At sætte sig ind i patientens ønsker og forståelser

I mange tilfælde er det tilsyneladende ganske enkelt for sygeplejerskerne, at forstå patienternes nonverbale udtryk (jf. Figur 8), i andre tilfælde er det meget svært.

Sygeplejerskerne reagerer ofte på patienternes udtryk og initiativer på den måde, at de spørger til relevante områder, som det kunne tænkes, at patientens ønske var indenfor – eksempelvis – vil du have noget at drikke, vil du vendes, har du ondt osv. De lærer efterhånden, som de får kendskab til patienten, patientens måde at give udtryk for sine ønsker på. Det er ifølge flere sygeplejersker forholdsvist enkelt, når det handler om konkrete ønsker, som er indenfor den ramme, som de erfaringsmæssigt ved, at patienternes basale og specifikke behov hyppigt befinder sig, når de er indlagt i intensiv afdeling. Det er straks vanskeligere, når patienterne gerne vil give udtryk for mere abstrakte, sociale eller eksistentielle ønsker eller behov, som en sygeplejerske udtrykker det:

”Ja, og det bliver jo virkeligt...når det begynder, at gå over til at være en ren gættekonkurrence... slet ikke til at holde ud!! Så bliver det virkeligt frustrerende.

Så kan jeg også have det, som du beskriver – at nu kan jeg ikke holde ud. Nu bliver jeg nødt til at gå.

Hvor man så må trække sig – og kan få det dårligt over det – for det er der jo slet ingen der har behov for, vel!”

En sygeplejerske gør sig mange tanker omkring den ansvarsfulde opgave, at sætte sig ind i og forstå patienten, som gerne vil udtrykke noget, som tydeligvis har stor betydning:

” - at når man så snakker med dem og det bliver lidt mere end envejskommunikation – bliver det så nogle ting, som jeg synes er problematiske, som jeg ”putter” på patienten, eller er det noget som patienten har et behov for?...det tænker jeg da tit over... at

det, som de siger - afhænger altså fuldstændigt af min evne til at aflæse dem og til at tænke bredt!!...jeg tænker, at jeg har en stor magt over det! Ja, det synes jeg!!

Jeg kan jo egentligt styre, hvilken vej vores kommunikation, den skal gå. Med mindre at de helt selv kan sige til eller fra eller kan ”pege”!

Sygeplejerskerne reflekterede i den forbindelse over en for dem kendt problematik, nemlig at forsøge at indleve sig i patientens situation, via sin egne forståelser omkring, hvad patienten mon kunne tænkes, at ville ønske uden at pådutte patienten sine egne forståelser og ønsker. En problematik som til stadighed gør det aktuelt for dem, at vurdere i de konkrete situationer hos patienterne, hvis behov det egentligt er, som kommer til udtryk og efterleves. Nogle patienter er dog i stand til at give udtryk for ønsker og behov i forhold til, hvordan de gerne vil have hjælp til at tackle, den vanskelige situation, som de er i, når de trues af kritisk sygdom. En sygeplejerske fortæller om et konkret eksempel med en yngre kvinde, for hvem det var meget vigtigt, at få skrevet et afskedsbrev med beslutninger omkring, hvad der skulle ske med hendes børn, hvis det skulle gå på den måde, at hun ikke ville overleve sin sygdom.

Jeg kan huske, at jeg havde engang – en yngre kvinde, som var meget dårlig og hun ville så gerne have hendes eksmand ind….og det var inden hun blev intuberet.. og jeg ringede til ham og han... jeg kunne ikke få fat på ham.

Så jeg var nødt til at sige til hende, at det trak op til, at vi var nødt til at lægge hende til at sove og sådan.

Så ville hun simpelthen have papir og blyant og have skrevet ned... det kunne hun så ikke lige magte, så måtte jeg skrive for hende... og det var sådan noget med, at hvis hun nu døde, så skulle han tage sig godt af børnene og sådan noget... og det brev skulle jeg ligge til ham, når han kom.

Og det gjorde faktisk, at kommunikationen med hende, den blev utrolig nem... fordi hun lagde selv op til, at det her - det gik måske ikke ....og det kunne man jo så snakke med hende om, og det syntes jeg, at det var en lettelse på en måde, at hun fik sagt de ting der, som jeg egentligt gik lidt med – Altså.... Du er virkeligt syg!!

Men det gav hun jo så sådan set udtryk for selv, at det vidste hun godt …..ja…..ja, så det lettede kommunikationen og det var utroligt dejligt, at passe hende i hele det efterfølgende forløb.

Fortælling - Kvinden, som ønsker, at skrive afskedsbrev

Det er til tider også vanskeligt, at få kendskab til, om patienten overhovedet magter, at kommunikere eller magter at forholde til aktiviteter omkring dem. I løbet af et døgn foregår der mange samtaler, pleje og behandlingstiltag omkring patienterne, så indimellem kan den ivrige aktivitet simpelthen blive for meget for en patient, fortæller en sygeplejerske:

”Så har der været en person der i 8 timer... og hvor der måske har kørt en samtale i 4 - 5 af dem. Der have været læger inde og der har været alle mulige hos dem i dagens løb.

Så kommer jeg - frisk og skal i gang derinde. Så kører den igen og der kommer besøg indimellem. Jeg ved godt, at patienterne sover indimellem. Så er det først til natten, at vi sådan virkeligt trækker os tilbage fra stuen.

Så tænker jeg nogle gange – er det egentligt for meget alt det – og at vi jo må overlappe hinanden – med de samme ting og spørgsmål...

Kan man godt blive træt af – hele tiden – den der envejs-kommunikation i en så lang periode? Det synes jeg nok kan være lidt svært, at få en fornemmelse af ...”

Sygeplejersken fortæller videre, at hun får fornemmelse af, om patienten ønsker kontakt

”For hvis de ikke gør det – lukker øjnene eller falder hen... så. Kikker på al muligt andet.

Så tolker jeg det som, at det ikke er relevant for dem lige nu!

Det kan jo faktisk også bare være, at det er emnet – de ikke har lyst til .... at de gerne vil tale om noget andet. Det er virkelig en svær balance!”

Så øjenkontakten kan være et signal om, at patienten ønsker, at trække sig, at holde pause, at hvile sig. Denne tilbagetrækning kan være mere massiv, fortæller såvel sygeplejerske som læger. Nogle patienter trækker sig helt ind i sig selv og lukker verden ude, de magter ikke, at være til stede i deres situation. Et fænomen som tillige beskrives i flere studier med fokus på patienter indlagt i intensiv afdeling.

Det var tydeligt i observationerne, at patienterne ikke tager mange initiativer og at deres udtryk er nonverbale og sparsomme. De kommunikationsaktiviteter, som initieres af patienterne, er tidligere beskrevet i Tema 1: Kommunikationens struktur. I nedenstående Figur 15 er patienternes formodede intentioner med de udviste kommunikationsaktivitet anført. Formodninger som er begrundet i data fra interviewudtalelserne, observationerne og fra undersøgelser med fokus på patienters oplevelser fra indlæggelse i intensiv afdeling.

Intention – hensigt Typisk kommunikationsaktivitet

At udtrykke sit behov for hjælp Patienten udtrykker behov – nonverbalt (i enkelte tilfælde verbalt).

Eksempelvis:

• Patienten flytter sin hånd til ryggen og ser forpint ud.

Sygeplejersken spørger om patienten har ondt.

• Patienten søger sygeplejersken blik og peger på sin mund.

Sygeplejersken spørger patienten om hun vil have mere at drikke

• Patienten kikker og løfter armene mod sygeplejersken – former læberne og mimer – kunne jeg få en klud i ansigtet – jeg sveder?

At give udtryk for, at der er noget, der ønskes hjælp til.

At give udtryk for, at der er noget, som opleves ubehageligt eller at der er presserende behov for hjælp.

At give udtryk for, at det er umuligt, svært og håbløst at udtrykke sig.

At give udtryk for sin magtesløshed

Patienten giver udtryk for noget, som ikke kan forstås af sygeplejersken, hvilket fører til, at patienten bliver urolig, frustreret eller trækker sig tilbage - resignerer.

Eksempler på dette kan være at patienten oplever udefinerede smerter, lufthunger, afførringstrang, svedeture, ubehag – eller at patienten bare vil sige noget, som ikke kan udtrykkes nonverbalt.

Figur 15: Intention med kommunikationsaktivitet – Patienterne udtrykker deres behov

At kommunikationsaktiviteten er så forholdsvis sparsom, gør det vanskeligt for de sundhedsprofessionelle, at sætte sig ind i patienternes ønsker og forståelser. I deres søgen efter denne indsigt kan patientens pårørende være en givtig ressource. De pårørende bruges altid af de sundhedsprofessionelle til at få en viden om og kendskab til det menneske, som

er foran dem. De pårørende fortæller gerne om patientens liv derhjemme, om forløbet og om deres forestillinger om, patientens ønsker. En sygeplejerske fremhæver, at det ikke altid forekommer enkelt, at tale med de pårørende om forhold der vedrører patienten. Det kan være svært at spørge de pårørende, hvis man er på stuen og man ved, at patienten muligvis godt kan høre, hvad der spørges og tales om. Sygeplejersken får da oplevelsen af, at hun snager i patientens forhold, det virker etisk anstødeligt på hende og hun gør sig tanker om, hvad patienten måtte tænke. Sygeplejersken beskriver, hvordan hun i sådanne situationer håndterer sit ønske om, at få indsigt i, hvad der kunne have betydning for patienten:

”…..så bruger jeg nogle gange det, at jeg står og laver nogle ting inde på stuen, når familien er der. De taler til patienten, de ved godt, at patienten ikke har de helt store kræfter til at tage store samtaler med dem, så de fortæller om hverdagen og hvad der foregår derhjemme i huset og haven og sådan...og så får man nogle meget værdifulde oplysninger – på den måde, ved bare at stå og være lyttende.”

Der er stor enighed om, at de pårørende også er en meget vigtig ressource for patienterne.

At tale med patienterne om deres pårørende, får patienterne til at lyse op, fortæller flere sygeplejersker. Et andet aspekt, som de interviewede sygeplejersker er optaget af, er at de oplever, at deres egen forestilling om patienten bliver tydeligere og mere menneskelig, når de taler med patienten om familien eller når de ud fra foto, får indtryk af patienten som person omgivet af sin dagligdag eller i aktivitet med familien. En sygeplejerske udtrykker, sine oplevelser omkring, det at få en særlig fornemmelse for patienten, som person:

”….når jeg for eksempel ser et billede af en patienten... hvad han gør i sin hverdag, så får jeg altså også en hel anden respekt for patienten, mennesket, som jeg har foran mig!

Ligesådan... hvis man har haft en patient, som man har snakket med inden – og hvor han har været vågen.... det gør altså også et eller andet – det er en anden patient eller det giver et andet billede af den patient der ligger der! Frem for når man får en patient, der har sovet og hvor du aldrig har kommunikeret med ham ..og der har ikke været nogle pårørende, som du har kunnet snakke med. Det er et helt andet forhold man får til sådan en patient. Der skal faktisk ofte slet ikke meget mere end et billede til....”

Der er således for denne sygeplejerske ikke tvivl om, at det har betydning for hendes efterfølgende forhold til og forståelse af patienten, at hun har set patienten vågen eller at hun har talt med patienten om, hvad der har betydning for dem.

Lægerne fremhæver ligeledes, at det er væsentligt at involvere de pårørende, hvis de er på stuen. Det har betydning for det efterfølgende tillidsforhold, at tale med patienten mens de pårørende er der, så parterne ved, at de får det samme at vide. En læge pointerer, at han altid fortæller de pårørende, at han fortæller patienten det samme, som de bliver informeret om. Lægerne bruger de pårørendes kendskab til patienten, når de skal træffe beslutninger og valg – eksempelvis om patienten har været indlagt tidligere, om de har været respiratorbehandlede før og hvordan deres oplevelser og holdninger til dette har været.