FØRSTE AFSNIT
ordning 2) ; uden den vilde vi have noget i Retning af Kommu
nisme. Grundsætningen rækker imidlertid langt videre. Den gæl
der ogsaa, bortset fra de særlige Undtagelsestilfælde, der er nævnt, om andre Interesser, der overhovedet anerkendes af Retsordenen.
Det er heller ikke svært at forstaa, hvorfor denne Grundsætning om Interessernes Reskyttelse eller Bevaring bør anerkendes. Den giver Individerne en virksom Beskyttelse, der er af stor Værdi, og dens Anerkendelse medfører ikke væsentlige Ulemper for Sam
fundet. Hvis de smaa Interesser hindrede de store i at komme frem, vilde Samfundet vel lide Skade; men dette er som Regel ikke Tilfældet.
Sagen er den, at der, hvor to Interesser staar overfor hinan
den, meget ofte slet ikke er nogen absolut Modstrid til Stede. Det er ikke altid nødvendigt fuldstændig at opofre en af dem. I mange Tilfælde er det muligt at forsone dem, og dette gælder netop som Regel, hvor den ene Interesse overvejer den anden. Herpaa er det, hele Omsætningen beror; den, der har den overvejende Interesse i at faa et Gode, er i Stand til at byde den anden et Veder
lag, der opvejer og overvejer hans Interesse i at beholde Godet, og den andens egen Interesse vil da føre ham til at afstaa det. Paa denne Maade vil ogsaa personlige Interesser normalt udlignes og forsones, idet hver af Parterne vurderer sin Interesse i Penge.
Herpaa frembyder Livet utallige Eksempler, saaledes hvor der
2) Sml. Mauczka S. 89 f. {
betales svimlende Priser for Erindringer om en afdød Slægt
ning eller berømt Person, hvor en By køber Grunde for at an
lægge en Park o. s. v.
Det vil saaledes ses, at der i disse Tilfælde slet ikke bliver Brug for Betsordenens Indgriben, idet Omsætningsmekanismen overvinder den tilsyneladende Interessekollision. Hvis den ikke gør det, skønt Interesserne ikke er absolut uforenelige, saa er Grunden i de normale Tilfælde netop, at Interessen hos den, der ønsker Forandring af den bestaaende Tilstand, ikke er større end Interessen hos den, der ønsker Tilstanden bevaret. Ofte vil det for andre tage sig anderledes ud; men dette ligger normalt i, at man ikke kender eller ikke kan vurdere andres personlige (ikke- økonomiske) Interesser. Saadanne Interesser kan imidlertid be
virke, at vedkommende Person ikke vil afstaa Tingen, selv om han faar mere end dens økonomiske Værdi derfor.
Efter det udviklede maa det opstilles som Hovedregel, at en (kvantitativt) større Interesse ikke kan føre til Opofrelsen af en bestaaende mindre Interesse, idet den større, netop fordi den er større, selv kan skaffe sig den Anerkendelse, den fortjener, ved en Udligning med den anden, der minder om, hvad der foregaar
ved Modregning. Alligevel kan Grundsætningen om Interessernes Bevaring i Kollisionstilfælde kun anerkendes med visse Begræns
ninger. Retsordenen kan have Grund til at gribe ind i Interesse
kollisionerne og sætte visse Interesser til Side, hvor den vurderer disse Interesser anderledes end Parterne 3).
Dette gælder for det første, hvor Retsordenen maatte tillægge visse Goder en absolut Værdi; thi til Fordel for disse maa den da tillade Opofrelse af andre Goder.
For det andet kan Retsordenen finde Grund til i visse Til
fælde at tilsidesætte rent individuelle Interesser, saasom Åffek- tionsinteresse. Dette sidste Punkt skal behandles først. Det kan
3) Man kunde fristes til at sige, at Eetsordenen kun har Grund til at gribe ind til Fordel for den m indste af dé kolliderende Interesser. D ette er
n atu rligvis ikke rig tig t, men Eetsordenen har kun Grund til at gribe ind til Fordel for en Interesse, der kommer til kort paa egen Haand, og dette v il den kun gøre, hvis den efter de interesserede Personers V urdering er den m indste, — nem lig hvis den Person, der modsætter sig Forandring, vurderer sin Interesse heri højere, end den anden vurderer sin Interesse i H and
lingen.
se urimeligt ud, at saadanne Interesser skal hindre betydningsfulde Handlinger, skønt der efter en almindelig Vurdering ikke er Tvivl om, at Interessen i Handlingen er størst. Alligevel maa det opstil
les som Hovedregel, at Retsordenen ikke kan tilsidesætte selv rent individuelle Interesser. Retsordenen bør normalt respektere Indi
vidernes Frihed, og navnlig ogsaa anerkende deres Ret til selv at raade over deres egne Sager. Under vor nuværende Samfunds
ordning maa Retsordenen opstille som Hovedgrundsætning, at In- dividet er den bedste Dommer over sine egne Interesser. Denne Sætning har stor Værdi for Individerne, og den er ikke farlig for Samfundet, da Individernes egen Interesse normalt vil føre dem til at stille deres Ting til andres Raadighed, hvor dette er paa
krævet.
I enkelte Tilfælde er der dog Grund til at gøre Undtagelse fra Sætningen. Dette gælder i Nødrets- og Ekspropriationstilfældene.
Indgrebsretten her er delvis, ja maaske hovedsagelig4), begrundet i, at de Interesser, der hindrer den frivillige Ordning, er af en Art, der ikke fortjener Beskyttelse. Det er muligt, at det alene er af Had eller Chikane, at Individet ikke vil afstaa sine Goder, eller han forsøger maaske blot at skaffe sig et større Vederlag end bil
ligt. Saadanne »illegitime« Hindringer er der netop særlig Fare for i de nævnte Tilfælde. Ved Ekspropriation vil Forholdet nem
lig ofte være det, at der kun findes et meget begrænset Antal Eks
propriationsobjekter at vælge imellem — ja maaske kun et enkelt egnet Objekt — ; og Indehaveren af dette vilde derfor, da Konkur
rence er udelukket, have det i sin Magt at skaffe sig et større Vederlag, end der tilkommer ham, selv om hans individuelle In
teresse tages med i Betragtning 5). Med Hensyn til de egentlige Nødretstilfælde vilde som oftest det samme gælde, hvor der over
4) Ved Nødret er der dog endnu en v ig tig Grund til at anerkende Ind
grebsretten overalt, hvor der ikke var Lejlighed til en friv illig Ordning, fordi den Person, i hvis Goder der gøres Indgreb, ikke er til Stede. I disse T il
fælde er Indgrebsretten nødvendig for at erstatte Omsætningsmekanismen.
5) Som Eksempel kan nævnes det Tilfælde, at en Mands K vægbesætning slaas ned som form entlig sm ittet. Her er der jo ikke M ulighed for, at man kan opgive Indgrebet og slaa en anden K vægbesætning ned i Stedet for.
Ejeren vilde derfor have M agt til at afpresse en stor Overpris, hvis ingen Tvangsmidler stod til Raadighed.
hovedet kunde blive Spørgsmaal om en frivillig Ordning, idet den, hvis Goder benyttes, er til Stede.
Dette er i Virkeligheden en stor Del af, hvad der ligger i Ekspropriationsinstituttet og i Nødretsinstituttet i de lige nævnte Tilfælde. Som de staar i vor Ret, gaar de dog videre, idet det til
lades at tilsidesætte endog legitime individuelle Interesser, saasom Affektionsinteresse. Dette er for positiv dansk Ret saa at sige selvfølgeligt efter den Stilling, den indtager med Hensyn til Er
statning for ikke-økonomisk Skade; men ogsaa iøvrigt er det ialt- fald forstaaéligt, at man indtager dette Standpunkt. Dels er det i Reglen saa godt som umuligt at konstatere, om der virkelig er en legitim personlig Interesse til Stede, dels er og bliver det næsten umuligt at vurdere disse Interesser; og man kan ikke gaa med til, at vedkommendes egen Vurdering altid skal være afgørende.
Hvad særlig Ekspropriationstilfældet angaar, saa vilde det være urimeligt, om en Persons abnormt høje Vurdering af en per
sonlig Interesse skulde kunne hindre en Foranstaltning, der kræ
ves af det almene Vel. Paa den anden Side er Anerkendelsen af Indgrebsretten ikke ret farlig for de personlige Interesser, da det dog kun vil være i sjældne Undtagelsestilfælde, de opofres6).
Ogsaa i Nødretstilfældet er der særlig stor Trang til at kunne se bort fra rent individuelle Interesser. I saa Henseende maa det mærkes, at et enkelt Individs Modstand udenfor Nødstilfældene — og visse Ekspropriationstilfælde —kun sjældent vil kunne hindre en virkelig anerkendelsesværdig Interesse i at naa frem, da den i Reglen kan naa frem ved andres Medvirkning. Her vilde der derimod meget ofte være Mulighed for, at en enkelt Person helt
spærrede Vejen for Interessen. Paa den anden Side er der kun ringe Betænkelighed ved at anerkende Indgrebsretten her. Medens de Tilfælde, hvor en Person kunde ønske at ekspropriere noget for at vinde nye Fordele, er utallige, spiller det i det praktiske Liv ingen større Rolle, om man tillader Nødretsindgreb, da Nøds
situationerne er faa og man ikke forud ved, hvem Indgrebet kan
6) P aa dette Sted kan det Spørgsmaal dog ikke optages til endelig Behandling, om det er r ig tig t ganske at tilsid esæ tte de om talte individuelle
Interesser i disse Tilfælde. D ette Spørgsmaal maa undersøges i Sammen
hæng med det store Spørgsmaal om E rstatn in g for ikke-økonom isk Skade i det Hele taget.
gaa ud over. Der er ikke Fare for, at Nødretsreglen bliver benyttet til beregnede Indgreb i andres Goder; normalt vil Personens egen Interesse afholde ham fra at udsætte sine egne Goder, men iøvrigt vilde det være retstridigt at fremkalde en Nødssituation for at faa Lejlighed til at begaa Indgrebet7). Endelig er det netop ved Nød
ret særlig paakrævet at se bort fra Affektionsinteresse o. 1., fordi Affektionsinteressen normalt ikke er kendelig paa Tingens udvor
tes Egenskaber. Desuden anbefaler en klar Regel sig, da den handlende — hvis man tænkte sig, at en Ejer protesterede mod Indgrebet under Henvisning til sin Affektionsinteresse — paa Grund af Nødssituationen ikke vil have Midler til at prøve, hvor stor den er, eller om der ikke hovedsagelig ligger illegitime Inte
resser under Modviljen.
Bortset fra disse Tilfælde maa man derimod fastholde, at Retsordenen maa respektere Individets Selvstyre. Der kunde alene være Tale om at rejse det Spørgsmaal, om der ikke er Grund til ogsaa udenfor de nævnte Tilfælde at tilsidesætte visse Interesser som »illegitime«. Alligevel har man i de fleste Lande med Grund været betænkelig ved at give en almindelig Regel om, at saadanne illegitime Interesser kan tilsidesættes, fordi man ved Regler herom meget let vilde kunne ramme legitime individuelle Interesser; og dem kan Retsordenen som sagt ikke tilsidesætte uden videre. Paa
dette Sted kan der ikke gaas nærmere ind paa dette Spørgsmaal8) ; thi Hovedinteressen knytter sig til de legitime Interesser.
Resultatet er da, at der vel undertiden kan være Grund til at opofre visse personlige (individuelle) Interesser for andre In
teresser, men at dette dog som Regel ikke kan ske undtagen, hvor Lovgivningsmagten anerkender, at Samfundet er interesseret deri.
— Fra denne Regel gøres der alene Undtagelse ved Nødret, og denne Undtagelse anerkendes dels, fordi der er særlig stærk Trang
dertil, dels fordi der ikke derved gøres noget føleligt Skaar i Indi
videts Frihed til selv at styre sine Anliggender. — Det her udvik
lede rokker ikke ved den Sætning, der er opstillet ovenfor: at et Individs økonomiske Interesser ikke hør opofres, blot fordi et an
7) Se Torp i T. f. liv sk . 1897 S. 73.
8) Det staar nem lig i Sammenhæng med det mere alm indelige Spørgs
maal, om der ved Bedømmelsen af en H andling bør tages H ensyn til den handlendes M otiv eller H andlingens (objektive) Formaal eller den forfulgte Interesses Art.
det Individs større Interesse kræver det. Tværtimod kan det siges, at denne Sætning næsten er selvfølgelig, naar man ser, hvad der gælder om de rent individuelle Interesser. Heri ligger det derfor, at der maa betales Erstatning ved Nødret og Ekspropriation9). I en Interessekollision maa de økonomiske Interesser normalt ud
ligne sig selv, som vi saa ovenfor. Den almindelige — frivillige — Udligning hindres nu her af de personlige Interesser; og da det er i Samfundets Interesse at rydde denne Hindring af Vejen, tilside
sætter man de personlige Interesser; naar dette er gjort, kan de økonomiske Interesser udlignes som sædvanlig, kun at Udlignin
gen bliver tvungen. Begrundelsen af Erstatningspligten ligger alt-saa i selve den Sætning, at der ikke er Grund til at ofre et Individs Interesse for et andet Individs, blot fordi denne er større.
Denne Sætning er vel ikke uden Undtagelser. Gennemførtes den ubetinget, vilde den hindre Iværksættelsen af særdeles vigtige Foranstaltninger. For at undgaa dette saa vi, at det var nødvendigt at tilsidesætte visse individuelle Interesser; derimod fandt vi ingen Grund til at fravige Hovedreglen med Hensyn til de økonomiske Interesser. Selvom de bevares, vil nemlig ingen Foranstaltning, der virkelig fortjener Fremme, blive hindret, hvilket en Iagttagelse af Omsætningen viser.
Alligevel kan Grundsætningen om de økonomiske Interessers Bevaring ikke gennemføres uden Undtagelser. Den vil ikke kunne fastholdes, hvor de økonomiske Interesser kommer i Kollision med andre Interesser, som Retsordenen tillægger en absolut Værdi10).
Dette kan faa Betydning, hvor der foretages Nødretsindgreb til Redning af de absolute Goder. Ligesom i de ovenfor omtalte Til
fælde kan det her forekomme, at den handlendes Interesse kom
mer til kort paa Grund af Parternes Vurdering af Interesserne.
Derfor maa Retsordenen gribe ind, og dette vil her have til Følge, at der kan blive Tale om at lade Erstatningen bortfalde helt eller
9) Der bortses her fra visse Nødretstilfælde, hvor Forklaringen er en anden, se herom ovenfor Note 4.
10) I den offentlige E et findes der mange Tilfælde, hvor der opofres ogsaa andre Interesser end de individuelle, der er om talt ovenfor (sml. Skatte- pligt, V æ rnepligt o. !.)•
delvis, d. v. s. opofre økonomiske Interesser. Dette er nærmere paavist ovenfor i § 7 11).
Bortset fra disse Tilfælde maa man blive staaende ved Hoved
reglen. Begrundelsen af Erstatningspligten kan herefter, om man vil, siges at følge af Sætningen, at der ikke er Grund til at gøre større Indgreb i Individernes legitime Interesser end nødvendigt.
Ved den legislative Overvejelse maa man undersøge, i hvor vidt Omfang det er nødvendigt at gøre Indgreb i Personens Interesse
sfære. Det viser sig da, at det normalt kun er nødvendigt at til
lade det mindre Indgreb i Personens Interesser: Indgrebet mod Erstatning, og ikke det større: Indgrebet uden Erstatning.
Da Hovedgrundsætningen er, at man saa vidt muligt bør be
vare de bestaaende Interesser, eller at man ikke bør gøre større Forandring i de bestaaende Forhold end nødvendigt, maa det ogsaa antages, at Betten til Erstatning saa vidt muligt bør beskyttes i ganske samme Omfang som den tidligere bestaaende (opofrede) Bet. Ved Ekspropriation kan dette ske, ved at man forlanger Er
statningen betalt forud; ved Nødretsindgreb bør man, hvor For
muegoder reddes, anerkende en Fortrinsret i de reddede Goder.
Den foregaaende Udvikling vil have vist, at Spørgsmaalet om Erstatningspligt hænger nøje sammen med Spørgsmaalet om Handlingens Tilladelighed. Handlingen tillades i visse Tilfælde af Hensyn til den overvejende Interesse, der efter en objektiv Be
dømmelse er knyttet til dens Foretagelse. Men Samfundet er kun interesseret i, at Handlingen foretages, ikke i, at der derved gøres et materielt Indgreb i den andens Interesser. Derfor tilsidesættes kun de.Interesser, der hindrer Handlingens Udførelse, nemlig visse personlige Interesser, saasom den individuelle Interesse, vedkom
mende havde i at have sin Formue anbragt netop i den tidligere Form.
n) I A nalogi med disse Tilfælde kan man opfatte Spørgsm aalet om Statens Ansvar for K rigsskade. Efter den herskende Opfattelse maa Staten have en absolut Ret til at opofre Borgernes Goder af H ensyn til Statens Sikkerhed, og den kan kun være p lig tig at betale E rstatnin g, hvor dette ikke vilde true dens Velfærd; men herover maa den selv være Dommer. I Virkeligheden er Forholdet det, at det kan tænkes, at Tabene er saa store, at det er praktisk um uligt for Staten at erstatte dem. Følgen af en alm in
delig Fordeling af Tabene paa bJndersaatterne kunde blive en Lammelse af hele Statens L iv; under saadanne Forhold kan det være et mindre Onde at
lade nogle lide.
Det vil ses, at den givne Begrundelse er beslægtet med den, man navnlig i ældre Tid har givet af Nødretsreglen, og som gik ud paa, at den Retsgrund, der førte til at tillade Indgrebet, ikke førte til at fritage for Erstatning, eller at »Nødstilfælde ikke kan hjemle en større Indskrænkning i Ejendomsretten end den, som er nødvendig« 12). I den sidste Form er Begrundelsen ganske vist noget misvisende. Hvor Nødsindgrebet medfører en Tings Tilintet
gørelse eller Beskadigelse, foreligger der ikke nogen »Indskrænk
ning i Ejendomsretten«; Erstatningsretten er en ny Ret, der er traadt i Stedet for eller ved Siden af Ejendomsretten, og som kræ
ver en Begrundelse. Men noget andet er det, at den rigtige Tanke alligevel ligger bag ved Ordene. Sætter man blot Ordet Interesse i Stedet for Ejendomsret, er Sætningen rigtig og siger det samme, som er sagt ovenfor. Der mangler da blot Paavisningen af, at et større Indgreb i Interessen ikke er nødvendigt; og dette er godt
gjort, naar det fremhæves, at det ikke er Nødstilfældet som saa- dant, men alene den Omstændighed, at den i Nød stedte Interesse er overvejende, der legitimerer Indgrebet; thi hermed er det givet, at den ogsaa kan bære Erstatningen 13).
§ 9.
Direkte Indgreb (Fortsat).
Afsluttende Bemærkninger.
De to foregaaende Paragraffer har ad to forskellige Veje ført os til det samme Resultat: Begrundelsen af Erstatningspligten ved direkte Indgreb. Forskellen paa de to Veje er den, at vi ved den første Undersøgelse gik ud fra, at Indgrebet var retmæssigt uden videre, og at det var et nyt Spørgsmaal, der maatte tages op til selvstændig Behandling, om der skulde betales Erstatning. Ved den sidste Undersøgelse saa vi derimod begge Spørgsmaal under et, og undersøgte, hvorvidt Retsordenen overhovedet havde Gi und til at tillade Indgreb i andre Personers Interesser. Vi saa, at
Løs-1 2) Se Bornemann: Samlede Skrifter I S. 94, Gram: Den danske For
m ueret II Del, Bd. 2, S. 844; se ogsaa R. Merkel S. 148.
is) Der er derfor ikke saa stor Grund til at kritisere Forfatterne, som Tr. Jørgensen mener (T. f. Rysk. 1908 S. 106 ff.).
ningen: at anerkende Handlingens Retmæssighed samtidig med at paalægge Erstatningspligt, var det samme som kun at tillade et mindre alvorligt Indgreb i Individets Interesser, og at denne Løs
ning anbefalede sig i en Række Tilfælde.
Denne sidste Betragtningsmaade: at tage Erstatnings- og Ret- mæssighedsspørgsmaalet op til samlet Løsning, er utvivlsomt den bedste eller dog den simpleste 1) ; thi Retmæssig'hedsspørgsmaalet kan slet ikke løses tilfredsstillende, naar man ser bort fra Erstat
ningsspørgsmålet. Dette skal nu vises — og hermed gaar vi over til de subsidiære Argumenter, der kan anføres for at paalægge Er
statning i disse Tilfælde.
Hvis der ingen Erstatningspligt bestod, maatte dette paavirke Dommen om Retmæssigheden af Indgrebet, og det vilde ganske ' naturligt føre til, at man begrænsede Indgrebsretten meget stærkt, og navnlig langt stærkere end efter positiv dansk Ret. Thi naar man nægtede den angrebne Krav paa Erstatning, vilde hans Krav paa Retsbeskyttelse blive saa stærkt, at det næppe kunde opofres i saa stort Omfang. Naar Erstatningspligt findes, vil derimod de forskellige Hensyn, der bør være afgørende, faa deres rette Vægt.
Fremdeles kan det anføres, at man ved at paalægge Erstat- ningspligt skaber en virksom Garanti for, at der ikke, under Paa
stand om almene Hensyn eller Nød, foretages Indgreb, der er realt uberettigede, ogsaa naar man blot ser paa Indgrebets øko
nomiske Resultat for Samfundet. Og denne Garanti virker saa at sige automatisk. Den, der foretager Indgrebet, tvinges i hvert en
kelt Tilfælde til at overveje, om han kan staa sig ved at handle
kelt Tilfælde til at overveje, om han kan staa sig ved at handle