Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.
Slægtsforskernes Bibliotek:
http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere:
www.slaegtogdata.dk
Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.
Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug.
Sønderjydske Aarbøger
3. Række.
1937
U d g iv e t
af
Historisk Samfund for Sønderjylland
ved
II. Lausten-Thom sen Hans Lund Karl N. Bock
Aabenraa.
(Hejmdal's Bogtrykkeri 1 9 3 7.
H o l g e r H j e l h o l t : Om D annelsen af den p ro v iso ri
ske R egering ... Side 1— 18' M o g e n s L e b e c h: L an d m aalin g en i T y rstru p H er
red 1716/18 ... » 19— 47 J o h a n H v i d t f e l d t : V estslesvigske B ønder i 1599 » 48—110' A u g . F. S c h m i d t : P ræ ste n og H isto rik eren C. C.
Lorenzen ... » 111—122 P e t e r S k a u t r u p : S ø n d erjy llan d s S tednavne » 123—152 N. H a n s e n : H. P. H anssens B ibliografi 1932—1936 .. » 153—160 H. L a u s t e n - T h o m s e n : H. P. H anssen og H isto
risk S am fund for S ø n derjylland ... » 161—167 H a n s L u n d : Breve fra J. P. Jung g reen ... » 168—202 A u g u s t F. S c h m i d t : T opografen J. N. S chm idt .. » 203--212 G u d m u n d S c h ü t t e : Nogle R andgloser til »Sønder
jy lla n d s Historie« Bd. IV ... » 213—227 F r o v i n J ø r g e n s e n : A arøsund 1848 ... » 228—246:
H. L a u s t e n - T h o m s e n : V aldem ar T histed ... » 247—265 P e t e r S k a u t r u p : S øn d erjy llan d s Stednavne ... » 266—272 E r h. Q v i s t g a a r d : En A fstaaelses- og P ræ steenke-
p ensions-K ontrakt af M arts 1705 ... » 273—276 T h a d e P e t e r s e n og M. M i c h e l s e n : B eretning
og R egnskab ... » 277—283
H. P. Hanssen
og
Historisk samfund for Sønderjylland.
Af H. Lausten-Thomsen.
Ved årsmødet 30. maj 1937.
Da »H istorisk sam fu n d for Sønderjylland« holdt sit å rs møde ifjor p å Rødding, var dets form and ikke til stede: H. P.
H anssen lå syg i sit hjem ; m en h an s ta n k e r var hos os. Bilen h old t foran døren, selv ventede og håbede h a n til det sidste, a t det skulde blive ham m uligt a t kom m e til mødet. H an følte k ræ ftern e svigte og ønskede ikke m ere a t være form and.
H istorisk sam fund ud n æ v n te H. P. H anssen til æ resform and og sendte telegrafisk hilsen og tak. T irsdag m odtog jeg H. P.
H anssens svar, tak og gode ønsker, og n a tte n im ellem tirsd ag og onsdag den 26. og 27. m aj 1936 lukkede h a n sine øjne. Nogle af h an s sidste ta n k e r gik til H istorisk sam fund, vi fik i m ange å r lov til at lade dets arbejde foregå u n d e r h an s ledelse og virksom m e m edhu.
F ra sin ungdom havde h istorien H. P. H anssens interesse.
Det hang vel fra først sam m en med, at h an s tidlige barndom levedes i sk æ ret af histo risk e begivenheder. H an m ente at m indes kanonernes drøn fra Dybbøl, overgangen til als 29. juli 1864 var det æmne, h an a tte r og a tte r hørte om. Hvorledes havde den væ ret m ulig? H. P. H anssen voksede op i drøftel
sen af sognets og landsdelens store begivenheder.
»Mangen stille Som m eraften h a r jeg senere v an d ret ene i de sam m e Skove ved A lssund. Over det ro ligt glidende spejl
blanke V and h a r jeg Gang efter Gang tydeligt h ø rt Kølleslage
ne, n a a r Skovfogden p a a A rnkiel flyttede sine Køer og slog Tøjrepæ lene i Jorden, og u n d re t m ig over, a t H un dreder af preussisk e P io n erer efter K rigens Genoptagelse N at efter N at h a r k u n n e t arbejde m ed Ham m er, Sav og Økse, m ed Spade og
t i
H akke h e r ved denne S trand, uden a t D anskerne hinsides Sundet anede U raad. Talte jeg m ed m ine Venner, F iskerne om det, havde de k u n én F o rk larin g : Forræ deri! Saa u fattelig e var disse B egivenheder for alle dem, der havde væ ret Øren- og Ø jenvidner til dem«.
Det er første historisk e oplevelse. Så kom m er opholdet hos Jep F ink på Bygebjerg, hvor H. P. H anssen m øder Sakse og Snorre Sturlesøn i G rundtvigs oversæ ttelse, og Lorenz B irke
dals u n d erv isn in g i historie i H ejis friskole. Deltagelse i Skam lingsbankem øder, Mørk H ansens bog om »Sønderjydernes Kamp for M odersm aalet« og Allens »Det danske Sprogs H i
storie i Sønderjylland« får bety d n in g for den unge m ands u d vikling.
H istorisk læ sning sp iller en rolle for H. P. H anssen i h an s unge år. H an fortæ ller, a t han, m edens h an v a r landvæ sen s
elev hos W olff i Gammelgab, im ponerede denne ved a t læse Roms historie. Da H. P. H anssen 1881 kom til Askov, v a r det med det faste forsæ t i sin fritid a t stu d ere S ønderjyllands h isto rie fra 1830 opad. Det er re t betegnende, a t H. P. H anssen u d try k k e r sig således i sit »Et Tilbageblik«. For i v irk elig
hed er det h isto rien fra 1830 og til vor tid, der h a r fanget hans interesse. Den er for h am en p ra k tisk u d ru stn in g , i lan gt højere grad, end den er en videnskab. H an b ru g er billeder fra D anm arks gam le historie, citerer vers om Niels Ebbesøn, hvor tit h a r h a n ikke b ru g t ordene fra P. H ansens S kam lingsbankesang :
»En græ nsevagt, som ikke segner og g iv er fejgt sin post til pris.
En kæ m peslæ gt, som æ tten regner fra Ebbesen på Nørreris«.
Dette og m ange lignende vers vil i m ange sønderjyders øren, så længe vi lever, bevare k lang fra H. P. H anssens tunge.
Der v ar ikke saa lid t ro m a n tik i H. P. H anssens forhold til den ældre historie, h a n h e n te r billeder og lignelser fra den og b rug er dem i sin agitation. H vad h an læ ser af historien,
IL P. H anssen og H istorisk Sam fund for S ønderjylland. 163
eller hvad h an elsker i .digtningens verden, tag e r h a n m ed i den tale, der i han s m und bliver til dåd. Men Sønderjyllands historie i det sidste å rh u n d red e er den nødvendige forud sæ t
ning for h an s gerning. Den m å h a n kende nøje, om h a n vil røgte sit kald. Derfor få r forbindelsen med A. D. Jørgensen så sto r betydning for ham .
I april 1887 rejste H. P. H anssen til K øbenhavn for a t høre forelæ sninger, og i ju n i-ju li-h eftet af N. N eergaards »Til
skueren« findes en afh an d lin g af h am om »De nationale forhold i Sønderjylland«, re n t udvortes set v a r det nok den, der fik A. D. Jørgensen til a t bede H. P. H anssen besøge sig. Dette besøg førte til et venskab, der h a r fået den største betydning for H. P. H anssen og for »H istorisk sam fund«. H. P. H anssen siger selv, a t h a n følte sig som A. D. Jørgensens elev: »Vi v a r i høj g rad sam stem te N aturer. Ingen af m ine Læ rere h a r før eller senere s ta a e t m ig næ rm ere eller øvet større Indflydelse p a a mig«. H an førte i en halv snes å r en livlig brevveksling m ed rig sark iv aren , og i an d et bind af sine m inder h a r han skrevet: »I 1888 d rejer K orrespondancen sig m est om S tart- ningen af »Sønderjydske Aarbøger«, hvoraf jeg vel v a r den ansvarshavende, m en A. D. Jørgensen uden a t træ de frem for O ffentligheden den altid virksom m e indflydelsesrige Med
red aktø r. E fter h ans Død tra a d te to unge H istorikere, Dr.
M ackeprang og Dr. Aage F riis i h an s Sted ind som konge- rigske M edredaktører af »Sønderjydske Aarbøger«.
Ved A. D. Jørgensens død skrev H. P. H anssen i »Sprogfor
eningens alm anak«: »Han v ar selv i sin videnskabelige Gjer
ning ak tiv D eltager i vor nation ale Kamp. F ra sin første F rem træ den som H istoriker, da h an k larlagd e D anm arks gam le Sydgrænse, indtil den efter h an s Død i et berøm t engelsk Tids
sk rift offentliggjorte A fhandling, hvorved h a n tilbageviste Slesvigholstenernes sidste Anm asselse, h a r h a n u træ ttelig hæ vdet vor historiske, natio n ale og politiske Ret. Og sam tidig h a r h an p aa én Gang væ ret den store Vaabensm ed, der i r a s t
løst Arbejde fyldte vort R u stk am m er med blanke Vaaben, og //•
den vise Raadgiver, til hvem vi aldrig henvendte os forgæves om et godt Raad«.
Hvor u om tvistelig rig tig t dette er, så tegner det m ind st lige saa m eget H. P. H anssen som A. D. Jørgensen. Det er n aticn alp o litik eren , der ta le r om historien. For H. P. H an s
sen blev h isto rien altid ved a t væ re livets og dagens tjener.
N aturligvis v ar dens m ål a t finde sandheden om fortids til
dragelser og skabe forståelse af deres sam m enhæ ng; m en h e lt levende blev h istorien først for ham ved a t sæ ttes i for
hold til og blive en in d sats i dagens dåd. H istoriens sandhed blev ru stk a m m e re t for ham , dens enkeltheder til blanke våben i dagens tjeneste.
Første bind af »Sønderjydske Aarbøger« kom 1889, »ud
givne af H. P. H anssen-N ørrem ølle, G ustav Johannsen og P.
Skau«, m en den første store afh an d lin g om »Gråstens ældre historie« er af A. D. Jørgensen; 1902 afløses G ustav Johannsens navn på titelb lad et af Nikolaj Andersens, 1913 s ta a r endnu de tre sam m e navne; m en p å årgangen 1914, der først udsendtes i 1923, stå r H. P. H anssen som eneudgiver. F ra 1923 blev
»Sønderjydske Årbøger« udgivet af »H istorisk sam fund for Sønderjylland«; m en H. P. H anssens nav n stod p å dem indtil 1928. F ra 1889—1928, i 40 å r v a r H. P. H anssen eneudgiver eller m edudgiver af »Sønderjydske Aarbøger«, in itia tiv e t i deres ledelse, ansvarshavende, m anden, der b a r væ rket. I 1895 blev tid ssk rifte t beslaglagt, og H. P. H anssen blev døm t for »grov uorden«, fordi h a n havde b ru g t ordene »sønderiydsk« og »Søn
derjylland«. Næste å r blev dog beslaglæggelsen ophæ vet og red ak tø ren frik en d t ved landsretsdom . I årenes løb skrev H.
P. H anssen 29 afh an d lin g er i årbøgerne, og da genforeningen havde åbn et m ulighed for a t lade dem u dgå i ny form og fra et »H istorisk sam fund« i lighed m ed det øvrige lands h isto riske am tssam fund, v a r det H. P. Hanssen, der tog in itia tiv e t til dannelsen af »H istorisk sam fund for Sønderjylland«.
Sam m en m ed P. E liassen og Thade P etersen indbød h an 120 interesserede inæ nd til et møde p å »Folkehjem«, og her
H. P. H anssen og H istorisk S am fund for Sønderjylland. 165
dannedes »H istorisk sam fu nd for Sønderjylland« den 19. decem ber 1922 m ed H. P. H anssen som selvskreven form and. Dets første opråb begynder:
»Det land, vi bor i, er vort. Vore fædre h a r levet h e r før os, i tu sin d e r af år. De h a r ry d d et de endeløse skove og vendt h ver fure p å vore m arker. De h a r b anet de gam le veje og rejst de h u n d red e r af Kæmpehøje. De h a r tru k k e t skellet m ellem sysler, herreder, sogne og byer og m ellem deres og naboens m ark. Og n å r fjenden kom i landet, led og stred de for at væ rne om det.«
Disse sæ tn ing er er ikke form et af H anssen, m en af Thade P e ter
sen, m en H anssens navn s tå r u n d er dem som H istorisk sam funds form ands, og det er h an s tanke, h an s indstilling, der pranger dem: det gamle, det overleverede, der er v æ rn et og værd at værne, hvad det end koster. I 13 å r var H. P. H anssen så form and for »H istorisk sam fund«, både af n avn og af gavn;
h a n gav ved dets årsm øde i Gram i 1926 et k o rt ud syn over, hvad han h o ldt for »H istorisk sam funds« opgaver. H an be
gyndte m ed a t om tale det historiske arbejde, der udføres ud fra Kiels universitet. »Siden genforeningen er der udkom m et en ræ kke betydelige v æ rk er af v. H edem ann-H eespen, profes
sor Otto B randt, professor Scheel, alle væ rk er af højviden
skabelig ra n g og ofte p ræ g et af en objektivitet og fordom s
frihed, som vi ikke tidligere h a r iag ttag et på tysk side«. Der- overfor næ vnte H. P. H anssen arb ejd er af Åge Friis, Hjelholt, la Cour og Caroline Em ilie Andersen. »Selv om disse er bety
delige væ rker, er vi dog ved a t m iste overtaget. H vad k a n der gøres fra »H istorisk sam funds« side?
Det er en nødvendighed, a t vi få r flere m idler a t råd e over, så vi k a n udvide vore indsam ling er af optegnelser og breve, ved foredrag væ kke sansen for Sønderjyllands historie og udbrede »Sønderjydske Aarbøger« og »Sønderjydsk Maa- nedsskrift«. D erefter talte H. P. H anssen om lan d sark iv ets oprettelse og fo rtsatte:
»Professor Otto B ra n d t h a r skrevet en k o rtfa ttet, k la r frem -
stillin g af Slesvig-Holstens historie. Vi vil u d tale det bestem te ønske, a t en dan sk h isto rik e r nu vil føle sig forpligtet til a t tage den opgave op a t skrive en lignende ud fra danske syns
p u nk ter.
I »Sønderjydske Aarbøger« er stoffet ofte noget tilfæ ldigt.
Vi m å m ere over til a t søge en sy stem atisk bearbejdelse af Sønderjyllands historie, biografier, særlige afsnit, stille yngre forskere bestem te opgaver og derved rejse interessen.
D ernæ st m å vi søge a t få de kyndige h istorikere til nøje a t følge den tyske litte ra tu r, så vi k a n bringe videnskabelig set grundige, uangribelige k ritisk e anm eldelser . . . . «
Så s tæ rk t v ar H. P. H anssen optaget af enkelthederne, så vågen t v ar h an s in itia tiv p a a sønderjydsk histories om råde, så v a rm t v ar h an s sind for »H istorisk sam fund«, og så tro fast v ar h a n imod os til sin sidste levedag.
Der er g ru n d til endnu a t pege på, hvad h a n talte om for 11 å r siden, al årsag til, a t vi vedblivende lad er hans ild lue i vort arbejde, til a t vi o m sæ tter h ans p lan er i virkelighed, til a t vi g å r videre ud ad de veje, der v a r hans, imod nye mål, det ikke blev ham fo ru n d t a t se.
S kønt m ere blev h am fo ru n d t end de fleste. H ans ånds sty rk e banede veje, hvorad vi nåede h an s ungdom s mål.
H. P. H anssens syssel med histo riske em ner, h an s v irk som hed i »Sønderjydske Aarbøger«, h an s ledelse af »H istorisk sam fund« fylder k u n få blade i h an s livsbog; m en disse blade fortæ ller om det, der v a r æggende, livgivende, ledende i voH arbejde. I det betød h a n overm åde meget, og der er intet m enneske, vi h a r så stor g ru n d til a t m indes m ed ære og tak som vor æ resform and, vor m angeårige form and H. P. H aussen.
Som h isto rieg ran sk n in g og histo riesk riv n in g k u n fylder lid t i H. P. H anssens liv i sam m enligning m ed h ans egen øvrige h istoriske gerning, m ed den historie, h a n skabte ved sit ord og sin dåd, så er »H istorisk sam fund« k u n én af de foreninger, h a n skabte; så er vor hyldest til h an s m inde k u n en enkelttone i det kor, der vil slå op imod h an s navn, så længe der lever
H. P. H anssen og H istorisk Sam fund for Sønderjylland. 167
danske m ennesker. Sønderjyder i tu sin d vis h a r g ru n d til a t tak k e h am for personligt råd, hele folket for et langt og æ re
fu ld t livs danske gerning.
I den ta k stem m er vi også med. Æ re være H. P. H anssens m inde! —
(ved Hans Lund.)
Det er alm indeligt kendt, a t J. P. Junggreen v ar en af tlen nordslesvigske D anskheds dygtigste Penneførere. Igennem en Snes A ar hørte h a n s A rtikler til de bedste, den nordslesvigske Presse bragte. Det v ar da rim elig t a t antage, a t h a n ogsaa flit
tigt havde gjort B rug af sin Pen til i Breve a t m eddele V enner og Landsm æ nd, hvad der levede i h a n s Sind vedrørende T idens B egivenheder og den fælles Folkesag. Det viser sig da ogsaa, a t h a n h a r sta a e t i K orrespondance m ed m ange af N ordslesvigs førende M ænd og med interesserede Folk i Kongeriget. D esværre synes det k u n a t være et ringe F a a ta l af Brevene — der inde
holder B idrag baade til T idshistorien og til Junggreens K arak teristik — der er bevarede. Skulde Offentliggørelsen af disse Breve give A nledning til, a t andre af h an s Breve kom frem af deres Skjul, vilde jeg være tak nem lig for M eddelelse derom. En Del af Brevene er i P rivateje, an d re findes p a a det kgl. Biblio
tek (K. B.). og a tte r andre p a a R igsarkivet (R. A.). H. L.
J. P. Junggreen til C. F. Monrad. 26. 7. 1868. R. A.
H erm ed sender jeg Dem de lovede O plysninger om F o r holdene i denne Del af L andet.1) De vil m aaske ikke finde dem saa fuldstæ ndige, som De havde ønsket dem, men dog h a a b er jeg, a t De vil k u n n e faa ud af dem, h v ad der behøves.
Jeg sendte i Onsdags en længere A rtikel til »Kölnische Zei
tung«.2) Sandsynligvis optager de den ikke, m en den vil da J) C. F. M onrad indsam lede p aa denne Tid O plysninger om de sproglige Forhold i de forskellige Egne, navnlig med Henblik p a a K irke- og Skoleforhold. In d b eretn in g ern e finde« i R egensburgs A r
kiv i R igsarkivet, hvor ogsaa Junggreens Brev er opbevaret.
2) Det frisindede »Kölnische Zeitung« h avde igennem en A arræ k k e b ra g t A rtikler, d e r k ritisered e d et tyske Styre i Nordslesvig, og'taget til Orde for en n atio n al Deling af Slesvig. F ra 1865 havde der v æ ret F o r
bindelse m ellem B ladet og F ischers Kreds i A abenrå, idet allerede i Jan. 1865 Fr. F isch er havde sendt d et en A rtikel (et Brev fra Fr. F i
scher til Red. Kruse, try k t i H ähnsen: U rsp ru n g u n d Geschichte des
Breve fra J. P. Junggreen. 169*
i al tf aid k un ne give R edak teu ren noget Stof, n a a r h a n ønsker a t om tale Nordslesvig. Der existerer en B ekjendtgjørelse fra det hervæ rende A m tshus m ed alle de i højeste Grad forvanskede Stednavne. Det er ikke lykkedes m ig a t faa fat i den. Jeg skal im idlertid være ude om den, og skulde det lykkes m ig a t faa fat i den, skal jeg sende Dem d e n . ---
J. P. Junggreen til C. F. Monrad. 2. 12. 68. R. À.
U ndskyld, a t jeg ikke før h a r b esvaret Deres Brev. Der h a r i de sidste Uger væ ret en aandelig Træ ghed over mig, sa a stor, at jeg næppe h a r k u n n e t overvinde m ig selv til a t skrive d e t all ernødvendigste.
Vedlagte Tim esedler er fra F attigsko len og Rectorskolen.
F ra M ellem klasserne h a r det ikke væ ret m ig m ulig t a t skaffe dem. Børnene h a r ingen, og m ed L æ rerne s ta a r hverken jeg eller nogen af m ine B ekjendte i nogensom helst Forbindelse.
A rtikels V. 1. S. 425). I F o rå re t 1867 v ar A poteker W orsaae, der også tilh ø rte F ischers Kreds, p å Rejse i Tyskland, og h a n opsøgte da Red.
Kruse. Denne klagede over. a t han ikke kunde bruge de k ø b enhavn
ske B lades R eferater fra Nordslesvig, da de ofte var i høj Grad fa r
vede af P artilid en sk ab . »Jeg m åtte — sk riv er W orsaae, — desvæ rre indrøm m e R igtigheden d e ra f og m åtte erkjende, a t disse K orrespon
dan cer havde givet A nledning til U behageligheder for Beboerne i Nordslesvig. De danske Blades H ensigt v ar jo den bedste, m en der blev ikke an v en d t den fornødne K ritik, n å r de optog B eretninger fra unge og upålidelige K orrespondenter, som fo rtalte løst og fast uden a t være tilstræ k k elig hjem m e i vore sæ regne Forhold«. (Ex. et Brev fra A abenrå-E gnen, optaget efter M iddelfart Avis i »Fædrelandet«
16. 4. 67). W orsaae skildrede h a m så T ilstandene. Bevæget lovede h an
»stedse at holde sit B lad åb en t for de Meddelelser, jeg i F rem tid en m åtte sende ham angående de nordslesvigske Forhold, og h a n tilføje
de, a t h a n ikke vilde optage nogetsom hclst denne Sag betræ ffende, der ikke v ar u d g aaet fra m in I-Iånd. Dette Løfte h a r h an holdt som en æ rlig Mand lige til A fslutningen af den fransk-tyske Krig 1871, da h a n efter Incorporationen af E lsass-L otringen form odentlig h a r . op
givet a t tale N ationalitetens Sag. Jeg h a r i A arenes Løb sendt ham en Del O plysninger og A rtikler, som efter a t væ re sk rev et a,f m ig på D ansk blev oversat på Tysk af B ahnsen eller Fr. Fischer«. — (A- H. H. W orsåe: B idrag til m it Livs og m in Tids H istorie, med sæ rligt H enblik til Forholdene i Nordslesvig og specielt i A abenrå i A arene 1864—71 (kgl. Bibi. Ny kgl. Saml. 1762 Fol.) S. 439 f. — jfr. F e stsk rift til H. P. H anssen, S. 272 f.). — W orsaae h a r øjensynlig v æ ret Mel
lem led m ellem Jung g reen og Red. Kruse.
Den lille Bog1) finder jeg m eget god, og jeg troer nok, a t Folk i A lm indelighed synes om den. Jeg vilde ret ønske, a t dette Foretagende m aatte have Frem gang. Der arbejdes jo svæ rt p aa a t fortyske Folket, og det k an i Sandhed gjøres Behov, a t alle gode K ræ fter sæ ttes i Bevægelse for a t gjøre det k la r t for Folket, hvad det ejer i sit eget. S aa længe Folke- aand en er levende, er jo vor Sag ikke tabt. De ydre Forhold k u n n e om skiftes, men er først vort Folks inderste Kjerne øde
lagt, da er det ude med H aabet om Frelse.
Med Tingenes Gang i D eputeretkam m eret forekom m er det mig, a t m an denne Gang k a n være veltilfreds.
J. P. Junggreen til Prof. P. Hjort. Aabenraa, 16. 1. 1869. K. B.
H øjstæ rede Hr. Professor! Det er m ed en Følelse af Skam - fuldhed, at jeg sæ tte r m ig til a t skrive dette Brev. Det havde jo ligefrem v æ ret m in Skyldighed a t skrive Dem til dengang, De beviste m ig den O pm æ rksom hed a t sende m ig de to Sm aa- skrifter, der indeholder saa m eget v æ rd ifu ld t M ateriale til F or
sv a re t for den Sag, for hvilken De i sin Tid h a r væ ret en saa tro fa st og ivrig S tridsm and, og som jeg nu søger at forsvare saa godt, jeg fo rm aar det. Nu k an jeg k u n bede Dem undskylde m in Efterladenhed. Til m it F o rsv ar k a n jeg k u n anføre, a t jeg, dengang, jeg skrev m in første A v isarkitel2), ikke troede, a t m it S kriveri skulde have an ta g e t saa store Dim ensioner, som det
*) M onrad h a r i Forbindelse med G ustav Johannsen udsendt et Hefte »Fra den danske Bogverden« m ed U dvalg af nordisk Digtning.
Der kom senere yderligere 2 Hefter, m en derefter standsede U dgivel
sen.
2) Jun g g reen s første, med Navn u n d ersk rev n e A rtikel, stå r i »Dan
nevirke 19. 6. 1868. ITan h a r m åske tidligere skrevet an onym t i
»Freja«. (TI. Kau h a r i sin Bog om Junggreen ikke noget Bevis herfor, m en hen v iser (S. 27) til M. M ørk-H ansen: »Sønderjyder
nes Kamp for M-odersmaalet. S. 145: »Under det nye Regim ente 1864—66 fik »Freja« a tte r stor B etydning som O rgan for Danske, n avnlig for den dygtige og kjæ kke T obaksfabrikør J. P. Ju n g green«), og enkelte Y tringer i dette Brev kunde tyde på, at h a n s S kribentvirksom hed h a r s tra k t sig over læ ngere Tid. Im idlertid k an U dtrykket »da jeg først optog Handsken«, også forstås således, at det er en U dfordring, der først h a r tv u n g et ham P en n en i H ånd,
•og en sådan A nledning (en A rtikel om § 5 i F len sb u rg er N orddeutsche Zeitung) var d e r til A rtik len 19. 6. 68.
Breve fra J. P. Junggreen. 171 senere blev Tilfældet, og a t det dengang næ sten vilde være fore
kom m et m ig som en Slags Anm asselse, om jeg, fordi jeg havde sk rev et et sa a d a n t P a r Ord, vilde have forsøgt paa a t indlede en Correspondance m ed en M and m ed et sa a betydeligt Navn som Deres. Senere er det gaaet, som det vel saa ofte gaar, at n a a r m an forsøm m er a t gjøre en Ting i rette Tid, saa un d lad er m an det aldeles, netop fordi m an h a r en Følelse af, a t m an burd e have g jo rt det før. Dette er m in egentlige U ndskyldning;
th i sk jø nt jeg ju st ingen Overflødighed h a r af Tid, vilde det dog være ligefrem U sandhed a t paastaa, a t m an ikke skulde k u n n e finde Tid til a t skrive et Brev — dog k a n jeg nok sige, a t jeg, da jeg først optog H andsken, h a r an v en d t Størstedelen af m in ledige Tid til a t stride for den Sag, der er blevet det egentlige store Livsspørgsm aal for m ig og for alle danske Mænd, der m ene det godt med og føle v a rm t for det gamle F æ dreland. Jeg er jo ikke saa heldig stillet, a t jeg udelukkende eller endog overvejende k a n anvende m in Tid til den Slags Syssel. Jeg h a r a t tilvejebringe det fornødne for en talrig F a
m ilie, og jeg er ikke velhavende, og først n a a r jeg i denne H enseende h a r gjort, hvad der bør gjøres, h a r jeg k u n n e t an vende Resten af m in Tid til efter Evne at væ rne om vort Folks og vort F æ drelands h a a rd tb etræ n g te Stilling.
Og dog er det næ sten gaaet m ig saaledes, a t denne Kamp n æ st efter de re n t personlige Opgaver, som ethvert Mennesk?, hvis Blik er henven d t p a a det Evige, h a r a t udføre, er bleven den egentlige Livsopgave for mig. Jeg elsker m it gam le F æ dre
lan d af m it ganske H jerte, og jeg er overbevist om, a t af Ud
fald et af den Kamp, der for Ø jeblikket føres h er i Nordslesvig, er dets F rem tid afhængig. Sejre vi, da k an det danske Folk e n d n u have en lang og lykkelig F rem tid for sig, m en bukke vi under, da er dette efter m in fulde Overbevisning ensbety
dende med det danske Riges og det danske Folks Undergang.
G erm anism ens Bølger vil da slaa. u b ru d t mod den jydske Grænse, og m an behøver ikke a t væ re nogen P ro fet for a t for
udsige, a t det da ikke vil vare længe, førend ogsaa denne Pro-
vinds, uden hvilken Kongerigets E xistens er en U m ulighed, vil gaa tab t.1) — Og derfor er det, a t jeg og alle gode danske Mænd herovre stride sa a h a a rd t for denne Sag. Troede vi p aa M ulig
heden af det danske Folks B estaaen ogsaa efter Tabet af Nordslesvig, sa a var det saa m eget sim plere a t sælge, hvad m an ejer her, og flytte h e rfra.2) Men det er m in og jeg k a n sige alle tæ nkende M ænds Overbevisning, a t D anm arks Skæbne er afhæ ngig af den Kamp, der n u føres om Nordslesvig, og derfor
bliver vi. I
Gud give nu blot, a t Afgjørelsen ikke m aa tte lade vente altfor længe p a a sig. F olket herovre er vel tro fa st og godt, m en det er i Sandhed h aard e V ilkaar, u n d e r hvilke det h a r m aat-
J) Om denne Tro på, a t N ørrejylland vil gå en F o rty sk n in g imø- de, ifald det danske F o rsv ar i Sønderjylland b ryder sam m en, findes der fra disse A ar flere Vidnesbyrd. I et Brev fra M agdeburg F æ n g sel til P. Vedel 18. 12. 1875 sk riv er Red.. II. R. Ilio rt Lorenzen bl. a.
om, hvad der vil ske, hvis § 5 udslettes; h a n regner med, at »Udvan
dringen til Kongeriget vil tiltage efter en fortvivlende Målestok. Jeg siger ikke for meget, n å r jeg p astår, at vi om ti År ikke vil væ re i S tand til at sende en K rüger til den tydske Rigsdag. Omvende sig, vil ingen gjøre, m en D anskheden vil døe bort, den vil tabe sin Y t
rin g sk ra ft A ar for Aar. Og h a r det danske Slesvig gjcnnem gaact denne Proces, hvad er så N ørrejylland væ rd? E r det da ikke k u n et T idsspørgsm aal, n å r det gåer sam m e Vei? I-Ivor er så D anm ark? Det h a r altid stået k la rt for mig, a t D anm arks hele F rem tid afhæ nger af Nordslesvigs. B liver dette i T ysklands Vold, da er ingen Magt istan d til a t standse T ysklands F rem træ n g en imod Nord ___« (Det n o rd slesvigske Spørgsm ål 1864—79. A k tsty k k er og Breve ved Aage F riis III, S. 439 f.). — K r i e g e r h a r i sine Dagbøger for 6. 11. 1867 (IV., S. 117 f. — jfr. også S. 125) i A nledning af D anm arks forestående F o rh an d lin g er m ed P reussen n edskrevet nogle O vervejelser om, h v o rv id t D anm ark skal gå ind på a t m odtage N ordslesvig (eller en Del deraf) med G arantiforpligtelse. H an ønsker, a t D anm ark vil gøre det. Thi en Afgørelse gennem en K rig k an lade vente længe på sig. »Men kunne vi 'tåle at vente længe? Hvis det gaaer som hidtil, vil sn a rt Tyd'skheden stige i Nordslesvig, saa vi ald rig faae Noget.
Og derm ed er vistnok i en af de næ ste G enerationer Jy llan d ad sk ilt fra Øerne. Ved en E rhvervelse af en Del af Slesvig k an d er dog m u ligt sæ ttes en Dæm ning. L idt m ere eller lid t m indre er h er ikke af- gj ørende«.
2) Junggreen havde k o rt efter Krigen h a ft det u n d er alvorlig Over
vejelse at bryde op fra Sønderjylland. Fr. F ischer fortæ ller herom i et Brev til Læge Gundel 13. 9. 1865. »Også h an (o: Junggreen) er til
bøjelig til at fortræ kke, n å r vi ikke slippe u d af den sorte Ørns Klør.«
Som en ung og stræ bsom M and vil h a n kunne k lare sig, hvor h an kom m er hen, og jeg k an ikke fortæ nke ham i, a t h a n ikke vil h en slæbe et Liv fu ld t af Sorg, n å r h an ved en F ly tn in g k an befri sig derfor. Thi er d e r nogen, d e r føler, hvad vi lide, så er det Junggreen.
H an h a r k astet s it Øje på S v e r ig e ---«.
Breve fra J. P. Junggreen. 173
tet optage Kam pen. Alle Fordelene ere paa vore M odstanderes Side, med U ndtagelse af den, der ligger i Folkets gode trofaste danske Sindelag. Og dog er dette Folk jo heller intet Mønster*
folk. Der er b raadne K ar i alle Lande, og F ristelsern e ere i Sandhed sa a m ange og store, a t der ikke k a n være Tvivl om, a t de i Tidens Længde ville gjøre deres Indflydelse gjældende.
Indtil nu er a lt g aaet godt, jeg k a n ligefrem sige, a t vi i de A ar, Kam pen h a r sta a e t paa, have vundet Seiren. Folket er nu m ere kam pd y gtig t og selvbevidst end før Krigen. Men a lt dette vil dog k un gaae til en Tid, s n a rt ville vi a tte r gaae ned ad Bakke, H aabet vil svinde og med H aabet Modet og K raften. F ra vor Side skal det ikke m angle, vi ville stride til det yderste, m en m an m aa betæ nke, a t vi dog k u n ere en lille Stam m e, der u aflad elig t er u d sa t for et voldsom t Angreb af et sto rt og m æg
tig t K ulturfolk og af en i højeste Grad hensynsløs Regjering.
S aadan ne Angreb gaae ikke ganske sporløst forbi, n a a r de fort
sæ ttes igjennem et lan g t Tidsrum , og den danske Regjering bør i Sandhed antrenge sig af yderste Evne for at føre denne Sag tilende. Dog jeg er vel næ r ved a t blive Kandestøber. Men n a a r m an s ta a r saa lan g t tilbage i Rækken, som vi gjøre h e r
ovre, bliver m an u n d ertid en utaalm odig, og k a n vel ikke t il bageholde det Ønske, a t de, der gaae i Spidsen, vilde skride no
get rask ere frem mod Maalet.
E ndnu engang Tak. — — De to S m aaskrifter, De sendte mig, have næ sten væ ret de eneste af den Slags H jælpem idler, jeg h a r h a ft til m in R a a d ig h e d .--- Gid De endnu m aatte opleve at se F rug ten af den Kamp, De h a r ført i en hel Men
neskealder, og gid F ru g ten m aa tte være et enigt og lykkeligt D anm ark, saa vidt den danske Tunge og det danske Sind naar.
Med dybeste H øjagtelse Deres hengivne
J. P. J u n g g r e e n.
Junggreen til N. L. Elberg. omkr. 1. Marts 1870 (Regenburgs Papirer R. A.) (I et Brev fra Kapt. N. L. Elberg, der tidligere havde boet i A abenraa, m en nu opholdt sig i K øbenhavn, til R egenburg
10. 3. 1870 citeres et U ddrag af et Brev fra Junggreen til El- berg som V idnesbyrd om Stem ningen i den sønderjyske B efolk
ning overfor den O verenskom st om. V æ rnepligtsspørgsm aalet, der lige v ar bleven a fslu tte t m ellem den danske og den p reu s
siske Regering.)
Nu er jo K rüger a tte r reist til Berlin, og k a n h a n denne Gang ikke der finde et Øre for vore retfæ rdige Krav, saa ere vi efter den Maade, hv o rp aa den danske Regering i den senere Tid g aaer frem , herovre anviste p a a a t frem m e vor Sag p aa egen H aand saa m eget som m uligt. A ldrig kunde det falde os ind, a t vor egen Regjering vilde gjøre et sa ad a n t S k rid t som det, der er g jo rt ved den sidste afsluttede O verenskom st m ed P reussen om de Værnepligtiges Behandling. Denne h a r for
v æ rret Stillingen herovre uendeligt, ikke alene for de P aagjæ l- dende personligt, men ogsaa i Henseende til selve Sagen, da den næppe tilsted er nogen anden F o rk larin g end: a t enten er den danske Regjering uvidende om, hvorledes Tingene s ta a r i Landet, eller ogsaa b ryder den sig ikke om os, m en an ser L a n det for tabt. Denne O verenskom st h a r g jort den danske Sag i N ordslesvig m ere Skade end nogetsom helst, som den p reu ssi
ske Regjering h a r foretaget imod os. Dog nok om det. Det er et altfo r sørgeligt Emne.
Junggreen til Krüger. 23. 5. 1871. R. A.
(Angaaende en »opsnappet Stakkel«).
T ilstandene h er i L an d et bliver Dag for Dag sørgeligere.
Em bedsm æ ndene synes n u a t drive Jagten p a a Folk, selv saa- danne der have væ ret udvan d red e førend April 69, som en Slags Privatfornøjelse, rim eligvis for at tilfred sstille det r a sende Had, de næ re til alt, hvad der er dansk. Størstedelen af dem er jo R enegater og Overløbere, og det er jo en gam m el E rfaring, a t disse u n d e r saadan n e Forhold ere de værste.
Lykkes det ikke s n a rt a t tilvejebringe en F orandring, ved jeg ikke, hvad dette skal blive til. Aaget bliver næ sten for tung t.
Breve fra J. P. Junggreen. 175 Junggreen til Red. W illem oes. 25. Maj 1871. (Privateje.)
Ogsaa jeg h a r m odtaget det af Dem om talte U dkast fra Johannsen,1) m en jeg k a n aldeles in te t have a t gjøre m ed et A ndragende som dette. Skal der endelig indføres tysk i vore Skoler, saa lad det n e t o p skee ved Tvang. Jeg seer hellere, a t der p aa denne Maade indføres 6 Timer, end at Folket selv skal forlange, om end k u n 2 Tim er. In te t vilde skade vor Sag m ere end netop det sidste.
Skal jeg deltage i et sa a d a n t Skridt, da m aa det være en bestem t P ro test mod Indførelsen af det tyske Sprog i vore Skoler, forinden vort L ands statsretslig e Stilling er bleven d e fin itiv t ordnet i O verensstem m else m ed P rag freden s B estem m elser, og idet vi s t æ r k t betone, a t vi ikke kunne betrag te den n uvæ rende T ilstan d anderledes end som provisorisk.
Junggreen til Red. W illem oes. 28. Maj 1871. (Privateje).
Det oversendte U dk ast stem m er fuldstæ ndig m ed m ine Ideer, og jeg skal gjerne bestræ be m ig for a t skaffe det Ud
bredelse i denne Egn. — Netop nu, da U dsigterne k unne være sm aa nok, g jæ lder det om bestem t a t fastholde vort S tan d punk t. Hvor vi ikke troe a t k un n e u d rette noget, da fo retræ k k er jeg, at vi forholde os ree n t passive. Begynde vi først a t gaa p a a Accord med Tyskheden og Preusserdøm m et, da er vi kom m en ind p a a Glidebanen, der s n a rt vil føre os i A fgrun
den.
Junggreen til H. R. Hiort-Lorentzen. 12. Maj 1875. K. B.
--- D. 25. h older jeg B ryllup, og gjør saa, som Du
*) Maj 1871 bebudedes det officielt, a t der vilde blive in d fø rt U ndervisning i Tysk i Folkeskolen i 6 T im er om Ugen. I den A n
ledning sam ledes en Kreds Flensborgere til et Møde, hvor m an ene
des om at foreslaa en U dtalelse om det danske Sprogs S tilling i Skolen og ved Domstolene, der skulde forelægges for en til A aben
ra a in d k ald t Forsam ling. Det er dette U dkast. G ustav Johannsen h a r sendt Junggreen. Man a n d ra g e r h e r p rin cip ielt om, at der ikke m aa blive in d fø rt Tysk i Folkeskolen i Nordslesvig, m en su b sid iæ rt om, a t der m aa tages 4 T im er af den lovbefalede Skoletid til T ysk
undervisningen, og a t denne m aa blive frivillig. — U dkastet æ n d re des, idet det ogsaa m ødte M odstand fra anden Side. (jfr. n æ sta Brev).
sagde, tæ nk venlig p a a os og ønsk godt for m ig og m in H u
s tr u .1) Jeg h a r h aft s a a m egen Sorg i den første H alvdel af m it Liv, a t jeg nok kund e træ nge til lid t Solskin i den sidste.
De m aa trøste Dem m ed den Tanke, a t den Sag, for h v il
k en De lider,2) er saa god som nogen Sag, for hvilken der no
gensinde er lid t et M artyrium . Thi det er den, og det er en Skam for hele Europa, a t en H andlem aade som den, P re u s
sen udv iser imod os og imod D anm ark, k an gjennem føres uden a t u d sæ tte sin Udøver for den alm indelige Foragt. Jeg h a r i m in Ungdom væ ret en god R oyalist; vort F æ d reland h a r jo h av t Konger sa a langt, vi kunne forfølge dets H istorie tilbage, og Folket og L andet og Kongen stod dengang for m in Tanke som en Treenighed, som det aldrig fald t m ig ind kunde ad
skilles. Jeg er overbevist om, a t jeg dengang kunde være g a a et i Døden for m in Konge. Men hvad jeg h a r oplevet i de sidste 12 Aar, h a r fuldstæ ndig u d sle tte t den Følelse. Den Maade, h v orpaa D ynastierne i E uropa optræde, h a r fu ld stæ n dig opløst den Nim bus, der i m ine U ngdom sdrøm m e omgav Kongedøm met. Det viser sig jo m ere og mere, at disse F a m ilier b etragte sig selv som hæ vet over enhver Lov, og naar een af dem er m æ gtig nok dertil, betæ nker den sig ikke paa a t begaa en h vilkensom helst Lum penhed imod de svagere. Og saa k ry ber alle disse »Konger af Guds Naade« for den af deres Kolleger, der viser sig a t have det læ ngste Sværd, u a n se t om h an opfører sig saaledes, a t en hvilkensom helst af h ans Un- d ersaatter, der gjorde det sam m e som han, vilde blive sa t i Tugthuset. Ikke een af dem h a r Mod til a t sige ham : Du gjør U ret, du er ingen Gentlem an, th i en saad an holder sit Ord — m en alle k ry b er de ydm ygeligt for den af Lykken begunstige
de. Dette er det Indtry k , Begivenhederne have gjort p a a mig, og hele m in U dvikling er o m tren t den directe M odsætning til d e n ---alm indelige. Denne er jo at begynde som Friheds-
x) Jung g reen blev 25. Maj 1875 gift (3. Gang) med A nna Algreen- U ssing, D atter af K onferensraad, G en eralp ro k u rø r Tage A. U.
2) Red. H iort-Lorenzen afsonede fra 22. A pril 1875 8 M aaneders F æ stn in g sstra f i Magdeburg.
Breve fra J. P. Junggreen. 177 m an d og ende som R oyalist, m en for m ig h a r Begivenhederne, og da n avnlig P reussens O ptræ den overfor os, fostret et form e
lig t H ad til Kongedøm met, og jeg k a n godt sige det, den dybe
ste F o rag t for dets Bærere. — Dog det er nok bedst, jeg holder op. Jo læ ngere jeg skriver, jo m ere k om m er m it Blod i Kog, og skulde dette Brev uheldigvis kom m e i frem m ede Hæ nder, slip
p er jeg vel hverk en m ed 6 eller 8 M aaneder.
Jeg h a r ikke skrevet til A h lm an n 1), th i jeg h a r ta lt med Folk fra Als, der h a r sagt mig, a t der in te t v ar a t u d rette hos ham . Der havde væ ret en D eputation hos h am fra alle Øens Sogne for a t bede ham blive, m en h a n vilde ikke. Og n a a r det er saaledes, m aa h a n lige saa gjerne rejse. Det vil ganske vist gjøre et nedslaaende In d try k p a a Befolkningen, og jeg an ser det for en sto r U ret af h v er den, der rejse r h e rfra uden Nød
vendighed, m en jeg tro er dog, a t dette vil forvindes igjen.
H a n s L a s s e n kan godt træ de i han s Sted. H an er jo en ung og k raftig M and og s ta a r m ed H ensyn til F o rsta n d og Begavelse p a a ingen M aade under, sn arere over A hlm ann. Lad gaa, hvem der vil, vi an d re m aa sa a see a t fægte S triden igjennem saa godt, vi form aa, og skulde R esu ltatet dog tils id s t blive N eder
lag og vort Folks U ndergang, saa T usinde Gange hellere bukke u n d e r i K am pen for det, for S andheden og Retten, end være b la n d t S ejrherrerne. Men jeg m aa n u slutte. De h a r fu ld k o m m en Ret, hvis De er kjed af m ine B etragtninger. Men disse T a n k e r kom m er u n d e rtid en over mig, og jeg k a n da ikke træ n ge dem tilbage.
(Lover a t blive flittigere M edarbejder ved D annevirke, n a a r h a n n u bliver gift.).
x) Nik. A h lm an n h a r b e slu tte t sig til E fte ra a re t 1875 a t flytte til K øbenhavn. H iort-L orenzen h a r fra M agdeburg skrevet til h a m og
»indtræ ngende forestillet ham , a t h a n s let erhvervede Anseelse vilde lide ubodeligt S k a a r ved en slig Desertion, og forestillet ham , hvor faa vi er tilbage, d e r k u n n e lede alvorlige Sager i bræ ndende (?) Mo
m enter«. (Brev til K rüger d. 30. 4. 75). I dette Brev beder h an K rüger skrive til A hlm ann for at fa a h am til a t opgive sit Forsæ t;
h a n vil ogsaa bede M advig sk riv e — og h a n h a r øjensynlig ogsaa den 30. 4. opfordret Junggreen til det samme.
12
De skulle faa a t see, a t hvad der end skeer, saa ville vi s ta a dem imod til det yderste, og V orherre k a n jo ogsaa hjæ lpe endnu. E uropas T ilstan d er jo saadan, a t der, hvad Øjeblik det skal være, k a n løbe et H jul af Vognen, og gid det saa m aa blive af Tyskernes, og den m a a splin tres i Tusinde Stykker. Og m ed dette from m e Ønske vil jeg s l u t t e .---
Junggreen til H. R. Hiort-Lorenzen. 23. Juli 1875. Kgl. B.
(H iort-Lorenzen h a r sv aret p a a Brevet af 12. Maj, m en det h a r tru k k e t u d m ed Junggreens Svar). A arsagen er ingen a n den end en uovervindelig D orskhed, der u n d e rtid en kom m er over mig. Det er næppe værd, k jæ re Ven, a t vi føre Discoussio- nen pro et contra Kongedøm m et videre, jeg h a d e r denne In sti
tu tio n af m it ganske H jerte, fordi dens Bæ rere handle slet - og endelig fordi alle disse Slæ gter forekom m er mig a t danne et Selskab, der er u overtræ ffeligt i a t sige h in an d en Compli
m enter og a t krybe for den Mægtige, m ens der i hele Flokken ikke findes en eneste, der aab en t og æ rlig t tag er den U nder
try k te i F o rsv ar og siger V oldsm anden Sandheden. Saa derfor h a d e r jeg denne In stitu tio n , m en dette Had er for Tiden re n t theoretisk, og jeg vilde, selv om jeg havde Indflydelse nok dertil, ikke gjøre et eneste S k rid t for a t iklæ de disse T an k er en p ra k tisk Skikkelse.
Lige saa m eget som jeg h a d e r Kongedøm met, lige saa over
bevist er jeg om, a t det p. t. er en N ødvendighed, n avnlig ogsaa for vort Folk. Jeg beklager det som et m eget stort, m en som et n ø d v e n d i g t O n d e , og beklager k u n b ittert, a t M enneske
nes D aarskab, U forstand og Mangel p a a sand D annelse skal gjøre O pretholdelsen af en sa ad a n m onstrøs In stitu tio n nød
vendig.
De veed jo allerede, a t der m aaske ogsaa skal anlæ gges Sag imod m ig for den sidste A rtikel, jeg skrev i B ladet.1) Det
A) Ju n g g reen blev an k lag et for Fornæ rm else mod K ejseren i A n
ledning af nogle Y tringer om h a n s F orhold til § 5. A rtik len s ta a r i D annevirke 22. Ju n i 1875. Det hed d er h e r bl. a.: »Preussens Konge, den Mand, der nu er T ysklands Kejser, h a r forpligtet sig til a t lade
Breve fra J. P. Junggreen. 179 gør m ig ondt for G rünw alds Skyld; hvad m ig selv angaar, da im ødeseer jeg hele Sagen m ed m egen Sindsro. Jeg betvivler i det hele taget, a t det bliver til noget m ed Sagen. — (Ved det første Møde i A m tsretten fik h a n det In d tryk, a t der k u n v ar ringe U dsigt til, a t h a n blev dømt.) — Men skulde det alligevel skee, sa a h a a b er jeg nok, jeg skal k u n n e bæ re det; jeg h a r ikke i Sinde a t krybe i et M usehul for P reusserne. — Det g a a r i det hele glæ deligt h e r i L andet med A nklager, F orbud og alle Slags Forfølgelser. For et P a r Dage siden v a r jeg ogsaa stæ vnet for P olitim esteren for a t afgive F o rk larin g om en Tale, jeg havde holdt ved vor Landboforenings D yrskue den 7. Juli, og hvorledes det er g aaet m ed D yrskuet i H aderslev og med Svendborgerne i Sønderborg1) veed De jo nok. Men a lt dette er godt, og de H errer von B itter, M agdeburg og Consorter kunde ikke gjøre os nogen stø rre Tjeneste end den, de gjøre os ved a t træ de op p a a denne Maade. Det sæ tte r Liv i Folket, og efter en saad an O verhaling k a n m an godt m ærke, hvorledes Sindene a tte r kom m e i Bevægelse, og hvorledes m ange af dem, der vare ved a t falde i Søvn, blive lysvaagne.
Det er i Sandhed h a a rd t for Dem, a t De i sa a lang Tid skal være borte fra H jem m et og F æ d relan d et; dog det er sandt, De
res F am ilie er jo dernede, og De k a n a ltsa a jæ vnlig see Deres kjæ re. Men dog er det sandt, th i der er jo m ange B aand, der k n y tte r en M and til det Sted i Verden, hvor h a n h a r sin V irke
kreds. Men De m aa trø ste Dem med, a t De lider for en god og retfæ rd ig Sag, for Folkets Ret og Folkets Tilvæ relse; th i derom gjæ lder jo denne Kamp. Og selv hvor De n u er, gjør De Gavn for Sagen, th i det gam le Ord, a t »M artyrernes Blod er K irkens Nordslesvigs Folk stem m e om, hvorvidt det a tte r ønsker at forenes m ed D anm ark eller ej, og a t overgive L an d et til D anm ark, n a a r Fol
ket betem m er sig for denne Afgjørelse. H an h a r overtaget denne Forpligtelse p aa den højtideligste Maade, h v o rp aa M ennesker kunne overtage Forpligtelser, u n d e r P aak ald else af Guds hellige Navn, og h an er ikke erk læ ret for um yndig, m en re p ræ se n te re r p a a lovlig M aade den preu ssisk e Stat.«
A) Ved D yrskuet i H aderslev kom det til sk arp e Sam m enstød m ellem nogle D eltagere og G endarm erne. — Det blev forbudt nogle L ystrejsende fra Svendborg a t gaa i L and i Sønderborg og senere og
saa i Flensborg.
12*
Sæd«, er sa n d t og gjæ lder ikke alene Kirken, m en enhver P a r ti
forfølgelse, n a a r den ikke k a n gjennem føres til sine vderste C onsekventser og u d stræ k k es over et m eget lan g t T idsrum , h a r endnu ald rig sla a e t et P a rti i h j e l . ---Saa slette de ere, k u n ne de dog ikke ganske frigjøre sig for T idsaandens Indflydelse, og deres slette S am vittighed h in d re r dem ogsaa i a t drive F or
følgelsen saaledes, som den skulde drives for a t n a a sit Maal.
D er er k u n een Ting, der k a n give dem Sejren i Hænde, og det er Tiden. Men den ville vi haabe og bede til Gud om, a t de ikke m aa f a a . ---
Junggreen til H. R. Hiort-Lorenzen. 1. Nov. 1875. K. B.
T a k for Deres yenlige Brev og for alle Deres Tilbud og gode Raad. Jeg k a n dog ikke følge sidstnæ vnte, m en vil appel
lere,1) ikke fordi jeg venter nogetsom helst R esu ltat deraf, m en fordi det er af sto r V igtighed for m ig a t k u n n e være hjem m e til N ytaar. Jeg h a r da a t afslu tte m ine Bøger, om sende R egninger og Conto C ouranter, og er der nogen M ulighed derfor, m aa jeg gjøre dette selv. Jeg haaber, a t Sagen, n a a r jeg appellerer, vil træ k k e saa længe ud. Min H u stru rejse r ikke m ed m ig derned stra k s; jeg h a r derim od tæ nkt, a t n a a r jeg h a r væ ret dernede
x) Ju nggreen og »Dannevirke«s an sv arh av en d e R edaktør G rün
w ald idøm tes ved F lensborg K redsret h v e r 6 M aaneders F æ stn in g s
straf. De appellerede til O verappellationsretten i Kiel, der ved Nyt- aarstid stadfæ stede Dommen. — Forinden Junggreen 1. M arts 1876 begyndte A fsoningen af sin S traf i M agdeburg, sk rev h a n i »Dnv.« 24.
Febr. 1876 en H ilsen til sine Landsm æ nd, h v o r h a n efter at have ta lt om de h a a rd e K aar, den danske B efolkning oplever i disse Aar, m in d e r dem om, a t d e r endnu er et F risted for det danske tilbage.
»Ind i vore H jem n aa ingen Forholdsregler, dér k u n n e vi in d p ren te de unge K æ rlighed til M odersm aalet, k u n n e tale med dem om F æ d re
lan d et og om vort Folks store M inder, og gjøre vi dette, saa lykkes det nok at bevare ogsaa i deres H jerter det, der n æ st Troen p aa Gud, h a r ud g jo rt vort og vore F æ dres aandelige Livsindhold. At gjøre dette og ved enhver given L ejlighed frit og aab en t a t bekende sig til, hvad de ansee for Ret, derom er det, jeg vil bede m ine nordslesvigske Landsm ænd«.
I A. F. K riegers Dagbøger (VI. Bind, S. 158) fortæ lles for 23. Juli 1876: »Ilenrichsen, Oldenborg og Dr. P oulsen indbyde til en Gave (4000 Kr.) til Junggreen, d e r løslades d. 1. September«. — I en senere A nm æ rkning er tilføjet: Det lykkedes.
Breve fra J. P. Junggreen. 181 et P a r M aaneder, skulde h u n kom m e og blive i en 8 Dages Tid.
Det v ar n atu rlig v is behageligt baade for hende og mig, om jeg kund e gjøre som De og lade hende bo dernede i de 6 M aane
der. Men dette lad er sig af m ange G runde ikke gjøre. Vi kun ne ikke saaledes begge forlade H uset og B edriften, og desuden h a r jeg et H ensyn a t tage, som De, k jæ re Ven, m aaske er fri for. Jeg h a r m it Udkomme, m en er ingen velhavende M and og m aa in d rette m ig sparsom m eligt. Dette k a n jeg for m it eget Vedkom m ende ogsaa godt. Mine F o rd rin g er til Livet m. H. t.
Luxus og Comfort ere ikke store. Kan jeg have det, er det bed
ste m ig ikke for godt, m en jeg k a n ogsaa u den Gene nøjes med et M inim um. En Søn kom m er hjem fra Kolding og passer For
retnin g en i de 6 M aaneder.
H vad De sk riv er om G rünw ald, billiger jeg fuldstæ ndigt.
Der k a n godt for hans Vedkom m ende søges om Benaadning, og det gjør m ig i det hele ondt, a t h a n for m in Skyld er kom m en ind i a lt dette. Men Tiden og de ejendom m elige Forhold, h vo ru n d er vi leve, fører jo sligt m ed sig.
Jeg tror, a t det u n d e r de n uvæ rende Forhold er en Lykke for Dem, a t De h a r B jørnshauge. H an er forsigtig, og dette er i en Stilling som den, som n u indtages, et sto rt Gode. Jeg skrev stra k s efter m in Domfældelse, eller rettere lige før, en lille Artikel, som jeg vilde have h a ft optaget i B ladet den Dag, Dom
m en afsagdes. Men B jørnshauge vilde ikke optage den. H an m ente, at n u havde de R edacteurer nok i Fængsel. Og han havde m aaske Ret. Jeg skrev dog igjen i Aftes et P a r Ord, som jeg ikke troer, der k a n væ re den m indste F are ved a t optage.
Folk tro, a t n u vove vi slet ikke a t sige noget m e r e --- Den Dag skulle de ald rig opleve.
Nu er jo A hlm ann re js t til Kjøbenhavn. Det h a r g jo rt mig m eget ondt, ikke saa m eget for det, vi have ta b t i h am person
ligt, som for det nedslaaende Indtry k , det gjør, a t see den ene efter den anden gaa sin Vej. Vi have jo i h an s Sted v algt H ans Lassen, og jeg tror, a t h a n godt k a n e rsta tte A hlm ann. — ---
Junggreen til II. R. Hiort-Lorenzen. 27. Nov. 1875.
Jeg sendte Dem m ed M orgenposten en A rtikel til Optagelse i »Dannevirke«. Der er senere p a a Dagen faldet m ig et P a r sk arp e Spidser ind, som m aaske h elst m aatte brydes af, og som jeg derfor beder Dem forandre, hvis De sender A rtiklen til H a
derslev. E fter a t jeg h a r om talt U dvisningen af den M and fra Als, der v ar tilstede ved A fsløringen af Kong F red erik 7’s S ta tue, s ta a r der: »thi denne Frem gangsm aade s ta a e r i god Over
ensstem m else m ed hele den retsløse Stilling, m an h a r givet disse Folk h e r i Landet«. Denne Sæ tning beder jeg Dem s try ge. — Hvor jeg siger, »at der m aaske ikke findes noget civili
seret Land, hvor P rocesser og Fæ ngslinger forekom m er i saa- dan Mængde som her«, beder jeg Dem efter civiliseret a t tilføje
»og fredeligt«.
Jeg kan ikke huske an d re end disse to Ting, jeg ønsker forandret, m en giver Dem, som jeg allerede h a r skrevet, frie H æ nder til a t m ildne, hvad De m aa tte synes a t være for h a a rd t u d try k t. De skal selvfølgelig ikke try k k e A rtiklen, n a a r De n æ re r nogen F ry g t for ubehagelige Følger. Jeg vil ikke have m ere p a a m in S am vittighed m ed Hensyn til Bladet, end jeg allerede h a r . ---
Folket træ n g er i denne Tid h a a rd t til en O pm untring og n avn lig til a t see, a t vi ikke er bange.
Jeg vilde ønske, a t K rüger s n a rt lod høre fra sig i Berlin.
Som De nu ser af »Dannevirke«, er det jo H ensigten reen t at træ ng e vort Sprog ud af Skolerne, og det kunde nok gjøres Be*
hov, a t der n u frem kom en k raftig P ro te st imod den Maade, h v o rp aa m an b ehandler os.
Junggreen til H. R. Hiort-Lorenzen. 28. Sept. 1876. K. B.
Som De ved, synes jeg ikke godt om selve F orslaget1), men da der nu er u d sen d t Indbydelse, vil Forsam lingen jo blive af- J) Det om talte F orslag a n g a a r O prettelsen af en V æ lgerforening for Nordslesvig og er u d arb ejd et af H iort-Lorenzen, B an k d irek tø r A m orsen, R itm ester Düring, F ysikus M advig o.g B ogtrykker Sabroe.
Det er try k t i »F estskrift til H. P. Hanssen« S. 312. — Junggreen var efter u d sta a e t F æ n g selsstraf vendt tilbage til A abenraa om kr. 12.
Sept.
Breve fra J. P. Junggreen. 183 holdt,1) og jeg k a n ikke se an d et end, a t den m aa anm eldes. Der vil jo ikke kom m e s a a faa, og A fholdelsen af en sa ad an For- sam lin g k a n ikke blive skjult. Følgen af ikke a t anm elde den vil k u n blive Sagsanlæ ggelse im od og Bøder for Deltagerne.
Men p a a den anden Side synes det mig u m u lig t a t discutere et sa a d a n t Forslag i en tysk Politiem bedsm ands Nærværelse.
Saavel de, der ere stem te for, som de, der ere stem te derim od, m aa jo kom m e frem m ed deres Grunde. Det er uundgaaeligt, n a a r det hele skal væ re Alvor, a t m an kom m er til a t om tale Ting, som vore M odstandere h elst ikke m aa tte vide ---- Det er jo ju st for a t hjæ lpe p a a vort P a rtis svage Sider, a t F o rsla
get frem sæ ttes, og det er netop, fordi jeg troer, a t vi i denne H enseende k u n gjøre ondt væ rre, a t jeg ikke synes om det. Men hvorledes k a n m an føre en slig D iscussion i en tysk P o liti
m esters N ærværelse. Den eneste Udvej, jeg k a n øjne, er den, a t jeg anm elder en Forsam lin g for P olitim esteren til d. 6. Okt.
Fm. Kl. ?, a t vi p aa denne k u n tale i K orthed om Forberedel
serne til de kom m ende Valg, a t vi sa a slu tte F orsam lingen og spise til M iddag og først ved B ordet tale om vort egentlige E m n e ---
J. P. Junggreen til Gustav Johannsen. 8. Dec. 1876. R. A.
(Det forestaaende Valg.)
Da det jo er i højeste Grad usan d sy n lig t, a t vi skulde sæ tte vor K and id at igjennem ,2) a n ta g e r jeg ikke, der behøved videre D eliberationer, om hvem vi skulle vælge, m en a t vi stem m e p a a K rüger. Skulde I im id lertid væ re af anden Me
ning, m aa vi jo kom m e sam m en for a t tale om Sagen — — Jeg vil ønske og haabe, a t K rüger m aa blive sa a rask, a t h a n a tte r k a n indtage sin P lad s i Rigsdagen, th i det er, efter m in Mening, galt, a t vi saaledes ere uden R epræ sentation. Vi g a a derm ed Glip af den eneste Lejlighed til a t sige Regjeringen
A) Mødet holdes i A ab en raa d. 6. Okt. T an k en m ødte h e r Mod
stand, navnlig fra D eltagerne fra A abenraa. Jfr. F e stsk rifte t S. 313 f.
2) A ab en raa A m t udgjorde sam m en m ed F lensborg A m t Slesvig 2. Rigsdags-V algkreds.
Sandheden og henlede Verdens O pm æ rksom hed p a a vor Sag.
Boede jeg i H aderslev eller p a a Als, vilde jeg foreslaae a t see a t kom m e p a a det Rene derm ed, og hvis K rüger ikke m ere k a n rejse til Berlin, form aa h am til bestem t a t frasige sig Valget og raad e til a t vælge en anden. Der m aa tte vel dog k u n n e findes en M and til a t overtage denne Post. — F or o s gæ lder det jo k u n om et Navn, der er et k la r t U dtry k .for F olkestem ningen, og for vort Vedkom m ende existerer der ingen bedre C andidat end K r ü g e r ---
J. P. Junggreen til Hiort-Lorenzen. 8. 5. 1878. K. B.
(Ang. en A rtikel i »Dvk.«, der oprindelig v a r bestem t for et an d et P ublik um , bl. a. m ed en Sam m enligning m ellem den danske og den tyske R egerings B ehandling af Sprogsagen. Han
m ener dog, den k an virke som m ere end en Gentagelse).
Jeg ønsker det ikke gjerne optaget i danske Blade før i det m indste 10 a 12 Dage efter, a t det er om sendt. Ellers begynde T yskerne stra k s a t skrige paa, a t det i V irkeligheden er u d g aaet fra K jøbenhavn, og a t jeg k u n giver N avn til,1) og længere nede i Tyskland, hv or m an in te t k jen d er til vore Forhold, k a n dette jo gjerne blive troet, og den m ulige V irkning af det hele derved betydelig svækkes.
Hvis W est havde v æ ret m ed K rüger i Berlin, vilde jeg have send t B ro chu rern e2) til h am og bedt h am dele den om b lan d t Rigsdagsm æ ndene. Nu m aa jeg see a t faa det g jo rt p aa anden Maade, da jeg næ ppe k a n risik ere a t sende dem til K rüger.
H an ku n d e godt tage im od P a k k e n og glem m e a t fordele Ind
holdet, og saa v a r det hele Arbejde jo spildt.
) Det v ar en fra tys/k Side flere Gange frem fø rt P aastan d , at Ju nggreen k u n lagde Navn til sine A rtikler, der i V irkeligheden v a r sk rev et af københavnske Publicister. Dog tog ogsaa tyske B lade AG sta n d -fra denne G isning (jfr. t. Ex. en A rtikel i »H am burger N ach
richten« 8. Aug. 1875, refereret i »Dannevirke« 18. Aug. s. A.).
2) Junggreen h a r sk rev et en lille Pjece, »An das deutsche Volk, von dem N ordschlesw iger J. P. Ju n g g reen in A penrade«, der om sendes til sam tlige tyske F o lk e re p ræ se n ta n te r og Blade.
Breve fra J. P. Junggreen. 185
Jeg vil skrive lidt af og til. Jeg m aa have nogen aandelig Beskæftigelse, n a a r jeg ikke re n t skal synke sam m en.1) Det Tryk, V orherre h a r lagt p a a mig, forekom m er m ig tit a t va?re mere, end jeg k a n bære, og k u n for m ine B ørns Skyld ønsker jeg a t leve. T ræ ngte de ikke til mig, da skulde Døden være m ig velkom m en naarsom helst.
J. P. Junggreen til Møller L. Jacobsen. 26. Aug. 1878. (Privateje).
(Aftale om et Besøg i Brøns Mølle.)
At De sam stem m er m ed m ig i m in B etrag tn in g af den rette Maade a t bekæm pe Socialism en p aa,2) glæ der mig. D esværre k a n m an vel næppe vente, a t M agthaverne ville slaa ind p a a den Vej. De have rim eligvis m est Lyst til a t reform ere alt an d et og nav n lig a t tilbageføre G udsfrygt og gode Sæ der for den lavere Befolkning, m en selv a t blive staaen d e p a a det gam le Stade, og da vil det ikke lykkes.
Ogsaa jeg k unde have Lyst til a t sige de høje H errer Sand
heden p a a en lan g t tydeligere Maade, end jeg gjorde det, men De ved jo selv, hvilke H ensyn m an m aa tage, n a a r m an ikke er beredt p aa h v e rt Øjeblik a t g aa i Fængsel. Ogsaa dertil er jeg villig, n a a r der derved ku nd e u d rettes noget sto rt for Sagen, m en i A lm indelighed tro r jeg dog, a t ogsaa Sagen er bedst tje n t med, a t vi, der arbejde for den efter bedste Evne, sa a vidt m ulig t undg aae dette. Og jeg h a r jo ogsaa H ensyn a t tage til, a t jeg h a r en sto r F am ilie a t ernæ re, der tilsid st m aa tte gaa til Grunde, hvis dette passerede m ig altfor tidt, — — Jeg s k a tte r Dem h ø jt som en æ rlig og retsin d ig Mand, og den Fø
lelse, De h a r af ikke a t være, h v ad De burde, deler jeg i fu ld t Maal med Dem. Lad os haabe, a t V orherre vil dømme os m ildt,
x) Jung g reen havde 18. Nov. 1877 m iste t sin tred ie H ustru, A nna Algreen-Ussing.
2) Ju n g g reen h a r i »Dnv.« 19. 8. 78 sk rev et en A rtikel om So
cialism en og dens Bekæ m pelse i A nledning af det socialdem okratiske P a rtis F rem gang ved Rigsd-agsvalgene. J. tag er A fstand fra Rege
rin g en s T v an g sfo ran staltn in g er og paaviser, a t en af de højere S tæ n
der frem m et gudsfornæ gtende M aterialism e er B aggrunden for So-, cialism ens Vækst.
