Mennesket, Livet og Produktionen

49

50 Spørgsmålet om uddannelse og færdighedsniveau indtager overalt en central position (se fx EMF 1981:51-75), og fra midten af 1980erne kvantificerer man første gang faren for ’brain drain’

(EMF 1986:154). De kvaliteter der angår arbejdsstyrkens levetid og sundhed, optræder i et hidtil uset omfang i 1978 med udgivelsen af Verdensbankens ’World Development Report’. Lang levetid og lav spædbørnsdødelighed er naturligvis konkurrenceevnefremmende (EMF 1980:60-61). Lav befolkningstæthed er positivt, fordi det giver mulighed for vækst i befolkningen.

Populationen skal på sin side gerne være urbaniseret, fordi den dermed stiller en let tilgængelig arbejdsstyrke til rådighed for den manufakturindustri der i EMFs industrialiseringsoptik vurderes at være en vækstdriver.

Lige så væsentlig er de fra midten af 1970erne begyndende internationale opgørelser af markeder og forbrugsmønstre. Euromonitors publikationer, der er produceret til en voksende markedsføringssektor, bliver i konkurrenceevnesammenhæng et mål for sundhed, eller snarere langsigtet arbejdsdygtighed. Opgørelser over indtag af cigaretter og spiritus er således langsigtede mål for om den arbejdende krop forbliver produktiv (EMF 1980:V.09-10). Fra 1981, hvor flere udviklingsøkonomier delvist inkluderes i opgørelsen, angives optagelsen af animalsk protein desuden som et kriterium med positiv indvirkning på konkurrenceevnen. Når OECDs nyeste tal i 1981 stipulerer at franskmanden dagligt i gennemsnit indtager 76 gram animalsk protein, mens spanieren samme år blot indtager 53 gram, altså 30 procent mindre, er dette ifølge EMF (1981:54-55) en indikator på at Frankrig som nation har en relativ konkurrencemæssig fordel fordi landets befolkning har et bedre ernæringsmæssigt fundament.

Den forbedrede sundhed der må forventes ved medlemskabet af en sportsklub, er ligeledes taget i betragtning når den nationale konkurrenceevne opgøres (EMF 1981:54-55). Vi ser en tilsvarende formation i opgørelse af nationale uddannelsesaktiviteter og inklusion på arbejdsmarkedet (ibid.).

Foruden UNESCOs uddannelsespublikationer bidrager OECD og Verdensbanken også i stigende grad til denne del af det socialstatistiske felt. Offentlige udgifter til uddannelse, høj uddannelsesfrekvens, høj elev/lærer-ratio³⁹ og nobelpriser (undtagen fredspriser) vurderes positivt (EMF 1981:51-60). Det er med dette statistiske bagtæppe at EMF kan analysere nationernes relative menneskelige ressourcer på et sæt af kriterier der er langt mere omfattende end tidligere, eksempelvis:

39 Af effektivitetshensyn, et forhold der bliver vendt i 1990erne (WEF/IMD 1990:224-5).

51

‛Sweden, well known for her advanced social programmes, comes in third place, performing well on health and education criteria. The Swedes spend more, per capita, on health care than any other people, smokes little and indulge frequently in sport. They can expect to live five years longer, on average, than the Portuguese and four years longer than the Austrians and Belgians.

The Swedes are also well educated, receiving, per capita, a larger numbers of full-time education and boasting a high proportion of university students. The participation rate, that is to say the proportion of the population that is part of the labour-force, is also high. One reason is the large number of women who have joined the labour-force‛ (WEF 1981:50).

Her kan vi altså med rette tale om et rationale der systematisk forbinder livet med det produktive, og en egentlig biopolitik står således nært for. Interessen for arbejdsstyrken og detaljerigdommen i opgørelsen over dennes anatomi styrkes op igennem 1980erne, og ved starten af 1990erne har man typologiseret størstedelen af disse mål for livets produktivitet under kategorien livskvalitet40 (WEF/IMD 1991:353).

Ungdoms- og langtidsarbejdsløsheden tematiseres som et centralt mål for arbejdsstyrkens konkurrenceevne (EMF 1985:134-135), og fra midten af årtiet er man til stadighed interesseret i både anatomien for de arbejdende og for de der ikke er produktive: kvinder, unge, langtidsledige (ibid.). Den ledige er ikke kun et problem for statens finanser (Pedersen 2009), men for nationens konkurrenceevne.

Motivation og Fleksibilitet

Det er ikke kun arbejdsstyrkens karaktertræk der er interessant for at forstå væksten og opgøre den nationale konkurrenceevne. Man er allerede i de tidlige 1980ere optaget af arbejdsstyrkens indre; af hvad det producerende menneske vil, og dermed hvordan det kan organiseres.

Således måler man gennem survey-data ved publikationens begyndelse arbejdsstyrkens motivation til at arbejde effektivt, lige som man tilsvarende opgør arbejdsstyrkens fleksibilitet (EMF 1981:50-60). Der er altså en interesse for arbejdskulturen, og tilsvarende for måden at lede på: Hvor gode er lederne til at drive virksomheden frem, og fordrer ledelsesstilen en entrepreneurkultur? (ibid.). Op gennem 1980erne måler man fortsat på motivation og fleksibilitet gennem et stadigt bredere sæt af survey-data, ikke mindst med inklusionen af spørgsmålet om ledertræning og ledelsestalent (EMF 1985:138-139).

Spørgsmålet om motivation spiller fortsat en rolle op gennem 1990erne. Hen mod slutningen af 1980erne skifter survey-dataene imidlertid karakter. Tidligere var man optaget af motivationen til at arbejde effektivt. Nu er man i stedet interesseret i arbejderens – som nu er blevet

40 Bevægelsen beslægter UNDPs ’Human Development Index’ (UNDP 1990).

52 medarbejderens – villighed til at identificere sig selv med virksomhedens mål (WEF/IMD 1989:117, 1991:347).

Efter metodereformen i 1996 hvor opgørelseskriterierne reduceres kraftigt, øges den relative vægt af parametre der angår motivation og arbejdskultur. Man er forsat optaget af medarbejderens identifikation med virksomheden, og i tillæg hertil måler man på hvad der synes at være en dybereliggende ethos: (i) Er der sociale incitamenter til at have succes? Altså:

vurderes økonomiske og karrieremæssige bedrifter positivt i nationalkulturel sammenhæng?

(ii) Er der social værdi i personlig konkurrenceevne? Altså: er flid, ihærdighed og loyalitet socialt og kulturelt velset (WEF 1996:234-235)? Konsistent med at man nu vurderer medarbejderen på graden af sammenfald mellem dennes aspirationer og virksomhedens målsætninger, vurderer man virksomhedsledelsens evne til at skabe rum til disse medarbejdere.

Villigheden til delegation bliver således indarbejdet som et mål for den nationale konkurrenceevne (ibid.:217).

I løbet af 1980erne er en konkurrencedygtig arbejdsstyrke ikke blot den der indløser produktionskravene og dermed udgør et passende modstykke til virksomhedernes krav i forhold til de øvrige produktionsfaktorer, men tilmed en arbejdsstyrke der er motiveret og fleksibel.

Det er den neoklassiske økonomi selv der, i kanten af sit eget virke, fordrer spørgsmålet om den menneskelige produktionskraft. Det spørgsmål som i den økonomiske sociologi hos Weber og i den heterodokse økonomi hos List havde analytisk og kvalitativ karakter, nemlig arbejdsstyrkens sociale, kulturelle og historiske karaktertræk, bliver i konkurrenceevnedagsordenen kvantificeret og rangeret i forhold til nationernes relative evne til at skabe velstand.

Det vestlige industrisamfund bliver gennem 1970erne og 1980erne – altså netop der hvor det er under gennemgribende forandring – optaget af det arbejdende menneske i en hidtil uset systematisk, sammenlignende og fintmasket grad. I forlængelse heraf sætter den politiske ledelse af vækst nye krav til sig selv. Man er ikke længere tilfredse med at kende arbejdets yderside. Den sandhed man vil kende, er i langt højere grad den arbejdende populations indre:

Konkurrenceevneopgørelsen skal sige noget mere detaljeret om produktionskraften, og dette udsagn kræver at man kender det liv der er en afgørende del af produktionen og en afgørende del af det ikke-produktive. For den velfærdsstat der vokser frem, er det interessante ikke blot

53 det produktive, men i lige så høj grad produktionssystemets yderside: kvinder, børn, gamle, syge. Dels fordi de er en belastning for statens finanser, og dels, som vi vil dokumentere senere, fordi de er uforløst potentiale.

Det er imidlertid ikke kun populationens karaktertræk som motivations- og kvalifikationsmennesker der er interessante for konkurrenceevnedagsordenen. Befolkningens sikkerhed og nationens stabilitet og sammenhæng bliver tilsvarende et vigtigt element, fordi det er produktionens mulighedsbetingelse.