Opsamling og diskussion

I mange tilfælde er det tilsyneladende ganske enkelt for sygeplejerskerne, at forstå patienternes nonverbale udtryk, i andre tilfælde er det meget svært. Sygeplejerskerne reagerer ofte på patienternes udtryk og initiativer på den måde, at de spørger til relevante områder, som de forestiller sig, at patientens ønske er indenfor. Det er ifølge flere sygeplejersker forholdsvist enkelt at forstå patienternes udtryk, når det handler om konkrete ønsker, som er indenfor den ramme, som de erfaringsmæssigt ved, at patienternes basale og specifikke behov hyppigt befinder sig, når de er indlagt i intensiv afdeling. Det er straks vanskeligere, når patienterne gerne vil give udtryk for mere abstrakte, sociale eller eksistentielle ønsker eller behov. Nogle patienter kan ikke give udtryk for ønsker og behov i forhold til, hvordan de gerne vil have hjælp til at tackle, den vanskelige situation, som de er i, når de trues af kritisk sygdom, mens andre patienter er i stand til dette, hvilket fortællingen om den kritisk syge kvinde er en fortælling om. Det er for sygeplejerskerne vanskeligt, at få indtryk af eller vide, om patienten overhovedet magter, at kommunikere eller magter at forholde sig til aktiviteter omkring dem.

At patienternes kommunikationsaktivitet er spinkel og sparsom, gør det vanskeligt for de sundhedsprofessionelle, at sætte sig ind i patienternes ønsker og forståelser. I deres søgen

efter denne indsigt, kan patientens pårørende være en givtig ressource. Dog kan det opleves etisk uantageligt, at spørge de pårørende om forhold i relation til patienten, som udtryk for en ikke passende nysgerrighed. Man kunne spørge ud fra hvilke normer kommunikationsaktiviteten i dette tilfælde bliver bedømt. Det at være upassende nysgerrig eller at snage i andre menneskers liv og forhold er ikke en passende handling i samfundet i almindelighed. Er kommunikationsaktiviteten derimod et udtryk for en faglig velfunderet handling (at undersøge patientens baggrund, at søge forståelse for patientens hverdagsliv for på den måde bedre at kunne forstå patienten og forstå, hvad der måtte være af betydning for patienten), så er kommunikationsaktiviteten ifølge Wacherhausen (2002) et udtryk for et relevanskriterium, som præciserer, at det har faglig relevans, at søge indsigt i patientens forståelses- og betydningsverden og derved et udtryk for en kvalificeret faglig handling.

At ovenstående må antages at være et relevant relevanskriterium understøttes af sygeplejerskernes udsagn om, at de oplever, at deres egen forestilling om patienten bliver tydeligere og mere menneskelig, når de taler med patienten om familien eller når de ud fra foto, får indtryk af patienten som person omgivet af sin dagligdag eller i aktivitet med familie. Man kunne antage, at et nærmere kendskab til patienten som person vil modvirke tendenser til objektivering af patienter indlagt i intensiv afdeling og fremme en mere personorienteret kommunikation imellem parterne.

Lægerne bruger de pårørendes kendskab til patienten, når de skal træffe beslutninger og valg, eksempelvis om patienten har været indlagt tidligere, om de har været respiratorbehandlede før og hvordan deres oplevelser og holdninger til dette har været.

Lægerne pointerer at tillid er væsentligt, når de skal etablere en god relation til patienten og deres pårørende. Disse må være forvissede om, at lægerne er til at stole på. Lægerne vurderer altid meget nøje, hvilken detaljeringsgrad deres information skal have. En vurdering som foregår i lyset af, at patienterne og deres pårørende selvfølgelig har krav på informationer om deres tilstand og om hvilke behandlingsmuligheder, der er eksisterende - men informationerne skal gives på en måde, så de ikke volder skade mod patienten. I disse valg imellem at fortælle den detaljerede barske sandhed og at bevare patientens håb om overlevelse og bedring, er tilliden i spil. Lægerne er i deres måde at anskue disse forhold på paternalistiske i deres udtryk. De synes, at have en antagelse om, at de ved, hvad der er til det bedste for patienterne og deres pårørende. De træffer valg omkring information og detaljeringsgrad, ud fra hvad de mener, er til det bedste for patienten og ud fra hvad de mener, vil volde mindst skade for patienten. Det er muligt, at deres valg er til patienten bedste og volder patienten mindst skade - men der er også mulighed for, at de træffer valg på patienternes (eller de pårørendes) vegne, som ikke er til det bedste for patienten (eller de pårørende) eller som volder patienten mere skade. Vi ved det ikke.

Tidligere indlagte patienter beretter dog om, at det havde stor betydning for dem (Johnson 2003):

• at blive involveret i egen overlevelse og helbredelse

• at få mulighed for at beherske samt have kontrol over egen situation

• at familien inddrages

• at der etableres et tæt samarbejde og relationer med de sundhedsprofessionelle

• at der er fokus på kommunikationen igennem hele indlæggelsesforløbet

Det, at involvere patienterne i egen overlevelse samt at etablere tætte relationer, er tilsyneladende ikke altid lige enkelt. Kommunikationen er frustrerende, hvis de sundhedsprofessionelle ikke kan forstå det, patienten siger. Sygeplejerskerne antager, at patienterne kan mærke deres frustration, hvilket blot komplicerer situationen endnu mere.

Patientens magtesløshed overføres til sygeplejerskerne og følelsen af magtesløshed får betydning for valg af kommunikationshandlinger for at kaste magtesløsheden og frustrationen af sig, vælger de at trække sig ud af kontakten og kommunikationen.

Sygeplejerskerne anvender dog også en anden strategi, nemlig at blive hos patienten, at sætte ord på frustrationen, at forsikre patienten om forståelse af magtesløsheden og at berolige patienten ved at fortælle, at man er tilstede. Patienterne kan også udtrykke deres magtesløshed ved at resignere, ved at trække sig ind i sig selv, ved at vende ansigtet til den anden side. Det er vanskeligt at være vidne til, at en patient måske er isoleret med sine bekymringer og sin frygt for sygdommens konsekvenser. I disse tilfælde er det tilsyneladende en særlig psykologisk udfordring for sygeplejerskerne ikke at lade sig overinvolvere i patienten og dennes situation og ikke at identificere sig for meget med patienten. De psykologiske vinkler på kommunikationen imellem patienter og sundhedsprofessionelle og konsekvenser af en mulig overinvolvering eller en for voldsom identificering kan være af særlig betydning i intensiv afsnit, hvor patienterne er i en kritisk tilstand og deres liv er truet på mange måder. De sundhedsprofessionelle kan derfor have brug for beskyttelse af sig selv og brug for forsvarsmekanismer. Disse problemstillinger beskriver Jette Fog (1999) i artiklen: Den lægendes samtale i tidsskriftet Psyke og Logos.

Hun beskriver distanceringen (den måde information gives og den måde sagligheden udtrykker sig på) som et selvforsvar for at undgå egen med-lidelse – selvforsvaret er et bolværk mod egne følelser.

I observationsseancerne var især to kommunikationsmønstre særligt hørbare og iøjnefaldende. Et kommunikationsmønster, hvor sygeplejersker fortæller patienterne om de aktiviteter, de har til hensigt at udføre og et andet kommunikationsmønster, hvor sygeplejerskerne småsnakker i rummet eller til patienten. Begge mønstre kan være udtryk for sygeplejerskernes måde at signalere samvær og nærhed til patienterne på. En måde at fortælle patienterne, at der er nogen omkring dem, som holder øje og som er til rådighed.