FØRSTE AFSNIT
begreb 2). Man begrunder Paastanden navnlig med følgende Be
tragtninger:
Naar man har handlet som en bonus paterfamilias, har man handlet, som Retsordenen ønsker, man skal handle. Derfor maa Ansvar for saadan Opførsel være udelukket. Tabet maa fra Rets
ordenens Standpunkt betragtes ganske som Tab ved Naturbegiven
heder o. 1.3).
Enhver Udvidelse ud over Culpareglen er positivt udelukket af Hensyn til Handlefriheden.
Disse Betragtninger er dog ikke afgørende. I den første Sæt
ning ligger kun det rigtige, at Erstatning som Regel ikke kan paa
lægges i videre Omfang i Kraft af den hidtil behandlede Grund
tanke, Kampen mod Uretten og Ønsket om Prævention. Derimod er det et Spørgsmaal, der endnu ikke er løst, om ikke andre Hen
syn kan føre til at gøre Forskel mellem visse retmæssige menne
skelige Handlinger og Naturbegivenheder. Den anden Sætning er ligefrem urigtig. Det vil vise sig, at der er en Række Tilfælde, hvor man kan paalægge Erstatningsansvar, uden at der er Fare for, at Handlefriheden skal blive lammet. Det er da ogsaa ganske almindelig anerkendt her i Landet, at der i flere Tilfælde kan blive Tale om Erstatning selv ved retmæssige Handlinger, saaledes i Tilfælde af Ekspropriation, Groshavari og Nødret4). Som første Led i Undersøgelsen skal da de Tilfælde optages til Behandling, hvor det allerede er almindelig anerkendt her i Landet, at der skal svares Erstatning' skønt der ikke foreligger noget Retsbrud.
Derefter vil det blive paavist, at de udfundne Retshensyn gør sig gældende for et langt videre Omraade.
Til Udgangspunkt kan tages den Sætning, som Jul. Lassen opstiller5), at der skal ydes Erstatning for den Skade, som er be
virket ved det paa Grund af lnteressekollision tilladte Indgreb i
2) Mange anser det for ganske selvfølgeligt, jfr. f. Eks. v. L i s z t : Die Grenzgebiete zwischen P rivatrecht und Strafrecht 1889, S. 27.
3) Jfr. Ørsted i N. j. A. X X S. 128 f og Haandbog V S. 18 f . ; J h e r i n g : Das Scbuldmoment im romischen P rivatrecht S. 41 (citeret ovf. i Indled
ningen) .
4) A t der her foreligger retm æssige H andlinger, behøver vel ikke at begrundes paa dette Sted.
5) Lassen S. 274.
andres Formuegoder (Ekspropriations- og Nødbrugsgrundsæt
ningen).
Denne Sætning stemmer utvivlsomt med Forholdets Natur, saaledes at forstaa, at den maa gælde overalt, hvor der ikke paa
vises særlige Grunde, der tvinger til at fravige den. Det skal da være den første Opgave at undersøge den nævnte Regels Grunde.
Jul. Lassen gør paa det anførte Sted ikke nærmere Rede for, hvad det er, han anser for Retsgrunden til Reglen; men det er klart, at han mener, Retsgrunden ligger i de Momenter, han fremhæver som de væsentlige for Reglens Anvendelse. Dette er to: l) at der foretages et direkte Indgreb i en andens Goder — i Modsætning til en Handling, der blot udsætter dem for Fare — ; 2) at dette Indgreb er legitimeret ved en Interessekollision. Det forudsættes herved, at der foreligger et Sammenstød mellem to Interesser, og at Grunden til, at den ene sejrer, er, at den anses for at være be
tydeligere end den anden 6).
I disse Momenter ligger Regrundelsen ogsaa. Det gælder blot at paavise, at det er den hensigtsmæssige Løsning af Interesse
kollisionen at paalægge Erstatning, samtidig med at Handlingen tillades.
Udgangspunktet maa tages i, hvad den nordiske Teori om Handlefrihedens Afgrænsning har vist os. Indgrebshandlingen kan ikke anerkendes som retmæssig, med mindre Interessen i Hand
lingens Foretagelse er større end Interessen i dens Undladelse.
Denne Sætning siger ikke ret meget, da det er en Mængde for
skellige Hensyn, der spiller ind i Interesseafvejelsen. Det er imid
lertid baade muligt og nødvendigt at naa til en noget nøjagtigere Restemmelse af, hvad det er, der kræves.
I Interesseafvejelsen vil som et meget væsentligt Moment ind- gaa Interessen hos de to Personer, der berøres af Indgrebshand
lingen: den Person7), i hvis Interesse Indgrebet finder Sted, og den, i hvis Goder der gribes ind. Og det maa som Hovedregel8)
6) Jfr. Lassen S. 207—08, 273— 74.
7) eller de Personer. I det følgende vil for Nemheds Skyld Betegnelsen:
den handlende blive brugt for den eller de Personer, i hvis Interesse Ind
grebshandlingen foretages.
8) Den alm indelige Interesse i Bevægelsesfriheden v il kunne føre til at anerkende visse mindre Indgreb som berettigede uden H ensyn til den hand
lendes konkrete Interesse. Andre U ndtagelser er Nødværge og anden Rets- haandhævelse, se herom nedenfor i § 9 ved Note 5.
være den første Betingelse for, at man kan anerkende et direkte Indgreb som retmæssigt, at den handlendes (konkrete) Interesse er større end den angrebnes. Dette er imidlertid ikke tilstrække
ligt. Af Hensyn til den store Værdi, det har at sikre Borgerne en uforstyrret Nydelse af deres Goder, og tillige for at undgaa Fejl
tagelser maa det kræves, at Interesseforskellen er betydelig. Ja, bortset fra Indgreb, der sker for at bevare Goder fra truende Un
dergang, maa der endog stilles overordentlig store Krav til den handlendes Interesse. Paa dette Sted er det dog tilstrækkeligt at fastslaa, at den Interesse, den handlende naar at tilfredsstille ved Indgrebet, skal være betydelig større end den Interesse, der sættes til Side.
Men hermed er Begrundelsen af Erstatningspligten givet. I selve den fremhævede Ejendommelighed ligger det, at det er mu
ligt at paalægge den handlende Erstatningspligt. Han vil nemlig ikke føle det som et virkeligt Onde at maatte udrede Erstatning, fordi hans Interesse er større end den andens, d. v. s. større end Erstatningen. Selvom hans Interesse i Handlingen formindskes med den anden Interesses Beløb — ved at man paalægger ham at udrede Erstatningen —, er der dog stadig noget tilbage, nemlig den betydelige Interesseforskel. Handlingen er altsaa stadig i hans Interesse eller til hans Fordel, selvom den belastes med Er
statningspligt. Det vil derfor ikke afskrække ham fra Handlingen, at man paalægger ham Erstatningspligt.
Men naar dette er givet: at det er muligt at paalægge den handlende Erstatningspligt, uden at det har uheldige Virkninger, saa bør det gøres. Dette følger af den stærke Trang, der altid er til Stede, til at beskytte Individernes legitime Interesser, en Trang, der tager Formen af et Krav om Opretning, overalt hvor Skade er sket. Heraf følger det, at Samfundsmagten altid maa stræbe efter at skaffe Opretning for uforskyldte Tab, hvor det kan ske uden at tilføje lige saa smertelige Saar paa andre Steder.
Det samme kan udtrykkes saaledes, at en Afvejelse af de to Parters Interesser fører til at paalægge Erstatning. Den skade
lidendes Interesse er ikke mindre her end i de Tilfælde, hvor Ska
den skyldes et Retsbrud. Skaden er det samme Onde for ham, og han staar i ingen Henseende bedre over for den. Indgrebet paatvinges ham ensidigt uden hans Vilje eller Interesse. Dette Resultat bliver ikke mindre haardt, fordi man fortæller ham, at
Indgrebet er retmæssigt. Tværtimod gør dette hans Interesse i Opretning endnu større, idet det gør hans Stilling daarligere. Han kan ikke øve Nødværge, ej heller anvende andre forebyggende Midler, saasom Forbud; og dermed afskæres den Mulighed for at undgaa Tabet, som han har ved retstridige Handlinger.
Paa den anden Side er Modpartens Interesse i at slippe for at betale Erstatning ingenlunde den samme som ellers, da Erstat
ningspligt i disse Tilfælde ikke er en Byrde for ham i samme For
stand som ellers. Herefter kan Resultatet ikke være tvivlsomt.
Det vil dog muligvis være nødvendigt at gaa lidt nærmere ind herpaa og navnlig mere konkret at paavise, at Erstatningsansvaret ikke vil føles som en Byrde.
Naar dette skal gøres, vil det være nødvendigt at sondre mel
lem forskellige Grupper af Indgrebstilfælde. Den Sondring, der er mest fremtrædende i det ydre, er Sondringen mellem Ekspro
priation og private Nødretsindgreb9). Ved denne Sondring maa det afgørende ses i den sidste Betegnelse; Ordet Ekspropriation stilles blot i Modsætning hertil og tages ikke i nogen teknisk Be
tydning. Det omfatter derfor alle de Tilfælde, hvor Indgreb ifølge særlig Hjemmel foretages af en offentlig Myndighed eller af pri
vate under offentlige Myndigheders Kontrol10). Denne Sondring har stor Betydning, fordi den peger paa, at det — bortset fra Nødstilfældet — er en Hovedgrundsætning, at de private ikke har Ret til for at gøre deres Interesser gældende at gøre Indgreb i andres Goder paa egen Haand11). Dette kræves af klare Hensyn,
9) I F rem stillingen m edtages G roshavaritilfæ ldet ikke. Selv om dets Ordning stemmer ret godt med de udviklede Grundsætninger, staar det dog paa en særlig Plads, fordi der bagved findes et K ontraktsforhold, hvorpaa særlige Regler kunde opbygges.
10) Det maa indrømmes, at vi her bevæger os ind paa den offentlige R ets Omraade. Men hvor Indgreb finder Sted, ikke for at forfølge en egent
lig politisk Statsinteresse, men andre Formaal, er Tilfældene m aterielt be
slægtede med dem, vi behandler. Det er ogsaa givet, at Ekspropriation i den angivne Forstand ofte finder Sted alene i et begrænset A ntal private Bor
geres Interesse. — lø v r ig t benægtes det ikke, at der kan anføres særlige Grunde for E rstatn in g i E kspropriationstilfæ lde udfra deres offentligretlige K arakter e. 1. I Hovedsagen vil det ejendommelige dog kun være, at sæ rlig
vidt gaaende Indgreb tillades, og at ofte særlige Grunde fører til at nægte E rstatning (jfr. S kattep ligt, V æ rnepligt o. m. a.). Se iøvrigt Bemærkninger nedenfor i § 38.
11) Negotiorum gestio falder udenfor vor Undersøgelse her, da Indgrebet her legitim eres ved den anden P arts (domini) Interesse.
for en stor Del af lignende Art som dem, der fører til at nægte de private at tage sig selv til Rette, hvor de lider Uret. Paa den anden Side er der visse af »Ekspropriationstilfældene«, der i en anden Retning er nær beslægtede med Nødretstilfældene, nemlig naar man ser paa Indgrebets Formaal. Der kan sondres mellem de Tilfælde, hvor Formaalet er et positivt Fremarbejde (Skabelsen af nye Værdier i videste Forstand), og dem, hvor Formaalet er at undgaa Tab. De sidste Tilfælde er nær beslægtede med private Nødretsindgreb og skal derfor behandles sammen med dem.
Blandt de første Tilfælde, hvor Indgrebet sigter til Fyldest
gørelsen af en ny Interesse, eller hvor der er Tale om en positivt værdifuld Virksomhed, er der nogle, hvor Forholdet er særlig klart. I visse Tilfælde kan man sige, at Ekspropriationen uden Erstatningspligt ligefrem vilde medføre en ugrundet Berigelse. Det gælder, hvor der slet ikke ødelægges Værdier derved, men disse alene gaar over fra en Person til en anden12), saaledes hvor man eksproprierer en ubebygget Grund, der ikke havde anden Inter
esse for Ejeren end dens almindelige Markedsværdi, og hvor den i Ekspropriantens Haand har samme økonomiske Værdi, — eller hvor en Virksomhed eksproprieres og fortsættes af det offentlige, ganske som den var. I saadanne Tilfælde vilde Eksproprianten ligefrem faa en Formueforøgelse paa den eksproprieredes Bekost
ning, og der kan ikke tænkes nogensomhelst Grund dertil. Navnlig kan Grunden ikke findes i Samfundets Interesse; Samfundet er vel interesseret i, at Eksproprianten faar Tingen, f. Eks. fordi han vil kunne faa mere ud af den end den tidligere berettigede,
og derfor beholder han ogsaa det Plus i Værdi, som Tingen har faaet i hans Haand paa Grund af den nye Anvendelse, han giver . den — ; men Samfundet har ingensomhelst Interesse i, at han beriges med den Værdi, Tingen havde i den eksproprieredes Haand. Og han selv har intet Krav derpaa, da han ikke har frem
bragt denne Værdi, og da der heller ikke kan paavises nogen anden Grund til at lade ham faa den. Det eneste, som Samfundet har Interesse i, og som Eksproprianten selv kan forlange, er, at Foretagendet kan komme i Gang; men dette vil ikke hindres ved, at der paalægges Erstatningspligt.
1 2) Disse Tilfælde falder herefter udenfor vort egentlige Omraade, men berøres fly g tig t for O versigtens Skyld. Det samme gælder adskillige af de
linder den følgende Gruppe faldende Tilfælde.
Det samme maa imidlertid gælde, selvom Ekspropriationen medfører en vis Ødelæggelse af Værdier, f. Eks. hvor et Hus maa rives ned, en god Forretning ophøre. Vel beriges Eksproprianten her ikke med selve den Værdi, Tingen havde i den tidligere Ejers Haand; men det maa dog være en Betingelse for Handlingens Til
ladelighed, at den Ødelæggelse af Værdier, der sker, mere end opvejes af de nye Værdier, der skabes, idet Tingen i den nye Be
nyttelse har en større Værdi end i den gamle. Hvis Handlingens samlede Resultat, d. v. s. Gevinst -f- Tab, ikke er positivt, burde den ikke finde Sted. Og omvendt: naar Handlingens Resultat er positivt, og de nyskabte Værdier er større end de opofrede, kan Eksproprianten ogsaa holde den tidligere Ejer skadesløs og dog have Fordel af Handlingen.
Dette vil være klart, hvor Eksproprianten forfølger et rent økonomisk Formaal, og hvor Interessekollisionen former sig som en Kollision mellem to rent økonomiske Interesser. Det er alle
rede sagt, at der maa stilles meget store Krav til den Interesse, der skal til for at begrunde Indgrebet. Hvor store Kravene bør være, behøver ikke her at fastslaas; men saa meget er givet, at det ialtfald maa være en Betingelse for Foretagendets Tilladelighed, at den forfulgte økonomiske Interesse overgaar den opofrede.
Med andre Ord: hvis den økonomiske Fordel, der kan naas ved Foretagendet, ikke overgaar det Tab, der tilføjes den ekspropri
erede, er Handlingen ikke retmæssig og bør ikke finde Sted; og omvendt: hvis Handlingen er retmæssig, er det dermed givet, at det kan paalægges Eksproprianten at betale Erstatning, uden at der derved tilføjes ham noget egentligt Onde. Thi Handlingen vil alligevel være fordelagtig for ham; han mister kun en Del af
For-i
delen, som han ikke havde nogetsomhelst naturligt Krav paa.
Til Illustration af dette Forhold kan henvises til følgende Eksempel: Nogle Grundejere ønsker at anvende en Del af Vandet i et Vandløb i Agerbrugets Interesse13). Det kan forudses, at dette vil skade enten Fiskeriet eller de Vandmøller og lignende , industrielle Anlæg, der findes. Her maa det være en Betingelse ' for, at Agerbrugerne kan anerkendes for berettigede til at bruge . Vandet, at de tilfører deres Ejendomme en Nettoværdiforøgelse, der overgaar den Værdiformindskelse, som Fiskeri og Industri vil
is) Sml. L. Nr. 110, 4. Maj 1907 § 4.
Ussing: Skyld og Skade. r
v
£
i-i j : .
blive udsat for; Handlingen er samfundsmæssig uheldig, hvis den ikke giver et positivt Udbytte (g), d. v. s. hvis den opnaaede Værdi
forøgelse (v) ikke overgaar Værdiformindskelsen (t) + Omkost
ningerne (o) ved Foranstaltningen. Hvor Handlingen er berettiget, faar vi altsaa: v større end t + o, eller v = t + o + g. Men heraf følger, at det er muligt at paalægge Agerbrugerne at udrede Er
statning, uden at det føles som et Onde af dem; thi selvom de maa udrede Erstatningen (t), vil de stadig faa Handlingens Nettoge
vinst (g) og derfor have Grund til at foretage Handlingen.
Helt saa simpelt er Forholdet ikke, hvor den Interesse, Eks- proprianten forfølger, ikke er rent økonomisk. I saadanne Til
fælde er der ikke Mulighed for at opstille den samme, rent mate
matiske Beregning; men alligevel maa Resultatet fastholdes. Det maa ogsaa her være en Betingelse for Indgrebets Tilladelighed, at den handlendes Interesse (betydelig) overgaar den anden Parts.
De to Interesser maa derfor sammenlignes, selvom de ikke er af samme Art, og Sammenligningen skal give til Resultat, at Eks- propriantens Interesse er størst. Men naar dette er Tilfældet, er det det eneste rimelige at opstille den Fordring, at Eksproprian- tens Interesse er størst ogsaa efter et økonomisk Maal ). Dette følger for det første af, at man vanskeligt kan finde noget andet fælles Maal for de forskelligartede Interesser end den økonomiske Værdi, man tillægger dem. Fremdeles stemmer det med hele Li
vets faktiske Udformning. Livet viser en Uendelighed af Eksem
pler paa, at man skaffer sig sine ikke-økonomiske Interesser vare
taget ved økonomiske Vederlagsydelser. Hvis saaledes en By vil ekspropriere privat Grund for at skaffe aabne Pladser eller Par
ker, er det rimeligt at forlange, at den tillægger dette ideelle For- maal en økonomisk Værdi, der overgaar de tilintetgjorte Værdier
og dermed Erstatningen, som skal udredes.
Anerkender man dette: at Indgrebets Retmæssighed som Ho
vedregel maa være betinget af, at Eksproprianten ogsaa økono
misk vurderer sin Interesse højest, såa er Resultatet givet. Hvor Handlingen er retmæssig, vil hans Interesse altid være stærk nok til at bære en Erstatningspligt, ganske som i de andre Tilfælde.
Handlingen vil trods Erstatningsansvaret være til hans Fordel, idet den vil berige ham med Differencen mellem de to Interesser.
i«) D et erindres, at der ikke tales om egentlige p olitisk e Statsinteresser.
Han kan heller ikke beklage sig eller føle sig skuffet ved kun at faa denne Difference; thi forud for Handlingen kan han roligt foretage en simpel Beregning af Fordel og Tab og skønne over, om hans Interesse virkelig er stærk nok til at bære Erstatnings
pligten.
Med Hensyn til de Tilfælde, der falder under den anden S. 64 nævnte Gruppe, nemlig hvor Indgreb foretages for at afværge en Fare, der truer allerede eksisterende Interesser, gælder i Hoved
sagen ganske det samme; og Betragtningerne er ens for de herhen- hørende Ekspropriationstilfælde 15) og for den private Nødret.
Handlingen er kun tilladelig, naar den forfulgte Interesse — her Interessen i at bevare det truede Gode — overgaar det op- ofrede Godes Værdi. Heraf følger, at den handlendes Interesse er stor nok til at bære Erstatningspligten, da Handlingen selv med den vil være i hans Interesse. Dette kan ligesom ovenfor udføres dels for det Tilfælde, at der gøres Indgreb for at redde rent øko
nomiske Goder, dels for det, at Indgrebet sker for andre Interes
sers Skyld.
Erstatningspligten er overhovedet ikke i sædvanlig Forstand et Onde for den ansvarlige. Udgangspunktet er, at han trues af et Tab i sine Formuegoder — et Tab, der er større end Erstat
ningen —, og at det vilde have ramt ham, hvis Handlingen ikke var foretaget. Heraf følger det, at det ikke vil virke som et posi
tivt Onde for ham, at man paalægger ham Erstatningspligt; thi Handlingen vil trods dette være fordelagtig for ham. Hvis de almindelige Grænser for Handlefriheden var fastholdt, maatte han have mistet det truede Gode, der f. Eks. er 1000 værd eller af ham vurderes dertil i Penge. Nu tillader man ham at ofre en andens Goder, der f. Eks. er 100 værd, for at redde sit eget, mod, at han godtgør den anden Værdien af de opofrede Goder (100). Han slipper altsaa med et Tab paa 100 i Stedet for det paa 1000, der truede, og vinder altsaa en Fordel paa 900 i Sammenligning med, hvad der vilde ske, hvis han undlod at handle. Han maa blot finde sig i, at han kun faar Handlingens virkelige, samfundsmæs
sige Værdi (Nettoudbyttet) og ikke desuden et Udbytte, der er vundet paa en andens Bekostning. Samfundet har ingensomhelst
15) F. Eks. hvor H usdyr slaas ned for at hindre Sm ittes Udbredelse, hvor Brandvæsenet gør Skade ved R edningsforanstaltningerne.
Interesse heri. Det har alene Interesse i, at Handlingen foretages;
men dette vil være sikret godt nok, naar blot Handlingens »Netto
udbytte« tilfalder vedkommende. Naar det er Tilfældet, vil Er
statningspligten nemlig ikke afholde ham fra Handlingen.
Hermed er den almindelige Begrundelse givet. Men der maa gøres et Par Modifikationer i det sagte for visse særlige Tilfælde.
Der er visse Forhold, hvor det ikke er helt saa klart, at Eistat-ningspligten ikke vil virke afskrækkende.
Dette gælder for det første, hvor Indgrebets Resultat er uvist.
Denne Vanskelighed kom ikke frem i den forrige Gruppe af Til
Denne Vanskelighed kom ikke frem i den forrige Gruppe af Til