Fra Residual til Positivitet

Vi er altså optaget af hvordan der i det begrebslige rum som åbnes udefra af de institutionelle positioner og indefra af neoklassikken, især Solow, kommer en ny konkurrenceevnedagsorden til syne. Dels er vi optaget af de omstændigheder der giver anledning til at denne nye flade åbnes, og dels vil vi kende konturerne af den nye krop af viden om nationernes evne til at konkurrere, som bryder frem.

43 Vækstens nye Udfordringer

Det er navnlig to transformationer i perioden mellem Anden Verdenskrig og slutningen af 1970erne der åbner et nyt rum for politisk ledelse af vækst, hvor spørgsmålet om den nationale konkurrenceevne indtager en central plads. En teoretisk forandring og en systemisk eller kontekstuel forandring.

Teoretisk synliggør Samuelsons (1948, 1949) og Solows (1956, 1957) formalistiske videreudvikling af allerede kendte klassiske problemstillinger – nemlig om handlen og velstandens vækst – det forhold at modellerne efterlader et forklaringsresidual. Samuelsons faktorsammensætning og endnu tydeligere Solows eksogene vækstteori åbner et rum i kanten af den neoklassiske økonomi hvor en ny positivering, en ny kvantificering af vækstens årsager og inputfaktorernes karakter kan opstå. Edward F. Denisons (1962) undersøgelse af årsager til og mulige strategier for amerikansk vækst viser med al tydelighed hvordan Solows vækstmodel og Cobb-Douglas-produktionsfunktionen fordrer en yderligere inklusion af produktionsfaktorer i forståelsen af velstanden og væksten. Denison (1962:67-79) tillader at ændringer i arbejdskraftens kvalitet gennem demografisk forandring, uddannelse m.v.

forårsager eller hindrer vækst, lige som hans analyse i grunden betragter den økonomiske vækst som et bredt policy-område der inkluderer utraditionelle indsatser som eksempelvis uddannelsespolitik (Denison 1962:229-254, se også Beckerman 1962:935-37). Både Solow og Denison ser at der er et væsentligt vækstresidual som de mangler at modellere systematisk ind i deres positioner, og OECD skriver i 1963 i en ministermødebriefing at det er nødvendigt ‛to examine how technological and social changes affect economic growth models‛ (OECD 1963:1).

Samtidig kaster en række nye studier fra starten af 1960erne og frem lys over de to centrale vækst- og velstandskilder der indtil da har været uden for den neoklassiske modellering, nemlig spørgsmålet om teknologisk innovation (Vernon 1966; Drucker 1969; OECD 1974; Pavitt &

Wald 1974) og humankapital (Schultz 1960, Becker 1962). Der er således tale om at den formal-marginalisme der kendetegner neoklassikkens formsprog, udvider sit forklaringsfelt; vækstens kilder bliver en mangeartet størrelse.

Kontekstuelt sker der desuden i løbet af 1970erne en række systemiske og institutionelle forandringer der ændrer betingelserne for ledelse af vækst. Bretton Woods³⁴, der skulle sikre

34 Institutionelt regime 1944-1971/73, opkaldt efter konference i 1944 i Bretton Woods, NH, USA. På konferencen aftales oprettelsen af IMF og IBRD/Verdensbanken der skulle tage sig af henholdsvis en ny guld-dollar-standard og være

’lender of last resort’. Regimets formål er at skabe stabile valuta- og finansbetingelser for den øgede liberalisering af handlen der søges gennemført gennem General Agreement on Tariffs and Trade (GATT). Se McLean & McMillan (2009) for en kort introduktion.

44 den vestlige verden mod mellemkrigstidens ’beggar thy neighbour’-politik på valutaområdet og skabe en stabil ramme for samhandel, kollapser i de tidlige 1970ere (Obstfeld & Taylor 2004;

Helleiner 1994). USA, hegemonen, er ikke længere i stand til at opretholde dollar-guld-standarden (Eichengreen 1989), med den konsekvens at valutakurserne nu bliver et konkurrenceparameter. Oliekriserne forvandler den geopolitiske dynamik (Keohane 1984) og begrænser de makroøkonomiske værktøjer. En lang række lande oplever voldsomme underskud på statsfinanserne (O’Connor 1973), og I USA erkender man at man ikke længere har et teknologisk forspring (Gilpin 1975). Den vestlige verden står med andre ord på kanten mellem ’the postwar settlement’ (Ikenberry 1992) og det Pedersen (2009) kalder ’the global settlement’. Et af de tidligste eksempler på hvordan disse transformationer påvirkede konkurrenceevnedagsordenen, er Robert Gilpins (1975) rapport ’Technology, Growth, and International Competitiveness’, bestilt af den amerikanske kongres’ underkomite for økonomisk vækst. Gilpin (1975:29) beskriver ganske præcist hvordan der få år tidligere sker et fokusskift: ‛*a+ sense of new national priorities began to emerge. The re-entry of Japan and Western Europe into world markets had increased international economic competition and forced attention on the competitiveness of American industry‛ (ibid.:29). Det er med denne præmis at Gilpin anerkender begrænsningen af en økonomi- og vækstforståelse der udelukkende er optaget af faktorsammensætning og -aflønning. For Gilpin er væksten et spørgsmål om valg, om handling og om strategi. Han advarer mod protektionisme og foreslår i stedet en ‛rejuvenation of the economy itself‛ (ibid.) – på konkurrencens præmisser. Det er netop denne ’rejuvination’ der peger frem mod konkurrenceevnestrategien som en vækstledelseslogik der hviler på og forstærker globaliseringen, og det er på denne baggrund at vi skal se opgørelserne fra Schweiz.

Det Schweiziske Publikationskompleks

Både politisk og teoretisk er der altså plads til, endsige behov for, en systematisk opgørelse af de faktorer der betinger nationernes vækst og relative velstand. I 1979 udgives den første konkurrenceevnerapport fra European Management Forum (EMF 1979): ’Report on Industrial Competitiveness: International Comparisons Based on 240 Criteria 1979’. Rapporten bliver en årlig publikation der danner udgangspunktet for konkurrenceevnedagsordenen. I forhold til de betænkninger man ser op gennem 1970erne (fx Uri 1971, Gilpin 1975), er denne udgivelse det første systematiske forsøg på at kvantificere industrialiserede nationers evne til at konkurrere. I omfang inkluderer den nye udgivelse langt flere lande end de tidligere case-baserede studier, lige som den måler på flere kriterier. I karakter foretager EMF med rapporten en række

45 væsentlige, om end ikke helt konsekvente, metodiske valg – dette vender vi tilbage til nedenfor.

Den er med andre ord retningsangivende for både hvad og hvordan der måles.

EMF starter i 1971 som et business- og managementnetværk med Genève-professoren Klaus Schwab i spidsen. Det oprindelige formål er, under protektorat af Den Europæiske Kommission og en række industriorganisationer, at formidle amerikansk ledelsespraksis til europæiske virksomheder (WEF 2009a). De turbulente 1970ere fordrer en bredere tilgang (Pedersen 2009), og omkring 1980 udvikler EMF sig til en international tænketank inden for politik, business, management og økonomisk udvikling. Tilsvarende bliver forummets årlige møde i Davos i løbet af 1980erne en platform for mellemstatslige drøftelser på regeringslederniveau, og i 1987 skifter organisationen navn til World Economic Forum (WEF) (Kellerman 1999:229-231).

Udgivelsens organisationelle konfiguration kan derfor groft inddeles i tre perioder:

1979-1988 er perioden hvor EMF, og altså fra 1987 WEF, udvikler konceptet og udvider især publikationens bredde – altså flere lande og flere kriterier. Publikationen, der fra 1986 hedder ’World Competitiveness Report’, var måske ikke teoretisk skelsættende, men den var institutionelt dominerende og metodisk retningsangivende for det senere arbejde.

I perioden 1989-1995 styrkes konkurrenceevnedagsordenen på flere punkter. For det første går det nyligt formede International Institute for Management Development (IMD)³⁵ ind i arbejdet og skaber sammen med WEF ’The World Competitiveness Project’

der med professor Stéphane Garelli i spidsen står for udgivelsen af den årlige rapport.

For det andet udgiver Porter (1990) sin skelsættende monografi om nationale konkurrencefordele, og som vi vil se i det følgende, får hans arbejde en markant indflydelse på dagsordenen.

Fra 1996 og frem forandres den organisatoriske baggrund for publikationen igen. WEF og IMD opløser samarbejdet og udgiver i stedet hver sin publikation. Den oprindelige rapport fra WEF kommer nu til at hedde ’Global Competitiveness Report’, mens IMD starter publikationen ’World Competitiveness Yearbook’. Garelli er redaktør for sidstnævnte, mens Schwab i førstnævnte starter et samarbejde med professor i

35 IMD, i dag en af verdens førende business schools, blev i 1990 skabt ved en fusion mellem International Management Institute (IMI) i Genève og Institut pour l'Etude des Methodes de Direction de l'Entreprise (IMEDE) i Lusanne.

46 udviklingsstudier på Harvard Jeffrey D. Sachs i 1996, Porter i 1998 og

Columbia-professor med speciale i økonomisk vækst Xavier Sala-i-Martin i 2003.³⁶

Opgørelsen starter altså som en rapport om konteksten for virksomhedsdrift; det skal være en analyse af de sociale, politiske og økonomiske forhold der skaber de nationale miljøer hvori virksomhedsdriften finder sted. Det gør den ved at betjene sig af et nyt materiale, en række nye statistiske data samt en for feltet ny metode, nemlig den vægtede indeksering og kvantificering af nationernes konkurrenceevne.

Nye Tælleligheder

Det der muliggør en systematisk rangering af national konkurrenceevne, er produktionen og tilgængeliggørelsen af en række tælleligheder af økonomisk og generel samfundsmæssig karakter. Rangering er betinget af en krop af komparativ statistik, og dette er netop hvad der – offentligt og internationalt – vokser frem gennem ’the postwar settlement’, og som de schweiziske publikationer betjener sig af.

Institutionaliseringen af mellemstatslige forhold efter Anden Verdenskrig tilvejebringer en ny systematisk opgørelse af traditionelle målepunkter for nationernes økonomiske ydeevne. Fra slutningen af 1940erne vokser nye serier af internationalt sammenlignelige data frem der systematisk opgør produktion, forbrugsniveau, priser og udlandshandel (se OECD 1970:7-10 for overblik) samt internationale penge- og varestrømme (UN/IMF/IBRD 1950; IMF 1948; IMF 1964).

Hertil kommer i 1970erne nye detaljerede opgørelser over manufaktursamfundets produktionsmønstre (OECD 1979), lige som både oliekriserne (IEA 1976) og problemerne med statsfinanserne (IMF 1977) giver anledning til nye publikationer. Med disse publikationer er det muligt for EMF at tegne et billede af nationernes relative succes som producenter og eksportører, lige som dataene bruges til at identificere styrker og svagheder ved både staten og produktionssystemet vis-a-vis 1970ernes kriser.

I 1960erne sker der en interessant transformation af opgørelsen over arbejdskraftinputtet;

overgangen fra arbejdskraft til arbejdsstyrke. Altså overgangen fra det i grunden særegne til det i mængden kvantificerbare. Bevægelsen muliggøres i høj grad af OECDs ’Labour Force Statistics’

der første gang udkommer i 1961 (OECD 1984:2). Publikationen intensiverer og uddyber det arbejde der er sat i gang med ’Yearbook of Labour Statistics’, udgivet af International Labour Organisation (ILO) siden midten af 1930erne. OECDs rapport bryder arbejdsstyrken ned på

36 Scahs & Warner (1998) bygger delvist på Barro & Sala-i-Martins (1995) endogene vækstteori.

47 demografiske, industrielle og funktionelle forhold, lige så systematisk som den opgør samme karaktertræk ved den del af befolkningen der står uden for arbejdsmarkedet (ibid.). I konkurrenceevnesammenhæng bruges udgivelsen i denne tidlige fase til at opgøre arbejdsløsheden, graden af industrialisering og ikke mindst udviklingen i lønniveauet.

En tilsvarende bevægelse mod det stadigt mere fintmaskede ser vi på forbrugsområdet hvor den dominerende publikation (Euromonitor 1974; 1976) foruden demografiske karaktertræk opregner de nationale markeders forbrugsmønstre, ejerskabsforhold, importprofiler, størrelse m.v., og det er netop forbrugets sammensætning der, som vi vil se, vurderes at påvirke arbejdsstyrken og nationens konkurrenceevne.

Mod slutningen af 1970erne vokser opgørelser over centrale udviklings- og civilsamfundsmæssige parametre, såsom urbanisering, indkomstdistribution, folkeoplysning og uddannelsesfrekvenser, frem gennem Verdensbankens ’World Development Report’ og udvider de indsatser UNESCO havde gjort på uddannelsesområdet siden 1950erne (se UNESCO 1988). I konkurrenceevnesammenhæng bliver disse indikatorer vigtige fordi de siger noget om nationens produktive kapacitet og udviklingsbane som ikke indfanges i arbejdsmarkeds- og produktionsstatistikkerne.

Fælles for dette brede felt af statistiske publikationer er altså at deres indhold udgør det statistiske skelet i EMFs konkurrenceevneredegørelser. Flere af publikationerne er skelsættende formationer af nye positive videnfelter der i sig selv er et studie værd. Mange af udgivelserne vokser, og nye områder kommer til eller styrkes: sundhed, stabilitet, uddannelse, kriminalitet, forskning, innovation, arbejdets fleksibilitet osv. Denne krop af tælleligheder opstår dog ikke i et vakuum. Den er en bevidst produktion af en række internationale institutioner der søger at indløse en række specifikke diplomatiske og politiske funktioner – funktioner der som tidligere nævnt kom under pres i 1970erne. Sammen danner dette netværk af udgivelser et uundseeligt input til målingen af konkurrenceevnen fordi det positiverer ved at kvantificere. Det begrebslige gøres tælleligt, og dermed gives mulighed for en systematisk rangering.

At Måle

Inden for de ortodokse såvel som heterodokse positioner i den økonomiske teorihistorie er konkurrenceevnetænkningen båret af den fundamentale indsigt at det drejer sig om relative fordele – enten komparative eller kompetitive. Denne fundamentale omstændighed afspejles i det schweiziske publikationskompleks ved at det fra ende til anden er en rangering. Det der er

48 det bærende spørgsmål, er hvordan en række af nationer klarer sig på en række parametre relativt til hinanden. Dette credo angiver publikationens grundlæggende metodiske anlæg – men som vi vil se, foreskriver dette princip ikke en gnidningsfri metode. Foruden en udvikling i vægtningen af de enkelte faktorer³⁷ rejser der sig i løbet af 1980erne og 1990erne to metodiske problemer: Hvordan skelner man systematisk mellem årsag og virkning, og hvordan udvælger man og begrunder kriterier?

Gennem samarbejdet med IMD bliver der så småt sat fokus på det kausalitetsproblem som allerede List gjorde opmærksom på. Garelli (1989) og Paul Strebel (1989) tematiserer påvirkningsmekanismerne, men er ikke i stand til systematisk at skelne mellem årsag og virkning; velstanden selv og velstandens årsager skilles ikke ad³⁸ (jf. fx EMF 1981:22 med ibid.:96). Det er således først da IMD og WEF går hver til sit i 1996, at sidstnævnte gennemfører en egentlig metodereform der konsekvent adskiller årsag og virkning. Det gør den ved at etablere væksten som virkning og ved, gennem lineær regression, at teste kriteriernes korrelation med væksten. Dermed løses ikke kun problemet med årsag og virkning, men også udvælgelsesproblemet. De 155 kriterier der ligger til grund for WEFs 1996-rapport, er altså et udtryk for den relative fordel i økonomisk vækst (WEF 1996:37) – det er sammenhængen med væksten der er den ultimative begrundelse for udvælgelse.

Foruden disse to afgørende metodiske afklaringer udgør Porters indsats i sig selv en bagvedliggende analytisk afklaring. Porter (1990a:773) bemærker i sit nationalstrategiske hovedværk at EMFs (altså WEFs) rangering er interessant, men at den rejser spørgsmålet om hvad en konkurrencedygtig nation er – det er netop dette spørgsmål han søger at besvare analytisk. Porters tankemønster sætter sig igennem i løbet af 1990erne, og fra 1998 er han en aktiv medforfatter til ’Global Competitiveness Report’, idet han udvikler et mikroøkonomisk indeks med udgangspunkt i konkurrenceevnediamanten (Porter 1998a; 1998b, WEF 1998:38-63).

Porters (1998a:40) udgangspunkt er at nationers vækst i sidste ende afhænger af virksomheders produktivitet, men som vi vil se i et senere afsnit, betyder dette ikke at de mikroøkonomiske betingelser ligger uden for den politiske ledelse af vækst. Tværtimod bliver det nødvendigt at lede produktivitetens grundbetingelser, blandt andet gennem befolkningen.

37 Fra 1986 tilskrives der vægtninger til de enkelte kriterier, lige som man tager hensyn til spredning i performance:

, hvor S er standardafvigelsen, x er det enkelte lands kriterieværdi, er middelværdien for kriteriet, og N er antallet af lande (EMF 1986:230).

38 Sammenlign fx EMF 1981:22 med ibid.:96.

49