Når et forskningsprojekt afsluttes, og rapporten fremlægges for offentligheden, mødes man ofte med spørgsmålet: Hvad blev du mest overrasket over i forbindelse med dette projekt? Ind imellem kan det være svært at besvare, når resultatet – som det ofte er til-fældet i socialforskningen – “blot” består i at afkræfte en række mere eller mindre fantasifulde myter, som har vundet fodfæste i den offentlige debat.
Værdiernes situationsbestemte betydning
Ansvar og værdier er to noget oversete begreber, som “pludselig”
er kommet til at fylde meget i den samfundsmæssige debat. Det kan hænge sammen med, at en række klassiske modsætninger i samfundet er om ikke forsvundet, så dog nedtonet. Det, at de af-gørende forskelle i det politiske billede ikke længere kun handler om højre og venstre, men i lige så høj grad handler om andre parametre, har givet plads til en mindre dogmatisk
samfundsde-bat, hvor det er tilladt at tage egne traditionelle standpunkter op til fornyet overvejelse. Et samfund, som forandrer sig med eksplo-siv hastighed samt en øget udveksling med den omgivende verden og en stigende tilflytning af mennesker med en anden kulturbag-grund, har bidraget til at sætte spørgsmålstegn ved ting, vi før anså for givne. Vi fornemmer en ideologisk rådvildhed og føler trang til at spørge, hvor supertankeren “velfærdsstaten“ egentlig er på vej hen, og om det er den vej, vi ønsker, at den skal sejle? Hvad er det for nogle værdier, vi styrer efter?
Vi har i denne rapport forsøgt at indkredse, hvilke værdier danske børnefamilier læner sig op ad, og hvordan disse værdier sætter sig igennem i forhold til beslutninger og adfærd i dagligdagen – spe-cielt adfærden i forhold til forældreansvaret. Det billede, rappor-ten tegner, er mildt sagt uklart. Værdier spiller kun ind imellem en rolle med hensyn til at forklare forældrenes adfærd. En række traditionelle, objektivt konstaterbare forhold (som køn, samlivs-status, uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelsesforhold), der tilsammen udtrykker noget om den enkeltes placering i sam-fundet, er mindst lige så vigtige forhold. Når værdierne spiller en rolle, er det tilmed forskelligt, hvilke værdier det drejer sig om.
Vi sidder således tilbage med et meget ad hoc-præget billede af deres betydning. Den enkeltes prioritering mellem forskellige vær-dier forekommer i høj grad at være bestemt af den konkrete situa-tion, personen befinder sig i. Man gør, hvad der er hensigtsmæs-sigt eller lad-sig-gørligt i den enkelte sag. En positiv fortolkning af dette er, at moderne forældre tilpasser sig og benytter sig af de rådende muligheder alt efter den enkelte families behov. Der er ikke behov for rigide fortolkningsskemaer.
En anden fortolkning kan være den negative side af individuali-seringstendenserne. Man bekymrer sig især om sin egen families og sit eget barns ve og vel, men måske ikke så meget om helheden – slet ikke, hvis det sker på bekostning af egne interesser. De fleste forældre har fx en værdi om, at det er hensigtsmæssigt for det danske samfund, at børn af flygtninge og indvandrere integreres
på en eller anden måde. Men hvis denne integration implicerer, at antallet af børn med anden etnisk baggrund end dansk vokser i ens eget barns klasse, så kan tolerancen ofte ligge på et meget lille sted.
Man kan altså sige, at det i dag er vanskeligt at putte forældre ind i entydige kategorier, der er gensidigt udelukkende og stabile over tid. Og på den måde kan det også være sværere at føre politik.
Ikke fordi værdierne er forsvundet, men fordi forældrenes værdier og ønsker er differentierede.
Kønsroller
Samfundet er ikke længere så kønsopdelt, som det har været. Men en række af de gammelkendte skillelinier kan stadig iagttages.
Denne rapport understreger således, at mødrene er de mest aktive på børnenes hverdagsarenaer, fx til forældremøder i skole, dagtil-bud og sfo. Ideologisk bakker fædrene op omkring samarbejdet med disse institutioner, men når det kommer til praksis, er det blandt fædrene, vi finder de mindst aktive. Det er også kvinderne, som klarest er fortalere for, at ansvaret for børnene skal forblive hos forældrene. Mændene synes mere villige til at lade det offent-lige tage (med)ansvar for en række opgaver.
Forældrenes traditionelle kønsrollemønstre afspejles også tydeligt i de 10-15-åriges deltagelse i husholdningsarbejdet – og måske me-re tydeligt, end mange bryder sig om. Det viser sig nemlig, at også blandt de 10-15-årige, dvs. den kommende generation af foræl-dre, er kønsarbejdsdelingen entydigt traditionel. På næsten alle områder laver piger betydeligt mere end drenge i hjemmet. Det er naturligvis interessant i lyset af de foregående årtiers diskussioner om, hvorvidt samfundet skal tilstræbe, at børn oplever såvel fædre som mødre være aktive i forhold til deres hverdagsliv i fx skole og dagtilbud. Såfremt det er tilfældet, står man med den udfordring at gøre det mere attraktivt for fædrene at melde sig under disse faner. At give dem en følelse af, at disse områder også er deres an-svar. Ligeledes gælder det, at hvis det er samfundsmæssigt ønsk-værdigt, at mænd og kvinder deltager på lige fod i
husholdnings-arbejdet, så har forældrene – stadig – en stor udfordring foran sig.
For det første i at vise deres børn, at de selv kan finde ud af at deltage ligeligt i husarbejdet. For det andet i at stille enslydende krav om ansvar for husholdningspligterne til deres børn, uanset om de er drenge eller piger.
De kønsbetingede forskelle gælder også oplevelsen af medindfly-delse. Drenge føler oftere end piger, at forældrene bestemmer over dem, mens pigerne derimod oplever større muligheder for selv at få indflydelse. Når det er så gennemgående et fænomen, som til-fældet er, kan man få den overvejelse, om vi forholder os fair til drengene, eller om der er for mange forbud og grænser over for dem. Føler vi som forældre, at der a priori er brug for stærkere intervention over for drenge? Eller er det sådan, at drenge med deres adfærd oftere udfordrer forældrenes grænser? Giver pigernes demokratiske opvækst dem et forspring i deltagelsen i det sociale liv senere hen i kraft af bedre forhandlingsresultater? Eller er der tale om, at piger oplever, de har et relativt stort rum for indflydel-se, men i virkeligheden beslutter de sig bare for det, som forældre-ne gerforældre-ne vil have, de skal – altså pseudoindflydelse? Disse spørgs-mål har vi ikke mulighed for at besvare ud fra de foreliggende da-ta, men det ville være interessant at nuancere vores viden omkring børn og unges deltagelse i beslutningerne i hjemmet.
Rygning og alkohol
Som nævnt må en forholdsmæssig stor del af især de 14-15-årige selv bestemme, hvorvidt de vil ryge eller nyde drikkevarer med alkohol i. Og i en pæn del af familierne har forældre og børn slet ikke diskuteret disse forhold. Disse konstateringer må siges at være noget i modstrid med de offentligt proklamerede bestræbel-ser på at imødegå børn og unges stigende tendens til drikkeri og rygning samt evt. misbrug knyttet hertil, understreget af bl.a. for-budet mod at sælge alkohol til børn under 15 år.
Mobning
Både børn og unge såvel som forældre rapporterer i den forelig-gende undersøgelse et noget mindre omfang af mobning i
folke-skolen end den danske del af WHO-undersøgelsen (Due, Hol-stein & Schultz Jørgensen, 1999). Dette rokker ikke ved, at mob-ning er et væsentligt problem, ikke mindst for de involverede parter. Samtidig understreger det, at forskellige spørgemetoder kan føre til forskellige resultater, samt at der måske ikke er fuld enighed om, hvori mobningsfænomenet består. Der synes at være et behov for at udarbejde fælles, accepterede standarder for måling af mobning. Når Due & Holstein (1997) finder ekstremt store forskelle i forekomsten af mobning mellem forskellige skoler, er det så udtryk for, at så store forskelle findes, eller at man i lige kulturer og lokalområder forstår mobningsbegrebet forskel-ligt?
I en skolesammenhæng er det også interessant, at forældrene of-test forlader sig på systemets løsning af mobningsproblemet – dvs.
at det tages op i klassen, mens der ikke er initiativ til en personlig kontakt med mobberne eller deres forældre. Dette, selv om for-ældrene på holdningsplanet mener, at de har et ansvar for at gribe ind ved mobning.
Familieliv og arbejdsliv
Forholdet mellem familieliv og arbejdsliv er jævnligt genstand for offentlig debat i disse år, og der knytter sig mange myter til rela-tionen her imellem. På den ene side i debatten står synspunkter, som at mange forældre – og dermed børn – er alt for hårdt spændt for på grund af erhvervsarbejdet, og at det knap nok er muligt at etablere et tilfredsstillende familieliv, når begge forældre skal arbejde. På den anden side findes synspunkter, som at nuti-dens forældre er forkælede. Nu har arbejdsmarkedet strakt sig langt med 5 ugers ferie, omsorgsdage, feriefridage og frihed på barnets første sygedag. Hvad kan vi så gøre mere, hvis der også skal arbejdes?
Undersøgelsen giver en ganske god oversigt over tilknytningen til arbejdsmarkedet hos familier med børn i alderen 3-15 år. Det er værd at fremhæve, at i over halvdelen af parfamilierne har begge voksne mindst fuldtidsarbejde (hver fjerde arbejder tilmed 41
timer om ugen eller mere). Så objektivt set har mange børn altså forældre, der må være relativt meget væk fra hjemmet. I betragt-ning heraf er det interessant at konstatere, at mange forældre ofte er hjemme, når barnet får fri fra skole – myten om en hel genera-tion af nøglebørn kan altså ikke bekræftes her. Der er dog stadig nogen, som synes, deres mor og far er for meget væk. Hver fjerde ønsker, at forældrene var mere hjemme om eftermiddagen. Og langt flere, end tilfældet er, kunne godt tænke sig en mor eller far på deltid eller hjemme.
Der er således grund til at nuancere debatten om konsekvenserne af, at mange familier har to forsørgere. Resultaterne viser da også, at det ofte ikke er forældrenes samlede arbejdstid, der påvirker trivslen og relationen til forældrene. Det er derimod om forældre-ne – uanset arbejdstid – magter at etablere et godt børforældre-neliv, hvor forældre er nogen, man også kan snakke fortroligt med, som in-teresserer sig for en, som giver en medbestemmelse.
Udsatte børn og familier
Undersøgelsen viser, uden at det kommer som nogen overraskelse, at der er grupper af børn og unge, som er mere udsatte end andre børn og unge. En del af de børn og unge, som ikke er glade for at gå i skole, klarer sig heller ikke særlig godt, de bliver måske mob-bet, og de har svært ved at tale med deres forældre om problemer, og synes, at forældrene blander sig for meget i deres privatliv. Og det viser sig også, at de forældre, hvis børn har problemer, relativt ofte ikke møder op til forældremøder.
Spørgsmålet er, om man som professionel eller privat person får øje på de børn, der mistrives, uden at de nødvendigvis meddeler dette aktivt til deres omverden? Og hvad man i givet fald skal gøre ved problemerne? Her er ikke tale om de egentligt truede børn og unge, der ofte vil være kendt af systemet, men om børn og unge, der ikke trives og ikke er glade for deres liv, men som dog formår at holde hverdagen gående uden at falde helt ud af skole eller kammeratskabsrelationer.
Videre forskning
Som ofte, når der er tale om undersøgelser baseret på kvantitative data, afføder resultaterne nye spørgsmål, som ikke kan besvares ud fra de foreliggende data. Som antydet ovenfor kan der være gode grunde til at gå mere i dybden med at undersøge børns opfattelse af mobning som fænomen for at validere de forskningsresultater, der allerede findes.
Endnu mere centralt er det imidlertid at supplere den tilvejebrag-te viden om værdier og ansvar. Tidligere undersøgelser har peget på, at mennesker ofte lægger noget forskelligt i de samme begre-ber, alt afhængigt af deres socio-kulturelle baggrund. Hvad mener børn og unge, når de siger, at det vigtigste i børneopdragelse er at lære sine børn at have en god familie? Hvad mener forældrene med ansvar – føler de fx et ansvar for at inddrage indvandrer- og flygtningebørnene i klassen og tage dem med til fødselsdag, eller et ansvar for at tage de “skæve” børn med til fælles fritidsaktiviteter?
Denne form for problemstillinger er svære at belyse nuanceret i en survey som denne, fordi man af metodiske årsager er nødt til at begrænse sig til relativt enkle spørgsmål med forhåbentligt lige så enkle, forudbestemte svarkategorier. Derfor vil det være interes-sant at undersøge tilsvarende problemstillinger med kvalitative metoder som måleredskaber.