Konklusioner

Vi har i denne undersøgelse beskæftiget os med udviklingen af den nationale konkurrenceevne som dagsorden, idet vi med vores problemformulering har rejst og forfulgt spørgsmålet:

Hvordan ordner tænkning og måling af, samt strategier for, national konkurrenceevne den politiske ledelse af vækst? Et studie af den eksisterende litteratur på området har indledningsvis givet anledning til en afgrænsning, således at vi til brug for undersøgelsens fremskred har valgt at fokusere på konkurrenceevnedagsordenen gennem tre momenter: dels som et begrebsligt skred, dels som en udvikling i målbarhed og empiricitet og dels som en konkret forankring i de strategiske policy-initiativer.

I første omgang har vi således undersøgt tænkningen af den nationale konkurrenceevne gennem dens begrebslige identifikation i diskussionerne af markedslogikken. Konkret har vi søgt at besvare spørgsmålet: Hvordan stiller national konkurrenceevne sig som begrebsligt problem i den politiske økonomi? Her bemærker vi hvordan den nationale konkurrenceevne i første omgang er karakteriseret ved ikke at være tematiseret i den økonomiske teorihistorie, idet Smith (1776) i

’Wealth of Nations’ præsenterer forestillingen om et marked hvor nationernes økonomiske konkurrence og dynamikken i den værdimæssige udveksling grundliggende tænkes harmonisk, naturligt og universelt. Den efterfølgende ortodokse tænkning af økonomien knytter således evnen til at konkurrere til faktorfordelingen og til de komparative fordele.

98 Denne forestilling udfordres imidlertid af en række positioner der begrebsligt søger at bestemme den nationale konkurrenceevne ved at problematisere tre karaktertræk i den ortodokse økonomitænkning: (i) For det første udfordres forestillingen om den harmoniske økonomi af List og den politiske realisme der søger årsagerne til nationernes velstand i produktivkræfterne frem for i fordelingen af faktorer. (ii) For det andet udfordres forestillingen om det naturlige marked af Weber og institutionalismen, hvor konkurrenceevnen betinges af den sociologiske og institutionelle kontingens. (iii) Endelig stiller List, og endnu tydeligere Porter, den nationale konkurrenceevne som et strategisk problem, således at forestillingen om den universelle økonomi forskydes til en bestemmelse hvor virksomhedens rammebetingelser tegner det politiske handlingsfelt.

I anden omgang har vi undersøgt de problematiseringer der knytter sig til målingen af konkurrenceevnen, idet vi tegner tilsynekomsten af et empirisk felt hvor den nationale konkurrenceevne etableres som positivitet. Således rejser vi i undersøgelsen spørgsmålet:

Hvordan har opgørelsen af den nationale konkurrenceevne formet et empirisk felt der beskriver og ordner variabler for national vækst, og besvarer det ud fra to perspektiver: Først undersøger vi hvordan en række internationale organisationer siden Anden Verdenskrig har skabt og udbygget et kompleks af rapporter der har den nationale konkurrenceevne som sit centrale omdrejningspunkt. Dernæst sætter vi dette forløb i forhold til udviklingen af den danske konkurrenceevnedagsorden fra 1980erne og frem til i dag.

I forhold til de internationale organisationer bemærker vi hvordan den neoklassiske økonomi idet den søger at forstå økonomisk vækst, identificerer et residual i sin egen forklaringskraft. Det åbner et rum for en nytænkning af væksten, hvor netop konkurrenceevnedagsordenen sætter ind fordi den tilbyder en bred konception af væksten i en periode hvor de internationale strukturer er under forandring. Den brede forståelse af væksten fordrer en krop af nye tælleligheder gennem hvilke vækstens årsager søges indfanget. Blandt de væsentligste af de nye, kvantificerede produktivkræfter er et forandret begreb om befolkningen. Denne forandring angiver (i) for det første et blik for befolkningen som en population af mennesker hvis kvalifikationer, liv og indre nu rummer nøglen til væksten. (ii) For det andet bliver samme befolkning genstand for sikkerhedsvurderinger, såvel i traditionel ydre forstand som i økonomisk produktiv forstand, hvor eksempelvis ulighed bliver et problem fordi lighed er en produktivkraft. Befolkningen kan altså gennem denne vækstforståelse med rette siges at være genstand for en biopolitik. Hertil kommer (iii) for det tredje at det marked hvorpå væksten skal

99 ledes, har ændret karakter. Markedet opfattes ikke længere som harmonisk, men som dynamisk, og statens rolle er derfor ikke længere en indgriben i det naturlige; staten er snarere en medproducent af de velfungerende markeder, gennem strukturpolitiske virkemidler.

Disse indsigter forfølger vi i en dansk kontekst når vi anfører at spørgsmålet ’Hvad skal Danmark leve af?’ får en fremtrædende rolle i den politiske debat fra slutningen af 1980erne og frem til i dag. Som i de internationale organisationer forskyder tænkningen og målingen af konkurrenceevnen sig også i Danmark, og vi viser hvordan man aktivt udvider og redefinerer måden at håndtere nationens vækst-, velstands- og velfærdsudfordringer på: (i) For det første analyserer vi hvordan erhvervspolitikken i begyndelsen af 1990erne træder i karakter og som en del af strukturpolitikken giver anledning til at forskyde fokus i forhold til den makropolitiske dagsorden. Denne forandring kommer (ii) for det andet især til udtryk gennem ønsket om at måle den langsigtede konkurrenceevne, hvorved forståelsen af det konkurrencemæssige felt udvides og udbygges. (iii) For det tredje viser vi at udfyldningen af dette felt tegner en ny forestilling om den produktive befolkning og dens mest hensigtsmæssige organisering.

I tredje omgang har vi undersøgt omsætningen af konkurrenceevnedagsordenen i en konkret politikudvikling, gennem spørgsmålet om hvordan konkurrenceevnedagsordenen aktualiseres i konkrete policy-tiltag? Policy-tiltagene skal her ses som den ressourcefordeling hvorigennem regeringslogikker kan identificeres. (i) I første omgang viser vi hvordan Globaliseringspuljen bliver til som en politisk aftale der fungerer som modvægt til globaliseringspresset og derigennem skal fremme konkurrenceevnen og vise vejen til øget vækst. Et helt centralt aspekt i denne aftale er at udvide den arbejdende befolkning og øge dens færdigheder. Kvalificeringen af disse færdigheder følger (ii) for det andet en investeringslogik der har blik for fremtidens generationer. Samtidig vender opfattelsen af kvalificeringen sig (iii) for det tredje i stigende grad i retning af kompetencebegrebets strategiske funktion.

Gennem undersøgelsens fremskred har vi således fulgt konkurrenceevnedagsordenen fra dens brede, teoretiske implikationer i den økonomiske teorihistorie, over dens empiriske emergens til dens konkrete, men aldrig inerti-frie, implementering i politikudviklingen. Ved afslutningen af denne undersøgelse er det desuden på sin plads at samle op de metodologiske problemstillinger som en analyse af denne art indebærer. Vi genstiller derfor spørgsmålet om analytikkens udfordringer.

100 Analytikkens Udfordringer

Det der gennem undersøgelsen har styret vores metodiske valg, vores teoretiske fokuspunkter og vores empiriske prioriteringer, er vores problemformulering i de specifikke former den tager i løbet af undersøgelsen.

En problemformulering indebærer altid allerede selv en art hypotese og en række blinde pletter, og afslører dermed at den ikke er hvad den giver sig ud for at være. Den er ikke en oprindelig interesse fra hvilken man skridt for skridt besvarer spørgsmålet og indløser interessen, således at man lineært – fra det oprindelige spørgsmåls akropoliske skær – kaster lys over det der før var dunkelt. Med spørgsmålet angiver problemformuleringen allerede forståelsen af en sammenhæng: at den aktuelle ledelse af nationalstatens økonomi er gennemfarvet af konkurrenceevnens dagsorden, af dens målingers logik og af dens strategiers betydning. ‛Det ligger‛, som Gadamer (1960:344) anfører, ‛i spørgsmålets væsen, at det har en mening. Og mening er retningssans‛. Spørgsmålet stilles ikke blot – det meddeler sig – og den figur den meddeler sig igennem, er det hermeneutiske paradoks hvormed man må vide for at kunne spørge og spørge for at kunne vide. Spørgsmål og svar, interesse og erkendelse, udfordring og indløsning, er altså ikke lineære projektioner, men iterative processer.

Problemformuleringen er ikke startpunktet, men snarere det referencepunkt man vender tilbage til. Det som omformes og omformer undervejs.

Et væsentligt afsæt for den iterative proces som vores undersøgelse er et produkt af, har været Foucaults arbejde. Det er dog ikke uden en vis grad af absurditet når vi tilkendegiver at den primære metodiske inspiration kommer fra Foucault – en tænker der systematisk afviser tanken om at udhæve en generel metode fra hans arbejde (Foucault 1980; Raffnsøe et al 2008:62).

Metode er for Foucault altid in modus operandi og må derfor tænkes intern til det felt der gøres til genstand for analyse: det arkiv der åbnes og læses, den genese der undersøges. Idet vi således undlader at fremlægge en egentlig methodos – en vej til målet – betjener vi os af tre indsigter som Foucault giver os, og som, snarere end at optegne en vej, styrker problemformuleringen ved at angive en retningssans.

Det drejer sig for det første om Foucaults forståelse af samtidsanalysen, hvor der stilles skarpt på aktuelle tendenser der gøres til genstand for en analyse. En analyse der ikke eftersøger universelle værdier, men klarlægger tendensens tilblivelse og indflydelse. For det andet spørgsmålet om sandhedsordener, der angiver det forhold at Foucault bestandigt er optaget af de procedurer og den praksis gennem hvilke sandheden bliver til. For det tredje hans

101 konfiguration af viden, magt og subjektivering, der fungerer som snitflader i samtidsanalysen og analysen af sandhedsordnerne.

Således har vi ikke være optaget af at vurdere om forestillingen om national konkurrenceevne har fagøkonomisk validitet. Vi spørger ikke om rigtighed, men om gennem hvilke teoretiske, institutionelle og strategiske bevægelser at opfattelsen af national konkurrenceevne har sat sig igennem og er blevet sat igennem som en bærende dagsorden. Idet man eftersøger tendensernes tilblivelse, fænomenernes genealogi, bryder man med ideen om en universel sandhed. Arkæologien er som metode netop at underkaste sandheden en historisk analyse hvor sandheden og sandhedens procedure er uadskillelige (Deleuze 1986:79). Således er vi optaget af begrebsliggørelsen af den politiske ledelse af vækst og arbejder i forlængelse heraf kritisk og aktivt med de historiske arkiver, idet vi søger at forstå ad hvilke veje og gennem hvilke skred den nationale konkurrenceevne er blevet til en afgørende sandhed. Således har vi søgt at forstå hvordan den nationale konkurrenceevne er rejst som problem.

Det er i kraft af dette anliggende, i denne genealogiske analyse af en række aktuelle tendenser, i denne analyse af en økonomisk-politisk sandheds tilsynekomst, at undersøgelsens grundlæggende filosofiske tyngde ligger. Den filosofiske ambition finder altså ikke blot sin relevans derved at vi begrebsligt behandler en vidtrækkende politisk og økonomisk filosofi – fra Smith og frem – men derved at vi er optaget af iscenesættelsen af bestemte sandhedsordner.

Det er i konstellationer af viden og magt, gennem institutionernes behandling, gennem nye tælleligheder og positiviteter, gennem politiske valg, at sandheden om den politiske ledelse af vækst og økonomi bliver til. Hvad er da filosofiens rolle i denne analytik om sandhedernes formationer, hvis den ikke blot er at formulere og håndtere begreber? Begreberne er væsentlige, men den filosofiske aktivitet – og her følger vi Foucault – er ikke et spørgsmål om at underkaste aktuelle eller historiske fænomener begrebernes eget specie eaternitatis, og det er heller ikke, som Hegel (1807) vil det, et spørgsmål om at lade genstanden svare til begrebet og begrebet til genstanden. Der er snarere tale om at filosofien er et indspil; den er tænkningens kritiske selvbearbejdning (Foucault: 1984:20; Raffnsøe et al 2008:56-73). Filosofien står ikke i kulissen og afslører at det vi før antog for sandt, blot er skin, og at der bag dette skin er noget virkelig sandt og eviggyldigt. Snarere er filosofi den kritiske refleksion gennem hvilken indspillet – med en fænomenologisk term – bliver et udkast; filosofien flytter det aktuelles tyngdepunkt.

Denne filosofi, der hævder at de historiske fænomener er kontingente, er derfor selv kontekstuel. Men det betyder imidlertid ikke at den filosofiske undersøgelse er tilfældig.

102 Tværtimod har den sin egen nødvendighed i det konkrete; den udhæver ikke dogmer, men sætter sin aktivitet, sin undren, sin nysgerrighed og spørgelyst, sine begreber, sine blik for logikker i spil; og den tegner nye forbindelsespunkter, ser på relationer og fornuftsmæssige sandheder – ikke, således som dialektikken vil det, i deres almenhed, men netop i deres konkrete historiske bliven-til. Det betyder samtidig at indspillet får en åben karakter; en karakter af at det ikke indtager bestemte positioner, men snarere bevæger sig ad bestemte linjer og etablerer bestemte relationer (se Raffnsøe et al.:56-62).

Denne bestræbelse har som enhver iagttagelse en række blinde pletter. Vi fastholder at det indspil som er vores, indløser vores eget spørgsmåls krav og vores egen erkendelsesinteresse, men medgiver i samme bevægelse at alt om de spørgsmål der er rejst, ikke er sagt. At spørge til den nationale konkurrenceevne er allerede at gøre sig blind for andre og mere traditionelle måder at lede væksten på: den nykeynesianske konjunkturpolitik, frihandelspolitikken, de øvrige strukturpolitikker. Spørgsmålet om befolkningen er – styret af vort oprindelige problem – blevet tematiseret som et spørgsmål om produktivitet. Men hvad med sikkerhedsspørgsmålet gennem den ydre og en indre statsret, gennem de juridiske og strafferetlige procedurer? Eller hvad med den teknologiske udviklings effekter på den økonomiske ledelsesfornuft?

Tilsvarende gælder samme blindhed for undersøgelsens empiriske omfang. Både i dybden og i bredden er der valgt til og valgt fra, og en hel række ubetrådte stier er dukket frem undervejs.

Det europæiske samarbejde og andre regionaliseringer, institutionaliseringen af den internationale handelspolitik, økonomisk kamp vis-a-vis organiseret vold og udvidelsen af sikkerhedsperspektivet, er blot få eksempler til hvilke man yderligere kan lægge tilsvarende teorihistoriske dimensioner: marxismen, keynesianismen, den tyske historiske skole, den økonomisk-juridiske skole i Frankrig, flere varianter af neoklassikken i økonomi og i politisk økonomi osv.

Denne uafsluttethedens attitude er dog langt fra en intellektuel forlegenhed eller forarmelse.

Tværtimod tager den metoden alvorligt derved at den – efter at have spillet ind med en ny erkendelse af det sagforhold der ligger den på sinde – genvinder sig spørgsmålets forrang og bekræfter at indspillet samtidig er et udkast. De to spørgsmål vores undersøgelse i sin margin således har forberedt, men endnu ikke søgt at indløse, lyder derfor: Hvad er globalisering? Og hvad er konkurrenceevnestaten?

103