Undersøgelsens baggrund

Samfundet i slutningen af det 20. århundrede er i endnu højere grad end tidligere præget af en dynamisk udvikling. Forhold, som for blot få årtier siden blev anset for uforanderlige, ændres i en så-dan takt, at meget af det, der tidligere lå fast, ikke længere tages for givet. Vante forestillinger rykkes op ved rode; alt kan sættes til overvejelse (refleksion, jf. Giddens, 1990), diskussion og forhand-ling. Værdierne er gået fra at være noget, man er fælles om i sam-fundet, til noget der er mere individuelt eller knyttet til bestemte dele af samfundet (Christensen, 1990). I det moderne samfund med vægt på individets muligheder udvises der større forståelse for borgernes private, følelsesbetonede moralopfattelser. Med au-toriteternes delvise opløsning er der blevet plads til en mangfol-dighed af synspunkter. Det er blevet vanskeligere at tale om én fælles samfundsmoral, én fælles kultur. Det moderne samfund synes at udvikle sig bort fra et monokulturelt og i retning af et pluralistisk, flerkulturelt samfund.

Familien ses traditionelt som en af samfundets grundlæggende in-stitutioner. Hvordan har de samfundsmæssige forandringer påvir-ket familien? Hvilke forventninger har de voksne selv til deres

rol-le som forældre? Både udadtil i forhold til det offentlige, der på forskellige områder har påtaget sig opgaver, som før blev varetaget af familien selv. Og indadtil i forhold til børnene. Moderne bør-neopdragelse er langt mindre autoritær og konform end tidligere tiders (Akker, Halman & de Moor, 1994; Hestbæk, 1995; Som-mer, 1999; Wærness, 1998). Der lægges vægt på demokrati og medbestemmelse, på at inddrage børn i beslutninger som vedrører dem selv. Som baggrund for denne undersøgelse om ansvar og værdier i børnefamilien skal her peges på nogle træk i samfundsud-viklingen, der har haft betydning for undersøgelsens problemfor-mulering.

Gennem de sidste 30-40 år er efterkrigstidens traditionelle fami-liemønster, som hvilede på en arbejdsdeling mellem kønnene (han gik på arbejde og tjente pengene; hun passede hjemmet og børne-ne), afløst af mere pluralistiske familiemønstre. I mange parfamili-er har begge partparfamili-er en uddannelse og brugparfamili-er den på arbejdsmarke-det. I hjemmet er faderen kommet en del mere på banen, samtidig med at børnepasningen i hverdagen i vidt omfang varetages af professionelle. Børnenes pasning og opdragelse (og dermed per-sonlige udvikling) er således i praksis blevet et fælles anliggende for familien og det offentlige.

Fra nogle sider beskrives udviklingen ligefrem som det offentliges

“kolonisering af familien”, hvorved menes, at det offentlige har overtaget pasning og opdragelse af børnene i en sådan grad, at for-ældrene på det nærmeste er skudt til side. Grundlæggende er børn dog fortsat familiens ansvar. Dette har da også været undersøgel-sens udgangspunkt. Forældrene er i udgangspunktet de primære personer i barnets opvækst. Men allerede tidligt kommer andre vigtige personer – socialiseringsagenter – på banen, fx dagplejere, pædagoger og lærere i det, Dencik (1994) betegner som udenoms-familiære omsorgsinstitutioner (UFO). Langsted & Sommer (1988) samt Dencik (op. cit.) benytter begrebet “dobbeltsocialisering” til at betegne det fænomen, at socialiseringen i hjemmet i det senmo-derne samfund er blevet suppleret med nye, komplementære soci-aliseringsarenaer.

Et vigtigt spørgsmål er, hvilken betydning det ændrede familie-mønster har for efterspørgslen efter offentlige serviceydelser? Hvil-ke forventninger har forældrene til de offentlige institutioner, som må betragtes som medspillere, al den stund det er her, børnene til-bringer mange af deres vågne timer? Hvilke praktiske opgaver i dagligdagen skal institutionerne på forældrenes vegne tage sig af?

Og hvad er det bedst, forældrene selv klarer? – når forældrene selv skal sige deres mening, vel at mærke.

Det offentliges dagtilbud til børn i førskole- og skolealderen har tre formål: et pasningsformål, dvs. at tilbyde et sted at være, der imødekommer barnets basale behov for sikkerhed, for et sted, der er trygt og godt, hvor barnet ikke risikerer at komme til skade el-ler blive syg, samt et socialt – og et pædagogisk formål der angiver ydelsens indholdsmæssige side, dvs. de pædagogiske og udvik-lingsorienterede aspekter ved pasningen. Så længe forældrene slås med det grundliggende problem at få en plads til barnet, er der sjældent kræfter til eller mulighed for at interessere sig så meget for, hvilken plads der tilbydes. Men i takt med at man nogle ste-der nærmer sig en reel pladsgaranti, vil stadig flere forældre have overskud til at se kritisk på indholdet i dagtilbuddet. Hvad sker der henne i børnehaven, på fritidshjemmet, i sfo’en? Er det aktivi-teter, som fremmer udvikling af de personlige egenskaber, jeg øn-sker for mit barn? Mange moderne forældre er i deres opvækst selv blevet opdraget til demokrati og medbestemmelse. De tør stille krav og forventer at blive hørt. Familier, som ønsker en mere bevidst, reflekteret stimulering af deres børn, vil som brugere af de offentlige dagtilbud stille krav om klargøring af de pædagogiske målsætninger og midler. Spørgsmålet er i den forbindelse, hvilke forestillinger forældre af i dag gør sig om den gode opdragelse.

Hvilke værdier og egenskaber ønsker de fremmet hos deres egne børn?

Internationaliseringen, de åbne grænser, den globale markedsøko-nomi, som i stadig stærkere omfang sætter sig igennem i helt al-mindelige, dagligdags forhold, er udtryk for en øget konkurrence, fx mellem mennesker der er vokset op i forskellige lande og

kul-turtraditioner og således opdraget og undervist i systemer med forskelligt værdigrundlag. Vi ser i dag en øget interesse for at måle vores eget uddannelsessystem med andre landes for at finde ud af, om det er lige så effektivt som deres. Internationale læse- og reg-neundersøgelser har stort gennemslag. Man vil i fremtiden forhol-de sig mere kritisk til yforhol-delserne fra forhol-det offentlige uddannelsessy-stem. Der opstilles mål og delmål for undervisningen, laves hand-leplaner og iværksættes evalueringer af aktiviteten.

Den danske folkeskole adskiller sig fra andre landes grundskole-system ved en markant betoning af mål, der rækker ud over den blotte tilegnelse af faglige færdigheder, og som kan sammenfattes i målsætningen om udvikling af bestemte personlige kvalifikationer hos eleverne. Selvstændighed og kreativitet, selvtillid og tolerance, kritisk sans og evne til samarbejde. Det er egenskaber, som tillæg-ges værdi i det moderne (danske) samfund. Når skolen pålægtillæg-ges at fokusere mere bevidst på opdragelse (udvikling af personlige kvalifikationer), må der også fokuseres mere på samarbejdet mel-lem skole og hjem, for de to parter skal helst trække på samme hammel. Spørgsmålet er, hvad befolkningen mener om disse ting.

Hvilke værdier tillægger almindelige børnefamilier vægt i deres opdragelsesmæssige praksis? Hvilke opgaver er det efter deres op-fattelse skolens ansvar at løse, og hvilke vil de selv tage hånd om?

Den aktuelle debat om dette vidner om, at det er et felt i bevægel-se; grænserne er ikke stabile.

Internationaliseringen sætter sig ikke blot igennem i forhold til uddannelsessektoren. Denne sætter på sin side pres på det forud-gående led i fødekæden, dagtilbudene i førskolealderen. Man vil her blive tvunget til at revurdere sine målsætninger i lyset af sko-lestarten. Kan børnehaven på en rimelig måde bidrage til at øge børnenes parathed til egentlig undervisning, når de starter i skole?

Skal beskæftigelse med tal og bogstaver være et tilbud til de ældste i børnehaven? Skal andre færdigheder eller egenskaber udvikles allerede i børnehaven? Hvor står forældrene i denne diskussion?

Ønsker de at sætte gang i sådanne aktiviteter, endnu før børnene starter i skolen?

Den samfundsøkonomiske ramme angiver grænserne for, hvad den offentlige sektor kan påtage sig. I velfærdsstatens vækst- og udbyg-ningsperiode var det acceptabelt at lade den offentlige sektors økonomi vokse hurtigere end den samlede økonomi i samfundet.

Det er det ikke længere. Skattetrykket må ikke stige yderligere.

Men der opstår stadig nye opgaver, som det offentlige forventes at tage sig af. Derfor må der prioriteres om på midlerne. Nye beret-tigede krav om en offentlig indsats må modsvares af anvisninger på, hvor det offentliges aktivitet kan dæmpes eller helt undværes.

Dermed rejses det værdiorienterede spørgsmål om grænserne for den offentlige sektors engagement. Hvad skal staten (kommuner-ne) tage sig af? Og hvad skal være borgernes eget ansvar?

Spørgs-1) Undersøgelsens muligheder for at tegne et dækkende billede vedr. den fler-kulturelle dimension lider under, at datagrundlaget er indsamlet ved hjælp af interview på dansk med de udvalgte forældre. Hvis dette på grund af util-strækkelige danskkundskaber hos respondenten ikke var muligt, blev inter-viewet ikke gennemført. Personer fra lande uden for Europa, som typisk vil have en anden kulturel baggrund, må derfor antages at være underrepræsen-teret i undersøgelsen, jf. rapportens bilag. Analyser af forskelle mellem dan-ske og ikke-dandan-ske familiers opfattelse af ansvar og værdier er i øvrigt ude-ladt af denne rapport. Dertil er antallet af forældre med en ikke-dansk

bag-målet er, hvor familierne selv mener, at grænsen mellem det of-fentliges og borgernes ansvar går? På hvilke områder er de selv parat til at stille op?