagen og Lørdagen, naar den daglige Skoleundervisning ikke kom til at lide under det. Dette blev ogsaa tilladt af Overkonsistoriet paa Gottorp. Eleverne lærte nu at læse og forstaa Dansk, og selv smaa skriftlige Øvelser savnedes ikke.

Han var en elskelig Karakter og vandt baade sine Elevers og Med­

borgeres Kærlighed og Agtelse. Byens tyske Blad skrev ved hans Død:

In document Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek (Sider 134-148)