Markedets Dynamik og Strategiens Karakter

57 på grund af produktivitetstabet, men også fordi ulydighed er socialt eroderende.

Indkomstfordelingen, den økonomiske ulighed og købekraften spiller en varierende rolle. Mens de i 1980erne tematiseres ganske omfattende, skifter fokus i 1990erne til konceptet om arbejdsmarkedsrelaterede sikkerhedsnet og evnen til at skabe inklusion og jobmuligheder, hvilket naturligvis skal ses i tæt relation til fleksibilitets-agendaen. Lige som figuren for livsformer og population, ændrer skematikken for økonomisk sikkerhed sig igen efter år 2000, hvor inklusionen af en række trejdeverdenslande aktualiserer mål for indkomstdistribution og fattigdom.

58 demonstreret, bygger på en særlig markedsopfattelse (harmoni, naturlighed og universalitet), en særlig værdiopfattelse (udbud/efterspørgsel, betalingsvillighed), en særlig ontologi (aktører, præference), en særlig metode og formsprog (marginalisme, abstrakt modelkonstruktion).

Neoliberalisme er som sagt et sæt af politikker der kort sagt søger at sætte markedet frit eller at producere et frit marked⁴³. De to ismer er åbenlyst sammenvævede; det har de været fra Smith og frem, og deres samspil analyserer Foucault (2004b) – her står det naturligvis også klart at ingen videnskab er værdifri.

Udviklingen af den nationale konkurrenceevne som dagsorden fungerer imidlertid på et andet niveau end spørgsmålet om mere eller mindre stat. Spørgsmålet om national konkurrenceevne træder hurtigt ud af den tendentiøse polemisering som ovenstående ’underlying economic ideology’ antyder. Konkurrenceevnen formulerer ikke sine skismaer på Keynes og Milton Friedmans spektrum, ej heller på Margaret Thatchers og Anker Jørgensens. Den spørger mere grundlæggende til markedets funktion, både som produktionslogik og produktiv kraft. Det er denne genformulering af markedets problem vi er optaget af.

Fra Markedets Naturlighed til Markedets Dynamik

Allerede i de tidlige udgaver af publikationen er man opsat på at kvantificere markedets dynamik, om end der er tale om en begrænset tælleliggørelse. På udbudssiden tilbyder 1980-publikationen en survey-vurdering af virksomhedernes evne til at udvikle og møde kundernes behov (EMF 1980:44-46), mens man på efterspørgselssiden opregner en vurdering af forbrugernes organisering (EMF 1980:46-47). Foruden de indirekte mål for konkurrencepresset udefra identificeres markedets dynamik ved tre kriterier: (i) konkurrencen for offentlige arbejder og anskaffelser; (ii) strengheden af priskontrol; samt (iii) strengheden af konkurrencereglerne (ibid. III.13-14). I disse tidlige udgaver af publikationen er koblingen mellem markedets frihed og markedets dynamik altså eksplicit: ‛Generally the more intensely market forces are brought to bear in industry, the greater and better directed will be the efforts to improve competitiveness‛ (EMF 1981:38). Altså, fri konkurrence skaber bedre konkurrenceevne. Og som det senere hedder hos Garelli (2003): Nationer konkurrerer fordi markederne er åbne, altså fordi de kan.

43 Her forstår vi altså neoliberalismen smallere end Foucault (2004b) gør i sin analyse. Foucault forstår begrebet om neoliberalismen ganske bredt: den strækker sig fra den tyske ORDO-liberalisme til Chicago-skolen, og den går på tværs af policy og akademia. Vi forstår det her først og fremmest som et politisk program, mens vi ser neoklassikken som, hovedsageligt, en akademisk position.

59 Op gennem 1980erne øges antallet af parametre hvormed man måler markedets frihed (EMF 1982/83:75-76, 1984:78-79, 1986:127, WEF 1990:127), men basalt set er opgørelsesmåden stadig den samme. I 1991 sker der et skift, idet markedsdynamikken ikke længere har sin egen faktor.

Dette betyder imidlertid ikke at emnet er blevet mindre relevant, måske snarere tværtimod.

Markedsdynamikken opgøres nu systematisk som dele af to forskellige faktorer:

konkurrencepresset fra udlandet (WEF/IMD 1991:228-246) og dynamikken i markedets spilleregler (ibid.:260-264). En serie af survey-data (III.32-46) opgør prispolitik, lobbyaktiviteter, subsidieordninger, offentlige arbejder, profitdistribution og konkurrencelovgivningen. Med den nye kategorisering aner man tilsvarende et skift i fokus. Tidligere blev konkurrencens udstrækning hovedsagelig målt ved dennes begrænsning, men fra starten af 1990erne er opgørelsen⁴⁴ af stat-marked-forholdet ændret. Staten er nu blevet en aktiv medspiller i at skabe markedet, den er en aktør der proaktivt former markedet, og som reaktivt kan påvirkes af økonomiske interesser. Spørgsmålet om mere eller mindre stat er gledet i baggrunden til fordel for spørgsmålet om hvilket marked og med hvilken stat – en bevægelse der korresponderer med Foucaults (2004b:146-7) karakteristik af den neoliberale regeringskunst, dersom han anfører at dens overordnede princip er at markedet er det der i sidste ende skal produceres i regeringen.

Efter metodereformen i 1996 fastholdes dette billede. Overordnet set er en relativt stor privat sektor fordrende for væksten (WEF 1996:II.02), men staten er en aktiv del af markedets dynamik.

Som sådan vurderes konkurrenceevnen på statens evne til at bruge skattekronerne på fremtidens vindere (ibid.:II.15). Fra 1998 optegner Porter med sit mikroøkonomiske vækstperspektiv sin diamant, hvis ene hjørne udgøres af ’context for firm strategy and rivalry’ (WEF 1998:61). Dette er en krystallisering af konkurrencepres som en produktiv faktor for den enkelte virksomhed, og Porter anvender, foruden en række i publikationen allerede eksisterende kriterier, to nye målinger af konkurrencen: intensiteten (ibid.:IX.17) og udstrækningen (ibid.:IX.09) af det lokale konkurrencepres. Således søger man altså en direkte kvantificering af konkurrencens rivalisering. Markedet har en mikrodynamik der er til stede givet den øvrige sammenhæng.

Markedsdynamikken, altså den lokale rivalisering, er blot en komponent i virksomhedens kontekst.

44 Fx WEF/IMD 1991:III.36: Effectiveness of government in promoting competitiveness business, III.37: Extent to which government policies favor investment and growth rather than distribution, III.38: Extent to which lobbying accelerates government decision-making.

60 Der er ikke længere marked på den ene side og stat på den anden. I stedet er der flader af indflydelse, områder for trusler og muligheder, zoner af rammer og incitamenter. De vurderes ikke på deres ophav, men på deres evne til at skabe konkurrenceevne. Markedets sandhed er blevet en anden; det er ikke længere den naturlighed hvis interferens af præferencer klinger i en produktiv harmoni. Markedet er skæringen af interesser og er alt for vigtigt til at blive ladt alene. Det er stadig konkurrencens sted, og konkurrencen har stadig den produktive kraft;

konkurrence er stadig en afgørende del af konkurrenceevnen, men er ikke længere optimal per naturlighed. I den nationale konkurrenceevneagenda har markedet mistet sin magi, eller rettere: i stedet for dets fortryllende naturlighed er trådt dets strategiske mulighed.

Konkurrenceevnen og det Strategiske Valg

I kapitel II viste vi hvordan spørgsmålet om markedets naturlighed og konkurrenceevnens årsager ændrer sidstnævntes funktion som handlingsfelt. Når konkurrenceevne er et valg, er det principielt en strategi – det var Lists indsigt og endnu mere udtalt Porters. Det der er spørgsmålet, er hvordan denne principielle indsigt spiller sammen med kvantificeringen af konkurrenceevnens årsager og indre mekanikker?

Som vi allerede har antydet, begynder beskrivelsen af de enkelte faktorer i løbet af 1980erne at blive indledt med betragtninger af problemidentificerende karakter (se fx EMF 1984:94-100, 161-165; EMF 1986:89-97). Fra 1989 placerer publikationen sig som det analytiske bindeled mellem to forbundne konkurrenceevnetematikker: ‛A distinction has to be drawn between competitiveness resulting from the internal efficiency of an enterprise, and competitiveness that is enhanced or impaired by national environments. Both are complementary‛ (WEF/IMD 1989:8).

Denne eksplicitte opmærksomhed på de to handlingssfærer følges op af en ’varieties of capitalism’-type kategorisering af de rangerede nationer gennem hvilken der identificeres forskellige nationale organiseringsformer og diskuterer hvordan forskellige modeller bedst kan fordre høj konkurrenceevne (WEF/IMD 1989:14-15) – et strategisk fokus der må tilskrives IMD og Garellis indflydelse.

Således udvikler Garelli i første halvdel af 1990erne det analytiske prisme gennem hvilket rangeringen må forstås. Først gennem en trekløvermodel med landets, virksomhedens og sektorens konkurrenceevne (WEF/IMD 1991:5), dernæst gennem teknologidrevet, markedsdrevet og procesdrevet konkurrenceevne (WEF/IMD 1993:4) og siden gennem dikotomien mellem

’economy of proximity’ og ’economy of globality’ (WEF/IMD 1995:6). Alle anslag der effektuerer lokation og proces som de to væsentlige akser langs hvilke vi skal læse opgørelsens resultater.

61 Senest har Garelli (2003:3-6) desuden tilføjet to dimensioner, nemlig det strategiske spænd mellem aggressivitet og attraktivitet, foruden den socio-historiske forskel mellem individuel risikovillighed og social tvang.

Metodereformen i 1996 og inklusionen af først Sachs og siden Porter i arbejdet med den årlige udgivelse styrker publikationen som et katalog af nationale vækststrategier. Lande- og regionsstudier samt argumenter der angår forskelle i den nationale organisering af markedsøkonomien, er nu fordelt på en række funktioner der udtrykker sammenhængen mellem en eller flere indikatorer og den uafhængige variabel: økonomisk vækst. I sin 1998-opsummering fordeler Sachs (Sachs & Warner 1998:26) de i rapporten rangerede nationer i en graf der udtrykker to fundamentale dimensioner for konkurrencedygtighed: dels institutioner der får markedet til at fungere bedre, og dels prisen for at drive forretning. Førstnævnte udstiller den omstændighed at markedets dynamik nu er samfundets snarere end naturens anliggende. Sidstnævnte demonstrerer for os at omkostningsopgørelsen skal tage alle Porters input i betragtning fra natur- over menneskelige til institutionelle ressourcer. Et af de mest udbredte af de konkrete, strategiske fokuspunkter som Porters arbejde medfører, er teorien om erhvervsklynger, industrial clusters (se Martin & Sunley 2005 for overblik). Teorien der inkluderer Porters diamant og en række centrale indsigter fra transaktionsøkonomi, institutionel økonomi og økonomisk geografi, eksemplificerer samspillet mellem kvantificering og strategi: Synergier og styrkepunkter kan opgøres i Porters mikroøkonomiske konkurrenceevneindeks hvis kriterier både er godtgjort i forhold til væksten og er konsistente med den markedsdynamik Porter optegner med sin diamant (se fx WEF 2003/4).