Globaliseringsstrategien i Kontekst

Som vi allerede har indikeret, er Globaliseringsstrategien en forlængelse dels af 1990ernes forandrede struktur- og erhvervspolitik, og dels af starten af 2000ernes vækststrategier. Det er på baggrund af disse to bevægelser at regeringen efter sit genvalg i 2005 genstiller spørgsmålet

’Hvad skal Danmark leve af?’ og dertil – nu mere eksplicit og naturligt end tidligere – kobler præmissen: globalisering.

Perceptionen af globaliseringspresset er, som vi har dokumenteret, ikke et nyt fænomen: fra Giplins (1975) anførelse af et nyt internationalt konkurrencepres og en korresponderende politisk ’sense of urgency’, over Porters (1990a:14-15) udgangspunkt at globaliseringen afkobler virksomheder fra den enkelte nations ’factor endowment’, til Nyrup-tidens erhvervsredegørelser der identificerede ‛globale og stærkt konkurrenceprægede markeder‛, har globaliseringen fungeret som aktivt fænomen i det politiske – som en agenda hvori konkurrenceevnen blev det væsentlige nationalstrategiske element. I midten af 2000erne skærpes globaliseringen yderligere som problemstilling. Tænketanken Fremtidens Vækst (TFV) – der udgøres af ledere fra det private erhvervsliv nedsat af Økonomi- og Erhvervsministeriet –

83 udgiver en række betænkninger (TFV 2004a, 2004b) der understreger globaliseringens virkning på den danske erhvervsstruktur og på vækstbetingelserne, nemlig i form af øget konkurrence, udflytning af job, produktivitetspres, lønpres, utilstrækkeligt færdighedsniveau osv.

Således kunne man med regeringsgrundlaget i 2005 på én gang opridse det globaliseringspres – den permanente krise – Danmark står over for, og anslå vejen til en styrket konkurrenceevne og dermed vækst:

‛Den åbne internationale økonomi medfører også en skærpet konkurrence fra lande, som har lavere omkostninger, end vi har her i landet. Danske virksomheder flytter produktionen og arbejdspladser til udlandet. Men samtidig viser erfaringen, at de herved opnår en forbedring af konkurrenceevnen, som giver nye job i Danmark til erstatning for dem, der bliver nedlagt.‛

(Regeringen 2005:5)

‛Vi kan ikke og skal ikke konkurrere på lønnen. Det er ikke vejen frem. I stedet skal vi konkurrere på viden. På idéer. Og på evnen til at omstille os og finde nye løsninger. Det er vi gode til i Danmark. Og vi skal blive endnu bedre til det.‛ (ibid.)

Således rejses vækst og velstand under globalisering som problem i samme bevægelse som

’viden’ gives som svar. Regeringsgrundlaget er langt fra at stille et nyt spørgsmål eller at give et originalt svar. Men det skærper den problemstilling der har været rejst siden strukturpolitikkens formation i starten af 1990erne, og markerer med det korte svar åbningen til en strategi, i form af et nyt policy-tiltag der formulerer sig i konkurrenceevnens terminologi, og som i sin tildeling af ressourcer betjener sig af dens logik. Regeringens program indebærer således at man skal ‛udarbejde en ambitiøs, samlet og flerårig strategi for at gøre Danmark til et førende vækst-, viden- og iværksættersamfund‛ (ibid.), og det er netop dette arbejde der søges indløst ved nedsættelse af Globaliseringsrådet og dette råds formulering af en Globaliseringsstrategi. En strategi der således allerede i sit oplæg peger frem mod en række områder hvor brede forlig er politisk opportune – forskning, uddannelse, viden osv. – og som i selve sit anlæg peger mod en strukturel/institutionel tænkning af konkurrenceevnen fordi lønkonkurrencen er et tabt spil.

Dermed er Globaliseringsrådets kommissorium en udvidelse af regeringsgrundlaget fra 2005, idet man begge steder arbejder med en firstrenget målsætning: Danmark som førende vidensamfund; Danmark som førende iværksættersamfund; uddannelser i verdensklasse; samt Danmark som verdens mest konkurrencedygtige samfund. Dette skal sikre at ‛Danmark placerer sig blandt de bedste i den globale økonomi‛ (Regeringen 2005b). Desuden indeholder oplægget en strategi der modvirker et samfund og et arbejdsmarked i to hastigheder, med en

84 elite på den ene side ‛og en restgruppe, der hele tiden er udsat for stor ledighedsrisiko og sociale problemer‛, (ibid.) på den anden.

Således er det ministerudvalg som sidder for bordenden i udviklingen af strategien, fra starten fokuseret på forholdet mellem viden og vækst: statsministeren, økonomi- og erhvervsministeren, videnskabsministeren, finansministeren og undervisningsministeren.

Hertil kommer et bredt funderet Globaliseringråd med toneangivende spillere fra erhvervsliv, erhvervs- og brancheorganisationer, undervisnings- og forskningsinstitutioner på flere niveauer samt fagbevægelsen.

Da Globaliseringsrådet afgiver sin strategibetænkning i april 2006, udgør denne et katalog med 350 konkrete initiativer for vækst gennem viden (Regeringen 2006a). Det firstrengede oplæg er her transformeret til en tobenet målsætning: stærk konkurrencekraft og stærk sammenhængskraft (Regeringen 2006a:7), og det er disse to forestillinger der fungerer som fikspunkter i det omfattende policy-oplæg. Således bliver de fire tilføjede indsatsområder – der nu betegnes uddannelser i verdensklasse; stærk og nyskabende forskning; flere vækstiværksættere; samt omstilling og fornyelse – midler til at indløse målene om sammenhængskraft og konkurrencekraft. Sidstnævnte er naturligvis en sproglig variation over konkurrenceevnen, og betyder her evnen til at ‛fastholde Danmarks position som et af verdens rigeste lande‛ (ibid.:5).

Konkret er målsætningen at Danmark i 2015 skal være verdens mest konkurrencedygtige samfund (ibid.:10).

Begrebet om sammenhængskraft kommer frem i slutningen af Nyrup-regeringens sidste periode da konceptet tages op af Kompetencerådet (1998) og en række toneangivende centrum-venstre-politikere (se Olsen & Krogh 1999; Nielsen 1999; Nyrup Rasmussen 2000). Begrebet skal indfange den dobbelte udfordring som Danmark står over for: integration af indvandrere og bekæmpelse af social og økonomisk ulighed. Den forestilling om politisk og social stabilitet der i det schweiziske publikationskompleks blev til social omfordeling, og som indgik som positiv faktor i konkurrenceevnen, bliver i den danske kontekst til sammenhængskraft; en logik der fungerer parallelt med konkurrenceevnen, men i en vis forstand i samspil med denne. Med den dobbelte målsætning om sammenhængskraft og konkurrencekraft markerer Globaliseringsstrategien en farbar vej på det landkort der optegnes af vælgeropinioner og parlamentariske muligheder. Det landkort der gennem samme logikker gør andre veje til blindgyder; således punkterede socialminister Eva Kjer Hansen sin politiske karriere i 2005 ved at advokere for at større ulighed er efterstræbelsesværdigt, fordi det øger dynamikken (Borg

85 2005). Argumentet bliver, uagtet om den faktiske ledighed stiger eller falder, gjort tavst i den politiske mainstream, og i Globaliseringsstrategien får, som vi vil se, den dobbelt målsætning en særlig rolle i spørgsmålet om den vidende, arbejdende befolkning og den uddannelsesmæssige inklusion.

Parallelt med Globaliseringsrådets skærpelse af spørgsmålet ’Hvad skal Danmark leve af?’

stiller Velfærdskommissionen (2006) skarpt på nationalstatens økonomiske bæredygtighed på langt sigt. Befolkningsudviklingen sætter velfærdsstaten under pres, og kommissionens betænkninger hviler på den indsigt at status quo er uholdbar (Velfærdskommissionen 2005).

Perceptionen er at hvor nationen sættes under pres udefra og dermed stiller krav til en forandring af den arbejdende befolkning, sætter udviklingen i denne befolkning selv – sundhedsbyrden, ældrebyrden, uddannelsestiden – nationalstaten under pres indefra fordi disse tendenser vanskeliggør en balancering af indtægter og udgifter.

De to problemstillinger – nationens konkurrencedygtighed og den økonomiske bæredygtighed – bliver således vævet sammen i ’Aftale om fremtidens velstand og velfærd og investeringer i fremtiden’, Velfærdsaftalen, i juni 2006 (FM 2006a). Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre bliver her enige om et omfattende og langsigtet reformprogram der består af to komponenter: besparelser på velfærdsudgifter gennem bl.a. en langsom hævelse af pensions- og efterlønsalderen og investeringer i den arbejdende befolknings færdigheder og størrelse gennem bl.a. en globaliseringspulje. Puljen, der i første omgang udgør

½ procent af BNP, finansierer globaliseringsstrategien (FM 2006a:17). Begge komponenter angår den arbejdende befolkning: det drejer sig om at udvide dens størrelse og højne kvaliteten af dens indsats. Globaliseringspuljen udmøntes af forligskredsen i november 2006, og igen i november 2009 – forlig der tilsammen giver anledning til en ressourcestrøm på 42,5 milliarder kroner over en, foreløbig, femårig periode, jævnfør tabel 5.1.

86 Tabel 5.1. Overordnet udmøntning af globaliseringspuljen 2007-2012, mio. kr.

2007 2008 2009 2010 2011 2012

Forskning og udvikling 1.090 2.181 3.599 3.916 4.243 4.570

Innovation og iværksætteri 382 436 436 545 545 545

Alle unge skal have en ungdomsuddannelse 336 852 1.330 1.856 2.434 2.857 Flere skal have en videregående uddannelse 218 311 589 702 1.188 1.663

Styrket voksen- og efteruddannelse 156 582 589 596 237 237

Teknologisk løft af laboratorier 1.000 1.000 1.000

Forhøjelse af uddannelsestaxametre 100 100 100

I alt 2.182 4.362 6.539 8.715 9.747 10.972

(FM 2009a:1)

Til sammenligning er nettoudgiftsbevillingen til politiet og anklagemyndigheden for finansåret 2010 8,7 milliarder kroner med en faldende udgiftsprofil frem til 2013 (FM 2009b:26). Der er altså tale om en betydelig nationaløkonomisk prioritering. En prioritering som grundlæggende set er en investeringsplan.