andre vanskelige Spørgsmaal — f. Eks. om den juridiske Aar- sagssammenhæng eller om Erstatning for ikke-økonomisk Skade—
vil i det væsentlige blive forbigaaet. Dog vil naturligvis den Regel om Erstatning uden culpa, der opstilles som Resultat, blive ud
formet saavidt som nødvendigt, for at der kan skønnes over dens praktiske Virkning. Helt igennem vil Begrænsningen til økono
misk Skade blive fastholdt. Dette er nødvendigt, for ikke at kom
me ind paa det store Spørgsmaal om andre Arter af Skade, og det finder tillige en Forklaring deri, at de Grundsætninger, der vil blive udviklet om Erstatning uden culpa, i Almindelighed ikke vil være anvendelige paa ikké-økonomisk Skade.
Disse Begrænsninger vil blive fastholdt i begge Bogens Ho
vedafsnit. Dog vil der for at vise Afgrænsningens Betydning blive gjort nogle korte Bemærkninger om en Del af de udelukkede Til
fælde (§§ 25—26).
For det saaledes afgrænsede Omraade er det da Opgaven at udfinde, hvad der stemmer med Retfærdigheden, med Forholdets Natur eller »richtiges Recht«, med et moderne Udtryk, og denne Opgave forstaas saaledes, at det gælder at finde den Regel, der bedst tjener Livets Tarv, der i det praktiske Liv vil have den gavnligste Virkning. Disse Udtryk tages her i den videste For
stand. Ved Bedømmelsen af en Regel maa derfor ogsaa tages Hensyn til de Vanskeligheder, som følger af Retsmaskineriets Ufuldkommenhed, og som kan føre til at modificere de ad andre Veje fundne Resultater. Det er ikke Meningen at opbygge en rent ideal Ret, der skulde være den rette for alle Folk eller alle Tider.
Der spørges kun: Hvad tjener bedst Livet, som det former sig hos os i Nutiden? Resultatet vil derfor være betinget af en lang Række
Forudsætninger, den bestaaende Samfundsordning, det naaede Ci
vilisationstrin, Retsmaskineriets Udvikling o. m. a.
Spørgsmaalet er imidlertid, hvorledes man kan udfinde og godtgøre, hvilken Ordning Livets Tarv kræver? Vejen til at finde det rette maa være en indgaaende Iagttagelse af Livets Fænomener, hvorved man maa søge at fremdrage de forskellige praktiske Hen
syn og afveje dem indbyrdes. Dette vil for den enkelte ske ved en Samvirken af Følelse og Refleksion, ved en skønsmæssig Re- dømmelse af Enkelttilfælde efter Retsfølelsen og en Prøvelse og Sammenstilling af dem i Forstandens Lys. Retsfølelsen vil hjælpe én paa Spor efter Momenter, der hidtil er undgaaet éns Opmærk
somhed, og Forstanden vil omvendt kunne indvirke paa Rets
følelsen. Undersøgelsen maa da fortsættes, indtil man naar til Overensstemmelse mellem Følelse og Forstand. Skal man der
imod godtgøre Rigtigheden af sine Anskuelser overfor andre, er det klart, at man først og fremmest maa lægge Vægt paa den for
standsmæssige Argumentation og derved søge at overbevise ved
kommendes Forstand og samtidig vinde hans Retsfølelse.
Alligevel er dette ikke det eneste Middel, der staar til Raa- dighed. Vel kan man ikke vente sig, at det skal gøre Indtryk paa andre, om man paaberaaber sig sin egen Retsfølelse, — den kan kun vente en vis Respekt, hvor man sidder inde med en anerkendt Overlegenhed i Erfaring, — men man vil kunne søge en Støtte i andres Retsfølelse.
Der kan i saa Henseende først være Tale om at paaberaabe sig den almindelige Retsbevidsthed i Folket. Hvor en saadan fin
des, fortjener den Opmærksomhed af to Grunde. Det er farligt at opstille Retsregler, der strider mod den almindelige Retsbevidst
hed — ialtfald hvor man ikke kan vente at faa Retsanskuelsen ændret — ; thi hvor Retsfølelsen virkelig saares, vil Retsordenen svække sin egen Autoritet, og hertil har den ikke Raad, den træn
ger i saa høj Grad til Individernes Tillid og Tilslutning. Men der
næst fortjener Retsbevidstheden Opmærksomhed, fordi den ofte leder i den rigtige Retning. Dette ligger i, at den ofte rummer en mer eller mindre ubevidst Hensyntagen til det praktiske Livs Krav. Retsfølelsen er ganske vist meget sammensat. I mange Tilfælde vil Individet tage sit Udgangspunkt i en etisk eller mo
ralsk Dom, men ved Siden heraf — eller hvor de etiske Syns
punkter ikke leder paa Vej — vil andre Momenter spille ind. En
betydelig Rolle spiller, hos'Flertallet ialtfald, den faktisk bestaa- ende Retstilstand, forsaavidt den er kendt; men som tredje væ
sentlige Faktor kommer en mer eller mindre bevidst Hensyntagen til Livets Krav, og denne vil faa større Betydning, jo mere man kender til de paagældende Livsforhold. At Retsfølelsen saaledes kan træffe det rette, ligger i, at det ofte er lettere at finde det rette Resultat end at begrunde det rigtigt. Det viser sig stadig ved de konkrete Retsafgørelser, og Retshistorien viser ogsaa, at man ofte har udformet Retsregler, hvis forstandsmæssige Begrundelse først
er givet længe derefter.
Hvis det er rigtigt, at Hovedelementerne i Retsfølelsen er de nævnte, vil det være klart, at man ikke kan tillægge den alminde
lige Retsbevidsthed lige stor Betydning i alle Forhold. I hvert enkelt Tilfælde bør man søge at udfinde, hvad det er, der ligger til Grund for den, og om den kan forklares som Udslag af rent moralske Anskuelser eller blot Sædvane, thi i saa Fald faar den mindre Vægt. Fremdeles kan den almindelige Retsfølelse over
hovedet ikke ventes at træffe det rette med Hensyn til mere ual
mindelige Forhold, og ofte vil den lade én helt i Stikken.
Den almindelige Retsbevidsthed vil derfor ikke føre ret langt.
Et Stykke videre vil man kunne naa, naar man gaar fra den til den Retsbevidsthed, der har givet sig Udslag i Lovgivningen rundt omkring i Landene. Lovene vil ofte være affødt af Tidens prak
tiske Krav. Det vil derfor være af stor Betydning at foretage en sammenlignende Undersøgelse af forskellige Landes Lovgivning.
Endnu større Betydning vil dog en sammenlignende
Under-#
søgelse af Retspraksis i de forskellige Lande have. Hos den er
farne praktiske Jurist — Dommeren — vil man kunne vente den bedst udviklede Retsfølelse, netop fordi han til Stadighed sysler med det praktiske Liv. Ganske vist vil Dommeren heller ikke altid finde det rette — rent bortset fra, at han ofte vil hindres heri af positive Retsnormer. Thi ogsaa hans Retsfølelse vil paavirkes af en udefra kommende Indflydelse, idet den hos de fleste Dom
mere vil have en Tendens til at harmonere med den gældende Ret,
i
ialtfald til en vis Grad. Saa meget større Værdi har den, hvor den bryder med de hævdvundne Anskuelser, og særlig kraftigt vil Vid
nesbyrdet være, hvor det kan paavises, at de forskellige Landes Domstole — maaske ud fra ganske forskellige Udgangspunkter — kommer til beslægtede Resultater. Derfor vil der blive lagt meget
stor Vægt paa en Fremstilling af Udviklingen i Retspraksis i nyere Tid.
Der er ogsaa særlig stor Grund til at tillægge den retssam
menlignende Undersøgelse af Lovgivning og Retspraksis Betyd
ning netop for det foreliggende Emne; thi det gælder i højere Grad end vel for nogen anden Gren af Retsordenen, at de nationale Forskelligheder ikke kan spille nogen Rolle fra et praktisk Syns
punkt, saalænge de ydre Samfundsforhold er saa ensartede som i de europæiske Lande. I Kontraktsretten bliver Sædvanen en Kilde til Forskel, men saadanne Sædvaner bliver der ikke Plads for med Hensyn til skadegørende Handlinger. Folkets Ejendomme
lighed og Sædvane vil vel kunne spille en vis Rolle for Afgørelsen af Spørgsmaalet, hvorledes Grænsen for Handlefriheden nærmere skal drages i de enkelte Tilfælde, men i det store og hele vil Grænsen dog blive draget ens overalt. Ialtfald er Principet det samme, og Spørgsmaalet om, hvilke Retsregler der skal gælde for de forskellige Grupper af Tilfælde, staar ens overalt.
Endelig kan bemærkes, at Undersøgelsen af den faktisk gæl
dende Ret endnu paa een Maade kan være af Værdi. Teoriernes Rigtighed vil nemlig ogsaa kunne godtgøres ved Eksperiment.
Hvis der kan paavises Retsregler, der svarer til de af Teorien op
stillede, vil man kunne verificere Teorierne ved en Undersøgelse af, om Retsreglens Virkninger har været gavnlige eller ikke.
Af det sagte følger det, at Fremstillingens to Hovedafsnit vil blive den forstandsmæssige Vurdering af de forskellige praktiske Hensyn, der kan udfindes ved en Betragtning af Livsforholdene (Afsnit I), og den retssammenlignende Behandling af de vigtigste Kulturlandes moderne Ret (Afsnit III). Denne sidste Del vil tillige blive en Slags Materialsamling for den første. Det er først og fremmest det der samlede Materiale af konkrete Retstilfælde, der danner Grundlag for det første Afsnit. Forsaavidt kunde det synes naturligt at vende Ordenen om. Naar dette dog ikke gøres, er det af Hensigtsmæssighedsgrunde. Det her valgte System gør det mu
ligt at knytte en Kritik til den retssammenlignende Undersøgelse, og det en Kritik, der baade bliver bedre og lettere, da dens Forud
sætninger er givet i det foregaaende. Med en modsat Ordning vilde en Kritik enten blive ret overfladisk eller en Foregriben af det meste af den følgende Undersøgelse.
Det første Afsnit vil føre til det Resultat, at Culpareglen maa anerkendes for et meget stort Felt, men at der dog ved Siden af
)' ■- ' -■ •’ "V- '.. I ;. ,i .” .
■ '
l‘ '
Indledning. u
den bliver Brug for andre Regler, der maa anses som hvilende paa ganske andre Retshensyn. Da det er Paavisningen af det sid
ste, der er Formaalet med Afhandlingen, vil Hovedarbejdet blive lagt i Udredningen af de Retsgrundsætninger, der fører til at paa
lægge Erstatning uden culpa. Culpareglen vil kun blive behandlet i det Omfang, det er nødvendigt for den følgende Undersøgelses Skyld. Det vil sige, at det vil blive forsøgt at give en forstands
mæssig Begrundelse af den, thi først Paavisningen af, hvorledes den bør opfattes, gør det muligt at bygge videre. For at undgaa, at denne Undersøgelse bliver Tyngdepunktet i Afhandlingen, vil der ikke blive optaget nogen Drøftelse af de mange afvigende Teorier om Culpareglen og dens nærmere Forstaaelse.
Til Undersøgelserne om Erstatningspligt udenfor Culpareglen knyttes dernæst en kritisk Fremstilling af de vigtigste afvigende Teorier, blandt andet ogsaa for at gøre Rede for Forholdet mellem den her opstillede Teori og ældre Løsninger (Afsnit II). Endelig bliver dansk Ret behandlet i det sidste Afsnit (IV).
Endnu et Punkt maa berøres her. En Forudsætning for, at Argumentationen med de praktiske Betragtninger kan overbevise andre, er, at man er enig om, hvad der er Kriteriet for, om Virk
ningen af en Regel er »gavnlig« eller ikke. Forsaavidt kunde man sige, at enhver Undersøgelse burde begynde med en Redegørelse for Forfatterens Ideal, for hvad Forfatteren anser for Retsordenens Maal, og den vilde blive Grundlaget for det følgende. Dette vil dog ikke blive gjort her, det vilde sikkert være utilfredsstillende.
Der er næppe nogen Forfatter, der har begyndt Undersøgelsen af et praktisk Retsspørgsmaal med at opstille en Formel for sit Ideal, for derefter at drive Undersøgelsen under Sammenligning med denne Maalestok. Tværtimod vil man begynde omvendt. Sagen er, at det forholder sig med dette Punkt som med Retsfølelsen i det hele. Der er mere af det instinktive eller intuitive end af det, der fornuftmæssig lader sig udrede. Man vil derfor faktisk af sin Retsfølelse lade sig lede til en Afgørelse af Idealet paa de enkelte praktiske Punkter. Opstillingen af en samlet Formel vilde da i Virkeligheden kun være en Rekonstruktion ex post. Desuden vilde den ofte være vildledende, idet det ikke vil være muligt at sam
menfatte alle Enkeltheder i een Formel, der hverken var for vid eller for snæver, og man let vilde overse Momenter, der har Be
tydning i Virkeligheden.