Tager vi begrebet s t e d n a v n i videste forstand, h a r der vel v æ ret stednavne til, så længe m ennesket h a r levet. Man h a r fra første fæ rd h a ft bru g for naturb eteg nen de «navne«. Men først n å r vi får en fast bosættelse, k a n der være tale om en fast navneoverlevering. En bys, en bygds geografiske betegnel
ser g ror fast, overleveres fra slæ gt til slægt, føres videre gen
nem tra d itio n og bliver, idet deres betydningsindhold m eget ofte glem mes, lidt efter lid t til egentlige navne, proprier. Hvis tra d itio n en brydes, f. ex. ved erobring, affolkning eller om flyt
ning, k a n et n avn esæ t gå tabt, og isæ r da de naturb etegn end e navne, m ark n av n e og lignende. Det er m in overbevisning, a t u d sk iftn in g stid en noget før og om kring 1800 v a r en m eget k ri
tisk tid for vo rt m arknavnestof. Da gik en sto r m ængde n a tu r- og m ark n av n e i glemmebogen. Før u d sk iftningen kendte bon
den alle landsbyens m ark er, m an havde et sto rt fælleseje og
så i navnestoffet. Men efter u d sk iftnin g en blev den enkeltes ho riso n t m indre, n u havde h an væ sentlig k u n sin egen jord, og h an s sted- og m arknavnestof sv an d t ind. B rud på tra d i
tionen fan d t også jæ vnlig sted ved efterk rigstid ens stæ rke b y t
ten gårde. Den gam le ejer tog sin viden, sit navnestof m ed sig. G ården beholdt vel sit navn, m en m ark ern e lå navnløse hen. Således h a r det vel væ ret alle dage, om end det nok n avnlig er de sidste 200 år, a t tra d itio n sb ru d h a r fundet sted.
Vore m ark n av n e h a r derfor gennem gående et noget yngre præ g end begyggelsesnavnene, og det er re t sjæ ldent, a t vi k an føre n a tu rn a v n en e lan g t tilbage. Dette beror dog m uligvis p å k il
dernes u tilstræ kk eligh ed . K an vi føre et m ark n a v n tilbage til ti
den før u dskiftningen, tø r vi ikke benægte, a t det k a n være lige så gam m elt som bebyggelsen på stedet, hvortil det hører, ja sprogligt k an vi for flere af disse m ark n av n es vedkom m ende
S ø n d erjy llan d s Stednavne. 267
fastslå, a t de h a r lige så æ rvæ rdig en alder som vore æ ldre be- bygggelsenavne. Tager vi f. ex. et m id d elstort sogn som A rrild (III. 63 ff.), h a r vi i »Sønderjyske Stednavne« reg istreret ialt 375 n atu rn av n e, hvoraf de 272 er k en d t i nutiden?) Af disse k a n dog k u n de 65 i skriftlige k ild e r føres tilbage til tiden før ea. 1800, selv om der nok er nogle flere af de resterende 207 (f. ex. navne som Bjellum vej, Odsken, S k arrev o. fl.), som efter deres dannelse og form m å være m eget gam le. — Og om vendt:
fin d er vi i en æ ldre overlevering n æ v n t n a tu r- og m arknavne, e r det ofte n u u m u lig t a t stedfæ ste dem. P å et eller an d et tid s
p u n k t er trad itio n en blevet b rudt, navnene glem t. Af 6 m a rk navne fra U der-B jæ rgum , V ester Vedsted sogn: m ylnæ tofth, breth æ land , k in n in g h sak æ r, albæhøgh, a w æ nningh og b uuth- aker, som næ vnes i en indførelse fra ca. 1300—1320 i Ribe Ol
dem oder, k an vi nu ikke stedfæ ste en eneste. — Hvor tra d itio nen derim od h a r h a ft en stø rre kreds af bæ rere, hvad der i reglen vil være tilfæ ld et for landskabs- og bebyggelsesnavnenes vedkom m ende, idet disse h a r væ ret k en dt ud over den næ rm e
ste egn, vil vi som oftest k u n n e følge navnene så langt tilbage, som vi h a r sk riftlig overlevering.
Før de hjem lige k ild er begynder a t tale, finder vi enkelte danske — og for øvrigt isæ r sønderjyske — stednavne næ vnt i æ ldre f r e m m e d e kilder. Men nogen sam let fortegnelse over disse navne (væsentlig bos klassiske forfattere) h a r vi ikke. I F ö r s t e m a n n : A ltdeutsches N am enbuch (3. udg. 1913
—16) findes en del navne fra Sønderjylland. Folke- og stam m e
navn e h a r vi sam lede i S c h ö n f e i d s W örterbuch der altg er
m anischen Personen- u n d V ölkernam en (1911). Også fra tiden efter a t hjem lige k ild er foreligger, findes en del dansk navn e
stof i frem m ede rejsebeskrivelser, k o rtv æ rk e r og lign. Således nogle navne — derib lan d t T ø n d e r — på et verdensk ort
frem-4) H ertil er clog også m edregnet såd an n e navne, som k u n er a tte s te re t fra den tyske m atrik el.
stillet af den arabiske geograf Idrisi (ca. 1138—54).J) Over n a v nestoffet i de norrøne k ild er (sagaer osv.) h a r vi k u n en u fu ld stæ ndig liste i 12. bind af F o rn m an n a Sögur (1837, p. 258 ff.).
Af de h j e m l i g e k ild er fra M iddelalderen h a r r u n e s t e n e n e så godt som ingen navne (fra S ønderjylland k u n Hedeby). Hovedkilden er vore d i p l o m e r , hvoraf en tid ssv a
rende udgivelse (foreløbig indtil 1340) nu forestår. F oruden ho
vedvæ rket R e p e r t o r i u m D iplom aticum regni Danici m ediæ- valis (1. ræ kke I—IV. 1894 ff; 2. ræ k k e I—VII. 1928 ff., der går til 1513, m en hvortil vi en dnu m eget savner et register) h a r for de sønderjyske navnes vedkom m ende isæ r følgende diplom ud
gaver og brevbogsudgaver interesse: S c h 1 e s w i g-H o l s t e i n - L a u e n b i i r g i s c h o R e g e s t e n u n d U r k u n d e n I—III 1884 ff., en m eget fejlfuld udgave ved H a s s e . — R i b e O l d e m o d e r , et h å n d sk rift (udg. ved Oluf Nielsen, 1869), hvori ad kom stbreve (væsentlig dog i uddrag) for Ribe dom kapitel og bispestol er indført. L ø g u m k l o s t e r b r e v b o g fra 1578 (tryk t i Scriptores R erum D anicaru m VIII. ff., en noget foræ l
det udgave) med afsk rifter af breve vedrørende klostergodset.
D i p l o m a t a r i u m F l e n s b o r g e n s e I—II, en udgave af dokum enter med tilk n y tn in g til Flensborg (udg. af Seidelin 1865 ff.). En sam ling breve (til dels afskrifter) fra H a d e r s l e v d o m k a p i t e l er try k t i A arsberetn. fra G eheim earchivet II. T ilsvarende stof fra senere tid e r k an m an finde i det skriftlige nedslag fra herredstingene, m en desvæ rre er dette jo ikke tilgæ ngeligt. S t e m a n n h a r i sin bog: S c h l e s w i g ’s R e c h t u n d G e r i c h t s v e r f a s s u n g im siebenzehnten J a h rh u n d e rt (1855) givet en lang ræ kk e u d d rag af h e rre d stin g s
protokollerne, m en han h a r om hyggelig u d elad t så godt som alle stedsangivelser; enkelte findes dog, og de burde have væ ret excerperet til SS.2) — Vigtig er selvfølgelig også Kong V a l d e m a r s J o r d e b o g, om end den af sønderjysk stof egentlig k u n giver herreds- og sognenavne. Videre S l e s v i g b i s p e n s
*) N am n och bygd 1931 p. Iff. Jf. Sprog og K u ltu r I. I l l , II. 70.
2) Således forkortes i det flg. »Sønderjyske Stednavne«.
S ø n d erjy llan d s Stednavne. 269
J o r d e b o g fra det 15. årh. (try k t i Scriptores VII. 456 ff. og i Q uellensam m l. der Schlesw ig-H olstein-Lauenburgischen Gesell
sc h aft fü r v aterlän d isch e Gesch. VI).
F ra nyere tid er n o rm a lt M a t r i k l e r n e (med m arkbøger
ne) hovedkilden,1) m en for Sønderjylland er der det særforhold, a t der i det 17. å rh u n d red e ku n h a r fu n d et egentlig m a trik u le rin g sted i de kongerigske dele i »de blandede distrikter« (hvor
for vi k u n h a r m arkbogsstof fra M øgeltønder, Daler, Visby, Em- m erlev, Ballum , R anderup, Mjolden, D østrup, Brede, Abild og Rømø).2) Den såk aldte »Renovirte Landes-M atricul« af 1642 for Slesvig-Holsten v ar jo ikke en m atrik el i egentlig forstand (med opregning af de enkelte ejendom m e osv.). En fuldstæ nd ig m a
trik e l for S ønderjylland fik m an først efter 1864. Den t y s k e m a t r i k e l , m ed gode og nøjagtige k o rt over sam tlige jord er og med angivelse af parcelgræ nserne, blev fæ rdig 1879. Men m an k unde nok ønske, a t navnestoffet, som blev optaget i denne m atrikel, v a r blevet gengivet p å dan sk og ikke i en s tæ rk t for- ty sk e t form.
I m angel af ældre m a trik le r h a r m an da i SS m å tte t u d nytte, hvad der foreligger tilgæ ngeligt af j o r d eb ø g e r fra æ ldre tid, og hvoraf en del er try k t i F. F alk en stjern e og A nna H udes »Sønderjydske Skatte- og Jordebøger«. Men navnestof
fet h er er i virkeligheden re t ringe. Mere udbyttegivende er u d s k i f t n i il g s f o r r e t n i n g e r n e fra slutningen af det 18. å rh u n d red e og lid t ind i det 19. H ovedparten af de ældre n avn eform er i SS — m æ rk et U, B. og L, d. v. s. udskiftnings-, b oniterings- og lan d m ålin g ssag er — er fra disse kilder.
Også i den t o p o g r a f i s k e litte ra tu r fra ældre og nyere tid findes en del navnestof. Således fra det 17. å rh u n d red e på
x) Jf. H jelholt: Den jydske L a n d m aalin g sm atrik el, i S am lin g er til jy d s k H istorie og Topografi 4. R. III. 397 ff. — G unnar K nudsen: De æ ldre danske M atrikler, i F ortid og N utid II. 1 ff. sam t i T id ssk rift for O pm aalings- og M atrikulsvæ sen XII. (1931). — Jf. en k o rt oversigt i Sprog og K u ltu r III. 88 f.
2) Jf, J. L. Mosbech: Nogle M eddelelser om det æ ldre sø n d erjy d ske M atrikulsvæ sen, i T idsskr. for O pm aalings- og M atrikulsvæ sen IX (1922), og: M atrikulsforhold Nord og Syd for K ongeaaen, i Søn
d e r jy d sk M aan ed ssk rift I. 65 ff., 82 ff.
Johannes M e j e r s store k o rta rb ejd e r i C aspar D a n e k - w e r t h s »Newe L andesbeschreibung der zwey H ertzogthüm er Schlesw ich vnd Holstein« (1652; kortene fra årene forud), fra.
det 18. årh. i P o n t o p p i d a n s »Den D anske Atlas« bind VII (1781), og fra det 19. årh. i S c h r ö d e r s (1837), T r a p s (1864}
og O l d e k o p s (1906) topografiske væ rker, for a t næ vne de vig
tigste. H ertil kom m er navne fra k o rtv æ rk e r som J e n s S ø r e n s e n s søkort (fra om kr. 1700), V i d e n s k a b e r n e s S e l s k a b s K o r t (fra omkr. 1800) og G e n e r a l s t a b s k o r t e n e (fra 1857 ff.).
N år vi h ertil føjer stednavneordbogen hos K o k (Det d a n ske Folkesprog i S ønderjylland II. 1867) og de postale stednav nefortegnelser i O r t s c h a . f t s v e r z e i c h n i s 1890 og den danske Po s t a d r e s s e b o g (1921 og flg. udgaver) h a r vi v ist
nok n æ vn t de vigtigste histo risk e kilder.
Til de'tte p å p a p ir eller p ergam ent fæ stnede navnestof kom m er så den l e v e n d e t r a d i t i o n , det endnu kendte n av ne
stof i m und tlig gengivelse p å stedet. Da S tednavneudvalget î 1928 påbegyndte udarb ejdelsen af det store væ rk om Sønder
jy llan d s stednavne, havde det allerede — bl. a. fra arbejdet m ed fordansk nin gen eller re tte re »aftyskningen« af danske sted
navne i de fra T yskland udleverede m atrik elspro tok oller m. m.
— liggende ikke så ganske få in dberetninger fra lokale m ed ar
bejdere — lan d in sp ek tø rer og andre — vedrørende navnestof
fet. Dette m ateriale kom pleteredes nu, og b ortset fra nogle en
kelte sogne i de første h æ fter h a r m an tillige sørget for a t gen
nem føre en fuld stæ n d ig lydskriftoptegnelse af alle n u k en d te stednavne, h vad der i høj g rad øger arbejdets værdi. Dels k a n de lydskrevne navne nem lig anvendes i alm indelige sproglige undersøgelser, og dels gør ud taleangivelserne det m u lig t også for den ikke-stedkendte forsker a t danne sig et skøn om den givne tolknings værdi. Dog m angler h an i SS endnu et vigtig t hjæ lpem iddel: et k o rt — eller i det m indste i texten en steds
beskrivelse. Selv med et så fortræ ffeligt m ateriale, som n u e r frem lag t i SS, er den p riv ate forsker ofte lad e t tem m elig i
S ø n d erjy llan d s Stednavne. 271 stikken. H an vil s e lokaliteten for sig, — for så vidt m an end
nu ved, hvor den er, og h vad den er. H vad er Porsgejl (III. 116), R avnholt (III. 117) og Toftum (III. 119) osv.? E r det lund, krat.
eller hede? H vilken form h a r Pjag-en (III. 116) osv.? I de senere hæ fter af SS synes m an dog også fra red aktio nen s side a t bestræ be sig for a t give korte oplysninger herom . K ortbilag som f. ex. i Schm idt-P etersens Die Orts- u n d F lu rn a m e n Nord- frieslands v a r det vel ikke til a t forlange for så sto rt et om råde.
Så ligger n u hele dette store m ateriale foran os i »S ø n - d e r j y s k e S t e d n a v n e « , foreløbig Tønder og A abenraa am ter, bind III—IV, og i løbet af få å r er hele v æ rket afsluttet.
S t o f f e t er ordnet sognevis. F ø rst anføres bebyggelses
navnene, derefter n atu rnav n en e. Alt i alfabetisk rækkefølge.
I A abenraa a m t og følgende bind h a r m an yderligere delt n a tu rn av n en e, idet de anføres byvis inden for sognet. E fter op
slagsform en følger (om navn et findes) n u tid su d talen , derefter det historiske m ateriale og så en tolkning. De alm indelige sted
navneled, som kom m er igen a tte r og atter, — a ltså isæ r efter- led — skal behandles i et indledningsbind, hvad der udgivel
sesm æ ssigt næ ppe er noget a t sige til, hvorim od anm elderen eller brugeren — indtil dette indledningsbind foreligger — rig tignok er tem m elig h an d icap p et i sit arbejde med stoffet.
» S ø n d e r j y s k e S t e d n a v n e « er a ltså en fu ld stæ n dig h isto risk stednavnefortegnelse eller stednavneordbog, hvor h v e rt enkelt navn er an fø rt på topografisk-alfabetisk plads til
lige m ed en tolkning.
Men hvad så, spørger m an. E r vi derm ed fæ rdig m ed dette em ne? Skal vi sm æ kke bogen i og lade v æ rk et sam le støv i hylden?
Nej!
Først, nu k a n m ate ria le t nyttiggøres — eller dog u dn yttes.
F ø rst n u k a n vi ud fra dette rige stof begynde a t sam le træ k til landets, folkets og sprogets h istorie gennem det m este af et p a r tusinde år. Vi får igennem navnene besked om l a n d e t s udseende og overfladeforhold før og nu, land og vand, terræ
n-form og bevoksning, flora og fauna. F. ex. h a r plantegeografen b rug for stednavnenes vidnesbyrd, — de k an form entlig for ad sk illig e p lan ters vedkom m ende udfylde tid sru m m et m ellem n u tiden og den førhistoriske tid, om hvilken h a n gennem u n d e r
søgelse af aflejrin g er eller ved p o llenanalyser k a n skaffe sig viden. — Stednavnene vid ner videre for os om m e n n e s k e - n e s færd. H vordan de gjorde sig jorden underdanig, ryddede skov og pløjede ager. Hvorledes de byggede g ård og by, torp og kåd. Hvad og hvem m an troede på eller helligede stedet og viet til. Og stednavnene viser os glim t af vore forfæ dres psyke, af deres skønhedsbegreber og deres æ stetiske sans. Hvorledes deres m ere prim itive billeddannende og ab strah eren de evne gav sig ud slag i navneoverførelse — o m tren t som n å r børn, der i leg h a r b id t en brødskorpe til og form et den, k ald er den en h e s t et hoved, en arm osv. — Og til s p r o g e t s historie er sted nav ne
ne i virkeligheden uundvæ rlige. Sprog- og navnestoffet for
tæ ller om land og foik u n d e r tidens gang, a lt hvad der ligger bag ved ordet, n avn et: hvordan lan d et æ ndrede udseende, skove sv an d t og sum pe blev tørlagt, hvordan slæ gt fulgte efter slægt.
Fæ dør, fræ nd er d ø r ---. Men s p r o g e t s e l v o g k æ rnen i d e t s t e d s b u n d n e s p r o g s t o f b l e v b å r e t v i d e r e , selv om også dette er u n d e r u dviklingens lov. Det tjen er os da til o r d g e o g r a f i s k e stu d ier inden for den større sam m en
hæ ng, til d i a l e k t g e o g r a f i s k e afgræ n sn ing er i det m in dre om råde, og gennem de tids- og stedfæ stede navnelag til m ere specielle l y d h i s t o r i s k e undersøgelser.
I følgende afsn it skal vi forsøge a t anlægge sådanne syns
p u n k te r og gennem et overskue se, hvad stoffet kan bringe.
En A fsta a e lse s- o g P r æ s te e n k e p e n s io n s -K o n tr a k t a f M arts 1 7 0 5.
Ved Erh. Q vis tg aard.
Følgende K o n trak t blev op rettet i M arts 1705 m ellem S ognepræ st i Daler, Æ gidius H ansen Gram og Studiosus An
d rea s Wedel, som h a n antog som sin Capellan; den blev for
n y e t d. 9. Aug. 1707 ved S kiftet efter førstnæ vnte og endnu
•engang fornyet i 1709 d. 28. Maj. Alligevel overholdt Hr.
W edel trods venlig E rin d rin g ikke K o ntrakten overfor P ræ ste-
•enken, som v a r hans Svigerm oder, sik k e rt ikke af ond Vilje, m en, som h a n selv siger, »for K aldets R ingheds Skyld«. Da h a n saaledes ikke ku n de overholde den, indsendte h a n 1720 en Klage til Kongen, der henviste Sagen til L ands Lov og Ret.
I den A nledning afholdtes der P ro v ste ret i M øgeltønder Kirke d. 10. Dec. 1720 og flere Gange senere til O rdning af denne Sag, der endelig blev forligt.*)
Da det k a n have sin Interesse a t lære denne K ontrak t a t kende, frem sæ ttes den h er saalydende:
Udi den naadige hel. Trefoldigheds Navn!
S aa som jeg und ersk rev n e p. t. Sognepræ st h e r til Daler M enighed er bleven fo raarsag et en M edhjæ lper i E m bedet til m ig a t antag e og vores naadigste høje Øvrighed og P a tro n her p a a Stedet dertil beskik k et og m ig tilfo rordnet vellæ rde Stu- d iosu m A ndreas W edel m ed h an n em for bedre Rigtigheds Skyld følgende Afskeed og C ontrakt i saa M aader s lu tte t og indgangen.
1. Forbliver ieg self, saalæ nge Jeg lever, Hoved og P a sto r fo r Kaldet, velerm elte m in tilkom m ende M edhjæ lper A djunk- tu s P astor, in dtil h a n m ig efter m in Død succederer.
2. I Henseende d ernæ st herved til vor H uses Conservation
*) Hendes Sag førtes for P ro v steretten af en anden af hendes Svigersønner, R aadm and P eter Giese i Tønder.
18
sam t og næ rm ere Venskab a t stifte saasom A ndreas W edel H u sets Affection høfligen søgt, da efter Guds forsiun e t k æ rlig t Æ gteløfte er slu tte t m ellem h am og vor ældste k æ re D atter A nna C athrina, hvortil Gud give Lykke og Velsignelse.
3. P ræ stegaarden, bestaaende in alles udi 68 fag m ed Sals- og L adehuse og hv ad Navn det have k an d betaler A ndreas W e
del og a n n am m er efter indbyrdes venlig forening for den Sum m a 700 SI. dl. siger Syv H undrede Slette Daler, hvorim od e fter m in Død de and re 2 Søstre A nna og A nna-M argrethe skal for
lods af m ine efterladte M idler og Bohave ske fuld Vederlag og fornøjelse.
4. Vi Foræ ldre, sa a længe vi leve, sta a for Avling og H ushold
ning og im id lertid svare til de expenser som til P ræ steg a a rd en vedlige a t holde, kgl. Skatter, sam t hvis andre U dgifter dagli
gen ved Oekonom ien plejer a t forefalde. De unge Folk sa a læ n ge leve med os in com m uni eller fællig, A ndreas W edel im id
lertid gør Tjeneste og M edhjælp og nyder af K aldets In d k o m st fra den Tid h a n Præ dikeem bedet betræ der, saa længe h a n e r ene og ugift, 50 Sid., siger h alftresin d styv e Slette Daler. Men n a a r h a n og m in D atter kom m e i Æ gteskab, den 3. Deel af a lt K aldets Indkom st og im idlertid beholde til H usvæ relse de to Nør-Kamre, hvilke m in H u stru ligeledes efter m in Død skal nyde til sine H usvæ relser.
5. N aar Gud efter sin naadige Villie giør Skilsm isse og een af os foræ ldre bortkalder, afstaas og overlades H uusholdningen og A vlingen til vores tilkom m ende Svigersøn og D aatter. Min H u stru til Ophold hendes L ivstid n y d er til Pension og A fgift aarlig efterfølgende: Udi ree n t Korn 5 Tønder Rug, 5 T ø n d er Malt, 2 T ønder Frem -Byg til Gryn, af de 3 Ofre om A aret a f hver 4 Rigsdi., som er 12 Rigsdi., af Sm ørbyrd 2 O ttendedele og Koe a t holde hende p a a Græs og Foder, hvorm ed saaledis skal forholdes, a t aid den S tund m in H u stru holder sin egen K ost m aa h u n aarlig hver Valborgs Dag og hver A llehelgensdag u d vælge p a a h an s Stald, hvilken Koe hende selv behager; 1 feed Svin og 4 feede Giæs. 4 Rdl. til et Slagte-Nød, V interfoder til 4
A fstaaelses- og P ræ steenkepensions-K ontrakt. 275
F aar, 6 Læs Klyne Tørv og 8 Læs Brænde. Alt dette foresk rev ne lover jeg A ndreas W edel til velerm elte M arina Hr. Æ gidii udi rette Tide aarlig a t levere og tilkom m e lade. Men skulde det s a a p a a begge Sider behage p a a Kosten og H usholdningen hos os a t blive, da m odereres Pensionen dog sa a vidt, a t K ornet af Rug og M alt sam t og det K vantum af Penge i Offeret bliver ved Magt, a t h u n det a a rlig h av er a t nyde til anden F rem tarv, det an d e t a t falde og efterlades. Skulde i det øvrige Tiderne sig fo ran d re og T ilstan d en saaledes, a t M arine, Hr. Æ gidii blev til Sinds udi Tønder eller an d et Sted sig a t nedsæ tte, skal hende den foreskrevne A ftægt did rig tig leveres h v e rt Aar, saalænge h u n lever uden hvis som bekvem lig ikke tilføres kan, saa- som foderet og Brændsel, derfor hende udi Penge a t fornøje efter Billighed og desforuden 4 Rdl. til H jælp til H usleje sam m e steds aarlig.
6. Skulde det endelig efter Guds Vilje være, a t Jeg Hr. Æ gi- dius m in H u stru skulde efterleve, da m ig foruden Kosten, den halve Deel af K aldets Ind k o m ster visse og uvisse a t tilkom m e, s a a længe det da k und e være. Dette, som n u saaledes venligen m ellem os a fta lt og forskrevet er, oprigtelig og ubrødelig i alle sine P u n k te r af os skulle holdes og efterleves uden ringeste Exception og Indvending have vi med vore egne H æ nder i denne C ontrakt u n d ersk rev et og vore sæ dvanlige Signeter hos trø k t venligen og om bedet Velærværdige, m eget hæ derlige og vellæ rde M and Hr. Daniel Blechingberg og Hr. P ed er Æ gidii D ahier m ed os til V itterlighed som overvæ rende at u n d erskrive og forsegle. Og eftersom behørig P a p ir ikke nu var ved H aan
den love vi n æ rvæ rende C ontrakt, n a a r Behov giøres og begæ
res derp aa beskreven at give.
A ctum D aler P ræ steg aard , M artii 1705.
Denne K o n trak t blev i a lt v æ sentligt fornyet m ellem Hr.
And. W edel og han s Svigerm oder d. 28. Maj 1709. Dog lover h an n u ogsaa a t forskaffe sin kæ re Svigerm oder en hæ derlig B egra
velse til Gengæld for noget, h u n eftergav ham , og s lu tte r den m ed disse Ord: »Og skal herm ed al Stridighed m ellem os
gan-/«<?*
ske og aldeles være ophæ vet og vi saaledes m ed h in an d en os h erefter forholder som det k a n være Gud og vore gode V enner til Glæde og V elbehagelighed og os selv til en god S am vittig
hed.« (Deres U nderskrifter.)
Trods dette højtidelige Løfte h a r der sik k e rt stadig væ ret U overensstem m elser for ikke a t sige S trid m ellem dem, th i i A aret 1713 m aatte Biskop Oksen i Ribe igen forlige dem p a a o m tren t de sam m e V ilkaar som tidligere og slu tte r F orliget med sam m e højtidelige F o rsik rin g om a t behandle h inanden med al christelig og svogerlig K æ rlighed og Æ rvillighed i Frem tiden.
Da P rov st And. W edel frem deles ikke overholdt K o n trak ten og h an s Gæld til E nken voxede, kom Sagen efter Kongens Befaling p aa G rund af gensidig Klage herover for P ro v steretten 1720, som foran næ vnt, og blev endelig forligt saaledes, a t P rov st W edel blev døm t til foruden Sagens O m kostninger a t betale sin Svigerm oder ia lt 1530 Rdl., hvortil h an s Gæld igen
nem A arene efterhaand en v a r løbet op foruden enkelte m in dre Ydelser.
Igen denne Gang blev Sagen forligt.
H erm ed synes denne pinlige S trid endelig a t være kom m et ud af Verden, der høres i al Fald ikke m ere til den, m en om al S trid derfor m ellem dem er endt, er et Spørgsm aal.