ERSTATNING IFØLGE CULPAREGLEN

§ 4.

Præventionsformaalets Virkning.

Ønsket om at forebygge Skade fører til at paalægge Erstat­

ningsansvar i meget vidt Omfang, men dog ikke ved enhver Skade.

Det er umiddelbart indlysende, at der ikke af Hensyn til Præven­

tion kan paalægges Erstatning, naar det er fuldkommen umuligt for Mennesker overhovedet at afværge Skaden helt eller delvis.

Her vilde Ansvaret klart være unyttigt. I denne Begrænsning lig­

ger, at en menneskelig Handling eller Undladelse skal have været ^ medvirkende Aarsag til (Betingelse for) Skaden. Men fremdeles

er det umuligt af Hensyn til Prævention at paalægge Erstatnings­

pligt, hvor Skaden ikke er bevirket ved retstridig Handling; saa-f!

ledes dels, hvor den er hidført ved en Naturbegivenhed, og hvor det ikke var retstridigt at undlade at afværge den, selv om det havde været menneskelig muligt, dels, hvor den er hidført ved en retmæssig menneskelig Handling. Der kan muligvis være Tale om at modarbejde en saadan Skades Indtræden ved fysiske Mid­

ler — saaledes ved Nødretshandlinger — ; men der kan ikke være

mmmmmmss

Tale om at modvirke den ved Paalæg af Erstatningspligtx) . Er­

statningspligten kan kun bruges til at indvirke paa menneskelige Handlinger. Hvis man ved Erstatningspligt vil modvirke en Skade, maa det derfor ske ved at modvirke den Handling, der er Aarsag til (Betingelse for) Skaden. Men en Handling kan kun modvirkes, naar den er retstridig. Dette er i og for sig indlysende, og det følger logisk af den i § 1 givne Bestemmelse af Retstridigheds- begrebet; thi naar Handlingen modvirkes af Retsordenen, viser selve dette, at den er retstridig.

Omvendt kan man sige: naar Retsordenen billiger en Hand­

ling, d. v. s. anerkender den for retmæssig, saa maa den ogsaa tage dens Følger med i Købet — og for saa vidt billige dem. — Dette stemmer med, hvad der er udviklet ovenfor i § 1 om, at kun Handlinger eller Undladelser kan være retstridige. Hvor Skade bevirkes ved en retmæssig Handling, foreligger der over­

hovedet ingen Retskrænkelse. Den krænkede Interesse var nemlig i saa Fald ikke beskyttet overfor den paagældende Handling, og det vil sige: den var ikke en Ret i den Relation.

Det maa altsaa slaas fast, at der ikke af Hensyn til Præven­

tionstanken kan paalægges Erstatning ved retmæssige Handlin­

ger * 2). Det er muligt, at en Erstatningspligt kunde have en vis Virkning til at hindre Handlingen, men Prævention ønskes slet

ikke.

Men end ikke enhver Handling, der er retstridig i den ovenfor i § 1 angivne Forstand, kan afføde et privatretligt Erstatningskrav.

Det kan den kun, hvis den strider mod en Retsregel, der har til Formaal at beskytte de private Borgeres Interesse, eller med andre Ord, naar den strider mod en privat Persons subjektive Ret.

Hvornaar dette er Tilfældet, maa bero paa en Overvejelse af de Formaal, Retsordenen fornuftigvis kan forfølge med en given Regel.

Der maa imidlertid opstilles yderligere Betingelser for Erstat­

ningspligten. Det maa ialtfald kræves, at Handlingens Retstridig- hed overhovedet var kendelig for en Mand i den handlendes

Si-!) U ndtagen, naar der bestaar en P lig t til at afværge S k a d e; men i saa Fald er det, der modvirkes, Undladelsen af at afværge Skaden, og denne

Undladelse er i saa Fald retstridig.

2) Der bortses foreløbig fra de Forskydninger af Grænselinien, der kan blive nødvendige af retstekniske Grunde, se om dette P u n k t nedenfor § 6 i. f.

tuation. Det vilde vel være muligt at gaa noget videre i Retning af det objektive, forsaavidt der er Tale om at modvirke en Hand­

ling ved mekaniske Midler, f. Eks. ved offentlig Magt eller Nød­

værge — om det bør ske, behøver ikke at afgøres her — ; men dette vilde være ganske forfejlet, hvor der er Tale om at modvirke Uretten ved Midler, der skulde virke igennem den paagældendes egen Vilje, saasom Straf og Erstatning. Det er indlysende, at det vilde være ganske unyttigt at befale en Person at handle efter Kendsgerninger, som det er ham umuligt at skaffe sig Besked om.

Retsordenen maa derfor nøjes med at befale Folk at tage Hensyn til de Kendsgerninger, de har Adgang til at lære at kende. Nær­

mere kan Retsordenen ikke komme Idealet, forsaavidt der er Tale om at virke dertil ved »Refaling« til de paagældende, ved Paavirk- ning af deres Vilje.

Men Retsordenen bør ikke engang paalægge Ansvar, blot fordi der var en Mulighed for, at et Menneske i den handlendes Situa­

tion kunde have undgaaet Faren. Den bør ikke spænde Kravene til den yderste Grænse. Ved Undersøgelsen af de Krav, der bør stilles til den handlende, bør der imidlertid gøres en Sondring.

Den handlendes Forhold har Retydning i to Henseender: dels med Hensyn til hans Evne (og Vilje) til at erkende det rette, den ret­

mæssige Handlemaade, dels med Hensyn til hans Evne og Vilje til at handle i Overensstemmelse med det erkendte. Ofte vil disse lo Ting ikke kunne adskilles, og der er formentlig ikke Grund til at stille forskellige Krav i de to Henseender. Derimod bliver det af Vigtighed at sondre i en anden Retning:

Alt, hvad Individet foretager sig, er for det første betinget af noget forud givet, der kan kaldes den handlendes Egnethed til at foretage noget saadant3) ; herunder falder hans Intelligens, fysiske Evner, Kundskab, Færdighed, Viljeskraft og andre Karakteregen­

skaber, der maatte have Retydning for Handlingen. Men Hand­

lingen afhænger ogsaa af, hvilken Rrug han i det enkelte Tilfælde gør af sine Evner, sin Dygtighed o. s. v., hvilken Grad af subjektiv Anspændelse han anvender; man kan kalde dette hans Omhu, Opmærksomhed eller Forsigtighed 4).

Hvad først den subjektive Anspændelse angaar, saa kan der ikke være Tale om at fordre mere end en fornuftig, rimelig Omhu,

3) Sml. Thyréns »fixe faktor«, se culpa legis Aquiliæ S. 84— 85.

4) Sml. Thyréns »variable faktor« smstds.

Ussing: Skyld og Skade. 3

en saadan Grad af Omhu, som en almindelig samvittighedsfuld Mand vilde vise. Grundene hertil er dog ikke dem, som man ofte anfører: at allerede Præventionstanken i sig selv ikke kan føre til at paalægge Ansvar uden Skyld, idet man kun kan vogte sig for det forsætlige og uagtsomme Retsbrud, ikke for det hænde­