Udarbejdet af: Cathrine Nygaard Christensen Email: cach07ae@student.cbs.dk
Studium: Cand.ling.merc – Engelsk og europæiske studier Vejleder: Kathrine Ravn Jørgensen
Institut: Department of International Business Communication Afhandlingens omfang: 79,1 normalsider – 180.280 typeenheder
En kvalitativ analyse af kulturens rolle i politisk argumentation i forhold til Tyrkiets potentielle EUmedlemskab
Indholdsfortegnelse
Abstract...3
1.0 Indledning...5
1.1 Problemformulering ...6
1.2 Afgrænsning ...7
1.3 Begrebsafklaring ...7
1.3.1 Kultur ...7
1.4 Struktur ... 7
2.0 Metode...8
2.1 Videnskabsteoretisk ståsted ...8
2.1.1 Den hermeneutiske cirkel ...8
2.1.2 Forskerens rolle i mødet med teksten ...9
2.2 Empiri... 9
2.2.1 Kvalitativ metode... 10
2.2.2 Kvantitativ metode... 10
2.2.3 Interviewpersoner... 10
2.2.4 Interviewguide... 12
2.3 Metodens styrker og svagheder ... 13
3.0 Teori... 14
3.1 Introduktion ... 14
3.2 Konservatisme ... 14
3.3 Kristendemokrati... 16
3.4 Kultur og religion har betydning – Samuel P. Huntington ... 16
3.5 Liberalisme og socialisme ... 18
3.6 Universelle værdier og historiens afslutning – Francis Fukuyama... 20
3.7 Kultur er et valg Thomas Pedersen ... 23
3.8 Diskussion: Når ideologier og teoretikere mødes ... 26
4.0 Fra Atatürk til Erdogan... 29
4.1 Den tyrkiske republik... 29
4.2 Militærets rolle i det politiske system ... 30
4.3 Islamiske partiers genkomst... 31
4.4 AKP og Erdogan: Islamiske rødder i det sekulære system... 32
5.0 Vejen mod optagelse... 35
5.1 Optagelseskriterier og overvågning ... 35
5.1.1 En ny forfatning ... 37
5.1.2 Menneskerettigheder og beskyttelsen af minoriteter ... 37
5.1.3 Cypern... 40
5.14 Delkonklusion... 41
5.2 Opinionsdannelsen om EUmedlemskab i Tyrkiet og EU ... 42
5.2.1 Hvad Tyrkerne synes om EU... 42
5.2.2 Hvad EU synes om tyrkerne ... 44
6.0 Analyse... 47
6.1 Hermeneutisk analyse... 47
6.1.1 Tematisering ... 47
6.1.2 Afhandlingens fordomme... 49
6.2 Analyse – del 1 ... 51
6.2.1 Ole Christensen ... 51
6.2.2 Ismail Ertug ... 53
6.2.3 Norbert Neuser ... 56
6.2.4 Michael Cashman ... 58
6.2.5 Morten Løkkegaard... 62
6.2.6 Renate Sommer... 65
6.2.7 Bendt Bendtsen... 69
6.3 Analyse del 2... 72
3.3.1 En diskussion på tværs af ideologier og nationaliteter ... 72
6.4 Afrunding ... 76
7.0 Konklusion... 78
8. Litteraturliste... 81
9.0 Bilagsoversigt ... 87
9.1 Bilag 1: Interviewguide ... 88
9.2 Bilag 2: Ole Christensen ... 89
9.3 Bilag 3: Ismail Ertug ... 97
9.4 Bilag 4: Norbert Neuser...104
9.5 Bilag 5: Michael Cashman ...110
9.6 Bilag 6: Morten Løkkegaard ...117
9.7 Bilag 7: Renate Sommer ...125
9.8 Bilag 8: Bendt Bendtsen ...131
Abstract
The cultural perspective of Turkish EU membership bid
A qualitative analysis of political opinion
For 50 years now, Turkey has been associated to the EU, but the country is nowhere near membership despite of its 2005 candidate status. For years, Turkey has faced criticism on numerous areas and especially within the political framework of the Copenhagen Criteria:
Human rights, minority rights and the issue on Cyprus. The potential accession has been widely debated in member states, and in the debates, several political leaders point to Turkey’s different culture as a reason not to admit the country, and remarks have also been made to the Muslim background of the country. Culture and religion are not a part of the official admission criteria, but still clearly remain topics. This raises the question of whether or not some unofficial criteria can be said to exist.
This thesis examines the role of cultural arguments and the general perception of culture and religion in political argumentation for or against Turkish EU membership. It outlines the following research question:
How does the culture, including religion, of Turkey play a role in selected MEP’s argumentation for or against Turkish EU membership, and to what extend can conformity or divergence be observed in relation to the ideologies and nationalities of the MEPs.
In order to answer the research question, the method approach of the thesis is based on interpretive hermeneutics. As a consequence, the empirical data consists of qualitative interviews with 7 selected MEPs from Denmark, the UK and Germany. The theoretical understanding of the problem area is explored on the basis of the politicians’ ideologies and the theoretical work of Samuel Huntington, Francis Fukuyama and Thomas Pedersen who all shed light on the relationship between politics, culture and religion.
The analysis shows that in the case of these specific MEPs, political ideology unites the politicians to a large extend in their views on Turkey and on the question of the role of culture and religion. Nationality is of no great matter.
Among the social democratic and liberal politicians there seems to be a consensus that Turkey in due time will be capable of fulfilling the Copenhagen Criteria and adhering to the values of the EU. They support the membership because they view Turkey as economically, strategically and demographically important to the EU. The conservative politicians do not believe Turkey will ever fulfil the criteria and adhere to the values and therefore consider a privileged partnership as an appropriate alternative to membership. Whereas the social democratic and liberal politicians tend to agree with Fukuyama that democratic and human rights are universal, the opinions of the conservative politicians seem to suggest that they consider the opposite to be true – in agreement with Huntington.
The politicians have very different views on why the Turkish reform process has been so slow and why the country still fails to respect various human rights but ideologies also somehow unite the politicians. One of the conservative politicians believes the slow reforms and non‐
compliance with human rights are the consequences of the lack of important historical developments in Turkey. This has lead to a people with a different culture that does not perceive values as ‘we’ do. Another conservative argues that Turkey is simply without democratic values and has no will to obtain these. The opinions generally reflect the conservative ideology, which considers traditions and historical experiences as crucial for human development. Islam is not explicitly mentioned as a reason, although the politicians’
argumentation suggests that religion might play a role after all. As a consequence of their ideology, the social democratic and liberal politicians deny that religion has anything to do with the lack of reforms. Only a liberal politician breaks with his ideology and say Islam might put up barriers but does not go as far as to deny compliance as the conservative politicians. In general, the thesis shows that religion is not considered to be a valid political argument in the debate.
This thesis does not claim to provide conclusions on the role of culture in political argumentation in general. It does however, shed light on the considerations of these individual politicians and shows that ideology plays a role in the shaping of opinion.
1.0 Indledning
2013 markerer 50‐året for ikrafttrædelsen af Ankaraaftalen, associeringsaftalen som Tyrkiet indgik med EF i 1962. Aftalen var starten på et tæt økonomisk samarbejde, der sigtede på en gradvis oprettelse af en toldunion. I 1987 ansøgte Tyrkiet om optagelse i EF, men i 1989 blev dette officielt afvist og sat på ’standby’ af Kommissionen, der ikke mente, at tidspunktet var inde til at indlede optagelsesforhandlinger. Argumenterne i begrundelsen omhandlede den politiske og økonomiske situation og sociale ubalancer i landet. Det var bl.a. overtrædelser af menneskerettighederne, forholdet til Cypern, hæmmende lovgivning for de politiske kræfter samt en tilbagestående økonomi og samfund, der var grunden til den foreløbige afvisning (Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber, 1989). Udtalelsen fra Kommissionen bekræftede dog et langsigtet medlemskabsperspektiv. I 1999 blev landet anerkendt som kandidatland, og i oktober 2005 blev Det Europæiske Råd enige om en forhandlingsramme og optagelsesforhandlingerne blev indledt. I forhandlingsrammen pointeres det dog, at man ikke kan garantere det endelige resultat af disse forhandlinger, dvs. fuldt medlemskab (Negotiation Framework, 2005). I dag er der, trods store fremskidt, stadig lang vej igen for Tyrkiet. Officielt er der EU‐opbakning bag optagelsesforhandlingerne, men der er mange modstandere blandt politiske ledere i medlemslandene – ledere der åbent har ytret, at kandidaturet ikke bør ende med fuldt medlemskab til tyrkerne.
Landet har ansøgt på lige fod med andre kandidatlande og arbejder for at komme til at leve op til EU’s officielle optagelseskriterier. Med disse officielle kriterier i tankerne, er det yderst interessant, hvorfor stats‐ og regeringschefer ligefrem lover deres befolkninger, at de vil kæmpe imod optagelse, når man jo tydeligvis har anerkendt landet som kandidatland.
Et interessant aspekt ved debatten om Tyrkiets potentielle optagelse, er netop denne udbredte bekymring, der i høj grad synes at præge debatterne. Intet andet kandidatland har skabt så meget offentlig debat blandt befolkninger og nationale såvel som europæiske politikere, og intet andet ansøgerland har gennemgået en så lang proces som Tyrkiet.
Tyrkiets muslimske baggrund er et emne, der især har fyldt meget. EU’s optagelseskriterier og værdigrundlag opstiller ingen krav til et ansøgerlands religion, så umiddelbart burde religiøse forhold ikke udgøre det store diskussionsmæssige omdrejningspunkt. Men når det alligevel gang på gang nævnes, at Tyrkiet kulturelt er et anderledes land, er det nærliggende at tro, at
der også eksisterer nogle kriterier, der bygger på andet end politiske og økonomiske krav.
Spørgsmålet om, hvorvidt kultur spiller en rolle i holdningen til indlemmelse af nye medlemmer i Unionen, er centralt, fordi det i så fald vil kunne betegnes som et uofficielt optagelseskriterium, et kriterium der er meget lidt håndgribeligt i forhold til de officielle krav.
Hvis kultur i sidste ende spiller en rolle, betyder dette at EU faktisk kan siges at være et kulturelt afgrænset fællesskab og ikke bare et fællesskab baseret på økonomisk og politisk samarbejde. Debatten om Tyrkiets muslimske baggrund viser altså, at Tyrkiet ikke alene slås med kravene om politiske og økonomiske reformer men også med meget indgroede kulturelle fordomme. Om disse fordomme er berettigede eller ej er ikke denne afhandlings fokus. Det afhandlingen interesserer sig for er derimod omfanget og brugen af disse kulturelle argumenter i en politisk optagelsesproces, der officielt ikke lægger nogen vægt på kulturelle kriterier – herunder religion. Hvis man kan forstå de politiske argumenter og meninger om Tyrkiet, kan man måske også bedre forstå det europæiske samarbejde.
1.1 Problemformulering
En ofte anvendt tilgang til spørgsmålet om holdninger til Tyrkiet er at udgangspunkt i politiske lederes holdninger. Det er dog min antagelse, at denne holdning ikke altid vil være repræsentativ for alle politiske grupper i et land. Ved at fokusere på individuelle europæiske politikeres holdninger og argumentation kan vil jeg forsøge at tegne et billede af hvordan faktorer, herunder kulturelle opfattelser, former politiske holdninger. Det interessante i denne sammenhæng er, hvordan opfattelsen af kulturel identitet i EU‐sammenhæng er med til at forme politikeres holdninger til Tyrkiets EU‐aspirationer. Sker meningsdannelsen på baggrund af politiske ideologier, så politikere forenes ideologisk på tværs af nationale grænser i deres holdninger til Tyrkiet? Eller ser man i højere grad nationalt forankrede argumenter og påvirkninger fra nationale forhold? Det er dette område der vil være afhandlingens fokus. Derfor stilles der følgende spørgsmål:
Hvordan spiller Tyrkiets kultur, herunder religion, en rolle i udvalgte Europa
parlamentarikeres argumentation for eller imod Tyrkiets optagelse i EU og i hvilket omfang kan der observeres ligheder eller forskelle mellem politikerne på tværs af ideologier og nationaliteter?
Følgende underspørgsmål skal hjælpe med at besvare afhandlingens problemformulering:
• Hvordan påvirker de europæiske politikeres ideologier deres argumentationsgrundlag i forhold til spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU?
• Hvilke andre faktorer herunder spørgsmålet om Tyrkiets muslimske baggrund spiller en rolle i dannelsen af politikernes meninger?
1.2 Afgrænsning
Som konsekvens af problemstillingen ønsker afhandlingen at klarlægge, hvilken rolle kulturelle overvejelser spiller i Europa‐parlamentarikernes argumentation for på den måde at kunne undersøge om de politiske ideologier er et central element for meningsdannelsen på tværs af nationaliteter. Afhandlingen er baseret på udvalgte medlemmer af Europa‐
Parlamentet fra tre forskellige lande fordelt på forskellige partier. På grund af afhandlingens omfang, vurderes det, at flere respondenter ville have været for meget i forhold til afhandlingens metodiske fremgang. Selvom afhandlingen kort berører andre gruppers holdninger, afgrænser afhandlingen sig fra at beskæftige sig dybere med holdningsdannelsen hos politiske ledere og regeringer.
1.3 Begrebsafklaring 1.3.1 Kultur
Begrebet kultur er i sig selv ret uhåndgribeligt og kan for individuelle personer betyde hvidt forskellige ting. I afhandlingen anvendes begrebet i en bred forstand, der omfatter de elementer, der kan referere til et menneskets identitet – herunder også religion.
1.4 Struktur
Efter denne introduktion, vil kapitel 2 præsentere det metodiske felt og undersøgelsesdesign, mens kapitel 3 vil gennemgå og diskutere de anvendte teorier. Kapitel 4 og 5 omhandler to områder, der relaterer sig til forståelsesrammen for emnefeltet, nemlig udviklingen af den tyrkiske republik og Tyrkiets udfordringer i forhold til EU‐medlemskab. Kapitel 4 gennemgår udviklingen i Tyrkiet fra republikkens grundlæggelse med henblik på væsentlige emner, mens kapitel 5 behandler optagelseskriterier og status på Tyrkiets reformproces. På baggrund af de forudgående kapitler vil kapitel 6 bestå af en analyse af interviewene, mens kapitel 7 indeholder afhandlingens konklusion.
2.0 Metode
Jeg vil i dette kapitel redegøre for mit videnskabsteoretiske ståsted, metodevalg og valg af empiri, herunder sammenhængen mellem disse.
2.1 Videnskabsteoretisk ståsted
Da hensigten med afhandlingen er at undersøge hvad og især hvorfor, politikere mener som de gør om Tyrkiets optagelse i EU, og hvilke faktorer, der har betydning i meningsdannelsen, vil specialet metodisk bygge på den fortolkningsvidenskabelige tradition baseret på hermeneutikken. Hermeneutikken er den filosofiske disciplin, som undersøger og forklarer tolkningen og forståelsen (Gulddal og Møller, 1999: 9), og som konkret retter sig mod fortolkning af tekster, dialog og samtale samt sociale handlinger. Jeg tager udgangspunkt i Hans‐Georg Gadamers filosofiske hermeneutik.
2.1.1 Den hermeneutiske cirkel
En grundantagelse i hermeneutikken er, at forståelse og fortolkning kommer før forklaring (Højberg, 2004: 309). Derfor handler hermeneutikken i høj grad om, hvorfor vi skal fortolke.
Et centralt begreb inden for hermeneutikken er den hermeneutiske cirkel. Begrebet betegner den vekselvirkning der foregår mellem tekstens dele og helhed; Delene kan kun forstås hvis helheden inddrages, og omvendt kan helheden kun forstås i kraft af delene. Relationen mellem de enkelte dele og helheden muliggør fortolkning og forståelse (Højberg, 2004: 312‐
3). Relationen er dog ikke fastlåst, og derfor skal fortolkeren være indstillet på at justere sin mening om tekstens helhedsmening pga. nye iagttagelser, der fremkommer undervejs.
Fortolkningen er en proces (Gulddal & Møller, 1999: 20). Cirklen betragtes nærmere som en spiral, der åbner mulighed for en stadig dybere forståelse af meningen (Kvale & Brinkmann, 2009: 233). Vekselvirkningen mellem del og helhed kan omfatte mange forskellige forhold, fx forholdet mellem teksten og forfatteren, hvor man kan være interesseret i at undersøge forfatterens intentioner, forholdet mellem tekstens indhold og den kontekst, hvori den fungerer, men netop forholdet mellem teksten og fortolkeren har interesse for den filosofiske hermeneutik. Den filosofiske hermeneutik beskæftiger sig med cirkelbevægelsen mellem teksten og fortolkeren. Det er ikke muligt at fortolke en tekst uafhængigt af en egen begrebsverden, da det er på baggrund af denne man fortolker og forstår (Højberg, 2004: 313).
Derfor er det helt centrale i hermeneutikken, at fortolkeren selv spiller en aktiv rolle i fortolkningsprocessen.
2.1.2 Forskerens rolle i mødet med teksten
Tidligere hermeneutiske retninger lagde stor væk på, at man som fortolker forblev så objektiv i forhold til sin undersøgelsesgenstand som muligt. Filosofisk hermeneutik er uenig i antagelsen om, at genstanden i sig selv indeholder en mening, man kan afdække, fordi det netop er i selve mødet med genstanden, at meningen skabes (Højberg, 2004: 313).
Fortolkeren er ifølge Gadamer en aktiv del af meningsdannelsen, og man kan derfor ikke læse en tekst udelukkende på tekstens egne præmisser (Højberg, 2004: 320). Ethvert menneske er født ind i en kultur, der betinger hvordan vi ser verden. Vi er derfor ikke udelukkende fornuftsvæsner, men vi er begrænset af historien (Gulddal og Møller, 1999: 20). Den måde, hvorpå vi forstår verden og forstår en tekst på, er i høj grad subjektiv og kontekstafhængig.
Gadamer forklarer det med, at mennesket besidder nogle fordomme, der ikke nødvendigvis skal forstås negativt, da de kan være produktive for forståelsen. Fordommene har rod i vores kulturelle arv, som er den ”bagage”, man tager med i sin forforståelse, som ifølge Gadamer er et menneskes givne forståelse af verden eller et konkret fænomen (Højberg, 2004: 322).
Som nævnt er det ifølge den filosofiske hermeneutik en illusion at tro, at vi kan tilgå en tekst fordomsfrit. Forståelse er altid indlejret i en allerede eksisterende forståelsesramme. Det er denne ramme, Gadamer kalder vores forståelseshorisont. Vi kan aldrig sætte vores fordomme ud af spil – og vi skal acceptere, at de eksisterer – men i mødet med en tekst kan vi gøre os dem bevidste og i stedet sætte dem på spil. Forståelseshorisonten er dynamisk, og det er netop ved mødet med en tekst eller person, der har sin egen forståelseshorisont, at forståelse og mening opstår. Forståelse bestemmes derfor som horisontsammensmeltning. Begrebet betyder ikke, at der er opstået enighed om meninger, men at man forstår det, den anden kommunikerer. Der er her blevet skabt en mening, der ikke fandtes før, ens egen forståelse af verden udfordres, og man må revurdere egne fordomme (Højberg, 2004: 326).
Der kræves en høj grad af åbenhed i mødet med genstandsfeltet, og denne afhandling er bevidst om de spændingsfelter, der i den hermeneutiske analyse eksisterer mellem det objektive og subjektive. Nødvendigheden i at sætte sine fordomme på spil og være villig til at udvikle og ændre fordommene samt forforståelse anerkendes.
2.2 Empiri
Som en konsekvens af afhandlingens genstandsfelt og den hermeneutiske tilgang vælger jeg at basere afhandlingens empiriske dataindsamling på den kvalitative metode, da en
hermeneutisk baseret analyse kræver kvalitativ data (Højberg, 2003: 340). Netop kvalitative data giver mulighed for at fortolke det unikke og kontekstafhængige. Afhandlingen anvender både primær og sekundær data.
2.2.1 Kvalitativ metode
Som primær kvalitativ data anvender afhandlingen kvalitative dybdeinterview baseret på Steiner Kvale og Svend Brinksmanns retningslinjer og forskrifter for, hvordan man kan udøve interviewforskning. Interviewene gennemføres som semistrukturerede interview med en forholdsvis høj grad af standardisering, hvilket betyder at der stilles mere eller mindre de samme spørgsmål til politikerne (respondenterne), men at svarene ikke er bundet af en fastlagt struktur (Rasmussen, Østergaard & Beckmann 2006: 87). Før udførelsen af interviewene skal der ifølge Kvale og Brinkmann ske en tematisering af undersøgelsen.
Tematisering hentyder til formuleringen af forskningsspørgsmål og indebærer en formulering af det tema, der skal undersøges. Herunder henvises der til tilegnelsen af forhåndsviden, da det er nødvendigt at have kendskab til det område, man skal undersøge for at kunne stille relevante spørgsmål (Kvale og Brinkmann, 2009: 126). Interviewene bygger som konsekvens heraf på en interviewguide, der uddybes senere i dette afsnit. Afhandlingens sekundære data består bl.a. af rapporter fra Kommissionen, og bruges i høj grad til at give relevant baggrundsviden om de emner, der bliver behandlet i interviewene.
2.2.2 Kvantitativ metode
Selvom metoden ikke lægger op til anvendelsen af kvantitativ empiri, vil afhandling benytte sig af dette i et meget begrænset omfang. Sekundær kvantitativ data anvendes i afsnittet om befolkningernes holdninger.
2.2.3 Interviewpersoner
Afhandlingen ønsker at undersøge europæiske politikeres holdning til optagelsen af Tyrkiet i EU, men med særligt fokus på deres argumenter herfor eller imod og grundene til at de bruger de argumenter de gør. Problemformuleringen lægger også op til at foretage en sammenligning mellem politikerne på baggrund af deres politiske ideologier samt nationaliteter. På grund af afhandlingens begrænsede omfang har jeg udvalgt tre lande: Storbritannien, Tyskland og Danmark. De to første pga. deres markante position i EU‐samarbejdet mens Danmark er udvalgt for at gøre afhandlingen nationalt relevant. Politikerne er udvalgt blandt medlemmerne af Europa‐Parlamentet, og der er for hvert land udvalgt en repræsentant for
hver af de i teoriafsnittet omtalte politiske ideologier: socialisme, liberalisme og konservatisme (herunder også kristendemokratisme). Der er bevidst gjort et forsøg på at interviewe politikere, der arbejder eller har arbejdet med Tyrkiet‐spørgsmålet, da det vurderes, at disse politikere vil have en dybere indsigt i emnet end politikere med et helt andet fokusområde. For de danske politikere vedkommende, har det dog været en betydelig begrænsning, at Danmark ’kun’ er repræsenteret med 13 medlemmer i Europa‐Parlamentet, og derfor langt fra er repræsenteret i alle udvalg ej heller i Udenrigsudvalget, der er det relevante udvalg mht. udvidelsespolitik. Interviewene vil som udgangspunkt falde ind under det, Kvale og Brinkmann kalder eliteinterview. Karakteristisk for disse er, at personerne er vant til at blive spurgt om deres meninger og holdninger, og intervieweren bør derfor have et godt kendskab til emne, fagsprog og den berørte persons baggrund. Eksperter kan have forberedt ’indlæg’, så det er her interviewerens rolle at udfordre disse (Kvale og Brinkmann, 2009: 167). Et andet aspekt, der især i denne kontekst skal medtages, er, at jeg på nær i forhold til de danske politikere interviewer folk med en anden kulturel – såvel som sproglig – baggrund (Kvale og Brinkmann, 2009: 164). Interviewene med de tyske og britiske politikere er på engelsk, hvilket kan være en udfordring. Jeg har herunder opstillet en liste over mine respondenter:
Danmark
• Ole Christensen – Medlem af Europa‐Parlamentet for Socialdemokratiet. I Europa‐
Parlamentet sidder han i S&D, den socialdemokratisk gruppe. Ole Christensen er bl.a.
stedfortræder i Delegationen til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU‐Tyrkiet1 og medlem af Friends of Turkey2
1 Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU‐Tyrkiet er sammensat af medlemmer fra henholdsvis Europa‐Parlamentet og den tyrkiske nationalforsamling. Udvalget afholder drøftelser om
forbindelserne mellem EU og Tyrkiet, fører kontrol med gennemførelsen af toldunionen og har navnlig fulgt fremskridtene i tiltrædelsesforhandlinger (EU‐Tyrkiet).
2 Friends of Turkey er en uformel, interparlamentarisk gruppe i Europa‐Parlamentet og har 75 medlemmer fra forskellige politiske partier. Gruppens interesse er at følge forhandlingsprocessen mellem EU og Tyrkiet tæt, gennem en kritisk men konstruktiv tilgang. Gruppens mål er også at skabe en platform, hvor MEP’erne kan spille en aktiv rolle i forbedringen af relationerne mellem EU og Tyrkiet (Friends of Turkey in the European Parliament).
• Morten Løkkegaard – Medlem af Europa‐Parlamentet for Venstre. I Europa‐
Parlamentet sidder han i ALDE, den liberale gruppe.
• Bendt Bendtsen – Medlem af Europa‐Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. I
Europa‐Parlamentet sidder han i EPP, den konservative og kristendemokratiske gruppe.
Tyskland
• Renate Sommer – Medlem af Europa‐Parlamentet for Christlich Demokratische Union
Deutschlands (CDU). I Europa‐Parlamentet sidder hun i EPP, den konservative og kristendemokratiske gruppe. Renate Sommer er medlem af Delegationen til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU‐Tyrkiet.
• Ismail Ertug – Medlem af Europa‐Parlamentet for Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD). I Europa‐Parlamentet sidder han i S&D, den socialdemokratisk gruppe. Ismail Ertug er medlem af Delegationen til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU‐Tyrkiet og medlem af Friends of Turkey.
• Norbert Neuser – Medlem af Europa‐Parlamentet for Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD). I Europa‐Parlamentet sidder han i S&D, den socialdemokratisk gruppe. Norbert Neuser er stedfortræder i Udenrigsudvalget og medlem af Friends of Turkey.
Storbritannien
• Michael Cashman – Medlem af Europa‐Parlamentet for Labour. I Europa‐Parlamentet
sidder han i S&D, den socialdemokratisk gruppe. Michael Cashman er medlem af Friends of Turkey og tidligere medlem af Udenrigsudvalget.
2.2.4 Interviewguide
Inden gennemførelsen af interviewene er der blevet udviklet en interviewguide3 med det formål at strukturere interviewforløbet. Man bør i forbindelse med udarbejdelsen af
3 Interviewguiden findes i Bilag 1
spørgsmålene overveje, hvor åben man ønsker at være med hensyn til undersøgelsens formål, da dette har konsekvenser for spørgsmålstypen. Er man åben om formålet og stiller direkte spørgsmål eller er man mere indirekte i sin tilgang? Sidstnævnte kaldes et tragtformet interview, og er den interviewform, guiden i denne afhandling er bygget op omkring (Kvale og Brinkmann, 2009: 151). Herved kan man i interviewet gå fra nogle generelle spørgsmål til mere detaljerede spørgsmål, og ved at ”tilbageholde” visse informationer om formålet, undgår man at påvirke den interviewede. Denne teknik skal naturligvis overvejes i forhold til etiske retningslinjer. Udarbejdelsen af interviewspørgsmål er baseret på problemformuleringen, fortolkerens forhåndsviden samt Kvale og Brinkmanns guide til udarbejdelsen af forsknings‐
og interviewspørgsmål.
2.3 Metodens styrker og svagheder
Fortolkeren kan ved brug af denne metode ikke være neutral og objektiv, som det kan forventes ved andre metodevalg. Her er hermeneutikken dog meget klar: Fortolkeren kan ikke være objektiv, da fortolkeren altid vil bringe nogle fordomme med, som er en del af hendes forståelseshorisont. Derfor accepterer afhandlingen fortolkerens fordomme, fordi de er en forudsætning for erkendelse af verden. Da problemformuleringen lægger op til, at emnet skal forstås, ikke måles, og det er dette udgangspunkt, der har ledt frem til metodevalget.
3.0 Teori
3.1 Introduktion
Da specialets metode baserer sig på en fortolkning af eliteinterviews, kræver det at fortolkeren har en forforståelse for ikke alene de emner, hun skal behandle, men også for de personer, hun skal i dialog med. For at opnå en forståelse for, hvorvidt kultur som argument spiller en rolle i de europæiske politikeres holdninger til Tyrkiets optagelse i EU, er det nødvendigt, at fortolkeren har viden om netop de politiske ideologiers syn på kultur, da dette kan være med til at forklare hvorfor, politikerne mener og argumenterer, som de gør. Jeg vil i det følgende afsnit gennemgå, hvordan konservatismen (herunder også kristendemokratismen), liberalismen og socialismen anskuer kulturens rolle i samfundet og dens betydning for mennesket. Der er tale om en på sin vis forenklet fremstilling, da beskrivelse af ideologier er et studie i sig selv, og på ingen måde kan beskrives fyldestgørende i denne afhandling.
I forbindelse med forståelsen for, hvordan de politiske ideologiers opfattelse af kultur kan udmøntes, vil jeg anvende synspunkter fra moderne teoretikere og samfundsforskere. Her anvender jeg Samuel Huntington og Francis Fukuyama, da de begge har bidraget til diskussionen om kultur og værdier i et internationalt perspektiv. Jeg vil i forhold til Huntington og Fukuyama fokusere på deres opfattelse af, hvilken rolle kultur spiller for udviklingen af demokrati og tilnærmelsen af vestlige værdier for muslimske lande. Et tredje bidrag til debatten kan findes om end i en lidt anden form hos Thomas Pedersen. Han skriver ikke som Huntington og Fukuyama med fokus på verdensordenen, men tager derimod sit udgangspunkt i spørgsmålet om en europæisk identitet, hvor han samtidig berører forholdet mellem kultur, politik og demokrati.
3.2 Konservatisme
Selvom konservatisme findes i mange udgaver og har ændret sig, siden englænderen Edmund Burke i slutningen af 1700tallet formulerer de ideer, der har gjort ham kendt som konservatismens fader, er der alligevel basis for at tale om et generelt konservativt syn på kulturens rolle i samfundet. Da Burke i 1790 udgav bogen Reflections on the Revolution in France var det med en kritik af de franske oplysningsfilosoffers blinde tro på fornuften og en afvisning af forestillingen om, at mennesket kunne konstruere fremtiden (Schanz, 2006: 153)
Han foragtede revolutionen i Frankrig, da dens ønske ifølge Burke var at erstatte naturens orden med kunstige konstruktioner og abstrakte projekter uden den nødvendige visdom fra traditionen (Dahl, 2003: 21). Han havde heller ikke meget beundring til overs for den franske menneskerettighedserklæring fra 1789. Ifølge Burke var idealet at stræbe efter traditionsbaserede rettigheder og ikke denne nyligt opfundne ret, som i hans øjne var skabernes forsøg på at tvinge den ned over samfundet (Gade Jensen, Arzrouni, & CEPOS, 2003: 75). Historie, fortid og tradition spiller altså en vigtig rolle for mennesket.
Når man i dag beskriver konservatismen, går mange af Burkes ideer igen. I forhold til kultur, er især to aspekter interessante: Respekten for tradition og troen på at mennesket lærer af dets historiske erfaringer samt synet på værdier, herunder menneskerettigheders status.
Tradition og historie er nærmest hellige, og kræver respekt, da det er traditioner, der hjælper mennesker med at danne deres verdensopfattelser og pålægger individet værdier. Det er traditionen der giver os identitet og tilhørsforhold (Dahl, 2003: 31). Traditioner er dog af natur autoritative, hvilket betyder at man ikke frit kan til‐ eller fravælge disse værdier. Man kan til en vis grad være selektiv, men det selektive har grænser (O’Hara, 2011: 109).
For konservatismen gælder, at menneskerettigheder og værdier ikke opfattes som universelle (O’Hara, 2011: 92) Konservatismen er dog på ingen måde modstander af rettigheder.
Rettigheders gyldighed kræver dog at de er vokset frem på baggrund af samfundets traditioner. Ifølge Burke var én måde at sikre at rettighederne var indlejret i samfundet at vise, at disse var nedarvet, blev udøvet og deklareret over en lang tidsperiode (O’Hara, 2011:
109). Individuelle, kontekstafhængige omstændigheder er langt vigtigere end abstrakte teorier (O’Hara, 2011: 92). Derfor vil konservatismen heller ikke insistere på, at rettigheder skal stå over alle andre hensyn. Rettigheder har begrænsninger, da kulturer fortolker rettigheder på forskellige måder og med forskellige udgangspunkt. Værdier er altså ifølge konservatismen kultur‐ og kontekstafhængige. Konservatismen ser og anerkender det historiske og kulturelt mangfoldige i livsformerne, og har også den grundholdning, at en kulturs livsform ikke kan pålægges ude fra, men skal skabes internt, hvor den reflekterer stor enighed blandt en gruppe mennesker. Derfor tror man også på, at kulturer ideelt set skal tage deres moralske, politiske og kulturelle beslutninger selv, frem for at få eksterne normer og værdier pålagt fra omverdenen (O’Hara, 2011: 93).
3.3 Kristendemokrati
Europas kristendemokratiske partier voksede frem i perioden efter 1945 og hører ideologisk set under konservatismen, selvom flere vil mene, at det er en ideologi i sig selv (Hedelund og Norgaard Mortensen, 2002: 7). Især i Tyskland er det kristendemokratiske parti CDU blevet et stort parti, mens ideologiens repræsentation i Danmark og England er næsten ikke‐
eksisterende. Dette skyldes, at bevægelsen er vokset frem af katolske foreninger, hvilke ikke har nogen stor plads i det danske og britiske samfund.
Karakteristisk for kristendemokrati er, at det er baseret på et kristent livs‐ og menneskesyn.
Man lægger vægt på samfundsfællesskab, demokrati og et fælles værdigrundlag (Fröding og Frebran, 2002: 15). Samfundsfællesskabet udgøres af samfundets mindre fællesskaber og holdes sammen af menneskets dyder, dyder som social ansvarsfølelse, næstekærlighed mv., der har sin inspiration fra kristendommen. Demokratiet bygger ifølge kristendemokratisme på kristen etik og kristne værdier og er den samfundsform, der kan sikre alle mennesker lighed. En fælles bærende etik og moral samt fælles normer er centrale forudsætning for et godt samfund. Disse grundlæggende værdier er i høj grad baseret på den kristne tradition (Fröding og Frebran, 2002: 21). Trods de meget konservative rødder er kristendemokratisme stor fortaler for de liberalistiske tanker, der understreger individets frihed. Dog mener man, at frihed til en vis grad nødvendigvis må begrænses for at sikre den stabile politiske orden og for at værne om intern og ekstern sikkerhed (Konrad Adenauer Stiftung, 2011: 11).
Kristendemokrati respekterer andre religioner og anser international samarbejde som vigtigt.
På samme tid understreger retningen dog også vigtigheden af den enkelte borgers tilknytning til hans hjemland, er fortaler for nationale og regionale identiteter og vigtigheden af nationale symboler.
3.4 Kultur og religion har betydning – Samuel P. Huntington
Et eksempel på moderne konservative tanker om kultur og værdier set i et international perspektiv, kommer fra professor og samfundsforsker Samuel P. Huntington, hvis tidsskriftsartikel The Clash of Civilizations? fra 1993 satte gang i diskussionen om Vesten som universel civilisation og forholdet til verdens andre civilisationer. Han uddybede senere sine tanker i en bog af næsten samme navn. Huntingtons overordnede hypotese er, at den grundlæggende kilde til konflikter i den nye verden vil være af kulturel karakter, og ikke i første omgang af ideologisk eller økonomisk karakter. De primære konflikter i global politik
vil være mellem grupper og nationer tilhørende forskellige civilisationer (Huntington, 1993:
22).
Huntington opdeler verden i otte civilisationer, herunder den vestlige og den islamiske, og placerer Tyrkiet i sidstnævnte. Civilisationer definerer han som den højeste kulturelle gruppering blandt mennesker. Civilisationerne er forskellige i kraft af deres sprog, historie, kultur, traditioner og vigtigst pointerer Huntington; deres religion. Disse er produkter af århundreder og forsvinder ikke umiddelbart. Det er disse forskelle, der gør, at civilisationerne har fundamentalt forskellige livssyn og blandt flere grunde er det denne forskellighed, der vil skabe sammenstød. Religion er altså ifølge Huntington et stærkt civilisationsbestemmende element (Huntington, 1993: 25). Han fastslår ligeledes, at fremtidens konflikter især vil udspille sig mellem Vesten og islam, hvilket naturligvis gør Huntingtons forestillinger om verden relevante for diskussionen af Tyrkiets situation.
Huntington fremlægger en kritik over for idéen om Vesten som ”universel” civilisation. Selve ideen, om at der kan eksistere en universel civilisation, er en vestlig idé (Huntington, 1993:
40). Han mener, at Vestens forsøg på at udbrede de værdier og idealer, vi bygger vores samfund på, skaber en modreaktion fra ikke‐vestlige lande i stedet for en accept af disse
”universelle” værdier. Han betoner vigtigheden i at forstå, at vestlige ideer om fx menneskerettigheder, individualisme, lighed, frihed og sekularisme ofte vækker meget lille genklang i fx islamiske samfund (Huntington, 1993: 39). Et vigtigt element, der ligger til grund for Huntingtons tese, er at han anser kristendommen og islam for at være fundamentalt forskellige og for at have meget forskellige forudsætninger for at acceptere de vestlige værdier. Islam er ikke bare en religion, det er en livsform, der overskrider grænsen mellem religion og politik. Dette er netop, ifølge Huntington, en af de vigtigste grunde det vedvarende konfliktmønster (Huntington, 2006: 292). ”Hvad der er universelt for Vesten, opfatter resten af verden som imperialisme” (Huntington, 2006: 256), siger Huntington.
Huntington beskriver, hvordan ikke‐vestlige lande har reageret på den vestlige påvirkning på én eller flere af følgende tre måder: Ved isolation, ved at forsøge at blive en del af Vesten og acceptere Vestens værdisæt og institutioner eller ved at ‘balancere’ Vesten; modernisere uden at blive som Vesten (Huntington, 2006: 109). Atatürks tilgang (kemalisme) omfattede, at
Tyrkiet både skulle moderniseres og vestliggøres. Da Atatürk forkastede den islamiske fortid, gjorde han ifølge Huntington Tyrkiet til et land delt i to; Ét samfund, der var muslimsk i sin religion, arv, skikke og institutioner, men med en herskende elite, der var fast besluttet på at gøre Tyrkiet moderne, vestligt og ét med Vesten (Huntington, 2006: 109). Huntington analyserer Tyrkiets bestræbelser under den betegnelse, han kalder civilisationsskift.
Civilisationer er ifølge Huntington dynamiske størrelser. Nogle opdeles, nogle bliver større og nogle forsvinder. Dette sker dog ikke ud af ingenting, men det betyder at lande kan tage deres civilisationsmæssige tilhørsforhold op til overvejelse. Tyrkiet er, ifølge Huntington, et land der bevæger sig mellem to civilisationer; et såkaldt splittet land. (Huntington, 1993: 42). Hvis et splittet land skal redefinere sin civilisationsidentitet, skal tre krav være opfyldt: Den politiske og økonomiske elite i landet skal generelt støtte skiftet, landets borgere skal indvillige i det, og endelig skal dominante grupper i modtagercivilisationen være villige til at modtage landet (Huntington, 1993: 44). Huntington pointerer, at eliten i Tyrkiet har forsøgt at definere Tyrkiet som et vestligt land, men mener at eliten i Vesten nægter at acceptere Tyrkiet som et sådan: ”Processen frem mod en ny identitet vil blive lang, ujævn og politisk, socialt institutionelt og kulturelt pinefuldt. Og den har til dato altid slået fejl” (Huntington, 2006: 196).
3.5 Liberalisme og socialisme
Liberalismen og socialismen er modsat konservatismen skeptiske over for kultur som genstand for politik og tænkning (Juul Nielsen, 2008: 192). Grundene til dette skal findes i ideologiernes rødder og indhold. Liberalismen hviler på et individualistisk menneske‐ og samfundssyn, der betoner det enkelte menneskes naturlige rettigheder: disse omfatter bl.a.
retten til frihed og lighed, hvilket er et synspunkt, der tydeligt bliver formuleret af filosoffen John Locke, der i brede kredse betragtes som liberalismens grundlægger (Lübke, 1995: 47).
Liberalismen sætter, modsat konservatismen, individet i centrum: det er det enkelte individ, der skaber samfundet, hvilket også betyder, at normer og samfundsinstitutioner ikke har nogen værdi eller eksistens i sig selv, men er skabt af individerne. Særlig har Thomas Hobbes beskrevet denne opfattelse af individet.
Lockes tanker om politik og mennesket har haft stor betydning for udviklingen af demokratiet og menneskerettigheder. Udviklingen af menneskerettighederne er et meget håndgribeligt vidnesbyrd på liberalismens tanker på baggrund af den nye naturret, der i forhold til den klassiske naturret er egalitær og ikke hierarkisk (Schanz, 2008: 62). Både Locke og Hobbes
har været påvirket af den nye naturret, og Hobbes formulerer selv de første tanker om denne.
Den nye naturret skal ses i sammenhæng med den reformerte kristendom, der rummer en afhierakisering der gør enhver kristen til sin egen præst. Den rummer også en form for demokratisk etos i og med, at alle mennesker er lige over for Gud (Schanz, 2008: 64). Derfor passer den nye naturret godt sammen med den reformerte kristendom. Schanz pointerer, at kristendommen i reformeret udgave sammen med den nye naturret, har spillet en rolle for fremkomsten af menneskerettighedserklæringerne (Schanz, 2008: 65).
Netop liberalismens ideer om den nye naturret ligger til grund for den senere amerikanske uafhængighedserklæring samt den franske menneskerettighedserklæring. Og hvor den amerikanske henviser til, at disse værdier og rettigheder stammer fra ’Skaberen’, angiver den franske erklæring ”det højeste væsen” – forstået som fornuften som kilde (Lübke, 1995: 53, Schanz, 2008 63). Det er vigtigt at pointere, at liberalismen ikke søgte et brud med kristendommen, men et brud med kirkens magt. Derfor bliver kristendommen ikke anset som fjende, men i visse tilfælde som i tilfældet med uafhængighedserklæringen, som kilden til rettigheder. Det helt specielle ved disse to erklæringer er, at det ikke bare er nogle mennesker, der får rettigheder. Det er set før, men derimod alle mennesker. Dette gør udsagnet universalistisk og gør, at vi kan tale om et skift fra rettigheder til menneskerettigheder (Schanz, 2006: 155‐6).
Liberalismen har siden oplysningstiden hævdet, at mennesket er et fritstående individuelt fornuftsvæsen, der kan skabe sin egen kultur (Juul Nielsen, 2008: 193) og er i stand til at frigøre sig fra tilfældige historiske fordomme og dermed skabe sin egen fremtid uafhængig af fortid og tradition. Vi ser altså i liberalismen en form for historieløshed. Også den marxistisk‐
inspirerede socialisme har hævdet noget lignende, og kan derfor også karakteriseres som værende historieløs (Bengt‐Pedersen, 2003: 73). Ifølge Karl Marx er det ikke ”menneskernes bevidsthed, som bestemmer deres tilværelse, men omvendt deres sociale tilværelse der bestemmer deres bevidsthed” (citeret i Mazanti Sørensen, 2010: 67). Det betyder altså, at man kan ændre et menneskes bevidsthed ved at ændre samfundet, og dette kan ske gennem en revolution, modsat hvad konservatismen mener. Socialismens opfatter mennesker som sociale væsner forenet af deres fælles menneskelighed og den vigtigste værdi for socialismen er social lighed. Social lighed er garantien for social stabilitet og sammenhængskraft
(Heywood, 2007: 99). Samfundet er den vigtigste enhed, og denne kollektivistiske vision understreger socialismens tro på, at mennesket ved at samarbejde kan opnå ønskede mål.
Ligesom liberalismen er der i socialismen ikke mange overvejelser om mennesket som kulturelt og historisk væsen. Menneskets opførsel fortæller mere om det samfund, hvori mennesket er opvokset end om en uforanderlig menneskelig natur, og fokus er ikke på, hvad mennesket er, men hvad det har mulighed for at blive (Heywood, 2007: 103). Socialismens forhold til menneskerettighederne er i starten yderst ambivalent. Socialismen havde problemer med ejendomsbegrebet, og nogle socialister påpegede at privat ejendom var rent tyveri. Hertil kommer at der i den franske erklæring er nævnt, at sociale forskelle kun må begrundes i almennytten. For socialister betyder sociale forskelle uligheder, og det er hermed givet, at menneskerettighederne ikke sikrer ultimativ lighed (Schanz, 2006: 158). Men den socialisme (eller måske nærmere socialdemokratisme), vi i dag ser hos fx de danske Socialdemokratier og tyske SPD, har dog ikke længere det marxistisk‐socialistiske mål at samfundet skal bygge på fælles ejendom, og i dag anerkender de socialdemokratiske partier menneskerettighederne. I principprogrammet fra 2011 skriver Socialdemokratiet i Danmark fx følgende: ”Det er afgørende for Socialdemokraterne, at Danmarks udenrigspolitik styrker den internationale retsorden, samt fremmer demokratiske værdier og menneskerettighedernes universelle karakter” (Socialdemokratiet, 2011: 15). I partiprogrammet fra 1999 understreger de forholdet mellem menneskerettigheder og kultur: ”For socialdemokratiet er det et udgangspunkt, at demokrati og opfattelsen af menneskerettigheder har et grundindhold, der må være uafhængigt af lokale kulturer, traditioner og værdier”, samtidig med at partiet dog anerkender, at man må acceptere at opfattelserne af disse varierer meget fra land til land (Socialdemokratiet, 1999).
Det er vigtigt at pointere, at den socialisme britiske Labour bygger på, ikke i samme omfang som på kontinentet, er inspireret af marxismen. Den antager i langt højere grad, en liberalistisk og individualistisk tilgang til forståelsen af mennesket.
3.6 Universelle værdier og historiens afslutning – Francis Fukuyama
Når Huntington er nævnt som en repræsentant for de konservative ideer om kulturens betydning, kan man tilsvarende nævne Francis Fukuyama i forlængelse af liberalismen. Fordi liberalismens og socialismens antagelser om forholdet mellem mennesket og historie på
mange måder ligner hinanden, er det afhandlingens opfattelse, at mange af Fukuyamas ideer om netop disse emner til en vis udstrækning også kan siges at repræsentere nogle elementer fra socialismen.
I 1989, nogle år før Huntingtons artikel, udgiver Fukuyama sit essay om Historiens Afslutning, som også følges op af en uddybende bog. Hans påstand er, at afslutningen på den kolde krig også markerer historiens afslutning: Enden på menneskets ideologiske evolution (Fukuyama, 1989). Fukuyama beskriver i sit essay en form for ’Vestens triumf’ da der ifølge ham, er sket en total udtømning af anvendelige systemalternativer til vestlig liberalisme. Der er nu ingen seriøse ideologiske konkurrenter tilbage til det liberale demokrati, hvilket han hævder kan tænkes at udgøre endemålet for menneskehedens ideologiske evolution. Fukuyama henter sin inspiration hos Hegel, der beskriver menneskets udvikling, som en evolutionær proces, der når sin ende med en ideel samfundsform. Historiens afslutning er ikke enden på betydningsfulde begivenheder, men det er enden på videreudviklingen af de helt grundlæggende principper og institutioner, og derfor vil historien føre det meste af menneskeheden i retning af det liberale demokrati (Fukuyama, 2009: 17).
Det er væsentligt i korte træk at nævne Fukuyamas opfattelse af mennesket for at kunne forstå hans holdning til kulturens betydning for udviklingen og spredningen af det liberale demokrati. Menneskets sjæl består af begær, fornuft og thymos. Begæret driver mennesket til at efterstræbe ting, mens fornuften udregner den bedste måde at opnå dem på (Fukuyama, 2009: 21). Thymos betyder at føle selvværd og udgør det Fukuyama (med stor inspiration fra Hegel) kalder kampen for anerkendelse. Mennesket vil gerne anerkendes som et væsen med en særlig værdighed. Sidstnævnte drift er en ikke‐økonomisk drift, som Fukuyama kalder irrationel, modsat rationel begær og fornuft. Det er i denne trang til anerkendelse, at vi finder den kulturelle bevidsthed, vores værdier (Fukuyama, 2009: 266). Mennesket er derfor, kort sagt, ikke udelukkende drevet af økonomisk motivation. Fukuyama mener, at det liberale demokrati opstår, fordi vi, i takt med at levestandarten stiger, befolkninger bliver bedre uddannet og mere kosmopolitiske, begynder at kræve anerkendelse af vores status. Behovet for at blive anerkendt som selvstændige, frie individer, får befolkninger til at kræve demokratiske regeringer, der er de eneste, der kan opfylde denne liberale anerkendelse (Fukuyama, 2009: 23‐24). Thymos kan dog også være en hindring for demokratiets udvikling.
Om hvorvidt noget står i vejen for det liberale demokrati, fokuserer Fukuyama på to stærke værdier, der står som den eneste potentielle konkurrence til det liberale demokrati: Religion og nationalisme. Om religion siger Fukuyama, at der ikke nødvendigvis er noget uforeneligt ved religion og liberalt demokrati, før det punkt, hvor religionen ophører at være tolerant eller egalitær (Fukuyama, 2009: 269). Han anerkender, at den reformerte kristendom har haft en betydning som katalysator, men pointerer, at religionen så at sige måtte afskaffe sig selv – altså sekulariseres – for at kunne forenes med liberalismen. Heller ikke nationalisme og liberalisme er principielt uforenelige. Der hvor demokratiet sandsynligvis ikke vil vokse frem, er i lande, hvor nationalisme eller etniske tilhørsforhold er så fremherskende, at man mangler en fælles nationsforståelse eller ikke accepterer hinandens rettigheder (Fukuyama, 2009:
268). Hvis nationalismen skal forsvinde som politisk faktor, må den moderniseres og gøres tolerant (Fukuyama, 2009: 331). Holder vi disse værdier sammen med anerkendelsestrangen, siger Fukuyama faktisk, at religion og nationalisme i denne forstand har meget magt; den troende anser sine værdier som hellige, og nationalisten tror på sin og sin gruppes værdighed, og anerkendes denne værdighed ikke, reagerer begge grupper med vrede. Ifølge Fukuyama er grunden til at det liberale demokrati ikke er at finde overalt, en ufuldstændig sammenhæng mellem folk og stater. Folket udgør et samfund, hvis kultur er bestemt af traditioner, mens statens område er det politiske. Stater har ofte et anspændt forhold til deres eget folk, og det liberale demokrati kræver derfor en vis overensstemmelse mellem folk og stat (Fukuyama, 2009: 265). For at demokratiet skal fungere, må det rationelle begær overvinde den irrationelle trang til anerkendelse, borgerne må glemme deres værdiers rødder og udvikle en vis irrationel stolthed ved deres politiske system (Fukuyama, 2009: 267). På baggrund af dette, pointerer Fukuyama, at kulturen derfor kan udgøre en forhindring for demokratiseringen, fordi den potentielt kan gøre modstand mod omdannelsen af traditionelle værdier til demokratiske. Fukuyama opfatter dog ikke dette skel mellem folk og stat som afgørende stort, og mener yderligere at staten kan spille en stor rolle ved at forme folkene kulturelt (Fukuyama, 2009: 275).
En anden væsentlig pointe hos Fukuyama relaterer sig til opfattelsen af universelle værdier.
Han mener, at de værdier og institutioner, der blev udviklet under den vestlige oplysningstid er potentielt universelle. Principperne om frihed og lighed har en universel betydning. Det betyder også, at demokratier har mulighed for at opstå alle steder, kulturer til trods. Den
