.
N ATIONAL K ONKURRENCEEVNE
M ARKED , B EFOLKNING OG V ÆKSTLEDELSE
Michael Nymann Folmer & Esben Hegnsholt Olsen
Kandidatafhandling │cand.merc.(fil.) │Copenhagen Business School │24. juni 2010
Michael Nymann Folmer
Esben Hegnsholt Olsen
Vejledt af
Thomas Lopdrup Hjort,
Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS.
272.518 anslag svarende til 119,8 normalsider
2
Executive Summary
Title: National Competitiveness - Market, Population and Growth Governance
The starting point for this piece of academic work is an interest in how the nation-state governs its economic affairs, with particular attention to how this influences the conditions of the market. This paper argues that the nation-state manages its wealth by including a broad range of policy shaped to fit the strategic profile of national competitiveness.
In this thesis, we ask how theorizing, measuring, and strategizing national competitiveness shapes the governance of economic growth. Addressing this question we analyse how national competitiveness has emerged as an agenda. Analysing this agenda, we draw on key insights in Michel Foucault’s late works as we take an interest in how issues regarding life has become a key part of economic governance.
We answer the question by examining the emergence of this agenda on three analytical levels.
First, we explore the conceptual formation of national competitiveness through theories of political economy, from Adam Smith to Friedrich List and Michael Porter. Secondly, we inquire into the evolution of measuring the economic wellbeing of nations. From an international perspective, we document how a new body of knowledge has been produced and how it actualises the life of the population as a productive factor. We then investigate the case of Denmark from a national perspective, illustrating how the agenda has transformed the role of the state vís-a-vís businesses and the market. Thirdly, we address the question of strategies and policies by analyzing the ways in which the agenda has been pursued in the distribution of public funds.
We conclude that the agenda of national competitiveness has shaped the way economic growth is governed through a redefinition of the market and its relationship with the state, through a construction of a new positivity, and through an empirical body of knowledge that quantifies the productive powers of a population. In the case of Denmark, we argue, this transformation has played out as the emergence of structural and business policies, ultimately establishing growth governance as the art of investing in and shaping the productive powers of human beings.
3
Indholdsfortegnelse
Executive Summary 2
Indholdsfortegnelse 3
I. INDLEDNING 5
1.1. Eksisterende Perspektiver 7
1.2. Analytik og Metode 12
1.3. Undersøgelsens Fremskred 18
II. KONKURRENCEEVNENS BEGREB 23
2.1. Den Økonomiske Statsræson før Smith 24
2.2. Ortodoks Konkurrencetænkning fra Smith og frem 25
2.3. Positive Teorier om Konkurrenceevne fra List til Institutionalismen 30
2.4. Den Østrigske Skole og Markedets Dynamik 35
2.5. Porter og den Nationalstrategiske Position 36
2.6. Delkonklusion: Mellem Naturlighed og Strategi 39
III. KONKURRENCEEVNENS NYE TILSYNEKOMST 41
3.1. Fra Residual til Positivitet 42
3.2. Mennesket, Livet og Produktionen 49
3.3. Sikkerheden, Sammenhængen og Nationen 53
3.4. Markedets Dynamik og Strategiens Karakter 57
3.5. Delkonklusion: De Nationalstrategiske Positiviteter 61
IV. HVAD SKAL DANMARK LEVE AF? 64
4.1. Fra Industripolitik til Erhvervs- og Strukturpolitik 65
4.2. Nye Konkurrenceevneindikatorer 70
4.4. Menneskelige Ressourcer 76
4.4. Delkonklusion: Danmark skal Leve af Menneskelige Ressourcer 79
V. VÆKSTLEDELSE OG GLOBALISERINGSSTRATEGI 81
5.1. Globaliseringsstrategien i Kontekst 82
5.2. Investeringslogik og ’Human Capital’ 86
5.4. Kvalifikationer, Kompetencer og Ledelse af Vækst 89
5.4. Delkonklusion: En Investeringsplan for Viden 92
4
VI. KONKLUSIONER OG PERSPEKTIVER 95
6.1. Fra Forsorgspolitik til Konkurrenceevnestrategi 95
6.2. Konklusioner 97
6.3. Hvad er Globalisering? 103
6.4. Hvad er Konkurrenceevnestaten? 105
Bibliografi 110
Bilag 1 – Udvalgte definitioner på national konkurrenceevne 128 Bilag 2 – Udvalgte funktionelle perspektiver på national konkurrenceevne 131
Bilag 3 – Porter og tre strategiske grundfigurer 134
Bilag 4 – Forkortelser 136
5
I. I NDLEDNING
Den 30. oktober 1933
Da statsminister Thorvald Stauning åbnede Rigsdagen i 1933, var det efter et af de mest begivenhedsrige år i Danmarks politiske og økonomiske historie. Den verdensomspændende krise var blevet udløst på Wall Street i efteråret 1929, og gennem det nye årtis første år havde depressionen for alvor sat sig igennem nationalt: Eksporten var faldet med en tredjedel, arbejdsløsheden eksploderede til over 30 procent, produktionen veg, og bunden var slået ud af landsbrugspriserne (Kold 2009). Statsministeren kunne konstatere at der således var ‛langt frem til mere normale Tilstande og Mulighed for betydelige Vanskeligheder ogsaa i kommende Tider‛ (Stauning 1933). Det var denne krise der i marts samme år gav Franklin D. Roosevelt (1933) anledning til ‛*with a+ broad Executive power to wage a war against the emergency‛ i sin tiltrædelsestale. Herhjemme var Staunings kur mod disse ekstraordinære omstændigheder det skelsættende Kanslergadeforlig hen over den parlamentariske midte, mens Roosevelt påbegyndte det omfattende New Deal-program.
Forliget i Kanslergade, der blev indgået den 30. januar 1933 – samme dag som Hitler startede den totalitære krisehåndtering idet han tog magten i Berlin – hvilede på tre nationale kriseindsatser: (i) devaluering og moderat importkontrol som ‛Støtteforanstaltning for Landbruget og andre Erhverv‛ (Stauning 1933); (ii) lempelig kredit- og budgetpolitik der skal
‛bidrage til Iværksættelse af nyttigt Arbejde i videst muligt Omfang‛(ibid.); og endelig (iii) en forsorgspolitik, udarbejdet af K.K. Steincke, som en ‛særlig Hjælp for dem, der allerede har Aars Arbejdsløshed bag sig‛ (ibid.), samt for andre marginaliserede grupper som børn, gamle og kronisk syge.
Den 6. oktober 2009
Lige som Stauning, åbner Lars Løkke Rasmussen i 2009 landets parlament med et krisehåndteringsprogram. Her trekvart århundrede senere er valutapolitikken stabilt institutionaliseret med en fast kronekurs; finanspolitikken er ekspansiv med hen ved 100 mia.
kroner for 2010 – stramningerne kommer i anden bølge; og forsorgspolitikken er blevet en komponent i en fintmasket velfærdspolitik.
Det egentlig interessante ved dette håndteringsprogram er ikke krisens omfang eller vækstpakkernes størrelser, men derimod krisens væsen, der synes ændret. Der er således intet besynderligt i Løkke Rasmussens betragtninger, at ‛den økonomiske krise har sat yderligere
6 fart på en udvikling, som allerede er i gang. En udvikling, hvor lande i Asien stormer forbi Europa og USA, med positive vækstrater trods krisen‛ (Løkke Rasmussen 2009). Krisen er ikke en undtagelse, men en intensivering af en allerede eksisterende grundbetingelse: den internationale konkurrences intensiverende karakter og ekstensiverende omfang – altså globaliseringen.
Det er i dette intense konkurrencepres at vi risikerer at tabe ‛håbet om en bedre fremtid, end den vi selv arvede‛ (ibid.), og det er i denne permanente krises lys at vi ser hvordan en række redskaber føjes til det politiske styringskompleks. Redskaber der vokser ud af 1990ernes erhvervs- og strukturpolitik, og som skærpes gennem Fogh Rasmussen-regeringernes omfattende reformprogrammer, ikke mindst Globaliseringsstrategien (Regeringen 2006a, FM 2006b) og Velfærdsforliget (FM 2006a). Denne serie af politiske målings- og styringsmekanismer gennem hvilke traditionelt adskilte og partikulære policy-områder – uddannelses-, sundheds-, infrastruktur- og administrations-, justitspolitik – forbindes, bliver en måde at møde den permanente krise på gennem ét gennemtrængende credo: at styrke den nationale konkurrenceevne.
Et credo der synes at binde hidtil adskilte politiske områder sammen: uddannelsespolitikken skal kvalificere til konkurrencedygtighed, socialpolitikken skal inkludere til produktion, sundhedspolitikken skal mobilisere til arbejde osv. Det er netop disse politikkers tværgående logik som vækstledelse der interesserer os, og som vi derfor skal undersøge.
Forskydninger og problemstilling
Vi opholder os ikke ved disse taler givet på Christiansborg med 76 års mellemrum fordi udsagnene selv indstifter et nyt episteme i det politiske landskab eller udgør skel der markerer at det der lå før, ikke er kommensurabelt med det der ligger efter. Vi opholder os ved dem fordi disse udsagn meddeler måder at håndtere nationalstatens økonomiske forhold på. De peger på en serie af styringsmekanismer til politisk ledelse af økonomisk vækst, og det er forskydninger i disse mekanismer, som udsagnene er en del af, der optager os.
At opregne den sværm af forandringer der ligger mellem Staunings og Løkke Rasmussens økonomiske politikker, er ikke centralt i vores forehavende. Det der åbner historien, det der fanger vores interesse, er ikke forskellen mellem to historiske begivenheder, men karakteren af et aktuelt fænomen: den nationale konkurrenceevne som dagsorden, som politisk agenda og som udgangspunkt for en nationaløkonomisk strategi. Det er aktualitetens historiske herkomst der er det interessante.
7 Konkurrenceevnedagsordenens politiske aktualitet og institutionelle prævalens er påpeget af en række forfattere (Aiginger 2006a; Ketels 2006; Pedersen 2008, 2009; Siggel 2006; Fougner 2008).
Fænomenet fremstår som en naturlig del af den moderne nationalstats regeringspraksis, og der er ikke, for at sætte det på spidsen, den regeringsleder der ikke jævnligt har besøg af Michael E.
Porter (Pedersen 2009) – konkurrenceevnedagsordenens vigtigste (men nobelprisløse) skikkelse.
Det er de forskydninger gennem hvilke dette fænomen, denne logik i regeringskunsten, denne måde at måle national succes på, denne modulation i administrationen af nationalstatens vel, denne styringsmekanisme i det politiske, er kommet til syne, der optager os. Det er således denne forskningsinteresse der tillader os at angive det problem vi beskæftiger os med, nemlig:
Hvordan ordner tænkning og måling af, samt strategier for, national konkurrenceevne den politiske ledelse af vækst?
Ved ’tænkning, måling og strategisering’ forstår vi dagsordenens tre centrale komponenter: den identificerende, den kvantificerende og den handlingsanvisende. Disse udgør agendaens krop.
Ved ’ordner’ sigter vi til at forstå hvordan denne dagsorden gennem en række skred har sat sig og er blevet sat igennem som en del af regeringskunstens1 indre fornuft – nemlig den regeringskunst der er optaget af den økonomiske vækst – væksten. Inden vi dog skrider til en egentlig metode og plan for hvordan denne interesse indløses, er en behandling af feltets eksisterende perspektiver nødvendig.
1.1. Eksisterende Perspektiver
National konkurrenceevne er et bredt genstandsfelt der bevæger sig på tværs af både akademiske discipliner og policy-områder. Vi forestiller os ikke at opregne alle standpunkter, men netop tegne et felt af de vigtigste perspektiver, som falder i agendaens komponenter: (i) identifikation af betingelser for national konkurrenceevne; (ii) indeksering og kvantificering af nutidig eller fremtidig national konkurrenceevne; (iii) handlingsanvisning for styrkelsen af national konkurrenceevne. Foruden disse tre komponenter findes der (iv) analyser af den nationale konkurrenceevnes betydning som politisk agenda eller som social organisering – det er dette fjerde perspektiv nærværende bidrag tilhører.
1 Ved regeringskunsten forstår vi den politisk-institutionelle praksis. Vi definerer begrebet nærmere i afsnit 1.2. hvor det kobles nært til begrebet om ’guvernementalitet’.
8 Identificerende Perspektiver
Perspektiver der er optaget af at identificere hvad der betinger nationers evne til at konkurrere internationalt, fungerer hovedsageligt på begrebernes og dermed tænkningens niveau.
Merkantilismen (se Landreth & Colander 2002:44-49) udgør den første tilsynekomst af spørgsmålet, og efter fysiokraterne (Quesnay 1757) indstifter Smith (1776) det vi betegner som den økonomiske ortodoksi (Smith 1776; Ricardo 1817; Ohlin 1933; Samuelson 1948, 1949; Solow 1956, 1957; se også Landreth & Colander 2002) hvis kerneargument består i at et givet områdes konkurrenceevne er bestemt af dets faktorfordeling – ’factor endowment’. I opposition til den ortodokse handelsteori står blandt andet den makroøkonomiske visdom der indstiftes med John Maynard Keynes (1936; Mundell 1962, 1963; Fleming 1962) og er optaget af vækstledelse gennem konjunkturstyring, men som samtidig deler opfattelsen af en smal, faktorbetinget konkurrenceevne.
Den mest systematiske kritik af den ortodokse position udvikles gennem formuleringen af det heterodokse alternativ, der kobler konkurrenceevne med en række institutionelle karaktertræk (List 1827, 1937, 1941a; Weber 1895; Davis & North 1971; North 1989; Hollingsworth & Streeck 1994; Hollingsworth & Boyer 1997a; Hall & Soskice 2001; Campbell & Pedersen 2007a, 2007b), om end der er enorme variationer i denne litteratur hvad angår eksempelvis synet på stat, interesse, nationalitet, policy-tiltag m.v. Desuden udgør den Østrigske Skole (Schumpeter 1943, 1942; Hayek 1945; Mises 1949), der konsekvent betoner det dynamiske markeds betydning for konkurrencens karaktertræk, en væsentlig heterodoks komponent.
Foruden disse betragtninger af hovedsageligt generel eller teoretisk karakter er spørgsmålet om konkurrenceevne fremtrædende i den litteratur der anskuer verdensmarkedet som en fundamental geo-økonomisk kamp hvor den nationale konkurrenceevne er kernen (fx Phillips 1984; Prestowitz 1988; Garten 1992; Thurow 1993). Det er netop denne konfliktuelle perception af nationernes økonomiske relation som Paul R. Krugman (1994a, 1994b, 1996) tager skarpt afstand fra. Krugman (1994a) anfører at begrebet ’national konkurrenceevne’ ikke blot er en fejlagtig beskrivelse af de økonomiske bevægelseslove, men en ’dangerous obsession’ for politikere og nationaløkonomiske strateger. Kritikken giver anledning til egentlig akademisk disputs om begrebets teoretiske validitet (Krugman 1994a, 1994b; Cohen 1994; Prestowitz 1994;
Steil 1994; Thurow 1994).
At definitionen på national konkurrenceevne varierer med disse perspektiver (se bilag 1), giver en naturlig spænding i det begrebslige felt som vi skal behandle nærmere i kapitel II. Foruden
9 spændingerne i disse generelle betragtninger over emnet er det begrebslige felt desuden formet af en række specifikt orienterede perspektiver – dirigeret af funktionelle eller geografiske fokuspunkter (se bilag 2).
Indekserende og Kvantificerende Perspektiver
De perspektiver der er optaget af at indeksere og kvantificere nationers relative evne til at konkurrere, stiller sig grundlæggende målingens udfordring og bygger på fremkomsten af statistiske data som disse perspektiver selv har indflydelse på udviklingen af (Godin 2004).
Den mest indflydelsesrige internationale opgørelse over nationers konkurrenceevne er uden tvivl ’Global Competitiveness Report’ fra World Economic Forum (WEF) (Pedersen 2008, 2009).
Publikationen der startede i 1979 (EMF 1979), opgør – som vi vil analysere nærmere i kapitel III – systematisk nationers relative konkurrenceevne gennem kvantificeringen af en række brede faktorer. Bestræbelserne har nydt øget forankring i den akademiske verden (Sachs & Warner 1998; Porter 1998a, 1998b) med associerede institutter og forskningscentre fra Boston til Stockholm til Seoul (se WEF 1996; Porter 1990). Hertil kommer den årlige udgivelse fra den tidligere samarbejdspartner International Institute for Management Development (IMD) (IMD 1996; Garelli 2003) – de to organisationer og deres serie af udgivelser udgør det vi kalder det schweiziske publikationskompleks.
Kvantificeringen og indekseringen finder også sted på nationalt plan, typisk gennem konkurrenceevneråd (se oversigt hos Pedersen 2008:10-11) og typisk med udgangspunkt i de tematikker og metoder som ovenstående kompleks markerer. Som vi vil analysere nærmere i kapitel IV, har det danske arbejde med indeksering af konkurrenceevne været forankret i erhvervs- og strukturpolitikken og givet anledning til udviklingen af et større kompleks af erhvervs-, vækst-, strukturovervågnings- og konkurrenceevneredegørelser der har indarbejdet forskellige serier af indekseringer gennem rammevilkårs- og internationale benchmarkanalyser med henblik på at udvikle nye policy-initiativer.
Handlingsanvisende Perspektiver
Perspektiver der er handlingsanvisende for den nationale konkurrenceevne, sætter de begrebslige og kvantitative perspektiver ind i en (national)strategisk sammenhæng og er derfor ofte en direkte konsekvens af sidstnævnte perspektivers ontologiske og kausale udgangspunkt.
De klassiske og neoklassiske opfattelser af handlen og konkurrenceevnen resulterer i en laissez faire-proposition der for de fleste elementers vedkommende deles af den Østrigske Skole (se
10 Kirzner 1997). Krugman (1986) advokerer desuden for en ’strategic trade theory’ der bygger på national reciprocitet i handelsbarrierer og moderat, strategisk beskyttelse af ’infant industries’
med traditionelle handelspolitiske værktøjer.
Modsat fremhæver perspektiver der formulerer positive teorier om konkurrenceevnen, at denne netop er resultatet af valg snarere end en prædefineret faktorsammensætning. Dette åbner i udgangspunktet konkurrenceevnen som et policy-område: dvs. som genstand for den politiske beslutningstagning. Denne indstiftelse af ’competitiveness by choice’ (Cho & Moon 2000) er uløseligt forbundet med Porter og hans skelsættende værk ’The Competitive Advantage of Nations’ fra 1990. Porter, som vi beskæftiger os yderligere med i de kommende kapitler, trækker i sine teorier både på ortodokse og heterodokse indsigter, og advokerer for en strategisk aktivisme der ikke skal gribe ind i produktionsorganisering, men skabe frugtbare rammebetingelser for virksomheders konkurrenceevne. I tillæg må regnes den serie af litteratur som Porters arbejde har initieret, navnlig klyngedannelsesstrategier, der i sig selv er omfattende (se Martin & Sunley 2005 for et overblik). Hertil kommer en bred vifte af rapporter, kommissionsbetænkninger, hvidbøger og policy-anbefalinger fra statslige (fx Gilpin 1975; US Congress 1985; CPC 1992, 1993, 1994, 1995; NCCI 1998), mellemstatslige (fx OECD 1964, 1974, 1984, 1995) og regionale (fx EU Commission 1993, 1995) organisationer. Blandt de statslige er vi særligt optaget af de danske kommissions- og ministerierapporter hvis strategiske anbefalinger er vævet sammen med det førnævnte måleapparat. Tilsvarende gælder publikationerne i det schweiziske kompleks: de kvantificerer fordi de er optaget af at anvise strategier – det samme kan siges om de konsulenthuse der også er optaget af spørgsmålet (se MGI 2010).
Disse tre overordnede perspektiver på national konkurrenceevne – identifikation af betingelser;
anvisning af strategier; rangering af evne – udgør det vi kalder konkurrenceevnedagsordenen.
Vi holder disse momenter analytisk adskilte, men i praksis er de, som antydet, dybt sammenvævede: tænkningen er naturligvis i spil overalt, lige som målingen og strategierne giver anledning til en gentænkning af begreberne.
Det spørgsmål vi rejser, er hvordan tænkningen, målingen og strategiseringen af national konkurrenceevne ordner den politiske ledelse af vækst. Den dagsorden vi har optegnet i sin bredde, indgår – idet vi analyserer udvalgte elementer af den i dybden – som genstand i vores analyse. Dermed placerer vi os i en analytisk retning der indtager en art meta-perspektiv der ikke, som de fleste review-artikler (Cho & Moon 2000; Thompson 2004; Siggel 2006; Aiginger 2006a, 2006b), fokuserer på at afklare spørgsmål inden for konkurrenceevnedagsordenen selv.
11 Analytiske Meta-perspektiver
Ganske få akademiske positioner behandler systematisk forholdet mellem konkurrenceevnedagsordenen og den moderne stats politiske fokus. Til gengæld er der dannet et ganske tætvævet bagtæppe af samfunds- og humanvidenskabelige analyser der – typisk med et kritisk udgangspunkt – er optaget af sammenhængen mellem kapitalismen, markedet og det moderne samfunds indretning, ikke mindst i lyset af globaliseringen. Det gælder eksempelvis spørgsmål som ’global governance’ (Held 2007; Hirst, Thompson & Bromley 2009), social forandring (Giddens 1999; Scholte 2005), statens magt og afmagt (Strange 1996; Beck 2002), udbytning og revolte (Hardt & Negri 2000, 2004), demokrati og legitimitet (Habermas 1997) eller statslogikker og politiske strategier (Cerny 1990, 1997; Bobbitt 2002; Beck 2002).
I sidstnævnte gruppe er slægtskabet med vores eget arbejde størst, fordi forfatterne er optaget af hvordan de økonomiske og politiske logikker væves sammen gennem en række systemiske og institutionelle forandringer. Men selv om begreber som ’the Market-State’ (Bobbitt 2002) og
’the Competition State’ (Cerny 1990) er konceptuelt virkningsfulde måder at indfange de politiske forandringer, har disse forfattere ikke tilstrækkeligt blik for de konkrete transformationer gennem hvilke konkurrenceevnedagsordenen gøres gældende.
Tilsvarende er de positioner der analyserer den samfundsmæssige og menneskelige effekt af det de refererer til, som eksempelvis ’the competition paradigm’ (Rosenau 2003),
’konkurrencesamfundet’ (Thorbjørnsen 2008) eller ’konkurrenceideologi’ (Lundqvist 2003), interessante, men som regel kun optaget af dette sociale systems karaktertræk. Vi er her optaget af disse karaktertræks bliven-til; deres formation og sætten sig igennem.
Her tilbyder begrebet om ’governmentality’ (Miller & Rose 1990; Dean 1999; Rose 1999; Jessop 2006; Lemke 2007) et produktivt analytisk udgangspunkt. Perspektivet, der tager udgangspunkt i Michel Foucaults (fx 2004a, 2004b) sene tænkning, betragter guvernementaliteten som en
’conduct of conduct’ (Dean 1999:1), og dermed skærper den opmærksomheden mod de formationer af viden og magt gennem hvilke regeringskunsten udspiller sig i praksis, og som derfor gør at nye rationaler for den politiske ledelse bliver sande.
Enkelte forfattere har behandlet spørgsmålet om national konkurrenceevne ud fra dette perspektiv. Eksempelvis er Tore Fougner (2008) optaget af hvordan konkurrenceevneindeksering og den korresponderende benchmarking fungerer som en neoliberal ledelsesteknologi på statsligt niveau. I en mere indgående analyse af den europæiske
12
’Open Method of Co-ordination’ (OMC) analyserer Isabelle Bruno (2009) benchmarking som en
’ubestemmelig disciplin’ (se Foucault 1975:234). I modsætning til førstnævnte bestræber sidstnævnte sig på at undersøge hvordan der er magt, men uden samme fokus på national konkurrenceevne som vores.
Samme fokus har Ove K. Pedersen hvis bidrag til dagsordenen ikke begrænser sig til tematikker internt til debatten om institutionel konkurrenceevne (se Campbell, Hall & Pedersen 2006;
Campbell & Pedersen 2005, 2007a, 2007). Således har han i en række nyere tekster (Pedersen 2008, 2009, 2010) åbnet for et egentligt forskningsprogram hvis formål er at forstå de konceptuelle, institutionelle og interessemæssige processer hvorigennem konkurrenceevnen er blevet et politisk program – og i tillæg hertil forstå hvordan disse programmer giver anledning til at institutionelle forandringer bliver politiske værktøjer der iværksætter globaliseringen selv (Pedersen 2008:3). Pedersens program – der som sådan er under indløsning – er fokuseret på institutionsforandringer, et fokus vi ikke deler. Tilsvarende spiller spørgsmålet om globalisering en mere tilbagetrukket rolle i vores undersøgelse, til fordel for yderligere fokus på konkurrenceevnedagsordenens historiske affinitet. Grundlæggende ser vi dog vores bidrag i samspil med dette program. Dette anliggende, mener vi, kan produktivt sammentænkes med Foucaults tænkning, som vi i det følgende giver en nærmere behandling af gennem præsentationen af undersøgelsens analytik og metode.
1.2. Analytik og Metode
Den metodiske afklaring som vi her præsenterer, tager udgangspunkt i et interessefællesskab med dele af Foucaults tænkning – især hans sene værker – både metodisk og tematisk. Hans tænkning understøtter udviklingen af vores problemformulering, men fungerer også som en rettesnor til brug for analysens fremgangsmåde. Til brug for undersøgelsens videre forløb vil vi derfor i det følgende først kort redegøre for tre momenter hvormed vores slægtskab med Foucault træder frem, nemlig i form af samtidsanalysen, sandhedsordnen og endelig systematikkens tre akser, for herunder at kunne angive disse momenters konkrete betydning i forhold til undersøgelsens analytik; dernæst gengiver vi hvordan Foucaults tematisering af den politiske økonomi udgør et tematisk fællesskab med vores analyse; og endelig vil vi gennem en kritisk refleksion over metoden kort diskutere undersøgelsens gyldighed og pålidelighed.
13 Samtidsanalyse, Sandhedsorden og Systematikkens tre Akser
Det første moment hvormed vi deler interesse med Foucault, er gennem hans forståelse af samtidsanalysen og den måde hvorpå denne fungerer i kraft af sit genealogiske2 design. Således beskriver Foucault i essayet ’Hvad er oplysning?’ (Foucault 1984b:309-13) hvordan arbejdet med samtidsanalysen først og fremmest kræver at man vedkender sig betingelserne ved den moderne attitude. Denne attitude er karakteriseret ved sin konstante bevægelse og foranderlighed, hvorfor det netop er aktuelt og i begivenheden at man må søge at genskabe de gyldige konklusioner, og således afstå fra at skrive sig ind i den klassiske forestilling om en universel kobling mellem oplysning og humanisme. Hvad der i stedet for er på spil, er netop det kontinuerlige og kontingente mellemværende i den historiske udvikling i forholdet mellem viden, herunder aktualiseringen i konkrete teknikker og magt, herunder ønsket om øget frihed og autonomi (ibid:317).
Dette perspektiv bliver relevant gennem ønsket om i praksis at kunne ‛klarlægge hvordan en tendens som øver indflydelse på os således at vi bevæger os i bestemte retninger, er i færd med at blive til‛ (Raffnsøe et al 2008:322, egen kommatering). En tendensafklaring der bygger på et genealogisk design, træder således i forgrunden, frem for en mere traditionel søgen efter formelle strukturer og universelle værdier.
Det andet moment hvormed vi deler interesse med Foucaults tænkning, knytter sig til hans bestræbelse på at genkalde bestemte sandhedsordner i kraft af sin arkæologiske3 metode. For Foucault handler virkeligheden aldrig om at lære sandheden at kende i dens universelle eller transcendentale form, men om at genkende de sandhedsordner som sætter sig igennem ved de historiske formationer. Sandheden er altid hos Foucault at betragte som ‛uadskillelig fra den procedure, hvormed den etableres‛ (Deleuze 1986:79), og at komme i nærheden af de forskellige sandhedsordner kræver først og fremmest en kontinuerlig og kritisk grænsedragning af de historiske aktiviteter, på en sådan måde at en filosofisk bestræbelse bringes i spil i kraft af tankens kritiske arbejde med sig selv (Foucault 1984a:113-114; Foucault 1984b:20-22).
2 Ved genealogi forstår vi det analysedesign gennem hvilket man studerer et aktuelt fænomens herkomst eller tilblivelse, idet man ikke søger en mere grundlæggende oprindelse, men i stedet viser fænomenets kontingente karakter, hvorfor man stadfæster hændelserne i ‛deres særegenhed, på afstand af enhver monoton finalitet‛ (Foucault 1971:57; se også Foucault 1984b; Raffnsøe et al 2008:42-44). Foucault henter begrebet fra Nietzsches (1887) ’Zur Geneaologie der Moral’.
3 Ved arkæologi forstår vi den analytiske metode gennem hvilken man studerer tegn på det som er tænkt, sagt og gjort, ikke for at afdække transcendentale strukturer, men for at genskabe et levende arkiv der åbner for en systematisk indrubricering af det der fornuftigvis kan siges, tænkes og gøres. (Foucault 1984b:315, se også Foucault 1966:16-20;
Raffnsøe et al 2008:42-44).
14 I forhold til undersøgelsens metodiske implikationer byder Foucault ind med en relevant tænkning af problemet, som det analytiske værktøj der træder i karakter netop ved det at tænke anderledes (Foucault 2004:22). ‛At tænke er at eksperimentere, at problematisere‛4, skriver Deleuze (2004:130) i sit værk om Foucault, mens Foucault selv formulerer sit metodiske ærinde som det at ‛analysere de problematiseringer gennem hvilke det værende fremtræder som noget, der kan og bør tænkes, og de praksisser, hvoraf de opstår‛ (Foucault 2004:23, original kursivering).
Således er det hverken adfærden eller ideerne, samfundene eller deres ’ideologier’, der står som analysegenstanden, men genkendelsen af en ’problemets praksis’ der står tilbage som et tredje moment i form af en sammenkobling af tre akser, går på tværs af problematiseringsanalysens genealogiske design og arkæologiske metode:
‛The historical ontology of ourselves must answer an open series of questions; it must make an indefinite number of inquiries which may be multiplied and specified as much as we like, but which all address the questions systematized as follows: How are we constituted as subjects of our own knowledge? How are we constituted as subjects who exercise or submit to power relations? How are we constituted as moral subjects of our own actions?‛ (Foucault 1994a:318) Disse tre spørgsmål, der berører viden, magt og subjektivering og ordner store dele af Foucaults forfatterskab, bliver i forhold til den metodiske afklaring relevante fordi de indstifter en rettesnor hvormed vi ønsker at udvikle vores problemformulering og ordne vores disposition.
De tre spørgsmål fungerer dog ikke som konsekvente analytiske strata, men snarere som anstødssten til en analyse der overalt er drevet af problemformuleringen. Her er vi særligt optaget af hvordan produktionen af en ny, eller en forskudt, viden om mennesket, markedet og den nationale produktion spiller sammen med nye regeringsformer der gennem konkrete strategier og ressourceallokering søger at gøre nye områder af livet mere produktivt. Således vægter vi, qua vores problemformulering, spørgsmålene om viden og magt tungere end spørgsmålet om moralitet og subjektivering5.
Foucault og den Politiske Økonomi
Foruden Foucaults metodiske opmærksomhed, angivet ved ovenstående tre momenter, deler vi hans interesse for den politiske økonomi – om end med andre fikspunkter. Foucault (1966) er
4 Foucault beskriver også denne proces som det at ’intelligibilisere’ (Foucault 2004b: 50;66). Problematisering spiller altså en dobbelt rolle i undersøgelsen. Dels kaster vi lys over hvordan eksempelvis væksten eller konkurrenceevnen er blevet opstillet som problem gennem historien, dels er selve denne analytiske aktivitet drevet af de problemstillinger vi selv rejser.
5 Spørgsmålet har en – tilbagetrukket – plads i undersøgelsens sidste kapitler i spørgsmålet om viden og kvalifikation, men pladsen tillader ikke en grundig udvikling af subjektivitetens problematik.
15 allerede i ’Ordene og Tingene’ optaget af den økonomiske videnskabs tilblivelseshistorie. Han tager spørgsmålet om den politiske økonomi op igen i sine posthumt udgivne forelæsninger ved Collège de France 1977-1979 (Foucault 2004a, 2004b) hvor indsigterne er fravristet de store epistemers kategorisering der kendetegnede ’Ordene og Tingene’. Dermed får forelæsningerne mere eksplicit karakter af samtidsanalyse (se i øvrigt Lemke 2001; Gudman-Høyer & Hjort 2009;
Terranova 2009; Tribe 2009). Hans tidligere analyser annulleres således ikke, men sættes i spil igen i slutningen af 1970erne ved at gøre spørgsmålet om den aktuelle neoliberalisme til fokuspunkt. De tidlige indsigter kommer således til at fungere som arkæologiske elementer i en genealogisk ansats.
Den mest åbenlyse adressering af den politiske økonomi er Foucaults (2004b:37) besvarelse af spørgsmålet ’hvad er liberalismen?’, der gives gennem analyserne af den klassiske liberalisme (ibid.:37-91), den tyske ORDO-liberalisme6 (ibid.:95-206) og Chicago-skolens7 neoliberalisme (ibid.:247-325). Indsigterne fra disse analyser er interessante, men varianterne af liberalismen fungerer ikke som skematik for vores forståelse af konkurrenceevnedagsordenen fordi denne skematik ikke indfanger konkurrenceevnedagsordenens spændinger og transformationer særlig præcist – om end Foucaults adressering af eksempelvis markedsnaturalismen (ibid.:31,81), statsfobien (ibid.:95-115), konkurrencebegrebet (ibid.:145-146, 157), konkurrencerummet (Foucault 2004a:316) samt teorien om den menneskelige kapital (Foucault 2004b:247-266) er relevante indsigter.
Det vi i stedet er optaget af ved Foucaults behandling af den politiske økonomi, er den opmærksomhed som giver ham anledning til studiet af neoliberalismen, og ud fra hvilken han anslår sit analytiske vokabularium: Her tænker vi på hans opmærksomhed på regeringskunsten, befolkningen og biopolitikken.
Ved at tematisere regeringskunsten sigter Foucault mod at analysere de politiske magtteknologiers mutation, i særdeleshed de skred gennem hvilke den økonomiske fornuft er i færd med ‛at definere et nyt indhold for statsræsonen og dermed definere nye former, som statsræsonen vil antage. En ny guvernementalitet‛8 (Foucault 2004a:377). Ved
6 Tysk økonomisk skole der argumenterer for en aktiv statsrolle i skabelsen og bevarelsen af velfungerende markeder.
Regnes som en variant af neoliberalismen. Associeres med bl.a. Franz Böhm, Walter Eucken og Ludwig Erhard (Hanemann 2008).
7 Amerikansk økonomisk skole der anfører at neoklassisk pristeori kan forklare observeret økonomisk adfærd, og at frie markeder skaber den mest effektive ressourceallokering og indkomstdistribution (Reder 2008).
8 Her bruger vi en af de tre definitioner Foucault (2004a:116-17) tilbyder. Foruden den anførte påpeger Foucault (ibid.) at man (ii) ved ’guvernementalitet’ kan forstå den tendens at magttypen ’regering’ får forrang for andre typer magt, såsom
16 guvernementaliteten forstår Foucault ‛den mængde af institutioner, procedurer, analyser og refleksioner, beregninger og taktikker‛(ibid.:116) som gør det muligt at udøve en specifik men kompleks form for magt.
Denne magt har befolkningen som sit primære sigte, den politiske økonomi som sin vigtigste videnform og sikkerhedsforanstaltningerne som sit væsentligste tekniske redskab (ibid.). Det er altså som fikspunktet for regeringskunsten at Foucault tematiserer befolkningen, idet statsræsonen oprindeligt stiller sig befolkningens problem: dens rigdom og sundhed, dens størrelse og velfærd, dens karaktertræk (ibid.:113). Det er som sådan at statistikken er optaget af populationens karaktertræk, den politiske økonomi af dens produktion og sikkerhedsmekanismerne af dens behold (ibid.:112-3).
Ved at rette opmærksomheden mod regeringskunsten og befolkningen åbner Foucault for en tredje analyse af det han kalder biopolitikken. Det vil sige netop de problemer der rejser sig for regeringskunsten når dens materiale er ‛en række af fænomener, der er kendetegnende for levende væsener, som udgør en befolkning‛ (Foucault 2004b:357). Biopolitikken er den zone der åbner sig når regeringskunsten gennem sine institutioner, procedurer og taktikker hvirvler det levende, det vil sige befolkningen, ind i det produktive og regérbare felt.
Det er netop denne opmærksomhed på forholdet mellem regeringskunsten, den produktive befolkning og livet der informerer vores analyse i forhold til konkurrenceevnedagsordenen – hvis primære sigte er befolkningen, hvis videnform er statistikken og den politiske økonomi, og hvis tekniske redskab er det politiske program for det produktive.
Analysens Udfordringer
Foucault afviser at han tilbyder en egentlig generel metode (Raffnsøe et al 2008:62), og i den forstand kan det synes lettere absurd at lade hans tænkning danne udgangspunkt for undersøgelsens analyse. Foucaults pointe er imidlertid at vi ikke kan optegne en metode som en fast vej til målet på forhånd, men at metoden må blive til undervejs (ibid.). Det er netop derved vi forstår begrebet analytik; det er et sæt af fremskridende opmærksomheder og en reflekterende nysgerrighed over for et felt der åbner sig efterhånden som analysen skrider frem, og som derfor med Foucaults ord er ‛langt mere redskabsagtigt og drømmende‛ end præskriptivt (Foucault 1980, se Raffnsøe et al 2008:62). Det er for denne analytik at der rejser sig en række suverænitet og disciplinering, og at (iii) resultatet af den proces gennem hvilken middelalderens retsstat, der i det 15. og 16. århundrede blev til den administrative stat, er blevet guvernementaliseret.
17 metodiske udfordringer – dels hvad angår undersøgelsens gyldighed, og dels hvad angår dens pålidelighed.
Gyldighedsspørgsmålet rejser sig som et problem for Foucault og for vores eget arbejde, som det gør for enhver socialkonstruktivisme: Når analysen bygger på den præmis at de sociale formationer er kontingente, må den nødvendigvis selv være kontekstafhængig. Lige som analyserne af de historiske formationer har til formål at eftervise betingelser for forskydninger i sandhedsordnen, vil en konklusion derfor altid allerede være betinget af en givet samtidig sandhedsordens indflydelse på udformningen og besvarelsen af problemstillingen. Den vil så at sige altid kunne tænkes anderledes. Således er validiteten af en samtidsanalyse hvis karakter netop er at analysere normernes og samfundspraktikkernes herkomst, altid betinget af disse normer og disse praktikker selv (Raffnsøe et al 2008:266). Analysen får derfor karakter af at være et mellemværende; et indspil der ikke står uden for de sandhedsordner den analyserer, men som bestræber sig på at tænke dem kritisk.
I praksis betyder det at spørgsmålet om undersøgelsens generaliserbarhed forandres. Idet vi fremanalyserer de skred gennem hvilke konkurrenceevnedagsordenen er blevet til som aktuelt fænomen, peger vi på de partikulære, konkrete historiske konfigurationer. Derfor er undersøgelsen grundlæggende set ideografisk anlagt og opløser på den måde de nomotetiske videnskabers ideal om generaliserbarhed (se Wallerstein 1996). Analysen er intern til sit eget felt, og derfor er den kun gyldig for netop de konfigurationer som den beskæftiger sig med.
Imidlertid er disse fænomener tendenser; de er aktuelle, levende formationer, og som sådan peger analysen af dem ud over fortiden fordi fænomenerne er en del af en levende, tilblivende historie.
Pålidelighedsspørgsmålet rejser sig som en direkte konsekvens af en analytik der søger at forstå en tilblivelseshistorie, og som derfor må fortolke. Reliabilitetsproblematikken rejser tre konkrete spørgsmål. (i) Arkæologens grundlæggende udfordring: hvor skal vi grave? Altså: hvilke kilder skal vi vælge ud? (ii) Ideografens grundlæggende udfordring: hvad betyder det? Altså:
hvordan skal kilderne fortolkes? Samt (iii) geneaologiens analytiske problem: hvordan etablerer man sammenhænge og indflydelser mellem forskellige kilder?
Tilvejebringelsen og udvælgelsen af kilder beror på et omfattende stykke arkiv- og magasinarbejde hvis startpunkt er den mængde af eksisterende akademisk litteratur på området, jf. afsnit 1.1. Gennem magasinarbejdet, hvor referencer, henvisninger og
18 organisationelle forbindelser identificeres, optegnes et netværk af primærkilder. Udvælgelsen af disse kilder sker overalt på baggrund af et væsentlighedsprincip. Overalt er vi således optaget af hvordan en dagsorden sætter sig igennem, og derfor søger vi at spore indflydelser og overgange, brud og forskydninger. Dette betyder imidlertid også at væsentligheden af de positioner der gøres tavse, kun fungerer i den fremherskende dagsordens margin – det er den heterodokse økonomiske tænkning et eksempel på.
Fortolkningen af kilder beror i vores tilfælde på den hermeneutiske grundbetingelse som Hans- Georg Gadamer (1960:329-343) fremsætter, nemlig at erfaringen er karakteriseret ved sin negativitet, altså ved muligheden for at blive overrasket9 – derpå beror dens principielle åbenhed. Fortolkningen, der således aldrig er værdifri og beror på forskellen mellem kilde og læser, tager udgangspunkt i spørgsmålet, der angiver en analytisk retning.
Spørgsmålet om kildernes forbindelser består deri at sammenhængen mellem to på hinanden følgende fænomener fundamentalt er usikker – dette er altså problemet med post hoc ergo propter hoc10. Usikkerheden og kontingensen er grundbetingelser, men analytikeren kan bestræbe sig på at gøre sammenhængens karakter tydelig; sommetider optager positioner eksplicitte momenter fra tidligere indsigter, men ofte er sammenhængen langt mere subtil – der er tale om slægtskab, metode- eller meningsfællesskaber.
Gyldigheden af vores undersøgelse er således defineret ved sin ideografiske karakter og sin status af kontingent indspil, mens pålideligheden er karakteriseret ved den akademiske dømmekraft der udøves gennem en række hermeneutiske opmærksomheder på væsentlighed, spørgsmål og meningsforskydninger.
1.3. Undersøgelsens Fremskred
Det står altså klart at vi er optaget af spørgsmålet om den nationale konkurrenceevnedagsorden, og at vi til undersøgelsens problemformulering viderefører en foucaultiansk inspiration idet vi sigter mod at forstå tænkningens, målingens og strategiernes ordning af den politiske ledelse af vækst.
9 Den negative tænkning af erfaringsbegrebet henter Gadamer fra Hegels dialektik der på afgørende punkter er i modstrid med Foucaults opfattelse af tænkningen og ikke mindst historier. Her abonnerer vi ikke på den dialektiske tænkemåde som sådan, men blot på denne filosofiske hermeneutiks forståelse af erfaringsbegrebet.
10 ‛Efter dette, altså som følge af dette‛.
19 Begreber, kvantificering og handling angiver således ikke en følgerække eller kausalitet, men analytiske fokuspunkter ud fra hvilke vi åbner konkurrenceevnedagsordenen og følger de væsentlige forskydninger inden for denne. Med disse fokuspunkters fremskred i vores analyse kan vi dog sige at undersøgelsen tager en skematik op der i en hvis forstand zoomer ind, idet vi bevæger os fra begrebernes over empiriens til eksemplets niveau. Her er vi optaget af dagsordenens begrebslige spændinger på et teorihistorisk niveau, af dagsordenens institutionalisering og fokus på det kvantificerende og endelig af den måde hvorpå dagsordenen bliver bragt i spil i policy-tiltag gennem blandt andet fordeling af nationalstatens ressourcer. Her fungerer Danmark som case, hvilket vi vil redegøre nærmere for i kapitel IV.
Problemformulering, Disposition og Konklusioner
Hvert af disse tre led – begrebernes, kvantificeringernes og handlingsanvisningernes domæner – kalder på hver sin opmærksomhed, og derfor er en specifikation af vores problemformulering nødvendig. En specifikation der samtidig angiver undersøgelsens fremskred, ud fra hovedspørgsmålet (se figur 1.1):
I. Hvordan ordner tænkning og måling af, samt strategier for, national konkurrenceevne den politiske ledelse af vækst?
II. På tænkningens niveau er vi interesserede i den nationale konkurrenceevne som en tematik der rejses i den politiske økonomi og i den økonomiske videnskab generelt. Specifikt spørger vi hvordan national konkurrenceevne stiller sig som begrebsligt problem i den politiske økonomi, idet vi er interesserede i de begrebslige spændinger der skærer på tværs af opfattelserne af markedet og den nationale konkurrenceevne. Dette gør vi gennem en analyse af markeds- og konkurrencetænkningen med særlig vægt på ortodoksien fra Smith og frem; den institutionelt orienterede heterodoksi fra Friedrich List og frem; samt den nationalstrategiske position hos Porter. Idet vi i kapitel II demonstrerer at markedsforståelsen er konkurrenceevnetænkningens springende punkt, konkluderer vi at det er ved problematiseringen af markedets naturlighed og harmoni og vækstens årsager at den nationale konkurrenceevne finder sin begrebslige plads i den politiske økonomi.
III & IV. På målingens niveau spørger vi hvordan opgørelsen af den nationale konkurrenceevne har formet et empirisk felt der beskriver og ordner variabler for
20 national vækst. Dette studie tager sit udgangspunkt i at følge institutionaliseringen af konkurrenceevnedagsordenen, hvorefter vi gennem læsning af et omfattende primærmateriale fremanalyserer dette empiriske felts karaktertræk, idet vi er særligt optagede af tematikker der står spørgsmålet om befolkning og markedet nært. I kapitel III beskæftiger vi os med de internationale målinger i det schweiziske publikationskompleks med fokus på 1980erne og 1990erne. Her dokumenterer vi hvordan den nationale konkurrenceevne bliver en ny, bred positivitet i ledelsen af vækst, og konkluderer at konkurrenceevnedagsordenen betyder en øget iscenesættelse af livet som produktivt og en aktiv og dynamisk forståelse af statens rolle på markedet. I kapitel IV vender vi blikket mod det danske arbejde med opgørelse og måling af konkurrenceevne, med fokus på 1990erne og 2000erne. Vi viser hvordan dagsordenen har fået sit eget empirisk-strategiske udtryk i det danske arbejde gennem spørgsmålet ’hvad skal Danmark leve af?’ og konkluderer at en ny erhvervs- og strukturpolitik ordner og fornyer en vækstledelse hvor velfærdsstatens policy- områder orienterer sig mod at styrke den nationale konkurrenceevne.
V. På strategiens niveau er vi interesserede i hvordan specifikke policy-tiltag aktualiserer konkurrenceevnedagsordenen, og dermed hvordan denne dagsorden sættes igennem som konkret ressourcefordeling der sigter til den politiske ledelse af vækst. Specifikt studerer vi Fogh-regeringernes arbejde med Globaliseringsstrategien og Velfærdskommissionen, idet vi viser hvordan hele viften af statens politiske områder reformuleres gennem credoet for den moderne nationalstats janushoved:
konkurrencekraft og sammenhængskraft. Således konkluderer vi at det danske globaliseringsprogram er kendetegnet ved at det enkelte menneske og dets kompetencer bliver genstand for investering og inddragelse i det produktive gennem en kontinuerlig opkvalificering.
VI. Sluttelig rekapitulerer vi på de indsigter vores undersøgelse har tilvejebragt, idet vi konkluderer på undersøgelsen og diskuterer mulige perspektiver i forhold til det tidligere omtalte begreb om biopolitik. Således genvinder vi i det afsluttende kapitel spørgsmålets forrang, idet vi fremsætter to spørgsmål der peger frem mod nye mulige undersøgelser, nemlig ’hvad er globalisering?’ og ’hvad er konkurrenceevnestaten?’.
21 Figur 1.1: Disposition
Kapitel Niveau Primær genstand Problemformulering Analytisk
fokus
I. Indledning - - Hvordan ordner tænkning og
måling af, samt strategier for, national konkurrenceevne den politiske ledelse af vækst?
-
II. Konkurrenceevnens begreb
Begrebernes Økonomisk teori, politisk filosofi, institutionel teori.
Hvordan stiller national konkurrenceevne sig som begrebsligt problem i den politiske økonomi?
Marked
III. Konkurrenceevnens nye tilsynekomst
Målingens Internationale konkurrenceevne- rapporter, kommissions- betænkninger
Hvordan har opgørelsen af den nationale konkurrenceevne formet et empirisk felt der beskriver og ordner variabler for national vækst?
Befolkning
IV. Hvad skal Danmark leve af?
Målingens, strategiens
Danske vækst-, erhvervs-, struktur- og
konkurrenceevneredegøre lser
Hvordan har opgørelsen af den nationale konkurrenceevne formet et empirisk felt der beskriver og ordner variabler for national vækst?
Struktur og ramme- betingelser
V. Vækstledelse og Globaliseringsstrategi
Strategiens, policy’ens
Globaliseringsstrategien, Velfærdsforliget, herunder Globaliseringsaftalen.
Hvordan aktualiseres konkurrenceevnedagsordenen i konkrete policy-tiltag?
Investering i viden
VI. Konklusioner og perspektiver
- - Hvordan ordner tænkning og
måling af, samt strategier for, national konkurrenceevne den politiske ledelse af vækst?
-
Bemærkninger om Afgrænsning og Relevans
Vores problemformulering, vores optegning af de væsentligste positioner i forskningsfeltet samt opridsningen af vores metodiske udgangspunkt afgrænser det felt vores analyse bevæger sig i. Inden for denne afgrænsning har feltet imidlertid en omfattende bredde og en anseelig teoretisk dybde, og formen tillader os naturligvis ikke at afdække alle feltets hjørner eller alle problemstillingers dybe afkroge. Som vi tidligere bemærkede, er vores opmærksomhed mod konkurrenceevnedagsordenen præget af et væsentlighedsprincip hvor afgrænsningen spiller sammen med et grundigt magasin- og læsearbejde. På grundlag af disse to kvaliteter foretager vi således kortfattede afgrænsninger ved indgangen til hvert kapitel.
Ydermere finder undersøgelsen sin relevans ved to omstændigheder. Den første, og primære, er den relevans den har som en akademisk afhandling ved kandidatstudiet i erhvervsøkonomi og filosofi på Copenhagen Business School. Afhandlingen bidrager empirisk med en hidtil uset læsning af en omfattende serie af nyere historiske dokumenter inden for økonomisk politik,
22 regeringsførelse og, ikke mindst, inden for erhvervspolitikken og rammebetingelserne for at føre forretning – heri ligger afhandlingens erhvervsøkonomiske relevans i klassisk forstand.
Afhandlingen bidrager desuden teoretisk med en tilegnelse og diskussion af Foucaults samtidsanalytik foruden et genudkast af den politiske økonomis teorihistorie vis-a-vis Foucaults læsning af denne. Dermed genfremsættes spørgsmålet om hvordan vi filosofisk kan og skal analysere samtiden og dens historiske konfigurationer – heri består hovedsageligt afhandlingens filosofiske relevans.
For det andet har afhandlingen relevans som et offentligt dokument. De teknikker og strategier, de tænkeformer, de organisationer, de publikationer og de argumenter vi her beskæftiger os med, optager mennesker professionelt langt ud over akademia – i centraladministrationen, i interessegrupper, i internationale organisationer og i virksomheder samt i industri- og handelsorganisationer. For disse praktikere fungerer afhandlingen som et kort over de organisationer, publikationer og politiske programmer der har formet det felt som de træffer beslutninger på grundlag af.
23
II. K ONKURRENCEEVNENS B EGREB
Begreber er vigtige fordi de meddeler tænkningens retning. Vi er derfor interesserede i konkurrenceevnens teoretiske udvikling og meningsmæssige spænd, fordi de angiver måder at måle og opgøre konkurrenceevne på, lige som de udgør rationaler for at lede vækst og fordele ressourcer. Vi spørger derfor i dette kapitel til hvordan national konkurrenceevne stiller sig som begrebsligt problem i den politiske økonomi?
Denne delanalyse skal i undersøgelsens første del behandle den nationale konkurrenceevnes grammatik ved at opregne de teoretiske linjer der gennemstrømmer den nationale konkurrenceevne som begreb og videnfelt. Særligt er det linjernes brud der interesserer os, og de forskelle hvormed disse brud bliver aktive i den måde hvorpå vi forstår den nationale konkurrenceevne.
Da teorier bliver til i en specifik historisk kontekst, vil de altid være påvirket af forskellige institutionelle, politiske og samfundsmæssige konfigurationer. Disse kontekster er interessante, men pladsen og vores problemformulering byder os at fokusere på de begrebslige forskelle og udviklinger i en relativt teoriintern læsning. Vi forestiller os derfor ikke at vi udtømmende kan iscenesætte disse begrebslige skred i deres fuldstændige meningshorisont. Overordnet er vi optaget af konkurrenceevnebegrebets herkomst, og det er denne interesse der fordrer en rubricering som ved første øjekast kan synes grovkornet, nemlig opdelingen i den økonomiske teorihistorie mellem den ortodokse klassik og neoklassikken på den ene side og en række heterodokse ansatser på den anden. Denne inddeling er imidlertid produktiv fordi den både tillader en analyse af væsentlige forskelle i tænkningen af det økonomiske system, og samtidig tydeliggør det forhold at konkurrenceevnens begreb er udviklet uden for eller i kanten af den dominerende økonomiske tænkning.
Således åbner vi for det første analysen ved at slå to grundlæggende økonomisk-politiske tænkemåder an der ligger før Smith. Derefter skrider vi for det andet til en analyse af ortodoksien fra Smith og frem, idet vi viser hvordan tænkningen af markedet og handlen har domineret spørgsmålet om velstand. Derefter behandler vi tre på hinanden følgende heterodokse positioner, altså for det tredje de positive teorier om konkurrenceevnen fra List over Max Weber til institutionalismen. For det fjerde inddrager vi kort den Østrigske markedstænkning. Og endelig behandler vi for det femte Porters skelsættende reaktualisering af
24 konkurrenceevnebegrebet. Dermed afgrænser vi os fra betydningsfulde, men for vores arbejde mindre væsentlige, positioner som eksempelvis Keynes (1926; 1936) og marxismen (fx Marx 1846; 1867).
2.1. Den Økonomiske Statsræson før Smith
For vores forehavende er især to bevægelser i den politisk-økonomiske tænkning – der netop før Smith udgjorde ét felt – vigtige. Dels Thomas Hobbes’ (1651) politiske realisme der har konflikten som sin grundpræmis, og som, idet den sætter det politiske først, er optaget af indre og ydre sikkerhed. Dels John Lockes (1690) politiske liberalisme der principielt har harmonien som udgangspunkt, og som er optaget af spørgsmålene om frihed, rettigheder og repræsentation. De to bevægelser angiver væsentligt forskellige måder at tænke det økonomiske domæne på. Hvor den ene anfører at kampen og interessen er det centrale og dermed betoner økonomiens i grunden politiske karakter, fremhæver den anden de økonomiske udvekslingers immanente fornuft og betoner herved økonomiens i grunden naturlige og endrægtige karakter.
Til den første hører merkantilismen hos blandt andre11 Jean-Baptiste Colbert – Louis XIVs finansminister i midten af 1600-tallet. Her er markedet i udgangspunktet konfliktfyldt, og spørgsmålet om vinder og taber er derfor grundlæggende et politisk spørgsmål, fordi det drejer sig om statens sikkerhed (Landreth & Colander 2002:44-49). Således er Colberts dirigiste-politik en dyb politisering af den økonomiske sfære i kraft af en aktiv, interventionistisk industripolitik; en selvforsyningspolitik; vidtgående immigrations- og transportrestriktioner;
samt en ’bullion’-orienteret international handelsprotektionisme (se Sergant 1899). Det er især denne penge- og værdiforståelse der optager Foucault (1966:174-80) når han viser hvordan udvekslingslogikken skifter karakter i overgangen til klassikken.
Til den anden hører fysiokratismen således som den kommer til udtryk hos dens væsentligste skikkelse: François Quesnay og hans tableau economique (1758). Quesnay (1758:22) er lige som merkantilisterne interesseret i ‛les intérêts de la Nation, le bon ordre, le droit public, la puissiance & la domination du Souverain‛12, men dette bygger på en anden opfattelse af ‛des véritables sources des richesses, & des moyens les multiplier & de les pepétuer‛13.
11 Som Landreth & Colander (2002:44-49) gør opmærksom på, er merkantilismen ikke en samlet teoretisk doktrin, men en underskov af mindre pamfletter og betænkninger – det er en politik før det er en teori.
12 ‛Nationens interesser, den gode orden, den offentlige ret og Suverænens magt og dominans‛ (egen oversættelse).
13 ‛rigdommenes sande årsager og måderne at øge og bevare dem‛ (egen oversættelse).
25 Rigdommenes årsag er i sidste ende jorden, og det er fra landbruget som produktionssystem og markedet som udvekslingssystem at Quesnay kan analysere rigdommene. Det er netop denne begyndende forskydning til analysen af det produktive der rettelig får Foucault (1966) til at markere fysiokratismen som overgangen fra rigdomsanalysen til den politiske økonomi. En politisk økonomi der advokerer for ‛un commerce intérieur et extériur libre et facile‛14 (Quesnay 1758:17) – en tanke der bliver central i ortodoksien.
2.2. Ortodoks Konkurrencetænkning fra Smith og frem
For vores forehavende indtager den ortodokse økonomitænkning fra Smith og frem en underfundig rolle, fordi den netop er kendetegnet ved ikke at tematisere den nationale konkurrenceevne som sådan. Dette gør den imidlertid ikke uinteressant. Tværtimod, den ortodokse tænknings udgrænsning af spørgsmålet om konkurrenceevne, og i store træk af en aktiv vækstledelse, udgør en væsentlig del af konkurrenceevnebegrebets tilblivelseshistorie.
Smiths Marked
Det egentlig revolutionære ved Smiths ’An Inquiry into the Nature and Causes of The Wealth of Nations’ (1776) består ikke hovedsageligt deri at han demonstrerer arbejdsdelingens værdi- og velstandsskabende funktion gennem dens rolle i produktionsforholdene. Det væsentligste bidrag er snarere at han indstifter markedet som omdrejningspunktet for en ny disciplin om det sociale – nemlig den politiske økonomi15. I denne markedsanatomi er de tre centrale karaktertræk naturlighed, harmoni og universalitet.
Markedets naturlighed udgøres af den spontane konkurrence og den resulterende optimalitet. Det er markedet der udgør den politiske økonomis centrale handlingsfelt, mens konkurrencen udgør handlingernes dynamik. Således er markedet ikke bare stedet for prisdannelsen (Smith 1776:63- 64), det er også skæringen mellem en række præferencer og en række produktions- og kapitalforhold (ibid.). Værdibegrebet – som Smith formulerer i flere versioner16 – tillader ham i sidste ende at indføre den væsentlige distinktion mellem prisdannelse på kort sigt, markedsprisen, og på lang sigt den naturlige pris (Smith 1776:63-64). Den kortsigtede
14 ‛en fri og uhindret intern og ekstern handel‛ (egen oversættelse).
15 Det bør tilføjes at Richard Cantillon (1755) med sit ’Essai Sur la Nature du Commerce en Général’ kan siges at være grundlæggeren af den politiske økonomi (Jevons 1881). Vi følger her Smith fordi hans virkningshistoriske betydning er større.
16 I Wealth of Nations behandler Smith både en arbejdsværditeori (op.cit.: BK I, CH.V:37,41), en arbejdskommandoværditeori (ibid.: BK. I, CH. V:34-35) og endelig en produktionsomkostningsværditeori (ibid.: BK. I, CH. vi: 54-57). Sidstnævnte er konsistent med resten af værket og er den der bygges på i hans analyse. Se desuden Landreth & Colander (2002:93-98) for en diskussion af Smiths værdibegreb.
26 prisdannelse markerer øjeblikkelige svingninger i udbud og efterspørgsel, mens den langsigtede pris netop er udtryk for produktionsomkostningerne: løn, jordrente og profit (kapitalforrentning) (se også ibid.:54-57). Således er ’the competitive market’ den optimale organisering af værdiernes cirkulation og præferencernes skæring, fordi prisen på kort sigt afspejler betalingsvilligheden, mens den på langt sigt afspejler produktionsomkostningerne.
Derfor virker markedet tilbage på allokeringen af knappe ressourcer, herunder organiseringen af produktionen.
Markedets harmoni består deri at de partikulære interesser skærer hinanden i en ligevægt. Det er ved markedets mellemkomst at den enkeltes egeninteresse skaber den bedste samfundsmæssige indordning:
‛*He+ generally, indeed, neither intends to promote the public interest, nor knows how much he is promoting it *< he] intends only his own gain, and he is in this, as in many other cases, led by an invisible hand to promote an end which was no part of his intention. *<+ By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it‛ (Smith 1776:477-78,vores kursivering).
Logikken er altså en atomisme hvis udgangspunkt er en indre markedslogik hvor præferencerne resonerer fordi de kan prissættes gennem konkurrencen – den spontane konkurrence og den spontane harmoni udgør en naturalistisk kiasme.
Markedet er desuden universelt fordi argumentet ikke er begrænset i tid og rum; markedets funktionsfelt er ikke i udgangspunktet betinget af nationale eller geografiske forhold, lige som det heller ikke er geografisk betinget – arbejdsdelingen er principielt transnational (Smith 1776:21). Tilsvarende er frihandelsargumentet (ibid.:474-95) principielt en oplysningsfilosofisk kosmopolitanisme – en tanke der er fuldstændig konsistent med Immanuel Kants ’evige fred’
(Kant 1795; se desuden Foucault 2004b:75-76). Markedet har en indre, naturlig fornuft og er, qua dette, universelt.
Disse karaktertræk – naturligheden, harmonien og universaliteten – udgrænser imidlertid ikke staten fuldstændig. Eksempelvis har staten for Smith en central plads for rigets sikkerhed (ibid:213-231) og folkets uddannelse (ibid.:282-209). Men staten har altid et ydre forhold til markedet, som på sin side hviler i sig selv. Derfor kan vi med rette forstå Smiths markedstænkning som kernen i laissez faire.
27 Ricardo, Handlen og de Komparative Fordele
Ricardo (1817) markerer en underfundig forlængelse af ortodoksien fordi han udvikler og formaliserer det eksisterende argument for frihandel – blot på et andet grundlag. Mens han deler Smiths grundpræmis om markedets karaktertræk, antager Ricardo (1817:17-23) et arbejdsværditeoretisk standpunkt, en præmis der senere anvendes af Marx i hans kapitalismekritik (Marx 1826; 1867), og som sådan bliver en gren af den økonomiske heterodoksi. Hvor Smith indstifter den markeds- og værditænkning der bliver til ortodoksi, gennem marginalismen og neoklassiken, er det Ricardos frihandelsargument der vinder indpas i konventionel økonomisk visdom.
For Ricardo er det ikke ‚in consequence of the extension of the market that the rate of profit is raised‛ (ibid.:93), men derimod en optimering af inputtenes sammensætning som følge af presset fra import. Konklusionen, der bebuder at ‛under a system of perfectly free commerce, each country naturally devotes its capital and labor to such employments as are most beneficial to each‛(ibid.:93), er altså den samme som hos Smith, men argumentet er import-drevet. Det forhold at goder kan produceres billigere i udlandet, betyder at import frigør inputfaktorer der kan bruges mere optimalt. Det betyder, som en forskydning af Smith, at selv nationer for hvem alle faktorer er absolut dyrere, har en komparativ fordel. Konsekvensen er derfor at unilateral handelsbarrierereduktion er en fordel, alene af den grund at import frigør faktorer der kan anvendes bedre. Således er det de komparative fordele der udgør handelsmønstrene og dermed de enkelte nationers produktionssammensætning.
Foruden sin udvikling af en systematisk teori om international handel på baggrund af Smiths markedstænkning varsler Ricardo også et metodeskift der bevæger sig væk fra den kontekstuelle politiske økonomi, hen imod en formaliseret, deduktiv metode. Den marginalistiske position hos Léon Walras (1874) og Alfred Marshall (1990) matematiserer disciplinen og udvikler den til en videnskab om menneskets begær og de deraf følgende samfundsmæssige handlinger (Marshall 1890:49). Prisdannelsen, både for faktorer og varer, bliver nu udtrykkelig formuleret ved disses marginale produktivitet og nytte. Herved kobles differentialregningen til økonomien, og den får det udtryk vi kender i dag.
Frihandlens Formalisme
Det ricardianske argument udbygges af to omgange. Først i mellemkrigsårene af de svenske økonomer Eli Heckscher og Bertil Ohlin, og siden af Paul Samuelson umiddelbart efter Anden Verdenskrig.
