FØRSTE AFSNIT
siko 30). Noget andet er det, at Ansvaret ogsaa i Interessekollisions
1. Skaden skal være en adækvat Følge af den farlige Hand
ling, eller — med en anden Terminologi — være foraarsaget i juridisk Forstand af Handlingen1).
Hvad der ligger heri, kan kort udtrykkes saaledes, at Ansvar for Følgerne af den farlige Handling kun indtræder, naar det er Faren ved Handlingen, der er blevet til Virkelighed, eller naar Skaden er et Udslag af Faren.
Udgangspunktet for en nøjagtigere Bestemmelse af denne Ansvarsbetingelse danner Farebegrebet. For at en Handling skal kaldes farlig, kræves det, at den efter sin særegne Beskaffenhed generelt begunstiger et skadeligt Resultat, og at denne Begunsti
gelse ikke er ganske ubetydelig — saa ubetydelig, at man ikke regner dermed — 2). Den nærmere Bestemmelse faar ikke Betyd
ning her med Hensyn til Handlingen selv, da det ved de Hand
linger, vi her taler om, er givet, at der altid foreligger en betydelig Begunstigelse.
Grundlaget for Ansvaret er da, at Handlingen har en vis Ten
dens til at stifte Skade, og at denne Farlighed er kendelig for den
0 Den første Betegnelse er hentet fra de moderne tyske Teorier om
»adækvat Foraarsagelse«, hvis Grundlag er lagt af v. Kvies i V ierteljahr- schrift flir w issenschaftliche Philosophie X II (1888) S. 179 ff., 287 ff., 383 ff., og som senere er udformet for C ivilrettens Vedkommende navnlig af M.
Rilmelin (Arch. f. civ. Pr. Bd. 90, S. 171—344, der Zufall im Reckt, 1896) samt Traeger (der K ausalbegriff im Straf- und Zivilrecht, 1904) og L itten
(die Ersatzpflicht des Tierhalters, 1905). Om Teorien kan iøvrigt henvises til Platou S. 124 ff., S. 160 ff., samt Hagerup i T. f. Bvsk. 1909, S. 297 ff.
2) Dette er en kort Gengivelse af de Krav, der opstilles af Teorierne om adækvat Foraarsagelse. Disse Teorier sætter blot Ordet »Aarsag« i Ste
det for »farlig«. Paa dette P unkt maa der tages Afstand fra dem, jfr. Note 7 og § 29 Note 29. Deres B etydning ligger netop i, at de har givet den mest
indgaaende Analyse af Farebegrebet (sml. ovf. S. 19). D ette Begreb er gan
ske ujuridisk — naar man bortser fra Spørgsmaalet om, hvilken Grad af Begunstigelse der kræves, et Spørgsmaal, hvis Løsning beror paa det For- maal, man forfølger i det enkelte Tilfælde —. D ette Farebegreb danner Grundlaget baade for Retstridighedsbegrebet (og dermed Culpabegrebet) o'g for de yderligere Ansvarsbetingelser, der maa opstilles angaaende Sammen
hængen mellem H andling og Skade, samt efter den her opstillede Teori for den fundamentale A nsvarsbetingelse. Naar man indser, at det alene er Fare
begrebet, der bør udvikles, bliver det klart, at Begrebet bør bestemmes gan
ske uden Hensyn til H andlingens N ytte — den kommer alene Retstridigheds- spørgsmaalet ved — ; det er alene Muligheden for Skade, det kommer an paa.
Se dog Muller-Erzbach S. 64 (nedenfor i § 30 Note 21).
Ussing: Skyld o g Skade.
178 § 20.
handlende. Og ved Spørgsmaalet, om der svares for Følgerne af et saadant Forhold, kommer det an paa, om Skaden kan ses som en Virkeliggørelse af de kendelige, skadelige Tendenser ved Handlingen 3).
Heri ligger for det første, at Erstatningspligt er udelukket, hvis Skaden slet ikke staar i Sammenhæng med Handlingens far
lige Tendenser. — Saaledes bør Jernbanen vel være ansvarlig for Skade, den foraarsager paa de omliggende Grunde ved Ild, naar denne skyldes Gnister fra Lokomotivet, men ikke, hvis Ilden skyl
des, at Toget nødsager en Motorcyklist til at standse, og at hans Maskine eksploderer, medens han venter. —
Men dernæst kræves det, at de farlige Tendenser ved Hand
linger har medvirket netop som farlige. Skaden skal være ind- traadt ved Omstændigheder, der laa indenfor de Muligheder, man maatte regne med, og som var medvirkende til at gøre Handlin
gen farlig. I Modsætning hertil bortfalder Ansvaret, naar Ska
den kun er bevirket ved Tilstød af Omstændigheder, for hvis Ind
træden dér ikke var nogen kendelig Fare, d. v. s. Omstændigheder, hvis Indtræden man ikke behøvede at regne med Muligheden af.
Hvis saaledes Gnisterne fra Lokomotivet tænder Ild i Græs
set paa Jernbaneskraaningen og en opstaaende Vind fører Ilden ind paa Naboens Mark, er Jernbanen ansvarlig. Det modsatte maa derimod antages, hvis Ilden er ved at gaa ud, men Naboens Uven, der tilfældig kommer forbi, kaster Kvas paa Ilden, saa den
%
blusser op igen og nu af Vind forplantes til Nabogrunden. Man kunde ogsaa nævne følgende Tilfælde: en Automobilfører taber ved et utilregneligt Uheld Herredømmet over Maskinen, og den farer imod en Fodgænger, men det lykkes denne ved stor Behæn
dighed at kaste sig til Side. Hvis han herved falder eller kommer til at kaste sig imod en Cykle, der passerer, er den Skade, han lider, adækvat Følge af Kørslen, derimod ikke, hvis han efter at være sprunget til Side rammes af en Tagsten, der blæser ned straks efter.
3) Det afgørende er altsaa en Bedømmelse udfra, hvad der var kende
lig t for en bonus paterfam ilias i den handlendes Situation, sml. ovenfor i
§ 18 ved Note 12. I denne Henseende maa Rilmelins (objektive) Teori for
kastes. N oget andet er det, at man, naar man opstiller et rent objektivt Betstridighedsbegreb, anvender det objektive Farebegreb.
Sondringen mellem adækvate og inadækvate (tilfældige4)) Følger kan ogsaa faa Betydning med Hensyn til Omstændigheder, der udefra griber ind og sætter den farlige Kraft i Virksomhed;
saaledes naar en uvedkommende Person slipper et vildt Dyr løs, sætter en andens Automobil i Gang, stikker Ild paa et Gasværk eller lignende, eller naar Lynet slaar ned i et Sprængstoflager eller faar en Stærkstrømsledning til at falde ned.
I alle disse Forhold maa det hero paa en Undersøgelse af det enkelte Tilfældes Særegenhed, om man vil anse Følgen for adækvat. Dette Punkt vil vi iøvrigt komme tilbage til under Nr. 4.
Akkurat paa samme Maade maa Ansvarets nærmere Omfang bestemmes. Hvor Ansvar indtræder, maa det begrænses til den Del af Skaden, der er adækvat Følge af Handlingen. Et Eksempel herpaa vil man have, hvis man varierer det ovenfor nævnte Eks
empel saaledes, at Ilden havde brændt lidt af Naboens Mark, før Uvennen kommer t il5).
Begrundelsen af denne Ansvarsbetingelse volder ingen- Van
skelighed. Hermed menes ikke, at det er en blot Anvendelse af almindelige Regler om »juridisk Aarsagssammenhæng«. Ganske vist bør Betingelsen formentlig forstaas i alt væsentligt paa samme Maade som den, der maa opstilles ogsaa ved Erstatningspligt ifølge Culpareglen. Men dette er dog ikke paa Forhaand givet, og det maa hævdes, at Betingelsen maa gælde her, selv om man vilde nægte at anerkende den ved Culpareglen.
Hvor der er Tale om Ansvar ifølge den her forsvarede
Grund-4) Dette U dtryk tages her ikke i teknisk juridisk Forstand som Mod
sætning til Culpa, men i rent ujuridisk Forstand. I den alm indelige Sprog- brug betegner det enten Modsætningen til det sikre eller til det mer eller mindre beregnelige (Faren), sml. M. Riimelin: der Zufall im Recht, især S. 15— 6, og det er derfor forsvarligt at bruge det som M odsætning til Be
grebet adækvat Foraarsagelse.
5) A nsvarsbetingelsen udtrykkes ogsaa hyppigt paa følgende Maade:
den indtraadte Skade skal være af den A r t Skader, som H andlingen begun
stigede — som man kunde forudse Muligheden af —, og den skal være ind- traadt paa en Maade, der ikke ligger helt udenfor de M uligheder, man burde være belavet paa. Andre siger, at Skaden skal være et typ isk (normalt, regelmæssigt) U dslag af selve den paagældende Fare (sml. R. Merkel S.
205 fif.), et U dtryk, der peger i en rig tig Retning, men let forstaas altfor snævert ligesom U dtrykket, at Skaden skal have været forudseelig (sml.
N. Lassen i T f. Rvsk. 1887 S. 90).
180 § 20.
fl
■»il
sætning, følger Betingelsens Nødvendighed af, at kun de adækvate Følger kan komme i Betragtning ved Afvejelsen af Handlingens Fare og Nytte. Ligesom kun adækvate Følger er afgørende for Spørgsmaalet, om Handlingen er retstridig — eller rettere: om der foreligger Culpa, det andet interesserer os ikke her —, saa- ledes er det dem, der maa tages Hensyn til, naar det skal afgøres, om en Handling er ekstra farlig, og det er dem, der skal opvejes af Handlingens gennemsnitlige Nytte. Heraf følger det, at det kun er dem, der kan blive Tale om at fordre erstattet; thi ellers mang
ler man Garantien for, at Virksomheden gennemsnitlig kan bære Byrden ved at udrede Erstatning 6).
Det vil ses, at den opstillede Ansvarsbetingelse begrundes rent praktisk. Realiteten i alle de særlige »juridiske Foraarsagel- sesteorier« er Ønsket om at indføre en af praktiske Grunde krævet Begrænsning af Ansvaret; men der er ingen tvingende Grund til at lægge denne ind i Aarsagsbegrebet. Ved en Undersøgelse, der beskæftiger sig med Forholdets Natur, maa man ialtfald skille de to Ting ad. Et andet Spørgsmaal er det, om man ved For
tolkning af en positiv Lov anser det for nødvendigt at lægge denne Betingelse ind i Lovens Ord »foraarsaget, bevirket«, eller om man ikke tør fortolke den ind i Loven ad anden Vej. Det første bliver muligt, fordi det almindelige Sprog anvender Ordet Aarsag i en meget varierende Betydning; det er i Virkeligheden bestemt af Sammenhængen, d. v. s. formaalsbestemt. Men Videnskaben bør selv ved Behandlingen af positiv Ret anvende Begreberne Aarsags- sammenhæng og Fare i den almindelige, videnskabelige Betyd
ning 7).
6) Det vil ses, at denne B etragtning ligesaa fuldt gælder om de fjernere Følger som om den første Skade. Netop i denne Henseende er det derimod, mange finder Grund til at gøre Forskel ved Culpareglen.
7) Det udviklede vil have vist, at man bør foretrække Benævnelsen
»adækvat Følge«, fordi den peger paa, at der ved Siden af Aarsagssam- menhæng kræves en Betingelse, der ikke har noget dermed at gøre. L ige
ledes er det en Fordel, at U dtrykket bliver rig tig t, selv om man skulde blive nødt til at opfatte Betingelsen forskelligt i de forskellige Forhold, medens U dtrykket »juridisk Aarsagssammenhæng« frister til at tro, at det nødven
digvis er en Qg samme Begrænsning, der er Tale om i alle Tilfælde. Men dette kan ialtfald ikke postuleres. Da der kun er Tale om en Begrænsning af Ansvaret, der kræves af praktiske Grunde, er det ikke givet, at denne i alle Forhold er af samme A rt; det maa bero paa en nærmere real Under
søgelse.
r
l
2. Erstatningspligten bortfalder, naar den skadelidende selv er Skyld i Skaden. Dette er allerede antydet i § 19. At selvfor
skyldt Skade ikke kan fordres erstattet, følger i mange, ja maaske de fleste Tilfælde allerede af Kravet om, at Skaden skal være en adækvat Følge af Handlingen; men Reglen gaar dog videre og kan derfor ikke undværes.
Heller ikke med Hensyn til dette Punkt er det nødvendigt at stille sig i Afhængighed af den almindelige Læres Begreb om egen Skyld 8). Uden Hensyn til, hvad man ellers mener, maa det navn
lig antages, at Erstatningspligt uden Culpa ikke indtræder, naar den skadelidende har undladt at vise en normalt fornuftig Optræ
den, d. v. s. en Optræden saa fornuftig, som den kan ventes af en normalt udrustet Person af hans Type 9). Det hør ikke gøre nogen
somhelst Forskel, om han paa Grund af unormale, individuelle Mangler ikke har været i Stand til at handle fornuftigere.
Der kan være visse Hensyn at tage til de underlegne Per
soner, og dette faar Betydning ved Afgørelsen af, om Virksom
heden er retmæssig; men har man truffet alle rimelige Sikkerheds
foranstaltninger, saa at Virksomheden er retmæssig ogsaa i For
hold til saadanne Personer, kan der ikke være Tale om Ansvar.
Dette følger allerede af de Grunde, man ofte anfører for at bruge en almindelig Maalestok ved egen Skyld overhovedet; thi de sær
lige Modgrunde, der anføres, gælder netop kun, hvor den hand
lende er i Brøde. løvrigt maa det ved de Virksomheder, der her er Tale om, endnu mere end ellers være Samfundets Synspunkt, at de underlegne Personer maa holde sig paa Afstand. Reglen tilsiges derfor af et Præventionshensyn, og i de faa Tilfælde, hvor dette ikke maatte virke, udfyldes det af en Risikobetragtning. De underlegne Personer kan lige saa godt bære Risikoen for Skade, de volder sig selv paa denne Maade, som for anden Skade, de volder sig selv ved deres Fejl, og den maa de altid bære. Det er ogsaa rimeligere at lade dem selv bære den særlige Risiko, der følger af deres Underlegenhed. Betingelsen for Ansvar uden Culpa var, at man kunde beregne Risikoen forud; men medens det er forholdsvis let at beregne Risikoen, naar man regner med normalt
8) Sml. R. Merkel S. 186 ff.
9) Begrebet forstaas altsaa i Analogi med Culpabegrebet, saaledes som dette er bestemt ovenfor i §§ 4—5. *