Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK

Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.

Slægtsforskernes Bibliotek:

http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere:

www.slaegtogdata.dk

Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.

Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug.

H I E L M S T I E R N E R O S E N C R O N E S K E

ST IFT E L SE

STIFTELSE

DEN GREVELIGE

H IE L M S T IE R N E R O SE N C R O N E SK E

STIFTELSE

E T H I S T O R I S K T I L B A G E B L I K

AF

EILER NYSTRØM

U D G IV E T P A A D IR E K T IO N E N S F O R A N S T A L T N IN G

G Y L D E N D A L S K E B O G H A N D E L - N O R D ISK FORLAG

K Ø B E N H A V N 1925

REPRODUKTIONS-ATELIER LYSTRYKKENE HOS PACHT & CRONES EFTF.

INDHOLD

SIDE

S T IF T E R E OG T I L B L I V E L S E ... 1 FU N D A T SE R OG T E S T A M E N T A R IS K E D IS P O S IT IO N E R . . 163 S T IF T E L S E N S V IR K S O M H E D ... 333 S T IF T E L S E N S E M B E D S M Æ N D ... 505 H E N V IS N IN G E R OG R E G IS T E R ... 511

I

I

det attende A arh u n dred es K ø b en h a v n v a r den B ydel, der rundede Slotsholm en hinsides H øjbro, en tra v l M yretue, et B ræ ndpun kt fo r Stadens borgerlige L iv og V irke. T æ t ved Stranden la a flere a f B yens største G æ stgivergaarde, bl. a. K ræ m m erk o m p agn iets G aard og F or­

tunen, det senere H otel R oyal. B ag disse G aarde løftede sig N icolai K irk es høje Spir o p o ver et G ad ev irvar, der fra K irk en s Fod til den ene Side strakte sig o v e r m od K an alen langs B rem erh olm og h er m est bestod a f B aad sm an d sbod er og S m aagaard e, og til den anden Side udfoldede sig i et trangt og tæ tb y g g et K v a rte r der, h v o r H øjbroplads nu giver aab en t U d syn m od A m a g e rto rv og K øb m agergad e. H er laa la v e B orgerhuse, m indre H an delsgaarde og V in stu er ned langs H øjb rostræ d e sam t Store og L ille Fæ rgestræ d e, G ad er der fo rsv an d t ved Branden 1795, da hele dette K v a rte r ra se­

redes; endnu findes H usenes G rundsten tæ t under T o rvets Jordsm on. V e st fo r H øjbro, langs K analgaden, der nu k a l­

des »Gam m el Strand«, la a derim od en R æ kke m ere state­

lige K øb m an d sgaard e, m ed sm alle F a ca d er m od Stranden, m en til G engæ ld m ed d y b e G runde og Baghuse helt ud m od L æ d erstræ d e; de m indede fjernt om T ysk eb ry g gen s K ø b m an d sgaard e i Bergen. D en store offentlige V ejerbod, der til ind i det nittende A arh u n dred e afsluttede G aden og lu kk ed e fo r Udsigten til A ssistenshusets Sidefløj, v a r et V idne m ere om , at h er paa disse K an ter h av d e Stadens K ø b m æ n d til Huse.

I en a f disse G aarde, den hvis Grund løb langs m ed den læ ngst forsvundne »Nissegang«, en G yd e eller Sm øge, der forb an d t L æ d erstræ d e m ed Stranden, boede ved Tiden om-

l*

kring K ø b en h avn s Ildebran d 1728 en islandsk K øb m an d ved N avn N ie ls H en d r ik sen . G aarden b a r Præ get a f solid V e l­

stand: M od Stranden et tre Etages Stenhus, sm alt m en dybt, m ed h v æ lv e t K æ ld er, høj Sandstenstrappe fra G aden, o ver F acad en en F rontespice i gotisk Stil m ed S an d sten sp ryd el­

ser og Sandstensgesim ser under V induerne. L an gs N isse­

gangen laa Sidehuse a f M ur og Egebindinger, ud m od L æ d e r­

stræ d e et Stenhus a f noget m indre D im ensioner end G a a r­

dens H oved bygn in g m od S tran d en 1). O g den sam m e solide V elstan d præ ged e H usets Ejer. En anset M and v a r han til­

lige, K irk ev æ rg e og R aadm and i Staden, en M and, til hvis O m gangskreds ik k e blot hørte B yens velstaaen d e B orger­

slæ gter, m en ogsaa Intelligensens M ænd.

R aadm and H endriksen v a r den G ang en M and m idt i H a lv ­ tredserne. H an m aa v æ re født om kring 1672 og v a r rim e­

ligvis a f jæ v n H erkom st. En B roder til h am v a r S k ræ d e r2).

V e d egen Energi og V indskibeligh ed h a v d e han sk ab t sin an­

sete Stilling og u tvivlso m t øget sin V elstan d ved G ifterm aal.

O prindelig h a v d e han h aft sin G aard i L ille F æ rgestræ de, i det tæ tb ygged e S m aa m a n d sk v a rter ved N icolai K irk e, h v o r h an under beskedne F orhold leved e m ed sin første H ustru, A nna Augusta, D atter a f R egim en tskvarterm ester A ugustus Brandt. Sine P ak k æ ld re h av d e han da i Saltkom p agniets G aard. H ustruen døde under Pesten 1711, ligeledes hendes M oder, der b oede i H uset hos S v igersøn n en 3). A a re t efter æ gtede han A gnete Birgitte Finckenhagen, endnu en purung Pige, født 1693, m edens N iels H endriksen allerede v a r op m od de F yrre. H un h ørte h jem m e i K v a rte rets velstaaen d e B orgersk ab: Faderen, Joh an Finckenhagen, v a r in d van d ret fra Eisleben og h av d e nedsat sig i A d m iralgad e som U rte­

kræ m m er. V e d dette G ifterm aal b le v N iels H endriksen S v o ­ ger til Johan Fin ckenh agen d. y. (1694-1778), senere Etats- ra a d , D irek tø r ved V ajsen h u set og S e k re tæ r i M issions-

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 5 kollegiet. O gsaa han v a r indgiftet i de islandske K øb m æ n d s eksklu sive K reds, m ed en D atter a f N iels R iegelsen1).

N iels H endriksen h av d e 17. N ovbr. 1704 taget B o rg e rsk ab 2).

Island v a r den Gang, som G rønland nu, et lu kk et Land, kun M oderlandets egne K ø b m æ n d fik A dgang til at drive H andel paa den vid tstrakte 0 — en Ordning, der vel til D els v a r begrundet i Indbyggernes eget T arv, m en ogsaa h av d e et finansielt Ø jem ed. Staten udbød nem lig H avnenes Besejling, og de islandske K ø b m æ n d m aatte erlæ gge store Forpagtningsafgifter; der v a r baade »Slagterhavne« og »Fi­

skerhavne«, h v o rfra der udførtes K ød og H uder, F iske­

prod u kter og Tran. Til G engæ ld fo rsyn ed e de islandske K øb m æ n d den indfødte Befolkning m ed Industrivarer.

I en lang A a rræ k k e v a r Niels H endriksen Forpagter a f R ødefjord (Reiöarfiorör), en a f Ø stkysten s Slagterhavne. Den h av d e ved B egyndelsen a f A arh u n dred et v æ re t bortfor- pagtet til K øbm an d en Peter W ielan dt, h vis Enke overlod den til Niels H endriksen og en M edinteressent, m en efter at M argrete W ielan d t v a r død 1711, opstod der Tvistigheder m ellem Interessenterne og hendes A rvinger, h vorib lan d t den bekendte L ittera t og B o gtry k k er Joach im W ielan dt. Siden forpagtede N iels H endriksen R ødefjord alene og betalte en m eget betyd elig aarlig Afgift, der om kring 1725 beløb sig til 1170 Rdr. K roner. D et v a r kun fa a a f de islandske K ø b ­ m æ nd, der saaledes helt og alene tog Forpagtningen a f en H avn paa sig. Thi vel v a r den islandske H andel en ind­

bringende K øb m an d sfæ rd , fri fo r K on ku rren ce, n a a r først Forpagtningen v a r i Stand, m en den v a r ogsaa til T ider fo r­

bunden m ed en betyd elig Risiko — navnlig under den store n ordiske Krig, da sven ske K ap ere laa p aa L u r efter de rigt ladede islandske K øbm an dsskibe. G anske vist bevilgede K o n ­ gen jæ v n lig K on voj, m en A d m iralitetet h av d e andet Brug for sine O rlogsm æ nd i de urolige T id er end at hjæ lp e K ø b m æ n -

dene m ed at bjerge deres G evinst hjem ; i 1712-13 m aatte de islandske K ø b m æ n d s F laade o vervin tre i N orge, fordi K o n vo jen pludselig b le v tru kken tilbage og fik O rdre til at gaa til Eskadren. D e u sik re F orh old under K rigen skabte im idlertid Sam m en h old inden fo r de islandske K ø b m æ n d s lille K reds. Siden (i 1733) sluttede de sig alle sam m en i et S o cietet og fik kgl. O ktroj p aa sam tlige H avn e fo r et T ids­

rum a f ti A a r og m od en sam let A fgift; N iels H endriksen h ørte allered e da til deres æ ldste, og inden sin D ød stod han i Spidsen fo r S o c ie te te t1).

H an delen p aa Island gjorde N iels H endriksen til en vel- staaen d e M and. I 1743, fa a A a r fø r sin D ød, opgjorde han sin F orm ue til 44700 Rdr. og v a r saaled es den største S katte­

y d e r i hele Strand K v a rte r; den bekendte Storhandelsm an d Joost van H em ert og H uset M ichael Fabritius et W e v e r ansloges kun til 40000 Rdr. h v e r 2). A llered e 1729 (ved K ø b e ­ k o n tra k t a f 8. O ktbr. og Skøde a f 12. N ovbr.) h a v d e han a f sin H ustrus Slæ gtning K an celliraad N iels Fuglede fa a et H o ved gaard en V e ste rb y g a a rd et Par M il S y d ø st fo r K al- lundborg overdraget. D et v a r en b etyd elig Ejendom m ed et m æ gtigt Tilliggende og vidtløftigt Bøndergods, ialt o v e r 556 Tdr. H artk o rn A ger og Eng sam t T iender og S k o vsk yld . Jordløse og Bjergsted K irk er hørte den G ang til G a a rd e n 3).

H ans H usstand i K ø b en h avn v a r efter D atidens Forhold ik k e o v e rv æ ttes stor; i 1720 holdt han en P ræ cep to r fo r sine Børn, en K arl, en K u sk og to Piger, i 1743 h a v d e han H aan d skriver, T jener og K u sk foruden H usets tre T jeneste­

p ig er4).

Blandt sine M edborgere v a r N iels H endriksen en anset M and. I 1717 v a r han bleven V æ rg e for N icolai K irk e og v a r i denne Stilling v irk so m og interesseret; ikke blot bragte han K irk en s Pengesager p aa Fode, m en tog sig ogsaa a f en K irk ev æ rg es m ere dagligdags Forretninger. Og efterh aan den

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 7 opnaaede han de Tillidsposter, der i Reglen tilfaldt Stadens velstaaen d e B orgere — Poster, der v e l v a r hæ derfulde, m en ikke altid lige stæ rk t eftertragtede, da de k ræ v ed e Tid og A rb ejd e; ikke uden Grund b a r de N avn a f »borgerligt Tynge«.

I 1719 b lev N iels H endriksen optaget blandt B yen s 32 M æ nd og v a r 1725 deres Form and; K irk e- og S ko lesager syn es navnlig at h a v e ligget h am p aa Sinde — i h v ert Fald h av d e han ca. 1720 at gøre m ed Frue Skoles B ygn in gsfo rh o ld 1).

I 1721 b lev han ogsaa K u ra to r fo r V ajsen huset, i 1725 M ed­

lem a f B ran dkom m issionen , i 1727 R aadm and.

D enne sidste Post h a v d e han selv attraaet, thi uden Æ r ­ gerrighed v a r han ikke. »Jeg h a v e r nu,« sk re v han i sin Ansøgning d erom til K ongen, »paa niende A a r v æ re t V æ rg e fo r St. N icolai K irk e og saaled es fo restaaet den, at da K ir­

ken ved dette m it E m bedes T iltræ delse v a r m ere end i 10000 Rdrs G æ ld, som b lev forrentet, er den Sum m a ikke nu alleneste næ sten b leven betalt, m ens endog K irk en s Ind­

ko m ster i m in Tid udi m ange Poster ved de a f m ig gjorte A n stalter og Forslag, som alt a f høj- og velæ d le M agistraten er bleven approberede, anselig b leven form eret. D esforuden h a v er je g p aataget m ig Anno 1721 at v æ re K u ra to r fo r det Kgl. V aj senhus, h v ilket kristelige V æ rk e s B egyndelse alleneste bier efter Eders Kgl. M ajestæ ts allernaadigste Resolution og Befaling, da det visselig vil behøve, allerm est i Begyndelsen, en idelig og flittig Tilsyn.« V ajsen h u set v a r nem lig oprettet 1720, m en traadte fø rst i V irk so m h ed 7 A a r efter; Niels H endriksen sam m en m ed A b ra h a m K lø c h e r og N icolai B ur­

m ester v a r bleven dets første K u ratorer, et H verv, Niels H endriksen først frasagd e sig 1732. A lle tre v a r S torkøbm æ n d m ed ansete N avne, og de saa kun nødigt, at der kn ytted es større H an d elsvirksom h ed til V ajsenhuset, saaled es som det oprindelig v a r bestem t, næ ppe saa m eget a f H en syn til den Risiko, Institutionen d erved kunde udsæ ttes for, som for

ikke at gaa det private Initiativ for næ r. M en p aa sin M aade tog N iels H endriksen sig ellers m ed lige Iv e r a f sit H v e rv som K irk ev æ rg e og som V ajsen h u s-K u rato r; han ønskede at tage den G læ de m ed i sin G rav, sk re v han, at h a v e hjulpet sin Sognekirke ud a f dens G æ ld og at se V aj senhuset, »i sig selv saa gudelig et V æ rk«, »i ønskelig Stand og Fuldkom m enhed«. Og K ongen belønnede h am m ed Bestalling som R aadm and den 14. Juli 1727 9-

Til denne offentlige V irk so m h ed kom andre H verv, som N iels H endriksen fik b etroet og som kunde v æ re byrd efu ld e nok. E fter V ib o rgs B rand 1726 p aalagd es det Indbyggerne i begge Riger at bidrage til K irk ern es og de offentlige B y g ­ ningers G enopførelse, og til at indkassere alle disse Bidrag b lev udset to islandske K ø b m æ n d i K øben h avn . K ø b m æ n ­ dene, der handlede p aa Island, h av d e væ rdifu ld e Privilegier, h v a d der gjorde det rim eligt at p aalæ gge dem borgerlige O m bud a f denne Art, og det v a r tillige F olk a f grundfæ stet V elstan d, som m an kunde betro de m ange Penge. Til at in d kassere Bidragene fra N orge kom m ittered es Jens Lassen, m edens Indkræ vnin gen fo r D an m arks V ed ko m m en d e p a a ­ lagdes N iels H endriksen. H an m aatte i Sandhed udvise »al Flid og N idkærhed« ved »dette til Guds Æ r e sigtende V æ rk«, som det hed i det kgl. B rev, thi det b lev et m eget vidtløftigt og b yrd efu ld t H v e r v 2). D a K om m issionen v e l v a r besørget og Pengene indbetalt, h a v d e han endda stort B esv æ r m ed at fa a K vittering. Revisionen b lev stadig udskudt, rim eligvis p aa Grund a f den afskedigede O ve rse k re tæ r M øinichens U regelm æ ssigh eder. N iels H endriksen, der nu v a r begyn dt at blive en gam m el M and, vidste, h v o r farlig en Sag det v a r ikke at kunne p ræ stere K vitterin g fo r den A rt offent­

lige Penge. Faldt han bort, m aatte det befrygtes, at Rente­

k am m eret — der h av d e et eget p raktisk Blik p aa Penge­

sager og tog M idlerne, h v o r de v a r til Stede — vilde gøre

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 9

(K o b b erstik )

Fordringen gæ ldende i hans Bo, uanset h v o r de begaaede U regelm æ ssigh eder laa. Endelig i 1737, efter ti A ars Forløb, ly k k e d e s det N iels H endriksen og A rvin gern e efter Jens L as-

sen (som i M ellem tiden v a r død) at faa K vitterin g fo r deres In d b etalin ger1).

A f de foreliggende spredte E fterretninger om N iels Hen- driksen fa a r m an i det hele In d tryk a f en M and, der ikke blot m ed v aagen Interesse fulgte D atidens offentlige L iv, m en h eller ik k e personlig sk yed e nogen M øje fo r at tjene det Sam fund, han tilhørte. Ø jensynlig v a r der O pdrift i M an­

den, Tran g til at gøre sig gæ ldende, og næ ppe alene a f H en­

syn til den y d re A nerkendelse — skønt h eller ikke den ude­

blev. Efter at Politi- og K o m m ercek o llegiet v a r o p h æ vet ved Forordn, a f 5. Jan. 1731 og Forretningerne henlagt under M agistraten, fik sam tlige Stadens Raadm æ nd, ogsaa Niels H endriksen, Titel a f K o m m e rce ra a d e r; i 1737 b lev han K an- celliraad, i 1739 Justitsraad. Endelig 6. Septbr. 1743 b lev Niels H endriksen B orgm ester i K øb en h avn . H an v a r paa det Tids­

punkt næ ppe m ere b e sv æ ret a f sine K øbm an d sforretn in ger og ønskede kun at anvende Resten a f sine D age saaledes,

»at det m aatte v æ re D eres Kongl. M ajestæ t til Fornøjelse, item Staden og det alm indelige Bedste til Fordel«2). M en der v a r da kun levn et ham en k ort L evestu n d : N atten m ellem den 8. og 9. O kto b er 1745 døde han i K øben h avn .

N iels H endriksen h av d e Børn a f begge Æ g tesk a b er. H ans Søn m ed den første K one, Augustus, v a r ved M oderens D ød et treaars Barn. D et er karakteristisk , at Faderen paa dette T idspunkt k ald er h am A ugustus N ielsen — giver ham et P atron ym ikon til E ftern avn — , h vilk et ty d e r paa, at Niels H endriksen endnu v a r en Sm aam and, der fulgte jæ v n e B orger­

folks Skik, m edens han en h alv Snes A a r efter n æ vn er Søn­

nen som A ugustus H endriksen — m ed sit eget E ftern avn som S læ g tsn a vn 3). Æ g te sk a b e t m ed Jfr. Fin ckenhagen h a r øjen­

synlig bragt h am M idler, som han h a r fo rsta a et at fo rvalte og som h ar hjulpet h am op ad Sam fundsstigens første v a n ­ skelige Trin. A ugustus H endriksen b lev holdt til Studierne,

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 11 og Faderen fik ham 1725 optaget i Sorø S kole m ed fri In­

form ation og Beneficium . 1728 b lev han Student, tog teolo­

gisk A ttestats 1730, v a r d erefter udenlands i tre A a r og fik P ræ stek ald i 1738. H an døde som Sogn epræ st i Idestrup paa F alster 1770.

Sønnen a f andet Æ g te sk a b v a r den senere H enrik H ielm ­ stierne, hvis L iv og S kæ b n e sk al fo rtæ lles i det følgende.

H e n r ik H e n r ik se n * , som han oprindelig hed, kom til V e r ­ den N y ta arsd ag 1715 og opdroges under de gunstigst m ulige Forhold. U nder O p væ ksten i Faderens H us b lev hans O p­

læ ring og U ddannelse »tilset« a f Folk som H ans G ram og A n d reas H ojer, m edens hans daglige U ndervisning lededes a f H uslæ rere, bl. a. Chr. L an g em a ch L eth og Peder H olm . D et v a r M ænd, hvis N avn e h a v d e — eller skulde fa a — god K lan g i det offentlige L iv. G ram og H ojer h a v d e alle­

rede grundlagt og b efæ stet deres A nseelse, G ram v a r V en a f Raadm and H endriksens velstaaen d e Hus, H ojer h avd e sin Bolig i hans G aard, i Fløjen ud m od L æ d erstræ d e. L eth og H olm v a r yn gre M æ nd, der fristede L iv e t ved H u slæ rer­

gerning, m en siden begge b lev teologiske P rofessorer, — L eth en b etyden de og karak teristisk Skikkelse inden fo r Pieti­

sternes K reds, H olm en m ere bred end d yb Personlighed, der dog forstod at sæ tte Præ g p aa L iv e t inden fo r U n iver­

sitetets M ure, h v o r hans Redelighed og Retsind v a r kendt og agtet. H olm v a r i sin L æ rlin gs B arn eaar A lum nus paa V alk en d o rffs K ollegium , m en b lev efter Ildebranden ind­

k v a rte ret i R aadm and H endriksens H u s 1).

S ytten A a r gam m el b lev den unge H enriksen efter offent­

lig O verh ørin g in d skreven som Student (1732). H ans Privat- p ræ ce p to r v a r Gram . L igeso m H alvb ro d eren gav han sig til at studere T eologi og tog A ttestats 1736. U niversitetet

* M e d e n s F a d e re n sk rev sig H e n d rik sen (m ed d), sk rev S ø n n e n , før h a n adledes, sig altid H e n rik sen (u d en d).

v a r p aa hin Tid ganske o vervejen d e en Præ steskole, og de Studenter, der ønskede at underkaste sig E m bedseksam en, v a r henvist til Teologien. Men H enrik H enriksens Hu stod ikke til at blive Præst, hans Interesse laa p aa andre Om- ra ad e r og hans Æ rg errig h ed gik i anden Retning. Skønt K æ rligh ed en til historisk Syssel, til at sam le B øger og M a­

n uskripter v a r v a k t i H jem m et a f den K reds, der stod G ram næ r, og op gennem A aren e skulde sæ tte saa d yb t et Præ g p aa hans V irksom h ed , v a r dog E m bedsvejen eller den diplo­

m atiske L ø b eb an e det p raktiske L iv sm aal, han stræ bte mod.

Foruden H ojer boede den senere G en eralau d itør i N orge Carl von der Schulen borg en Tid i Faderens H us og bidrog lige­

ledes til at lede ham ind paa den V ej, han kom til at gaa.

Thi ogsaa S ch u len borg h av d e historiske Interesser, v a r S am ­ ler og Bogelsker, en M ellem ting m ellem E m bedsm and og L æ rd .

D a H enrik H enriksen b lev Student, v a r det ju rid iske Stu­

dium endnu ikke organ iseret ved U niversitetet, det skete først 1734 ved H ojers U d n æ vn else til Professor og den der­

efter følgende Ordning i 1736, da den ju rid iske E m beds­

eksam en indstiftedes. V ord en d e E m bedsm æ nd eller P ro k u ra ­ to rer m aatte søge deres U ddannelse i K ollegiern es K o n to rer eller hos Retsbetjente ude i Lan det, og den unge H enriksen fulgte denne V ej, m en v a r sam tidig en flittig T ilh ører ved H ojers Forelæ sninger, efter at denne v a r tiltraadt som U ni­

versitetslæ rer. V ed sine gode F orbindelser og sin Faders V elstand, der ikke gjorde det nødigt at se p aa Indtægten, ly k k e d e s det h am i sit 23. A a r at kom m e ind i D an ske K an celli. »Da je g ej alene,« sk re v han i sin Ansøgning til K ongen a f 3. Maj 1738, »har fra m in U ngdom op m ed største Flid lagt m ig efter Studerin ger og p aa det da næ sten alene brugelige studium theologicum , saa jeg i alle exam inibus, endog theologicis, h ar fa a et den bedste K a ra k te r a f de for-

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 13 ordnede exam inatoribus, m en m it H ovedstudium p aa nogen Tid h a r v æ re t studium juris, og je g fo r at fa a desto bedre fundam enta deri h a r p aa et Par A a r frek ven teret og frem ­ deles agter at frek ven tere E tatsraad H ojers K ollegier, saa je g h a a b e r endog deri at p ræ stere noget, om je g kunde finde L ejligh ed at bruges til et eller andet publique A r ­ bejde, h v o rv ed je g kunde fa a den Rutine, som m ig fattes«;

p aa det han m aatte n aa dette forøn sked e M aal og finde F orhaabning om vid ere N aade i Frem tiden, bed er han da om at m aatte blive antaget blandt S ekretæ rern es T a l og faa L o v til at arbejde, h v o r hans Tjeneste ik k e vil v æ re helt unyttig, enten i K an celliet, ved G eneral-K irkeinspektionen eller ved Lovbogs-R evision en , og lo v e r at forrette h v a d han sæ ttes til uden noget V ed erlag, »saa læ nge m ig intet orden t­

ligt A rb ejd e m aatte vo rd e betroet«. H an ønskede altsaa at b live K a n cellisek retæ r uden L øn , og dette Ø nske fik han om gaaen de opfyldt; 9. Maj fik han B estallin g1).

Tidlig h av d e han fø lt T ran g til at give sig i L a g m ed historiske Studier og søgt at gøre sig gæ ldende ved historisk F orfatterskab. C. F. J aco b i fo rtæ ller i den M indetale, han hold t o v e r h am i V id en skab ern es Selskab 17802), at hans første F orsøg i den Retning v a r et ak ad em isk Skrift fra hans tidligste Stu d en teraar om Serviu s Tullius. D e antikke E m ner fo rlo d han dog hurtigt og vendte sig til Fæ drelandets H istorie. H ojers og Sch u len borgs Bogsam linger, den sidstes m ange sjæ ldne B øger og O ldsager, h av d e han uhindret A d ­ gang til og h er tilbragte han sin Fritid; G ram og M øllm ann g a v den unge K u n d sk a b sd y rk e r A dgan g til det kgl. B iblio­

tek — h v ilk et den G ang v a r en Gunst, ik k e en Ret, en h ver kunde opnaa — og han sluttede tidligt V en sk ab m ed Jac.

L an geb ek. H ans æ ldste b evared e B reve er til L an gebek, og Begejstringen fo r det historiske Studium ly s e r um iddelbart frem m ellem Linjerne. D e to V en n er u d vek sler deres ny-

fundne A k ts ty k k e r ligesom unge Piger la a n er hinanden sp æ n ­ dende Rom aner. »M onsieur kan v æ re fo rsik ret paa,« sk river h an 1736, »at h v a d som fo rek o m m er mig, der p aa nogen M aad e kan v æ re rem a rq v a b elt eller cu riøst fornem m elig i F æ dern elan dets H istorie, skal m ed største B eredvillighed blive H am kom m uniceret«, og han er »forvisset om , at M onsieur er saa god og b liver ved, som H an h a r begyndt, og m ed d eler m ig h v a d H an siden kan h a v e fa a et eller h er­

efter faar« 1).

M øntvidenskaben v a r stæ rk t p aa M ode, og S ek re tæ r H en­

riksen b lev sn art en kyn d ig M and p aa dette O m raade.

A a re t efter hans U d n æ vn else til K a n cellisek retæ r overd rog J. L. H olstein h am at bistaa den K om m ission , som paa K ristian den Sjettes Befaling i M aj 1739 nedsattes fo r at sam le de i forskellige Sam lin ger hengem te M ønter og Me- d ailler og danne et kongeligt M øntkabinet. Jaco b i fortæ ller, at h an skilte sig sm ukt ved H v e rv e t og i L ø b e t a f k o rt Tid fik ud arbejd et en m æ gtig 3 B inds-Beskrivelse o v er S am ­ lingens danske Bestanddele. A t h an fo rfatted e et In ven ta­

rium og at dette A rb ejd e en Tid lang sy sselsatte ham , er sikkert. »Jeg le v e r som i en Ørken,« sk riv e r han i Aug. 1739 til L an geb ek, »hvor et M onstrum m ød er m ig efter det andet, je g m ener de m onstrøse Figurer, som je g m a a drages m ed p aa en D el a f de gam le M ønter; det er et sv a rt A rbejde, gid je g kunde ko m m e d erfra — m an p lejer ellers at sige:

m ed h ele Øren,* m en je g vil sige m ed hele Øjne«2). H an v e d ­ b lev dog, o gsaa siden hen, at v æ re en stæ rk t interesseret og kyn d ig M øntkender ligesom sine sam tidige, L an g eb ek og L u xd orp h .

O gsaa andre historiske A rb ejd er sysled e han m ed i denne Periode a f sit L iv . H an p aab egyn d te et A rb ejd e om sjæ ldne danske B øger ledsaget a f F orfatternes P ortræ tter og L ev -

* N em lig om F o rb ry d e re , so m fik Ø ren e sk a a re t af.

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 15 nedsløb, »oplyst a f M anuskripter«; et andet A rb ejd e v a r frem gaaet a f hans V irk so m h ed ved M øntkom m issionen og handlede om »Christian den Fjerdes D y d e r forestillede i A nledning a f denne K on ges ra re M edailler og M ønter«1); et tredje v a r en Sam ling A k tsty k k er, som han kald te »Kong Christian den A ndens store K valiteter, o p lyste og beviste a f adskillige rare D oku m en ter og B reve, som h en h ører til sam m e K on ges Historie«. Titlen v a r unæ gtelig lidt preten- tiøs, i Betragtning af, at Indholdet bestod a f lutter A fsk rifter uden Indledning eller K o m m en tar a f nogen Art, m en en D el a f A k tsty k k ern e v a r p aa dette T idspunkt ukendte eller i h v ert Fald kun lidet kendte, saa at Sam lingen ikke helt v a r uden B etyd n in g2). D isse A rb ejd er lod han forelæ gge K o n ­ gen og T ron følgeren i pragtfuldt u d styred e M anuskripter.

D et sidste er endnu b e v a ret og udgør et ty k t K vartb in d i rødt M aroquin m ed K ronprinsens kron ed e N a v n etræ k paa Siden og fo rsy n et m ed et P ortræ t a f K ristian den Anden, aldeles nydeligt udført a f en næ ppe u betydelig Kunstner.

D en unge velstaaen d e V id en sk a b sd y rk er sk y e d e ingen O fre fo r at give sine A rb ejd er en flatteren de Ram m e.

D enne begyndende litteræ re V irksom h ed , der vidnede om A rbejd stran g og K æ rligh ed til Studier, m en ik k e om ud ­ præ gede A n læ g ju st i den Retning, b lev a fb ru d t ved, at han drog udenlands. D et v a r Tidens S kik og han h avd e bedre Raad dertil end de fleste — ingen snusfornuftig Jeroni­

m us kunde laste ham a f den Grund. V ed St. H ansdagstid 1740 stod han rejsefæ rdig. Endnu fø r han 23. Juni fik sit Rejse­

pas (paa Latin) »ad G erm aniam , G alliam aliasque exteras regiones«3) v a r han rejst til Slesvig, rede til at begyn d e sin U dfæ rd. Rejsen gik o v e r L y b æ k og Berlin til D resden, h v o r han gjorde sit første større O phold; om kring 1. Septbr. b r y ­ der han op, tager o v e r F reiburg fo r at se B jæ rgv æ rk ern e og de fyrstelige B egravelser, b liv er i N ürn berg en Stund og

sla a r sig d erefter ned i S trasb ou rg for læ n gere Tid. H an er h er fra N ovbr. 1740 til Maj 1741. H an b esøger L unéville, tager o v er N a n c y og Reim s og er i Paris ved Som m erens Begyndelse. I tre F jerdingaar b liver han her, indtil han i det tidlige F o ra a r 1742 b egiver sig gennem Flandern til L o n ­ don. Et p aatæ n k t B esøg i Italien o p gav han. O m kring Be­

gyndelsen a f Septbr. ven d er han da hjem fra England efter en Rejse, der h a r v a re t godt to A ar.

H an v a r T yp en p aa en ung M and, der rejser udenlands — saaled es som den kendes fra det attende A arhun drede. K an nok v æ re, at h an rejste fo r »at kende V erd en og sig selv«

(hans egne O rd )1), m en han d y k k ed e ik k e ned i F o lk elivet og iagttog det fra en B etragters Synspunkt, han vild e nok frem i L y set, ko m m e D atidens B erøm th ed er paa n æ rt H old fo r dog at fa a et G lim t a f dem — thi flere a f de n avn ­ kundige M æ nd, han opsøgte, gik p aa G raven s Rand — eller stifte Forbindelser, fo r siden at h a v e noget at tæ re paa.

A llered e i Slesvig fandt han »en hel H ob curieuse Folk«,

»meget facilere« end i K ø b en h avn ; »de gør sig en Æ r e a f at vise dem , som de h a r nogen god Opinion om, alt h v ad de haver«, sk riv e r han til Jac. L a n g e b e k 2). Om den unge Rejsende m aatte de nødvendigvis h a v e »god Opinion«, thi han kunde bringe Bud og H ilsen fra navnkundige og ind­

flyd elsesrige M æ nd i sin Fødeby. I N ürn berg besøgte han den læ rd e T hom asius, ik k e den bekendte Chr. Thom asius, der læ ngst v a r død, m en hans N avne, en Olding p aa 81 A ar.

I S trasb ou rg tra f han P rofessor Jean D aniel Schöfflin, K o n ­ gen a f Frankrigs H istoriograf, m en a f h am følte h an sig ik k e stæ rk t im poneret. H an »er ej alene h er i Strasbourg, m en i Paris, Rom og W ien anset fo r et stort lum en, m en je g m a a sige om Strasbou rg i A lm indelighed og om ham i Sæ rdelesh ed : m inuit præ sen tia fam am . S aaso m je g alle D age k o n v erserer ham , saa taler je g a f E rfaren h ed og kan

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 17 fo rsik re D em [o: L an gebek], at K on gen a f D an m ark s Biblio- th ecariu s [o: Gram ] h a r m ere Erudition i sin lille Finger end K on gen a f Frankrigs i sit gan ske etc.; fo r Resten ved M anden at leve, han k en d er V erd en , h a r en yp p erlig Ihu­

kom m else og et godt Bibliotek«. Sch öfflin v a r im idlertid m eget o p m æ rk so m m od sin G æ st: »for m ig h a r han sæ r­

deles A ffektion og bed re T a n k er om m ig, end je g nogen Tid k an fortjene«, sk riv e r H enriksen.

M on tfaucon fik han A dgang til i Paris um iddelbart fø r den bedagede L æ rd e s D ød (21. D ecbr. 1741). D en gam le M and roste sig a f sit stæ rk e H elbred og at han arbejdede nu som fo r ty v e A a r siden; »jeg v a r hos p ère M ontfaucon«, sk riv e r H enriksen til L an geb ek, »Dagen føren d han døde, m ed G rev T au b e og præ sen tered e h am der; da v a r han o verm aad e vel, gik m ed os o v e ra lt og v a r ret lystig — D agen efter sk re v je g h am et B rev til og fik til S var, at han so v den lange Søvn«. I L o n d on gjorde han Bekendt­

skab m ed de Folk, »som ere curieuse her«, først og sidst m ed Præ sidenten fo r det kongl. Societet og A n tikvitets­

kollegium , C h evalier M artin Folkes, der sy n es at h a v e sat m egen Pris p aa den unge D ansker. »Den Mand«, h edder det i et a f H enriksens B reve, »har h aft m ere Politesse og G odhed fo r m ig end je g nogensinde kan meritere.« Folkes v a r selv en stor E lsker a f sit F æ drelan ds A n tikviteter og sk affed e sin V e n gode Forbindelser, in troducerede h am bl. a.

hos den kgl. A rch iv a riu s; da engelske A rk iv e r altid h a r v æ re t vanskelige at fa a A dgan g til, betød det virk elig noget. D et v a r ogsaa Folkes, der efter H enriksens H jem kom st propo- nerede h am til M edlem a f det forn em m e engelske Selskab i K ap tajn N ordens Sted. H enriksen h av d e selv i L on d on truffet den ansete danske Æ g y p to lo g , som i Som m eren 1742 sam m en m ed Fr. D an n eskjold-Sam søe rejste til Paris »med den ene Fod i G raven, som er en stor F orlust fo r Landet« —

2

nem lig Fæ drelandet. N orden døde k o rt efter i den fran ske H oved stad .

D et v a r næ ppe den fæ d ren e V elstan d alene, ik k e h eller altid de n avnkundige D andsm æ nds A nbefalinger, d er sk a f­

fed e den unge rejsende K a n cellisek retæ r og V id en sk ab s­

d y rk e r A dgan g til h v em og h v o r han ønskede — M anden selv v a r aab en b art i B esiddelse a f indtagende Egenskaber.

H an h av d e gode K u n d skaber, tilegnede sig hurtig en b eleven fra n sk O ptræ den, v a r næ ppe uden en vis Suffisance, m en tillige elsk v æ rd ig og tjenstvillig. H an v a r h jem m efra allerede v a n t til at b e v æ g e sig i de h ø jere Cirkler, og p aa Rejsen øgede han sin L æ rd o m i den Retning. H os A m b assad ø rer og M inistre h a v d e han stadig sin Gang, h os den sven ske M inister i Paris, den bekendte G rev Tessin, stod han højt i Gunst. Jacob i h a r o p b eva ret hans egen K a rak teristik a f den sven sk e Statsm and, h vis H us v a r et Sam lingssted fo r Viden- sk ab sm æ n d og K unstnere. »I Paris«, fo rtæ ller H enriksen,

» overvæ ld ed e G rev Tessin m ig m ed A rtighed, og sk øn t vo res M inister G eh ejm eraad V in d v a r m ig m eget b evaagen , h av d e je g dog ulige større Tjeneste a f G reven, d er kendte alt h vad stort og læ rd va r, i h vis H us de forn em ste b leve b evæ rted e m ed den fineste Sm ag; fo r de L æ rd e sam t V irtu o ser v a r hans H us et A kad em i, da han h a v d e sin ud valgte og k o st­

b a re Sam ling a f Tegninger og K o b b e rs ty k k e r m ed sig, som K un stn ern e b esaa h v e r Søndag efter M essen, og beholdt G reven altid et Par a f dem hos sig til Bords. En beh age­

ligere og m un trere M and i Om gang, en u n iversellere M and i K u n ster og V id en sk a b er skulde m an h a v e ondt ved at finde; m an m aatte kende M anden fo r at sæ tte ret Pris paa den m ageløse H øflighed*, der altid fulgte alle hans Sam taler, B reve og Gerninger. Ingen M and kunde h a v e et øm m ere H jerte end han til at gøre godt m od den der træ ngte, heri

* d. v. s. H e n sy n s fu ld h e d .

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 19 v a re Folk a f alle N ation er hans L an dsm æ n d. I hans M oral og L ev n ed v a r h an streng og eksem p larisk.« 1)

O gsaa fyrstelige K red se vidste han at sk affe sig A dgang til. I Slesvig, strak s v e d Rejsens B egyndelse, fik h a n F o re­

træ d e fo r F yrsten a f O stfriesland, D ronningens n æ re S læ gt­

ning; i S trasb ou rg gjorde han sin O pvartning hos B iskop­

pen, K ard in al de Rohan, en m eget højtstaaen de Personlighed og tillige en betyd elig L æ rd , og G reven a f H olnstein, K u r­

fyrsten a f B ayern s naturlige Søn, viste h am m egen F ore­

kom m enhed. H an b liver indbudt h os M aréch a l de Fran ce i Strasbourg, h v o r K on g Stanislaus m ed H o fstat ven tes at kom m e til Stede; i Paasken 1741 er h an in viteret til Prinserne a f H essen-D arm stadt gennem deres G uvernør, han spiser til M iddag h os Prinsen a f N assau i Paris og præ sen teres fo r M arki du L iveri, p rem ier m aître d ’H ôtel, h v o rv e d han k o m m er til at spise ved det T affel, K ongen giv er fo r A m ­ b assad ø rer og frem m ed e a f A nseelse, n aar de er p ræ sen ­ teret ved H offet; »Fordelen og Æ r e n er ej saa stor i m ine T an k er som de m este indbilder sig, im idlertid er det dog en Distinction«. O g det satte han Pris paa. A llered e da han h a v d e v æ re t udenlands et h a lv t A arstid, v a r han p ræ sen ­ teret fo r tre K o n ger — K on gen a f Prøjsen, K ongen a f Polen og K o n g Stanislaus — , h v ilk et han p aa det Tidspunkt ansaa fo r det m æ rkeligste, han endnu h a v d e oplevet.

M ange a f de L æ rd e, han tra f paa, ben ytted e sig a f L ejlig­

heden til at fa a O plysn in ger om det fjerne Lan d, han kom fra , og han tra k i den Anledning store V e k s le r p aa sin h jem m evæ ren d e V en og Studiefæ lle, Jacob L an gebek. En In form ator h os H o fraad F ricciu s hen vistes til V en n en fo r at fa a O plysning om h v a d n y t »in re litteraria« der h æ n dte i K øb en h avn , og H o fra ad K ön ig i D resden, der h a v d e i Sinde at udgive en »Notice« o v e r alle N ationers Poesi, fik sam m e A d resse; »saasom dette V æ rk«, sk riv e r H enriksen til L an ge-

2*

bek, »sigter til N ationens Æ re , og Min H erre er en god Patriot og D e dern æ st h a r en god N otice om deslige Ting, saa vilde D e v æ re saa god og lad e D em denne Sag v æ re angelegen«.

H enriksen bad ham ogsaa gøre sig U ddrag af, h v a d der a f

»kuriøst« k o m frem i de danske A viser, m edens han selv v a r udenlands, og L a n g eb ek efterk om dette b esvæ rlige H v e rv ligesom de andre, der gan ske vist bragte h am i Forbindelse og K o rresp o n d an ce m ed celeb re U dlæ ndinge — h v a d m an n avnlig i det attende A arh u n d red e satte Pris p aa — , m en ellers blot tog hans T id fra andre, m ere nyttige A rbejder.

L an g eb ek v a r i denne Periode a f sit L iv h eller ikke saa vel aflagt, at han ik k e m aatte tage sin Tid iagt. D a H enriksen d erfo r efter O pfordring a f den danske G esandt i Paris beder h am om at lade H ojers u try k te Forelæ sn in ger o v e r Jus Pu­

b licu m D an iæ a fsk rive p a a Postpapir m ed en ren og læ se ­ lig H aand efter det ak k u rateste E ksem plar, han kan faa fa t i 1), og p aa det nøjeste ak k o rd ere om , h v a d m an skal give fo r A rket, saa besø rger L an geb ek A rb ejd et selv fo r at tjene de h alv fjerd e R igsdaler i Skriverløn. H enriksen er da ogsaa lidt pinlig o v errask et o v e r den M aade, han h a r be­

sørget K om m issionen p aa; »jeg er D em o verm a ad e forb u n ­ den«, sk riv e r han, »og an ser det som en Prøve p aa D eres oprigtige V en skab, m en det gør m ig ondt, at D e h a r villet anvende D eres Tid, som D e ved at anvende m ed saa m egen N y tte baade fo r D em og Publico, derpaa«.

H enriksen tjente p aa den V is m ange fo rm aaen d e M æ nd under sin F æ rd i U dlan det og stiftede gode Forbindelser, m en gjo rd e ogsaa V en n er og Bekendte hjem m e T jen ester a f forskellig Art. M an fo retog sig ik k e i hine T ider en læ ngere Rejse uden at give L ø fte r om at besørge dette eller hint — n aar m an da ik k e hed H olberg og h av d e Evnen til fo r en Stund at b ry d e Broen a f til H jem landet og leve helt og alene p aa In d tryk k en e derude. D et v a r ikke blot saadanne Sm aa-

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 21 ting som at sk affe passende Briller til den gam le S p rog­

m ester G regorius L a fo re t i K ø b en h avn eller til R ostgaard en K ik kert, som kunde »trække« 3 à 4 Mil — rim eligvis til A dsp redelse i ensom m e Stunder p aa K rogerup, h v o r Kon- feren sraad en fra H øjderne ved Stranden h a v d e U dsigt o v e r Sundet og S ven skekysten . H enriksen h av d e ogsaa vigtigere Æ rin d er at tage vare. L igesom T erk el K le v e 1), der k o rt efter v a r i U dlandet, b lev han h jem m efra sat p aa Sporet efter K ristian den Andens forsvundne, m en allerede da ivrigt ef­

tersøgte A rkiv. D en bekendte B ogsam ler N iels Foss m ente at h a v e set det i B yen V ilv o rd e i B rabant, og bad S ek re ­ tæ r H enriksen anstille n æ rm ere Efterforskninger. A llered e fra Strasbou rg h av d e h an k o rresp on d eret m ed G uvern øren i N ederlandene, m en uden Resultat, og i L on d on satte han sig atter i Forbindelse m ed den d ervæ ren d e nederlandske E n vo yé i den Anledning. D et g ja ld t om at fa a et V in k at gaa efter, N av n et paa den K øbm an d, h v o r Foss h a v d e set A rkivet, eller blot G aden eller H uset. H enriksen v a r m eget opsat p aa den spæ ndende Jagt og vilde i fornødent Fald selv gøre en T u r gennem Flandern fo r »at bringe det fo r­

tabte F a ar til D anm ark«. Efterretningerne, han fik h jem m e­

fra, v a r im idlertid utilstræ kkelige og Foretagendet m aatte opgives. Først i det næ ste A arh u n dred e b le v A rk iv e t opspo­

ret i B a y ern og hjem bragt, ikke til D an m ark, m en til N orge, h v o r det nu fin d es2).

M en ellers v a r det E rh vervelsen a f B øger og Billeder, der optog ham ; h an købte til hjem lige Sam lere, isæ r til Otto Thott, m en fø rst og frem m est forøged e h an sine egne S am ­ linger.

A llered e da han drog hjem m efra, h av d e han et b ety d e­

ligt B ibliotek m ed Billedsam ling og M øntkabinet — A pper- tinentier, der ofte hørte til en Bogsam ling i det attende A arh u n dred e — og B iblioteket b lev væ sen tligt forøget paa

U denlandsrejsen sam tidig m ed, a t L a n g eb ek gjo rd e Indkøb fo r h am hjem m e, n a a r L ejligh eden tilbød sig. Fra H am b org og L y b æ k lod han Sendinger a f B øger g aa hjem . I T y s k ­ land gjo rd e han iøv rigt b etyd elige O pkøb, m en i Paris blev h an skuffet; i rue St. Augustin v a r h an h os o v e r tredive B ogk ræ m m ere, m en det v a r kun n ye Bøger, han fandt —

»de gam le er det liderligste S n a v s, m an kan se«. N ogen Tid efter, da h an h a r fa a e t Efterretninger hjem m efra, e rfa ­ re r han, a t der i K ø b en h a v n nu »for ku riøse F olk ej er m eget at hente, h er i Paris g a ar det h v a d danske S ager a n gaar fast ligesaa«; han fa a r fa t i nogle a f T y g e B rah es V æ rk e r, U d gaven a f hans O bservation er, han s try k te B reve, hans Portræ t, stu kket i Paris, m en slet, sam t nogle andre K o b b ere a f danske M æ nd — og rim eligvis noget m ere. D og gjorde han næ ppe saa rige Fund, som V en n er og Bekendte h jem m e forestilled e sig. L an g eb ek h a v d e ondt a f T erk el K leve, der sn art efter k o m til Paris, ford i H enriksen alle ­ rede h a v d e v æ re t der — »dog«, tilføjer L an geb ek, »har han v e l ik k e fisket saa rent op, at andre jo k an finde noget efter h ann em i rø rt V a n d « 1).

I L on d on derim od v a r der større U dvalg, m en ik k e bil­

ligt K øb , og H enriksen va r, saa vid t m an kan skønne, ikke u økon om isk i sine D ispositioner. Gennem L a n g eb ek sender h an Otto T h o tt »sin Respekt« m ed den T ilføjelse: »Jeg er i G æ ld hos den gode H erre, je g vild e ønske, at je g kunde finde rare B øger fo r Pengene; m en h er er ej m o yen at køb e ra re Bøger, de ere fo r p ebrede h er; h er er m ange L ie b ­ h ab ere og m ange Penge og altsaa kan je g kuns gøre slet M arked«.

A lt i alt bragte U denlandsrejsen dog en m eget væ sen t­

lig Forøgelse a f hans egne Sam linger. F ørst i B egyndelsen a f det følgende A a r ly k k e d e s det at fa a de kø b te Sager hjem fra England; de havde, som L an g eb ek s k riv e r 2), v æ re t

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 23 m ange slette S k æ b n er undergivet, m en n aaed e dog nogen­

lunde u sk ad t deres Bestem m elsessted. Sm aating h a r det næ ppe væ ret.

J aco b i fortæ ller, at G eh ejm eraad J. L . H olstein ved gen­

tagne B reve p aa sk y n d ed e hans H jem rejse, da han h av d e udset ham til S e k retæ r i V id en skab ern es Selskab, og at H enriksen a f den G rund o p gav sit F o rsæ t om at gæ ste Ita­

lien og siden a f sam m e A a rsa g afslog et T ilbud om 1743 at gaa som L eg a tio n ssek retæ r til S p a n ien 1). Tingenes historiske G ang er dog rim eligvis h er sat lidt p aa Skruer. A llered e i S trasb ou rg v a r H enriksen k la r over, at han fra Paris en­

ten vild e begive sig til Italien eller England, og han valgte det sidste; selv fo r en K røsu s v a r der visse G ræ nser, der ik k e kunde overskrid es — Rejsen kunde ik k e u d stræ k k es i det uendelige. H enriksen m aatte flere G ange holde igen paa sine Passioner m ed Indkøb a f B øger og M alerier. A t han ved H jem kom sten b lev S ek re tæ r i V id en skab ern es Selskab, h a v d e sin naturlige A a rsa g deri, at det v a r M øntkom m is­

sionen (hvis S ek re tæ r han var), h v o ra f det læ rd e Selskab .udviklede sig. H olstein a v a n cered e ogsaa p aa den M aade

fra Form and i K om m issionen til Præ ses i Selskabet.

V ist er det im idlertid, at den unge H enriksen v a r blandt Selskabets Stiftere. G ram , der v a r M edlem a f M øntkom m is­

sionen, hvis O p gave v a r ret sn æ ver, h av d e ud fra sin V irk ­ som h ed h er fa a et Ideen til et S o cietas A ntiquitatum & Hi- storiaru m Patriæ . M idt i N o v em b er 1742, ik k e læ nge efter H enriksens H jem kom st fra U dlandet, sam led es i G ehejm e- raad en s H us nogle a f de til K om m ission en k n y tted e M æ nd og g a v T an ken endelig Form . B landt disse M æ nd v a r H en­

riksen. Planen udvidedes, sa a at alle V id en skaber, og ikke blot de sp ecielt historiske D iscipliner, fik Plads inden for S elskab ets Ram m er, m edens G ram s oprindelige T an ke om at inddele M edlem m erne i G rupp er efter Rang bibeh oldtes

— ganske i O veren sstem m else m ed Tidens Tankegang. I den første K lasse, Æ resm ed lem m ern e, tæ n k te m an sig F olk som R ostgaard og Otto Thott, til den anden, de ordentlige M ed­

lem m er, der talte N avn e som G ram og H olberg, k o m H en­

riksen til at h øre; den tredje, Adjunkterne, skulde bestaa a f Studenter og ligestillede, der kunde besørge det m ere h aan d faste A rb ejd e og p aa den M aad e vinde deres S p o r e r 1).

H enriksen b lev saaledes v e l p laceret. M en een M and b lev helt fo rb igaaet — Jacob L an gebek.

A t L an g eb ek følte sig forurettet, fo rsta a r m an let, v a n sk e ­ ligere begriber m an, at G ram , der dog m aatte kende hans V æ rd som H istoriker, kunde lade h am u den for ved denne Lejlighed. G an sk e vist h av d e han ikke Em bede, v a r heller ikke op traadt i L itteratu ren endnu, m en v a r v e l kendt i de K redse, der h ørte til i det nystiftede V id en skabsselskab.

Som den kraftige Personlighed, han var, følte han bittert den U ret, der v a r b egaaet im od ham , og lod sin F o rtry ­ delse kom m e til O rde o v e r for Vennerne. »Jeg u væ rd ig bli­

v e r v e l og Bud eller F yrb ø d er derved«, sk riv e r han ved Jule­

tid til T erkel K le v e — , m en han h a r i Sinde at betak k e sig„

indtil han kan fortjene Plads blandt de »rette M em bra« ; i et Collegio, som ju st an gaar de Ting, han i en otte A a rs Tid alene h a r lagt sig efter, vil han nødig v æ re D reng under m ange, som næ ppe h a r kigget i saadanne Ting »og ikke en G ang h a r ret Sm ag p aa nogen Part a f v o re Antikviteter«.

Til G ram udtalte han sig ikke, m en til en god V en, som gerne m aatte bringe hans Ord videre. Sam m e gode V en — det v a r u tvivlso m t H enriksen — bragte h am den Tidende

»som en stor H øjtid og N aadesbevisning«, at han v a r fore- slaaet til Adjunktus, m en — »Taksigelsen b lev efter Naaden«, d. v. s. L an geb ek skulde m eget h a v e sig denne Æ r e fra b e d t2).

D et v a r for Resten kun godt, at det gik som det gjorde, thi denne T ilsidesæ ttelse g av h am Initiativet til »Danske Sei-

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 25 skab«, hvis Plan netop v a r den a f G ram oprindelig skitse­

rede og blandt hvis første M edlem m er ogsaa S ek retæ r H en­

riksen fandt Plads.

En forbigaaen de K øligh ed i V en sk ab et m ellem L an gebek og H enriksen v a r im idlertid en Følge a f disse Begivenheder.

L an geb ek kunde desuden ikke undgaa at drage S am m en ­ ligning m ellem V ennen og sig selv og læ gge M æ rke til, at den fem A a r yn gre K a n cellisek retæ r for en væ sen tlig D el reusserede ved sine Forbindelser, ved sin flatteren de O p­

træ den og sine selskabelige Evner, der ret kunde udfolde sig p aa Baggrund a f den fæ dren e V elstand. H eri kunde L an geb ek ikke staa M aal m ed ham . A ab en b art h av d e H en­

riksen tillige under sin lange U d fæ rd tilegnet sig m ere a f fran sk Skik og M ode end godt og rim eligt v a r under de hjem lige H im m elstrøg, og fra flere Sider drog m an p aa Sm ile- baandet a f den n ys h jem vendte »Mr. Anrison«. L an geb ek isæ r v a r en erk læ ret M odstander a f dette Jean de F ra n ce ’ri, der trods H olberg stadigt og livligt florered e i det højere B orgerskab. A llered e m ens H enriksen v a r udenlands, h av d e L an g eb ek bebrejdet h am de fran ske U n oder og lod sin U vilje k om m e frem i sine B reve, m en H enriksen havde, ikke uden satirisk Brod, taget A fstan d fra hans T ilrettevis­

ninger. »Naar D e frygter«, sk river han i Som m eren 1742 fra England, »at jeg i Paris er bleven fransksindet, da gør De m ig sandelig U ret, thi som en god Patriot sæ tter je g mit F æ drenelan ds Interesse fo r alle F ran soser i V erden , og det er A arsagen , at je g endog i den Tid, da je g v a r i Frankerig, v a r engelsksindet, endskønt — som je g h a a b e r — m ed pru­

dence, thi en Rejsende, som vil profitere og gøre sig elsket i et L an d, m aa altid rette sig efter den N ations goût han er hos, det er at sige: v æ re h a lv M ach iavellist og sk æ re K appen efter V ejret, ju st som m an saa m esterlig ved at gøre i Danm ark« 9. H enriksen v a r altsaa en klog ung Mand,

der n ok vidste, h v o rd an K ap p en skulde sk æ res, og heri v a r L a n g eb ek h am ogsaa underlegen. K a n v æ re, at L an g eb ek m isundte V en n en denne G ave, vist er det, at han p aa dette T idspunkt jæ v n lig stikler p aa hans O ptræ den og V æ ren . Til K le v e sk riv e r han i Slutningen a f 1742, a t H enriksen ikke er enig m ed K le v e i de »parisiske O m stæ ndigheder«; n aar denne laster Supperne fo r Salt og Peber og finder V inen og L ystigh ed ern e slette og m aadelige, saa sæ tter hin tvertim od stor Pris p aa alle tre D ele; »jeg fo r m in Part«, y tre r L an g e­

bek, »faar aldrig store T a n k er om Paris, h v o r m eget end m ine d erfra h jem kom n e L an d sm æ n d p ræ d ik e om dens y p ­ perlige Fordele og søde Fornøjelser«. D et er rim eligvis ogsaa m y n tet p aa den a f Paris beruste V en og Studiefæ lle, n aar L an g eb ek i B egyn delsen a f det følgende A ar, ligeledes til K lev e, u d try k k er sig saaledes: »Det er ingen K u n st at blive anset fo r læ rd, n aar A lv erd en an h ø rer F olks ringe og op ­ blæ ste V isd om m ed Forundring, n aar m an ikke siger dem et O rd im od, giver dem Ret i alle Ting og an tager h v ert O rd som et S v a r fra O racu let til D elphis. M en k o m m er der en enfoldig d an sk L itteratus, som endnu ik k e h a r læ rt efter H ieron ym i D anse-Bog regelm æ ssig at gøre R everenser, i F æ rd m ed den stortalende Pariser, og a f en taabelig U h øfligh ed plu m per ind i den h ø jlæ rd e M ands T ale m ed en liden og ik k e ugrundet Indvending, kunde der let blive Splid i K o r­

tet« ’).

L an g eb ek v a r bitter, og V ennens O ptræ den m ellem de Folk, som L a n g eb ek gan ske vist om gikkes, m en m ere som underordnet M ed arbejd er end som Ligem and, kunde kun yd erligere v æ re ham en T orn i Øjet. H enriksen sam lede K redsen s yp p erste h os sig, isæ r V id en skab en s høje B esk y t­

tere. L an g eb ek b eretter om et saad an t læ rd G æ stebud hos S e k re tæ r H enriksen i D ecbr. 1742, h v o r alt v a r »saa p ræ g­

tigt, saa herligt, ut nihil supra«. M an v a r kun seks, m en Sei-

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 27 sk ab et v a r udsøgt: Rostgaard, Thott, Foss, G ram , S ch u len ­ b org og H enriksen selv; ogsaa den læ rd e G rev Chr. Rantzau, tidligere V icesta th o ld er i N orge, v a r ventet, m en sendte A f­

bud. »Alt h v a d de enten saa eller sm agte der«, sk riv er L an ge- b ek til K leve, »var saa læ kkert, ja saa forundrin gsvæ rdigt, at de der forestillede sig Paris i sin fuldkom neste H erlig­

hed«. L an g eb ek fa a r sam tidig L ejligh ed til at udm ale, h v o r hyggeligt og fornem t H enriksen h a r indrettet sig. I F ade­

rens H us ra a d e r han o v e r hele anden og tredje Etage ud til Stranden. I ø verste S to k v æ rk , h vo rtil der v a r fø rt en n y T rap p e op, h a r han een Sal til sit Bibliotek, en anden til sit Skild eri-K abin et og desuden sit S o vek a m m er; i Etagen nedenunder ligger hans daglige Studerestue, hans A udience- Sal og en anden Stadsstue. D en A ften G æ stebudet fandt Sted v a r alle V æ re lse r og T rap p er b esat m ed hvide V o k sly s, i Salen, h v o r m an spiste, alene o v e r tred ive — efter hin Tids B egreb er en van vittig Luksus. N ogle D age efter gjorde T hott G engæ ld, et stort G æ stebud, h v o r Rostgaard, G ram og H en­

riksen atter v a r til Stede i Spidsen for »en stor Suite a f læ rd e Folk«. L an g eb ek v a r ikke m ed ved saadanne L e j­

ligheder, m en kom ellers jæ v n lig i H enriksens Hus, h v o r bl. a. hans 33aarige F ødselsdag b lev højtideligholdt; L an g e ­ bek kunde kvittere fo r Æ re n ved at o v e rræ k k e sin V æ rt et til denne rettet latinsk E pigram fra Frederik R o stgaard 1).

D et er ik k e van skeligt at fa a Ø je paa F orholdet m ellem L an g eb ek og H enriksen i disse A ar, m en m an fo rsta a r det kun, n aar m an stiller sig de y d re Forudsæ tninger fo r Øje

— ik k e blot ser L an g eb ek under den Syn svin kel, han staar i fo r Nutiden, da hans hele Indsats i H istorieforskningen ligger k la rt b elyst og rigtig vurderet. F or det første v a r den fattige L an g eb ek henvist til en tjenende Stilling, m e­

dens H enriksen bevidst søgte og uden V an skeligh ed op- n aaede Plads blandt de højtstillede og fornem m e, h v o r han

følte sig hjem m e og fald t til rette. Fornem hed ved F ødsel og høj so cial Stilling æ k v iv a lere d e ikke m ed A an d so verle- genhed eller an erken dt L æ rd om sstillin g i det attende A ar- hundrede, h v o r A d elskab og Rang endnu v a r a f saa v id t­

ræ k k en d e Betydning. M ellem H olstein og G ram f. Eks. v a r der et so cialt Svæ lg, selv i den vid en skabelige V erd en vejed e G ram s A nseelse ingenlunde H olsteins høje Stilling op; endog en M and som H enriksen vo k sed e — ved sin O ptagelse i A d el­

standen — G ram socialt o v er H oved et inden dennes Død.

L an g eb ek v a r desuden en Sm aam and. H enriksens F orhold til ham i disse A a r m aatte nødvendigvis faa K a ra k te r a f en Slags Protektion, skøn t det m aa erkendes, at H enriksen bestræ bte sig p aa at behandle L an geb ek (hvis O verlegenh ed han v a r k la r over) p aa lige Fod, m edens L an gebek, stæ rk t selv stæ n ­ dig og selvfølen de som han var, følte T ry k k e t a f sin under­

ordnede Stilling. H eller ikke G ram kunde tæ n ke sig at ind­

røm m e L an geb ek Plads i den tonean givende historiske K red s

— G ram kunde m aask e endnu m indre end H enriksen se bort fra de y d re Forhold. I et B rev til J. L. H olstein (fra 1745) giver han en m eget interessant K a rak teristik a f den 35aarige L an gebek, h v o ra f m an n æ rm est fa a r In d tryk a f en h alv gam m el m isly k k et Student, der p aa G rund a f egen F orsøm m else g a ar fo r L u d og k old t V a n d 1)- G ram er k la r over, at han duer noget, han er »for sin Person et ganske skikkeligt og til ingen L a s t hengivet, ja et læ rdt og habile Subjectum «, m en m an h a r ikke Følelsen af, at G ram i L a n g e ­ bek ser en a f dem, der sk al tage de store O p gaver op — det er den unge Suhm , som i hans Ø jne er Frem tidens M and.

L an geb ek er stadig Studiosus, d. v. s. uden Em bede. H an h ar nu gaaet saaled es i sytten A ar, og skøn t han h a r sin teologiske Eksam en, h a r han set en M æ ngde Studerende a f yn gre A ld er og ringere L æ rd o m b eford ret til L y k k e og V e l­

fæ rd; hans H aab til Frem tiden, m ener G ram , staar p aa svage

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 29 Fødder, da han h v erk en h a r L y s t eller Evne til P ræ d ike­

stol eller Skoleem bede. H an h a r v æ re t Fam ulus hos G ram ved det kgl. B ibliotek og h a r d erfo r n yd t K o st p aa K o m ­ m unitetet som andre fattige Studenter, og han h a r tjent en D el rede Penge hos G ram »for at afk o p iere gam le Perga­

m ents-Bøger og Skrifter, til h v ilk et Slags A rb ejd e je g nu in­

gen ken der saa cap ab le som han og saa fæ rdig i at læ se og skønne p aa de æ ldste scrip tu ras m em b ran aceas, ik k e at tale om hans E rfaren h ed i D an ske H istorier og Antikviteter«.

G ram er dog ik k e helt tilfreds m ed L an geb ek, som v a r a f dem — og det er sjæ lden de ringeste — der ikke fik et A r­

bejde til at glide, n aar det ikke fangede Interessen. A f Rost- gaard oppebar L an geb ek i flere A a r en Pengesum til A rb e j­

det p aa den danske O rdbog, og da L an g eb ek efter en Tids Forløb sløj er af, fordi A rb ejd et k ed er ham , d riv er G ram paa, ja k lag er til Rostgaard, der im idlertid slaa r Sagen hen og bed er G ram b æ re o v e r m ed ham . R ostgaard fo rsta a r h am bedre, de h a r ogsaa andre Interesser tilfæ lles — h v er G ang R ostgaard er i B yen, opsøger han L an g eb ek m indst tre G ange fo r h v er V isit han aflæ gger G ram . D et er uden T v iv l et vellignende Portræ t, G ram h er ridser op a f den unge L an geb ek, der ik k e vil gaa p aa A k k o rd , m en sk ab e sig en Stilling efter eget H o ved — h eller vil gaa om som en u befo rd ret Studiosus end kaste sig ud i noget, han ingen K æ rligh ed h a r til.

S o cia lt v a r der saaled es A fstan d m ellem L an g eb ek og H enriksen, m en V en n er v a r de, om V en sk ab et m a ask e nok v a r m ere h jertevarm t fra H enriksens end fra L an geb ek s Side.

Thi trods y d re S p ræ l og de um iskendelige T en denser til at presse sig frem v a r den unge H enriksen ligesom den æ ldre H ielm stierne en godhjertet M and, retlinet og ligetil. D er v a r m ange T ilknytningspunkter m ellem ham og L an gebek. I den K reds, h v o ri H enriksen saa let h a v d e fundet O ptagelse, hørte

L a n g eb ek ved sine A n læ g og E vn er frem fo r nogen anden hjem m e. D er v a r ikke blot In teressefæ llesskab i Studier — de følte sig tiltru kket a f de sam m e M ennesker. Begge næ red e de Beundring fo r R ostgaard, m a a sk e nok ud fra forskellige Synspunkter. L an g eb ek v a r tidlig bleven en Slags A m an u en ­ sis h os R ostgaard, de k o m godt ud a f det sam m en og L an g e­

b ek fandt B eh ag i de stille S y sle r m ellem B øger og H aand- sk rifter p aa K rogerup. H enriksen derim od saa i selv e M an­

den sit store Forbillede.

R ostgaard v a r L æ rd og S am ler netop i hans Sm ag. D er v a r ik k e uvæ sentlige L igh ed sp u n kter m ellem R ostgaard og den senere H en rik H ielm stierne baade i y d re K a rrie re og i Sansen fo r vid en skab elig Syssel. Sam lertran gen og S a m ­ lerfliden kendetegnede dem begge. D en sidste v a r næ ppe i Besiddelse a f saa om fattende K u n d sk ab er som den første, h a v d e ikke h eller hans poetiske Evne og han s D ra g m od det skønne — stod i B egavelse i det hele ik k e p aa H øjde m ed Rostgaard. M en der v a r det sam m e spredte og noget overflad isk e o v e r deres Studier, begge h a v d e de den sam m e æ rgæ rrige Higen, Tran gen til at ko m m e A an d sliv et paa n æ rm este H old og tillige spille en Rolle i det offentlige Liv.

R ostgaard og H ielm stiern e vilde et A arh u n d red e senere v æ re b lev et frem træ d en d e S k ik k elser i den indre Politik, H ielm ­ stierne a f en noget tungere Støbning, m en en m ere solid og paalidelig Sam fundsstøtte end Rostgaard. Nu b lev de begge E m bedsm æ nd i in dflydelsesrige Stillinger — h v a d d er under de fo rh aan d en væ ren d e T id sforh old k o m ud p aa et.

Gennem L an g eb ek h o ld t H enriksen F orbindelsen m ed Rost­

gaard vedlige. H enriksen behandlede R ostgaard m ed udsøgt Æ rb ø d igh ed , lod jæ v n lig L an g eb ek bringe H ilsener, udbad sig O plysninger om han s litteræ re Skatte, søgte R aad hos h am fo r at finde »curieuse M aterier« i den danske H istorie, som det v a r v æ rd at sk rive om. R ostgaard kunde ik k e v æ re

S T IF T E R E OG T IL B L IV E L S E 31 u b erørt a f denne H en syn sfuldh ed fra en ung M and, hvis Stjerne v a r i decid eret Opgang, ja regnede h am endog blandt sine »Velyndere« (hvortil ogsaa H olberg h ørte p aa dette T id sp u n kt)1), og det o ven n æ vn te Epigram v a r et U d try k for hans T aknem m eligh ed. D et er g jo rt o v er H enriksens Signet­

m æ rk e (endnu h av d e han ikke adeligt V aaben ), h v o ra f Rost- gaard u d tyd ed e de fire Elem enter, og H enriksen h av d e ikke v æ re t den M and, han var, n ylig hjem ven d t fra det galante Paris, om han ikke h a v d e k vitteret fo r A rtigheden m ed et andet Epigram , h v o ri de sam m e elem enta, R ostgaard h av d e sendt sin am ico dignissim o, lig en velrettet F jerbold sendtes tilbage til sit O p h av end m ere pragtfuldt u d sty ret m ed h æ ­ drende Epitheta. D isse Skøn virke-E p igram m er, saa k a ra k te ­ ristiske fo r det attende A arh u n dred es litteræ re Frasem ageri, findes endnu blandt R ostgaards P a p irer2).

Rostgaards, som er d ateret: E x præ diolo K raageru p a. d.

19. Januarii 1743, ly d e r saaledes:

D e in sig n ib u s Am ici dignissim i D om ini H e n r i c h s e n ,

Regii S e cretary C o n jectu ra in n o cu a;

C um om n ig en æ F elicitatis augurio

& voto.

C æ ru leu m ex p a n su m re cte satis Aera signat, Ignis ad e x e m p lu m S te lla c o ru sc a m icat;

Si ja m q u æ ris Aqua m, su b tu s M are flu ctu â t a ltu m , A rgenti L im bo Terra n o ta ta v e n it;

A la ru m s u p e r im p o situ s tegit o m n ia nexus, U t m é rita s lau d es to lla t ad a s tra T u as;

N e m p e T u a s p e r V irtu te s in n o tu it orbi, Q uam vigeat D ani N o m in is u sq u e D ecus.

H o n o ris & A m o ris ergo sc rip sit

F rid e ric u s R pstgaard.