og indirekte udledt heraf; mangler kristendommen som katalysator og fundament. Bendtsen formår ikke på samme måde at forklare Tyrkiets manglende efterlevelse af EU’s krav.
Sommers argumentation virker mere troværdig og velovervejet end Bendtsens, hvis argumentation hovedsagelig er baseret på sætningen ”fordi Tyrkiet mangler demokratiske værdier”, uden at give et egentlig svar på hvorfor, ud over manglende vilje. Der må jeg spørge tyrkerne, som han siger. Trods de manglende forklaringer udtrykker Bendtsen alligevel sin modstand en del mere direkte end Sommer. Sommers mere forsigtige tilgang kan sandsynligvis forklares ved graden af aktualitet og relevans, som omtalt i analysen af Bendtsen. Emnet er mere aktuelt og relevant for hende, eftersom hun deltager direkte i arbejdet med Tyrkiet gennem EU‐Tyrkiet udvalget, og hun er derfor i langt højere grad repræsentant for EPP end Bendtsen er. Dette arbejde har uden tvivl også givet hende en bredere viden end Bendtsen, og tvinger hende oftere til at reflektere over sine egne argumenter.
Der hvor der er store forskelle i argumentationen hos Løkkegaard, Christensen, Ertug, Neuser og Cashman er netop også i spørgsmålet om, hvorfor Tyrkiet reformerer så langsomt og har så svært ved at respektere menneskerettighederne. Løkkegaards forståelseshorisont må siges at have udfordret afhandlingens fordomme mest, da han direkte siger at religion, især islam, kan skabe visse barrierer for udviklingen af europæiske værdier og menneskerettigheder, noget ingen af de andre politikere direkte nævner. Her træder han ud af sin ideologiske forståelseshorisont, men adskiller sig dog markant fra Sommer og Bendtsen ved pointere, at det stadig er muligt at Tyrkiet kan udvikle sig i vestlig retning. Historie og traditioner er væsentlig, men vores værdier er universelle og derfor mere væsentlige. Den liberalistiske tilgang skinner alligevel tydelig igennem hos Løkkegaard. Neuser peger som Løkkegaard på, at historien har betydning, men afviser som Christensen, Ertug, og Cashman at religion skulle spille nogen rolle. Neuser og Cashman peger på, at manglende reformer og overholdelse af menneskerettigheder skyldes Tyrkiets meget traditionelle samfund, mens Ertug udelukkende peger på at det er den restriktive militærforfatningen, der forhindrer udviklingen. Der er altså ikke konsensus blandt de socialdemokratiske politikere om i hvilken grad kultur spiller en rolle, men er alle enige om, at det er eller må være muligt for Tyrkiet, at komme til at leve op til kravene – meget i tråd med deres ideologiske forståelseshorisonter.
Løkkegaard og Neuser kan efter min mening ikke siges at være fuldstændige kulturblinde i Pedersens forstand, da de anerkender mange af Pedersens præmisser. Modsat ser Cashman, Ertug og især Christensen ikke kulturen som nogen form for hindring. De pointerer via deres argumentation, at kultur og religion for så vidt er ligegyldige, da Tyrkiet er et sekulært demokrati og et europæisk land, sidstnævnte et markat Løkkegaard ikke vil bruge om Tyrkiet endnu. I Pedersens forstand, kan især Christensen siges at være kulturblind, da han ikke anerkender den vigtighed som Pedersen eller Huntington tillægger religion og kultur. De
”kulturblinde” politikere har, som Fukuyama, en klar tendens til at adskille politik og kultur, hvilket ifølge Pedersen ikke er muligt. Det er interessant hvordan flere af de Tyrkiet‐positive politikere især Christensen og Løkkegaard fremhæver, at det for Tyrkiet i bund og grund handler om et valg; at de aktivt kan vælge at være et europæisk land. Meget modsat de konservative tanker. Her ligner deres påstande Pedersens påstand om at kultur er et valg, og Fukuyamas antagelse om at kulturer er menneskeskabte og i konstant udvikling (Fukuyama, 2009: 275). Denne holdning bunder i deres politiske ideologier og den deraf udledte tro på, at mennesket kan frigøre sig fra traditioner. Ertug og Cashman peger også på, hvordan staten aktivt kan forsøge at forme befolkningen, hvilket støttes af Fukuyama, men afvises af Pedersens, der mener at det primært er mennesker og ikke institutioner, der former samfundet (Pedersen, 2008: 83).
Med udgangspunkt i Huntingtons begreber om splittede lande og civilisationsskift, er det trods spændingsfeltet tydeligt, at de socialdemokratiske og liberale politikere langt fra anser kultur så statisk som Sommer og Bendtsen og heller ikke helt så vigtig for menneskets udvikling, som Pedersen og Huntington mener den er. Det er interessant at Pedersen til en vis grad opfatter kulturel identitet som eksistentielle valg frem for vaner, og så alligevel er så kritisk over for tyrkernes mulighed for at forenes med europæiske værdier. De socialdemokratiske og liberale politikere ligner ellers Pedersen meget i deres argumentation, så hvordan kan det være de adskiller sig fra Pedersen i spørgsmålet om Tyrkiet? Grunden til dette skal findes i Pedersens tro på, at et fællesskab, som fx EU, nødvendigvis må bygge på en fælles historisk arv (Pedersen, 2008: 123), hvilket ifølge analysen ikke vækker stor genklang hos de Tyrkiet‐positive. Han pointerer også at identitet bl.a. defineres i afgrænsning med resten af verden og som meningsmålingerne tydeligt viser, føler mange EU‐borgere at grænsen nødvendigvis må gå ved Tyrkiet, af frygt for indvandring og bekymring om kulturel
forenelighed, hvilket i princippet bekræfter Pedersens antagelse om, at man ikke kan adskille kultur og politik. Denne bekymring har socialdemokratiske og liberale politikere tydeligvis svært ved, om ikke at forstå, så at acceptere, hvilket også var gennemgående i analyserne.
Derfor kan man også se, at de i deres opfattelse af EU, i langt højere grad lægger vægt på fremtidsudsigterne og det mennesker har mulighed for at opnå, uden i lige så høj grad som fx Sommer, at overveje grundlaget for at kunne skabe et politisk samarbejde, der kan opnå de ønskede resultater.
Det er ikke specialets opgave at tage stilling til om kultur, religion eller Tyrkiets muslimske baggrund er et validt argument imod Tyrkiets optagelse. Det er derimod tydeligt, at flere af de Tyrkiet‐positive politikere mener, at det ikke hører til i debatten og er en dæmonisering af tyrkerne. Kritikken kommer i sær fra Løkkegaard, Ertug og Cashman og er en konsekvens af deres forståelseshorisonter, hvor de deler den opfattelse at tyrkisk kultur eller religion ikke er nogen grund til at afvise Tyrkiet. Tyrkiet‐skeptiske politikere har brugt disse argumenter flittigt i nationale debatter for at fremme indenrigspolitiske mål og dette har været med til at generere en negativ stemning mod tyrkisk EU‐medlemskab, lyder kritikken. Som Ertug siger om de skeptiske politiker: ”If they say 'culture', the culture of the Turks doesn't fit with ours, they mostly mean the religion behind that” (Bilag 3: Ismail Ertug: 99), hvilket lige så godt kunne være direkte henvendt til Bendtsen og Sommer. Han understreger her, at de konservative politikere godt ved, at religion som argument ikke hører hjemme i debatten. Selv CDU siger han, bruger ikke længere religion som argument, fordi dette argument vil blive underkendt af fortalere for Tyrkisk medlemskab. Denne opfattelse kan være med til at forstå, hvorfor Sommer ikke direkte taler om islam.
I analyserne bliver det også tydeligt, at politikere der taler for en optagelse af Tyrkiet, har en tendens til at mene at Tyrkiets optagelsesproces har været uretfærdig, mens de politikere der ikke støtter en optagelse, mener EU har fulgt alle regler. Løkkegaard er den eneste fortaler for tyrkisk EU‐medlemskab, der mener at Tyrkiet er blevet behandlet retfærdigt. Han mener faktisk ikke man kan tale om det på denne måde: ”I virkeligheden kan man nok ikke bruge ordet unfair. Det er et spørgsmål om interesse på et givent tidspunkt” (Bilag 6: Morten Løkkegaard: 122) og understreger her, at de officielle krav er én ting, mens det jo som beskrevet kræver politisk enstemmighed i Det Europæiske Råd. Det virker i høj grad som om han modsat de socialdemokratiske politikere anerkender at de officielle krav ikke er alfa
omega, men at det rent faktisk er et spørgsmål om politisk vilje. Der er ligeledes forskel på, hvem politikerne giver skylden for den lange proces. Sommer og Bendtsen bebrejder alene Tyrkiet, og støttes delvist af Løkkegaard. De socialdemokratiske politikere fordeler i højere grad ansvaret mellem Tyrkiet og EU’s medlemsstater, mens Cashman udelukkende giver EU skylden. Flere peger også på, at EU er ved at skubbe Tyrkiet væk.
For politikerne der udgør min empiri, kan der siges at tegne sig et billede af, at de i høj grad er påvirket af deres ideologier, og at de derfor forenes på tværs af nationaliteter i spørgsmålet om tyrkisk medlemskab og i deres syn på hvorvidt Tyrkiet kan forenes med europæiske værdier. Cashman, Ertug, Neuser, Christensen og Løkkegaard forenes i deres tro på, at religion og kultur ikke er bestemmende for, om Tyrkiet kan blive medlem af EU mens Sommer og Bendtsen forenes af deres konservative syn på tradition, historie og kristendommens vigtighed for udviklingen og accepten af de europæiske værdier.
For de politikere, hvor det er muligt at foretage en national sammenligning, synes der ikke at være nogle særlige nationale træk, der forener politikerne på tværs af ideologier, i deres syn på Tyrkiet og kulturens rolle. Selv mellem danske Christensen og Løkkegaard og tyske Ertug og Neuser er der et enormt spænd mellem deres optimisme og deres måde at anskue Tyrkiet på. Det er dog interessant, hvordan Ertug og Sommer i næsten identiske vendinger beskriver EU som et fredsprojekt. Tyskland har om nogen spillet en hovedrolle i det 20. århundredets ødelæggende krige og set i lyset af Tysklands historie, er denne vision måske netop forståelig, når den kommer fra de tyske politikere. Pedersen ville måske netop pege på, at den kulturblinde Ertug selv er blevet et ’offer’ for hans egen kulturelle kerne, da han med udsagnet ubevidst anerkender at de historiske erfaringer er vigtige for EU i dag – og at det er vigtigt at folk er bevidste om disse. Det er så til gengæld også markant, at de trods helt samme indgangsvinkel til EU har så fundamentalt forskellige anskuelser af, hvordan dette fredsprojekt skal eller ikke skal realiseres via. et tyrkisk medlemskab.