Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Randers, Kristofer.
Titel | Title: Polemiske Sonetter : et Tilsvar.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Christiania : J. W. Cappelens Forlag, 1880 Fysiske størrelse | Physical extent: 16 s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.
DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 54 8°
1 1 54 0 8 00013 2
„POLEMISKE SONETTER.
( (ET TILLSVAR
F R A
KRISTOFER RANDERS.
C H R I S T I A N I A .
J. W. C A P P E L E N S F O R L A G . 1880.
R. H V I I D S E N K E S B O G T R Y K K E R I .
I Æ R B Ø D I G H E D T I L E G N E T .
I.
,f^ L /iv agt, poeter, eders tid er kommen, Nu skall I styrtes fra jer storheds tind!
En ny apostel nyss har slaat paa trommen Og revet os fra øjet blindheds bind.
I længe nok har flydt paa lovords-flommen Fra folk, hvis mening kun er dunst og vind:, Nu skall det haspes opp, det falske spind, Og eders værd sin prøve staa for dommen.
Da skal I se, jert ry er hult igrunden;
Den krans, I om jer tinding bær, den har I Av tidens skøre straa kun faaet bunden.
jer digtnings kurs staar ikke mer al pari;
Naar smagen skifter, er dens glans forsvunden; — Saa spaar ialfald — Theodor Caspari!
6
II.
D u dybe aand, der — som i fjeldets schakter En bergmand bryder sig sin dystre vej — I tankens gaade-rige sænked dig
Og fordred svar av evighedens magter;
Du, som i mørkets svøb mod lyset tragter Paa ørneflugt henover hav og hei,
Som i din kamp mod løgnen raster ei Og mængdens lette hverdagssejr foragter, Hvor fik selvstændighedens trods du fra?
Hvi lod du tvilen gnave hjerteroden Istedetfor at tro som — hr. papa ?
Hvi lod du ei for smaafolks vogn dig sæle, Skrev vers for børn og barnefromme sjæle, Som de i »Munche-tiden» var paa moden?
7
III.
O g du, som vied ind din digterbane Med friske skildringer fra dal og strand, Med fortids storhed av sin grav at mane Og tænde luen for vort fødeland;
Du som lod harmen mod dit »frafald« rane Din ungdoms vinding for at staa som mand, — Som altid lever midt i kampens brand
Og foran hæren svinger fremskridts fane, — Hvi stavred du ei pent den jævne sti,
Lod tidens vognhjul rulle dig forbi
For at beholde gunst h o s — gamle kærringer?
Da gik for avind, haan og had du fri,
Vandt ros for skam og titler for besværinger Og svælged i — broderede foræringer!
8
IV .
E n trøst jer levnes: I staar ei alene,
Der er en flokk, som kan til laget spleise, Jer dommer flott har været, skall jeg mene,
Og git jer selskab paa jer straffereise:
Zola, Turgénjew, Spielhagen og Heyse,
Allt, hvad der bærer frugt paa stærke grene, Allt, hvad der glimrer paa den store scene, Fa ar sin bekomst og skall av pinden deise.
Og for at redde os for ondt i maven Og gyde malmklang i den spæde stemme Og bringe prækestolens duft iglemme, — Shakspere og Goethe maner han av graven Og lægger riset i de dødes hænder
Og siger: Tugt nu tidens vanart, venner!
9
V .
D u digterparr, hvis tvillingstjerne straaler Lig Dioskurers i vor folkevaar,
Hvis ære fædrelandets egen maaler Og vokser højere fra aar til aar, —
Det er just ei for eders skyld, jeg slaar, — Lidt hæs sonette-klingklang visst I taaler;
Jert digterslott paa faste støtter staar Og rokkes ei ved larmen fra en skraaler.
Det er min egen stue, jeg vill værge, Det er vor ungdoms haabefulde rede, Jeg vill mod vissenpindes fingre frede.
Den skall pedanters skolestøv ei hærge, - I faldne stormænds dragt ei børn sig klæde For fremskridts høje sag at holde nede.
IO
V I.
D e t er de gammelkloges vante vis A t stille fortid opp mod nutids stræben, Av friske skudd at lave tørre ris
Og møde nye krav med haan og flæben;
A t lade hjertevarm, begeistringsgreben,
For allt, som dødens stumhed gir til pris, — At staa med begge ben i prosa-is
Og føre poesiens navn paa læben.
Men de er farlige, de døde mænd:
Faar de et slag, de stundom slaar igen;
Thi de har ingen sans for ros og røgelser.
Og dem, de tjene skall som udhængsskilt, Paa dem er ogsaa oftest møien spildt; — Vor tid, dessværre, tror ei mer paa spøgelser!
11
V II.
H v a d kender De, min strenge skolemester, Til Shaksperes genius og Goethes aand?
Tror De, de leved tyndt paa fortids rester Og snørtes ind av slidte reglers baand?
Tror De, at de skar til skomager-læster Og levned os kun støvlens synings-mon, A t fromt de stod med salmebog i haand Som reaktionens vrøvlevorne præster?
Nei, de hvis ungdoms kraft og manddoms id Har staat sin prøve gennem seklers slid, De var nok noget mer end — negative.
De kæmped forrest i sin samtids strid, De var herolder for den nye tid, —- Og var det endnu, om de var ilive!
12
V III.
r h i hvad der over graven livskraft ejer, Lar sig ei lokke av sireners sang;
Hvad der i aandens strid skall vinde sejer, Maa ikke baglænds gaa i krebsegang;
Som kloden sig i evigt kredsløb dreier, Saa skifter tankens form og livets trang, Og den kun naar til herskeraanders rang, Som dristigt skaber dér, hvor andre leier.
Den, som kun følger blindt de gamle spor, Som lydigt sværger paa magistrens ord Og frygtsomt fægter med parade-lanser, Han vill vel bænkes ved de riges bord, Han kan av nuets slægt nok kaldes stor, Men ingen vandrer ved hans ligsten stanser.
J3
IX .
T ro r De, det er den sande digters kald At gøre lett og sirligt pirouetter?
A t staa som striglet ridehest paa stald Til brug for frøkenen og hendes fætter?
At han i døde former stivne skall
Og stanse for hver bom, som vanen sætter?
A t han skall fly fra videnskabens hall Og holde hver en tænker for en kætter?
Nei, han skall bade sig i livets vande, Og han skall leve for at stille frem For folkets blikk et billed av det sande.
Hans tag er himlen, — jorden er hans hjem, Og just ved alles røst i sin at blande
Han styrer skuden frem mod fremskridts lande!
H
X .
Endnu et navn De fundet har istand Til Deres sag at føre an mod tiden:
Welhaven er det, » dæmringstidens» mand, Hvis gerning skulde vægt og støtte gi den.
Men De har bygget Deres hus paa sand.
Var det da Welhaven, som vandt i striden?
For øjeblikket ja. Men Wergeland
Er dog vel den, som nu staar sejrrig i den I Der gives folk, hvem Saga intet lærer, — Kun bagateller sig i hjernen fæster,
Og alting ender i konfus forplumring.
Paa eftersnakkervis De ad Dem bærer Og overtrumfer Deres egen mester:
Han gav os dæmring, — De vill gi os skum ring!
»E n solklar kvæld vi endnu har tilbage, Før natten synker over dal og fjeld»!
Om »epigoner* taler De, — ja vel, Hvis Deres lige skulde sceptret tage, Da var der sagtens føje til at klage Og pakke sammen allt vort digter-stell.
Men trøst Dem bare, — til vor fremtids held Vi end har raad at vælge og — at vrage!
Hvem der faar rett, historien skall bedømme:
Om de, som tror, allt nyt er løgn og gift, Og daadløst sværmer i det svundnes drømme •.
Hvad eller de, som former nuets skrift, Som henter haab av fædrenes bedrift,
Men mod og kraft av livets friske strømme!
X I I .
Jthndnu et ord til avsked, før jeg stanser:
Jeg har Dem fulgt paa Deres tappre færd, Ei just fordi jeg finder bogen værd,
A t man paa den spenderer sine lanser.
Men der er andre, som bedriften kranser Og tror, at De har vist Dem stor og lærd;
For disses skyld jeg hvæsset har mit sværd Og spændt mig i sonettens snørlivspanser.
Dog, De er mig for strid! Tænk: to og nitti!
Nei, fri mig gud, — det er et svare tall Og haardt at døie, — selv om De var vitttig!
Jeg mindes maa en sats, som just ei fersk er, Men lige god for det. Der staar: Man skall Ei binde munden paa — den stud, som tærsker!
f r _ V
- t : ** ,%w-. ^
-v *'% *v» jr s
* 7
& fv '*
v
K«. 4
i# « f '•** « ' •’ v»: m .•„• * * v., f
'•t i > fil ‘X -T ' -- Vir K '" V j '. • * '« •
— • . s S * . • 7 " • • ! T» -i ,
: •*
i V , i k *S. “•
"H jT øc'-«* ^ ^ *“
f. v’ 3* *
^ jr ' " * iå V 2 *
» 7
* ^ •f
H p . f T j
j ^ E s 0 j B u
R P F & ?
A
*»
l i v x •»
1 <
*»V
t o<- ' s
*4 ^ ~ - '■ ‘
* * , ' ‘ r f
;«i t * *v s
k- • ■ * ♦
£> *
• *
<&
\ > " ; r ' ' ■ ■<'•
< ’ * ^ V V ^ ‘ vi
V i ' . t •, * • w
i 4 v „v «* ^ g * - «i._, ;/4 * . ?
; * - 7
& - A
f r . ' l ? v
*
V 'W 1
, r -’v—
• : > * , - . « .
v * .
V, ' , J t '
v ' X i ,
* i ^
\ -a
% • r* ** • 4
Vi* v .
*» Y
»4
^ V »
