Hvad er Konkurrenceevnestaten?

Fra åbningstalernes spæde anslag har vi igennem undersøgelsen analyseret strategierne for den nationale konkurrenceevne som et sæt af policy’er, målinger og institutioner. Vi har imidlertid undladt at rejse spørgsmålene ’Hvad er staten?’ og ’Hvad kan vi forstå ved konkurrenceevnestaten?’ Vi har således set på forandringen i ledelsen af vækst, ikke som en forandring i staten, men som en forandring i regeringsformen; og som sådan har vi ikke fremanalyseret eller betjent os af en egentlig statsteori, men snarere haft et regeringsblik. Dette er en bevidst strategi og en direkte konsekvens af vores inddragelse af Foucaults analytik og magtopfattelse. Når Foucault (1977:126) således polemisk anfører at den politiske teori mangler at ‛kappe hovedet af kongen‛, er det netop en kritik af den statsteori der betragter staten som en krop fra hvilken magten udgår, eller som et kar for magtens essens. I stedet fastholder Foucault (2004b:97) at en anti-essentialisme bevidst må undgå at formulere en statsteori, for i stedet at stratificere ‛et vist antal praksisser, handlemåder og, om De vil, guvernementaliteter.‛

Vores analytik resonerer således med Foucaults opfattelse af magt, hvorved han forstår ‛den mangfoldighed af styrkeforhold, som er immanente i det område, hvor de udøves, og hvis organisation de konstituerer‛ (1976:98). Ved denne passage skal vi forstå Foucaults relationelle og anti-essentialistiske magtbegreb: Magt er altid relationer, den kan ikke opbevares eller fortabes, men udøves; magtforholdene udgør ikke deres eget system ved siden af økonomien, videnskaben osv., men er immanente i disse og må studeres konkret gennem institutioner og processer (Foucault 1976:98-102). Magten er en dirrende relation, et produktivt spil af kræfter.

106 Det at magten er produktiv, betyder imidlertid ikke at den aldrig er repressiv eller voldelig.

Netop fordi magtrelationerne er immanente til det område hvor de udøves, er magten ikke begrænset til en bestemt type udøvelse: mordforsøgersken Damiens pinefulde henrettelse, det græske mådehold eller den kristne andagt er alle former for magtudøvelse (Foucault 1975:17-20, 1984c:67-81).

I den optik har vi således studeret staten – nationalstaten – som en serie af praktikker hvis materiale var befolkningen, og det er fra denne analytiks synsvinkel at vi nu kan spørge til og forstå ’konkurrenceevnestaten’. Vi kan rejse dette spørgsmål ved kort at skitsere to eksisterende positioner:

Philip G. Cerny (1990, 1997) ser allerede i 1990 den indflydelse erhvervs- og strukturpolitikkens forandringer har for nationalstatens indflydelse på den produktive sfære. Således identificerer han (1990:205) tre væsentlige transformationer i passagen fra velfærdsstat til konkurrencestat: i) overgangen fra makropolitik til en mikroorienteret industri- og erhvervspolitik, ii) overgangen fra handelspolitik til fokus på fleksible konkurrenceevnebetingelser, iii) overgangen fra velfærdspolitikken, der har fuld beskæftigelse, omfordeling og offentlige goder som sine hovedtræk, til en virksomheds- og innovationsfremmende politik inden for både den offentlige og den private sektor. Identifikationen er præcis, men lige som Bobbitts (2002) senere analyse af markedsstaten efterlader de empiriske udforskninger en del at ønske; Cerny udpeger denne nye regeringslogiks zoner, men er ikke optaget af regeringsformernes ’hvordan’.

Pedersen (2007b) optegner i sin – her provisoriske – identifikation af konkurrencestaten; en velfærdsstat der, lige som hos Cerny, er i krise fordi globaliseringen som bevægelse omkalfatrer betingelserne for og indholdet af den politiske ledelse af staten. Således overgår velfærdsstaten fra at være en fordelingsstat til at være en konkurrencestat – førstnævnte kompenserer de som er ramt af social ulykke, de som er sat udenfor, mens sidstnævnte investerer i borgernes konkurrenceevne gennem deres kompetencer og mobiliserer deres evne til at skabe værdi. Som vi anførte i første kapitel, betragter vi Pedersens seneste indspil som programmatiske udfordringer, som nærværende undersøgelse tager op, spiller videre på og omformer. Således må vores eget bidrag til spørgsmålet om konkurrencestaten virke gennem en analytik der vil kende konkurrenceevnestatens ’hvordan’, og som derfor ser at denne stats materiale er befolkningen. Indspillet må med andre ord være formuleret i biopolitikkens termer.

107 Biopolitik, Befolkning og Konkurrenceevnestat

Det Foucault (2004a, 2004b) havde planlagt skulle være et studium i ’biopolitikkens fødsel’, når aldrig længere end til denne underfundige biopolitiks undfangelse og åbning. Det er fordi biopolitikken er et regeringsfelt. Den har ikke, lige som klinikkens (Foucault 1961) og fængslets (Foucault 1975) fødsel, en svangerskabstopologi. Men det gør den ikke mindre konkret.

Biopolitikken er det felt der åbner sig når regeringsfornuften – det vil sige guvernementaliteten – gør de levende væsener til sit materiale gennem analyserne af befolkningen (Foucault 2004b:357). Stederne for dens virkning træder frem undervejs som feltet åbnes, idet magten udøves som biomagt. Konkurrenceevnestrategien er et sådant biopolitisk felt der åbnes når konkurrenceevneagendaen sætter befolkningen som sit materiale, forskyder forholdet mellem det politiske og det produktive og derigennem forandrer regeringsapparaterne. At biopolitikken er et sådant felt, er en direkte konsekvens af at staten intet andet er end:

‛virkningen, profilen, det bevægelige udsnit af en evig stratificering eller evige stratificeringer, uophørlige transaktioner, der modificerer, flytter, omformer, forskyder, eller hvordan man nu skal sige det, finansieringskilderne, investeringsmåderne, beslutningscentrene, kontrolformerne og kontrolarterne, forholdene mellem de lokale magtenheder, den centrale myndighed osv.‛

(Foucault 2004b:97).

Det er altså på dette grundlag, med denne analytik, at vi i grove træk kan give et foreløbigt og åbent signalement af konkurrenceevnestaten.

Konkurrenceevnestaten er intet andet end en regeringsform hvis tyngde fra start til slut galvaniserer dér hvor den iværksætter sine strategier og bekræfter og omformer sin viden.

Konkurrenceevnestaten er den regeringsfornuft hvis målsætning er vækst og velstand gennem national konkurrenceevne, hvis materiale er den levende og kommende befolkning, og hvis vigtigste figur er markedet. For denne regeringsfornuft er markedet kun sporadisk naturligt og harmonisk, fordi det synlige, strategiske valg har forrang i forhold til den usynlige hånds ligevægt. Den frie konkurrence skal producere og kun undertiden slippes fri, således at det regeringsfornuften ønsker at kalde den frie konkurrence, altid blot vil være en intern størrelse til konkurrenceevnens fundamentale valgsituation. Derfor er konkurrencen et element i konkurrenceevnen, snarere end omvendt. For denne regeringsfornuft giver det mere mening at producere konkurrence for at styrke konkurrenceevnen end at styrke konkurrenceevnen for at klare konkurrencen. Derfor er det mere præcist at tale om en konkurrenceevnestat. Den har befolkningen som sit materiale og gør befolkningen til en positivitet, til en tællelighed. Det denne konkurrenceevnestat vokser ud af, og som den forstærker, er en viden om populationen.

Den kender den, tæller den og gør denne viden offentlig. Det er en regeringsfornuft der ikke

108 står alene, netop fordi beslutningscentrene er polyvalente – de forskyder sig. Den ophæver ikke de logikker der går forud for den, men løber langs med dem. Den rekalkulerer sin viden, den betjener sig af sine taktikker, forskyder dem, forstærker dem, vrider dem. Det der bryder frem, er således ikke noget andet eller nogle pludselige og fremmedartede procedurer for at lede den nationale økonomi. Velfærdsstatens teknikker er ikke fremmedartede for konkurrenceevnestatens fornuft. Det er velfærdsstatens teknikker der nu sættes i værk, forbindes, genforhandles og forskydes på en ny måde og med et nyt ræsonnement. Denne regeringsfornuft vil ikke blot kende arbejdstider, produktionsmål og udvekslingssystemer.

Konkurrenceevnestaten vil kende befolkningens sundhed, dens kalorieindtag, dens fritid og rørighed, dens sikkerhed og tryghed, dens bevægelighed og ikke mindst dens stabilitet. Og når den kender disse faktorer, vil den kende dens kvalifikationer, dens motivation, dens fleksibilitet, dens omstillingsparathed, dens iværksætterånd. Den vil vide alt dette fordi den vil træffe beslutninger, den vil investere rigtigt. Den vil ikke trykke på økonomiens store vægtstænger, men justere de tandhjul og sondere de trisser den selv har tegnet et kort over og dermed gjort virkelige. Når dette kort tegnes, når biopolitikkens felt åbnes, viser det sig at erhvervspolitikken og uddannelsespolitikken drejer sig om selvsamme akse: den nationale konkurrenceevnes. Konkurrenceevnedagsordenen står derfor centralt i biopolitikken, fordi den systematisk kobler det levende med værdien og befolkningen med væksten, på tværs af de etablerede institutioner.

Men hvordan kan denne regeringsfornuft ville noget? Denne regeringsfornuft der ikke har nogen essens, der ikke har nogen ‛mavefornemmelser‛ (Foucault 2004b:97). Magtforholdene er på en og samme tid intentionelle, men ikke-subjektive (Foucault 1976:100), og netop derfor kan vi tale om vilje, men kun om vilje som udøvelse. Regeringsfornuften er kun der hvor den finder sted, der hvor den udøves i et spil af magt, af afmagt og af modmagt. Regeringsfornuften vil kun noget – staten er endog kun noget – i den udstrækning der er en praksis.

Konkurrenceevnestaten begribes kun derved at den udøves, den skabes kun derved at der regeres: der gives love som overtrædes og håndhæves, der gives direktiver og skrives betænkninger, der tegnes grænser som vogtes eller åbnes, der prioriteres ressourcer, der finansieres, der omfordeles, der ophobes og belånes, der inddeles, der tælles, der indespærres og eksamineres, der indlægges og helbredes, der vurderes, der evalueres.

Og alt dette gøres ikke uden modstand, ikke uden vådeskud uden overløbere, dagdrivere, dissidenter eller modstandere, fordi magten netop ikke er et vakuum, men en relation.

109 Skal vi ved konkurrenceevnestaten forstå en ny logik i et allerede kendt materiale? Den regeringsfornuft vi skitserer, og hvis beskaffenhed, tilblivelseshistorie og praktikker til stadighed vil kunne udvides med yderligere studier, er en regeringsfornuft for hvem velfærds- eller fordelingsstatens policy-områder og institutioner ikke er ukendte. Tværtimod er de alt for velkendte. Det er en regeringsfornuft hvis viden og praktikker ikke er overgreb, men retningsangivende, og som derfor ikke er umenneskelige. Tværtimod er de Menschliches, Allzu Menschliches.

110