Kvalifikationer, Kompetencer og Ledelse af Vækst

89 personer i 2040, lige som det desuden anføres at ‛øget beskæftigelse, lavere ledighed og færre passive overførselsmodtagere vil i sig selv bidrage til at styrke sammenhængskraften‛. Således går konkurrencekraften og sammenhængskraften hånd i hånd. De passive overførselsmodtagere (fx kontanthjælpsmodtagere) er netop de for hvem overførslen ikke er en investering i kvalifikationer, som hos eksempelvis studerende, hvorfor en reduktion i denne første gruppe både bidrager til konkurrencekraften og sammenhængskraften.

Det Globaliseringspuljen sætter i værk som investeringsplan, er en styrkelse af færdigheder, altså den arbejdende befolknings evne til at være produktiv, givet globaliseringspresset. Dette globaliseringspres rejser krav til det vi kalder henholdsvis kvalifikationer og kompetencer.

90 Investeringerne skal først og fremmest sikre at omfanget og kvaliteten af den offentlige forskning kan måle sig med verdens bedste. Afdækningen af ny viden skal på den måde forbedres gennem opbygningen af mere forskningskapacitet, herunder uddannelsen af flere forskere og etableringen af en bedre forskningsinfrastruktur (ibid.). Aftalen lægger samtidig op til at både den frie og den strategiske forskning løftes og styrkes. Vi ser således i første omgang at den nødvendige kvalificering af befolkningen sker ved at åbne og yderligere afdække videnfeltet.

Det er dog ikke kun forskning og udvikling som Globaliseringspuljen har blik for som en del af den nødvendige kvalificering af befolkningen. Afdækningen af et stadigt større videnfelt er kun et første led i processen der også må følges op med en forbedret formidling af den viden der genereres – dels gennem videnspreding og dels gennem uddannelse. Befolkningens kvalificering handler altså, ud over afdækningen af ny viden, også om formidlingen af de opnåede resultater. I forhold til videnspredning fokuseres der i Globaliseringsaftalen (som en del af initiativerne på forskningsområdet) på at der etableres bedre samarbejde med private virksomheder om forskning og udvikling (ibid.). Dette er imidlertid kun en mindre del i forhold til aftalens fokus på forbedrede aktiviteter på uddannelsesområdet. Her opstiller regeringen en række kvantitative målsætninger, hvoraf de tre vigtigste er: (i) at alle unge skal have en ungdomsuddannelse, (ii) at flere skal have en videregående udannelse; og (iii) at voksen- og efteruddannelsesområdet skal styrkes. Disse målsætninger følges op af en række initiativer hvor der blandt andet gives midler til at udvikle mere systematisk viden på de mellemlange videregående uddannelsesområder ved at forbedre samarbejdet med universiteterne. Denne generelle opkvalificering af arbejdsstyrken som Globaliseringsaftalen sigter mod, er på den måde et spørgsmål om at en stadig større andel af populationen tilegner sig stadig flere kvalifikationer i kraft af en stadig større mængde viden.

Globaliseringsaftalens afdækning og formidling af viden gennem forskning og uddannelse abonnerer derfor i første omgang på en kvalifikationslogik hvor der er tale om fordybelse i en kognitiv og identificerbar viden. Kvalifikationer er noget befolkningen skal udrustes med.

Denne udrustning arbejder ud fra en faglig segmentering af viden- og arbejdsprocesserne (Kristensen & Hermann 2004). Med kvalifikationslogikken fremstår afdækningen og formidlingen af viden gennem undervisning som et spørgsmål om i større grad at nærme sig et givet felt af færdigheder. Viden finder således sin værdi i overensstemmelse med færdigheder (ibid.:502).

91 Den kvalifikationslogik som vi her beskriver, og som traditionelt gør sig gældende for beskrivelsen af videnhåndteringen, er imidlertid ikke fyldestgørende og må i anden omgang suppleres med kompetencebegrebet (se ibid.). Her knytter det centrale aspekt så ikke længere til den afdækning af viden der finder sted gennem forskning og formidlingsaktiviteter som videnspredning og undervisning. I stedet for er det afgørende at begribe med hvilken effekt viden bringes i spil.

Hvor kvalifikationer handler om at blive klogere på bestemte sagsforhold, handler kompetencer om at blive bedre til at løse konkrete problemstillinger ved at kombinere og selektere på tværs af sagsforhold. Som vi tidligere har set, stiller globaliseringspresset øgede krav til arbejdsstyrkens fleksibilitet, omstilling og evne til at samarbejde i produktionen. Især er kravet til at omsætte viden til kreativitet og nytænkning present, sammen med kravet til personlig initiativlyst, engagement og ansvarsfølelse. Den viden der afdækkes af forskningen og formidles gennem undervisningen, er lige som rigdommen ikke værdifuld i sig selv, men finder først sin værdi når den anvendes – eller investeres – som et led i en aktivitet eller en proces. Den må omsættes, tages i brug, bringes i spil som en indsats der skal give afkast. En maskine der, som Foucault skriver, er afkastets sted: ‛Man skal betragte den kompetence, der er legemliggjort i den arbejdende, som noget, der på sæt og vis gør den arbejdende til en maskine, men en maskine i positiv forstand, for det er en maskine, der vil producere en strøm af indtægter‛ (Foucault 2004b:257).

En mindre, men vigtig, del af Globaliseringsaftalen er fokuseret på at forbedre rammevilkårene for innovation og iværksætteri. Her er målet ‛at danske virksomheder og institutioner bliver de mest innovative i verden, og at Danmark i 2015 bliver blandt de lande, hvor der er flest iværksættere.‛ (FM 2006b:7). Med aftalen initieres en række tiltag, blandt andet et nyt program for brugerdreven innovation. I udgangspunktet adskiller programmet sig ikke fra andre forskningsområder som vi har beskrevet ovenover – det handler stadig om afdækningen af et videnfelt. Programmet er interessant fordi det illustrerer nødvendigheden af det samspil hvor viden bringes i spil. Samspillet om videnudvikling mellem flere parter bliver på den måde central, netop fordi ”viden om brugerens behov er en væsentlig konkurrenceparameter” (ibid.).

Kompetencer bidrager til produktionen ved omsætning af viden, og viden er først produktiv når den er nyttig. Således knytter der sig ikke den samme værdi til den sande viden som til den viden der er brugbar. I denne optik er værdien netop uadskillelig fra produktionsprocessen og må defineres undervejs, og viden bliver et spørgsmål om performance; om effekt. Innovations-

92 og iværksætterområdet tegner på den måde netop kernen i den logik som regeringskunsten sigter mod, nemlig udviklingen af befolkningens kompetencer. Som en kontinuerlig udvikling af selvet sker kompetencen ved ‛aktivt at vælge, forme, udtrykke sin identitet og livsførelse, som led i sin selvrealisering som person‛ (Kristensen & Hermann 2004:495).

I kraft af befolkningens opkvalificering og kompetenceudvikling eksemplificerer Globaliseringsaftalen på den måde behovet for at planlægge og koordinere væksten. Såvel skabelsen af mere viden, formidlingen af den og dens anvendelse kræver organisering og ledelse. At lede vækst er at fremme befolkningens kompetenceudvikling, ved at motivere den enkelte til at frigøre sig selv gennem selvrealisering.

På den måde trækker Globaliseringsaftalen veksler på en ny type social kontrakt som følger Foucaults guvernementalitetsbegreb, og hvor spørgsmålet om den enkeltes identitet bringes i centrum. Det er iscenesættelsen af globaliseringen som en permanent krise som befolkningen må svare med sit virke og derigennem bidrage til produktiviteten i kraft af sin selvudvikling.

Derfor bliver det centralt for enhver politisk ledelse at motivere og anspore til at den enkelte øger sit virke og bidrager til samfundet: Den individuelle frihed må først og fremmest forstås i relation til den økonomiske produktivitet. Det liberale credo ’frihed under ansvar’

komplementeres på den måde med ansvar (eller pligt) til frihed og frigørelse. Lige som krisen, bliver udviklingskravet permanent: ‛Globalisering er ikke et projekt, man samles om, men en skæbne, der overgår os som en forandring, der kræver at alt og alle skal være i udvikling, hvilket så idealiseres som udviklingstrang.‛ (Kristensen & Hermann 2004:503). Individet må produceres for at opdage sig selv som frit.