6.2 Analyse – del 1
6.2.7 Bendt Bendtsen
ikke at assimilere, hvilken hun understreger at Tyskland bestemt heller ikke ønsker. De vil integrere. Men Erdogan hæmmer integrationen.
Sommer er klar over, at processen har været lang, men hun mener at Tyrkiet konstant beklager sig over at blive behandlet anderledes end andre kandidatlande og at blive pålagt flere og flere krav. Men det er simpelthen ikke sandt, siger hun. Tyrkiet er ifølge hende blevet behandlet helt retfærdigt.
At Sommer er konservativ politiker, hersker der ingen tvivl om under interviewet. Hendes argumentation og forståelseshorisont er i høj grad baseret på hendes politiske baggrund og hendes konservative syn på kultur og demokrati, som hun i høj grad deler med Huntington.
Dog hersker der en smule tvivl om hendes syn på ’regeringen’ over for ’befolkningen’. På den ene side mener hun, at det er regeringen, der kører Tyrkiet i en forkert retning og at en ny regering ville være at foretrække, mens hun på den anden side også argumenterer for, at den manglende europæiske historie betyder at det sekulære demokrati ikke har rod i samfundet og at en stor del af det tyrkiske samfund derfor ikke forstår hvad vi mener med demokrati og Københavnskriterier. Hvad der præcis skaber denne ”konflikt” kan jeg på baggrund af mine fordomme ikke fortolke mig frem til, men det er nærliggende at tænke på den politiske korrekthed, der omgiver Sommer. Det er absolut mere politisk korrekt at kritisere en regering frem for et helt folk og det kan også sagtens tænkes, at hun trods sine konservative holdninger om traditionsbunden kultur, tror på at en mere oprigtig sekulær regering ville kunne lede folket i en bedre retning.
Som nævnt, er min fordom at Bendtsen klart vil tale imod et tyrkisk medlemskab, præcis som han i flere år har gjort. Den konservative ideologis tro på værdier som kultur‐ og kontekstafhængige er meget tydelig hos Bendtsen, der påpeger at grunden til, at han er imod tyrkisk medlemskab er, at ”de mangler for mange europæiske værdier” (Bilag 8: Bendt Bendtsen: 131:) og at Tyrkiet fjerner sig mere og mere fra Europa. Han mener ikke at EU kan absorbere et land på 80 mio. mennesker samt at EU‐landene i sidste ende alligevel ikke vil byde Tyrkiet velkommen. Da jeg spørger ham, hvordan han tolker den tyrkiske reaktion på Muhammed‐tegningerne og Tyrkiets medlemskab af OIC påpeger Bendtsen at når det går denne vej ”taler [det] jo for at de bygger på nogle andre værdier, end vi gør” (Bilag 8: Bendt Bendtsen: 132).
Han pointerer gentagne gange hvordan det kristne værdisæt er meget indgroet i europæerne, og understreger på denne måde en meget konservativ grundholdning: At tradition og historie har enorm betydning og at det er traditionen, der giver os vores identitet. I dette tilfælde fra den kristne kultur. Bendtsens argumentation ligner på mange punkter Huntingtons, når sidstnævnte pointerer at religion er et af de væsentligste elementer i en civilisation, og der kan næsten ikke være tvivl om, at Bendtsen uden tøven ville placere Tyrkiet i den islamiske civilisation, men han nøjes dog med at kalde Tyrkiet for et trinbræt til Mellemøsten. Modsat Huntington og Pedersen, giver Bendtsen dog aldrig islam ”skylden” for at landet ikke kan nærme sig de europæiske værdier. Om islam har nogen betydning for Tyrkiets udvikling af demokrati og menneskerettigheder, har Bendtsen ikke mange kommentarer til, og konkluderer blot at han ”er fuldstændig ligeglad om de er kristne eller om de er hinduer eller tilhængere af Islam. Det, det drejer sig om er, at de mangler nogle europæiske og demokratiske værdier (Bilag 8: Bendt Bendtsen: 132)”. Han understreger, at hvis de havde mulighed for at udvikle de demokratiske værdier, ”så var det jo sket”. Netop denne formodning om at det aldrig kan ske, vidner om, at Bendtsen ikke anser de ’demokratiske værdier’ som universelle.
Men hvad mener Bendtsen er grunden til, at Tyrkiet har så svært ved at leve op til EU’s krav om reformer på især menneskerettighedsområdet? På dette spørgsmål svarer Bendtsen: ”Det må du spørge tyrkerne om” (Bilag 8: Bendt Bendtsen: 133). Hvor Huntington direkte peger på, at vestlige ideer vækker meget lidt genklang hos muslimske kulturer, netop pga. indholdet i islam, har Bendtsen altså ikke nogen konkret forklaring, ud over det han gentagne gange pointerer gennem interviewet; at Tyrkiet mangler demokratiske værdier, hvilket Huntington
og Pedersen jo klart ville sige, skyldes den fundamentale forskel på indholdet i islam og kristendommen.
De manglende demokratiske værdier er også grunden til befolknings skepsis, konkluderer Bendtsen. Han har heller ikke mange rosende ord til overs for Erdogans reformer, og nøjes blot med at konstatere, at ”der er gevaldige mangler på den lange bane” (Bilag 8: Bendt Bendtsen: 132), og peger på den Tyrkiske regerings opførsel under det cypriotiske formandskab, der efter hans mening var at diskvalificere sig selv. Han er kritisk over for den indsats Tyrkiet ligger i at opfylde kriterierne: ”Og jeg synes ikke de har viljen til det, det er nærmest det også. Og hvis så de havde viljen til at gøre det og så prøve på at forbedre sig, men det gør de jo heller ikke” (Bilag 8: Bendt Bendtsen: 134).
Om optagelsesprocessen mener Bendtsen at det er på tide at være ærlige over for Tyrkiet da de aldrig vil få det de forhandler om: Medlemskab. Han mener dog ikke, at Tyrkiet er blevet behandlet skidt, og skylden for at processen er gået så langsomt skal findes hos Tyrkiet selv:
”[D]et er jo dem selv der har spændt ben for sig selv gentage gange. Havde de fra starten af prioriteret det med at være medlem af EU, så havde de også ageret anderledes” (Bilag 8: Bendt Bendtsen: 133).
Et interessant aspekt ved Bendtsens holdning, er hvorfor han så åbenlyst ytrer sig mod den officielle holdning hos EPP og Det Konservative Folkeparti. Faktisk så man, at der hos Det Konservative Folkeparti var flere der op til Europa‐parlamentsvalget i 2009 støttede Bendtsen i hans syn på Tyrkiet. Diskussionen om værdifællesskabet, var hvad der fik andre danske konservative til at tale imod partiets officielle linje (Agger og Beck Nielsen, 2009). At der ikke blev tale om noget stort opgør i partiet, kan helt klart forstås ved at emnet ikke betragtes som højaktuelt – ja vel ikke engang som aktuelt. Det samme er tilfældet i Europa‐
Parlamentet, hvor der er bred politisk konsensus om, at en udvidelse der inkluderer Tyrkiet, ikke er lige om hjørnet. Derfor vil manglen på aktualitet også spille en rolle her, hvor det generelt forventes at MEP’erne stemmer efter deres politiske grupper. Da der ikke er nogen afstemning på vej om Tyrkiets optagelse, og Bendtsen heller ikke repræsenterer EPP i et udvalg, der beskæftiger sig med Tyrkiet, kan Bendtsen i princippet mene hvad han vil uden at det får politiske konsekvenser i Europa‐Parlamentet.